Om at være konservativ

Af Morten Uhrskov Jensen

Hvorfor bliver man ikke liberal eller socialist? Spørgsmålet er i hvert fald en overvejelse værd. Man kan faktisk påstå, at tilværelsen bliver lettere, om man tilhører en af de to retninger. Det skal ikke misforstås. Der skulle nødig være tale om klynk. Klynk er noget skidt. Til en start bliver man ynket, og hen ad vejen bliver man blot ynkelig. Men man kan dog misunde de liberalistiske og socialistiske tankesystemer for at besidde en vidunderlig simpelhed. Alting bliver så uhyre enkelt, når man først har besluttet sig for at tilslutte sig det ene eller det andet. Og omvendt så meget mere bøvlet, skulle man alligevel bestemme sig for at kalde sig konservativ. Lad mig i det følgende forsøge at forklare nogle grundlæggende træk ved de tre positioner og deres stillingtagen til spørgsmålene om mennesket, samfundet og staten og i sidste ende til deres evne til at skabe kredit eller debet på kontoen. Da jeg kalder mig konservativ, er slutresultatet på sin vis givet på forhånd, men tillad dog muligheden af at sandsynliggøre påstanden om, at den konservative tanke ved vejens ende er den mest gangbare. Den er ikke den mest spændende og derfor heller ikke den mest intellektuelt udfordrende, men det gør den måske netop så meget desto mere holdbar.

Mennesket er som væsen i både liberalismen og socialismen fornuftigt og derfor stærkt. Mennesket er derfor ikke på forhånd bundet af noget hverken uden for eller inden for det selv, det lade sig være en gud eller en biologi, der pålægger det bindinger. Når liberale og socialister ikke kan døje hinanden, skyldes det således ikke deres grundlæggende forestilling om mennesket, men kun deres syn på dette menneskes forhold til andre mennesker. For den liberale er mennesket pr. natur et individuelt væsen, og da det er stærkt, kan det bedst realisere sig selv, hvis det overlades til sig selv.
Socialisten vil på den anden side hævde, at mennesket er et kollektivt væsen, der kun kan handle sammen med andre. Frigørelsen finder først sted, når mennesket lærer, at det kun når sand indsigt, når det sammen med andre danner fællesskaber, der derefter handler.
Heroverfor står den konservative, som ser med skepsis på menneskets iboende fornuft, hvad enten denne finder sted individuelt eller kollektivt. Mennesket kan ind imellem, måske ligefrem ofte, handle rationelt og godt, både alene og sammen med andre, men samtidig er der skjulte kræfter, der trækker i en anden retning. Der er i mennesket, samtidig med dets evne til at gøre godt, en ofte skrækindjagende evne til at forvolde ondt, og det igen både alene og i fællesskab. Mennesket er derfor hverken eller, det er både godt og ondt, og det kan ikke på forhånd afgøres, hvorvidt det gode eller det onde fremtræder individuelt eller kollektivt. Den konservative vil oven i købet ofte gå så langt som til at hævde, at det i reglen er netop fornuftigst at se mennesket som ondt, da der derved frembringes en evne til ikke at lade sig narre af blændværk. Den grundlæggende tilstand af mangelfuldhed hos mennesket kan ikke ændres uanset omstændighederne, og hverken samfundet eller staten – eller for den sags skyld markedet – kan derfor frelse mennesket.

Samfundet eksisterer ikke i den liberale tankeorden. Samfundet er kun summen af de individer, der er i det. Af samme grund bør samfundet også kun bestå af frivillige fællesskaber. Alt hvad der rækker ud over disse, er et overgreb, idet det ikke nødvendigvis accepteres af alle individerne.
For socialisten befinder samfundet sig i en stadig konflikt. Der findes stridende grupper i samfundet imellem dem, der har, og dem, der ikke har. Opgaven må således bestå i at samle de individer, der ikke har, så de kan indtage deres retmæssige position i samfundet.
Og igen er det mindre simpelt for den konservative. Her tænkes individerne både individuelt og kollektivt, og det samlede antal individer ses derfor både som alene og som en del af et hele, der måske nok kan være svært at få øje på, men som ikke derfor i sin uudtalthed skal overses. Tilsammen er samfundet altså mere end blot enkeltindividerne, og der er i heldigste fald snarere tale om det, som den engelske, konservative filosof Roger Scruton har kaldt »a community of strangers«. Dette fællesskab af fremmede må støtte sig til en række normer og skikke, der ikke er udtrykkeligt udtalte, men som gør det muligt at orientere sig gennem livet. Mennesket lever her i en bunden frihed, da den utøjlede frihed får mennesket til at opføre sig asocialt over for sine medmennesker.

Staten er for den liberale et onde, som skal begrænses mest muligt. Da individet er stærkt, bør staten holde sig væk i det størst mulige omfang. Statens opgave indskrænkes således til opretholdelsen af lov og orden, og indblanding derudover vil principielt ses som et onde, der har til hensigt at udvide statens magt på individernes bekostning.
For socialisten (jeg ser her bort fra Karl Marx´ fantasterier om statens hendøen) er staten et redskab til at frigøre individerne, i praksis den eller de grupper, der bliver forfordelt af det hidtidige styre. Statens mål må derfor være at blive så stor som muligt, da den kun herved kan realisere den omfordeling, der er nødvendig for at inddæmme de individer, der ikke arbejder i fællesskabets interesse.
Og atter må den konservative opponere og sige, at det ikke er tilrådeligt at gøre staten hverken for lille eller for stor. Bliver den for lille, svigter den dem, der ikke har tilstrækkelige evner til eller mulighed for at opretholde en fuldgyldig tilværelse som medlemmer af samfundet. Bliver den for stor, kvæler den de individer, der ønsker at skabe noget for sig selv og samfundet; den kvæler den vidunderlige stædighed, der kendetegner mennesket, hvad enten det så udfører sine handlinger i egeninteresse eller af uegennyttige grunde.

Så langt, så godt. Når nu konservatismen tilbyder et væsentlig mere nuanceret bud end de to andre tankesystemer, hvordan kan det så være, at det konservative står så svagt, som tilfældet er? Forklaringen skal, så vidt jeg kan se, søges i det forhold, at konservatismen ikke appellerer til den mennesketype, som er blevet forsøgt frembragt i de sidste i hvert fald fyrre år, formentlig også længere end det. Denne mennesketype har enten været formet af 1970´ernes socialisme eller af 1980´ernes liberalisme. Og især har den været formet af en søgen væk fra et realistisk, konservativt menneskesyn. Det hævdes, at mennesket er et i grunden grænseløst væsen, som kan alt, hvis blot det får lov, det være sig individuelt eller kollektivt. Denne forklaring har insisteret på, at mennesket ingen begrænsninger har, når bare det erkender sit sande jeg. Denne appel er uden tvivl attraktiv for mennesket, som derved ser sig selv som universets ubestridte centrum. Den vestlige tanke ser ikke længere menneskets begrænsninger, men kun dets ubundne muligheder i en verden, hvor alt kan lade sig gøre.

Og så giver spørgsmålet om kredit eller debet sig selv. Når socialismen, inkarneret i socialdemokratismen, får lov at tage over, så trækkes der alvorligt på kontoen. Så bliver mennesket til et artsvæsen i stedet for et åndsvæsen. Og så bliver de materielle behov, defineret og administreret af staten, til det eneste bærende. Så bliver det saliggørende at kunne aflæse indekset for ulighed og at få denne ulighed længere ned, koste hvad det koste vil. Så underordnes mennesket en utopi, og resultatet bliver derefter.
Når liberalismen har fat i den lange ende, bliver menneskene til for markedets skyld og ikke omvendt. Så vil alt, der umiddelbart gavner markedet, være gud, og så vil kulturen i almindelighed og menneskene i særdeleshed blive taberne. Også her kan overtrækket være betydeligt.
Og så ender vi med det eneste realistiske alternativ, det, der i reglen opretholder og ind imellem endda sætter ind på den fælles konto, så der er noget at tage af, også i dårlige tider. Den konservative tanke tager udgangspunkt i mennesket, som det ser ud i virkeligheden, og ikke, som de to ideologiske tankesystemer, socialisme og liberalisme, i, hvordan mennesket burde være. Resultatet – som aldrig er endeligt – kan synes lidt kedeligt, men det er til gengæld en del mere holdbart.

Folkestyre eller domstolsstyre?

Af Morten Uhrskov Jensen

Da de tretten tidligere kolonier, der skulle komme til at danne grundlaget for den statsdannelse, vi kender som USA, i 1783 gennem krig havde erhvervet deres uafhængighed fra Storbritannien, opstod et større spektakel. De sejrende amerikanere var nemlig langt fra enige om, hvilken udformning det nye lands forfatning skulle have. Der var dem, der ønskede, at båndene mellem stater som Massachusetts, New York og Virginia skulle være så løse, så centralmagten ville være næsten ikke-eksisterende. Og så var der dem, der mente, at en relativ stærk føderal stat var en nødvendighed, hvis ikke det enestående eksperiment, der var tale om, skulle blive af kort varighed.
Føderalisterne endte med at vinde, og centralregeringen i Washington D.C. har siden da i betydelig grad udstrakt sin magt til flere og flere områder. Samtidig skulle det i 1780´erne besluttes, hvor stor en rolle den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt burde spille. Resultatet blev det berømte Checks and Balances, hvor de tre magter holdt hinanden i skak, og hvor derfor den dømmende magt i form af Højesteret, The Supreme Court, fik et stort ord med på vejen. At unionens Højesteret kunne underkende ikke mindst delstaternes love som forfatningsstridige, gav altså en ikke-folkevalgt institution stor indflydelse. Dette var en følge af den skepsis, som en række førende amerikanere med Alexander Hamilton i spidsen nærede over for et for vidtgående folkestyre. Alexander Hamilton var konservativ ind til roden, og han frygtede, at en dygtig demagog kunne vinde præsidentembedet og føre landet i ulykke, uden at der var nogen instans, der lovligt kunne gribe ind. Man skal her huske på, at der virkelig var tale om noget næsten uprøvet, nemlig demokrati i stor målestok, hvor en langt større del af befolkningen (den mandlige) kunne stemme, også sammenlignet med Storbritannien og dette lands lange parlamentariske tradition.
Når Højesteret i USA derfor spiller en alt andet end tilbagetrukken rolle, skyldes det altså oprindelig en konservativ bekymring for alt for hastige forandringer.

Meget anderledes gik det umiddelbart i Danmark i 1849, hvor vi fik Grundloven, der afsluttede næsten 200 års enevælde. Det er aldrig blevet bestridt, at den danske højesteret kan erklære lovgivning i strid med Grundloven, men hidtil har Højesteret kun udøvet denne beføjelse i forbindelse med Tvindsagen i 1999. Et bud på hvorfor det har forholdt sig sådan, skal ikke søges i politisk radikalisme, men det modsatte. På papiret frem til 1953 og i praksis frem til 1901 kunne den næsten pr. definition mest konservative af alle institutioner, kongehuset i skikkelse af majestæten, nemlig udpege og afskedige regeringen, som monarken fandt det passende. Der var med andre ord ikke brug for en højesteret til at omstøde lovgivning, der blev anset for forfatningsstridig. Efter parlamentarismens indførelse i 1901 – hvorefter regeringen skal gå af, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig – er denne tradition fortsat, og Højesteret blander sig ikke i politik.

Og her skal så indskydes en vigtig mellemregning. Alexander Hamilton tog, i hvert fald på lang sigt, fejl. Ved begyndelsen af det 21. århundrede er det ikke folket, der er radikaliseret. Snarere er det sådan, at de forskellige folk i de vestlige lande er bærere af den konservative tanke, der tilsiger, at forandringer skal ske gradvist og ikke komme som en tyv om natten. Man kan derfor, hvis man har en tendens i retning af det konservative, det velprøvede, sige, at den danske ordning, hvor Højesteret ligger i skyggen af den lovgivende magt, er en god vej at betræde, hvis man ikke ønsker radikale ændringer af det bestående.
Omvendt forholder det sig i dag med det, man kan kalde eliterne, her under den juridiske elite. Hvor befolkningernes flertal er forsigtige og skeptiske, er eliterne i stigende grad løsrevet fra den konservative tanke at bevare det bestående. Når det kommer til spørgsmål om EU eller indvandringen fra den tredje verden til Europa (og USA), er det store flertal af eliterne radikaliserede, og de ønsker hastige forandringer, dvs. et mere føderalt Europa og en stor og stigende indvandring fra især muslimske lande. Man behøver ikke at blive herved. Også i forhold til retspolitikken, uddannelsespolitikken og bistandspolitikken har eliterne gennem de seneste i hvert fald fyrre år fjernet sig mere og mere fra den almindelige befolkning. Og på alle områderne gælder det, at eliterne ønsker eksperimenter afprøvet og pengestrømme kanaliseret til de projekter, som har det til fælles, at de er tænkt teoretisk og ikke behøver at have stået erfaringens prøve.

I lyset af EF-domstolens afgørelser fra i sommers, der reelt har undermineret den danske udlændingepolitik, er ovenstående værd at lægge mærke til. Og i lyset af hjemlige aktivistiske institutioner og forskere ved universiteterne er det her beskrevne endnu mere værd at lægge sig på sinde.
Hvis man sætter de meningsdannende eliter til at udgøre fem procent af befolkningen, så er det ikke for meget at hævde, at deres indflydelse langt overstiger deres numeriske antal. Og når man dertil ligger, at eliterne – de radikaliserede – mere eller mindre systematisk har fjernet sig fra befolkningerne – de konservative – så er der lagt op til en magtkamp, som skal finde en vinder, eller i det mindste en part, som kan tvinge væsentlige dele af sin vilje igennem.

Ingen politisk doktrin er perfekt. Endvidere kan doktriner skifte betydning og kan blive radikale eller konservative, hvis forholdene i øvrigt ændrer sig. Når jeg forsvarer det folkelige flertals ret til at afgøre, hvad der er op og ned, gør jeg det ikke, fordi jeg bilder mig ind, at folkets flertal er ufejlbarligt. Det kan sagtens gøre forkert, så sandt som mennesket, konservativt anskuet, er et netop højst fejlbarligt væsen. Men er man enig i de præmisser, der her er opstillet, så bliver det afgørende, om man tænker radikalt eller konservativt.

Tænker man radikalt, ønsker man større beføjelser til den danske højesteret og til EF-domstolen. Så ved man godt, at man vil få mere end svært ved at gennemtrumfe sin vilje i det parlamentariske, politiske system. Det vil i fremtiden blive kun vanskeligere at overbevise de europæiske befolkninger om, at de skal give afkald på den suverænitet, de har nydt i kraft af deres nationalstater, for i stedet at overlade magten til et EU, som stort set ingen kan identificere sig med. Og det vil blive endda sværere at overbevise de europæiske befolkninger om, at fortsat masseindvandring fra den tredje verden fører til andet end forfærdende kriminalitet og en fremmedgørelse i egne lokalområder, i sidste ende en trussel mod eksistensen.
Tænker man radikalt, vil man affærdige disse bekymringer. Man vil dybest set være ligeglad med de skæbner, der må betale prisen for opløsningen af den europæiske kulturarv. Det vil man, fordi man teoretisk har udtænkt noget langt bedre, nemlig nationalstaternes afvikling og det multikulturelle samfunds kommen. Og til at realisere denne utopi behøver man domstolene.

Tænker man konservativt, vil man insistere på, at kun ved mådehold og en fastholden af det mindre onde kan man skabe tålelige samfund. Man vil derfor afvise, at dansk suverænitet skal afvikles til fordel for beslutninger truffet af ikke-folkevalgte dommere ved EF-domstolen. Man ved her, at den danske suverænitet har bestået historiens prøve, og at det vil være at spille hasard i løbet af kort tid at afvikle denne.
Tænker man konservativt, vil man være dybt bekymret over en udvikling, hvor Europa går imod en stigende islamisering, og man vil hævde, at flertallets vilje – som den kommer til udtryk ved holdningen i de europæiske befolkninger til islam – må være afgørende for, hvor kontinentet bevæger sig hen. Skal Europa eksperimentere med sin eksistens, eller skal Europa fastholde, hvad det har været gennem 1.500 år, afgørende præget af kristendommen og af de mange folkeslag, der bebor vores del af verden?

Da Norge ophørte at være et vestligt land

af Morten Uhrskov Jensen

Nedenfor følger min kronik fra Fyens Stiftstidende den 9. januar.

Hvis man generaliserer den menneskelige tilværelse ned til blot fire kategorier, så kan det gøres sådan her. Først har vi mennesket, dernæst familien/klanen/slægten, så kommer nationen og til slut religionen. Det er værd at lægge mærke til, at denne firdeling ofte optræder parvis, forstået på den måde, at en kultur eller civilisation i bredeste forstand vil lægge vægten på to af kategorierne og betone de to andre mindre. De to kategorier, der understreges kraftigst, vil så også nyde en juridisk beskyttelse, som ikke bliver de to sidste til del.
Den vestlige kultur har igennem århundreder gennemgået en udvikling, hvor nationen, men især individet, er kommet til at få en stadig mere fremtrædende placering. For en gammel nationalstat som Danmark kan det måske lyde mærkeligt, men sandheden er den, at det langt fra har været nogen selvfølge i det meste af Europa. Man behøver blot at tænke på stater som Tjekkiet, Slovakiet og på nationerne i det tidligere Jugoslavien såsom Kroatien og Slovenien.
At individerne med de demokratiske forfatninger i Europa fra 1800-tallet og frem har erhvervet en række individuelle, retslige garantier, er vist hævet over enhver tvivl. Tilbageskridtene under det 20. århundredes ulykker har været betydelige, men set over en periode på ca. 200 år har resultatet været flere garantier til individerne, ikke færre. I takt med denne forståelse af individ og nation som beskyttelsesværdige findes der derfor en række paragraffer – enten direkte i forfatningerne eller i de almindelige love – der gør det muligt at sikre individer og nation mod overgreb. For at tage den sidste først beskytter staten sig selv ved at henvise til statens sikkerhed, hvis enkeltpersoner eller grupper truer statens fundament. Og det er værd at lægge mærke til, at denne sikkerhed ikke reelt er statens, men de borgeres, der lever på statens territorium. Da staten nemlig i de vestlige lande er legitim gennem den styreform, den demokratiske, som sikrer borgerne mulighed for indflydelse, bliver statens sikkerhed også til de individers sikkerhed, som ikke truer staten, men er loyale over for den.
Individerne er både sikret gennem frihedsrettighederne, såsom forsamlings- og foreningsfriheden, men individerne er tillige sikret mod ærekrænkende udtalelser rettet mod dem af andre borgere, der uretmæssigt gennem skrift eller tale forsøger at karakterisere enkeltpersoner med betegnelser, der må formodes at nedsætte deres omdømme i offentligheden. Det er nedsættende at blive kaldt fascist, nazist eller racist, hvis man ikke er det, og domstolene vil (med den katastrofale undtagelse i 2003 ved Højesterets kendelse i sagen Pia Kjærsgaard mod Karen Sunds) dømme den person, der uretmæssigt har ytret noget sådant om en anden.

Derimod nyder hverken familien/klanen/slægten eller religionen nogen særlig retslig beskyttelse. Det gør de ikke, fordi der her er tale om grupper eller ideer og ikke individer eller den nation, som individet bebor. Det er hidtil i stigende grad blevet en vestlig tanke, at grupper og ideer ikke kan påregne særskilt beskyttelse, da det netop af hensyn til individerne og nationen må være muligt, også særdeles hårdhændet, at kritisere strukturer, som tilfældet kan være i familien/klanen/slægten, eller tankesystemer, som disse kan blive praktiseret inden for religioner. Og det er ikke tilfældigt, når nu vægten lægges på individ og nation. Disse kan nemlig potentielt trues af f.eks. klanstrukturer, der ikke anerkender individernes ret til selvbestemmelse, og religionen kan potentielt true staten (og derved individerne), hvis en specifik religion fordrer en særlig ikke-demokratisk måde at indrette samfundet på.
Der kan derfor ikke være tale om et tag-selv-bord. Enten beskyttes individerne og staten, eller også trues disse af familiens/klanens/slægtens og religionens krav om tilsidesættelse af individernes rettigheder og af statens ret til at beskytte de individer, der er loyale over for den demokratiske samfundsorden. Anerkendes familiens/klanens/slægtens og religionens særlige krav på retslig beskyttelse, så eroderes den legitime stat, og så eroderes de individuelle rettigheder.

Alt dette er aldeles banalt, eller det burde i det mindste være det. Når det er nødvendigt at genopfriske disse helt afgørende forudsætninger for det vestlige demokrati, så er det takket være den norske regering og (ser det ud til i skrivende stund) det norske Storting.
På den norske regerings hjemmeside, www.regjeringen.no, fremgår det, at regeringen er ved at lægge sidste hånd på et lovforslag, der effektivt vil gøre op med den vestlige måde at tænke individ og nation på. Da regeringen råder over et flertal bestående af mandaterne fra Arbeiderpartiet, Socialistisk Venstreparti og Senterpartiet, må det forventes, at loven går igennem. Resultatet af loven vil være skrækindjagende og vil effektivt kvæle kritik af især religioners struktur og ønsker om at præge samfundet. Samtidig vil individets retsbeskyttelse mod ærekrænkende udtalelser ophæves fuldstændigt, og det vil herefter være muligt at kalde en hvilken som helst enkeltperson hvad som helst.

Under overskriften »Ytringsfriheten styrkes – straff for ærekrænkelser oppheves« står der (min oversættelse), at »regeringen går ind for at ophæve straffebestemmelserne mod ærekrænkelse i forslaget til ny straffelov. – Vi må reagere med andre sanktioner end straf mod ærekrænkelser«. Justitsminister Knut Storberget udtaler videre, at de fleste strafpådragende ytringer i fremtiden vil blive dækket af anden lovgivning, såsom bestemmelserne om »hadefulde ytringer«. Under dette skin hævder justitsministeren altså, at personer, der beskyldes for f.eks. fascisme, nazisme eller racisme, vil være beskyttet »af anden lovgivning«. Det kræver kun ringe fantasi at se for sig, at personer, der mener at se racisme alle vegne, vil hævde, at deres offer skam er racist, blot i en definition, som de selv og deres meningsfæller har udtænkt. Den danske Højesterets dårlige jura fra 2003 førte trods alt ikke med sig en afskaffelse af ærekrænkelse, da der blot var tale om en ringe dom. Den norske regering derimod er klar til at tage skridtet fuldt ud og lovliggøre ulovligheden, nemlig at krænke en specifik enkeltperson på dennes ære.

Men det bliver endnu mere muntert. Under overskriften »Bedre vern mot hatefulle ytringer« kundgør regeringen, at den »vil udvide strafbarheden om hadefulde ytringer således, at den omfatter kvalificerede angreb på religion eller livssyn. – Vi får et bedre værn mod stærkt krænkende ytringer, samtidig med at hensynet til ytringsfriheden bliver varetaget«. Og der argumenteres videre således: »Et straffeansvar, som værner forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, kan afværge alvorlige konflikter i samfundet. Mange kan opleve sådanne angreb krænkende«.

Den norske regering har hermed forladt den vestlige måde at tænke på. I fremtiden bliver det i Norge strafbart at angribe tankesystemer, som religion er. Og individet, som måtte ønske at kritisere ideer udsprunget af bestemte opfattelser om samfundets indretning, kan følgelig få en dom for, at han eller hun har overtrådt landets lov. Individet kan nok så meget forsvare sig med, at det ønskede at kritisere en bestemt idé om at indrette samfundet ikke-demokratisk. Det er alt sammen lige meget. Individet har ikke længere denne ret, men må tie med forhold, der kan bringe både individet og nationen i fare. Nationen, fordi den så ikke længere kan beskytte de loyale borgere, og individet, fordi dette kan risikere at miste sine rettigheder, skulle en alternativ ikke-demokratisk samfundsorden få vind i sejlene. En samfundsorden, hvor individet ikke længere har de rettigheder, som den vestlige kultur har skabt for sig selv gennem de sidste ca. 200 år.

Det norske Storting er på vej til at vedtage en lov, der effektivt gør det klart, at landet har tænkt sig at forlade den vestlige tanke og i stedet at styre hen imod et samfund, der i bedste fald kan ses som et eksperiment, i værste fald som et mareridt for de individer, der må udholde at leve under en samfundsorden, hvor nationen har glemt, hvorfor den er en nation, og hvad det vil koste at have en sådan glemsomhed.

Kulturkampen er ved at blive til virkelighed

Uddrag fra Søren Krarup: "Et godt år", Tidehverv, Nr. 1, januar, 2009, s.1-2.

http://tidehverv.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=789

[…]


Der sker noget i Danmark. Der har fundet en kulturkamp sted. Den udfolder sig fortsat. Det tegner til et godt år.
*
Også selv om Systemskiftet af 2001 er ved at blive rullet tilbage og den politiske dagsorden mister sin friskhed og substans. Vores statsministers udvikling er i mine øjne en sørgelig historie. Dette dygtige, karakterfulde menneske, som i sin nytårstale 2002 proklamerede kulturkampen som det egentligt afgørende, hvis udfald ville være bestemmende for Danmarks fremtid, antager i stadigt stigende grad skikkelse af en ordinær politiker, som ikke er bundet af andet end karriere og succes. Jeg troede, han var bundet af Danmarks skæbne og dansk kulturs eksistens. Jeg troede derfor, at han i virkeligheden var skeptisk over for EU og havde hjertet med i Muhammedkrisens opgør med islamisme og lovreligiøs fundamentalisme. Jeg troede, det var kristendom og danskhed, der var hans uopgivelige udgangspunkt - selv om jeg havde forståelse for, at en statsminister ikke kan handle og tale på samme måde som os andre.
Men meget tyder på, at jeg tog fejl. Meget i det forløbne år peger på, at Systemskiftets friskhed er i aftagende og ved at blive afløst af det velkendte fedteri for medier og meningsmålinger og det politisk korrekte. En "grøn" statsminister - det var ikke det, vi forventede. En EU-taktiker, som synes at vente på lejligheden til at lokke sit folk ind i den overnationale gummicelle og nægte danskerne mulighed for at stemme nej til gummicellen. En Anders Fogh Rasmussen med flere, for hvem intet er vigtigere end partiet og det taktiske spil på Christiansborg og i Bruxelles.
Det var ikke dette, der lå i det så optimistisk proklamerede Systemskifte, og samtidig med, at denne udvikling sætter min politiske naivitet i perspektiv, tegner de opmuntrende oplevelser i Aalborg og Aarhus og andetsteds et billede af en ikke-politisk bevægelse, som i anden og også dybere forstand betegner et systemskifte. I åndelig henseende, i folkelig og kulturel forstand, en problemstilling, der ikke henholder sig til mandater og succes, en national, ja eksistentiel selvbesindelse, som gør kristendom og danskhed til andet og mere end et slagord.
Det er denne bevægelse, der varsler et godt år. Og som jeg altså møder stadigt flere udtryk for. Jeg læser f.eks. med megen glæde, hvad tidsskriftet Nomos skriver, ligesom det er opmuntrende at deltage i de møder, Nomos arrangerer, og høre de selvstændige og uortodokse indlæg og foredrag. Her tænkes der nyt. Her bliver gamle problemstillinger brudt op. Morten Uhrskov Jensen og hans medarbejdere gør et godt arbejde, der er så fornyende, at der må være øren for det i Aalborg og Aarhus.
Jeg vil anbefale Nomos, næste gang jeg kommer dér.
*
Et nyt skud på det folkeligt-kulturelle træ, som lykkeligvis synes at slå rod på vore universiteter, er det netop udkomne blad Critique, som nogle studenter i Aarhus har startet. Jeg vil anbefale bladet på det bedste. Det udgives af studenter, der kalder sig konservative, og den konservatisme, som Critique står for, er ikke politisk i dårlig forstand, men søger mod det principielle eller grundlæggende.

[…]

Den sidste udgivelse, der skal omtales i denne sammenhæng, er bogen "Den borgerlige Orden", som udkom på Gyldendal for et par måneder siden, og hvor undertitlen "Tanker om borgerlighed og kultur" ikke er tomme ord. For der er både tænksomhed, omtanke og sans for, hvad kultur og borgerlighed egentlig er, i denne bog, som således føjer sig ind i en voksende bevægelse i nutiden, og bogen fortjener en grundig anmeldelse. Den vil den også få. Her skal der kun peges på, hvorledes en kulturkamp er i gang og fører til initiativer og bøger, som sætter en ny problemstilling ved at gøre det evigt aktuelle, for så vidt det konservative, nyt og uafviseligt.
Lad os glæde os over det! Lad os i det politiske systemskiftes forfald glæde os over det åndelige og kulturelle systemskifte, som ingen kan være blind for. Kulturkampen er faktisk ved at blive til virkelighed. Man møder den overalt - også i Aalborg og Aarhus.
Den lover os et godt år.

Venstrefløjen og Krystalnatten

Af Jesper M. Rosenløv

Igennem en årrække har den yderste venstrefløj brugt Krystalnatten (d. 9. november) til at markere deres utilfredshed med den danske udlændingepolitik. Under paroler som ”Ja til solidaritet, nej til racisme og fremmedhad” har foreninger med tilknytning til det autonome miljø (f.eks. Foreningen Demos) skamreddet denne tragiske mindedag for egen vindings skyld. Venstrefløjens kamp mod regeringens udlændingepolitik skulle således ses i lyset af en historisk kamp mod nazismen.

Men hvor hult og hyklerisk disse kredses anvendelse af Krystalnatten i virkeligheden er, viser sig netop nu. Det selv samme autonome miljø ses således i disse dage hånd i hånd med stærkt racistiske antisemitter i demonstrationer mod Israels ret til at forsvare sig mod Hamas’ terror.

At der eksisterer varme følelser mellem ledende palæstinensiske kredse og den nazistiske ideologi er ikke noget nyt. Allerede i 1930’erne eksisterede der en tysk-arabiske alliance, hvor stormuftien af Jerusalem, Amin el-Husseini, havde tætte forbindelser til de nazistiske spidser som f.eks Heinrich Himmler (se f.eks. Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina. Informations Forlag 2008).

I de muslimske lande i dag publiceres der nærmest dagligt grove antisemitiske karikaturer i statslige medier. Adolf Hitlers Mein Kampf går som varmt brød ligesom det gamle antisemitiske smædeskrift Zion Vises Protokoller. Sidstnævnte er i 2002 endda blevet anvendt som grundlag for antisemitisk tv-serie i fyrre afsnit produceret i Ægypten.

Denne racisme og sympatien for nazismen kommer ligeledes bevidst til udtryk ved de muslimske gruppers anvendelse af den gamle nazihilsen – den fremstrakte højre arm.

Denne hilsen blev brugt ved en anti-israelsk demonstration så sent som i går her i Danmark. En større forsamling havde samlet sig på Rådhuspladsen i København til støtte for staten Israel. Disse blev dog mødt af grupper af Hamas-sympatisører, der brugte lejligheden til at heile hen mod forsamlingen, der talte adskillige jøder.

(Fra Snaphanen, der ligeledes har en videosekvens)

Man må jo håbe, at Dokumentation og Rådgivningscentret er opmærksomme på disse tendenser. En ting står i hvert fald fast efter disse optrin. Den yderste venstrefløj, der i denne tid hellere end gerne slutter sig sammen med nazistiske palæstinensere, har nu mistet enhver moralsk ret til på noget tidspunkt at anvende Krystalnatten til noget som helst. Hykleriet er afsløret. Føj!

Huntingtons konservatisme

Af Kasper Støvring

Blandt de mere absurde fortolkninger af nyligt afdøde Samuel Huntingtons politiske ståsted hører den, at den fokætrede politolog skulle være en slags godfather for neo-konservatismen og således billige Irakkrigen. Hvis man altså forstår krigen som et forsøg på at indføre de ”universelle” værdier om demokrati og menenskerettigheder i et land med en helt anden kultur end den vestlige.
Huntington var tværtimod klassisk konservativ. Det fremgår allerede af hans paradigme om civilisationernes sammenstød, der selvfølgelig stadig har relevans som en forklaring på konflikterne efter den kolde krig. Det gælder især de to bærende teser. For det første, at de vigtigste konflikter i verden ikke er ideologiske, men kulturelle. Og for det andet, at modernisering ikke medfører vestliggørelse, men tværtimod revitalisering af partikulære kulturelle identiteter.
Clash-paradigmet indebærer også et relevant konservativt budskab, som jeg i det følgende vil reflektere over i anledning af Huntingtons død. Nemlig at vi indenrigspolitisk afviser multikulturalismen, der forener en utopisk idé om kulturel sameksistens med en dekonstruktion af den historisk fremvoksede kernekultur, der bærer de vestlige nationer (selv om multikulturalismen er en vestlig opfindelse, er den en anti-vestlig ideologi).
Samtidig bør vi udenrigspolitisk besinde os på verdens multipolære karakter. For at sige det populært: Vi bør være multikulturelle ude og nationale hjemme.
Især Irakkrigen har vendt universalismens drøm om demokrati til et mareridt for Vesten. Irakkrigen startede som en sikkerhedspolitisk intervention, men udviklede sig siden til et universalistisk demokratiprojekt. Dette mislykkede forsøg på at demokratisere Irak kalder på selverkendelse og selvbesindelse. For de demokratiske værdier er måske nok universelle i den forstand, at de principielt kan udbredes til hele kloden. Men omvendt må vi erkende, at de kulturelle forhindringer er så enorme, at vi gør bedst i at vågne af den feberhede drøm at demokratisere fremmede lande.
Det er klart at se, hvorfor denne drøm er opstået: Da Muren faldt i 1989, vandt demokratiet, sagde man. Derfor var man animeret af oplysningstidens idé om, at demokratiet var universelt i den forstand, at det lod sig udbrede til hele verden; det udsprang ikke af en partikulær kultur. Krigen på Balkan havde desuden vist, at man med succes kunne intervenere militært ud fra moralske idealer.
Herfra drog man en generel lære: det måtte jo også gælde i Irak. Men det var naivt. At man tog fejl skyldtes kort sagt, at man var til fals for idealisme. Det er ikke de politiske realister, men de utålmodige idealister, der nu må komme til besindelse.
Forskellen mellem neo-konservative og klassisk konservative som Huntington kan vise noget vigtigt om Irakkrigen som et demokratiprojekt – og om grænserne for dette projekt. De neo-konservative, der lagde planen for den amerikansk ledede intervention, er netop en slags utålmodige sjæle. De betoner på aktivistisk vis universalismen, imens de klassisk konservative besinder sig på de særlige kulturelle forudsætninger for demokratiet.
Neo-konservative er opflammet af det, idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz i en anden sammenhæng har kaldt ”den historiske passion”. Denne passion begyndte at brænde igennem i oplysningstiden, og den lærer, at alt, hvad der er vigtigt i livet, er historisk. Som Schanz gør opmærksom på, betyder det historiske ikke bare menneskeskabt forandring, men det, der altid kan være et projekt for menneskelig skaben.
Historie blev dermed et fremtidsanliggende, hvilket var tydeligst hos Karl Marx, der mente, at fremtiden kunne skabes ved den rette brug af fornuften. De neo-konservative forkæmpere for demokratiet er, skønt aldeles kritiske over for marxismen, på en måde elever af Marx. De er grebet af det ideal, at det liberale demokrati ganske vist historisk har rødder i en bestemt grund, nemlig den vestlige kultur, men at demokratiets frø sagtens kan plantes i fremmed jord og spire frem, så det med tiden vil blomstre så frodigt som i Vesten. De demokratiske friheds- og lighedsprincipper opfattes netop som universelle.
Som hos gamle Marx og hans endnu ældre læremester den tyske filosof Hegel gælder det om at udgrunde historiens lovmæssigheder. Og har man først opdaget den historiske logik, så ser man sig også i stand til at forklare, hvorfor demokratiet vil vinde stadig større udbredelse, efterhånden som historien skrider frem.
Dét var som bekendt Fukuyamas tese efter Murens fald. De neo-konservative går et skridt videre og stiller sig selv i historiens tjeneste. De arbejder aktivt med på demokratiets udbredelse på basis af en “missionær entusiasme”.
En konsekvens af den historiske passion er forkastelse af traditioner. Hvorfor? Fordi kulturelle traditioner udgør forhindringer for ønsket om at indrette historien som et bevidst menneskeligt projekt.
Det gælder også det irakiske demokratiprojekt, der er blevet lanceret med det afslørende slagord nation building – som om man kan bygge nationer, ligesom man kan bygge broer, veje og dæmninger. Men nationer er ikke bevidste konstruktioner rejst af sociale ingeniører. De er derimod historisk fremvoksede kulturfællesskaber.
At traditioner kan udgøre forhindringer for demokratiets virkeliggørelse er oplagt. Demokrati kan vanskeligt indføres i en kultur, hvor der er tradition for fundamentalistisk dyrkelse af religionen; hvor der er et fatalistisk syn på skæbnen; hvor der er et ortodokst syn på uddannelse; hvor arbejde opfattes som et onde; hvor korruption tolereres; hvor man primært er loyal over for familien, stammen eller klanen, og hvor fremmede omfattes med mistillid; hvor der er en stærk autoritetstro, og hvor magten er centraliseret og udøves vilkårligt. Og så videre.
I Irak hersker mange af disse traditioner, og derfor må neo-konservatismen tage form af en radikal ideologi: Den gamle samfundsindretning må smides på historiens mødding, for at det nye samfund kan vokse frem.
Nu vil den opmærksomme læser tænke, at en sådan radikal konservatisme i grunden er en selvmodsigelse. Konservatismen er jo anti-revolutionær og anti-utopisk, for så vidt som den ønsker at bevare det givne.
Men sådan ser det slet ikke ud for de neo-konservative. De ønsker at skabe det bevaringsværdige, netop fordi også de vil bevare de gamle værdier og den gamle orden, som de kender fra deres egen kultur. Når de neo-konservative ønsker en aktiv indgriben over for de despotiske regimer, så er der tale om en abstrakt form for fremskridtsoptimisme. De forestiller sig, at noget radikalt anderledes i fremtiden vil vise sig i kraft af denne i grunden idealistiske utopi om genskabelse.
Her er det, at klassisk konservative må mane til besindelse på, at der er grænser for demokratiprojektet, for menneskers evne til at manipulere med og bemestre dets omgivelser. Heraf følger opgøret med traditionshadet og den historiske passion, altså med dogmet om, at alt, hvad der er vigtigt i livet, er historisk. Det gamle er ikke noget, der endegyldigt kan lægges bag, og vores tid adskiller sig ikke skarpt fra tidligere tider. Tværtimod lever tidligere tiders forestillinger videre i os. Tilsvarende er traditioner ikke blot snærende bånd, men er med til at give livet mening.
Hvilke politiske konsekvenser har det? Klassisk konservative afviser en aktivistisk udenrigspolitik og besinder sig i stedet på realismen. Akkurat ligesom Huntington. Realismen foreskriver, at nationer må gøre, hvad der er i deres interesse og overlade andre nationer til deres egen skæbne.
Men dertil må man ganske vist tilføje, at det ikke altid er i egen nationale interesse at overlade andre til deres skæbne. Når islamiske terrorister har haft held med deres destruktive forehavender, skyldes det netop, at vi i Vesten først sent efter Murens fald har erkendt, at vi stadig har fjender, og at de næres af fejlslagne stater.
Fjender må bekæmpes, af og til med magt, blot ligger der heri ikke et entydigt svar på, om det var en klog beslutning at intervenere i Irak. Men et bestemt motiv bag interventionen burde kunne bakkes op af både konservative og neo-konservative: at det var i de vestlige nationers sikkerhedspolitiske interesse.
De konservative og neo-konservative adskiller sig altså ikke i synet på anvendelsen af magt for at forsvare nationen. De ser først og fremmest forskelligt på ideen om, at oplysningens værdier er universelle og potentielt universaliserbare. Det troede også Hegel og Marx.
Men konservative har altid været tilbøjelige til at mene, at disse værdier netop er bundet til en bestemt kulturel horisont. De vestlige værdier og demokratiske institutioner er biprodukter af en særlig kristen kultur. Som sådanne vil de vanskeligt, og måske aldrig, slå rod i ikke-kristne kulturer.
Der vil i hvert fald blive tale om et helt andet form for demokrati, sådan som vi for nylig har været vidne til i Det Palæstinensiske Selvstyre og i Irak. Med det frie valg følger her afviklingen af den liberal-demokratiske frihed.
Konservative vil gang på gang understrege, at det sekulære, liberale demokratis historiske oprindelse ligger i kristendommen. Det moderne demokrati er simpelthen en sekulær udgave af den kristne doktrin om menneskets universelle værdighed. Altså det, der i dag opfattes i ikke-religiøse termer som menneskets rettigheder.
Denne rent historiske forklaring kan der måske nok være enighed om blandt konservative og neo-konservative. Men det afgørende stridspunkt, som vi hele tiden går ud fra – og hele tiden vender tilbage til – er altså striden om, hvor vidt de vestlige værdier er universelle. Eller om de blot på dette givne tidspunkt i historien nyder udbredelse i en kultur, der måske kun midlertidig står stærkt i verden.
Ifølge denne konservative opfattelse kan vi ikke sige noget endegyldigt om, hvordan fremtiden vil se ud, for historien er som helhed en åben og uforudsigelig proces. Det er ikke historien, men snarere den stærke tro på universalismen, der er ved at nå sin afslutning.

(Det ovenstående bygger på min artikel ”Universalismens afslutning?” i Morten Uhrskov Jensen (red.): Jorden tro (2007)).