Assimilation - igen

Af Kasper Støvring

Jeg har tidligere behandlet emnet assimilation, en politisk praksis, der bør erstatte en totalt fejlslagen integration (statistisk dokumentation viser det) og en opfattelse af, at dansk kultur skal integreres med fremmede kulturer og danne et slags tredje standpunkt. En smeltedigel.

Men hvad betyder ret beset assimilation, og hvilke forhold skal være til stede, før vi kan sige, at assimilation lykkes? Hvad afhænger en vellykket assimilation af?

Vi kan opstille en række punkter og her bl.a. trække på erfaringerne fra bosætter- eller nybyggerlandet USA, som bl.a. Samuel Huntington har skrevet om:

Invandrere bør beherske det danske sprog. Efter maksimum tre generationer bør indvandrerne ikke længere tale deres oprindelige modersmål, og der bør ikke ydes statslig opbakning til tosprogethed.

Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af slægten, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed.

Indvandrere bør være villige til at kæmpe for landet i krisetider og udvise loyalitet over for den danske nation og stat. Tværnational loyalitet og dobbelt statsborgerskab bør ikke kunne forekomme.

Indvandrere bør geografisk spredes over hele landet. Altså det modsatte af ghetto-dannelse.

Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset.

Indvandrere bør være villige til selv at bære de byrder og den risici og usikkerhed, der er forbundet med indvandring. Staten skal kun i undtagelsestilfælde, f.eks. i nød af arbejdskraft, direkte støtte indvandringen.

Indvandrere bør have et stærkt ønske om at blive danskere, og de bør på forskellig måde forledes, presses og opfordres til at blive som danskerne: vi har noget godt at tilbyde.

Hvis indvandrere ikke vil omvende sig til den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning bør være langt lettere og hyppigere.

Indvandrere bør komme fra mange forskellige lande. Det bør ikke være som hidtil, hvor indvandrere fra Mellemøsten har været overrepræsenteret.

Masseindvandring bør ikke finde sted, tværtimod bør der være perioder uden indvandring og perioder med reduktion i indvandringen for lettere at kunne assimilere de allerede tilkomne.

Staten bør sortere ved grænsen ved at vurdere indvandrernes uddannelsesmæssige, faglige og kulturelle forudsætninger for at kunne assimileres.

Assimilation afhænger også i høj grad af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og udtrykker deres positive følelse af at være danske; identiteten som et folk skal forsvares som noget positivt, og der skal være aktiviteter, foreninger, institutioner og politiske initiativer, der kan fremme assimilationen, så at indvandrere gøres til danskere.

Endelig: Alt dette lykkes ikke uden et stop for politisk særbehandling af indvandrerkulturer.