Historisk løgn og politisk propaganda på videnskab.dk

Af Jesper M. Rosenløv

Vi har hørt den før. ”Danskheden er kun 200 år gammel.” – ”Den blev opfundet engang i slutningen af 1700-tallet / starten af 1800-tallet, det var en ganske ny måde at anskue stat og identitet på”, og bla bla bla. Men lige meget hvor mange gange Uffe Østergaard eller andre har gentaget denne løgn, så er og bliver det en løgn. Så enkelt kan det siges. Østergaard fremførte teorien tilbage i 80’erne og 90’erne. Han baserede hele sin påstand på, hvad historikere i andre europæiske lande var kommet frem til m.h.t. national bevidsthed i deres lande samt på marxistiske teorier om borgerskabets ideologiske sejr i netop 17-1800-tallet. Og når det forholdt sig sådan og sådan i f.eks. Frankrig, og når verdenshistorien ifølge marxismen forløb sådan og sådan, så måtte alt dette sikkert også gøre sig gældende i Danmark. Og vupti – danskheden er en moderne opfindelse. "Se bare, hvor glade romantikerne i 1800-tallet er for folk, sprog og fædreland."
Men efterfølgende har flere forskere peget på, at national bevidsthed rundt om i Europa absolut ikke var noget nyt - og at en sådan gjorde sig gældende lang tid før den franske revolution og romantikken. Og når det kommer til Danmark, kan man ligeledes finde tonsvis af eksempler på en tidlig dansk identitetsdyrkelse.

Men flere historikere må åbenbart stadig lide af en særlig form for nærsynethed, der gør det umuligt for dem at se, at en dansk national bevidsthed ikke først blev opfundet engang i 1800-tallet, men på baggrund af utallige kilder tydeligvis kan spores tilbage til middelalderen. Dette kan man forvisse sig om, hvis man ellers gad læse kilder. Og man skulle jo tro, at det med kilderne er noget, der ligger lige for, når det er historikere, der foretager analyserne. Men når det gælder netop dette emne, skal de ikke nyde noget af kilderne. Nej, den samme gamle ammestuehistorie bliver trukket frem og støvet af gang på gang.

Årsagen til dette er naturligvis en slet skjult politisk dagsorden. Hvis man kan dekonstruere danskheden og dens ælde, kan man måske overbevise omverdenen om, at den er noget unaturligt og konstrueret, der lige så let i dag kan omdefineres og gøres mere politisk tidssvarende og mere åben overfor det multikulturelle, EU o.s.v.. Kort sagt: ved at gøre danskheden til ingenting, kan man få danskerne til at favne alting – og det er netop formålet.

Men den nationale bevidsthed og danskheden er nu engang gammel. Eksemplerne på selvbevidst og stolt dyrkelse af dansk gruppeidentitet, sprogligt fællesskab, historie og kultur ses som sagt allerede i tidlig middelalder.

Vi har på NOMOS’ hjemmeside samlet adskillige eksempler under det emne, der hedder Skræp. [Se kilderne her. Læs mere om Skræp her.]

Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum]."

I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: "Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst [...] for at jeg endog [...] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] [...] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani]. Tyskerne [Alamanni] måtte med beskæmmelsens blu, og efter at deres truslers svulne hovenhed var slået ned, vandre tilbage med deres egne til deres eget [cum propriis ad propria] [...]”

Om den senere dronning Tyre (Thyra) skriver han: ”Således opførte hun da først af alle hint såre herlige værk, som i senere tider altid har ydet de ligesom ved et hegn omgærdede daner [Dani] det sikreste værn mod tyskernes raseri [teotonica rabies] [...] og således gjorde en kvindes snedighed den tyske opblæsthed [Teotonica turgiditas] til spot. Men da så [...] det snildt anlagte værks bygning var fuldendt [...], gav de det såre herlige værk navn og kaldte det Danavirke [Danavyrki], fordi det var blevet udført og fuldendt ved danernes sved [Danorum sudor]; og dronningen ved hvis fremragende snildhed danernes frihed [libertas Danorum] er bleven vunden for alle tider, kaldte de, åbenbart ikke ufortjent, men fuldt ud med rette, "Tyre, Danmarks Pryd".
Ifølge Aggesen siger Tyre til de tyske udsendinge: "Og for nu at slutte med et kort fyndord så vil jeg øjeblikkelig frigøre danerne [Dani] for skattepligtens trældomsåg [a tributarie seruitutis iugo], idet jeg aldeles ikke vil vise eder [tyske udsendinge] nogen underkastelsens ærbødighed” [...] Hun havde anset det for bedre at frikøbe hele riget [regnum] for trældom ved nogle få menneskers død end at trælle sig til døde for udlændinge [quam extraneis ad interstinctionem famulari]."

Hvem kan være i tvivl om Aggesens dansk-nationale tendens? Lidt senere end Aggesen skriver Saxo sin Danmarkshistorie (omkr. 1208) ud fra præcis samme dansk-nationale grundholdning. F.eks. bruger Saxo en beretning om sagnhelten Starkad til at kritisere sin egen tids tendens til at forfalde til udenlandske og udanske skikke. Da Starkad ser, hvordan tingene forholder sig på kong Ingjalds gård bliver han godt sur: ”Den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville han [Starkad] under ingen omstændigheder forfalde til. [...] For han ville ikke lade sig inficere af udenlandske lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for nymodens forgudelse af ganen. [...] [Ingjald] kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed, der overgik alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia]. Det var ikke så få overdådige madvarer, der strømmede fra Tysklands slampøl [ex cuius sentina] ned i halsen på vores fædreland [patria nostra]. [...]. Derfra kom den løsslupne opførsel, der ligger så langt fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sådan har vores område [regio nostra], der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer [a finitimis]

Sådan – tydeligere kan man vist ikke sige det. I dag ville Saxo givet blive kaldt provinsiel klaphatdansker. (Om dansk identitet i den tidlige middelalder, læs bl.a. Adam Wagners artikel her)

Lad os gå lidt længere frem i tid. Uanset hvad Niels Ebbesens hensigter og motiver var, da han dræbte den holstenske grev Gert, blev han i sin samtid set som en dansk frihedshelt. Som det lyder i et klosterskrift fra 1340’erne: ”Alle danske sjæle [danorum mentes] love den dag / Et tusind, tre hundrede og fyrretyve, / Da slangen segned for løvens slag, / Da Niels Ebbesen tog grev Gert af live.”

Der er flere beretninger med samme tendens fra perioden. (Se også: Anders Leegaard Knudsen: ”Interessen for den danske fortid omkring 1300. En middelalderlig dansk nationalisme.” Historisk Tidsskrift, 2000 (100:1) s.1-32.)

Hopper vi frem til 1400-tallet er der et interessant vidnesbyrd om, at nationale kendetegn som sprog og sædvaner bruges som argument for, hvor grænsen for det danske område bør gå i Sønderjylland. Se f.eks. disse stormænds erklæring vedr. Sønderjyllands stilling fra 1421: ”Jylland i riget Danmark [...] kalder man dobbelt, nemlig Sønderjylland og Nørrejylland, [...] skønt det dog alt sammen kun er ét land og ét sprog. [...] Hvis nogen derimod ville sige, at det ikke skulle være ret, så vises det af følgende: [...] For det første, så har det førnævnte Sønderjylland og indbyggerne af samme land, såvel som i Nørrejylland, dansk ret, og har altid haft det siden den tid, da den danske ret først blev sat. Det andet er, at alle gamle privilegier og friheder, som Guds huse har eller har haft, som for det første domkirkerne i Slesvig, Ribe og Haderslev, og alle klostre [...] i det samme land, [...] dem har alle konger i det samme land udstedt og seglfæstet. Item, for det tredje, så ved man godt skellet mellem landet Holsten og det førnævnte Land, og det samme skel skiller riget Danmark og landet Holsten. Item, for det fjerde, så er det almindeligste sprog endnu den dag i dag dansk i det førstnævnte Sønderjylland såvel som i Nørrejylland.”

Vi ser her en tydelig vægtning af sproget som en markør for danskhed og dermed riget Danmarks naturlige grænser. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne slet ikke kunne tænke på dette tidspunkt.

Lad os også se på et eksempel fra 1500-tallet. I 1534 var munken Poul Helgesen fortvivlet over den rasende borgerkrig (Grevens fejde). Og på trods af religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter formanede han sine landsmænd til at slutte fred med hinanden. Han skriver bl.a. ”Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår [den kristne tro] og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår; dersom vi ikke snarligt gør ét, men herefter bide og slide hverandre som vi begyndt har, da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres, hvilket os alle fravender den mægtige, evige og gode Gud, som råder og regerer alting nu altid og evindeligt - Amen."

Her en tydelig vægtning af afstamning og kulturelle sædvaner som en markør for danskhed. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne heller ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Jeg kan heller ikke dy mig for at fremhæve Anders Sørensen Vedel. Denne ”renæssancens Grundtvig”, som jeg vil kalde ham, må udgøre et stort problem for dekonstruktivisternes teori. Vedel oversatte Saxos krønike til dansk og indsamlede de danske folkeviser – begge ting ud fra et klart nationalt motiv. I fortalen til sin Saxo-oversættelse fra 1575 takker han Peder Oxe for støtte til projektet. Dermed har han vist ”sin kærlighed til sit kære fæderneland, at vi danske kunne få at læse, det som udlændigske have nu læst udi mange år, om de gamle danske mænds ærlige manddommelige gerninger.”

Det er også interessant at se i Vedels register. Her finder man f.eks. følgende opslagsemner: Danske mænds sæder, Danske jomfruers tugtighed, Danske mænds mod, Danske mænd holde ord og ære, Danske fly ikke gerne, Danske mænds trohjertighed.

I 1581 skriver han i en anden udgivelse (Om den danske krønike at beskrive) i fortalen om fædreland og pligt. Her et lille uddrag (læs resten her): ”Hver elsker sit fæderneland - Endog at hver den som skikker sig vel, og lever med Gud og æren, finder for sig et fæderneland, ihvorsomhelst han forårsages at komme hen i verden. Dog er det alligevel af naturen medgivet, at hvert menneske elsker mere det land, som han er født og bårn udi, end et fremmed land, som han rejser ikkun en gang igennem, eller dvæler ikkun en kort tid eller og ellers kan høre noget tales derom.
Thi det hænger så hårdt udi hu og hjertet, at på det sted som man er avlet, har der sine forfædre og afkom, er der opfødt under samme lands skik og vis, gjort sig der første kendskab og venskab med mange, og haft der den tugtemester, den fyrste og øvrighed, den hulde og gunstige ven, og sådant mere være kan.

Da han i 1591 udgiver sin Folkevisebog skriver han i fortalen: ”Dersom ingen anden årsag var til at læse disse gamle poetiske digte, var denne ene noksom: for sprogets skyld, det er, for de herlige gamle, danske gloser og ord, for hin skønne sprog og runde tale og for den artige komposits og digt i sig selv.”

I 1600-tallet er der også gang i forvaret for det danske sprog. Således skriver præsten og sprogmanden Søren Poulsen Gotlænder Judichær i 1668: ”Hvo sit eget modersmål ikke højt agter, han burde med rådne æg af hans fæderneland ad udjages, og aldrig burde så værdig at agtes, at han en dansk skulle kaldes. [...] Thi vi er jo alle af naturen dertil forpligtede, at vi skulle vort eget modersmål ære og højt agte, som andre nationer ved deres gøre og gjort haver.

Tsk tsk – sådan en kultur-racist!

Thomas Kingo byder også ind i kulturkampen. Han roser i 1681 dronning Charlotte Amalie for at have lært sig det danske sprog – og det manglede også bare, for der er så mange ved hoffet, der ikke kan tale dansk. Og det er Kingo sur over: ”Enten det nu er vort gode gamle danske sprogs skæbne, at det skal agtes hånt om af dem, som vi agter højt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstå det), at det er et vadmels sprog, og derfor gid ej taget på deres silketunger, det lader jeg stå ved sit værd denne gang. Og som jeg, for min ringhed og det pund mig er betroet, tragter efter at lægge tilbørlig værd på vort kære og ældgamle moders sprog, sær udi i åndelige sange, og sær udi i andre måder, som tiden, næst Guds hjælp, skal udvise, så haver jeg taget mig den allerunderdanigste tillid, at jeg denne mit Åndelige Synge-Kors anden part landets moder, Eders. Majest. min allernådigste dronning ville tilskrive, til et udødeligt minde for efterkommere hvor berømmelig og dane-kær en dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste tegn, at jeg udi alt det jeg formår, og udi hjertens ydmygste bønner er og bliver Eders. Majest. allerunderdanigste tjenere og hjertelige forbedere hos Gud.

Ak ja – dette er kun et lille udpluk. Der er mange mange flere kilder på Skræp, der viser en sådan dyrkelse af danske skikke (kulturelle markører), dansk sprog og folket på et tidligt tidstpunkt – alle sammen ting, der ifølge dekonstruktivisterne først burde dukke op i folks bevidsthed i 1700-tallet. Exit dekonstruktivisterne.

Det er egentligt et stykke tid siden, man sidst har hørt f.eks. Uffe Østergaard fremføre den dekonstruktivistiske kliché om danskhedens ringe ælde. Måske har han indset, at teorien halter gevaldigt.

Men så er der da heldigvis andre, der kan tage over. På videnskab.dk kan man 6. marts læse en artikel med den bombastiske overskrift: ”Danskhed er en moderne opfindelse”. Det er ph.d.-stipendiat, Rasmus Glenthøj, der angiveligt skulle komme til denne konklusion med den samme gamle historie, der går på krykker i Århus. Utroligt, men sandt. Vi hører i artiklen (der er skrevet af Irene Berg Sørensen) om, at det først var for 200 år siden, at en dansker var en, der var født i Danmark, talte dansk og dyrkede dansk kultur. Det var i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at man begyndte at gøre sig tanker om national identitet – det var først her, at historien, sproget og folket fik en central betydning. Sproget havde ikke været en vigtig markør tidligere osv. osv.

Alt sammen vrøvl.

Videnskab.dk præsenterer sig som Danmarks forskningsportal, der ”leverer stof med substans og troværdighed”. Vi må bare konstatere - nej, det gør videnskab.dk så ikke.