Nomos - moral som styringsmiddel

Af Kasper Støvring

NOMOS – det er navnet på det konservative tidsskrift, som denne blog er opkaldt efter. Redaktørerne definerer Nomos således i tidsskriftets første nummer:

”Det oldgræske begreb nomos dækker ud over betydningerne græsgang, distrikt, lov og orden ligeledes alt tilskrevet, overdraget og fastsat vha. sædvaner, skik og brug. Man kunne sige alle anordninger, der ved tradition og kultur omgiver et fællesskab af mennesker og således sammenbinder dem i et kulturelt fællesskab.”

Nomos er på sin vis indbegrebet af det gode samfund, dvs. et normativt integreret samfund, hvor mennesker styrer sig selv og hinanden i kraft af moral.

Imidlertid er det moderne samfund på mange måder præget af en moralkrise, fordi der ikke er udviklet en ny moral til erstatning for den udlevede afkaldsmoral, der prægede de gamle før-moderne samfund. Der er i vor tid opstået en konflikt mellem samfundets moralske krav og individets lyster, der ofte forekommer amoralske.

Vidnesbyrd om moralkrisen er mange, og jeg skal i et efterfølgende indlæg komme nærmere ind herpå. Men ifølge mange konservative kulturkritikere kunne man alene henvise til almindelige forfaldstendenser som:

Stigning i asocial adfærd (kriminalitet, hærværk, stofmisbrug, vold); opløsning af familien (skilsmisser, fødsel uden for ægteskab, teenage graviditeter, familier med kun en forælder); forfald i social kapital, f.eks. fald i medlemskab af frivillige foreninger og den mistillid, der følger med; svækkelse af arbejdsmoralen, selvisk hedonisme, modvilje mod faglig læring, lav fødselsrate, stigning af sagsanlæg og så videre.

Liberalister vil hyppigt henvise til velfærdsstatens skyld i de sociale patologier. Men disse patologier er ikke kun et dansk fænomen, men et vestligt (faktisk er Danmark på visse punkter langt bedre stillet end andre vestlige lande). Dertil kommer, at der er mange andre teser, der kunne forklare normopløsningen:

68’ernes svækkelse af omgangsformerne, kulturradikalismens frigørelsesprojekt og den svækkelse af autoriteten, der fandt sted, da de unge mænd vendte hjem fra skyttegravene efter den første verdenskrig. Det er den tese, som historikeren Henrik Jensen har fremført.

Opgaven, som mange konservative med forkærlighed har kastet sig over, er at finde ud af, hvornår og under hvilke betingelser Nomos, dvs. et normativt integreret samfund eksisterer – og hvornår og hvorfor det begynder at opløses.

De moralske normer har umiddelbar magt, når de føles forankret i tilværelsens væsen: det er helligbrøde at overtræde dem. Normerne er indbegrebet af tingenes natur, og det er i sidste instans grundlagt på religionen. Religionen indstifter uproblematisk en højere mening, der kommer til syne i universets orden; den gældende samfundsorden er forankret i den universelle orden. I de kristne århundreder er individet formet ud fra de mål og værdier, som fællesskabet sanktionerer som hellige. Henrik Jensen har skrevet herom i Ofrets århundrede (1998), kapitel 3, om nomos, den nedarvede normdannelse i traditionalistiske samfund, som begynder at opløses i oplysningstiden.

Men det er kun det nære samfund, der således effektivt kan styres af moralske normer. En art moralsk krise bliver dermed synlig i eksistensen af de mange lovbestemmelser og det store bureaukrati, der præger det moderne samfund i modsætning til det nære samfund. Nødvendigheden af de mange ”kunstige” love i det moderne samfund skyldes den lange afstand mellem myndighederne og samfundets medlemmer.

At kun mindre samfund moralsk set hænger godt sammen er udtryk for en kommunitaristisk moralopfattelse, der skal ses i sammenhæng med en opfattelse af, at ”det materielle fremskridt har undergravet de gamle moralforestillinger, der byggede på afsavn”, som Villy Sørensen engang skrev.

Hvordan ser de gamle moralforestillinger ud? De er først og fremmest baserede på pligt og afkald. En samfundsmoral tjener både til at holde asociale lyster nede og holde mennesker oppe ved at give deres tilværelse mening. Og mening har tilværelsen netop, når mennesket føler sig i overensstemmelse med tilværelsens væsen, med samfundet eller en gruppe og dens fælles sæder, skikke og opgaver.

Når samfundsmoralske værdier er midler til at opretholde en bestemt form for samfundsliv, er de i praksis og per definition konservative. Det gamle, klassiske moralkompleks – der var indrettet efter respekt for ejendom, patriarkalsk autoritetstro, arbejdsomhed, forbud og afholdenhed – foreskrev det enkelte individ en fast plads i det sociale fællesskab og gjorde den nødtvungen for at sikre samfundets, “knaphedssamfundets”, fortsatte beståen.

Dette moralkompleks gav altså med magt en ubarmhjertig tilværelse en vis moralsk mening og formål. Samfundsmoralen tjener i den forstand til at regulere driftstilskyndelserne og fordømme de ”naturlige laster”.

I fattige samfund var der tvingende grunde til at føre et nøjsomt liv, hvorfor de herskende normer gjorde dét til en moralsk præstation. De pligter, som moralen og loven påbyder individet at gøre – det er før rettighederne bliver den nye ”religion” – indlæres på rygmarven. Og det er forbundet med skam, misbilligelse og helligbrøde at afvige fra normerne; at overtræde dem er direkte forbundet med sanktioner, med afstraffelse.

Det lyder som ensretning gennem tvang. Men pointen er, som Henrik Jensen skriver i Ofrets århundrede og Det faderløse samfund (2006), at det kun føles som ensretning, hvis internaliseringen, altså den normative integration, ikke fungerer ordentlig.

Ved at identificere sig med fællesskabet underkaster individet sig dets konventioner, og det føles frivilligt, fordi integrationen fungerer. Så har det nedarvede, klassiske moralkompleks netop karakter af individets egne meninger, som det så at sige af egen vilje overtager, indlærer og lader sig socialisere ind i. Jf. også den engelske filosof Philip Rieffs essaysamling The Feeling Intellect (1990) og The Triumph of the Therapeutic (1966) om nomiseringen af samfundet ved hjælp af autoritative ordensstiftende forbud, ritualer og sædvaner.

Sådan var det i det traditionelle samfund før oplysningstiden, og rudimenter af denne normative integration findes endnu i det moderne samfund i det tyvende århundrede.

Men når det materielle fremskridtet gør de gamle laster acceptable i en grad, så selv dødssynderne bliver almindelig levemåde, får den enkelte også et større rum for sin udfoldelse; moralske traditioner mister deres autoritet, og det kommer til den konflikt mellem samfundets moralske krav og individets amoralske lyster, som Freud skrev om i sin variation over oplysningens dialektik:

”[…] prisen for kulturfremskridtet bliver betalt med lykketabet ved forøgelsen af skyldfølelsen.” Sigmund Freud: Kulturens byrde (1927), s. 76.

Dermed havner vi i den historiske krisesituation, som konservative gerne tager udgangspunkt i: Den gamle afsavnsmoral er undergravet, og økonomien i det moderne ”overflodssamfund” kræver stigende forbrug. Igen med Villy Sørensens ord:

”Den gamle kristeligt begrundede moral har mistet sin magt over sindene, dog har den moralske ’frigjorthed’ stadig karakter af reaktion imod gamle normer, der ikke er blevet afløst af nye. Følelsen af formålsløshed, af meningsløshed er stærkere udtalt.” (Oprør fra midten, s. 82).