Os og dem

Af Jesper M. Rosenløv

Fodboldfeberen raser i disse uger over Europa. Som en engelsk fodboldspiller engang sagde: ”Nogle siger, at fodbold er lige så vigtigt som selve livet. Det er helt forkert. Fodbold er langt vigtigere.” Og det skal jeg da lige love for bliver bekræftet i disse dage. Begejstrede fans går hele følelsesregistret igennem, når deres hold udkæmper de intense kampe på grønsværen. Nervepirrende spænding, grænseløs glæde og afgrundsdyb skuffelse. De følelsesmæssige reaktioner efterlader ikke megen tvivl om, at der for mange tilskuere er tale om en reel stress-situation, når nationens hold løber på banen.
Og netop i sådanne stress-situationer kommer det dybeste frem i mennesker. ”Det sande jeg” afslører sig og fortæller en hel del om, hvilke sympatier man nærer og hvilken identitet, man dybest set selv mener, man besidder. Som Ralf Pittelkow påpegede i sin kommentar, ”Myterne om nationens død” (JP 22-6-08), har folk ”mildt sagt ingen problemer med at finde ud af, hvem de skal holde med, når deres land er repræsenteret på banen.” Det er nemlig deres hold, nationens hold, der spiller.
En sær følelse griber således også mange danskere, når Danmark spiller. Det er ganske vist ”kun” sport og dermed i høj grad blot leg og sjov, men selve konkurrenceelementet gør nu alligevel, at vi føler, at det er vores ære og omdømme, der er på spil, når vores drenge spiller.
Men nu er Danmark jo ikke med. Derfor kan det være svært (for ikke at sige umuligt) at mobilisere de samme følelser, når vi overværer dette EM. Selvfølgelig kan man nære visse sympatier. Svenskerne var jo med. Og jo – det er da fint, hvis broderfolket klarer sig godt. Mange ville måske også investere et vist følelsesmæssigt engagement, når de overværer en række kampe og kommer til at holde med det hold, som de mener spiller bedst. Personligt synes jeg da, at det var ærgerligt, at de velspillende hollændere røg ud. Og det var helt rart, at spaniolerne fik ram på de kedeligt spillende italienere. Der er således en vis grad af tilfredshed, når vi konstaterer, at de hold som vi i mangel af bedre holder med klarer sig godt.
Men så heller ikke meget mere. Kunne man f.eks. forestille sig en folkefest i Danmark, hvis svenskerne vandt EM? Ville folk hoppe i springvand, danse rundt på gader og stræder med svenske flag? Næppe, for det er jo ikke det samme – det er ikke os.
Derfor er det jo mildest talt også interessant at se de tusinder af herboende tyrkere fejre de tyrkiske sejre ved EM. I flere danske byer har der således været fest i gaden efter de tyrkiske sejre over Tjekkiet og Kroatien. Der er ingen tvivl om, at tyrkerne ser det som en enorm national optur nu at være i semifinalen. Hør blot den tyrkiske træners kommentar: ”Nationen kan nu være stolt af deres landshold”. Og den går lige ind hos tyrkerne – også dem i Danmark.
Men det underlige er jo, at tyrkere bosat i Danmark burde have skiftet identitet. Hvis vi skal tro den humanistiske meningselite, så skifter ens identitet jo lige så snart, man får et dansk pas. De fremmede, der har dansk statsborgerskab er lige så danske som alle os andre, hører vi ustandseligt.
Men den floskel modbevises gang på gang i disse uger. Det er helt tydeligt, at tyrkerne ikke har skiftet identitet, sympatier og tilhørsforhold. Tyrkiet er deres land og det tyrkiske landshold deres hold. Der er jo i bund og grund noget dybt dybt bizart i her i Danmark at skulle overvære horder af larmende tyrkere fejre det tyrkiske landshold succes. Biler med hornet i bund, hundredvis af tyrkiske flag og festklædte tyrkere. Hvad sker der? Tjah, nok er synet bizart, men vel ikke overraskende. Og det fortæller os én ting – når det kommer til en emotionel tilknytning til Danmark, så kan vi kun regne med os selv – os rigtige danskere – ikke dem, de andre.