Af Jesper M. Rosenløv
Egoisterne
Under et interview med TV2 News d. 24/6, kom Naser Khader med en noget pudsig kommentar vedrørende stiftelsen af Ny Alliance og tiden, der fulgte:
"Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville tiltrække så mange egoister."
Altså, når man danner et parti, der ophøjer selvfede og letkøbte ”humanistiske” holdninger til kernesager, når man søger at dyrke en ultraliberalistisk profil og når man i bedste overklassestil slår sig op på at gi’ fanden i den brede danske befolknings bekymringer, så kan man da kun tiltrække egoister.
Her gik jeg og troede, at egoismen var selve kerneideologien i NA – og det troede Jørgen Poulsen så også.
FN freder sharia-overgreb
Kristeligt Dagblad bragte d.23/6 (noget forsinket) historien om, at en række muslimske lande har forhindret, at der i FN's Menneskerettighedsråd kan rettes kritik mod overgreb, der har tilknytning til islamisk lov, sharia.
Den stadige brug af stening, kvindelig omskæring og mindreåriges vielser blev kritiseret i rådet, men som det lød fra rådets præsident:
– Sharia skal ikke diskuteres i FN's Menneskerettighedsråd, og den slags emner bør undgås.
Han konkluderede, at alle religioner bør have en særstatus, og disse ikke kan kritiseres, fordi enhver debat vil blive meget "følsom og kompliceret."
Den ægyptiske og pakistanske repræsentant supplerede:
– Sharia er ikke til diskussion i dette råd, og islam skal ikke korsfæstes her
- [Vi] er meget imod enhver direkte eller indirekte diskussion af sharia"
Situationen er grotesk. Tolerance, frihed etc. anvendes nok engang til at retfærdiggøre overgreb af værste skuffe.
Samtidig slår bl.a. Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Center for Menneskerettigheder ofte herhjemme stærkt på, at Danmark ikke overholder menneskerettigheder og konventioner.
Men nu har vi jo FNs Menneskerettighedsråds ord for, at disse ting kan gradbøjes. Ja, man kan sidde disse bestemmelser fuldstændigt overhørigt.
Det burde vi da også gøre i Danmark. Vi vil da behandles på lige fod med de muslimske lande. Hvis vi ikke kan opnå dette, er der kun én konklusion tilbage: Væk med FN-konventionerne!
EU på vej til at blåstemple regimet på Cuba
D. 20/6 så vi endnu et udslag af EU’s udenrigspolitiske linje – en linje som eu-forikerne så gerne ser Danmark som en uadskillelig del af. EU besluttede nemlig at ophæve de sanktioner, der har været indført mod regimet på Cuba.
I 2003 blev nye 75 systemkritikere fængslet. Flere af disse sidder stadig i fængsel. Fængslingerne fik dengang EU til at tage et drastisk skridt. Man forbød besøg fra højtstående personer i den cubanske regering og samtidig tillod man ikke EU-diplomater og deltage i visse begivenheder på Cuba. Skrappe sager!
EU fortrød da også hurtigt den jernhårde linje. Så allerede i 2005 suspenderede man ”sanktionerne”. Og nu i 2008 ophæves de helt til trods for, at systemkritikere stadig sidder fængslet. EU's kommissær for udenlandske anliggender, Benita Ferrero-Waldner, mener, at det er et vigtigt signal til Cubas nye præsident, Raul Castro
De mennesker, der har lidt og stadig lider under regimet, er naturligvis skuffede over EU’s skridt. Til dem må vi bare sige, at EU altid er parat til at se gennem fingre med den slags småting for i stedet at indgå ”dialog” med totalitære regimer. Så regn ikke med EU.
fredag den 27. juni 2008
mandag den 23. juni 2008
Os og dem
Af Jesper M. Rosenløv
Fodboldfeberen raser i disse uger over Europa. Som en engelsk fodboldspiller engang sagde: ”Nogle siger, at fodbold er lige så vigtigt som selve livet. Det er helt forkert. Fodbold er langt vigtigere.” Og det skal jeg da lige love for bliver bekræftet i disse dage. Begejstrede fans går hele følelsesregistret igennem, når deres hold udkæmper de intense kampe på grønsværen. Nervepirrende spænding, grænseløs glæde og afgrundsdyb skuffelse. De følelsesmæssige reaktioner efterlader ikke megen tvivl om, at der for mange tilskuere er tale om en reel stress-situation, når nationens hold løber på banen.
Og netop i sådanne stress-situationer kommer det dybeste frem i mennesker. ”Det sande jeg” afslører sig og fortæller en hel del om, hvilke sympatier man nærer og hvilken identitet, man dybest set selv mener, man besidder. Som Ralf Pittelkow påpegede i sin kommentar, ”Myterne om nationens død” (JP 22-6-08), har folk ”mildt sagt ingen problemer med at finde ud af, hvem de skal holde med, når deres land er repræsenteret på banen.” Det er nemlig deres hold, nationens hold, der spiller.
En sær følelse griber således også mange danskere, når Danmark spiller. Det er ganske vist ”kun” sport og dermed i høj grad blot leg og sjov, men selve konkurrenceelementet gør nu alligevel, at vi føler, at det er vores ære og omdømme, der er på spil, når vores drenge spiller.
Men nu er Danmark jo ikke med. Derfor kan det være svært (for ikke at sige umuligt) at mobilisere de samme følelser, når vi overværer dette EM. Selvfølgelig kan man nære visse sympatier. Svenskerne var jo med. Og jo – det er da fint, hvis broderfolket klarer sig godt. Mange ville måske også investere et vist følelsesmæssigt engagement, når de overværer en række kampe og kommer til at holde med det hold, som de mener spiller bedst. Personligt synes jeg da, at det var ærgerligt, at de velspillende hollændere røg ud. Og det var helt rart, at spaniolerne fik ram på de kedeligt spillende italienere. Der er således en vis grad af tilfredshed, når vi konstaterer, at de hold som vi i mangel af bedre holder med klarer sig godt.
Men så heller ikke meget mere. Kunne man f.eks. forestille sig en folkefest i Danmark, hvis svenskerne vandt EM? Ville folk hoppe i springvand, danse rundt på gader og stræder med svenske flag? Næppe, for det er jo ikke det samme – det er ikke os.
Derfor er det jo mildest talt også interessant at se de tusinder af herboende tyrkere fejre de tyrkiske sejre ved EM. I flere danske byer har der således været fest i gaden efter de tyrkiske sejre over Tjekkiet og Kroatien. Der er ingen tvivl om, at tyrkerne ser det som en enorm national optur nu at være i semifinalen. Hør blot den tyrkiske træners kommentar: ”Nationen kan nu være stolt af deres landshold”. Og den går lige ind hos tyrkerne – også dem i Danmark.
Men det underlige er jo, at tyrkere bosat i Danmark burde have skiftet identitet. Hvis vi skal tro den humanistiske meningselite, så skifter ens identitet jo lige så snart, man får et dansk pas. De fremmede, der har dansk statsborgerskab er lige så danske som alle os andre, hører vi ustandseligt.
Men den floskel modbevises gang på gang i disse uger. Det er helt tydeligt, at tyrkerne ikke har skiftet identitet, sympatier og tilhørsforhold. Tyrkiet er deres land og det tyrkiske landshold deres hold. Der er jo i bund og grund noget dybt dybt bizart i her i Danmark at skulle overvære horder af larmende tyrkere fejre det tyrkiske landshold succes. Biler med hornet i bund, hundredvis af tyrkiske flag og festklædte tyrkere. Hvad sker der? Tjah, nok er synet bizart, men vel ikke overraskende. Og det fortæller os én ting – når det kommer til en emotionel tilknytning til Danmark, så kan vi kun regne med os selv – os rigtige danskere – ikke dem, de andre.
Fodboldfeberen raser i disse uger over Europa. Som en engelsk fodboldspiller engang sagde: ”Nogle siger, at fodbold er lige så vigtigt som selve livet. Det er helt forkert. Fodbold er langt vigtigere.” Og det skal jeg da lige love for bliver bekræftet i disse dage. Begejstrede fans går hele følelsesregistret igennem, når deres hold udkæmper de intense kampe på grønsværen. Nervepirrende spænding, grænseløs glæde og afgrundsdyb skuffelse. De følelsesmæssige reaktioner efterlader ikke megen tvivl om, at der for mange tilskuere er tale om en reel stress-situation, når nationens hold løber på banen.
Og netop i sådanne stress-situationer kommer det dybeste frem i mennesker. ”Det sande jeg” afslører sig og fortæller en hel del om, hvilke sympatier man nærer og hvilken identitet, man dybest set selv mener, man besidder. Som Ralf Pittelkow påpegede i sin kommentar, ”Myterne om nationens død” (JP 22-6-08), har folk ”mildt sagt ingen problemer med at finde ud af, hvem de skal holde med, når deres land er repræsenteret på banen.” Det er nemlig deres hold, nationens hold, der spiller.
En sær følelse griber således også mange danskere, når Danmark spiller. Det er ganske vist ”kun” sport og dermed i høj grad blot leg og sjov, men selve konkurrenceelementet gør nu alligevel, at vi føler, at det er vores ære og omdømme, der er på spil, når vores drenge spiller.
Men nu er Danmark jo ikke med. Derfor kan det være svært (for ikke at sige umuligt) at mobilisere de samme følelser, når vi overværer dette EM. Selvfølgelig kan man nære visse sympatier. Svenskerne var jo med. Og jo – det er da fint, hvis broderfolket klarer sig godt. Mange ville måske også investere et vist følelsesmæssigt engagement, når de overværer en række kampe og kommer til at holde med det hold, som de mener spiller bedst. Personligt synes jeg da, at det var ærgerligt, at de velspillende hollændere røg ud. Og det var helt rart, at spaniolerne fik ram på de kedeligt spillende italienere. Der er således en vis grad af tilfredshed, når vi konstaterer, at de hold som vi i mangel af bedre holder med klarer sig godt.
Men så heller ikke meget mere. Kunne man f.eks. forestille sig en folkefest i Danmark, hvis svenskerne vandt EM? Ville folk hoppe i springvand, danse rundt på gader og stræder med svenske flag? Næppe, for det er jo ikke det samme – det er ikke os.
Derfor er det jo mildest talt også interessant at se de tusinder af herboende tyrkere fejre de tyrkiske sejre ved EM. I flere danske byer har der således været fest i gaden efter de tyrkiske sejre over Tjekkiet og Kroatien. Der er ingen tvivl om, at tyrkerne ser det som en enorm national optur nu at være i semifinalen. Hør blot den tyrkiske træners kommentar: ”Nationen kan nu være stolt af deres landshold”. Og den går lige ind hos tyrkerne – også dem i Danmark.
Men det underlige er jo, at tyrkere bosat i Danmark burde have skiftet identitet. Hvis vi skal tro den humanistiske meningselite, så skifter ens identitet jo lige så snart, man får et dansk pas. De fremmede, der har dansk statsborgerskab er lige så danske som alle os andre, hører vi ustandseligt.
Men den floskel modbevises gang på gang i disse uger. Det er helt tydeligt, at tyrkerne ikke har skiftet identitet, sympatier og tilhørsforhold. Tyrkiet er deres land og det tyrkiske landshold deres hold. Der er jo i bund og grund noget dybt dybt bizart i her i Danmark at skulle overvære horder af larmende tyrkere fejre det tyrkiske landshold succes. Biler med hornet i bund, hundredvis af tyrkiske flag og festklædte tyrkere. Hvad sker der? Tjah, nok er synet bizart, men vel ikke overraskende. Og det fortæller os én ting – når det kommer til en emotionel tilknytning til Danmark, så kan vi kun regne med os selv – os rigtige danskere – ikke dem, de andre.
onsdag den 18. juni 2008
Debatindlæg i Ræson om integrationspolitik
Af
I den seneste udgave af det ambitiøse tidsskrift Ræson diskuterer jeg med Mehmet Necef om integrationspolitik. Den samlede debat kan kun læses i bladet, men den sidste del af debatduellen skulle gerne i tidens fylde komme på hjemmesiden. Her fra min indledning:
En af de største gåder i de sidste 20-30 års integrationsdebat herhjemme har været, hvorfor ingen har diskuteret kulturens betydning for en vellykket integration af indvandrere fra fremmede, dvs. ikke-vestlige kulturer.
Gåden ophører selvfølgelig med at være en gåde, når man forklarer uvilligheden til at diskutere kultur med politisk korrekthed. Kultur er tabu, fordi kultur er noget rigidt, noget statisk, noget der vanskeligt kan formes og ændres. Man kan ikke bare vælge at skifte kultur over night, ligesom man kan skifte politisk holdning. Kultur er selvfølgelig også tabu, fordi kultur virker ekskluderende og fremmer chauvinismen: vi foretrækker vores egen kultur og ser ned på andres kultur.
Uvilligheden kan også forklares med, at kultur er vanskeligt håndgribeligt. Det er svært at sætte ord på kulturen, fordi den har at gøre med uformelle normer for adfærd, uformulerede værdier og holdninger, uskrevne regler, ubevidste antagelser og kommer til udtryk i sådan noget som underforståede måder at kommunikere på som f.eks. ironi.
Alligevel er det helt afgørende at tale om kultur. For årsagen til dårlig eller fejlslagen integration har netop ikke kun at gøre med sociale forhold, f.eks. arbejdsløshed, dårlige boliger og dårlig uddannelse. Tilsvarende kan integrationen heller ikke løses blot ved, at der rettes på disse forhold gennem social ingeniørkunst eller flere velmenende politiske initiativer. Det er en historisk lektie, vi burde have lært: Problemerne stikker dybere. Og kultur er et sådant dybdeniveau, vi skal nå ned til, hvis vi overhovedet skal gøres os håb om at løse integrationen. Kultur har nemlig at gøre med menneskers livsform og med det, der betyder allermest for mennesker, som de er flest. Nemlig identitet.
Dog er der ved at ske noget nyt i integrationsdebatten, heldigvis. Villy Søvndals berømte og berygtede retorik er blot et symptom på denne vending mod det kulturelle som forklaringsmønster. Selv på venstrefløjen er det altså ved at dæmre, at kultur betyder noget. Alligevel er det nødvendigt gang på gang at hamre denne pointe igennem; for Søvndal bliver jo stadig angrebet af både partifæller og af de radikale, der stadig mener, at de grundlæggende konflikter i vores samfund skyldes sociale problemer, og at opgaven er at ”komme i dialog med hinanden.” Man kan endda høre borgerlige politikere sige, at problemerne udelukkende er sociale.
Enhver kan dog – eller burde dog kunne – sige sig selv, at kultur er vigtig for integrationen. Vellykket integation afhænger jo i højeste grad af sådan noget som sekularisering; opdragelse; ligestilling; forhold til autoriteter; borgerlige dyder som høflighed, pålidelighed og ærlighed; gensidighed; loyalitet over for andre end de nærmeste; ytringsfrihed og så videre.
Dyrker man en fremmed kultur som f.eks. den muslimske i et vestligt land som Danmark, er det klart, at man står i fare for at blive fremmedgjort i forhold til dette lands kultur og bærende normer. Det kan give sig udslag i almindelig utilpassethed, mistillid og endda had til det omgivende samfund; praktiske konsekvenser kan blive tyveri, hærværk, overfald, bilafbrændinger eller, i skærpet form som hos de radikale bevægelser som Hizb-ut-Tahrir, en total forkastelse af demokratiet. Min pointe er, at der kun er gradvise forskelle mellem den anonyme, fremmedgjorte indvandrer og disse højrøstede bevægelser. Kulturen er den fælles forklaring på deres adfærd.
Villy Søvndal gør ret i at kritisere radikale muslimer hårdt. Men han har ikke ret i, at der kun foreligger et demokratisk problem, der kan løses gennem oplysning eller beskæftigelse. Medlemmer af radikale bevægelser er jo borgerligt set selvforsøgende og tilhører en veluddannet middelklasse. Desuden finder flere og flere indvandrere, også blandt de yngre generationer, deres identitet i islam. Igen: Kulturen giver identitet og en følelse af at høre hjemme. Men altså ikke hjemhørighed i værtslandets kultur.
Hermed også sagt noget om, hvor vanskelig en integrationsopgave, vi står over for, når det gælder om at vende udviklingen, der går den gale vej. I starten sagde man, at indvandrere med tiden af sig selv ville blive som os danskere. Da det ikke skete, begyndte man at lave danskerne om; danskerne skulle blive mere åbne, og man stigmatiserede de få kættere, der talte om kultur, og som ville give forrang til dansk kultur. I nyeste tid er man så nået der, hvor politikere vil gribe ind i kulturen for at gennemtvinge integrationen; man vil lave særbehandling af forskellig art, lige fra indførelsen af halalkød, badeforhæng og bederum i offentlige institutioner til at kræve, at der udvises særlig hensyntagen over for islamiske dogmer i spørgsmål om ytringsfrihed.
Efter min mening kommer det nationale ind som en mulig løsning. Nationale fællesskaber bliver netop ikke overflødiggjorte i globaliseringens tidsalder. Tværimod tror jeg, at de har fremtiden for sig, efterhånden som flere og flere besinder sig på deres kulturelle ophav, indser dens goder og føler behov for forankring. En national kultur tilbyder nemlig noget reelt: den giver loyalitet mellem medlemmerne og tillader en stærk tillidskultur at vokse frem. Danmark er et af de bedste eksempler i verden. Det er et kulturelt homogent land, hvor langt de fleste naturligt føler sig som danskere og har en meget høj grad af tillid til hinanden. Der er en væsentlig sammenhængskraft i landet.
Indvandrere kan naturligvis blive en del af denne nationale kultur, hvis de vel at mærke tilpasser sig den. Assimilation er derfor ordet, der bør erstatte ordet integration, for så vidt der med ordet integration menes, at to forskellige kulturer skal integreres i hinanden, smelte sammen, og ud af det skal så komme en helt anderledes, tredje kultur. Det er efter min mening en helt forfejlet tilgang og udtryk for en svækkelse i vores kulturelle selvfølelse. Det er udtryk for en slags forkastelsens kultur, hvor vi konstant rakker end på vores eget og ukritisk lefler for det eksotiske andet.
I sidste instans fordrer assimilationen nok, at man gifter sig på kryds og tværs. Altså at indvandrere bliver dele af de danske familier, af det, man kunne kalde det danske folk. At man deler blod, for nu at sige det skarpt.
Det afgørende er dog, for nu at tage en oplagt indvending i opkøbet, at der sker frivilligt; man kan netop ønske sig at blive del af den danske kultur, man kan vælge den til. Det nationale er netop ikke noget komplet statisk, for så vidt som det er kulturelt bestemt. Men det er klart, at det er svært at blive en del af nationen, og det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden – om det vil lykkes. Det kræver dog, at vi forstår, at kultur betyder noget, og at kultur ikke blot er noget, vi har tilfælles, men også noget, der adskiller.
Hvad jeg plæderer for er altså, at vi bevarer og understøtter en national kernekultur og kræver, at fremmede tilpasser sig den. Samtidig må vi afvise multikulturalismen, for det skaber blot polarisering, had og fjendtlighed grupper imellem. Sålænge danskerne udviser stolthed over deres kultur og forlanger, at indvandrere skal tilpasse sig den, fordi vi har noget godt at tilbyde, er vi nået langt.
Så vil vi nok heller ikke blive mødt af den foragt, der kommer af, at vi ikke tør stå ved det, der er vores, herunder vores protetantiske religion. Muslimer kan således respektere os som andet end ugudelige, æreløse og dekadente mennesker fyldt med apati, dårlig samvittighed og selvforagt. Og på den anden side møder vi heller ikke muslimer som ofre, der skal ydmyges med medlidenhed.
mandag den 16. juni 2008
Det minder om noget i 30'erne...
Af Jesper M. Rosenløv
Modsat Frankrigs og Hollands nej, har EU-toppen meddelt, at Irlands nej ikke får konsekvenser for gennemførelsen af den nye Lissabon-traktat. Hermed bryder EU nu sit eget princip om, at det er alle medlemslande, der skal godkende en ny traktat, før en sådan kan træde i kraft.
Et helt uhyrligt brud på egne erklærede principper og regler. Alle lande er lige, men nogle er åbenbart mere lige end andre – det er jo rart at vide, særligt for de små lande.
At EU nok skulle finde frem til en udemokratisk fuskerløsning på det irske nej, er vi vist mange, der ikke var i tvivl om. Men at de så tydeligt skulle tilsidesætte egne love og regler overrrasker nu alligevel og vidner kun om oligarkernes magtfuldkommenhed. Man fornemmer en tendens – og en hensigt. Føj!
Desuden besluttede EU så i denne uge, at der ikke skal gennemføres sanktioner mod Iran, til trods for at man er klar over, hvor det bærer henad med Irans atomprogram. Og samtidig vedtog man så også, at man da ikke så nogen grund til at boykotte OL-åbningsceremonien i Beijing.
Ja, det er vel nok en hyggelig forening, vi der er blevet medlem af. Hitlers Neuropa kunne næppe have fremvist større mangel på demokratisk sindelag, mangel på respekt for folkenes selvbestemmelsesret og mangel på en fast kurs overfor totalitære diktaturstater.
Måske har man i EU erkendt, at man trods alt deler et udemokratisk værdifællesskab med Iran og Kina.
Modsat Frankrigs og Hollands nej, har EU-toppen meddelt, at Irlands nej ikke får konsekvenser for gennemførelsen af den nye Lissabon-traktat. Hermed bryder EU nu sit eget princip om, at det er alle medlemslande, der skal godkende en ny traktat, før en sådan kan træde i kraft.
Et helt uhyrligt brud på egne erklærede principper og regler. Alle lande er lige, men nogle er åbenbart mere lige end andre – det er jo rart at vide, særligt for de små lande.
At EU nok skulle finde frem til en udemokratisk fuskerløsning på det irske nej, er vi vist mange, der ikke var i tvivl om. Men at de så tydeligt skulle tilsidesætte egne love og regler overrrasker nu alligevel og vidner kun om oligarkernes magtfuldkommenhed. Man fornemmer en tendens – og en hensigt. Føj!
Desuden besluttede EU så i denne uge, at der ikke skal gennemføres sanktioner mod Iran, til trods for at man er klar over, hvor det bærer henad med Irans atomprogram. Og samtidig vedtog man så også, at man da ikke så nogen grund til at boykotte OL-åbningsceremonien i Beijing.
Ja, det er vel nok en hyggelig forening, vi der er blevet medlem af. Hitlers Neuropa kunne næppe have fremvist større mangel på demokratisk sindelag, mangel på respekt for folkenes selvbestemmelsesret og mangel på en fast kurs overfor totalitære diktaturstater.
Måske har man i EU erkendt, at man trods alt deler et udemokratisk værdifællesskab med Iran og Kina.
tirsdag den 10. juni 2008
Et delt folk (fortsat)
Morten Uhrskov Jensens bog, Et delt folk, udkom d. 5. juni 2008. Som nævnt tidligere har bogen allerede fået en god omtale af Arne Hardis i Weekendavisen (23-5-08).
Jyllandsposten bragte desuden på udgivelsesdagen et langt og fair interview med Uhrskov (Orla Borg: ”Et delt folk?”). Her lyder det bl.a.: ”I en ny bog om Danmarks udlændingepolitik fra 1983 til 2008 retter forfatteren en skarp kritik af de politikere, der har haft ansvaret. De har delt folket og sendt det ud i en kulturel selvopgivelse […] Konklusionen fylder 19 sider ud af de i alt 612 sider. I bogen gennemgår Uhrskov Jensen systematisk lovgivning, folketingsdebatter, mediedebat og betænkninger om, hvordan de danske udlændingelove er blevet til, og hvilke konsekvenser de har haft. En af hans konklusioner er, at politikerne har udvist en laden-stå-til-holdning over for indvandringen og derved har skabt det, Uhrskov Jensen kalder et delt folk. Udlændingedebatten er blevet det væsentligste diskussionsemne i Danmark, og det har splittet venskaber, bekendtskaber, kollegiale forhold og familieforhold i et for eller et imod i en sådan grad, at den danske befolkning er i splid med sig selv. Morten Uhrskov Jensen siger, at han har skrevet bogen på vegne af de dårligst stillede danskere, som eksempelvis bor i socialt boligbyggeri, og som i langt højere grad end den bedre stillede middelklasse i villakvartererne har oplevet ændringer i deres egne levevilkår på baggrund af indvandringen.”
Klaus Rothstein omtaler ligeledes bogen i Weekendavisen (6-6-08) i artiklen ”Farvel til foregangslandet”. Sært indflettet i et sentimentalt tilbageblik på sin egen rolle i udlændingedebatten og en længere svada af pladderhumanisme og grov manipulering af hele udlændingeproblematikken (hvilket viser, at Rothstein endnu ikke har fattet en bønne), får han da nævnt, at ”bogen er en citatkompilering fra den danske udlændingedebat 1983-2008. Forfatterens eget udgangspunkt er højreorienteret og nationalt (han redigerer tidsskriftet Nomos, og bogen udkommer på forlaget Lysias, så vi er altså i det miljø, hvor Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti regerer), men bogens alenlange tilbageblik på debatter i folketing og offentlighed, er loyalt refererende, om end de naturligt nok er udtryk for prioriteringer, vinklinger, valg og fravalg. Som kilde- og citatsamling er bogen særdeles indholdsrig og interessant.”
Også P1 bragte (10-6-08) et interview med Uhrskov om bogen, der kan høres hér.
Endelig har Uhrskov selv et indlæg i dagens udgave (10-6-08) af Kristeligt Dagblad (se nedenfor)
Jyllandsposten bragte desuden på udgivelsesdagen et langt og fair interview med Uhrskov (Orla Borg: ”Et delt folk?”). Her lyder det bl.a.: ”I en ny bog om Danmarks udlændingepolitik fra 1983 til 2008 retter forfatteren en skarp kritik af de politikere, der har haft ansvaret. De har delt folket og sendt det ud i en kulturel selvopgivelse […] Konklusionen fylder 19 sider ud af de i alt 612 sider. I bogen gennemgår Uhrskov Jensen systematisk lovgivning, folketingsdebatter, mediedebat og betænkninger om, hvordan de danske udlændingelove er blevet til, og hvilke konsekvenser de har haft. En af hans konklusioner er, at politikerne har udvist en laden-stå-til-holdning over for indvandringen og derved har skabt det, Uhrskov Jensen kalder et delt folk. Udlændingedebatten er blevet det væsentligste diskussionsemne i Danmark, og det har splittet venskaber, bekendtskaber, kollegiale forhold og familieforhold i et for eller et imod i en sådan grad, at den danske befolkning er i splid med sig selv. Morten Uhrskov Jensen siger, at han har skrevet bogen på vegne af de dårligst stillede danskere, som eksempelvis bor i socialt boligbyggeri, og som i langt højere grad end den bedre stillede middelklasse i villakvartererne har oplevet ændringer i deres egne levevilkår på baggrund af indvandringen.”
Klaus Rothstein omtaler ligeledes bogen i Weekendavisen (6-6-08) i artiklen ”Farvel til foregangslandet”. Sært indflettet i et sentimentalt tilbageblik på sin egen rolle i udlændingedebatten og en længere svada af pladderhumanisme og grov manipulering af hele udlændingeproblematikken (hvilket viser, at Rothstein endnu ikke har fattet en bønne), får han da nævnt, at ”bogen er en citatkompilering fra den danske udlændingedebat 1983-2008. Forfatterens eget udgangspunkt er højreorienteret og nationalt (han redigerer tidsskriftet Nomos, og bogen udkommer på forlaget Lysias, så vi er altså i det miljø, hvor Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti regerer), men bogens alenlange tilbageblik på debatter i folketing og offentlighed, er loyalt refererende, om end de naturligt nok er udtryk for prioriteringer, vinklinger, valg og fravalg. Som kilde- og citatsamling er bogen særdeles indholdsrig og interessant.”
Også P1 bragte (10-6-08) et interview med Uhrskov om bogen, der kan høres hér.
Endelig har Uhrskov selv et indlæg i dagens udgave (10-6-08) af Kristeligt Dagblad (se nedenfor)
25 års udlændingepolitik har været en rejse i uforstand
Af Morten Uhrskov Jensen
Under min gennemgang af kilderne - kommissionsbetænkninger, folketingsdebatter og pressens behandling af emnet - til min bog "Et delt folk" om den danske udlændingepolitik og debatten herom i årene 1983 til 2008 var der en række ting, der slog mig.
Især i starten af perioden var de skældsord og nedsættende betegnelser, der blev anvendt om kritikerne af den liberale udlændingelov af 1983, ualmindelig grove, langt grovere end i dag. Når Jørgen Poulsen fra Ny Alliance i dag sammenligner Dansk Folkepartis annoncekampagne mod brug af det muslimske hovedtørklæde ved domstolene med nazitidens propaganda, så er der tale om en rest af den sprogbrug, der blev anvendt for cirka 20 år siden. Dengang var det helt almindeligt at tale om "racehad" og at benævne kritikerne af indvandringen til Danmark som fascister, nazister og racister.
Det var ligeledes helt normalt at insistere på, at befolkningen trængte til opdragelse for at lære at forstå, at modtagelse af et stort antal flygtninge ikke alene var en pligt, men en velsignelse for det danske samfund og for den enkelte.
Ebba Strange, medlem af Folketinget for SF i mere end 20 år, udtalte således under en folketingsdebat i 1986, at "vi ved ikke præcis, hvor den grænse [for hvor mange flygtninge Danmark kunne modtage] ligger, den er nemlig blandt andet psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed".
Således var det for Ebba Strange blot et spørgsmål om at tilegne sig - gennem oplæring - det rette sindelag, så ville det kun spille en ringe rolle, hvor stort antallet var. Et forsigtigt skøn inden stramningen i 1986 (hvorefter asylsøgere kunne sendes tilbage til et sikkert land, hvis de var kommet derfra) var, at Danmark det år ville have modtaget 25.000 asylsøgere, hvis ikke Folketinget havde grebet ind.
Det var ligeledes langt op i tiden almindeligt at henvise til, at kritikerne af udlændingepolitikken baserede deres påstande på myter. Dorte Bennedsen, der var Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, mente i 1998, at "meget ofte fungerer de nye danskere bedre i små miljøer. Fakta og tal kan aflive myterne. Så kan man på baggrund af tallene give sig til at diskutere, om der er for mange. Men så bliver diskussionen mere reel". Der var ganske vist i 1998 masser af tal, der viste, at integrationen af indvandrere og flygtninge fra især muslimske lande gik ad Wandsbeck til, men for Dorte Bennedsen var det altså blot myter.
De humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder (tidligere Center for Menneskerettigheder) udgør et kapitel for sig, især i perioden frem til folketingsvalget i 2001. Igen og igen optrådte deres talspersoner i medierne, og ikke én gang har jeg kunnet finde, at de forsvarede en stramning af udlændingeloven. Utallige var de gange, hvor de mente, at nu havde Danmark overtrådt de internationale konventioner, skønt Danmark ikke på noget tidspunkt har overtrådt nogen konvention, der havde eller har forbindelse til den danske udlændingelovgivning.
Organisationerne glemte at fortælle, at de ikke repræsenterede et sagligt standpunkt, men i stedet havde deres egen politiske dagsorden, nemlig at være for enhver lempelse og imod enhver stramning af den danske udlændingelovgivning. De glemte at fortælle, at internationale konventioner i meget høj grad er åbne for fortolkning, og at konventionerne derfor også kunne fortolkes sådan, så der blev lagt vægt på statens suveræne ret til at beslutte sin politik på udlændingeområdet.
Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, sagde således om en dom, der udviste en tyrker, der var dømt for en række røveriske overfald på ældre mennesker i Vollsmose, at "dommen er en krænkelse af vores internationale forpligtelser, som sikrer retten til at være sammen med sin familie og opretholder princippet om, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit statsborgerskab. Vi taler om en mand, der er født i Danmark og har boet her i alle sine 23 leveår. Han må betragtes som dansker".
Pointen her er naturligvis ikke, at Morten Kjærum ikke måtte mene, at tyrkeren burde have lov til at blive i Danmark efter endt fængselsstraf. Pointen er, at Morten Kjærum ikke udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, når han hævdede, at Danmark ikke kunne udvise ham uden at bryde konventionerne.
Morten Kjærum optrådte her, som i andre sammenhænge, som politiker, og han ønskede at udvande betydningen af statsborgerskabet, så staterne ikke længere kunne benytte sig af muligheden for at udvise personer, der havde begået grov kriminalitet. Man skal erindre sig, at Institut for Menneskerettigheder er betalt af de danske skatteydere, og at man derfor burde forvente, at instituttet var i stand til at levere en nogenlunde saglig, juridisk analyse. Det har blot ofte ikke været tilfældet.
Historien om kriminalitet begået af indvandrere og flygtninge er en temmelig absurd historie for sig. Der blev ikke før 1994 ført statistik, der opgjorde kriminaliteten efter nationalitet, og der fægtedes derfor i blinde. Det har muligvis været derfor, at Ole Espersen fra Socialdemokratiet i 1983 i et indlæg i dagbladet Aktuelt skrev, at "indvandrerne udgør tværtimod en gruppe, der er mere lovlydig, end danske statsborgere i gennemsnit er det". Som tallene kom frem, dokumenteredes det modsatte af det, som Ole Espersen havde påstået, men det fik kun den virkning, at tilhængerne af en liberal udlændingelov hævdede, at det skyldtes udlændingenes sociale og økonomiske marginalisering i det danske samfund.
Den fulde konsekvens blev draget af Det Europæiske Overvågningscenter, EUMC, der i 2002 kategoriserede det som et udslag af intolerance, hvis man i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse havde svaret, at man mente, at indvandrere var mere kriminelle end danskere.
Et gennemgående træk helt frem til vedtagelsen af de nuværende stramninger af udlændingepolitikken i 2002 var, at man hævdede, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at stramme yderligere. Forfatter og journalist Klaus Rothstein skrev således i begyndelsen af 2002, at "de, der troede, at proppen ville blive sat i, kan godt forberede sig på at tro om igen". Som var det en græsk tragedie, hvor skæbnen er alt og menneskers handlen intet, kunne det danske Folketing altså intet gøre. Der kunne ikke strammes. Som med konventionerne viste også dette sig at være forkert. Vi har stadig til gode at høre fortalerne for skæbneteorien om, hvorfor de tog fejl.
Historien om den danske udlændingepolitik i perioden 1983 til 2008 er en historie i to akter. Efter folketingsvalget i 2001 viste Folketingets nye flertal, at det var muligt at tilbagerulle flertallet af de lempelser, der var et resultat af loven i 1983. Indtil valget i 2001 er det imidlertid en både vanvittig og tragikomisk fortælling, vi er vidner til. I 1983 vedtog alle Folketingets partier på nær Fremskridtspartiet en udlændingelov med bind for øjnene. Loven var et resultat af en mindretalsudtalelse fra den kommission, der skulle lave et udkast til ny udlændingelov.
Mindretalsudtalelsen var givetvis i alt væsentligt udarbejdet af daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, Hans Gammeltoft-Hansen. Men loven blev først og fremmest vedtaget af et folketingsflertal, der ikke anede, hvad det foretog sig. Det kan siges at være slemt nok, at rigets lovgivere altså vedtog en lov, hvis konsekvenser de ikke havde nogen mulighed for at overskue. Men værre var dog, at Folketingets flertal ikke efter få år kunne indse, at loven var en katastrofe og følgelig måtte laves om.
Denne forbløffende stædighed er kommet til at koste Danmark dyrt, og den har skabt en splittelse blandt danskerne som intet andet emne. Det danske samfund må i dag leve med spændinger, som ville have været utænkelige for et kvart århundrede siden.
Hvis man som historiker eller som almindelig interesseret borger vil finde et eksempel på menneskers uforstand, indbildskhed og irrationalitet, så skal man studere historien om den danske udlændingepolitik.
- Kronik i Kristeligt Dagblad, 10-5-08
Under min gennemgang af kilderne - kommissionsbetænkninger, folketingsdebatter og pressens behandling af emnet - til min bog "Et delt folk" om den danske udlændingepolitik og debatten herom i årene 1983 til 2008 var der en række ting, der slog mig.
Især i starten af perioden var de skældsord og nedsættende betegnelser, der blev anvendt om kritikerne af den liberale udlændingelov af 1983, ualmindelig grove, langt grovere end i dag. Når Jørgen Poulsen fra Ny Alliance i dag sammenligner Dansk Folkepartis annoncekampagne mod brug af det muslimske hovedtørklæde ved domstolene med nazitidens propaganda, så er der tale om en rest af den sprogbrug, der blev anvendt for cirka 20 år siden. Dengang var det helt almindeligt at tale om "racehad" og at benævne kritikerne af indvandringen til Danmark som fascister, nazister og racister.
Det var ligeledes helt normalt at insistere på, at befolkningen trængte til opdragelse for at lære at forstå, at modtagelse af et stort antal flygtninge ikke alene var en pligt, men en velsignelse for det danske samfund og for den enkelte.
Ebba Strange, medlem af Folketinget for SF i mere end 20 år, udtalte således under en folketingsdebat i 1986, at "vi ved ikke præcis, hvor den grænse [for hvor mange flygtninge Danmark kunne modtage] ligger, den er nemlig blandt andet psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed".
Således var det for Ebba Strange blot et spørgsmål om at tilegne sig - gennem oplæring - det rette sindelag, så ville det kun spille en ringe rolle, hvor stort antallet var. Et forsigtigt skøn inden stramningen i 1986 (hvorefter asylsøgere kunne sendes tilbage til et sikkert land, hvis de var kommet derfra) var, at Danmark det år ville have modtaget 25.000 asylsøgere, hvis ikke Folketinget havde grebet ind.
Det var ligeledes langt op i tiden almindeligt at henvise til, at kritikerne af udlændingepolitikken baserede deres påstande på myter. Dorte Bennedsen, der var Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, mente i 1998, at "meget ofte fungerer de nye danskere bedre i små miljøer. Fakta og tal kan aflive myterne. Så kan man på baggrund af tallene give sig til at diskutere, om der er for mange. Men så bliver diskussionen mere reel". Der var ganske vist i 1998 masser af tal, der viste, at integrationen af indvandrere og flygtninge fra især muslimske lande gik ad Wandsbeck til, men for Dorte Bennedsen var det altså blot myter.
De humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder (tidligere Center for Menneskerettigheder) udgør et kapitel for sig, især i perioden frem til folketingsvalget i 2001. Igen og igen optrådte deres talspersoner i medierne, og ikke én gang har jeg kunnet finde, at de forsvarede en stramning af udlændingeloven. Utallige var de gange, hvor de mente, at nu havde Danmark overtrådt de internationale konventioner, skønt Danmark ikke på noget tidspunkt har overtrådt nogen konvention, der havde eller har forbindelse til den danske udlændingelovgivning.
Organisationerne glemte at fortælle, at de ikke repræsenterede et sagligt standpunkt, men i stedet havde deres egen politiske dagsorden, nemlig at være for enhver lempelse og imod enhver stramning af den danske udlændingelovgivning. De glemte at fortælle, at internationale konventioner i meget høj grad er åbne for fortolkning, og at konventionerne derfor også kunne fortolkes sådan, så der blev lagt vægt på statens suveræne ret til at beslutte sin politik på udlændingeområdet.
Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, sagde således om en dom, der udviste en tyrker, der var dømt for en række røveriske overfald på ældre mennesker i Vollsmose, at "dommen er en krænkelse af vores internationale forpligtelser, som sikrer retten til at være sammen med sin familie og opretholder princippet om, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit statsborgerskab. Vi taler om en mand, der er født i Danmark og har boet her i alle sine 23 leveår. Han må betragtes som dansker".
Pointen her er naturligvis ikke, at Morten Kjærum ikke måtte mene, at tyrkeren burde have lov til at blive i Danmark efter endt fængselsstraf. Pointen er, at Morten Kjærum ikke udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, når han hævdede, at Danmark ikke kunne udvise ham uden at bryde konventionerne.
Morten Kjærum optrådte her, som i andre sammenhænge, som politiker, og han ønskede at udvande betydningen af statsborgerskabet, så staterne ikke længere kunne benytte sig af muligheden for at udvise personer, der havde begået grov kriminalitet. Man skal erindre sig, at Institut for Menneskerettigheder er betalt af de danske skatteydere, og at man derfor burde forvente, at instituttet var i stand til at levere en nogenlunde saglig, juridisk analyse. Det har blot ofte ikke været tilfældet.
Historien om kriminalitet begået af indvandrere og flygtninge er en temmelig absurd historie for sig. Der blev ikke før 1994 ført statistik, der opgjorde kriminaliteten efter nationalitet, og der fægtedes derfor i blinde. Det har muligvis været derfor, at Ole Espersen fra Socialdemokratiet i 1983 i et indlæg i dagbladet Aktuelt skrev, at "indvandrerne udgør tværtimod en gruppe, der er mere lovlydig, end danske statsborgere i gennemsnit er det". Som tallene kom frem, dokumenteredes det modsatte af det, som Ole Espersen havde påstået, men det fik kun den virkning, at tilhængerne af en liberal udlændingelov hævdede, at det skyldtes udlændingenes sociale og økonomiske marginalisering i det danske samfund.
Den fulde konsekvens blev draget af Det Europæiske Overvågningscenter, EUMC, der i 2002 kategoriserede det som et udslag af intolerance, hvis man i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse havde svaret, at man mente, at indvandrere var mere kriminelle end danskere.
Et gennemgående træk helt frem til vedtagelsen af de nuværende stramninger af udlændingepolitikken i 2002 var, at man hævdede, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at stramme yderligere. Forfatter og journalist Klaus Rothstein skrev således i begyndelsen af 2002, at "de, der troede, at proppen ville blive sat i, kan godt forberede sig på at tro om igen". Som var det en græsk tragedie, hvor skæbnen er alt og menneskers handlen intet, kunne det danske Folketing altså intet gøre. Der kunne ikke strammes. Som med konventionerne viste også dette sig at være forkert. Vi har stadig til gode at høre fortalerne for skæbneteorien om, hvorfor de tog fejl.
Historien om den danske udlændingepolitik i perioden 1983 til 2008 er en historie i to akter. Efter folketingsvalget i 2001 viste Folketingets nye flertal, at det var muligt at tilbagerulle flertallet af de lempelser, der var et resultat af loven i 1983. Indtil valget i 2001 er det imidlertid en både vanvittig og tragikomisk fortælling, vi er vidner til. I 1983 vedtog alle Folketingets partier på nær Fremskridtspartiet en udlændingelov med bind for øjnene. Loven var et resultat af en mindretalsudtalelse fra den kommission, der skulle lave et udkast til ny udlændingelov.
Mindretalsudtalelsen var givetvis i alt væsentligt udarbejdet af daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, Hans Gammeltoft-Hansen. Men loven blev først og fremmest vedtaget af et folketingsflertal, der ikke anede, hvad det foretog sig. Det kan siges at være slemt nok, at rigets lovgivere altså vedtog en lov, hvis konsekvenser de ikke havde nogen mulighed for at overskue. Men værre var dog, at Folketingets flertal ikke efter få år kunne indse, at loven var en katastrofe og følgelig måtte laves om.
Denne forbløffende stædighed er kommet til at koste Danmark dyrt, og den har skabt en splittelse blandt danskerne som intet andet emne. Det danske samfund må i dag leve med spændinger, som ville have været utænkelige for et kvart århundrede siden.
Hvis man som historiker eller som almindelig interesseret borger vil finde et eksempel på menneskers uforstand, indbildskhed og irrationalitet, så skal man studere historien om den danske udlændingepolitik.
- Kronik i Kristeligt Dagblad, 10-5-08
fredag den 6. juni 2008
torsdag den 5. juni 2008
Grundlovstale om demokrati og national sammenhængskraft
Af Kasper Støvring
Jeg holder i dag kl. 14 nedenstående tale på Nationalmuseet:
Mit synspunkt er, at et stærkt demokrati som det danske forudsætter en national sammenhængskraft. Jeg vil indlede med at sige noget om, hvad jeg forstår ved sammenhængskraft og national kultur. Eller danskhed, om man vil.
Dernæst vil jeg prøve at forklare, hvorfor sammenhængskraften trives bedst i en national kultur, og hvad vi efter min mening både kan og skal gøre, for at bevare den nationale sammenhængskraft.
1.
Der findes en tonstung dokumentation for, at Danmark er et land med en stærk sammenhængskraft. Det vil sige, at landet bygger på en veludviklet tillidskultur. Og tillid mellem mennesker, der ikke kender hinanden, er dén væsentligste komponent i sammenhængskraft.
Tillid opstår, når mennesker har tætte sociale relationer, hvilket fremmer samarbejde om fælles mål. Den danske tillidskultur er i høj grad baseret på uformelle normer. Det kan være normer for ærlighed, pålidelighed og gensidighed. Altså at man hjælper hinanden.
Det er også veldokumenteret, at denne tillidskultur er med til at gøre danskerne til et af verdens mest tilfredse, fredelige og velstående folk. Samtidig er danskerne et kulturelt homogent folk, hvor der hersker en udbredt positiv nationalfølelse. Langt de fleste danskere er kort sagt stolte af at være danskere.
Konklusionen er derfor nærliggende: Det er den kulturelle integration af borgerne, der skaber en stærk medborgerlig samhørighed og vidtstrakt tillid mellem borgere og stat. Denne tillid og samhørighed går vel at mærke på tværs af sociale skel, og historisk skyldes den bl.a. de mange civile bevægelser, der har eksisteret i Danmark.
2.
Sammenhængskraft er med andre ord kulturelt betinget. Den er betinget af, at vi har en fælles kultur. Lad mig derfor prøve at sige lidt mere om den danske nationalkultur.
At danskerne er et folk, der er dybt forankret i en national kultur vil bl.a. sige, at de i generationer har levet sammen på bestemte måder, på et bestemt territorium og inden for rammerne af den samme stat. Den fælles historie har præget borgerne med nogle samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer.
Det kan være værdier, der kommer til udtryk i folkelige vendinger som ”et ord er et ord”. Det kan være erfaringer med at mødes i frivillige foreninger. Og det kan være former for kommunikation som ironi.
Den danske nationalkultur og den loyalitet, som den fremmer, er bevaringsværdig af flere grunde. Den er nemlig hverken totalitær, abstrakt eller aggressivt selvhævdende som f.eks. den tidlige tyske og den franske nationalisme.
De gensidige bånd mellem danskerne har altså ikke primært været politisk dikterede, men derimod civile. Det har skabt fundamentet for et tvangfrit fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og underforstået.
Det civile engagement er imidlertid også kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab. Det har i historiens løb været udfoldet i sådan noget som andels- og idrætsbevægelserne; i husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne; i det grundtvigske højskoleliv samt i frikirke- og friskolelivet.
Endelig er borgernes indflydelse på staten også tydelig i Danmark. I en nationalstat som den danske er de politiske og retslige institutioner forankret i nationens kulturelle enhed. Det vil sige, at institutionerne i vidt omfang har en særlig mentalitet og nogle implicitte normer og uskrevne regler, der er af national art.
Derfor oplever borgerne, at institutionerne så at sige er udtryk for dem selv og deres værdier. Borgerne kan om institutionerne sige, at de er ”vores” institutioner. Det betyder ikke, at danskerne elsker staten. Men det betyder, at de har en grundlæggende tillid til den.
Hvad der er nok så vigtigt, så skaber alt dette en positiv grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.
Det skal siges, at denne tillid og ansvarlighed også går den anden vej. Altså fra institutionerne til borgerne. Danmark er som bekendt blandt de lande i verden, hvor der er mindst korruption.
3.
Hvad har alt dette så med demokratiet at gøre? Hvorfor er sammenhængskraften så vigtig for demokratiet? Ja, jeg har jo allerede antydet det: Sammenhængskraft skaber simpelt hen et sundt civilt samfund, som er afgørende for et vellykket demokrati.
Hvis der er en stærk sammenhængskraft, kan selv politisk uenige borgere finde sammen i et fælles forsvar for deres interesser og hævdvundne goder, som ellers kunne blive tilsidesat af staten.
Jeg vil gerne sige lidt om et andet og mere intrikat forhold mellem demokrati og kultur. Hvad er et demokratisk fællesskab? Ja, det er først og fremmest fællesskabet om nogle formelle principper, fine idealer og abtrakte værdier som lighed og frihed, der er nedfældet i en demokratisk forfatning.
Men efter min mening er et levedygtigt fællesskab båret af håndgribelige og nære ting som et moders-mål og tilknytning til et fædre-land. Principper alene holder ikke sammen på staten og folket. Et virkeliggjort demokrati svæver heller ikke i luften, men må være forankret i en kultur med fælles normer.
I et frit samfund må der altså eksistere indre moralske bånd imellem borgerne. For kun på den måde kan borgerne acceptere, at der er grænser for deres frihed, at den enes ret altså er den andens pligt.
Demokratiet er med andre ord afhængig af en kultur, som demokratiet ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe, men tværtimod tærer på som en slags ressource. Det sker, når borgerne påbydes at relativere deres egen nationale kultur i mødet med andre kulturer; når de påbydes at give fremmede samme rettigheder og i det hele taget gøre deres pligt og tolerere det, de ikke bryder sig om.
Men skal den demokratiske stat så give lige anerkendelse til den mangfoldighed af kulturer, der befinder sig inden for dens grænser? Ganske uanset disse kulturers værdi, deres karakter og præstationer?
Tilsvarende kan man spørge: Hvis vi relativerer landets traditionelle kernekultur og alene bekender os til en forfatning, risikerer vi så ikke at reducere de demokratiske idealer om lighed og frihed til lige netop dét, altså tomme idealer?
Netop fordi disse idealer er blotte abstraktioner, kan man tvivle på, at de har kraft til at sikre statens stabilitet og borgernes følelse af samhørighed – sammenhængskraften, med andre ord. I krisesituationer kan det komme for en dag. F.eks. under økologiske eller økonomiske kriser, under terrorangreb eller når ytringsfriheden for alvor kommer under pres.
Man skal igen huske på, at en demokratisk orden kun er formel. Den kan derfor vanskeligt tilfredstille folks følelsesmæssige behov for at høre til i et konkret og substantielt fællesskab.
En nation giver faktisk mulighed for en reel positiv anknytning. For den nationale kultur med dens sprog, sange, fejring af helligdage og højtider og så videre, er virkelig i modsætning til en generel forfatningstekst.
4.
Jeg vil gerne afslutte mit oplæg med et memento. Det er nemlig værd at tænke på, at sammenhængskraften hurtigt kan gå tabt. Derimod tager det adskillige hundreder år at opbygge samfund med en stærk sammenhængskraft. Også det forhold er veldokumenteret.
Det er derfor efter min mening afgørende, at vi bevarer den danske nationalkultur. Den er nemlig en kilde til frihed og velstand og til at skabe fælles politiske løsninger inden for nationalstatens grænser.
Sammenhængskraften bevarer vi bl.a. ved at kræve, at andre kulturer tilpasser sig landets kernekultur. Et samfund med en fælles kultur og et fælles moralsk sprog om godt og ondt vil simpelt hen hænge bedre sammen end multikulturelle samfund.
Måske har vi været for hurtige til at afkoble demos fra etnos. Altså den politiske identitet som statsborger fra den etnisk-kulturelle nationale identitet. Et demokrati er jo kun en styreform. Den fastlægger procedurer for, hvordan vi skal handle i politiske uenigheder.
Men før dette ”vi” kan handle, må der overhovedet være et ”vi”. Vi må altså kunne svare på spørgsmålet: Hvem er vi?
onsdag den 4. juni 2008
Muslimsk ”logik”, lektion 1
Af Jesper M. Rosenløv
Al Qaida har i dag påtaget sig skylden for bombeangrebet mod den danske ambassade i Islamabad. Angrebet betegner de desuden som hævn for Muhammedtegningerne. Det er jo tankevækkende. Få vil sikkert beskrive islam og islamiske ledere som værende præget af logisk stringens. Men her topper de dog alligevel stupiditetsbarometret.
Bekræfter dette…
…ikke netop pointen i dette…
Dooo!!!
Al Qaida har i dag påtaget sig skylden for bombeangrebet mod den danske ambassade i Islamabad. Angrebet betegner de desuden som hævn for Muhammedtegningerne. Det er jo tankevækkende. Få vil sikkert beskrive islam og islamiske ledere som værende præget af logisk stringens. Men her topper de dog alligevel stupiditetsbarometret.
Bekræfter dette…
…ikke netop pointen i dette…
Dooo!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)