Svar på Henrik Marstals kritik

Af Kasper Støvring

Forfatteren og musikeren Henrik Marstal retter i en kommentar i Berlingske Tidende den 18. februar en række angreb på mit ”naive” kultursyn, som jeg har fremført i en kronik i samme avis den 26. januar. I Marstals kommentar hedder det bl.a.:

”Støvring hævder, at »vi har grund til udvise stolthed over vores kultur«. Han begrunder det med den sammenhængskraft, frihed og velstand, som det danske samfund kan udvise til inspiration for muslimske indvandrere - der følgelig anbefales at underlægge sig denne kultur.

Men hvad menes der egentlig med »vi« og »vores kultur« i hans udsagn? I sin kronik giver Støvring mellem linjerne selv svaret: Med »vi« menes der hvide, etniske danskere fra Gedser til Skagen, og med udtrykket »vores kultur« menes det sæt af kulturelle vaner og mønstre, der udelukkende skulle høre hvide, etniske danskere til. Han tror åbenbart, at kulturen helt uproblematisk opererer efter en opdeling i et »vi« og et »de«, til trods for at en sådan opdeling mistede sin aktualitet allerede i 1960'ernes Danmark.

At mange opfatter den muslimske verden som en trussel, sådan som Støvring hævder, er netop en omstændighed, som kulturen konstant nedbryder. For at tage et par aktuelle eksempler fra musikkens verden, er det tankevækkende hvordan Isam B's version af »I Danmark er jeg født« og Natasjas »Giv mig DK tilbage« begge medvirker til at italesætte danskheden på en måde, som fremmer den fælles forståelse af delte værdier mellem etniske danskere og danskere af anden etnisk herkomst.”

Ifølge Marstal vil en almen accept af mit kultursyn medføre kulturens snarlige undergang. Faktisk mener jeg, at vores kultur risikerer at gå under – hvis det kultursyn, jeg forfægter, ikke vinder indpas. Det fordrer bl.a., at vi identificerer de særlige kendetegn på vores kultur, udviser stolthed over kulturen og er villige til at forsvare den.

Det er relativister, islamapologeter og halalhippier som Marstal, der er naive. De taler stadig om ”kulturberigelse” og ”kulturmøder” mellem danskere og især muslimer, som man også gjorde for ti år siden. Men i dag klinger skønsangen langt mere hul. Det kan Marstal bare ikke høre, selv om han er musiker.

Jeg er ganske rigtigt skeptisk over for denne forestilling om integration, fordi den implicerer, at de to kulturer skal integreres i hinanden. I stedet mener jeg, at vi skal bevare vores særlige danske kernekultur, fordi den altså fremmer sammenhængskraft, frihed og velstand. Andre kulturer må så tilpasse sig dén.

Men det mener Marstal er ”farligt for integrationsprocessen”. Man må og kan heller ikke skelne mellem et ”vi” og et ”de”, et dansk og et ikke-dansk, da dette skel blev meningsløst fra 1960’erne. Men det årstal synes helt tilfældigt valg, især da Marstal mener, at dansk kultur altid har været udsat for internationale påvirkninger.

Hertil har jeg to ting at sige. For det første må vi stadig kunne svare på, hvem vi er som kulturnation, ellers kan vi ikke forsvare vores egne værdier og handle som et politisk fællesskab. Hvor Marstal mener, at dette synspunkt er utidssvarende, mener jeg derimod, at det har fremtiden for sig. Alene den kendsgerning er danskerne bliver stadig mere nationale og i stigende grad, og med god grund, afviser den multikulturalisme, som Marstal advokerer for, viser min pointe.

For det andet er det rigtigt, at dansk kultur altid har modtaget indflydelse udefra. Men det er lige så åbenlyst muligt at identificere særlige danske træk i den historiske udvikling. Sproget, f.eks. Og holder vi os til kunsten, er litteraturen jo skrevet i et bestemt sprog: dansk.

Internationale udtryk er blevet formet og tilegnet inden for en bestemt kulturel horisont, den nationale. Ligesådan med værdierne: de er jo ikke kun universelle, men kulturelt formede og forankrede. Vores tradition for ytringsfrihed er f.eks. forskellig fra svenskernes, for ikke at tale om arabernes.

Marstal mener at vide, at den danske kultur, jeg forsvarer, er etnisk bestemt: det er de hvide danskeres kultur. Men jeg taler netop ikke om etnicitet eller afstamning, men løsriver værdierne fra slægtsskabssammenhængen ved at tale om kultur. Med andre ord: Vores kultur kan også tilegnes af mennesker med anden etnisk og endda religiøs baggrund. Skuespilleren og debattøren Farshad Kholgi er et godt eksempel herpå.

Kulturer er ikke statiske, men rigtignok heller ikke plastiske. De ændrer sig kun langsomt og kan være særdeles vanskelige at assimilere sig til, hvis man kommer med en helt fremmed kulturbagrund.

Marstal skriver, at jeg hævder, at mange opfatter islam som en trussel. Jeg synes altså en lave en selvopfyldende profeti. Men nej, det er faktisk igen en viden, vi allerede har, og som var hele anledningen til at skrive kronikken. Marstal skriver endvidere, at denne trussel er det, den kulturelle udveksling konstant nedbryder.

Så er mine spørgsmål bare, hvorfor flere er skeptikere end for ti år siden? Hvorfor flere har opgivet troen på integration på begge sider af kulturkløften? Og hvorfor vi dagligt oplever en mere og mere voldelig eskalering af konflikterne mellem kulturerne? Multikulturalisme betyder manglende stabilitet.

Endelig vil Marstal sætte trumf på og giver et eksempel på den kulturelle udveksling i form af Outlandish-sangeren Isam B., der med muslimsk baggrund har fortolket ”I Danmark er jeg født”. Hertil er der at sige, at man jo ikke er velintegreret bare fordi man synger godt. Der kræves noget mere, for kunst er blot en del af det brede kulturbegreb, jeg skriver om.

Skal man tro medierne, er Isam B. særdes tvetydig, når det kommer til tilegnelsen af den kultur, bl.a. med hensyn til ytringsfrihed, vi holder for værdifuld her i landet. Igen kan Farshad Kholgi tjene som det postive modbillede. Som indvandrer kommer han med noget værdifuldt. Nemlig en erfaringsbegrundet advarsel mod islamister – som Isam B. flirter med. Her er Marstal igen den naive.

Til slut: Hvorfor skal kunsten tjene et pædagogisk og opbyggeligt formål i integrationens øjemed? Det er en tanke, tiden er løbet fra. Og hvordan kan Marstal med sit kunst- og kultursyn sidde med i et kanonudvalg nedsat af en national og konservativ kulturminister?

Kultur er tabu i tillidsforskningen

Af Kasper Støvring

Tillid eller social kapital er et af de områder indenfor den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning, der har fået stor bevågenhed i de seneste år. Tillid er nemlig en helt afgørende social lim.

Men forskningen har især været fokuseret på enten staten, særlig velfærdsstaten, eller markedet som skaber af denne tillid. Kulturen som betingelse for tillid har været blændet ude. Og kultur er i denne betydning en social orden, der bygger på fælles uformelle normer.

En væsentlig grund til denne undladelsessynd har at gøre med ønsketænkning eller med visse ideologiske blokeringer. Kulturforskning kan nemlig være et særdeles ømtåleligt politisk område. En aktuel sag viser det.

Den amerikanske sociolog Robert D. Putnam, der er en af de mest estimerede forskere i tillid, har taget det vanskelige skridt og indkorporeret kulturbegrebet i sin seneste forskning (publiceret i tidsskriftet Scandinavian Political Studies bind 30, nr. 2, 2007). For nylig kom det frem, at Harvard-professoren længe tilbageholdte resultaterne af denne omfattende undersøgelse, han havde lavet af beholdningen af social kapital i multikulturelle samfund. Resultaterne var nemlig politisk ukorrekte.

De viste, at i multikulturelle områder i byer som Los Angeles har forskellige kulturelle grupper meget lav tillid til hinanden. Ja, selv blandt medlemmer inden for grupperne falder tilliden, hvis de lever i multikulturelle samfund. Og det er bad news i de progressive forskningsmiljøer på universiteterne (også i USA), hvor man officielt hylder plusordene om mangfoldighed og kulturel sameksistens.

Putnam offentliggjorde derfor først resultaterne, da han havde fundet den korrekte morale: den nationale identitet måtte simpelthen rekonstrueres til et nyt, mere tolerant ”vi”. Men ok, det er sådan noget humanistiske forskere siger for at sukre den bitre pille, så den lettere kan glide ned i akademierne.

Her har forfægtelsen af national homogenitet nemlig været bandlyst; erfaringerne fra den ekstreme nationalisme i mellemkrigstiden og kolonialismens epoke skræmmer. Og kultur bærer ligeledes negative konnotationer, for så vidt som det opfattes som noget rigidt, der virker ekskluderende.

På Putnams opdagelse, at multikulturalisme hæmmer tillid, er det fristende at svare med de gamle ord: At forskere bruger årevis på at finde ud af det, som almindelige mennesker altid har vidst. Eller mere drilsk: ”Den fremmeste internationale sociologiske forskning underbygger Dansk Folkepartis advarsler”, med politologen Mads Qvortrups ord.

Problemet er selvfølgelig, at vi får sværere ved at løse de konflikter i form af mistillid, polarisering og konfrontation, der opstår som følge af multikulturalismen, hvis vi af politiske grunde ikke får den viden, som forskningen når frem til.

(En længere version af dette indlæg er blevet bragt i Weekendavisen den 15. februar.)

De nye erhvervspartier

Af Jesper M. Rosenløv

I gamle dage var det politiske liv præget af de traditionelle klasse- eller erhvervspartier. Socialdemokratiet varetog arbejderklassens interesser, Venstre varetog landmændenes, Det Radikale Venstre husmændenes og de konservative handelsfolkenes. Disse partier søgte at gavne de pågældende gruppers arbejdsmiljø og erhvervsvilkår. En form for systematisk lobbyisme for hver af disse erhvervsgrupper kunne man sige.

Og her gik man så og troede, at erhvervspartiernes tid var forbi. Vælgernes interesser skulle jo efterhånden være blevet så flydende og mangfoldige, at de ikke kunne rummes inden for de traditionelle erhvervspartiers snævre rammer.

Men sådan er det ikke helt. Erhvervspartierne er på vej tilbage. Eller rettere en række partier synes at have gjort det til deres hovedærinde at forsvare nye erhvervsgruppers interesser. SF, Enhedslisten og De Radikale synes f.eks. at gøre deres til, at kriminelle har de bedst mulige arbejdsvilkår. Dette består bl.a. i, at disse partier går imod øget overvågning af f.eks. områder på Nørrebro. Det er da også ganske givet, at en sådan øget overvågning vil forværre de kriminelle gruppers arbejdsvilkår. Det vil f.eks. besværliggøre hverdagen for hashhandlere og gaderøvere, hvorfor disse gruppers indtægt givet vil falde. På samme måde måtte en normalisering af Christiania selvfølgelig også stoppes, da dette ville sætte handelen med hash og hælervarer i fare.

Det gælder således om at give de kriminelle erhvervsgrupper de bedst mulige arbejdsvilkår. Mindre politi og overvågning og lempeligere domme for lovovertrædelser. Sidstnævnte tiltag kan således sikre at produktionsomkostningerne for de kriminelle holdes nede. På samme måde, kan man jo sige at øgede beføjelser til politiet i kriminalitetsbekæmpelsen vil gå imod autonome gruppers og indvandrerbanders erhvervsinteresser, når det gælder deres fortjenester på det sorte marked. Så det må naturligvis imødegås.

Desuden må der støttes op om disse gruppers arbejdsvilkår, når det gælder selve konfrontationen med politiet og myndighederne. Man bør derfor sørge for at sikre, at disse grupper på ingen måde lider overlast, bliver chikaneret eller behandles uretfærdigt af politi eller andre myndigheder. Det er trods alt de kriminelle erhvervsgruppers psykiske arbejdsmiljø, der her er på spil. Desuden kan der gives juridisk støtte til det retslige efterspil, der desværre stadig ofte er en del af de erhvervsmæssige omkostninger for de kriminelle.

På mange måder går de nye erhvervspartier således også ind i regelmæssige overenskomstforhandlinger med det omgivende samfund på vegne af de kriminelle erhvervsgrupper. Der forhandles således f.eks. forskellige bonusordninger og løntilskud i form af væresteder og offentlige tilskud. Overenskomstforhandlingerne indledes f.eks. med voldsepisoder, omfattende hærværk i større bykvarterer samt chikane mod beboere i bestemte områder. Herefter fremsættes kravene – et nyt Ungdomshus samt et værested for kriminelle indvandrerbander. For det meste giver det omgivende samfund efter, og de nye erhvervspartier er da også hurtigt klar til at forklare, hvorfor de kriminelles overenskomstkrav er ganske berettigede.

Jeg synes Enhedslisten, SF og De Radikale skal have ros for at varetage disse erhvervsgruppers oversete interesser. Men ikke nok med det. Disse partier sørger også for, at andre grupper kan få de bedst mulige vilkår for deres kriminelle virke. Dette gælder f.eks. terrorister. Disse har ganske vist ikke egentlige erhvervsinteresser, men politisk/religiøse mål. Men her gælder det igen om at modgå for megen overvågning og ekstra beføjelser til politi og efterretningstjenesterne. Hvis nogle mistænkte arresteres gælder det i første omgang om at bagatellisere deres kriminalitet samt at udbrede tvivl om politiets og efterretningsvæsnets arbejdsmetoder. Lovgivningen skal selvfølgelig være lempelig for terrorisme og hvis nogle endelig skulle blive dømt gælder det om at sikre, at disse ikke udvises af Danmark.

At de to udenlandske statsborgere, der nyligt blev anholdt for at planlægge et mord på bladtegneren Kurt Westergaard, skal have lov til at blive er indlysende. De er jo ikke dømt for noget, så det er et overgreb, når staten uden rettergang vælger at udvise dem. Argumentet om at en retssag givet ville føre til afsløring af efterretningsvæsnets kilder og arbejdsmetoder, må afvises. Terroristernes interesser vejer tungere og afvisningen af udvisningen kan f.eks. ske med henvisning til menneskerettighederne. Desuden ville en retssag og en dertil knyttet afsløring af PETs kilder jo netop besværliggøre myndighedernes kriminalitetsforebyggende arbejde på længere sigt, og dette er jo netop også i terroristernes interesse. Så her må man stå fast uanset om dette så vil øge risikoen for terror i Danmark. Men nu har det jo altid været kendetegnende for klasse- og erhvervspartier, at deres primære indsats først og fremmest gjaldt at sikre de pågældende grupper bedre vilkår, uanset om dette så var til ulempe for det omgivende samfund. Denne tradition lever Enhedslisten, SF og De Radikale således helt og aldeles op til.

Det som ingen ved

Af Jesper M. Rosenløv

I går (11-2-07) kunne man se endnu en kulturkendis tone frem på skærmen for at advare os alle mod at tage truslen om muslimsk terrorisme alt for alvorligt. Søren Kragh-Jacobsen var i Berlin for at deltage i filmfestivalen. Her skulle han præsentere sin nye politiske thriller, Det som ingen ved – en film om frygt og overvågning. TV-2 Nyheder rapporterede fra Berlin og kunne bl.a. berette, at filmen handlede om et Danmark med mere overvågning og et skrøbeligt demokrati. En veloplagt Søren Kragh Jacobsen forklarede også selv, hvad budskabet med hans nye film var. I al sin enkelthed var Jacobsens hårdtslående budskab dette:

”We are all driven by fear from our governments. Fear from what could happen tomorrow…eh… and fear from a part of the world…eh… which…eh… I don’t have to mention and which I in many ways find absurd.”

Den lige så indsigtsfulde skuespiller Anders W. Berthelsen kunne supplere – han var simpelthen rædselsslagen over, at nogen kunne følge med i, hvad han foretog sig på Internettet. Ja, uha uha.
Altså med andre ord - Danmark var ved at udvikle sig til et overvågningssamfund. Den danske regering var ved at piske en stemning op og udbredte desuden frygt for noget i en anden del af verden – terrorisme med udspring i det muslimske Mellemøsten, skulle man vel forstå. Det var denne frygt Jacobsen fandt absurd.

I dag er det så en anden nyhed, der præger TV-2 Nyhederne. PET har igennem længere tid overvåget – jeg gentager – OVERVÅGET tre mænd. I nat blev de så arresteret for at have planlagt et mord på tegneren Kurt Westergaard, der var én af tegnerne bag Muhammed-tegningerne. PETs overvågning havde altså forhindret et politisk/religiøst motiveret drab planlagt af islamister. DRs tekst-tv citerer Kurt Westergaard således: ”Bladtegner: PET har reddet mit liv.”

Lige nu kunne man jo godt tænke sig at overvære en samtale mellem Søren Kragh Jacobsen og Kurt Westergaard. Gad vide hvordan den indsigtsfulde filminstruktør vil overbevise bladtegneren om, at den største fare for Danmark lige nu er udviklingen hen imod et overvågningssamfund og ikke terror, der har rod i Islam? Og gad vide om afsløringen af mordplanerne overhovedet har gjort indtryk på en person som Søren Kragh Jacobsen? Jeg tvivler faktisk. Det har jo heller ikke gjort synderligt indtryk, at vi i Danmark efterhånden har haft tre-fire sager kørende om islamister, der har planlagt eller opfordret til terrorhandlinger. ”Jamen, de sager er jo ikke alle sammen afsluttede, og nogle af de anklagede blev vist også frikendt”, vil det sikkert lyde. Altså, ingen grund til alarm…

Det som ingen ved – ja, det har ingen ondt af, siger man. Men hvor meget skal der til, før der går et lys op for visse meningsdannende kredse herhjemme? Hvornår ser de mon mønsteret? Det som ingen ved, det har ingen ondt – nej, men hvad kalder vi normalt en person, der lukker øjnene for ubehageligheder? Hvad kalder vi en person, der ikke forebygger og søger information, fordi sandheden kunne være for ubehagelig…? Der er der vist kun et svar på:

Bogen "Danskernes nationale forestillinger"

I morgen udkommer en ny bog om ”danskernes nationale forestillinger”, som nok skal kommenteres senere her på bloggen. Her foreløbig lidt fra pressemeddelelsen (som i sig selv er en kommentar værd):

”Aalborg Universitet har gennemført en stor international undersøgelse, der beskriver danskernes forhold til det nationale. Undersøgelsen er gennemført i 27 lande og baseret på spørgeskemabesvarelser fra ca. 33.000 personer. Resultaterne offentliggøres i bogen ”Danskernes nationale forestillinger”, Aalborg Universitetsforlag. Bogens sammenligninger mellem forskellige folkeslag giver unikke muligheder for at beskrive det særegne ved danskernes nationale forestillinger, dvs. forestillingerne om, hvad der binder os sammen, og hvad der afgrænser ”os” fra ”de andre”.

Blandt hovedresultaterne kan nævnes:

danskerne føler sig stærkt følelsesmæssigt tilknyttet deres nationalstat – mere end i de fleste øvrige lande.

danskerne opfatter tilstedeværelsen af flere kulturer som en svaghed snarere end en styrke for et samfund; selv de unge og højtuddannede. Her ligger danskerne på en førsteplads ud af de 27 lande.

danskernes vigtigste kriterier for at være ”rigtig dansk” er at kunne det danske sprog.

på mange områder er danskerne ikke et særligt stolt folkefærd, f.eks. er vi blandt de lande, der er mindst stolte af landets kunst og kultur (vi ligger på en tredjesidsteplads).

danskerne har dog ét vigtigt nationalklenodie - velfærdsstaten. Her ligger danskerne på en førsteplads ud af de 27 lande.

danskerne viser tegn på et ”lilleput-syndrom” – og vi skiller os endda ud fra nordmænd og svenskere. F.eks. mener langt flere danskere end nordmænd og svenskere, at vi skal stå sammen ud af til, også selvom landet gør noget forkert.

gennemsnitligt set er vi mindre indvandrefjendske end mange øvrige folkeslag, men til gengæld er vi blandt de tre mest polariserede folkeslag. I stil med Østrig og Frankrig er de gamle og lavt uddannede mobiliseret med meget indvandrefjendske holdninger, mens de unge og højt uddannede er mobiliseret mod ”overnormalt” indvandrervenlige holdninger. Danskerne adskiller sig tydeligt fra de øvrige nordiske lande.

Der er også spændende variationer indenfor gruppen af danskerne. F.eks. dør den ægte fædrelandskærlighed formentlig ud med de to ældste generationer. De unge mister ikke tilknytningen til det nationale, men de får et mere ”afslappet” forhold.”