Af Kasper Støvring
Overskriften på dette indlæg er ikke original. Dansk Folkeparti og dele af venstrefløjen har gentaget det gang på gang. Det er straks sjældnere at høre det fra borgerlig, konservativ side – og det er derfra, jeg vil betragte EU i det følgende. Mit håb er dermed også at kunne anslå en lidt anden type kritik.
Anledningen er naturligvis EF-Domstolens aktuelle kendelser, der river grunden bort under den danske udlændingepolitik. Domstolen anvender som bekendt en ”dynamisk” fortolkning af EU-retten. Men det er reelt politikerne, der har tildelt Domstolen store muligheder for at nå til afgørelser med enorme konsekvenser af politisk art. Denne mulighed udnytter Domstolen bare på en meget markant måde. Den ideologiske hensigt er at forstærke ”den stadig tættere integration” i et overnationalt EU på bekostning af den demokratiske beslutningsproces i nationalstaterne.
Der er kort sagt principielle spørgsmål på spil. Et af dem omhandler afpolitiseringen af demokratiet. F.eks. skal indvandringens negative indvirkning på den nationale samhørighed ikke længere være at betragte som et problem for de folkevalgte politikere. Det skal derimod ”løses” gennem henvisninger til abstrakte konventioner om menneskerettigheder.
Med andre ord: Politiske problemer overlades til eksperter i menneskerettigheder. Kontroversiel politik bliver en sag, ikke for folkevalgte politikere, men for internationale organer og jurister. Når politikere lægger sig i ly bag kendelser fra EF-Domstolen, bunder det i, at de ikke udviser noget egentligt politisk lederskab.
Overhovedet er den politiske apati iøjnefaldende. Det gælder pro-EU-partierne, især i oppositionen (og her især hos De Radikale), men desværre også hos borgerlige. De politiske partier proklamerer i bund og grund, at der ikke findes noget alternativ til den europæiske integrationsproces, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale samhørighed eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU.
Det er kritisabelt, at borgerlige ikke er mere afvisende over for EU’s politiseren gennem domstolene. For det har skadelige konsekvenser for hele befolkningen og det politiske system. Men hvorfor bør så kun eller især borgerlige partier og politikere afvise EU som et ideologisk projekt? Fordi EU er blevet et redskab for de partier, især De Radikale, der ikke formår at mobilisere en folkelig opposition mod den borgerlige regering, særligt dens udlændingepolitik. Derfor bruger de EU som en rambuk eller en trojansk hest til at ødelægge regeringens politik – og derfor må regeringen afvise EU.
Konsekvensen af EU’s dominans er, at den politiske offentlighed bliver stadig mere irrelevant, fordi der ikke er reelle alternativer at vælge imellem eller noget alternativ til EF-Domstolen, som politikken angiveligt er underkastet. Følgelig burde den vigtigste politiske konfrontation mellem oppositionen og den borgerlige regering finde sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer, der fortolker og håndhæver konventionerne om universelle menneskerettigheder. Men det kræver selvfølgelig, at de borgerlige partier bliver langt mere skeptiske, hvis ikke afvisende over for EU.
Hvis de politiske konflikter og valgmuligheder, dvs. den ægte demokratiske pluralisme, forsvinder, bliver den offentlige politiske kultur irrelevant. Den jura-baserede post-politik baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der ikke er forskel på partierne og reelle alternativer til konsensus.
Risikoen er, at vælgerne gribes af politikerlede og magtesløshed med faldende valgdeltagelse til følge. Og som vi har set i de seneste årtier, fører en lidenskabsløs konsensusorienteret politik – ”nødvendighedens politik”, der blev talt så meget om før 2001, hvor politikken kom tilbage og udlændingeloven opstrammet – til befolkningens dalende engagement i fælles anliggender.
Borgerlige politikere må derfor give folk et håb og en selvbestemmelse i forhold til den internationale udvikling, som juridiske eksperter ellers belærer dem om, at de ikke har indflydelse på. Magten til at beslutte må gives tilbage fra eliten til folket.
Her står vi ikke helt magtesløse. For truslerne mod nationalstaten, demokratiet og den nationale sammenhængskraft skyldes i virkeligheden en svaghed, der gør sig gældende hos de folkevalgte politikere. Netop dem, der har ratificeret traktater og indgået bindende aftaler, der – viser det sig nu – har medført betydelige afgivelser af suverænitet.
Men svaghed kan afløses af en stærk insisteren på retten til at bestemme i vores eget land. Det kræver, at borgerlige afviser EU-projektet i sin politisk-ideologiske form. Specifikt må EF-Domstolens kendelser afvises eller ignoreres. Danmark er i forvejen duks, når det gælder om at efterleve kendelser. Det behøver ikke at være sådan. Den tyske kansler Angela Merkel har taget en sådan politisk kamp imod Domstolen, for hun tager ”nærhedsprincippet” om national selvbestemmelse alvorligt. Men danske politikere synes at bøje nakken.
Alternativt må man på sigt overveje at udtræde af EU, hvis den ideologiske konstruktion videreudbygges. Hvad det tyder på. Vi må i stedet indgå bilaterale aftaler med andre suveræne stater, med hvem vi historisk deler et værdifællesskab med. Forholdet mellem borgerne vil således ikke blive reguleret af direktiver og kendelser fra EU.
I det hele taget vil konventioner således blive afløst af historiske loyaliteter mellem borgerne i de europæiske stater, så de nationale parlamenter genvinder deres magt. Demokratisk politik vil erstatte den afpolitisering, der fremføres af EF-dommerne gennem deres aktivistiske juridiske fortolkning af konventionerne.
Under alle omstændigheder må den transationale lovgivning vige og underkendes. Skulle det være så svært? EU har jo ingen magtmidler. EU er blot en parasit på de nationale loyaliteter, ja, EU-institutionen afhænger af det, som den vil destruere. Nemlig den nationale suverænitet, som alene har folkelig legitimitet.
