mandag den 29. september 2008

Replik til Thomas Christiansen

Af Kasper Støvring


I Danmark har borgerne stor tillid til hinanden, de er tilfredse med livet, stolte over at være danskere, og de er åbne over for det internationale. Der hersker desuden en høj grad af fordragelighed i landet, som kulturelt set er ret homogent, og staten fungerer effektivt og stort set uden korruption. I min artikel (Politiken den 13. september) skrev jeg derfor, at det må være en politisk opgave, ikke mindst for De Konservative, at bevare denne nationale sammenhængskraft. Heraf nødvendigheden af en ”national konservatisme”.

I ph.d. Thomas Christiansens (TC) lange indlæg (Politiken den 17. september) kan man imidlertid læse, at der i mellemkrigstidens totalitære bevægelser fandtes radikale nationalister, der kaldte sig nationalkonservative. Altså er også nutidens nationalkonservatisme svanger med totalitarisme. TC maner en teaterdæmon frem, som han så let som ingenting kan plaffe ned. Han minder om den type akademiker, der har forlæst sig på en bestemt periodes ideologi, som han så ser over alt i nutiden. Mange af hans argumenter imod den nationale konservatisme, jeg skrev om, er derfor slet ikke argumenter, men rene associationstricks. Også Mussolini talte om nationalkonservatisme: Guilty by association!

Lad os se på de lidt mere saglige indvendinger. TC skriver, at nationalstaten er en relativ ung politisk konstruktion. Det er jeg udmærket klar over. Men det har bare ingen betydning for mit argument: at nationalstaten er den mest stabile og legitime statskonstruktion. Jeg vil derimod mene, at nationen er langt ældre og ikke en ”konstruktion”.

For det andet spørger TC, hvad vi skal stille op med stater, der ikke er funderet i én nation. Det var slet ikke mit ærinde at svare på det. Mit indlæg drejede sig alene om den danske nation og stat, og det havde desuden et aktuelt og ikke et historisk sigte. Men skal jeg nu svare kort, vil jeg sige, at disse stater er i den ulykkelige situation, at sammenhængskraften er meget svag. De eneste to stater i Europa, hvor nationaliseringsprocessen ikke er foregået nogenlunde succesfuldt er Belgien og Schweiz. Men den ene stat er ved at falde fra hinanden, og den anden hænger kun sammen i kraft af opdelingen af nationerne i de såkaldte kantoner. Nationalstater skaber fred og stabilitet. Multikulturelle og multinationale stater skaber konflikter.

For det tredje misforstår TC (med vilje?) den konservative tanke om mennesket som et risikabelt væsen. Den indebærer netop ikke, at ”den gode stat” skal afrette mennesker, men at staten må være udstyret med magtdelingsmekanismer. Ellers vil mennesker øve ondt igennem den. I øvrigt er det ikke menneskers ondskab, men deres selvretfærdighed, man skal frygte. Og TC virker i sit syn på de onde nationalt sindede mennesker ikke så lidt farisæisk.

For det fjerde opfordres jeg til at konkretisere, hvilke ”repressalier”, der skal være imod dem, der ikke vil assimileres (et andet, men mere kontroversielt ord for vellykket integration). Ja, først og fremmest ville det hjælpe, hvis vi viste stolthed over vores kultur og dømte dem, der ikke vil gøre en indsats for at være en del af nationen. Vi kunne kræve noget mere i stedet for at ydmyge indvandrere med medlidenhed over deres angivelige offerstatus. Vi kunne på forskellig måde opfordre fremmede til at assimilere sig, fordi vores kultur har noget godt at byde på, og det ville hjælpe dem at blive en del af den. Vi kunne overbevise dem om, at de bør lære sproget, kende omgangsformerne, melde sig ind i foreningslivet og gifte sig ind i danske familier, fordi de kun således effektivt kan være en del af samfundet. At være dansker skal være noget, man er nødsaget til, når man bor i landet. Integrationspligt, kunne man kalde det.

TC glemmer vist, at assimilation faktisk allerede er en del af politikken. Indfødsret afhænger af den, og der findes særlige tilknytningskrav. Man taler ligeledes om asylansøgere med ”integrationspotentiale”. I min artikel skrev jeg, at De Konservative bør skærpe politikken, lade indvandringen og integrationen afhænge af kultur og standse den multikulturalistiske politik. Så kommer assimilationen helt af sig selv uden de ”repressalier”, som TC fablede om i sit indlæg.


Bragt i Politiken den 28. september


torsdag den 18. september 2008

Om at gøre i egen rede

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenstående kommentar blev ikke optaget i Kristeligt Dagblad. Det var jeg da ked af, idet Preben Brandt ville have haft godt af at konfronteres med en anden udlægning - den virkeligt-virkelige - end den vittighed af en konstruktion, som han diverterede Kristeligt Dagblads læsere med hin dag.

Skulle nogen af denne blogs læsere støde på Preben Brandt, må de gerne hilse og sige, at tilbudet om en direkte debat står ved magt. Emnet er ganske vist for alvorligt til at grine af, men det ville dog more mig at klæde en mand af, som i forvejen ikke har noget tøj på.

"Fredag den 22. august bragte Kristeligt Dagblad en artikel, »Grønlændere udsat for minoritetschikane«. Under læsningen kom det til at stå klart, at her var endnu et eksempel på en person, der finder det opportunt at udtale sig stærkt nedladende om sine landsmænd. Når udtalelserne så oven i købet fremsættes af en mand, der i egen forståelse taler de dårligst stilledes sag, bliver hykleriet til at tage og føle på.

Historien er kendt. 10 grønlandske familier er fraflyttet Gellerupparken i Århus på grund af vold og trusler om vold forøvet og fremsat af muslimer sammesteds. Kendsgerningerne er afskyvækkende, og retningen er ikke til at tage fejl af. I disse år får Danmark i stigende omfang boligområder, hvor den muslimske majoritet terroriserer de tilbageværende minoriteter til at underkaste sig de normer, der sættes af det muslimske majoritetssamfund, eller de tvinges til at søge andre steder hen. Denne realitet fik følgende ord med på vejen af Preben Brandt, speciallæge i psykiatri og formand for Rådet for socialt udsatte: »De svage grupper i samfundet vil altid forsøge at finde nogen, der er endnu svagere. Eksemplet fra Århus viser, at en gruppe unge indvandrere føler sig overset og trådt på af for eksempel bedrestillede danskere og derfor i afmagt reagerer over for endnu dårligere stillede, i dette tilfælde grønlænderne. Det er en dominoeffekt: Hvis vi behandler nogen skidt, behandler de andre skidt«.
Udtalelsen er en udsøgt hån mod den danske befolkning, der igennem 25 år forgæves har forsøgt at holde trit med en udlændingepolitik og en tilstrømning, der var gået amok. Resultatet er stedse alvorligere kulturkonflikter, som vi altså har set det i Gellerupparken.

Det er mur- og nagelfast, at de danskere, der har betalt (og betaler) prisen for den danske elites syner om det multikulturelle samfund, har været de dårligst stillede. De danskere (i det konkrete tilfælde grønlændere), der af økonomiske grunde har været henvist til de sociale boligbyggerier, har på krop og sjæl fået at mærke, at den danske elite ikke var tilfreds med blot at være en dansk elite, men i stedet følte sig kaldet til at omskabe Danmark i sit eget billede. Og skabelsen af dette billede betød, at det var bydende nødvendigt at åbne landets grænser for mennesker fra den tredje verden, først og fremmest muslimer. Da det samtidig forholdt sig så bekvemt, så det ikke var selv samme elite, der måtte bære byrderne af indvandringen, så var alt jo godt, sikkert også for Preben Brandt. Men de socialt og økonomisk ringest stillede danskere kom i sandhed til at mærke, at de havde fået barskere herrer. Således kunne Preben Brandt og den øvre middelklasse nyde den frugt, der i sig bærer selvgodheden og den selvsmagende og omkostningsfrie humanisme. Udgifterne væltedes over på underklassen, en underklasse, den velstillede middelklasse alligevel helst spotter for dens bondskhed og uvidenhed.

Preben Brandt er en hykler. I egen selvforståelse er han uden tvivl et velmenende menneske, der arbejder for, at flere midler skal tilflyde de dårligst stillede. Men ingen kan blæse og have mel i munden på samme tid. Når Preben Brandt vælger i realiteten at undskylde de utilgivelige og i forhold til Danmark og danskerne kulturfjendtlige handlinger, der har fundet sted i Gellerupparken, så har han valgt side. Så ved de dårligst stillede danskere, at han har valgt dem fra. Så kan han være nok så meget formand for Rådet for socialt udsatte. Det nytter alt sammen ikke noget. Han har valgt at placere sig sammen med resten af den elite, som har øvet så megen uoprettelig skade for Danmark, men først og fremmest for de danskere, hvis sag han Gud hjælpe mig hævder at tale.
For at omskrive ovenstående citat af Preben Brandt, så kunne det i stedet hedde, at »en stor gruppe danskere er igennem 25 år blevet trådt på af selvretfærdige danskere fra den øvre middelklasse«.

Til slut skal lyde en opfordring til Preben Brandt. Jeg går ud fra, at han mener at vide noget om de dårligst stillede i Danmark. Jeg mener tilsvarende at vide noget om den førte danske udlændingepolitik i perioden 1983-2008, herunder dens konsekvenser. Jeg deltager gerne i et debatmøde med Preben Brandt. Så kan vi jo hver især fremlægge vores syn på de dårligst stillede og på årsagerne hertil."

onsdag den 17. september 2008

Assimilation

Af Kasper Støvring

Flere og flere meningsdannere og politikere er begyndt at bruge det ord, som hidtil har været tabu: assimilation. Den fejlslagne integration af indvandrere fra især den muslimske kultur har nødvendiggjort assimilation, som Venstres Søren Pind – der for tiden oplever sin finest hour – har skrevet. Men ordet klinger hårdt, selv om man sagtens kan lancere en blød udgave. Det har bl.a. lektor Michael Böss gjort i en kronik for nylig.

Assimilation skal ikke foregå ved hjælp af tvang, mindre kan udmærket gøre det. F.eks. ved hjælp af kritik, ved at stå fast på vores kultur, ved at vise, at vi har noget positivt at tilbyde og ved at byde fremmede velkommen i vores kultur. Det kræver bare, at man som fremmede selv vil høre til, at man føler noget for landet og opfatter kulturen som værdifuld. Hvorfor skulle man ellers ønske at bosætte sig i landet? Ud over selvfølgelig at nyde de materielle goder, og i den forstand er velfærdsstaten meget skadelig: Det er muligt at nyde rettigheder uden at yde (ret mange) pligter.

Med assimilation til landets kernekultur frigøres indvandrernes loyalitet fra deres slægtskabs- og trosforhold og rettes mod sådan noget som hjemlandet (Danmark, ikke f.eks. Tyrkiet), sproget, traditionerne, kulturen og fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat.

Desuden kræver assimilation et stop for positiv særbehandling. Muslimer skal som jøder og alle andre – selvfølgelig – have frihed til at dyrke deres tro. Der er religionsfrihed her i landet, men ikke religiøs ligestilling. Og endelig kræver assimilation en restriktiv indvandringspolitik. Det må være muligt at sortere ved grænserne.

Vi bliver nødt til at fastslå, at der ikke er problemer med indvandrere som sådan, som jeg har stillet tingene op. Men kun med muslimer (igen: ikke alle). F.eks. har chilenerne villigt assimileret sig til dansk kultur, de elsker sangene, måden at leve på, de har lært sproget, osv. Paula Larrain, selv chilensk indvandrer, har skrevet om det.

Man kunne også nævne polakkerne og ungarerne. Men hvad med jøderne? De hives jo altid frem, når man taler om assimilation som et bevis på, at integration sagtens kan lade sig gøre uden assimilation. Det er rigtigt, at mange jøder ikke er assimilerede i streng forstand. Men alligevel trives de fint med ”os” og ”vi” med ”dem” (jeg sætter disse ord i undrende gåseøjne).

Det synes altså nødvendigt at opstille nogle betingelser for assimilation og nogle betingelser, der gør det muligt at leve med ikke-assimilerede kulturelle grupper.

For det første kulturens karakter: Hvor meget ligner den danskernes kultur?

For det andet hastigheden af indvandringen: Masseindvandring hæmmer assimilation.

For det tredje omfanget: Vi kan vanskeligt hjælpe alt for mange.

For det fjerde det kulturelle særpræg: Bidrager kulturens medlemmer positivt til værtslandets kultur i form af f.eks. viden og velstand?

For det femte holdningen til det omgivende samfund: Kan kulturens medlemmer i længden leve med status som minoritet eller vil de kræve stadig mere særbehandling og i sidste ende løsrivelse?

For det sjette loyaliteten: Den tværnationale religiøse loyalitet, der for muslimernes vedkommende er rettet mod den såkaldte Umma, strider direkte imod den nationale loyalitet.


mandag den 15. september 2008

Klanernes kamp

af Tomas Kierstein

Klanernes kamp

Den 8. september hørte jeg i radioen Københavns politidirektør, Hanne Bech-Hansen, forklare, at man, i forbindelse med kampene mellem indvandrerbander og rockere, påtænker at benytte den såkaldte rockerlov fra 1996. Samtidig indrømmede hun dog, at det var en meget speget affære.

Det er det, fordi den ene part i de opgør, der menes at ligge til grund for skudepisoderne, nemlig bander af unge med indvandrerbaggrund, ikke er organiserede på samme måde som deres formodede modstandere; Hells Angels og støttegruppen AK81.

»Man kan jo...,« som politidirektøren bemærkede »...ikke begynde at sætte folk ud fra lejligheder i Tingbjerg og på Bispebjerg.«

Nej, det kan ordensmagten naturligvis ikke. Og, kan man tilføje; rockerloven var og er da i sig selv overhovedet tvivlsom, set ud fra en almindelig retsstatsopfattelse.

Men, problemet er, at en retsstat er afhængig af en generel tilstand i dens jurisdiktion, som ikke er til stede længere, og ikke har været det i en årrække.


Da retssstaten var intakt i Danmark, hvilede den på to grundpiller:

1) At langt den overvejende del af os danskere, i store træk, var så nogenlunde enige om, hvad der var op og ned, ret og rimeligt. Yderligere, at denne opfattelse var så fælles, at det ikke var nødvendigt at gennemgå den i detaljen hele tiden. Der var med andre ord sæder og skikke, der tilsammen udgjorde en sædelighed.

2) At en dansk borger, fra landskabslovenes indførelse i middelalderen, var og blev synonym med den enkelte person, og ikke med de klaner, som før 1241 var samfundets grundpiller..

Skudepisoderne blotlægger den kendsgerning, at disse to grundpiller ikke længere står!


Den opfattelse af ret, som gennem de seneste 25-30 år har været toneangivende, er opfattelsen af ret som et abstrakt, universelt og tidløst begreb, der er fuldkommen renset for enhver tilknytning til tradition og sædvane.

Traditionen og sædvanen er tværtimod blevet lagt for had og latterliggjort ved enhver given lejlighed og er blevet erstattet af rene ideologiske besværgelser.

Dette sammenbrud i sædeligheden er baggrunden, grundskaden, bag de skyderier, som nu fylder medierne flere gange om måneden.

De unge med indvandrerbaggrund er i vore gader på grund af dette sammenbrud. Ingen øvrighed i et samfund, hvor sædeligheden er nogenlunde intakt, ville være uansvarlig nok til at åbne for en indvandring i den skala, vi har været vidne til, uden først metodisk og samvittighedsfuldt at sætte sig grundigt ind i, hvilken tradition, hvilken retsopfattelse de potentielle indvandrere repræsenterer.

Var sædeligheden intakt, ville fænomenet rockere enten ikke eksistere, eller blot (som det faktisk oprindeligt gjorde) udgøre en lille og ret uskadelig kuriositet, en ungdomskultur, hvor unge, som de altid har gjort, kunne udleve deres generelle, men normalt forbigående, lede ved os andre gamle fjolser - indtil de selv blev en af os.

Det samfund, der har dannet grobund for de to fænomener, der nu strides med våben, har nemlig ingen selvrespekt, hvorfor det ikke kan aftvinge nogen respekt fra andre. Det har dyrket en nærmest institutionaliseret æresløshed, hvor sædelige betragtninger, om hvordan man agerer på det personlige plan, og hvad man skylder troskab, er blevet erstattet af luftige, abstrakte betragtninger om, hvor gode vi alle sammen skal være ved hinanden.

De unge indvandreres reaktion kunne enhver, der havde gidet studere deres kulturs historie og sædelige tradition, have forudsagt.

Rockernes reaktion er i mine øjne obskurantistisk, og jeg sympatiserer ikke med den. Men, jeg kan udmærket forstå mekanismen bag. Jeg kan udmærket sætte mig ind i den afgrundsdybe foragt, som man kan komme til at føle for et system, der ikke engang vil være sig selv bekendt som autoritet, og endnu mindre som forkæmper for det folk og den kontinuitet, som rettelig burde være dets hele formål.

Derfor er det overhovedet ikke mærkeligt, at disse to grupper, som på hver deres måde er et produkt af et system i sædeligt forfald, har nogle helt centrale fællesnævnere:

Deres begrebsverden er knyttet med dobbeltimplikation til deres grupper. Nytte, skade, ære og vanære ses ud fra den betragtning. Vanæres et medlem, vanæres gruppen. Vanæres gruppen, vanæres hvert enkelt medlem.

At sammenligne indvandrerbanderne og rockerne med gængse kriminelle er absurd. Ingen af de to grupperinger er uden retsopfattelse. Tværtimod har de rigide interne regler, der håndhæves med en konsekvens, som forkæmpere for lov og orden vel egentlig må misunde dem på den moderne stats vegne.

De er ikke lovløse. De har derimod en anden lov end retsstatens, og de står som grupper, og ikke som enkeltpersoner, over for både hinanden og statsmagten:

Begge grupperinger er simpelthen klaner!

Som sådan udgør de i den aktuelle strid intet mindre end to stridende hære, der hver især repræsenterer deres eget veldefinerede og klare nej til den retstradition, som vort samfund hviler på.

De beskytter deres gruppes interesser, anseelse og retsopfattelse gennem væbnet kamp. Det svarer ret godt til definitionen på militærets opgave i en stat.

Derfor er de egentlig paramilitære grupper, der udkæmper en lavintens borgerkrig på dansk territorium!



Over for den udfordring står statsmagten og dens repræsentanter skidt rustet!

Hvordan skal et politisk miljø, der er præget af afstrakt rettighedstænkning, i samarbejde med de institutioner, hvis ledere gennem 30 år villigt har implementeret deres påfund, kunne løse dette selvskabte problem. Altså, med mindre de åbent vedgår at have dummet sig radikalt.

Skyderierne forholder sig til de seneste årtiers politiske diskurs, som feber forholder sig til lungebetændelse. De er symptomer på en underliggende patologi, der er blevet påtvunget os danskere.

Hvad i alverden bevæggrundene hos de enkelte politikere og ideologer har været, vil jeg lade det være op til fagpsykologer at gisne om.

De midler, de har brugt, har imidlertid været tydelige: Defamering af enhver, der advarede om udviklingens konsekvenser, præferabelt ved hjælp af stempler, der antydede, at disse formastelige var enten ubegavede, ondskabsfulde og bagstræberiske, eller led af en kombination af disse karakteristika.

Det skal blive en ganske artig, omend temmelig nervepirrende, forestilling at bivåne politikernes og de håndhævende myndigheders mode- og tonebevidste lederes forsøg på at løse problemerne. Det bliver ikke uden underholdningsværdi at høre dem forsøge at overbevise os om, at de kan beskytte os uden at gå på kompromis med de store ord og det fede flæsk, der har flydt dem ud af munden igennem tre årtier.

Jeg levner ikke systemet mange chancer. Over for grupper, der lever og ånder for deres ære, og som er parate til både at dø og dræbe for den, er odds ikke gode for et system, hvis hele vision for samfundet mere eller mindre kan opsummeres med en linie fra John Lennons sukkersøde og sentimentale dagdrømmersang »Imagine«:

»Nothing to kill or die for...!«

Til slut kan man jo også begynde at overveje, hvad der vil ske, hvis vi andre, der er og har været tåbelige nok til at tro, at systemet kan og vil beskytte os, begynder at bygge vore egne strukturer og håndhæve vore egne regler. Hvorfor nemlig betale beskyttelsespenge i form af skat, hvis man ikke får varen leveret?

Man kan bare opskalere den aktuelle konflikt, for det er faktisk den erkendelse, der driver de unge, der nu tilslutter sig voldsparate højreradikale bevægelser og/eller rockernes støttegrupper.

lørdag den 13. september 2008

Den hjemløse konservatisme


Af Kasper Støvring

Jeg har nedenstående artikel i dagens Politiken under overskriften "Slut med konservativ ørkenvandring?" i anledning af lederskiftet hos De Konservative:


Udviklingen i de seneste år har gjort det klart, at den traditionelle konservatisme er blevet hjemløs i den praktiske partipolitik. Og det er en skam. For De Konservative har noget unikt at byde på, hvis partiet vel at mærke begynder at føre en klarere konservativ politik. Spørgsmålet er, om den nye leder Lene Espersen kan og vil det.

Centralt i den traditionelle konservatisme står ideen om nationen og bekymringen for, hvordan samfundets sammenhængskraft kan sikres. Sammenhængskraft er nemlig et konservativt og ikke et socialdemokratisk begreb. Det er nationen, der binder samfundets mange forskellige individer og grupper sammen på en stabil måde.

Hvad er en nation? Det er et folkeligt fællesskab baseret på fælles sprog, historie, traditioner, hjemland og religion. Alt dette udgør værdierne i et lands kultur, som traditionelle konservative vil bevare. Uden en fælles kernekultur risikerer et samfund at blive opsplittet; konflikter vil vinde frem og borgerne vil stå som fremmede over for hinanden og den stat, de lever under.

For konservative ønsker også at bevare nationalstaten. Det vil sige den type stat, hvis grænser falder sammen med nationens grænser. Ligesom nationen skaber tillid mellem borgerne, skaber nationalstaten tillid mellem stat og borgere; den gør politikerne loyale over for befolkningen og gør borgerne villige til at gøre deres pligt og adlyde love, der ikke umiddelbart er i deres egen interesse.

Ifølge konservatismen er den nationale kultur vokset langsomt frem gennem en lang historisk udvikling, hvor borgerne har gjort fælles erfaringer. Den opfattelse gør konservative skeptiske over for forsøg på at konstruere politiske fællesskaber fra oven som i tilfældet med EU.

Af samme grund tror konservative også på gradvis udvikling. Man må afvise hasarderede sociale eksperimenter, der truer med at rive den organiske udvikling i stykker. Tilsvarende må man afvise utopiske ideer om det gode menneske og det perfekte samfund, der skal skabes fra år nul. Man bør i stedet bevare det, man kender, og som man ved, virker. Det bedste er som bekendt det godes værste fjende, lyder et konservativt bonmot.

Et andet bonmot lyder, at mennesket er for ondt til at godt samfund. Det er skarpt formuleret, men ideen er, at mennesket er et risikabelt væsen. Derfor er der ikke blot brug for en stram justits. Mennesket har også brug for faste rammer i form af etablerede institutioner, der kan tæmme og kanalisere menneskets energier ind i positive sammenhænge. Det kan være familien, venskaber, kirken, frivillige foreninger, nationen og staten. Disse institutioner har nemlig udviklet bevaringsværdier regler og former, der gør samlivet mellem mennesker gnidningsfrit.

Individuel frigørelse står altså ikke på det konservative program. Det gode liv sikres derimod gennem institutionerne og fællesskabet. Her adskiller konservatismen sig ikke blot fra liberalismen, men også fra socialismen. For det fællesskab, der skal bevares, er ikke klassen eller det politiske fællesskab. Det er det kulturelle fællesskab.

Derfor får det civile samfund også stor betydning. Det rummer nemlig de spontant oparbejdede uformelle normer for ærlighed, pålidelighed og gensidighed, der er så vigtige for et samfunds sammenhængskraft.

Hvordan varetages så denne konservatisme i dag? Den varetages på en måde godt, fordi den trives som en art tavs viden i den civile befolkning. Der findes en omfattende dokumentation for, at danskerne har en stærk nationalfølelse og en enorm tillid til hinanden og til staten, som også fungerer uden korruption. Og samtidig er danskerne skeptiske over for EU.

Men konservatismen varetages ikke godt nok rent partipolitisk. Ganske vist har Dansk Folkeparti opsamlet noget af det arvegods, som De Konservative har smidt over bord i hvert fald siden 1980’erne. Det gælder ikke mindst det nationale arvesølv.

Men store dele af det traditionelle konservative idégrundlag ligger stadig hen til fri afbenyttelse. For skønt nationalt er Dansk Folkeparti ikke et traditionelt konservativt parti. Det er snarere et højreorienteret socialdemokratisk parti, hvilket partiets forlovelse med velfærdsstaten røber.

De Konservative bør derimod varetage en national konservatisme koblet med bevaringen af en nationalstat, netop ikke en velfærdsstat. Her må civilsamfundet i stedet tage over. Denne konservative enhed af national orientering og opgør med velfærdsstaten er der ingen partier, der repræsenterer. Det er bare ét område, hvor De Konservative kunne genvinde en central og unik betydning. Jeg vil pege på to andre.

Det ene omhandler EU. Der burde være en langt større skepsis i forhold til EU. Alle konservative alarmklokker burde ringe, når en overnational konstruktion forsøger at underminere nationalstaten og dermed borgernes mulighed for at bestemme i deres eget land. Sagen omkring EF-Domstolen viser det katastrofale i, at en bureaukratisk og udemokratisk organisation overtrumfer nationalstaten i så alvorlige sager som udlændingepolitikken. Her bør De Konservative melde klart fra.

Det andet område, hvor den traditionelle konservatisme burde finde hjem til De Konservative, gælder integrationspolitikken. Multikulturalismen bør afvises, fordi den fører til konfrontationer og en udbredt mistillid mellem grupper i befolkningen. Positiv særbehandling af mindretalskulturer, især den muslimske, vil kun konsolidere parallelsamfundene. I stedet bør kravet om assimilation til den danske kernekultur være klar konservativ politik.

I det hele taget bør De Konservative gøre langt mere for at bevare den værdifulde og intime forbindelse, der eksisterer i Danmark mellem en positiv nationalfølelse, kulturel homogenitet og en stærk sammenhængskraft.

Kan Lene Espersen føre traditionel konservativ politik? Måske. Hun er i hvert fald stærkere på værdipolitikken end Bendt Bendtsen. Hun vil givetvis trække partiet mere mod højre, og hun har et godt forhold til Dansk Folkeparti. Alt sammen er ganske udmærket. Hendes første udmeldinger har også betonet, at EU- og udlændingepolitikken skal klargøres, hvad der så end ligger i det. Men det konservative fokus og retorikken er på plads uden den falske snak om ”borgerlig anstændighed”.