Af
I den seneste udgave af det ambitiøse tidsskrift Ræson diskuterer jeg med Mehmet Necef om integrationspolitik. Den samlede debat kan kun læses i bladet, men den sidste del af debatduellen skulle gerne i tidens fylde komme på hjemmesiden. Her fra min indledning:
En af de største gåder i de sidste 20-30 års integrationsdebat herhjemme har været, hvorfor ingen har diskuteret kulturens betydning for en vellykket integration af indvandrere fra fremmede, dvs. ikke-vestlige kulturer.
Gåden ophører selvfølgelig med at være en gåde, når man forklarer uvilligheden til at diskutere kultur med politisk korrekthed. Kultur er tabu, fordi kultur er noget rigidt, noget statisk, noget der vanskeligt kan formes og ændres. Man kan ikke bare vælge at skifte kultur over night, ligesom man kan skifte politisk holdning. Kultur er selvfølgelig også tabu, fordi kultur virker ekskluderende og fremmer chauvinismen: vi foretrækker vores egen kultur og ser ned på andres kultur.
Uvilligheden kan også forklares med, at kultur er vanskeligt håndgribeligt. Det er svært at sætte ord på kulturen, fordi den har at gøre med uformelle normer for adfærd, uformulerede værdier og holdninger, uskrevne regler, ubevidste antagelser og kommer til udtryk i sådan noget som underforståede måder at kommunikere på som f.eks. ironi.
Alligevel er det helt afgørende at tale om kultur. For årsagen til dårlig eller fejlslagen integration har netop ikke kun at gøre med sociale forhold, f.eks. arbejdsløshed, dårlige boliger og dårlig uddannelse. Tilsvarende kan integrationen heller ikke løses blot ved, at der rettes på disse forhold gennem social ingeniørkunst eller flere velmenende politiske initiativer. Det er en historisk lektie, vi burde have lært: Problemerne stikker dybere. Og kultur er et sådant dybdeniveau, vi skal nå ned til, hvis vi overhovedet skal gøres os håb om at løse integrationen. Kultur har nemlig at gøre med menneskers livsform og med det, der betyder allermest for mennesker, som de er flest. Nemlig identitet.
Dog er der ved at ske noget nyt i integrationsdebatten, heldigvis. Villy Søvndals berømte og berygtede retorik er blot et symptom på denne vending mod det kulturelle som forklaringsmønster. Selv på venstrefløjen er det altså ved at dæmre, at kultur betyder noget. Alligevel er det nødvendigt gang på gang at hamre denne pointe igennem; for Søvndal bliver jo stadig angrebet af både partifæller og af de radikale, der stadig mener, at de grundlæggende konflikter i vores samfund skyldes sociale problemer, og at opgaven er at ”komme i dialog med hinanden.” Man kan endda høre borgerlige politikere sige, at problemerne udelukkende er sociale.
Enhver kan dog – eller burde dog kunne – sige sig selv, at kultur er vigtig for integrationen. Vellykket integation afhænger jo i højeste grad af sådan noget som sekularisering; opdragelse; ligestilling; forhold til autoriteter; borgerlige dyder som høflighed, pålidelighed og ærlighed; gensidighed; loyalitet over for andre end de nærmeste; ytringsfrihed og så videre.
Dyrker man en fremmed kultur som f.eks. den muslimske i et vestligt land som Danmark, er det klart, at man står i fare for at blive fremmedgjort i forhold til dette lands kultur og bærende normer. Det kan give sig udslag i almindelig utilpassethed, mistillid og endda had til det omgivende samfund; praktiske konsekvenser kan blive tyveri, hærværk, overfald, bilafbrændinger eller, i skærpet form som hos de radikale bevægelser som Hizb-ut-Tahrir, en total forkastelse af demokratiet. Min pointe er, at der kun er gradvise forskelle mellem den anonyme, fremmedgjorte indvandrer og disse højrøstede bevægelser. Kulturen er den fælles forklaring på deres adfærd.
Villy Søvndal gør ret i at kritisere radikale muslimer hårdt. Men han har ikke ret i, at der kun foreligger et demokratisk problem, der kan løses gennem oplysning eller beskæftigelse. Medlemmer af radikale bevægelser er jo borgerligt set selvforsøgende og tilhører en veluddannet middelklasse. Desuden finder flere og flere indvandrere, også blandt de yngre generationer, deres identitet i islam. Igen: Kulturen giver identitet og en følelse af at høre hjemme. Men altså ikke hjemhørighed i værtslandets kultur.
Hermed også sagt noget om, hvor vanskelig en integrationsopgave, vi står over for, når det gælder om at vende udviklingen, der går den gale vej. I starten sagde man, at indvandrere med tiden af sig selv ville blive som os danskere. Da det ikke skete, begyndte man at lave danskerne om; danskerne skulle blive mere åbne, og man stigmatiserede de få kættere, der talte om kultur, og som ville give forrang til dansk kultur. I nyeste tid er man så nået der, hvor politikere vil gribe ind i kulturen for at gennemtvinge integrationen; man vil lave særbehandling af forskellig art, lige fra indførelsen af halalkød, badeforhæng og bederum i offentlige institutioner til at kræve, at der udvises særlig hensyntagen over for islamiske dogmer i spørgsmål om ytringsfrihed.
Efter min mening kommer det nationale ind som en mulig løsning. Nationale fællesskaber bliver netop ikke overflødiggjorte i globaliseringens tidsalder. Tværimod tror jeg, at de har fremtiden for sig, efterhånden som flere og flere besinder sig på deres kulturelle ophav, indser dens goder og føler behov for forankring. En national kultur tilbyder nemlig noget reelt: den giver loyalitet mellem medlemmerne og tillader en stærk tillidskultur at vokse frem. Danmark er et af de bedste eksempler i verden. Det er et kulturelt homogent land, hvor langt de fleste naturligt føler sig som danskere og har en meget høj grad af tillid til hinanden. Der er en væsentlig sammenhængskraft i landet.
Indvandrere kan naturligvis blive en del af denne nationale kultur, hvis de vel at mærke tilpasser sig den. Assimilation er derfor ordet, der bør erstatte ordet integration, for så vidt der med ordet integration menes, at to forskellige kulturer skal integreres i hinanden, smelte sammen, og ud af det skal så komme en helt anderledes, tredje kultur. Det er efter min mening en helt forfejlet tilgang og udtryk for en svækkelse i vores kulturelle selvfølelse. Det er udtryk for en slags forkastelsens kultur, hvor vi konstant rakker end på vores eget og ukritisk lefler for det eksotiske andet.
I sidste instans fordrer assimilationen nok, at man gifter sig på kryds og tværs. Altså at indvandrere bliver dele af de danske familier, af det, man kunne kalde det danske folk. At man deler blod, for nu at sige det skarpt.
Det afgørende er dog, for nu at tage en oplagt indvending i opkøbet, at der sker frivilligt; man kan netop ønske sig at blive del af den danske kultur, man kan vælge den til. Det nationale er netop ikke noget komplet statisk, for så vidt som det er kulturelt bestemt. Men det er klart, at det er svært at blive en del af nationen, og det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden – om det vil lykkes. Det kræver dog, at vi forstår, at kultur betyder noget, og at kultur ikke blot er noget, vi har tilfælles, men også noget, der adskiller.
Hvad jeg plæderer for er altså, at vi bevarer og understøtter en national kernekultur og kræver, at fremmede tilpasser sig den. Samtidig må vi afvise multikulturalismen, for det skaber blot polarisering, had og fjendtlighed grupper imellem. Sålænge danskerne udviser stolthed over deres kultur og forlanger, at indvandrere skal tilpasse sig den, fordi vi har noget godt at tilbyde, er vi nået langt.
Så vil vi nok heller ikke blive mødt af den foragt, der kommer af, at vi ikke tør stå ved det, der er vores, herunder vores protetantiske religion. Muslimer kan således respektere os som andet end ugudelige, æreløse og dekadente mennesker fyldt med apati, dårlig samvittighed og selvforagt. Og på den anden side møder vi heller ikke muslimer som ofre, der skal ydmyges med medlidenhed.
