Af Morten Uhrskov Jensen
Under min gennemgang af kilderne - kommissionsbetænkninger, folketingsdebatter og pressens behandling af emnet - til min bog "Et delt folk" om den danske udlændingepolitik og debatten herom i årene 1983 til 2008 var der en række ting, der slog mig.
Især i starten af perioden var de skældsord og nedsættende betegnelser, der blev anvendt om kritikerne af den liberale udlændingelov af 1983, ualmindelig grove, langt grovere end i dag. Når Jørgen Poulsen fra Ny Alliance i dag sammenligner Dansk Folkepartis annoncekampagne mod brug af det muslimske hovedtørklæde ved domstolene med nazitidens propaganda, så er der tale om en rest af den sprogbrug, der blev anvendt for cirka 20 år siden. Dengang var det helt almindeligt at tale om "racehad" og at benævne kritikerne af indvandringen til Danmark som fascister, nazister og racister.
Det var ligeledes helt normalt at insistere på, at befolkningen trængte til opdragelse for at lære at forstå, at modtagelse af et stort antal flygtninge ikke alene var en pligt, men en velsignelse for det danske samfund og for den enkelte.
Ebba Strange, medlem af Folketinget for SF i mere end 20 år, udtalte således under en folketingsdebat i 1986, at "vi ved ikke præcis, hvor den grænse [for hvor mange flygtninge Danmark kunne modtage] ligger, den er nemlig blandt andet psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed".
Således var det for Ebba Strange blot et spørgsmål om at tilegne sig - gennem oplæring - det rette sindelag, så ville det kun spille en ringe rolle, hvor stort antallet var. Et forsigtigt skøn inden stramningen i 1986 (hvorefter asylsøgere kunne sendes tilbage til et sikkert land, hvis de var kommet derfra) var, at Danmark det år ville have modtaget 25.000 asylsøgere, hvis ikke Folketinget havde grebet ind.
Det var ligeledes langt op i tiden almindeligt at henvise til, at kritikerne af udlændingepolitikken baserede deres påstande på myter. Dorte Bennedsen, der var Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, mente i 1998, at "meget ofte fungerer de nye danskere bedre i små miljøer. Fakta og tal kan aflive myterne. Så kan man på baggrund af tallene give sig til at diskutere, om der er for mange. Men så bliver diskussionen mere reel". Der var ganske vist i 1998 masser af tal, der viste, at integrationen af indvandrere og flygtninge fra især muslimske lande gik ad Wandsbeck til, men for Dorte Bennedsen var det altså blot myter.
De humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder (tidligere Center for Menneskerettigheder) udgør et kapitel for sig, især i perioden frem til folketingsvalget i 2001. Igen og igen optrådte deres talspersoner i medierne, og ikke én gang har jeg kunnet finde, at de forsvarede en stramning af udlændingeloven. Utallige var de gange, hvor de mente, at nu havde Danmark overtrådt de internationale konventioner, skønt Danmark ikke på noget tidspunkt har overtrådt nogen konvention, der havde eller har forbindelse til den danske udlændingelovgivning.
Organisationerne glemte at fortælle, at de ikke repræsenterede et sagligt standpunkt, men i stedet havde deres egen politiske dagsorden, nemlig at være for enhver lempelse og imod enhver stramning af den danske udlændingelovgivning. De glemte at fortælle, at internationale konventioner i meget høj grad er åbne for fortolkning, og at konventionerne derfor også kunne fortolkes sådan, så der blev lagt vægt på statens suveræne ret til at beslutte sin politik på udlændingeområdet.
Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, sagde således om en dom, der udviste en tyrker, der var dømt for en række røveriske overfald på ældre mennesker i Vollsmose, at "dommen er en krænkelse af vores internationale forpligtelser, som sikrer retten til at være sammen med sin familie og opretholder princippet om, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit statsborgerskab. Vi taler om en mand, der er født i Danmark og har boet her i alle sine 23 leveår. Han må betragtes som dansker".
Pointen her er naturligvis ikke, at Morten Kjærum ikke måtte mene, at tyrkeren burde have lov til at blive i Danmark efter endt fængselsstraf. Pointen er, at Morten Kjærum ikke udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, når han hævdede, at Danmark ikke kunne udvise ham uden at bryde konventionerne.
Morten Kjærum optrådte her, som i andre sammenhænge, som politiker, og han ønskede at udvande betydningen af statsborgerskabet, så staterne ikke længere kunne benytte sig af muligheden for at udvise personer, der havde begået grov kriminalitet. Man skal erindre sig, at Institut for Menneskerettigheder er betalt af de danske skatteydere, og at man derfor burde forvente, at instituttet var i stand til at levere en nogenlunde saglig, juridisk analyse. Det har blot ofte ikke været tilfældet.
Historien om kriminalitet begået af indvandrere og flygtninge er en temmelig absurd historie for sig. Der blev ikke før 1994 ført statistik, der opgjorde kriminaliteten efter nationalitet, og der fægtedes derfor i blinde. Det har muligvis været derfor, at Ole Espersen fra Socialdemokratiet i 1983 i et indlæg i dagbladet Aktuelt skrev, at "indvandrerne udgør tværtimod en gruppe, der er mere lovlydig, end danske statsborgere i gennemsnit er det". Som tallene kom frem, dokumenteredes det modsatte af det, som Ole Espersen havde påstået, men det fik kun den virkning, at tilhængerne af en liberal udlændingelov hævdede, at det skyldtes udlændingenes sociale og økonomiske marginalisering i det danske samfund.
Den fulde konsekvens blev draget af Det Europæiske Overvågningscenter, EUMC, der i 2002 kategoriserede det som et udslag af intolerance, hvis man i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse havde svaret, at man mente, at indvandrere var mere kriminelle end danskere.
Et gennemgående træk helt frem til vedtagelsen af de nuværende stramninger af udlændingepolitikken i 2002 var, at man hævdede, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at stramme yderligere. Forfatter og journalist Klaus Rothstein skrev således i begyndelsen af 2002, at "de, der troede, at proppen ville blive sat i, kan godt forberede sig på at tro om igen". Som var det en græsk tragedie, hvor skæbnen er alt og menneskers handlen intet, kunne det danske Folketing altså intet gøre. Der kunne ikke strammes. Som med konventionerne viste også dette sig at være forkert. Vi har stadig til gode at høre fortalerne for skæbneteorien om, hvorfor de tog fejl.
Historien om den danske udlændingepolitik i perioden 1983 til 2008 er en historie i to akter. Efter folketingsvalget i 2001 viste Folketingets nye flertal, at det var muligt at tilbagerulle flertallet af de lempelser, der var et resultat af loven i 1983. Indtil valget i 2001 er det imidlertid en både vanvittig og tragikomisk fortælling, vi er vidner til. I 1983 vedtog alle Folketingets partier på nær Fremskridtspartiet en udlændingelov med bind for øjnene. Loven var et resultat af en mindretalsudtalelse fra den kommission, der skulle lave et udkast til ny udlændingelov.
Mindretalsudtalelsen var givetvis i alt væsentligt udarbejdet af daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, Hans Gammeltoft-Hansen. Men loven blev først og fremmest vedtaget af et folketingsflertal, der ikke anede, hvad det foretog sig. Det kan siges at være slemt nok, at rigets lovgivere altså vedtog en lov, hvis konsekvenser de ikke havde nogen mulighed for at overskue. Men værre var dog, at Folketingets flertal ikke efter få år kunne indse, at loven var en katastrofe og følgelig måtte laves om.
Denne forbløffende stædighed er kommet til at koste Danmark dyrt, og den har skabt en splittelse blandt danskerne som intet andet emne. Det danske samfund må i dag leve med spændinger, som ville have været utænkelige for et kvart århundrede siden.
Hvis man som historiker eller som almindelig interesseret borger vil finde et eksempel på menneskers uforstand, indbildskhed og irrationalitet, så skal man studere historien om den danske udlændingepolitik.
- Kronik i Kristeligt Dagblad, 10-5-08
skip to main |
skip to sidebar
