Frankrig som forbillede?

Af Morten Uhrskov Jensen

Hvor er Martin Krasnik blevet af? Det spørgsmål har jeg måttet stille mig selv efter hans kommentar i WA den 23. maj betitlet »Ægteskaber«. Krasnik plejer nemlig at være ret indsigtsfuld, men denne gang er det gået galt for ham. Han skamroser Frankrig, fordi man i dette land har en stat, man er stolte af: »Den [den franske stat] skilter gerne demonstrativt og højtideligt med magtens sekulære symboler. Offentligt ansatte har særlige privilegier…Staten har autoritet, gennem sin historie, sin borgerskabs-opfattelse, sine politikere og sin måde at håndtere magten på. Franskmændene føler, at de bor i en stat.«

Skal vi tage tingene i ro og orden? a) De offentligt ansatte i Frankrig har ganske rigtigt særlige privilegier i forhold til andre borgere, så som lav pensionsalder og tjenestemandslignende vilkår i ansættelsen. Andre steder ville man kalde det et uanstændigt nasseri på produktive, privatansatte borgere, men for Krasnik er det noget storslået. b) Frankrig har kronisk høj arbejdsløshed og har haft det mere eller mindre siden oliekrisen i 1973. Miséren skal først og fremmest søges i et elendigt fungerende arbejdsmarked, hvor de, der er inde i varmen (især de offentligt ansatte), rager til sig og lader fanden tage de sidste. Dynamik i økonomien – som samme Krasnik en uge forinden havde slået hårdt på i forbindelse med hans dækning af den amerikanske valgkamp – som er en forudsætning for at skabe jobs, er en by i Rusland, eller måske snarere i Kina. c) Frankrig har Europas i særklasse største koncentration af ghettoer i overstørrelse. Glem alt om Gellerup og Vollsmose. De er et mønster på integration i sammenligning. I disse »banlieus« i Frankrig er arbejdsløsheden på ikke under 50 pct., kriminaliteten er ekstrem, og mange af disse områder er de facto ophørt med at være en del af den franske jurisdiktion. I stedet hersker imamer eller bandeledere.
Det er temmelig ubegribeligt, at Martin Krasnik tegner et billede af Frankrig som et land med en model, der skulle være et eksempel til efterfølgelse. Kommentaren vidner om intellektuel slaphed, hvilket kan undre, da Krasnik normalt klarer at skære ind til benet på glimrende vis.

Til den anden del af Krasniks kommentar: Krasnik skriver, at »Danskerne føler sig ikke som borgere i en stat, men som et folk. Det er klaustrofobisk.« Jeg er enig med Krasnik i det første og ikke i det sidste. Det er da kedeligt, at Martin Krasnik har det sådan, men har han overvejet, om denne følelse af at tilhøre et folk har været svært medvirkende til, at Danmark er et af de ud fra enhver sammenlignelig målestok fredeligste og – på trods af en alt for stor velfærdsstat – mindst ringe lande at leve i?

Jeg vil opfordre Martin Krasnik til at prøve igen. Det kan han gøre meget bedre.

Misforstået tolerance

Af Kai Sørlander

1.

I den politiske dagligdag diskuteres der ofte med en sådan hast, at det kan være svært for tanken at følge med. Jævnligt tvinges man til at tage stilling, før man har fået tænkt sig om. Derfor er det positivt, når der er nogle, der træder et skridt tilbage fra døgnets umiddelbare diskussion og tænker lidt over dens forudsætninger. Hvad betyder de begreber, som vi bruger i den løbende diskussion? Hvorledes definerer vi dem? Lægger vi ikke det samme i begreberne, så taler vi forbi hinanden. Der må være et begrebsmæssigt grundlag, som parterne i diskussionen skal være fælles om at acceptere, hvis diskussionen overhovedet skal føres rationelt.

Så når diskussionen er mest forvirret, er det på tide at holde lidt igen og give sig tid til at reflektere over betydningen af de begreber, som man bruger. Og om end denne forpligtelse til refleksion i sidste instans gælder alle, så har vi dog indrettet samfundet således, at der er nogle, som har fået bedre mulighed for at udøve den end de fleste, nemlig de universitetsansatte akademikere.

Således har de to litterater fra Københavns Universitet, Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard, også følt det, da de sammen gik i gang med at skrive bogen Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader, der er udkommet i begyndelsen af dette år. I denne bog søger de at afgrænse begrebet ’tolerance’ og at belyse det historisk og litterært. De blev sat i gang af den ophidsede debat, som er fulgt med genkomsten af religionen i det politiske rum, og som fik et højdepunkt i den krise, som fulgte på Jyllands-Postens publicering af en række karikaturer af profeten Muhammed.

De besluttede at hæve sig over krisens tummel og reflektere over tolerance-begrebet for at få et bedre grundlag for at tage stilling til stridens kerne. Og dermed også for at få et bedre grundlag for at forholde sig mere alment til det nuværende politiske landskab, som Muhammed-krisen jo blot er et tilspidset udtryk for. Hvis vi ikke forstår Muhammed-krisen, så kan vi heller ikke forstå, hvad det betyder, at Danmark og Europa igennem de seneste generationer har fået en stor og stadig voksende muslimsk befolkning. Og så kan vi heller ikke forholde os rationelt til de problemer, som denne befolknings religion nu konfronterer os med.

I betragtning heraf er det prisværdigt, at Bredsdorff og Kjældgaard påtager sig det tankearbejde, som kræves for at få klarhed over begrebet ’tolerance’. Og det bør vi værdsætte ved selv at tænke deres bog igennem for at se, om arbejdet holder. Nu da de har lagt grunden, bør vi gå i deres spor for at se, hvor de styrer os hen. Styrer de os frem til en holdbar klarhed over begrebet ’tolerance’, eller mister de overblikket på vejen? Ved at gå ind i en reel dialog med bogen, kan vi hjælpe hinanden til en dybere og mere holdbar indsigt.

Jeg begynder denne dialog med at gengive bogens konklusion: altså den holdning til publiceringen af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, som forfatterne ender med at tilslutte sig. Og den er enkel. Bredsdorff og Kjældgaard er enige om at fordømme Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose for at have bragt tegningerne. Deres konklusion er, at Flemming Rose ved at publicere disse tegninger tjener ”intolerancens sag”(s. 219). De klandrer ham for at vælge konfrontationen frem for den ægte tolerance. Og det begrunder de specielt på deres tolkning af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. ”For det lader sig ikke gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd” (s. 220).

Det afgørende er så, om vi skal følge Bredsdorff og Kjældgaard i den dom. For at tage stilling hertil må vi begynde med at gå tilbage og undersøge, hvorpå de begrunder deres standpunkt. Og som det allervigtigste må vi gøre os klart, hvorledes de to forfattere opfatter Muhammed-krisen. Dybest set opfatter de denne krise som et sammenstød mellem ytringsfrihed og tolerance. ”To arvestykker fra oplysningstiden, ytringsfrihed og tolerance, var, viste det sig, stødt frontalt sammen” (s. 209). Som de ser det, er der tale om ”en konflikt, hvor den ene part, avisens modstandere, slår på tolerance, mens den anden part, avisens tilhængere, pukker på ytringsfrihed” (s. 210).

Ifølge det billede, som Bredsdorff og Kjældgaard her tegner af konflikten, fremstår Jyllands-Posten og Flemming Rose som den eneste moralske aktør i sagen. Den eneste part, hvis moralske habitus står til bedømmelse. Fra den ene side hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose blot har udnyttet deres grundlovsfæstede ytringsfrihed. Og fra den anden side – som Bredsdorff og Kjældgaard altså ender med at tilslutte sig – hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose har optrådt intolerant, fordi de har misbrugt ytringsfriheden til at fremføre et budskab, som fordømmer en hel religion, og som må opfattes som en forkastelse af denne religions tilhængere.

Men dette billede af konflikten er simpelt hen fortegnet. Det giver de muslimer, som føler sig krænkede over Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en alt for passiv rolle. De betragtes udelukkende som ofre, mens alle moralske krav – også kravet om tolerance – stilles til den part, som publicerer tegningerne. Men da har man overset noget helt afgørende. I en situation, hvor man taler om ytringsfrihed, er det ikke primært den, som ytrer sig, der skal vise tolerance. Det er den, som hører eller modtager ytringen. Ytringsfrihed betyder, at man anerkender folks ret til at udtrykke meninger og holdninger, som man ikke deler, og som man måske forkaster. Man tolererer, at de udtrykker deres meninger, også selvom de modsiger ens egne. Man imødegår det ikke med vold eller trusler om vold, men kun med argumenter og debat.

Underligt nok gør Bredsdorff og Kjældgaard sig overhovedet ingen tanker om, hvorvidt de muslimer der vil have undskyldning for tegningerne, og som helst vil have dem forbudt, er intolerante. De to forfattere synes alene at betragte muslimerne som ofre og ikke som selvstændige ansvarlige mennesker. Men når muslimerne ikke vil anerkende Jyllands-Postens frihed til at trykke tegningerne, og når de kræver både undskyldning og forbud, så må det i første omgang være dem – og ikke Jyllands-Posten – der står over for anklagen om intolerance. Og spørgsmålet er så, om den anklage holder. Vi må nærmere undersøge, om de vitterligt mangler tolerance, eller om det tværtimod er således, at deres intolerance er berettiget. Er de udsagn, der er indeholdt i Jyllands-Postens karikaturer, af en sådan karakter, at de ikke bør tolereres, men at det er fuldt berettiget at kræve, at de skal undskyldes og forbydes?

I første omgang må svaret afhænge af, hvorledes tegningerne skal fortolkes. Som allerede nævnt hævder Bredsdorff og Kjældgaard, at det ”ikke lader sig gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd”. Dermed forkaster de tegnerens egen tolkning, som de citerer: ”Tegningen går ikke på islam som helhed, men på den del, som åbenbart kan inspirere til vold, terrorisme, død og ødelæggelse” (s. 218). Men spørger man, hvorfor de afviser den tolkning, og hvorfor de mener, at tegningen nødvendigvis påstår, at alle muslimer er bombemænd, så kan man ikke finde nogen alment forpligtende begrundelse i deres fremstilling. Og kunne man ikke give en helt tredje tolkning? Kunne man ikke hævde, at tegningen symboliserer, at Muhammed selv var hærfører, og som sådan var villig til i religionens navn at føre krig imod de vantro. I den rolle kunne man vanskeligt forestille sig Buddha eller Jesus.

I modsætning til Bredsdorff og Kjældgaard mener jeg ikke, at der er belæg for at lægge sig fast på nogen bestemt og alment forpligtende fortolkning, og må derfor nøjes med at lade fortolkningsmulighederne stå åbne. Set i det lys undrer det mig selvfølgelig, at Bredsdorff og Kjældgaard mener at kunne være så entydige i deres fortolkning, som de er. Især når de hele tiden omtaler tegningen, som om der var flere bomber i turbanen. Ja, en enkelt gang tales der om en håndfuld bomber. For på den baggrund skulle man ikke tro, at de overhovedet havde studeret tegningen nærmere. De kommer snarere til at ligne de muslimer, der mener at kunne fordømme tegningen uden at have set den.

2.

Men sagen stikker dybere endnu. Når vi skal vurdere, om muslimernes reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer – deres ønske om undskyldning og forbud – er udtryk for intolerance, så må vi inddrage yderligere en synsvinkel. Foreløbig har vi kun set på forholdet imellem ytringsfrihed og tolerance. Hermed har vi fulgt Bredsdorff og Kjældgaard. Men det er jo en religiøs skikkelse, der karikeres; og så kommer religionsfriheden også ind i billedet. Så må vi undersøge, om religionsfriheden understøtter muslimernes krav om, at tegningerne bør forbydes, eller om den omvendt medfører, at muslimerne bør tolerere, at sådanne tegninger trykkes.

Hvad er forholdet mellem religionsfrihed og tolerance? Umiddelbart indebærer religionsfriheden, at enhver skal have lov til at bekende sig til, hvilken religion – gud – han vil. Religionsfriheden stiller altså krav om, at vi skal tolerere andres frihed til at vælge religion efter deres egen personlige overbevisning. Men skal det være konsistent, så stiller det også krav til religionerne. Så skal religionerne selv tolerere, at folk kan vælge religion efter deres egen frie overbevisning. De skal tolerere frafald.

Det har vi efterhånden lært i den kristne verden; og deri er vi blevet hjulpet af kristendommen, fordi det ligger i dens kerne, at det er den enkeltes personlige tro, der er afgørende. Det er ved sin egen frit givne tro, at man retfærdiggøres. Ser vi i stedet på den islamiske verden, så er situationen anderledes. Dér ligger forbudet imod frafald som en relativt væsentlig del af den etablerede islamiske lovgivning. Og det må betragtes som en medvirkende faktor i forklaringen på, hvorfor den islamiske verden – i modsætning til Vesten – aldrig indefra har oplevet en sekularisering af det politiske.

Men på dette sted i argumentationen er det eneste, som betyder noget, at religionsfriheden i sig selv indebærer, at vi hver især, hvad enten vi bekender os til en religion eller ikke, bør tolerere, at andre kan skifte religion, og at de kan have en anden religion end den, som vi selv har. Og i næste omgang er spørgsmålet så, hvad dette krav implicerer med hensyn til, hvorledes vi bør vurdere muslimernes krav om, at der skal siges undskyld for Muhammed-karikaturerne, og at sådanne tegninger helst bør forbydes. Svaret bør ikke være særlig svært. Med deres krav viser muslimerne, at de ikke har respekt for, at der er andre i samfundet, som giver udtryk for et andet syn på Muhammed end deres eget. De vil ikke tolerere, at der er andre, som giver udtryk for, at Muhammed ikke er hellig og ikke fortjener særlig respekt.

Men så langt de ikke kan tolerere det, så langt anerkender de heller ikke andres religionsfrihed, og så er de intolerante. Så er det de muslimer, der kræver undskyldning for og forbud imod tegninger som dem, Jyllands-Posten bragte, der er intolerante og ikke viser respekt for andres religionsfrihed. De er intolerante, fordi de kræver, at også ikke-muslimer skal følge islamisk lov i deres forhold til afbildning af Muhammed. Derimod er der ingen grund til at anklage Jyllands-Postens redaktion for intolerance. Den stiller overhovedet ikke nogen krav, som bryder med muslimernes religionsfrihed; den udnytter blot sin egen religionsfrihed til ikke at bøje sig for kravet om, at Muhammed skal behandles med særlig respekt.

Følger vi logikken i den principielle sammenhæng imellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er det altså ikke Jyllands-Postens redaktion og Flemming Rose, der optræder intolerant, når de trykker Muhammed-karikaturerne. Det er derimod de muslimer, som kræver undskyldning og forbud, som er intolerante. Dermed er vendt fuldstændig op og ned på Bredsdorff og Kjældgaards konklusion. Det viser med al ønskelig tydelighed, at litterær analyse ikke kan erstatte principiel tænken. Tværtimod, når den principielle tænkning er så svag som deres, så kommer hele den litterære indpakning til at fremstå som sminkningen af et lig.

Når Bredsdorff og Kjældgaard går forkert i deres analyse af forholdet mellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er der i første omgang tale om en rent filosofisk fejltagelse. De misforstår ganske simpelt de begrebslogiske sammenhænge. I anden omgang bliver deres misforståelse imidlertid politisk farlig. Følger vi deres opfattelse, så gør vi det sværere at opretholde et samfund, som sikrer alle borgere ytringsfrihed og religionsfrihed. Så gør vi det sværere at opretholde den adskillelse mellem religion og politik, som hører en rationel demokratisk samfundsorden til.

Skal vi bevare en sådan politisk orden, så skal vi kæmpe imod den intolerance, som muslimerne udviser, når de vil forbyde tegninger som dem i Jyllands-Posten. Så skal vi forholde os direkte modsat Bredsdorff og Kjældgaard og bakke op om Jyllands-Posten. Med deres fordømmelse af Jyllands-Posten medvirker Bredsdorff og Kjældgaard til at gøde grunden for en spirende intolerance. Alt imens uklarheden i deres principielle tænken gør, at de opfatter sig selv som forkæmpere for tolerance. Det er et selvbedrag, og at det iklædes litterære og akademiske gevandter, gør det ikke mindre.

Mennesket har brug for institutioner

Af Kasper Støvring

Jeg har en kronik om menneskets natur og dets behov for institutioner i dagens Berlinger. Her lidt fra især den sidste del:

68’er-oprøret, der har 40-års jubilæum i disse dage, betød en frisættelse af mennesket. Men mennesket er et risikabelt væsen, et ”ondt” væsen. Derfor må man modsat 68’erne reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så man kan få noget godt ud af det.

[…]

Det positive alternativ til 68’er-ideologien er det, jeg vil kalde en institutionskonservatisme. I historiens løb har stat, kirke, familie, skole, nation, frivillige foreninger og sågar venskaber fungeret som institutioner, der kultiverer menneskets naturlige ressourcer, som – ukultiverede – er en trussel mod samfundets orden.

Statslige institutioner har i kraft af et magtmonopol beføjelser til at sikre ro, orden og overholdelse af lovene samt midler til at regulere menneskers indbyrdes forhold; skolen forsøger ved hjælp af dannelse at kultivere menneskets kreativitet til noget frugtbart; nationen skaber tillid på tværs af sociale skel; familien indlærer gennem opdragelse barnet sociale normer; og kirken sørger med moralske påbud og forbud for at binde og forpligte individet, så det bidrager til fællesskabet.

Religionen giver også aflastning i form af tilgivelse og tilbyder i det hele taget måder at leve med det farlige potentiale i mennesket. De forskellige udslag af menneskets kultiveringsbestræbelser – politik, religion og kultur – er simpelthen redskaber til at domesticere den latente ondskab.

Kulturkritikere har ofte peget på, at normopløsning – tabet af den gamle pligtkultur – medfører et større spillerum for menneskets onde tilbøjeligheder. Når gamle hierarkier brydes ned, opstår der ikke et magtfrit rum. Hierarkier bliver derimod mere uigennemskuelige, og karismatiske ledere vil hurtigt sætte sig på magten. Præcis som det skete efter oprøret i 1968. Ungdomsoprørerne blev hurtigt systemets forvaltere og forkyndte med stor selvretfærdighed den rette, marxistiske ortodoksi.

Opgaven er derfor at søge at genskabe en moralsk orden i samfundet. Hertil tjener de traditionelle institutioner, hvis værdi er blevet bekræftet af deres historiske levedygtighed. De inkarnerer normer og omgangsformer, der er blevet forfinede og justerede over tid.

Heri ligger også betydningen af autoritet, pligt og ansvar for fællesskabet, som er indholdet i den etik, der er knyttet til institutioner. Denne etik lærer, at den enkeltes projekter bliver knyttet til en større fælles målsætning ved at indgå i institutioner. For mennesker vokser sammen med andre ved at få betroet nogle fælles opgaver og ved at efterleve de handlingsapeller, der udgår fra institutionen. Ikke mindst kan institutioner kanalisere menneskets kreativitet og dermed potentielle destruktivitet ind i opbyggelige former.

Et delt folk

Af Jesper M. Rosenløv

Morten Uhrskov Jensens kommende bog får en god omtale i ugens Weekendavis. Arne Hardis gør i artiklen ”Svinehunden og menneskesynet” (kræver login) status over 25 år med en ophedet debat om udlændingepolitikken. De beskidte kneb, der i tidens løb er blevet anvendt for at lukke munden på kritikkerne af den liberale udlændingepolitik, har ikke kendt til mange grænser, påpeger Hardis. Dette dokumenterer Uhrskov Jensen ligeledes i sin bog Et delt folk, der udkommer d. 5. juni. Om bogen skriver Hardis:

”En ny bog, der tilfældigvis kom på gaden samtidig med balladen om Rønn og de antimuslimske udtalelser, dokumenterer denne angst for folkesjælen på det fornemste. Bogen er et tværsnit af Danmarkshistorien, der giver et solidt indblik i hovedtemaerne og argumenterne i den udlændingepolitiske debat fra det skelsættende år 1983, hvor Danmark fik sin meget liberale udlændingelov, og indtil i dag. […] Bogen hedder Et delt folk og er en omfattende dokumentation af debatten og de politiske vedtagelser samlet af Morten Uhrskov Jensen, som til dagligt er adjunkt på Ordrup Gymnasium og redaktør af det nationale tidsskrift Nomos. Man behøver således ikke være i tvivl om Uhrskov Jensens egen position, men det skæmmer ikke værket; med hovedvægten på den samfundsmæssige elites synspunkter og argumenter leverer han en knasende tør gennemgang af, hvordan argumenterne faldt i den debat, som har præget nationen i et kvart århundrede. Fra udlændingelovens vedtagelse over folketingsdebatter, aviskampagner, Østrigboykot, særlove, skænderier i den daværende SR-regering og Muhammedkrise helt frem til spørgsmålet om Asmaa Abdol-Hamids eventuelle adgang til Folketingets talerstol iklædt tørklæde. Debatten er indviklet og spændende som en roman, fordi den er foregået på flere etager. […] Det er en pointe i Uhrskov Jensens afsluttende sammenfatning, at Socialdemokratiet blandt andet gik så langt i retning af liberalisering, fordi man ville underminere Schlüter.”

Når det gælder urent trav i debatten, har vi her på NOMOS-redaktionen da også oplevet lidt af hvert i tidens løb. Som f.eks. da Ekstrabladets politiske redaktør, Sandy French, erklærede, at tidsskriftet hed NoMus og at dette skulle betyde No Muslims! Eller da David Rehling på Information ved en eklatant fejllæsning kunne erklære, at tidsskriftets redaktionelle linje hyldede den uhæmmede egoisme. Tsk tsk…

At dæmoniseringen af politiske modstandere fortsætter ufortrødent ser vi i dag med Ny Alliances og Jørgen Poulsens beskyldning mod Dansk Folkeparti for at anvende ”nazi-metoder”. Hvis Poulsen med dette mener fordrejning af andres position og synspunkter, kan han vel næppe selv sige sig fri for brugen af sådanne metoder – ja, i netop den henseende er han vel så én af de største nazister.

Multikulturens fallit – igen igen (del 2)

Af Jesper M. Rosenløv

Apartheid var ved Gud et særdeles ubehageligt system. Men alle de, der troede, at harmonien mellem Sydafrikas etniske grupper ville blomstre frem med dette styres fald, må efterhånden være ret så desillusionerede. Selv ikke en evigt smilede Nelson Mandela dansende rundt i en blomstret skjorte eller en lommefilosofisk Desmond Tutu formåede at hele mistilliden mellem de etniske grupper. Mange hvide sydafrikanere har forladt landet, der idag kæmper med en enorm kriminalitetsrate.
Desuden melder der sig nu nye etniske konfrontationer. Sorte sydafrikanere er begyndt at overfalde gæstearbejdere fra andre afrikanske lande, f.eks. dem fra Zimbabwe (der nærmest er brudt sammen grundet Mugabes etniske udrensning af hvide farmere). Grundet urolighederne er ca.13.000 mennesker i Sydafrika flygtet fra deres hjem. Mindst 24 er blevet dræbt. Flere udlændinge er blevet brændt til døde, kvinder voldtaget og adskillige butikker og boliger er blevet plyndret. Længe leve mangfoldigheden…

Multikulturens fallit – igen igen

Af Jesper M. Rosenløv

I går kunne Poul Erik Skammelsen fra grænsen mellem Myanmar og Thailand rapportere om naturkatastrofen i Myanmar (TV-2, Dags Dato, 14. maj 2008 kl. 22.50 - 23.25). I flere dage har man kunnet konstatere, at militærstyret i Myanmar har vist sig særdeles usamarbejdsvillig overfor internationale hjælpeorganisationer, der ønsker at komme de nødstedte til hjælp. I Skammelsens indslag blev en vigtig omstændighed inddraget i forsøget på at forklare juntaens manglende vilje til samarbejde; Størstedelen af de mennesker, der er ramt af katastrofen, udgøres nemlig af karenere – en etnisk gruppe, styret i årevis har forsøgt at udrense.

For Gud ved hvilken gang må det konstateres, at harmonien i multietniske ”samfund” er særdeles skrøbelig og til hver en tid kan afløses af åben konflikt.

Vi, der lever i et samfund uden konkurrerende etniske grupper, må prise os lykkelige over den høje grad af tillid, den forholdsvis problemfrie interaktion mellem borgerne og den politiske stabilitet vort samfund besidder…endnu…

Oh velfærd

Morten Uhrskov Jensen

I Walter Laqueurs forstemmende bog »Gravskrift for et gammelt kontinent – Europas sidste dage« skriver han tankevækkende om de europæiske velfærdsstater. De kan kun dårligere og dårligere finansieres, eftersom forudsætningen for dem er et fødselstal, der mindst reproducerer den givne befolkning. Dette er som bekendt mildt sagt ikke tilfældet med de europæiske fødselsrater placeret et sted mellem 1,2 og 1,9 pr. kvinde, hvor 2,1 er minimum, hvis der ikke skal ske en aldring af befolkningerne.

Nu skulle man jo så tro, at europæerne ville gøre en (eller begge) af følgende to ting: enten få sig nogle flere børn eller acceptere, at velfærdsmodellen snarere skal ligne den amerikanske, da den med sine lavere ydelser (og lavere skatter) er mindre afhængig af en aldrende befolkning. Men sådan arbejder europæeren ikke. Walter Laqueurs deprimerende bud på fremtiden er i stedet, at kravet om velfærdsydelser af alle tænkelige slags vil fortsætte i det uendelige, også selv om ydelserne løbende vil blive af ringere og ringere kvalitet.

Og ved De hvad, kære læser, det tror jeg desværre, Laqueur meget vel kan gå hen og få ret i. Med pædagogernes rungende nej til et overenskomstresultat, der ikke er set bedre siden 1987, har de kære væsener demonstreret adskillige forhold. a) de ved absolut intet om samfundsøkonomi (overenskomstresultatet er i forvejen på grænsen af det ansvarlige, hvis vi ønsker at undgå en økonomisk nedtur), b) de udviser dyb foragt over for de forældre og børn, der bliver berørt af deres strejke (og læg mærke til, at – i modsætning til en privat udbyder – har de såkaldte brugere ingen muligheder for at gå andetsteds hen efter ydelsen) og c) de viser eksemplarisk, at europæeren anno 2008 er et skvat, der tror, at hun som et forkælet barn kan pege på alle de rare ting, hun gerne vil have, og få dem.

Glemte jeg for resten at sige, at pædagogerne i skrivende stund Gud hjælpe mig stadig har opbakning i befolkningen. Arme europæere, når størstedelen af de oprindelige indbyggere hengiver sig til luftkasteller, sådan som sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger gør i disse uger.