Vellykket høstmøde

Billeder fra et vellykket og interessant Høstmøde, 2009




Vi takker foredragsholderne og de fremmødte for deltagelsen, for de mange gode spørgsmål og for en interessant debat.

PS: Desværre glemte vi at holde afstemning om - og derfor også at uddele - den årlige Grima Ormetungepris. [Læs mere]

De nominerede for 2009 var Georg Metz, Per Ramsdal og Morten Østergaard.

Vi modtager dog gerne tilbagemeldinger fra vore læsere nedenstående e-mail.

nomos@nomos-dk.dk

Ud fra disse vil redaktionen udpege den lykkelige vinder og uddele prisen i slutningen af året.

NOMOS' Høstmøde 2009

Høstmøde 2009

Så er det igen blevet tid at invitere til Nomos’ årlige Høstmøde i Nyborg med foredrag, debat og fælles middag. I år foregår det:

Den 26. september kl. 9.30 til 16.30

Foredragsholderne er i år:

Forfatter og kommentator Ralf Pittelkow, der med udgangspunkt i sin bog Mit liv som dansker vil fortælle om udviklingen i Danmark gennem de seneste årtier.

Journaliststuderende Thomas Bolding Hansen, der afdækker de reelle tal for kriminaliteten blandt indvandrere fra tredjeverdenslande i Danmark.

Tidligere redaktør af Nomos Adam Wagner, der med baggrund i sin magisterkonferens vil fortælle om dansk identitet i middelalderen.

Igen i år vil mødet blive afholdt i:
Borgerforeningens Hus, Nørrevoldgade 63, 5800 Nyborg.

Prisen er 300 kr., der dækker brød og kaffe ved ankomst, stor buffet til frokost samt kaffe og kage om eftermiddagen.

Tilmelding: Ingeborg Uhrskov Jensen, tlf. 22576591, e-mail ingeborguhrskov@gmail.com
Indbetaling kan ske på én af følgende tre måder:

a) Indbetaling via bank (Frørup Andelskasse), reg.nr. 5960, kontonr. 8028045 (husk at angive navn(e)),
b) Indbetaling via girokort på +73, +88989988,
c) Betaling på stedet, men da kun kontant.

Vel mødt

NB! Vi opfordrer deltagere, der ønsker at spise med, til inden arrangementet at indbetale ovennævnte beløb på følgende konto: Reg.nr. 5960 Kontonr. 8028045. Betaling kan også foretages under arrangementet, men da kun kontant.

Radikal politiker var KGBs nyttige idiot

Af Jesper M. Rosenløv

Viborg Stifts Folkeblad bragte den 6. juli historien om den radikale politiker Meta Ditzel, der i 1970’erne og 80’erne spredte sovjetisk propaganda i Danmark. Som Lars Norup skriver: ”En af de mere effektive personer til spredning af sovjetisk propaganda i Danmark under den kolde krig, var den radikale politiker, tidligere viceskoleinspektør i Viborg, Meta Ditzel, der døde i 1999. Det fremgår af et større afsnit om Meta Ditzels KGB-kontakter, som er trykt i den rapport om den danske efterretningstjeneste PET, som for nylig blev offentliggjort.”

I PET-rapporten lyder der:

----------------------------------

Meta Ditzel (1910-1999) var en af de radikales mest engagerede fredsaktivister. Hun var viceskoleinspektør i Viborg, medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Kvindeforbund, medlem af de radikales hovedbestyrelse og medlem af Folketinget fra 1968 til 1975.

PET blev opmærksom på hende i 1969, da hun deltog i Østersøugerne og blev medlem af Selskabet Danmark-DDR, og hun blev samme år registreret i tjenesten. De følgende år fulgte PET Ditzels involvering i den østlige fredskampagne: Hun besøgte i 1971 Sovjetunionen som medlem af Demokratisk Kvindeforbund i Danmark, året efter deltog hun i en frokost for Demokratisk Kvindeforbund på den sovjetiske ambassade, og i 1973 deltog hun i det kommunistisk dominerede World Peace Council’s (WPC’s) konference i Moskva. I 1974 deltog hun i WPC’s rådsmøde i Sofia, hvor det blev besluttet at oprette en dansk underafdeling. Det blev til Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK), og i 1977 blev Ditzel formand for organisationens midtjyske afdeling.

SAK var Sovjetunionens vigtigste instrument til at påvirke de danske fredsbevægelser, og Ditzel var således dybt involveret i den østlige påvirkningskampagne i Danmark.

I juli 1976 opdagede PET, at Meta Ditzel havde kontakt til 3. sekretær ved den sovjetiske ambassade, Stanislav I. Tjebotok, der var identificeret som KGB-officer. PET holdt deres næste møde, der foregik på Københavns Hovedbanegård, under observation, og tjenestens medarbejdere iagttog, at Ditzel gav Tjebotok en stor kuvert, som ifølge PET’s oplysninger indeholdt en erklæring fra det sidste WPC-møde. PET noterede flere møder mellem de to, og da Tjebotok rejste hjem i 1977, blev kontakten overtaget af den nye 3. sekretær, Vadim I. Tjernyj, der også var identificeret KGB-officer. Tjernyj besøgte Ditzel flere gange på hendes bopæl i Viborg, og på turene forsøgte han at ryste eventuelle forfølgere af sig. I 1979 blev kontakten overtaget af endnu en 3. sekretær og KGB-officer, Vladimir Merkulov, der også anvendte konspirative metoder under besøgene i Viborg.

I 1977 modtog PET oplysninger fra Gordijevskij, som gav tjenesten et indblik i KGB’s planer med Ditzel. Hun var klassificeret som ”objekt rasrabotki”, en fortrolig kontakt, der var under dybt studium og var blevet tildelt dæknavnet Dana. Gordijevskij beskrev hende som en ”typisk naiv” fredsforkæmper, der var blevet vundet over med blomster og komplimenter. Hendes sovjetiske føringsofficer havde ikke afsløret, at han arbejdede for KGB. Residenturet skulle have benyttet Ditzel til sammen med sine meningsfæller at oprette Samarbejdskomiteen i 1974, og efterfølgende blev hun anvendt til at holde KGB orienteret om Samarbejdskomiteens aktiviteter og til at udsprede sovjetiske synspunkter.

Hun skulle således være blevet inspireret af KGB-officererne til via Samarbejdskomiteen at iværksætte kampagnen mod neutronbomben og til at påvirke regeringen til at støtte en succesfyldt afslutning på 3. afdeling af CSCE-forhandlingerne.

Den radikale politiker skulle ifølge residenturets oplysninger også have benyttet sig af sovjetiske ”teser” i forbindelse med debatten om krydsermissiler, afspænding og nedrustning, og hun havde sendt et brev til den amerikanske præsidentfrue Rosalyn Carter, som residenturet havde lavet udkast til, og som indeholdt en kritik af USA’s overtrædelse af menneskerettighederne.

PET havde således god grund til at holde øje med den radikale politiker, som den sovjetiske efterretningstjeneste forsøgte at bruge til at fremføre sovjetiske synspunkter i den sikkerhedspolitiske debat.

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, da kampagnen mod NATO’s dobbeltbeslutning blev intensiveret, bemærkede PET, at Meta Ditzels engagement i Samarbejdskomiteen blev dybere. Hun blev valgt til komiteens ledelse i 1980, og hun fungerede som dirigent på komiteens landsstævne i 1981.

Hendes tid som KGB-kontakt var imidlertid ved at rinde ud. Ifølge residenturet ”svævede” studiet af hende, efter hun havde forladt Folketinget i 1975 og trukket sig delvis ud af politik.

Omkring 1980 fandt det sidste konstaterede møde mellem Ditzel og Merkulov sted, og i kølvandet på Arne Herløv Petersen-sagen (hvor Merkulov blev udvist) bragte pressen i 1982 en historie om, at hun under en køretur med Tjebotok havde forsøgt at ryste de forfølgende politifolk af sig.

I 1983 oplyste Gordijevskij, at KGB havde besluttet at droppe kontakten til Meta Ditzel efter anholdelsen af Arne Herløv Petersen i 1981, idet man frygtede, at PET let ville kunne afsløre kontakten.

Hvordan skal man vurdere Meta Ditzels kontakt til KGB? En PET-medarbejder, der udarbejdede en notits på baggrund af PET’s egen overvågning og Gordijevskijs oplysninger, satte på den ene side med god grund spørgsmålstegn ved residenturets påstand om, at det havde benyttet hende til at oprette Samarbejdskomiteen i 1974. Det kunne være et eksempel på, at residenturet overdrev dets resultater over for Centeret i Moskva.

På den anden side mente medarbejderen, at KGB havde haft ”uhyggeligt let spil” med den radikale politiker, der blev betegnet som ”ualmindelig naiv” men samtidig ”fantastisk effektiv” i fredsarbejdet. Der er ingen tvivl om, at Meta Ditzel var motiveret af en idealistisk kamp for freden. I den forbindelse var hun villig til at samarbejde med kommunisterne og gøre sig til talerør for nogle af deres sikkerhedspolitiske synspunkter.

Det skal imidlertid understreges, at hendes indflydelse antagelig var begrænset: Samarbejdskomiteen mødte ofte kritik fra andre fredsaktivister på grund af dens prosovjetiske linje, og den påvirkningsoperation, som residenturet åbenbart var mest stolt over, brevet til Rosalyn Carter, kan næppe betegnes som en operation, der slog alvorlige revner i den vestlige alliance.

---------------------------
Overrasket? Betegnelsen ”ualmindelig naiv” eller ”nyttig idiot” bør vel stå tatoveret i panden på enhver radikal politiker – men alligevel. En ”typisk naiv” fredsforkæmper – det bekræfter jo blot det, vi på højrefløjen hele tiden har påstået om fredsbevægelsen: Nyttige idioter, der gik en totalitær magts ærinde.

Det er også sjovt som historien gentager sig med de radikale. Scavenius og samarbejdspolitikken, Meta Ditzel og KGB, Elsebeth Gerner Nielsen med tørklæde. Der er vel næppe noget parti, der gennem tiden har stillet sig mere beredvilligt an, når det gjaldt om at slutte trop med Danmarks fjender. Der findes vel næppe noget parti, der så konsekvent har arbejdet på nedlæggelsen af den danske nation.

Scavenius: Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister

Af Jesper M. Rosenløv

Det vakte en del opsigt, da det i oktober 2008 kom frem, at den folkekære Storm P. i 30’erne og 40’erne havde været med i foreningen Nordische Gesellschaft, der syntes at have haft en tæt forbindelse til det nazistiske Tyskland. Som jeg fremførte dengang her på bloggen, undrede det mig egentligt, at det på den ene side vakte enorm debat, at Storm P. var medlem af denne forening frem til 1944, mens ingen så meget som løftede et øjenbryn over, at landets tidligere udenrigs- og statsminister, Erik Scavenius, helt frem til befrielsen i 1945 var medlem af selv samme forening. En underlig disproportion, må man sige.

I det det hele taget må den forstående og tolerante imødekommenhed, som mange historikere og meningsdannere lægger for dagen, når de skal bedømme Scavenius’ handlinger under besættelsen, undre. Ofte lyder bedømmelsen, at Scavenius var en realistisk og dygtig politiker, der takket være en veltilrettelagt samarbejdspolitik fik Danmark igennem de mørke år, uden vi oplevede de store ulykker. Den radikale statsmand er derfor i manges øjne ligefrem en helt, hvorfor Danmarks Radio da også for nogle år siden ligefrem kunne lave en portrætudsendelse om ham i serien ”Store danskere”.

Vellidt har Scavenius dog aldrig været blandt modstandsfolkene, der havde et klart blik for, hvad Scavenius i virkeligheden var. Nemlig en medløber. En kynisk beregnende medløber, hvis handlinger grænsede til landsforræderi. Men deres bitterhed og hårde bedømmelse havde man ikke brug for, da myterne om den vellykkede samarbejdspolitik skulle opbygges. Myter som mange danskere efter krigen givet hoppede med på i mangel på bedre. Bortset fra modstandsfolkene havde danskerne ganske vist ikke udrettet noget heroisk i den væbnede kamp mod nazismen, men vi havde takket være bl.a. Scavenius været heroisk snedige og kommet igennem det hele med skindet på næsen, synes den selvtilfredse analyse at lyde. Bravo!

At dette i virkeligheden var et moralsk svigt, og at samarbejdspolitikken bestemt ikke var med til at sikre demokratiet, var en alt for ubehagelig konklusion. Derfor vakte det opsigt – ja, ligefrem vrede – da denne ubehagelige konklusion for første gang blev sagt højt fra officielt hold, idet statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 og igen i 2005 i forbindelse med markeringen af 5. maj udtalte sin hårde, men berettigede, vurdering af samarbejdspolitikken. Havde alle nationer handlet som Danmark, havde Hitler og nazismen sejret, lød det fra Fogh. Adskillige historikere var bestemt ikke begejstret for denne vurdering. Hvor vovede han?

Men det var jo netop dette forløb (at nazisterne ville vinde krigen) som Stauning og Scavenius arbejdede ud fra - og var helt indforstået med. De havde en særlig betegnelse for dette nye tysk og nazistisk dominerede Europa – ”Nyordningen”. Denne nyordning var de og mange andre samarbejdspolitikere overbevist om måtte komme, og her gjaldt det om, at Danmark fandt sin plads uden for megen tumult.

Man kunne måske påstå, at dette trods alt var en realistisk vurdering på det givne tidspunkt og det eneste Danmark kunne gøre. Men andre små landes handlinger vidner dog om noget andet. Holland, Belgien og Norge drog helt anderledes konklusioner. Ja, ville nogle sige, men de betalte også prisen – bombede byer og deporterede jøder. I Danmark kunne vi trods alt beskytte vores civile mod terrorbombning og vore jødiske landsmænd mod overgreb. Dermed åbner man så også for accept af stort set alt, hvis blot en overlegen aggressor truer med vold.

Og dermed – havde alle handlet som Danmark, ville nazisterne have vundet og derefter alligevel påbegyndt nazificeringen af de besatte lande. Stauning og Scavenius udtalte ganske vist, at Danmark inden for Nyordningen burde kunne bevare sin suverænitet og sit demokrati. Som Scavenius siger det i sin tiltrædelsestale i 1940 (den famøse 8.-juli-erklæring): ”Ved de store tyske sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.” På den anden side, fortsætter han, stoler det danske folk på, at det vil ”kunne bevare sin selvstændighed” og ”finde forståelse for sin egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale udvikling”.

I marts 1941 udtaler Stauning noget af det samme. I 1941 sporede man en voksende modvilje overfor samarbejdspolitikken i befolkningen. På denne baggrund holdt statsminister Stauning d. 8. marts 1941 en tale i Studenterforeningen i København, hvor han bl.a. sagde: ”Denne tilpasning til livet i det nye Europa behøver ikke at berøre landenes nationale forhold, medens den muligvis kan nødvendiggøre visse ændringer i de erhvervspolitiske forhold. De enkelte lande kan bestå, landenes forfatninger kan blive bestående. Sprog og nationale indretninger kan bestå, og folket skal ikke foretage nogen åndelig og politisk omstilling, da dette ikke blot vil være ufornødent, men skadeligt for det samarbejde, der vil være en grundpille i det europæiske samfund. […] Personligt tror jeg altså ikke på store ændringer i det Europa, som er i færd med at danne sig. Derimod tror jeg på forsikringen om frihed og uafhængighed for Danmark, en af Europas ældste nationer, jeg tror på bevarelsen af vort sprog, af konge, flag og forfatning, og det vil være en styrke i troen herpå, når vi til sin tid frit indlader os i de forhandlinger om overenskomst, som tiden vil kræve. Vi har hidtil lykkeligt undgået sådanne ulykker, som andre har måttet lide under, og det gælder da om at fastholde den politik, som kan føre uskadt igennem tidens brænding ind i den nye tid, som venter os. Vi skal desværre nok igennem en lang og hård tid; men holder det danske folk sammen, vil folket også komme igennem en sådan tid - blot vi har udsigten til at bevare dansk selvstændighed. [...] For den danske befolkning vil det fremdeles være af afgørende vigtighed, at ro og orden bevares. Og så håber jeg i øvrigt, at vi vil komme gennem tidens vanskeligheder, og at vi igen oplever Danmark frit og selvstændigt.”

Dette er altså, hvad landets statsminister Stauning siger til det danske folk: Vær ikke bekymrede. Når tyskerne har vundet krigen, vil der komme en nyordning, hvor han håber, at vi stort set vil kunne vende tilbage til tiden før besættelsen.

At dette i bedste fald er himmelråbende naivt - eller i værste fald bliver sagt mod bedre vidende (og dermed løgn) - vidner den fortrolige korrespondance mellem den tyske besættelsesmagt i Danmark og ledelsen i Berlin om. F.eks. da man i slutningen af juni 1940 står overfor en regeringsomdannelse i Danmark (skabelsen af Samlingsregeringen), skriver den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark (dvs. den øverst ansvarlige tyske embedsmand i landet), C. von Renthe-Fink til Berlin, at man bør vente med at danne en nazistisk regering. Nazisterne står stadigt for svagt i Danmark. Men ved at lade danskerne fortsætte med at styre landet i en periode, vil man kunne vinde tid, indtil nazisterne er klar til en magtovertagelse: ”Efter min opfattelse skal vi ved dannelsen af den nye regering indtage en afventende holdning, da vi jo til enhver tid er i stand til at få en regering, som ikke passer os, til at falde, og de danske nationalsocialister får således lejlighed og tid til at udbygge deres position i landet" [20. juni 1940]. Nogle dage efter tilføjer han: ”Den nye tid banker dog stadig mere indtrængende på Danmarks dør, og det er vel egentlig mere et spørgsmål om tid, hvornår også her den tilpasning foretages, der følger af det nationalsocialistiske Tysklands militære og politiske sejr over Vestens demokratier og af de nye ideers magt." [28. juni 1940]

Med andre ord – nej, Danmark ville ikke have fået lov til at beholde sin selvstændighed eller sit demokrati, og de danske jøder ville før eller siden også her være blevet indfanget og sendt i kz-lejre. Samarbejdspolitikkens logik var således ganske på linje med appeasement-politikken. Som Churchill udtrykte det: Man fodrer krokodillen og håber på, at den vil æde én selv som den sidste. Og sådan ville det være endt – Danmark ville måske først være blevet ”ædt” som den sidste, men vi ville være blevet ædt under alle omstændigheder.

At der var nye tider på vej, det gik Stauning og Scavenius under alle omstændigheder ud fra. Og det var nu ikke helt dårligt, erklærede de offentligt. Der var faktisk ting i den nazistiske Nyordning af Europa, man kunne bruge til noget, mente de begge.

I ovennævnte tale til studenterforeningen siger Stauning ligeledes: ”Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig nyordning, men efter en blivende europæisk nyordning, der skal være rådende ud i fremtiden. Denne nyordning vil kræve et samarbejde inden for Europa, og linjen vil være den fra Tyskland kendte planøkonomi, der sikkert rummer betydelige fordele frem for den planløshed, som har været rådende hidtil som bestanddele af det liberalistiske samfund, der i udpræget grad bygger på egoismen - altså erhvervs- og samfundsegoisme.
Den tyske planøkonomi kan tænkes praktiseret gennem overenskomster mellem de enkelte lande og Tyskland, rimeligvis langtrækkende overenskomster, som bestemmer, at man aftager tyske råstoffer og industriprodukter imod til gengæld at levere landbrugsprodukter og andre varer, som det bliver tilladt de enkelte lande at producere. Der tænkes sikkert på en arbejdsdeling i Europa, og for så vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri anledning til indsigelser. Meningen vil være at give Tyskland og de med Tyskland samarbejdende lande forøgede produktions- og omsætningsmuligheder. Arbejdsdelingen og en fornuftig ordnet produktion og omsætning vil gøre dette Europa meget stærkt overfor blokade og vil også kunne fremme en højnelse af levevilkårene.
I denne planøkonomi vil man sikkert kræve gennemført en moderne produktionsordning både i Tyskland og i de samarbejdende lande, ligesom en ensartethed med hensyn til prisniveau og valutaforhold vil blive tilstræbt, og en fælles kreditgivning mellem landene vil sikkert også blive etableret.
Naturligvis kan en sådan udvikling nødvendiggøre ændringer i de tilvante forhold, men det kan ikke være afgørende, og jeg ser det i hvert fald som opgaver, vi stilles overfor, og som skal løses.
Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den tilpasning, jeg her har antydet, når tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogle måske vil synes.
Det er en udvikling, som kræves, og det er usundt og uklogt at vende sig imod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver."

Når man læser disse ord, overraskes man for det første over, hvor langt Stauning faktisk går i den vision, som han skitserer for de danske tilhørere. Dertil kommer, at han faktisk angiver den nazistiske planøkonomi som en fornuftig politisk ordning, som det danske Socialdemokrati har mange ideologiske lighedspunkter med, når det gælder den økonomiske politik. At disse planøkonomiske visioner ikke adskiller sig fra, hvad Radikale og Socialdemokrater tidligere har udviklet, kan man forvisse sig om, hvis man læser den radikale, Ove Rodes, såkaldte ”Gimletale” fra 1916. Heri tales der ligeledes om liberalismens planløshed, der skulle afløses af en ny gylden epoke med et nyt økonomisk system, der var under opbygning – et system, der yderligere fik vind i sejlene under krisen i 30’erne og som Stauning altså i 1941 anser for repræsenteret i den nazistiske planøkonomi. Det, der sker nu, er altså helt naturligt – det er udviklingen, som Stauning også siger. Interessant er det ligeledes, at Staunings vision om, hvordan Danmarks samarbejde med Tyskland skal forme sig, ligger fint i tråd med de retningslinjer for den tyske udenrigspolitik, som Hitler allerede i 1937 opridser. Ifølge det såkaldte ”Hossbach-notat” opridsede Hitler dette år sine planer for skabelsen af det tyske Lebensraum og påpegede samtidig, at Tyskland på længere sigt ville have problemer med at opnå autarki (være selvforsynende) m.h.t. bl.a. levnedsmidler. Dette er jo et militær-strategisk problem. Men her er den danske landbrugsproduktion jo et kærkomment supplement. Dette påpeger Stauning jo også, idet kan siger, at den nye ordning ”vil gøre dette Europa meget stærkt overfor blokade”. Fra hvem – ja, England selvfølgelig.

Det andet, der springer i øjnene, er, at Staunings argumentation på næsten uhyggelig vis er identisk med de paroler om den uundgåelige udvikling, som diverse politikere fremfører i dag, når det gælder Danmarks indlemmelse i Den Europæiske Union. Ak, ja - den famøse ”udvikling” som danskerne også i dag bare må lære at acceptere.

Men stop, ville nogle sige. Disse erklæringer og offentlige taler, som Stauning og Scavenius kommer med, kan jo ikke tages som udtryk for, hvad de dybest set selv følte og mente. Det, de sagde, var jo noget besættelsesmagten havde tvunget dem til at sige. For at opretholde samarbejdspolitikken (der jo hævdes at være den bedst mulige løsning for Danmark i den given situation) blev de nødt til at fyre disse floskler af offentligt. Men det er jo kun udadtil – indadtil mente de ganske sikkert noget helt andet.

Til det må man bare sige – nej, det gjorde de faktisk ikke. I hvert fald ikke, når det gælder Scavenius. Indadtil under forhandlingerne i Samlingsregeringen kørte Scavenius’ argumentation på fuldstændig de samme præmisser. Overfor sine kollegaer i Samlingsregeringen og Samarbejdsudvalget (Ni-mandsudvalget) blev der, når han forsøgte at overtale sine kollegaer til at følge hans aktive samarbejdslinje, ikke sparet på floskler om Nyordningen, de nye tider og udviklingen, som danskerne blev nødt til at acceptere. Der er således ikke en diskrepans mellem det Scavenius erklærer udadtil og det han siger under de fortrolige forhandlinger i Samlingsregeringen.

Hvor ved vi så det fra? Ja, bl.a. fra en kilde, der ikke umiddelbart kan siges at være ondt stemt mod Scavenius - nemlig hans tidligere partifælde og tidligere udenrigsminister P. Munch. Munch var som bekendt radikal udenrigsminister op til besættelsen 9. april. Som følge af besættelsen måtte han i juli 1940 gå af og overlade udenrigsministerposten til den tidligere partifælde, Scavenius (jf. 8-juli-erklæringen ovenfor). Munch fortsatte dog med at være en centralt placeret politisk skikkelse, der deltog i flere vigtige møder, drøftelser og beslutninger. Han foretog løbende optegnelser over sine oplevelser under de politiske forhandlinger krigen igennem. Disse ofte noget noteagtige optegnelser udkom mellem 1959 og 1967. Hvorfor disse erindringer ikke indgår i den offentlige debat, når det gælder bedømmelsen af Scavenius’ handlinger, holdninger og motiver, ved jeg ikke. Men de er særdeles afslørende, så måske derfor...

Vil man have et indblik i Scavenius’ gøren og laden under de mange tilspidsede situationer er Munchs erindringer ikke et dårligt sted at starte. Læs f.eks. kapitlet om perioden juni-november 1941 (s.158ff. i bnd. 7), og det vil løbe én koldt ned ad ryggen. Herefter kan man vist ikke længere være i tvivl om, hvor langt Scavenius gik i samarbejdspolitikken - og var villig til at gå! Jeg bringer herunder en række uddrag fra dette kapitel.

Først et par indledende bemærkninger. Fra 27. juni 1941 opstår der nye gnidninger i Samlingsregeringen. Det er tydeligt fra Munchs erindringer, at der bestemt ikke (som mange Scavenius-venlige historikere hævder) herskede konsensus i Samlingsregeringen m.h.t. Scavenius’ linje overfor tyskerne. Særligt Venstre og de konservative er efter en noget passiv og sløv start begyndt at slå sig gevaldigt tøjret. Og i juni er den så gal igen. Tyskerne kræver, at de må hverve frivillige i Danmark til krigen på Østfronten – enten via de danske nazister (dvs. til det allerede eksisterende Regiment Nordland) og/eller via oprettelsen af et nyt dansk frikorps ledet af danske officerer. Dette bekymrer regeringen, der ønsker at holde Danmark neutralt og uden for krigshandlingerne. Men efter tysk pres oprettes Frikorps Danmark 28. juni. Hvervningen til korpset foregår i høj grad via de danske nazister. Det vækker imidlertid harme i Samlingsregeringen, at Scavenius uden at rådføre sig eller forhandle med Samarbejdsudvalget ligefrem havde givet ordre til, at nazistisk hvervningspropaganda for frikorpset kunne oplæses i den danske radio.
Om et møde 30. juni 1941 mellem centrale ministre og politikere, men uden Scavenius, skriver Munch:

"Statsministeren [Stauning] havde støttet Scavenius’ afvisende holdning over for forhandling med Nimandsudvalget [Samarbejdsudvalget].
Kraft [Ole Bjørn Kraft, konservativ leder. Medlem af Samarbejdsudvalget] var meget skuffet derved. Det stred mod det grundlag på hvilket udvalget var skabt. Man måtte overveje hele udvalgets stilling, hvis det kun skulle bruges til at tage medansvar for beslutninger, der var trufne i forvejen.
Alsing Andersen [socialdemokrat. Forsvarsminister 9. april. Fra feb. 1941 partiformand] var enig med Kraft derom. I [udenrigs]ministeriet har man imidlertid ment, at man måtte være mere klar over egen stilling, før man kom til udvalget. Scavenius havde uden forhandling med andre givet ordre til radioen om hvervningsmeddelelserne [dvs. opfordringer til at melde sig til Frikorps Danmark]. Kongen havde klaget derover i statsrådet i går, men Scavenius havde påtaget sig ansvaret. Der lå nu planer om, at sådanne vigtige beslutninger skal forelægges statsrådet. […]
Stensballe [medlem af Samarbejdsudvalget for Venstre] understregede, at udvalget efter aftalerne havde ret til at være med i overvejelserne før større beslutninger.
Oluf Pedersen [medlem af Samarbejdsudvalget for Retsforbundet] var enig med Kraft og Alsing Andersen. Der var særlig forbitrelse over radioen. Kunne man ikke snart undvære Scavenius? Han mente, at det kunne være lettere end før [at afskedige Scavenius], da tyskerne mere nu end før var interesserede i at vinde sympati i Danmark. […]
Elgaard [folketingsmedlem for Venstre] udviklede, at der i Jylland var fuldstændigt raseri over radioen; man spurgte om tyskerne havde overtaget regeringen eller radioen. Han var enig med de andre. Regeringen kan vel ikke fatte mod til at forbyde hvervningerne. Både regeringen og rigsdagens stilling over for befolkningen svækkes meget. […]
[D. 31. juni, 1941] Kl. 14.15 havde udvalget møde igen, og Scavenius var nu til stede. Alsing Andersen spurgte om hvervningen […]
- Scavenius: Situationen medfører, at hvervningen får en anden karakter. Vi er nødt til at vise sympati for Finland, og vise, at vi ikke er ligegyldige for kampen mod bolsjevismen. Der er nu ”Nordland” og ”Frikorps Danmark”. De vil næppe få stor tilslutning, måske 200 hver […]
- Alsing Andersen: Har tyskerne stillet sig bag hvervningen?
- Scavenius: Ja, i høj grad, radiomeddelelserne [var] efter tysk ønske. […]
- Elgaard: Hvervningen indskrænkes vel så til det, nazisterne foretager? Intet ophidser som radiooplæsningerne. […] Holder publiceringen i radioen nu op?
- Scavenius tror det ikke.
- Alsing Andersen: Det [den nazistiske hvervningspropaganda i radioen] hindrer heldigvis, at der melder sig et nævneværdigt tal.
- Scavenius: Ja, De siger heldigvis. Det værste er, hvis der kommer et brud, hvor alt det, der hidtil har repræsenteret Danmark, skubbes til side. Stemningerne er skærpede nu som i fjor, da Frankrig blev besat. Sympatien for Finland er åbenbart forsvundet, efter at det er kommet sammen med det eneste land, der kan forsvare det. Det danske folk stiller sig vedblivende afvisende over for den nyordning, der må komme.
- Kraft: Man kunne ikke vente, at danske let skulle træde ind ved siden af tyske soldater. […]
- Elgaard: [Jeg] har ikke bebrejdet udenrigsministeren hans opfattelse af Nyordningen. Men det, der volder vanskelighed, er, at tyskerne vil benytte besættelsen til at øve åndelig tvang mod det danske folk. Det skaber reaktionsbevægelse. Det er regeringens opgave at forklare tyskerne, at det skader.
- Scavenius: Tyskernes tankegang er forskellig fra vor. De midler til tilnærmelse, de anvender, passer ikke for os. Det er ikke muligt at få dem til at forstå det. De tror nu, vel med urette, at der er en lejlighed til at vinde stemningen. Det tragiske er, at det ikke er muligt for de to folk at nærme sig hinanden. Tyskerne tror stadig, at det er nogle ledere, der er i vejen; derfor de stadige krav om, at den ene eller anden skal fjernes. De forstår ikke, at "lederne" kun er ekko af befolkningen. De har andre erfaringer andre steder. Der er ført utallige samtaler herom, men uden resultat. Målet er at føre så meget som muligt af det nuværende Danmark over i Nyordningen. I Norge er der nærmest en art borgerkrig. Tyskerne er bundet til at understøtte det lille parti, de benytter. [dvs. Quislings nazister].
- Elgaard: Tyskerne burde kunne forstå. Men folk spørger: Forlader tyskerne siden Danmark?
- Scavenius: Ikke så længe der er krig. Bagefter ingen grund til at blive her. Men samarbejdet kræver efter tysk opfattelse en vis fælles grundstemning. Stemningen her er forværret. […]

[D. 4. juli] Jørgen Jørgensen [radikalt medlem af regeringen (undervisningsminister] [havde] en samtale med Scavenius, vist i anledning af radiomeddelelserne om frikorpset. Scavenius klagede der stærkt over sin stilling; han havde sagt Stauning, at han måtte tænke på en efterfølger; det hele gik ham på nerverne: den stadige uenighed i ministeriet, folks opfattelse af ham; han havde hørt en forbipasserende sige: der bor han oppe, landsforræderen. Kongen havde sagt til ham: Kunne De aldrig tænke Dem at sige nej til tyskerne? Det skulle han lade sig byde af en sådan monark. […]

[D. 5. juli afholder chefen for udenrigsministeriets pressebureau, K. Eskelund, der leder statsreguleringen af indholdet i dagspresse og radio, pressemøde. Ved mødet opfordres journalister og presse til at være positive overfor de tyske hvervningsforsøg. Efterfølgende optages indlæg i aviserne, hvori chefen for Frikorps Danmark, C. P. Kryssing, kritiserer demokratiet. Dette vækker ny uro i samlingsregeringen. D. 7 juli afholdes der ministermøde, hvor man ud over dette ligeledes skal drøfte en erklæring, der giver de rette instanser de nødvendige retningslinjer og beføjelser i forbindelse med oprettelsen af frikorpset.]

Ved mødet sagde Alsing Andersen, at man gerne ville have oplysning om de sidste begivenheder i hvervningspørgsmålet, om hvorledes aviserne var blevne tvungne til at tage Kryssings udtalelser, og hvorvidt man kunne gå ud fra, at aktionen nu snart var forbi.
- Scavenius: Nej, det er den ikke. Men drømmetilstanden vil snart være forbi. Baggrunden er tyskernes ønske om at stå som førere for hele Europa mod bosjevikkerne. Derfor korps de forskellige steder. De havde dog ikke ønsket aktiv deltagelse. De ønskede her kun, at der intet skulle ske, der modvirkede hvervningen. Dertil hørte også, at pressen stillede sig forstående. Han citerede optegnelser om den tankegang, Renthe-Fink havde udviklet, og et særligt memorandum om frikorpsene. De ønskede lettelser for dem, der ønskede at indtræde. […]. Han [Renthe-Fink] var på det rene med, at befolkningens stemning ikke var velvillig, men det måtte være den politiske ledelses [den danske regerings] sag at skabe forståelse. […]
- Alsing Andersen spurgte, om Kryssings udtalelser var krævet optaget uændret; han havde angrebet demokratiet og dermed den regering, der havde givet pressen besked om at tage udtalelserne.
- Scavenius: Det hele vanskeliggøres ved, at tyskerne har overladt det [hvervningen] til nationalsocialisterne. Scavenius' bestræbelser er gået ud på, at man ikke skulle kunne sige, at regeringen lagde hindringer i vejen.
- Kraft: Når pressen kaldtes op og fik ordre til positiv stilling, måtte man kunne forlange, at Kryssing ikke benyttede lejligheden til angreb på det bestående demokratiske styre. […]
Kraft forklarede, at den erklæring, der undertegnes [af regeringen for at igangsætte frikorpsets oprettelse], gælder både ”Frikorps Danmark” og ”Nordland”. Deltagere i ”Nordland” har den opgave siden at vende tilbage til Danmark for at udbrede germansk [nazistisk] tankegang. Det er meget, at den danske regering kan acceptere dette. […] Kraft ser anderledes end udenrigsministeren på det hele. Men når man nu gik ind i forhandlingerne, måtte man da i det mindste kunne øve en vis kontrol med det hele.
- Scavenius: Så var man jo blot blevet draget ind i mere.
- Kraft: Det er ikke rigtigt, at regeringen har stillet sig passivt. Den anbefaler hvervningen, påvirker pressen. […]
- Alsing Andersen: Det er dog meget, at de [de frivillige] skal love at komme hjem for at støtte Frits Clausen.
- Scavenius: Det vil jo alt sammen komme til at ligge helt anderledes, så det ingen betydning har. Det er jo givet, at de arbejder på at skaffe sig tilhængere her.
- Kraft: Det kan ikke være vor opgave at lette det.
- Scavenius: Ja, hvorfor ikke. Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister.
- Oluf Pedersen: Det værste er, at de kommer hjem forpligtede til at optræde mod Danmark.
- Scavenius: Ikke mod Danmark, men for at lære Danmark at forstå det nye.
- Oluf Pedersen: Regeringen bliver jo latterlig, når den skal virke for folk, der bekæmper den.
- Scavenius: Der er brug for en regering, der ikke er bange for at være upopulær.
- A. M. Hansen [radikalt medlem af Samarbejdsudvalget] udtalte sig meget stærkt derimod. Det vigtigste er dog at bevare den nationale styrke i folket, hvorledes det så i øvrigt går.
- Scavenius: Det er en kimære [et fantasifoster]. En regering, der ikke kan samarbejde med tyskerne, vil fremkalde en tvangsregering.
- A. M. Hansen udtalte sig meget stærkt om det nationale sammenhold og hensynet til sønderjyderne. De havde dog hævdet sig under tyskerne.
- Scavenius: Danskheden kunne ikke være bevaret i Sønderjylland, hvis tyskerne havde anvendt nutidens metoder.
- Oluf Pedersen: Disse metoder er anvendt i Norge. Norskheden er ikke ødelagt.
- Kraft: Fører alt dette ikke til Danmarks deltagelse på tysk side?
- Scavenius: Jo længere den nedbrydende proces kan udsættes, desto bedre. Meget ville have været bedre, hvis politikerne havde haft mod til at gå mod folkestemningerne.
- Alsing Andersen: Der er en stor forskel mellem udenrigsministerens opfattelse og næsten alle andres.
- Scavenius: Spørgsmålet er, om vi vil have brud eller forståelse.
- Alsing Andersen: Ingen ønsker brud, men derfor kan man godt vise en fasthed. Det er uheldigt, hvis tyskerne får det indtryk, at man altid straks giver efter.
- Scavenius: Ja, hvad er der egentlig sket? Alt det tyskerne har forsøgt her, er strandet. Det er bedre at lade det strande på de faktiske forhold end på regeringens nej.
- Kraft: Man hjælper nationalsocialisterne til en oppustning.
- Scavenius: Hvis det overhovedet kunne tænkes, at der regeredes med forstand, måtte man ønske, at talrige officerer, der ikke var nationalsocialister, meldte sig. De antityske stemninger er en fare for staten.
- Oluf Pedersen: Man behøver dog hverken at være tyskvenlig eller tyskfjendtlig. Stemningen mod Tyskland bliver dårligere, fordi der stadig presses på.
- Scavenius: Ja.
- Oluf Pedersen: Man kan da ikke ønske, at stemningen bliver tyskvenlig.
- Scavenius: Jo!
- A. M. Hansen: Det, der kræves, er ro.
- Alsing Andersen: Tyskerne misbruger situationen over for os.
- Scavenius citerer erklæringen af 8. juli 1940 og den nye erklæring [om støtten til kampen mod bolsjevismen, jf. nedenfor]. De er afgivet for at beskytte Danmark.
- Alsing Andersen erkender, at man ikke kunne stille sig i vejen for hvervningen; der er ingen modstand mod et rimeligt samarbejde. Men der kan ind i de erklæringer ikke lægges en forpligtelse til jubel og begejstring. Det er umuligt at tilvejebringe en sådan stemning.
- Scavenius erindrer om Renthe-Finks udtalelse om ledelsens opgaver [om at skabe den rette forståelse/stemning i befolkningen, jf. ovenfor]
- A. M. Hansen: Det vil sige, at vi ikke deltager i krigen, men alligevel skal deltage.
- Alsing Andersen: Hvis der ikke melder sig nok, kan der vel komme krav om, at regeringen skal udstede en proklamation om at melde sig. Hvor meget af det, der kræves, er Renthe-Finks egne påfund.
- Scavenius fortæller, at han i går har haft besøg af en tysk propagandaleder. Denne var ganske enig i, at propaganda kun kunne føre i til noget, når der var sangbund. Så vidt jeg [Munch] forstod havde Scavenius bagefter sagt dette til Renthe-Fink, men fået svaret: Ja, men hvad siger han [propagandalederen], når han kommer hjem [til Berlin]. Man må huske, hvilken betydning et despoti har for personerne. Det var anderledes i Rantzaus [tidligere tysk diplomat tid]; med ham kunne man træffe aftaler. Vi lever nu i den dynamiske tidsalder. Despoti og demokrati følger ikke de samme love. Vurderingen afhænger af, om det hele er forbigående, eller der skabes et varigt nyt Europa.
- Alsing Andersen: Man må anvende en blanding af eftergivenhed og modstand.
- Scavenius: Ja, eftergivenhed i de store spørgsmål af europæisk karakter, modstand i enkeltheder som orloven for de tjenstgørende [i frikorpset] og lignende. Han tror ikke, at en politik efter stemninger er mulig. […]
Efter at Scavenius var gået, forklarede Stensballe, at spørgsmålet jo skulle drøftes i ministeriet i morgen. Alle var lige betænkelige ved Scavenius. […]

I de følgende dage fortsætter uenighederne. Scavenius truer med at træde tilbage. Det er ikke første gang han truer med dette. F.eks. da tyskerne d. 22. juni 1941 påbegyndte deres angreb på Sovjetunionen og krævede, at Danmark nu erklærede sin sympati for ”hele Europas sag”, som Tyskland og andre lande kæmpede for. Scavenius var villig til at efterkomme de tyske krav, men hans formulering af denne sympatierklæring skabte splid i Samlingsregeringen, hvor særligt de konservative og Venstre var imod ”ideologiske” formuleringer, der kunne ændre Danmarks neutrale stilling. I erklæringen lød det bl.a.: [Krigen mod Sovjetunionen] er en kamp mod en magt, der gennem en årrække har betydet en trussel mod de nordiske staters velfærd og trivsel. […] Denne gang fører Finland ikke sin kamp alene, men sammen med de europæiske lande kæmper det under tysk førerskab for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. […] Der er en fælles europæisk interesse i dette opgør. […] Nu som før deltager Danmark ikke i dette krigeriske opgør, men ud fra denne fælles europæiske interesse kan udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark.
Da man ikke ville godtage især det sidste afsnit truede Scavenius med at gå af. Men da man frygtede den tyske reaktion på Scavenius’ eventuelle afgang, accepteredes udtalelsen modvilligt. Erklæringen blev godt modtaget af tyskerne, der anså Scavenius for en vigtig garant for den danske samarbejdspolitik.

Læser man Munchs erindringer, er man ikke i tvivl om, at Scavenius bruger truslen om sin egen afgang som pressionsmiddel overfor resten af regeringen for at få sin linje igennem. Man da han atter i juli i forbindelse med sagerne omkring frikorpset truer med dette, er man indstillet på, at lade ham gå af. Og som det fremgår, er man (selv langt ind i socialdemokratiets og de radikales rækker) betænkelig ved ham. Men da man pludselig erfarer, at tyskerne vil opfatte det som en fjendtlig handling, hvis Scavenius må forlade regeringen, ser man sig atter nødsaget til alligevel at overtale Scavenius til at blive som udenrigsminister og gå ind på hans linje. Både sagt ligeud og mellem linjerne kan man se, at Munch mistænker Scavenius for at være den, der bag kulisserne står bag det forhold, at oplysningen om, at tyskerne ville se negativt på Scavenius’ afgang, kommer regeringsmedlemmerne for øre. Scavenius er således slet ikke interesseret i at gå af - men bluffer for at få sin meget aktive samarbejdslinje igennem.

Munchs erindringer kan naturligvis ikke stå alene og må også vurderes kildekritisk (hvad har han hørt, fra hvem, hvornår etc.). Alligevel tegner der sig et interessant billede og en række temaer, der burde undersøges nærmere. For det første er Scavenius’ udtalelser ganske horrible (”Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister” etc.). Man spørger sig – hvor langt var den mand villig til at gå? For det andet ser man, at der som sagt bestemt ikke herskede konsensus omkring Scavenius’ linje. For det tredje fornemmer man et alternativ til det samarbejde med tyskerne Scavenius stod for – nemlig en villighed til at føre en meget mere passiv og tilbageholdende linje end den aktive linje som Scavenius førte. For det fjerde ser vi Scavenius få sin linje igennem ved true sine kollegaer med sin egen afgang - og dermed indirekte med en hævnaktion fra tysk side!

Og endelig er det da interessant, at det i det ovenstående netop er den konservative Ole Bjørn Kraft, der er bekymret for demokratiet og står fast på at forsvare dette mod nazismen - og ikke Scavenius, der nærmest trækker på skuldrene. Kraft er jo ellers visse historikeres yndlingsoffer, når man skal påpege, hvor fascistisk inficeret de konservative var i 30’erne. I bogen Fascismen : Historie - Lære – Lov (1932) tog han således ikke i tilstrækkelig grad afstand fra fascismen – en nærmest uoprettelig helligbrøde. Og som det fremgår af det nye historiesite www.danmarkshistorien.dk (udarbejdet af Aarhus universitet!), bør man bebrejde Kraft, at han ved fremlæggelsen af loven, der forbød kommunistpartiet (august 1941), ”var den eneste fra de større partier, der kom med denne længere argumentation for lovforslaget”. Ja, socialdemokraten Alsing Andersens indlæg er kortere – Krafts er længere. So what? Måske nagede lovforslaget Kraft mere end Alsing Andersen? Men det folkene bag sitet vil signalere, er man ikke i tvivl om. Kraft var en skidt fyr.

Men som det fremgår af ovenstående uddrag, er det Kraft, der træder kraftigst op mod Scavenius og forsvarer demokratiet. Grænsen var ved at være nået – det mente Scavenius tydeligvis ikke. Og det er jo interessant.

Interessant sejr for den borgerlige EU-modstand

Af Jesper M. Rosenløv

Det gik jo hen og blev en helt tilfredsstillende valgaften i går. Den nye tronfølgelov blev vedtaget – og dermed gik venstrefløjens plan om en langt mere omfattende grundlovsændring i vasken.

Derudover blev det over hele Europa til sejr for den borgerlige EU-modstand. Spørgsmålet er nu om denne sejr kan omsættes til konkrete politiske tiltag, der kan modvirke EU-statsdannelsen.

Herhjemme sikrede Morten Messerschmidt Dansk Folkeparti en fordobling af stemmerne. Jeg vil tro, at han bliver én af topscorerne, når de personlige stemmer bliver talt op. Det lover godt.

Rundt om i Europa måtte socialisterne indkassere den ene syngende lussing efter den anden. I Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien vandt de borgerlige markant frem. Men det var ikke nødvendigvis de EU-positive partier, der indkasserede hele gevinsten af socialisternes deroute. Det var i høj grad også den borgerlige EU-modstand, der vandt terræn.

Mest markant er udviklingen i Storbritannien. EU-valget her og dets efterspil, kan gå hen og vende op og ned på mange ting.

I sig selv er det historisk, at den konservative leder, David Cameron, nu endelig har draget den logiske konsekvens af de britiske konservatives EU-skepsis og har meddelt, at hans parti i EU-parlamentet vil bryde ud af den konservative EU-positive EPP-gruppe for at danne en helt ny EU-skeptisk gruppe.

EU-kritikerne (medregnet de konservative) gik således i Storbritannien fire mandater frem. United Kingdom Independence Party (UKIP), som mange havde spået en snarlig opløsning, gik overraskende et mandat frem og har nu med sine 13 mandater i parlamentet ligeså mange som Labour. Faktisk nåede UKIP et større antal stemmer end Labour og er dermed Storbritanniens andenstørste parti! Denne sejr for EU-skeptikerne og modstanderne i Storbritannien vil givet give Cameron blod på tanden, når det gælder om at få gennemført en folkeafstemning om Lissabon-traktaten – en afstemning, som højst sandsynligt vil ende med et nej.

Ser man på EU-parlamentets sammensætning, sad der før valget to grupper, der kæmpede for nationernes selvbestemmelsesret og mod yderlige europæisk integration. Nationernes Europa (UEN-gruppen) talte bl.a. det polske konservative ”Lov og Orden”-parti, det italienske separatist-parti, Lega Nord og Dansk Folkeparti. Desuden var der Gruppen for Uafhængighed og Demokrati (IND/DEM), der bl.a. talte det britiske UKIP.

Samlet gik disse grupper et mandat frem og tæller nu 46 medlemmer.

Men den mest dramatiske og perspektivrige udvikling skete i gruppen af parlamentsmedlemmer, der står uden for grupperne. Denne gruppe var (og er) en særdeles broget skare, men talte ligeledes en række EU-modstandere som f.eks. det franske Front National med Le Pen i spidsen. Denne gruppe udgjorde tidligere 30 parlamentsmedlemmer, men efter valget er de oppe på 47 medlemmer. Tæller man de britiske konservatives 25 mandater med, er gruppen dog oppe på hele 72 medlemmer, hvoraf mange altså er EU-skeptikere eller EU-modstandere.

Problemet er dog, at ”gruppen”, som det ser ud nu, tæller meget forskellige partier og medlemmer. Fra de britiske konservative, over Geert Wilders’ Frihedsparti til yderligtgående (nærmest militante) nationalister fra Ungarn og Rumænien – samt British National Party (BNP), hvis partiprogram dårligt kan tolkes som andet end racistisk. Det er derfor utænkeligt, at gode nationalkonservative eller nationalliberale kan samarbejde med disse fascistoide eller direkte racistiske partier.

Et springende punkt er, om David Cameron holder ord, og danner en ny konservativ/borgerlig EU-skeptisk gruppe. Cameron har været under kraftig kritik for at ville tage dette skridt, og mange vil sikkert forsøge at overtale briterne til at blive i EPP-gruppen.

Men lad os lege med tanken og forudsætte at de britiske konservative bryder ud og danner kernen i en ny EU-skeptisk gruppe. I så fald ville der være en god mulighed for at samle en del andre parlamentsmedlemmer fra UEN- og IND/DEM-gruppen og fra dem, der står uden for grupperne i denne nye gruppe. Cameron skulle allerede have diskuteret dette med det polske ”Lov og Orden”-parti og de tjekkiske konservative. Men derudover kunne Lega Nord, Geerts Wilders' parti samt det østrigske Frihedsparti vel også inddrages. Det samme gælder de to danskere fra Dansk Folkeparti.

Tilsammen udgør UEN-gruppen, IND/DEM-gruppen og de, der står uden for grupperne, 118 parlamentsmedlemmer. Mon ikke det skulle være muligt ud af disse at samle så mange gode og fornuftige folk, at en ny EU-skeptisk gruppe af konservative/borgerlige kan gå hen og blive parlamentets tredjestørste gruppe?

Det yderste venstre har 34 medlemmer. De grønne (hvor SF sidder) har 50 medlemmer. De liberale (hvor Venstre sidder) har 84, mens socialisterne (hvor Socialdemokratiet sidder) har 183, mens den konservative EPP-gruppe har 264 medlemmer.

Det ville være et stærkt signal, hvis man kunne samle en stærk EU-skeptisk, konservativ/borgerlig gruppe i parlamentet. Det ville give en helt ny platform for den borgerlige EU-modstand og forhåbentligt skabe momentum, der kunne gå hen og blive en alvorlig udfordring til ja-partiernes antinationale kurs.

Derfor har Danmark ingen Zlatan...

SVERIGE: 0 – DANMARK: 1

DERFOR HAR DANMARK INGEN ZLATAN!

STEM JA!

Af Jesper M. Rosenløv

I morgen skal vi stemme om en ændring af tronfølgeloven – en ændring, der har den hensigt at ligestille kønnene m.h.t. arveretten til den danske trone. Hvorfor? Således at det danske kongehus kommer til at afspejle de forhold, der bør gøre sig gældende i det moderne danske samfund, lyder det. Naturligvis må jeg som konservativ afvise dette argument som noget pjat. Som jeg hørte en ældre herre, der blev interviewet på tv, udtrykke det: ”Kongehuset er jo hamrende gammeldags… og det skal det blive ved med at være”. Det er jo så sandt, som det er sagt.

Kongehuset bygger på tradition og hævdvunden skik. Selvom jeg absolut ikke er imod ligestilling mellem kønnene i det danske samfund, så er det, der tilfældigvis har vundet indpas af nutidige modestrømninger jo fuldstændig ligegyldigt i sammenhæng med kongehuset. Hvad nyt, smarte projektmagere kan hitte på, er traditionen netop hævet over. Bevarelsen af kongehuset er i sig selv et oprør mod ”nutidens absolutte dominans”, for at bruge et udtryk af Botho Strauss. Derfor er det budskab, som den fladpandede statsfinansierede propaganda-film, der ruller hen over de danske tv-skærme i den bedste sendetid, ramt helt ved siden af.

Men, men, men – alligevel, kære læser, vil jeg opfordre dig til at stemme ja til ændringen. Der er vigtigere ting end det danske kongehus på spil. Nemlig den danske grundlov og Danmark.

Læg mærke til, hvor ærgerlige de radikale, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet samt de mest globaliseringsliderlige borgerlige var, da Anders Fogh Rasmussen gik i gang med den lange proces, det er at få ændret tronfølgeloven og dermed Grundloven. Læg f.eks. mærke til, at en mere end sædvanlig tvær Marianne Jelved for nyligt sagde, at hun overvejede at stemme blankt. Det samme har Margrete Auken udtalt. Hvorfor? Fordi det er svært, at få ændret Grundloven – meget svært. Lad mig uddybe.

En grundlovsændring kræver, at to på hinanden følgende folketing skal vedtage en evt. ændring ved et kvalificeret flertal (2/3 af de afgivne stemmer). Herefter skal der være folkeafstemning, hvor et flertal på minimum 40% af de stemmeberettigede skal sige ja. Herefter skal der i et nyt folketing atter være et kvalificeret flertal.

Dette er jo noget rigtig møg, når man som de ovennævnte næsten ikke kan vente med at få has på Grundloven. Grundloven står nemlig i vejen for, at Danmark kan indlemmes i Europas Forende Stater. Desuden er det besværligt at få indskrevet alverdens menneskerettigheder, der f.eks. kan gøre det umuligt for os at opretholde en stram udlændingepolitik. Netop p.g.a. Grundloven er der grænser for, hvor megen dansk suverænitet, der kan afgives uden at spørge den besværlige danske befolkning. O.s.v. o.s.v.

Derfor vil de af med Grundloven. Og det hurtigst muligt. Grundloven garanterer nemlig Danmarks eksistens på danskernes præmisser. Og hvis der er noget disse politikere frygter, så er det at blive lukket inde i et ”rum”, hvor de er alene med den danske befolkning.

Fra deres synspunkt var det derfor en alvorlig fejl, da Fogh udskilte spørgsmålet om tronfølgen for at lave en separat grundlovsændring m.h.t. dette spørgsmål. Hvorfor? Fordi deres håb netop var, at bruge tronfølgespørgsmålet til at få en langt mere omfattende ændring af Grundloven igennem. De havde set for sig, at de royale danskere, ville være totalt forblindede af de blodige uretfærdigheder omkring kønsdiskrimineringen, der eksisterer i kongehuset. Ændringen af tronfølgeloven var således deres løftestang til at få langt mere skæbnesvangre grundlovsændringer igennem. Ændringer, som de håbede på, at danskerne ikke ville lægge så meget mærke til, hvis hele grundlovsdiskussionen kom til at handle om kongehuset og ligestilling. Den plan gik i vasken, da Fogh igangsatte sit forsøg på alene at få ændret tronfølgeloven.

Men nu vejres der morgenluft. Med et nej til den nye tronfølgelov, vil de på et senere tidspunkt igen have denne trumf i ærmet, når der skal fifles med Grundloven.

DERFOR: Har man Danmarks selvstændighed kær, og vil man beskytte den grundlov, der værner om Danmark, så bør man stemme ja til den nye tronfølgelov i morgen – også selvom de popsmarte ligestillingsargumenter skurer i de konservative ører.

Traditioner og kongehuset er vigtigt – men der er noget, der vigtigere end dette - Danmarks frihed er vigtigere.

Til "Initiativet til støtte for afviste irakiske asylansøgere"

Kære Alle

Undertegnede har modtaget en mail, som åbenbart cirkulerer på nettet for øjeblikket, med opfordring til at støtte den aktuelle ”kirkeaktion” i Brorsonskirken på Nørrebro til fordel de 282 afviste irakiske asylansøgeres krav om asyl/opholdstilladelse i Danmark. Aktionen, der angiveligt har været nøje planlagt igennem flere måneder, plæderer for, at der vedtages en særlov i lighed med den særlov fra 1992, som gav asyl til 420 afviste palæstinensere efter en tilsvarende kirkeaktion, hvor 78 palæstinensere i månedsvis havde besat bl.a. Blågårds Kirke.

Selv om vi er klar over, at støtteaktionen er sat i værk ud fra de smukkeste medmenneskelige motiver, vil vi alligevel tillade os at pege på nogle meget ubehagelige dilemmaer og langsigtede konsekvenser, som en eventuel vedtagelse af en ny særlov vil medføre.

Som bekendt har samtlige af de afviste irakiske asylansøgere for længst fået deres sag individuelt og omhyggeligt behandlet efter gældende dansk (og international) ret og er ikke fundet berettigede til asyl i Danmark. Den afgørelse har disse irakere så ikke villet respektere, og de har fundet støtte blandt en kreds af mennesker, som øjensynlig er uenige i den officielle danske flygtninge- og asylpolitik med tilhørende lovgivning, og som - med deres aktioner - har sigtet på at omstøde de danske myndigheders afgørelse. Kort sagt de afviste asylansøgere er blevet en brik i et indenrigspolitisk spil om udlændingepolitikken.

Med den nylige hjemsendelsesaftale er klokken så faldet i slag ikke blot for de afviste asylansøgere, men også for deres støttegrupper, som nu må se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig. Det falske håb, som støtteaktionerne så tankeløst har indgivet asylansøgerne, har forhindret disse familier i at handle i overensstemmelse med realiteterne og tage ansvar for deres egen situation ved i god ro og orden at indstille sig på et liv i deres eget hjemland. I stedet er disse ulykkelige irakiske familiers ulovlige ophold i Danmark blevet ganske unødigt forlænget med de omkostninger det har indebåret. Kirkeaktionen vil kun forværre deres sørgelige situation.

Alle fornuftige mennesker ved naturligvis godt, at den ene ”særlov” efter den anden ikke er nogen farbar vej for et demokratisk retssamfund, fordi tæppet dermed vil blive trukket fuldstændig væk under den myndighed, som er garanten for, at et retssamfund kan fungere. Derfor har støttegrupperne formentlig også suppleret deres argumentation med at henvise til forskellige internationale konventioner: Børnekonventionen, FNs anbefalinger, Amnesty International, ja, sågar Udenrigsministeriets rejsevejledning for danskere, som angiveligt skulle sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de danske myndigheders beslutning om hjemsendelsen af de afviste asylansøgere. Hermed forsøger man i virkeligheden at flytte hele flygtningespørgsmålet bort fra den politiske arena og ind under en slags overordnet universel rettighedstænkning, som til hver en tid kan trumfe demokratisk og national vedtaget flygtningelovgivning. Bortset fra at tankegangen er umiskendelig totalitær og antidemokratisk, så umuliggør den også enhver fremtidig flygtningelovgivning og lægger i det hele taget en bombe under nationalstaternes selvbestemmelsesret m.h.t. hvem, der kan få tilladelse til at bo inden for deres grænser. Konsekvensen skal man være ualmindelig blind for ikke at få øje på.

Jamen hvad med medmenneskeligheden? Har vi da intet lært af jødernes fortvivlede situation under nazismen og den skammelige flygtningepolitik, som mange nationalstater den gang håndhævede så rethaverisk med katastrofale følger for de afviste jødiske asylsøgere? Er situationen ikke fuldstændig den samme for de afviste irakere? Nej, situationen er ikke den samme. Der er ikke tale om, at der finder et folkemord sted på muslimer p g a deres religion eller race i Irak. At danskere ikke anbefales at rejse til Irak hænger - foruden den urolige situation med sporadiske terrorbombninger og den voldelighed, som desværre kendetegner muslimske samfund i disse år - sammen med at udlændinge (af gode grunde) generelt ikke er særlig velsete i Irak, og at kristne i særdeleshed forfølges. Når millioner af irakere kan leve deres liv i Irak, så kan vores afviste asylansøgere naturligvis også. I modsat fald skulle samtlige andre millioner af irakere også have ret til asyl i Danmark. Der er ingen af de irakiske asylansøgere, der har godtgjort, at de er personligt forfulgte.

Men nu har disse irakere jo opholdt sig så længe i Danmark, siges det, er det så ikke uanstændigt at sende dem tilbage efter alle disse år? Nogle af dem skulle angiveligt end ikke tale arabisk mere. Her er vi ved et kernespørgsmål, nemlig om voksne menneskers – også asylansøgeres – personlige ansvar for egne beslutninger og deres konsekvenser. Disse irakere har meget længe vidst, at de ikke havde lovlig hjemmel for asyl i Danmark. Det har de så på eget ansvar nægtet at tage for gode varer med de følger det har kostet ikke mindst deres børn. Ved at støtte disse irakere i deres ulovlige krav om asyl, har de forskellige støttegrupper samtidigt givet dem medløb i, at de er uretfærdigt behandlede ofre. Er der noget der er degraderende for menneskelig selvrespekt, så er det at komme til at opfatte sig selv som offer. At evne at bøje sig for realiteter, også de meget ubehagelige, uden at forfalde til offerrollens drømmerier hører med til det voksne menneskes allervigtigste kompetencer og værdighed. På en mærkelig måde ligner de to grupper hinanden, både asylansøgere og støttegrupperne lider øjensynlig af alvorlig ”Wirklichkeitsverlust” og grænseløshed, hvor den ene part har fået bildt den anden - alt for villige - part ind, at grænser ikke er virkelige og love kan omgøres, når bare man benægter og protesterer længe nok.

Til sidst et par bemærkninger om konsekvenserne af den såkaldte ”Palæstinenserlov” af 3. marts 1992. Ud af de 420 palæstinensere som fik tilkendt asyl fik 321 personer opholdstilladelse. Iflg. en opgørelse fra 2003 var 135 af de 321 personer blevet dømt for kriminalitet, svarende til 42 %. 238 personer, svarende til 74 %, var på en eller anden form for overførselsindkomst. Af de 110 børn, som er født af de 321 palæstinensere, havde 56 % været involveret i kriminalitet i flg. en opgørelse fra 2005. Ydermere viste det sig hurtigt efter Palæstinenserlovens vedtagelse, at flere hundrede havde opnået flygtningestatus på falsk baggrund, idet de i årevis forud for lovens vedtagelse var rejst på ferie i Libanon.

Den særlov har således været en meget dyr historie for de danske skatteydere. Ikke noget der ligefrem kalder på en gentagelse. Med mindre det er velfærdsstatens endeligt man ønsker. Det har vi ikke hørt noget om, at støttegrupperne har på programmet.

Som det fremgår af ovenstående kan grænseløs godhed sommetider have nogle utilsigtede onde konsekvenser. Vore politikere er valgt til at gennemtænke de langsigtede følger af den politik, der skal føres, og de skal på befolkningens vegne være i stand til - på trods af pressionsgruppers kortsigtede følelsesmæssige engagement i en sag - at turde træffe ubehagelige beslutninger, som kan virke umenneskelige, men er nødvendige af hensyn til almenvellet. Havde Churchill ikke vovet at tage ansvar for nogle meget onde beslutninger i en ond tid havde konsekvenserne for Europas skæbne været katastrofale. Lad os håbe, at vi stadig har politikere af den kaliber. Det ville være et ironisk resultat af den flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951 på baggrund af de forfærdelige erfaringer – især for jødernes vedkommende - under 2. Verdenskrig, at Europa måske igen havner i kaos og opløsning, denne gang på grund af en helt ukontrollabel flygtninge- og indvandrerstrøm med ret til endeløse familiesammenføringer, som vi af lutter godhed og angst for gentagelse af fortidens synder ikke evner at sætte grænser for.

Kirsten Sarauw, præst, forfatter og psykoterapeut
Kai Sørlander, filosof og forfatter
Torben Snarup Hansen, historiker
Lone Nørgaard, lektor, cand.mag

Aktuelt (1-5-09)

Robert Ellis (The Guardian, d. 29. April 2009): Tackling the Turkish taboo. Public discussion of the Armenian genocide is still risky, but signs that Ankara is softening its stance are encouraging. [Læs]


Phyllis Chesler: Woman’s Inhumanity to Woman, Jihadic Style. President Obama, Please Read This. [Læs]


Richard Pendlebury (Daily Mail, d. 30. April 2009): The Muslim cleric who blames British mosques for the 7/7 bombings, says multiculturalism is a disaster and would throw Islamic fanatics out. [Læs]

Blogs på JP

Af Kasper Støvring

Overtegnede blogger også i den nærmeste fremtid på JP. Læs mere på http://jp.dk/blogs/ hvor man også kan finde folk som Henrik Gade Jensen, Mikael Jalving, Naser Khader og Morten Uhrskov.

Konservativ EU-modstand

Af Jesper M. Rosenløv

EU-valget nærmer sig. Og når man nu ikke kan få en eneste hjemlig dansk konservativ til at ytre bare ét kritisk ord om den organisation, der om nogen søger at nedlægge Danmark hurtigst muligt, er det jo helt rart, at englænderne har nogle stærke konservative EU-modstandere, man kan lytte til i stedet.

Jeg kendte ikke Daniel Hannan før i dag, da jeg blev gjort opmærksom på en tale, han havde holdt i EU-parlamentet i forgårs, men som allerede lå på youtube.

D. 24. marts besøgte den britiske premierminister Europaparlamentet og fik i den grad kam til sit hår. Daniel Hannan fik ikke kun fyret noget af en bredside af mod Gordon Brown, men ligeledes mod ”europæiske politikere, der siger ét i parlamentet og noget andet til deres befolkninger”. Hør Hannans svada mod Gordon Brown: The devalued Prime Minister of a devalued Government.

I modsætning til de danske såkaldte konservative i Det Konservative Folkeparti, har de engelske konservative en sund EU-skepsis, og Daniel Hannan synes at være en af de stærkeste røster - en mand, der tør tage ord som ”at redde den europæiske civilisation” i sin mund. Hør hans lykønskning til Irland (Well done, Ireland), da irerne havde stemt nej til den europæiske forfatning (på EU-lingo: Lissabon-traktaten). Se også: Daniel Hannan on pushing through aspects of the Lisbon Treaty despite Ireland's No.

Som enhver, der ikke er totalt politisk tunghør, ved, er EU i gang med at udvikle sig til en statsdannelse. En statsdannelse, der vil komme til at ophæve de gamle nationalstaters selvstændighed. Denne udvikling (som EU naturligvis nægter) vil man for alt i verden hindre befolkningerne i at tage stilling til. Samtidig ønsker EU f.eks. folkelig selvbestemmelsesret for Tibet. Hykleriet er til at tage at føle på. Hør: EU hypocrisy over national self-determination

Det ser ud som om, at Hannan, der vist er én af de få i EU-parlamentet, der citerer Edmund Burke, virkelig formår at provokere EU-politikerne. Se: The last days of democracy?

Daniel Hannan opsummerer: An alternative view of the European Union

Andre godbider:

- Da Tjekkiets Vaclav Klaus for nyligt besøgte parlamentet udvandrede adskillige parlamentsmedlemmer, da Klaus begyndte at være for kritisk mod EU. Se børnehaven her (Hør hele Klaus’ tankevækkende tale her: del 1 - del 2 - del 3).

Om denne manglende vilje fra EU-politikernes side til at lytte til andres holdninger, se: Daniel Defending Democracy in Brussels

- Om EU’s kontrol over landenes indvandringspolitik: Brussels seeks to control immigration policy

- Hvad betyder menneskerettigheder, når man i EU ikke respekterer demokratiet? EU: human rights are not in danger, democracy is! Anden version: Daniel Hannan on the Charter of Fundamental Rights

- Om EU-propaganda og den orwellske måde, EU søger at sløre dette: How the EU pays to lobby itself

- Om Hugo Chavez’ Venezuela: Daniel Hannan on the threat of Venezuela's decline into a dictatorship

Imperiet slår igen

Af Kasper Støvring

1.

I den strøm af floskuløs retorik, der skyller ud af fortalerne for Den Europæiske Union, skurrer især udtrykket ”fredens Europa” i ørerne.

Vi hører, at EU skal befri europæerne fra den aggressive selvhævdelse, militarisme og chauvinisme, som forårsagede to verdenskrige i det tyvende århundrede. Hvad var årsagen? Såmænd stater båret af en nationalistisk ideologi.

Så med realiseringen af det europæiske unionsprojekt vil vi endelig få bugt med nationalismen og med tiden også med nationalstaterne – hvorefter det utopiske ”fredens Europa” vil vise sig.

Et nærmere blik på den europæiske historie i det tyvende århundrede viser imidlertid et andet billede. Det var ikke nationalstaterne – altså stater forankret i en kulturel og etnisk homogen nation – der forårsagede og stadig forårsager ustabilitet og konflikter.

Det var tværtimod imperier, dvs. multikulturelle stater som det Østrigsk-Ungarske monarki, det Ottomanske imperium og siden Sovjetunionen (ligesom Nazi-Tyskland ikke var et nationalistisk, men et imperialistisk projekt, et ”Tredje Rige”). Multikulturelle stater er altid svangre med konflikter, fordi de hylder illusionen om, at vidt forskellige kulturer uproblematisk kan trives inden for samme jurisdiktion.

Den fred, vi har opnået i Europa efter Anden Verdenskrig skyldes således, at vi har fået etableret kulturelt homogene nationalstater. Det skyldes ikke den europæiske unionsproces.

De lande, hvor nationsopbygningen ikke er lykkedes, er bl.a. Belgien og Schweiz: Det første land er ved at falde fra hinanden, og det andet land er kun stabilt, fordi man har opdelt kulturerne – nationerne – i de såkaldte kantoner med hver deres relative selvstyre.

Balkan var et ekstremt eksempel på den skæbne, en multikulturel stat – i dette tilfælde Jugoslavien – kan vente, ligesom den dystopiske Sovjetunion var et vidnesbyrd om det barbari, der følger af imperiale forhåbninger.

2.

Og nu vil man så altså igen sætte sine utopiske forhåbninger til et nyt imperialt projekt – EU.

Det har medført en alvorlig situation i dagens Europa, hvor nationalstaterne er ved at miste kontrollen over lovgivningen (Metock-dommen ophæver f.eks. udlændingepolitikken) og dermed er ved at miste effektiv suverænitet.

De nationale parlamenter er forpligtede på at gennemføre kendelser fra en domstol, som folket ikke har styr på. Konsekvensen er, at folkestyret opløses. Folket har ikke valgt dommerne ind og kan ikke afsætte dem igen ved frie valg. Det samme gælder kommissærerne. EU’s afgørende repræsentanter er derfor usårlige over for kritik og har følgelig for vane med at ignorere den.

EU’s første grundlæggere, som Jean Monnet, var slået af rædslerne i de to verdenskrige og nærede derfor en ambition om at skabe et Europas Forenede Stater som betingelse for en permanent fred.

Målet var og er altså at samle kontinentet i et nyt imperium, der har uddrevet nationalismens spøgelse ved i stigende grad at ødelægge nationalstaterne. Metoden til at skabe denne transnationale stat er at holde endemålet skjult så længe som muligt og trin for trin lade ”den stadigt tættere integration” fortsætte.

Dette ideal om et fredeligt Europa står i modsætning til en mere realistisk opfattelse, der er baseret på princippet om magtbalance. Ud fra dette princip bør kontinentet opdeles i nationer, der balancerer hinanden og dermed skaber fred.

3.

Den overbevisning: at grobunden for konflikter skyldes nationalstater og ikke imperier, og at midlet til at skabe en varig fred er at opbygge et Europas Forenede Stater er absurd og rent negativ.

Nationalstaterne afvises, fordi de angiveligt er aggressive. Men fortalerne for EU giver ingen overbevisende grunde til at tro, at transnationale stater vil blive bedre. Tværtimod viser historisk viden om den mest krigsførende stat i den seneste tid, Sovjetunionen, det modsatte. Men det ignoreres, at Sovjet var et regulært imperium, der blot arvede og skærpede de ambitioner, der kendtes fra det kejserlige Rusland.
Hvor er vi så nu? Vi er dér, hvor et uansvarligt, eurokratisk bureaukrati råder over et kontinent, hvis nationer bliver berøvet sine traditionelle loyaliteter og historiske bånd.

De europæiske borgere gøres magtesløse af en styreform, som samtidigt afviser at tage fat på de reelle problemer, der tegner sig for Europas fremtid i form af bl.a. demografisk forfald, uønsket indvandring og trusler mod de vestlige frihedsrettigheder.

EU har svækket myndighederne i de europæiske regeringer og erstattet den med en myndighed uden folkelig legitimitet. Ja, de europæiske institutioner er ikke blot uansvarlige, de bruger også formuer på at opretholde og udvide sig selv.

Dertil kommer, at de forfører borgerne med fantasiprojekter om fredens Europa og producerer endeløse og dybt skadelige love, forordninger og direktiver, som nationalstaterne er forpligtede på at gennemføre – selv om det er til stor skade for dem selv og i sidste instans kan betyde deres egen undergang.

Men EU er fortsat immun over for ethvert forsøg fra borgerne og staterne på at modsætte sig projektet.

Problemet er, at de kosmopolitiske idealer, som EU bygger på, kun deles af en lille elite. De vil aldrig kunne sive ned i almindelige menneskers kultur. Desuden har disse idealer, når de udmøntes i transnationale institutioner, en iboende tendens til at degenerere til den form for korrupt og dybt anti-demokratiske bureaukratisme, som FN og EU repræsenterer.

4.

En nationalstat bygger på en nation. Det siger sig selv. Altså et kollektivt ”vi”, som et imperium aldrig vil kunne konstruere. Altså et fællesskab af fremmede mennesker, der er bundet sammen i kraft af en fælles kultur og tilhørsforhold til et hjemland, ”vores” land.

Men er de europæiske borgere stadig i stand til at svare på spørgsmålet: hvem er ”vi”? Mange er tavse, for kollektiv, national identitetsfølelse er forbudt område.

Nationale følelser sorterer nemlig under den stadigt voksende kategori af forbudte lidenskaber, som i EU-retten går under navnet ”racisme og fremmedhad”. Udtryk for nationale følelser vil EU med tiden gøre til egentlige forbrydelser; staterne vil blive i stand til og endda forpligtede på at udlevere deres egne borgere til retsforfølgelse ved den europæiske domstol (At det ikke er så fjern en fremtid, kan man bl.a. læse hos juristen Jacob Mchangama i denne kommentar ”EU’s snigangreb på ytringsfriheden”.)

Alt sammen fordi EU er et imperialt projekt om at udbrede fred ud fra en opfattelse af, at nationalstaten kun spreder vold. Nationalstaten skal derfor undermineres.

Men ufred og sammenbrud af EU-projektet vil følge i dens sted. For intet imperium har i længden formået at bestå. Inden det bryder sammen, kan det dog gå endog meget galt.

Assimilation - igen

Af Kasper Støvring

Jeg har tidligere behandlet emnet assimilation, en politisk praksis, der bør erstatte en totalt fejlslagen integration (statistisk dokumentation viser det) og en opfattelse af, at dansk kultur skal integreres med fremmede kulturer og danne et slags tredje standpunkt. En smeltedigel.

Men hvad betyder ret beset assimilation, og hvilke forhold skal være til stede, før vi kan sige, at assimilation lykkes? Hvad afhænger en vellykket assimilation af?

Vi kan opstille en række punkter og her bl.a. trække på erfaringerne fra bosætter- eller nybyggerlandet USA, som bl.a. Samuel Huntington har skrevet om:

Invandrere bør beherske det danske sprog. Efter maksimum tre generationer bør indvandrerne ikke længere tale deres oprindelige modersmål, og der bør ikke ydes statslig opbakning til tosprogethed.

Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af slægten, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed.

Indvandrere bør være villige til at kæmpe for landet i krisetider og udvise loyalitet over for den danske nation og stat. Tværnational loyalitet og dobbelt statsborgerskab bør ikke kunne forekomme.

Indvandrere bør geografisk spredes over hele landet. Altså det modsatte af ghetto-dannelse.

Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset.

Indvandrere bør være villige til selv at bære de byrder og den risici og usikkerhed, der er forbundet med indvandring. Staten skal kun i undtagelsestilfælde, f.eks. i nød af arbejdskraft, direkte støtte indvandringen.

Indvandrere bør have et stærkt ønske om at blive danskere, og de bør på forskellig måde forledes, presses og opfordres til at blive som danskerne: vi har noget godt at tilbyde.

Hvis indvandrere ikke vil omvende sig til den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning bør være langt lettere og hyppigere.

Indvandrere bør komme fra mange forskellige lande. Det bør ikke være som hidtil, hvor indvandrere fra Mellemøsten har været overrepræsenteret.

Masseindvandring bør ikke finde sted, tværtimod bør der være perioder uden indvandring og perioder med reduktion i indvandringen for lettere at kunne assimilere de allerede tilkomne.

Staten bør sortere ved grænsen ved at vurdere indvandrernes uddannelsesmæssige, faglige og kulturelle forudsætninger for at kunne assimileres.

Assimilation afhænger også i høj grad af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og udtrykker deres positive følelse af at være danske; identiteten som et folk skal forsvares som noget positivt, og der skal være aktiviteter, foreninger, institutioner og politiske initiativer, der kan fremme assimilationen, så at indvandrere gøres til danskere.

Endelig: Alt dette lykkes ikke uden et stop for politisk særbehandling af indvandrerkulturer.

Historisk løgn og politisk propaganda på videnskab.dk

Af Jesper M. Rosenløv

Vi har hørt den før. ”Danskheden er kun 200 år gammel.” – ”Den blev opfundet engang i slutningen af 1700-tallet / starten af 1800-tallet, det var en ganske ny måde at anskue stat og identitet på”, og bla bla bla. Men lige meget hvor mange gange Uffe Østergaard eller andre har gentaget denne løgn, så er og bliver det en løgn. Så enkelt kan det siges. Østergaard fremførte teorien tilbage i 80’erne og 90’erne. Han baserede hele sin påstand på, hvad historikere i andre europæiske lande var kommet frem til m.h.t. national bevidsthed i deres lande samt på marxistiske teorier om borgerskabets ideologiske sejr i netop 17-1800-tallet. Og når det forholdt sig sådan og sådan i f.eks. Frankrig, og når verdenshistorien ifølge marxismen forløb sådan og sådan, så måtte alt dette sikkert også gøre sig gældende i Danmark. Og vupti – danskheden er en moderne opfindelse. "Se bare, hvor glade romantikerne i 1800-tallet er for folk, sprog og fædreland."
Men efterfølgende har flere forskere peget på, at national bevidsthed rundt om i Europa absolut ikke var noget nyt - og at en sådan gjorde sig gældende lang tid før den franske revolution og romantikken. Og når det kommer til Danmark, kan man ligeledes finde tonsvis af eksempler på en tidlig dansk identitetsdyrkelse.

Men flere historikere må åbenbart stadig lide af en særlig form for nærsynethed, der gør det umuligt for dem at se, at en dansk national bevidsthed ikke først blev opfundet engang i 1800-tallet, men på baggrund af utallige kilder tydeligvis kan spores tilbage til middelalderen. Dette kan man forvisse sig om, hvis man ellers gad læse kilder. Og man skulle jo tro, at det med kilderne er noget, der ligger lige for, når det er historikere, der foretager analyserne. Men når det gælder netop dette emne, skal de ikke nyde noget af kilderne. Nej, den samme gamle ammestuehistorie bliver trukket frem og støvet af gang på gang.

Årsagen til dette er naturligvis en slet skjult politisk dagsorden. Hvis man kan dekonstruere danskheden og dens ælde, kan man måske overbevise omverdenen om, at den er noget unaturligt og konstrueret, der lige så let i dag kan omdefineres og gøres mere politisk tidssvarende og mere åben overfor det multikulturelle, EU o.s.v.. Kort sagt: ved at gøre danskheden til ingenting, kan man få danskerne til at favne alting – og det er netop formålet.

Men den nationale bevidsthed og danskheden er nu engang gammel. Eksemplerne på selvbevidst og stolt dyrkelse af dansk gruppeidentitet, sprogligt fællesskab, historie og kultur ses som sagt allerede i tidlig middelalder.

Vi har på NOMOS’ hjemmeside samlet adskillige eksempler under det emne, der hedder Skræp. [Se kilderne her. Læs mere om Skræp her.]

Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum]."

I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: "Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst [...] for at jeg endog [...] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] [...] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani]. Tyskerne [Alamanni] måtte med beskæmmelsens blu, og efter at deres truslers svulne hovenhed var slået ned, vandre tilbage med deres egne til deres eget [cum propriis ad propria] [...]”

Om den senere dronning Tyre (Thyra) skriver han: ”Således opførte hun da først af alle hint såre herlige værk, som i senere tider altid har ydet de ligesom ved et hegn omgærdede daner [Dani] det sikreste værn mod tyskernes raseri [teotonica rabies] [...] og således gjorde en kvindes snedighed den tyske opblæsthed [Teotonica turgiditas] til spot. Men da så [...] det snildt anlagte værks bygning var fuldendt [...], gav de det såre herlige værk navn og kaldte det Danavirke [Danavyrki], fordi det var blevet udført og fuldendt ved danernes sved [Danorum sudor]; og dronningen ved hvis fremragende snildhed danernes frihed [libertas Danorum] er bleven vunden for alle tider, kaldte de, åbenbart ikke ufortjent, men fuldt ud med rette, "Tyre, Danmarks Pryd".
Ifølge Aggesen siger Tyre til de tyske udsendinge: "Og for nu at slutte med et kort fyndord så vil jeg øjeblikkelig frigøre danerne [Dani] for skattepligtens trældomsåg [a tributarie seruitutis iugo], idet jeg aldeles ikke vil vise eder [tyske udsendinge] nogen underkastelsens ærbødighed” [...] Hun havde anset det for bedre at frikøbe hele riget [regnum] for trældom ved nogle få menneskers død end at trælle sig til døde for udlændinge [quam extraneis ad interstinctionem famulari]."

Hvem kan være i tvivl om Aggesens dansk-nationale tendens? Lidt senere end Aggesen skriver Saxo sin Danmarkshistorie (omkr. 1208) ud fra præcis samme dansk-nationale grundholdning. F.eks. bruger Saxo en beretning om sagnhelten Starkad til at kritisere sin egen tids tendens til at forfalde til udenlandske og udanske skikke. Da Starkad ser, hvordan tingene forholder sig på kong Ingjalds gård bliver han godt sur: ”Den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville han [Starkad] under ingen omstændigheder forfalde til. [...] For han ville ikke lade sig inficere af udenlandske lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for nymodens forgudelse af ganen. [...] [Ingjald] kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed, der overgik alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia]. Det var ikke så få overdådige madvarer, der strømmede fra Tysklands slampøl [ex cuius sentina] ned i halsen på vores fædreland [patria nostra]. [...]. Derfra kom den løsslupne opførsel, der ligger så langt fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sådan har vores område [regio nostra], der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer [a finitimis]

Sådan – tydeligere kan man vist ikke sige det. I dag ville Saxo givet blive kaldt provinsiel klaphatdansker. (Om dansk identitet i den tidlige middelalder, læs bl.a. Adam Wagners artikel her)

Lad os gå lidt længere frem i tid. Uanset hvad Niels Ebbesens hensigter og motiver var, da han dræbte den holstenske grev Gert, blev han i sin samtid set som en dansk frihedshelt. Som det lyder i et klosterskrift fra 1340’erne: ”Alle danske sjæle [danorum mentes] love den dag / Et tusind, tre hundrede og fyrretyve, / Da slangen segned for løvens slag, / Da Niels Ebbesen tog grev Gert af live.”

Der er flere beretninger med samme tendens fra perioden. (Se også: Anders Leegaard Knudsen: ”Interessen for den danske fortid omkring 1300. En middelalderlig dansk nationalisme.” Historisk Tidsskrift, 2000 (100:1) s.1-32.)

Hopper vi frem til 1400-tallet er der et interessant vidnesbyrd om, at nationale kendetegn som sprog og sædvaner bruges som argument for, hvor grænsen for det danske område bør gå i Sønderjylland. Se f.eks. disse stormænds erklæring vedr. Sønderjyllands stilling fra 1421: ”Jylland i riget Danmark [...] kalder man dobbelt, nemlig Sønderjylland og Nørrejylland, [...] skønt det dog alt sammen kun er ét land og ét sprog. [...] Hvis nogen derimod ville sige, at det ikke skulle være ret, så vises det af følgende: [...] For det første, så har det førnævnte Sønderjylland og indbyggerne af samme land, såvel som i Nørrejylland, dansk ret, og har altid haft det siden den tid, da den danske ret først blev sat. Det andet er, at alle gamle privilegier og friheder, som Guds huse har eller har haft, som for det første domkirkerne i Slesvig, Ribe og Haderslev, og alle klostre [...] i det samme land, [...] dem har alle konger i det samme land udstedt og seglfæstet. Item, for det tredje, så ved man godt skellet mellem landet Holsten og det førnævnte Land, og det samme skel skiller riget Danmark og landet Holsten. Item, for det fjerde, så er det almindeligste sprog endnu den dag i dag dansk i det førstnævnte Sønderjylland såvel som i Nørrejylland.”

Vi ser her en tydelig vægtning af sproget som en markør for danskhed og dermed riget Danmarks naturlige grænser. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne slet ikke kunne tænke på dette tidspunkt.

Lad os også se på et eksempel fra 1500-tallet. I 1534 var munken Poul Helgesen fortvivlet over den rasende borgerkrig (Grevens fejde). Og på trods af religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter formanede han sine landsmænd til at slutte fred med hinanden. Han skriver bl.a. ”Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår [den kristne tro] og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår; dersom vi ikke snarligt gør ét, men herefter bide og slide hverandre som vi begyndt har, da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres, hvilket os alle fravender den mægtige, evige og gode Gud, som råder og regerer alting nu altid og evindeligt - Amen."

Her en tydelig vægtning af afstamning og kulturelle sædvaner som en markør for danskhed. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne heller ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Jeg kan heller ikke dy mig for at fremhæve Anders Sørensen Vedel. Denne ”renæssancens Grundtvig”, som jeg vil kalde ham, må udgøre et stort problem for dekonstruktivisternes teori. Vedel oversatte Saxos krønike til dansk og indsamlede de danske folkeviser – begge ting ud fra et klart nationalt motiv. I fortalen til sin Saxo-oversættelse fra 1575 takker han Peder Oxe for støtte til projektet. Dermed har han vist ”sin kærlighed til sit kære fæderneland, at vi danske kunne få at læse, det som udlændigske have nu læst udi mange år, om de gamle danske mænds ærlige manddommelige gerninger.”

Det er også interessant at se i Vedels register. Her finder man f.eks. følgende opslagsemner: Danske mænds sæder, Danske jomfruers tugtighed, Danske mænds mod, Danske mænd holde ord og ære, Danske fly ikke gerne, Danske mænds trohjertighed.

I 1581 skriver han i en anden udgivelse (Om den danske krønike at beskrive) i fortalen om fædreland og pligt. Her et lille uddrag (læs resten her): ”Hver elsker sit fæderneland - Endog at hver den som skikker sig vel, og lever med Gud og æren, finder for sig et fæderneland, ihvorsomhelst han forårsages at komme hen i verden. Dog er det alligevel af naturen medgivet, at hvert menneske elsker mere det land, som han er født og bårn udi, end et fremmed land, som han rejser ikkun en gang igennem, eller dvæler ikkun en kort tid eller og ellers kan høre noget tales derom.
Thi det hænger så hårdt udi hu og hjertet, at på det sted som man er avlet, har der sine forfædre og afkom, er der opfødt under samme lands skik og vis, gjort sig der første kendskab og venskab med mange, og haft der den tugtemester, den fyrste og øvrighed, den hulde og gunstige ven, og sådant mere være kan.

Da han i 1591 udgiver sin Folkevisebog skriver han i fortalen: ”Dersom ingen anden årsag var til at læse disse gamle poetiske digte, var denne ene noksom: for sprogets skyld, det er, for de herlige gamle, danske gloser og ord, for hin skønne sprog og runde tale og for den artige komposits og digt i sig selv.”

I 1600-tallet er der også gang i forvaret for det danske sprog. Således skriver præsten og sprogmanden Søren Poulsen Gotlænder Judichær i 1668: ”Hvo sit eget modersmål ikke højt agter, han burde med rådne æg af hans fæderneland ad udjages, og aldrig burde så værdig at agtes, at han en dansk skulle kaldes. [...] Thi vi er jo alle af naturen dertil forpligtede, at vi skulle vort eget modersmål ære og højt agte, som andre nationer ved deres gøre og gjort haver.

Tsk tsk – sådan en kultur-racist!

Thomas Kingo byder også ind i kulturkampen. Han roser i 1681 dronning Charlotte Amalie for at have lært sig det danske sprog – og det manglede også bare, for der er så mange ved hoffet, der ikke kan tale dansk. Og det er Kingo sur over: ”Enten det nu er vort gode gamle danske sprogs skæbne, at det skal agtes hånt om af dem, som vi agter højt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstå det), at det er et vadmels sprog, og derfor gid ej taget på deres silketunger, det lader jeg stå ved sit værd denne gang. Og som jeg, for min ringhed og det pund mig er betroet, tragter efter at lægge tilbørlig værd på vort kære og ældgamle moders sprog, sær udi i åndelige sange, og sær udi i andre måder, som tiden, næst Guds hjælp, skal udvise, så haver jeg taget mig den allerunderdanigste tillid, at jeg denne mit Åndelige Synge-Kors anden part landets moder, Eders. Majest. min allernådigste dronning ville tilskrive, til et udødeligt minde for efterkommere hvor berømmelig og dane-kær en dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste tegn, at jeg udi alt det jeg formår, og udi hjertens ydmygste bønner er og bliver Eders. Majest. allerunderdanigste tjenere og hjertelige forbedere hos Gud.

Ak ja – dette er kun et lille udpluk. Der er mange mange flere kilder på Skræp, der viser en sådan dyrkelse af danske skikke (kulturelle markører), dansk sprog og folket på et tidligt tidstpunkt – alle sammen ting, der ifølge dekonstruktivisterne først burde dukke op i folks bevidsthed i 1700-tallet. Exit dekonstruktivisterne.

Det er egentligt et stykke tid siden, man sidst har hørt f.eks. Uffe Østergaard fremføre den dekonstruktivistiske kliché om danskhedens ringe ælde. Måske har han indset, at teorien halter gevaldigt.

Men så er der da heldigvis andre, der kan tage over. På videnskab.dk kan man 6. marts læse en artikel med den bombastiske overskrift: ”Danskhed er en moderne opfindelse”. Det er ph.d.-stipendiat, Rasmus Glenthøj, der angiveligt skulle komme til denne konklusion med den samme gamle historie, der går på krykker i Århus. Utroligt, men sandt. Vi hører i artiklen (der er skrevet af Irene Berg Sørensen) om, at det først var for 200 år siden, at en dansker var en, der var født i Danmark, talte dansk og dyrkede dansk kultur. Det var i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at man begyndte at gøre sig tanker om national identitet – det var først her, at historien, sproget og folket fik en central betydning. Sproget havde ikke været en vigtig markør tidligere osv. osv.

Alt sammen vrøvl.

Videnskab.dk præsenterer sig som Danmarks forskningsportal, der ”leverer stof med substans og troværdighed”. Vi må bare konstatere - nej, det gør videnskab.dk så ikke.