Af Kasper Støvring
På FN's Durban II-konference til april næste år vil islamister arbejde for at kriminalisere islamkritik. I sin ellers udmærkede dobbeltkronik i Jyllands-Posten den 10/10 og 11/10 opfordrer Asger Aamund derfor til, at vi deltager i konferencen og »slår i bordet« for frihedsrettighederne. Den »dårligste« løsning vil være at deltage og »i bedste Solana EU-stil bøje nakken.« Den »næstdårligste« løsning vil være at blive væk.
Jeg vil mene, at denne næstdårligste løsning er den rigtigste. For hvem er dette »vi,« der skal slå i bordet? Det er den danske stat og dermed udenrigsminister Per Stig Møller - og dermed EU. Og det er et problem.
Som Aamund mener heller ikke udenrigsministeren, at Danmark bør boykotte konferencen. Det til trods for, at den første konference i Durban i 2001 var gennemsyret af en skandaløs, hadefuld anti-vestlig og antisemitisk retorik. Konferencen viste de værste sider ved FN, der risikerer helt at miste legitimitet, hvis Durban II gennemføres.
EU udvandrede imidlertid ikke fra konferencen, hvilket ministeren ser som noget godt. For dermed blev der forhandlet »et mere balanceret slutdokument på plads,« som ministeren har skrevet (Berlingske Tidende 28/9). Men netop derved kompromitterer EU sig selv.
For når vi har at gøre med diktaturstater, der kræver indskrænkning af ytringsfriheden og forbud mod religionskritik, skal vi ikke søge et »afbalanceret« resultat. Vi skal ikke svække frihedsrettighederne for at mødes med islamisterne et sted på midten. De skal derimod totalafvises gennem en boykot. En boykot er derfor ikke resignation, men at stå fast på frihedsrettighederne.
Omvurdering af alle værdier
Med Durban II er der tale om en gennemført omvurdering af alle værdier: FN blev engang oprettet med henblik på at beskytte menneskets værdighed og som et værn mod overgreb som dem, nazisterne stod for. Men institutionen er nu ved at blive et fristed for denne verdens totalitære stater som dem, der også står bag konferencen. Det gælder Libyen og Iran, men også bl.a. Saudi-Arabien og Sudan, og disse stater er ofte bakket op af den islamiske organisation OIC.
Disse stater slår hårdt ned på Vesten, men de kritiserer ikke sig selv. Nej, resten af verden er ofre for Vestens undertrykkelse.
Den planlagte konference er netop udtryk for radikale anti-vestlige holdninger krydret med et stærkt had til Israel og gedigen anti-semitisme. I videre forstand vidner konferencen om FN's stadigt mere korrupte karakter. Ikke blot økonomisk, men også moralsk.
Ordene misbruges
FN er ellers ideelt et sted, hvor man fører dialog med dem, man er uenige med. FN er også et forum, der ideelt bekæmper racisme.
Men sagen er, at det, der foregår i FN's menneskerettighedsråd, der planlægger konferencen, er en nivellering af nogle plusord til et lavpunkt, hvor disse ord ikke længere betyder noget.
Det er, hvad der sker, når en række totalitære stater misbruger ord som anti-racisme til at tjene deres egne interesser. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde religionskritik, og det vil i virkeligheden sige islamkritik. Det kaldes bare »racisme« og progromer mod »minoriteter.«
Det viser også noget om islamisternes taktik, der efterhånden er blevet velkendt: De bruger de plusord, de fleste er trygge ved: demokrati, tolerance, anti-diskrimination, anti-kolonialisme, anti-chauvinisme, anti-islamofobi, ja, fortsæt selv rækken - men med en helt anden betydning og formål. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden og fremme anti-demokratiske dagsordener.
I FN's menneskerettighedsråd forvandles rettigheder til krav. Bl.a. krav om, at Vesten yder kompensation for fortidige overgreb. Rettighederne udvandes, gradbøjes og bruges som magtpolitiske instrumenter. Ikke som midler til selvransagelse (f.eks. burde de muslimske stater kaste et blik på forholdene for de kristne mindretal i f.eks. Mellemøsten og Sudan), eller som et middel til at forhindre gentagelse af fortidens forbrydelser.
I bund og grund er der tale om begrebsskænding: Et begreb, f.eks. nazisme, antisemitisme, holocaust eller racisme, som dækker over historiske forbrydelser, bruges strategisk og magtpolitisk for at fremme antidemokratiske dagsordener.
Forhånelse
Det er en skændsel og forhånelse af historiens virkelige ofre, som EU og Danmark ikke bør legitimere ved at deltage i Durban II.
Udenrigsministeren vil gennem EU arbejde for grundlæggende værdier. Men hvor stærk er EU? Og kan vi stole på EU? Man kan tvivle, når man husker, hvordan EU agerede under Muhammed-krisen. Her var EU også tæt på at indskrænke ytringsfriheden ved at ”afbalancere” den i forhold til islamistiske trusler og krav om respekt for religiøse dogmer.
I den komité, ”Beskyt menneskerettighederne”, jeg sidder med i, opfordrer vi derfor til boykot for ikke at risikere at bøje nakken. Læs mere på hjemmesiden www.durban2.dk.
(Bragt i Jyllands-Posten den 14. oktober 2008)
