Radikal politiker var KGBs nyttige idiot

Af Jesper M. Rosenløv

Viborg Stifts Folkeblad bragte den 6. juli historien om den radikale politiker Meta Ditzel, der i 1970’erne og 80’erne spredte sovjetisk propaganda i Danmark. Som Lars Norup skriver: ”En af de mere effektive personer til spredning af sovjetisk propaganda i Danmark under den kolde krig, var den radikale politiker, tidligere viceskoleinspektør i Viborg, Meta Ditzel, der døde i 1999. Det fremgår af et større afsnit om Meta Ditzels KGB-kontakter, som er trykt i den rapport om den danske efterretningstjeneste PET, som for nylig blev offentliggjort.”

I PET-rapporten lyder der:

----------------------------------

Meta Ditzel (1910-1999) var en af de radikales mest engagerede fredsaktivister. Hun var viceskoleinspektør i Viborg, medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Kvindeforbund, medlem af de radikales hovedbestyrelse og medlem af Folketinget fra 1968 til 1975.

PET blev opmærksom på hende i 1969, da hun deltog i Østersøugerne og blev medlem af Selskabet Danmark-DDR, og hun blev samme år registreret i tjenesten. De følgende år fulgte PET Ditzels involvering i den østlige fredskampagne: Hun besøgte i 1971 Sovjetunionen som medlem af Demokratisk Kvindeforbund i Danmark, året efter deltog hun i en frokost for Demokratisk Kvindeforbund på den sovjetiske ambassade, og i 1973 deltog hun i det kommunistisk dominerede World Peace Council’s (WPC’s) konference i Moskva. I 1974 deltog hun i WPC’s rådsmøde i Sofia, hvor det blev besluttet at oprette en dansk underafdeling. Det blev til Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK), og i 1977 blev Ditzel formand for organisationens midtjyske afdeling.

SAK var Sovjetunionens vigtigste instrument til at påvirke de danske fredsbevægelser, og Ditzel var således dybt involveret i den østlige påvirkningskampagne i Danmark.

I juli 1976 opdagede PET, at Meta Ditzel havde kontakt til 3. sekretær ved den sovjetiske ambassade, Stanislav I. Tjebotok, der var identificeret som KGB-officer. PET holdt deres næste møde, der foregik på Københavns Hovedbanegård, under observation, og tjenestens medarbejdere iagttog, at Ditzel gav Tjebotok en stor kuvert, som ifølge PET’s oplysninger indeholdt en erklæring fra det sidste WPC-møde. PET noterede flere møder mellem de to, og da Tjebotok rejste hjem i 1977, blev kontakten overtaget af den nye 3. sekretær, Vadim I. Tjernyj, der også var identificeret KGB-officer. Tjernyj besøgte Ditzel flere gange på hendes bopæl i Viborg, og på turene forsøgte han at ryste eventuelle forfølgere af sig. I 1979 blev kontakten overtaget af endnu en 3. sekretær og KGB-officer, Vladimir Merkulov, der også anvendte konspirative metoder under besøgene i Viborg.

I 1977 modtog PET oplysninger fra Gordijevskij, som gav tjenesten et indblik i KGB’s planer med Ditzel. Hun var klassificeret som ”objekt rasrabotki”, en fortrolig kontakt, der var under dybt studium og var blevet tildelt dæknavnet Dana. Gordijevskij beskrev hende som en ”typisk naiv” fredsforkæmper, der var blevet vundet over med blomster og komplimenter. Hendes sovjetiske føringsofficer havde ikke afsløret, at han arbejdede for KGB. Residenturet skulle have benyttet Ditzel til sammen med sine meningsfæller at oprette Samarbejdskomiteen i 1974, og efterfølgende blev hun anvendt til at holde KGB orienteret om Samarbejdskomiteens aktiviteter og til at udsprede sovjetiske synspunkter.

Hun skulle således være blevet inspireret af KGB-officererne til via Samarbejdskomiteen at iværksætte kampagnen mod neutronbomben og til at påvirke regeringen til at støtte en succesfyldt afslutning på 3. afdeling af CSCE-forhandlingerne.

Den radikale politiker skulle ifølge residenturets oplysninger også have benyttet sig af sovjetiske ”teser” i forbindelse med debatten om krydsermissiler, afspænding og nedrustning, og hun havde sendt et brev til den amerikanske præsidentfrue Rosalyn Carter, som residenturet havde lavet udkast til, og som indeholdt en kritik af USA’s overtrædelse af menneskerettighederne.

PET havde således god grund til at holde øje med den radikale politiker, som den sovjetiske efterretningstjeneste forsøgte at bruge til at fremføre sovjetiske synspunkter i den sikkerhedspolitiske debat.

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, da kampagnen mod NATO’s dobbeltbeslutning blev intensiveret, bemærkede PET, at Meta Ditzels engagement i Samarbejdskomiteen blev dybere. Hun blev valgt til komiteens ledelse i 1980, og hun fungerede som dirigent på komiteens landsstævne i 1981.

Hendes tid som KGB-kontakt var imidlertid ved at rinde ud. Ifølge residenturet ”svævede” studiet af hende, efter hun havde forladt Folketinget i 1975 og trukket sig delvis ud af politik.

Omkring 1980 fandt det sidste konstaterede møde mellem Ditzel og Merkulov sted, og i kølvandet på Arne Herløv Petersen-sagen (hvor Merkulov blev udvist) bragte pressen i 1982 en historie om, at hun under en køretur med Tjebotok havde forsøgt at ryste de forfølgende politifolk af sig.

I 1983 oplyste Gordijevskij, at KGB havde besluttet at droppe kontakten til Meta Ditzel efter anholdelsen af Arne Herløv Petersen i 1981, idet man frygtede, at PET let ville kunne afsløre kontakten.

Hvordan skal man vurdere Meta Ditzels kontakt til KGB? En PET-medarbejder, der udarbejdede en notits på baggrund af PET’s egen overvågning og Gordijevskijs oplysninger, satte på den ene side med god grund spørgsmålstegn ved residenturets påstand om, at det havde benyttet hende til at oprette Samarbejdskomiteen i 1974. Det kunne være et eksempel på, at residenturet overdrev dets resultater over for Centeret i Moskva.

På den anden side mente medarbejderen, at KGB havde haft ”uhyggeligt let spil” med den radikale politiker, der blev betegnet som ”ualmindelig naiv” men samtidig ”fantastisk effektiv” i fredsarbejdet. Der er ingen tvivl om, at Meta Ditzel var motiveret af en idealistisk kamp for freden. I den forbindelse var hun villig til at samarbejde med kommunisterne og gøre sig til talerør for nogle af deres sikkerhedspolitiske synspunkter.

Det skal imidlertid understreges, at hendes indflydelse antagelig var begrænset: Samarbejdskomiteen mødte ofte kritik fra andre fredsaktivister på grund af dens prosovjetiske linje, og den påvirkningsoperation, som residenturet åbenbart var mest stolt over, brevet til Rosalyn Carter, kan næppe betegnes som en operation, der slog alvorlige revner i den vestlige alliance.

---------------------------
Overrasket? Betegnelsen ”ualmindelig naiv” eller ”nyttig idiot” bør vel stå tatoveret i panden på enhver radikal politiker – men alligevel. En ”typisk naiv” fredsforkæmper – det bekræfter jo blot det, vi på højrefløjen hele tiden har påstået om fredsbevægelsen: Nyttige idioter, der gik en totalitær magts ærinde.

Det er også sjovt som historien gentager sig med de radikale. Scavenius og samarbejdspolitikken, Meta Ditzel og KGB, Elsebeth Gerner Nielsen med tørklæde. Der er vel næppe noget parti, der gennem tiden har stillet sig mere beredvilligt an, når det gjaldt om at slutte trop med Danmarks fjender. Der findes vel næppe noget parti, der så konsekvent har arbejdet på nedlæggelsen af den danske nation.