Af Kasper Støvring
Jeg har i dag en kronik om EU og nationalstaten i Berlingske Tidende. Her et uddrag:
”Skandalen vedrørende EF-Domstolens underkendelse af den danske udlændingepolitik afslører EU-projektets fatale underminering af nationalstaten. Set fra et borgerligt synspunkt er sagen så alvorlig, at EU bør forkastes som et ideologisk projekt. Det vil sige et projekt, der lader Domstolen politisere og giver dens kendelser forrang for politiske beslutninger i de nationale parlamenter.
Juridiske eksperter og abstrakte konventioner har med andre ord større betydning end folkevalgte politikere og nationale forfatninger. Jura erstatter demokrati. Følgen er, at en bureaukratisk institution nedbryder den eneste form for loyalitet, der kan skabe et levende demokrati og et stærkt retssamfund. Nemlig den nationale.
[…]
Vi ved fra adskillige undersøgelser, at danskerne har stor tillid til hinanden og en meget positiv national identitet. De opfatter sig først og fremmest som danskere, ikke som europæere eller »verdensborgere«. Men den nationale identitet er ikke faldet ned fra himlen. Den er ikke bare deklareret, ligesom den forfatningspatriotisme, som EU bygger på. Den er derimod historisk fremvokset gennem konkret samliv.
Dette første persons flertal – »vi« danskere – hænger sammen med en identifikation med fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat. Den nationale identitet er med andre ord grundlaget for en stærk medborgerlig loyalitet, hvoraf et stabilt og åbent samfund kan vokse frem. Danskere er loyale over for deres landsmænd, ikke over for tyskere, italienere eller franskmænd. Det samme gælder naturligvis for andre nationer.
Ydermere gør nationalstatens territoriale jurisdiktion borgerne lovlydige. Som borgere i en stat, der er funderet i nationen, bliver vi i meget høj grad stemte til at adlyde lovene. For vi opfatter dem som »vores« love, der gælder på det territorium, vi bebor. Det er jo ikke nok at udstede lovene; lovene skal også efterleves. Men dette elementære forhold tager EU-systemet slet ikke hensyn til. Man overvejer ikke, hvordan man skal få borgerne til at respektere lovene og yde de pligter, der er prisen for at nyde rettighederne.
Hvordan rettighederne skal sikres og loven håndhæves, er tilsvarende et forhold, som fortalerne for EU aldrig har gjort sig klart. EU-bureaukraterne nøjes med at tale om lovene og fortsætter med at udvide listen over rettigheder i alenlange traktater. Byrden falder nemlig ikke tilbage på EU, men på nationalstaterne, der skal håndhæve loven og sikre rettighederne.
[…]
På især tre områder er EU en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur.
For det første fører forsøget på at strække jurisdiktionen ud over nationalstatens grænser til et forfald i ansvarligheden. For den eurokratiske elite – dommerne og ministrene – er ikke som de nationale parlamentarikere ansvarlig over for folket; folket har ikke valgt eliten ind og kan vanskeligt stille den til regnskab: Folket kan ikke afsætte eliten ved frie valg. Det er en af grundene til, at der findes udbredt korruption i transnationale institutioner.
Dertil kommer, at nationalstater nu bombarderes af love, der kommer udefra. Men borgerne har ikke mulighed for at afvise disse love, ligesom lovgiverne ikke kan holdes direkte ansvarlige af borgerne.
For det andet er national sammenhængskraft overhovedet ikke et anliggende for EU-eliten; den tager alene hensyn til nogle overordnede rettigheder. En transnational forsamling som EU er ikke loyal over for folket, ja, bryder sig måske slet ikke om det. Desuden arbejder den kun hen mod ét mål: den stadig tættere integration i Europas Forenede Stater. Den søger ikke at vedligeholde smidige tillidskulturer eller forsone forskellige interesser for at gøre borgerne i stand til at leve i fred med hinanden.
Faktisk skaber EU ved brug af den politiserende Domstol en retstilstand, der går stik imod et meget stort flertal af de danske borgeres interesse. Nemlig at fastholde en stram udlændingepolitik. Det siger sig selv, at hvis denne politik undermineres, vil det skade den danske tillidskultur. Det vil ydermere afsløre, at selv en borgerlig regering ikke er nogen garant for hverken en fast udlændingepolitik, nationalstatens suverænitet eller national sammenhængskraft.
Den tredje trussel fra EU er en trussel mod selve de borgerlige frihedsrettigheder. De sikres jo ikke ved at blive erklæret, men ved at blive gennemtvunget. Det forudsætter netop en demokratisk retsstat samt et civilt retssamfund og dermed en fælles loyalitet og en fælles lydighed over for loven.
Hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensidighed, der binder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden. De EU-tilhængere, der forfægter en transnational styreform, har i virkeligheden aldrig forklaret, hvordan den slags politiske loyaliteter kan tilvejebringes uden for nationalstaten. For alene nationalstaten er bundet sammen i kraft af medborgerlige dyder.
[…]”
