Ind med Pind!

Som den vel nok eneste politiker er den liberale og konservative Søren Pind både i stand til at diagnosticere og tilbyde den rette medicin i dagens Berlingske Tidende:

Der kan gøres noget ved børnekriminaliteten

Af Søren Pind - MF (V)Forh. borgmester - København

Den 15. november 2005 om aftenen tog jeg afsked som borgmester i København og sagde bl.a.: »Vi har ført en kampagne med fokus på Københavns største udfordring: integrationen. Og jeg fortryder ikke, at vi bragte det centrale forhold op. Gør vi det ikke, havde ingen andre gjort det. Og det er afgørende for Københavns fremtid.«

Her blot to et halvt år senere er tilstanden kun blevet værre.

Der sidder et bystyre, hvis flertal allerede dengang gjorde klart, at det var komplet ligeglad med de nævnte problemer. Det må man sige, overborgmesteren siden helt har levet op til:

• Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte.

• Der er områder af byen, hvor politiet ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange.

• De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.

• Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel, voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej, og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed.

• På gaden flyder det med skydevåben og knive. Alene i de fire visitationszoner er der i løbet af blot tre måneder fundet 38 skydevåben, 268 stikvåben, 64 slagvåben og 33 andre våben.

• Grusomme mord har fundet sted. Her sidst Dennis, før ham Anton og før ham igen andre tragiske skæbner, hvis efterladte stadig sidder med dybe sår, men hvis navne vi allerede har glemt.

Københavns politiske flertal har svigtet. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selvsamme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder.

I 2005 fik vi gennemført en undersøgelse af den skjulte børnekriminalitet i København: 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri. Det var i 2005. Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.000 børn i den relevante aldersklasse. Alene vold er øjensynligt en realitet for flere end 9.000 børn årligt i København.

Derfor spørger man sig selv: Hvordan mon dette samfund og denne by, der skamløst har fravalgt at forsvare sine børn, kan tro, at der ikke blandt disse vil udvikle sig en enorm vrede, et enormt had, en enorm aggression? Hvad i alverden tror man, de kommende år vil byde på, hvis ikke disse forhold bliver standset? Samfundets skyld? Hell yeah!

Det er fortvivlende, for det er ikke cirklens kvadratur, der kræves for at løse det. Løsningen på sådanne problemer er velkendt, er prøvet flere steder og virker.



Lad os starte med et jordnært, konkret eksempel fra København, nemlig Klostervængets Skole. Her startede for nogle år siden en ny skoleleder, der måtte sande, at hun kom til et sted, hvor »der var en rådden kultur på skolen, som jeg ganske enkelt måtte gøre op med«. Hun indførte nultolerance-­politik. Det skete på baggrund af et overfald på en lærer. Hun meddelte: »Er der tale om vold, trusler eller grænseoverskridende sprog, betyder det hjemsendelse, efterfulgt af en alvorlig samtale med forældrene. Uden undtagelse.« Første år sendte skolen 30 hjem. De efterfølgende år faldt tallet – og i dag sendes næsten ingen hjem. Det seneste år kun én.

Skolen har også indført en modereret form for samfundstjeneste. Ideen skyldes problemer med hærværk. De, der begår hærværket, bliver sat til at genetablere det ødelagte, skal medvirke til lektiehjælp for yngre elever, bruge deres fritid på skole­aktiviteter etc. Hendes skole er nu en skole uden vold og trusler i dagligdagen.

I en af verdens største byer, New York, har metoden også stået sin prøve.

[…]

Politiet og de offentlige myndigheder blev pålagt at gribe ind over for enhver asocial og kriminel adfærd – begrebet »småkriminalitet« blev afskaffet. Forbryderfødekæden dræbt. NY er siden blevet Amerikas sikreste storby – kriminaliteten er faldet med 75 % !

Tænk, hvis de mange skoler i København, der har oplevet vold mod lærere, vold mellem elever, forråelse og grovhed, havde den samme tilgang.

Tænk, hvis offentlige grundejere forfulgte alle sager rettet mod deres bygninger, f.eks. graffiti, og rent faktisk fik f.eks. indkrævet de erstatninger, der skal til fra de skyldige.

Tænk, hvis politiet forfulgte selv de mindste overtrædelser af straffeloven.

Tænk, hvis enhver offentlig myndighed, forvaltning og institution gjorde op med, greb ind overfor og afviste enhver form for asocial og kriminel adfærd.

Hvilken by ville København være?

Jo, det ville vise sig, nøjagtig som på Klostervængets Skole, at det her i længden ikke ville koste penge, ikke ville kræve flere pædagoger, mere sagsbehandling og større systemer – men tværtom atter vil skabe ordnede tilstande. Ordentlig adfærd. Trygge rammer. Mindre sygefravær. Færre overfald. Mindre hærværk. Forbryderfødekæden ville blive dræbt.

Men det kræver sammenhold. Der er ingen smutveje.

Alt det har S, SF og R fravalgt at gøre i København.

[…]

For udenlandske statsborgere bør det ikke være muligt, efter højst tre straffedomme, at opholde sig i Danmark. For danske statsborgere kunne man indføre, at den tredje dom udløser, at man udstår sin straf, og dernæst ikke slippes ud, før samfundet har vished for, det ikke atter er en farlig kriminel, man lukker ud.

Regeringen kunne samtidig med fordel gennemføre en landsdækkende undersøgelse, på linje med den undersøgelse af den skjulte børnekriminalitet, vi gennemførte i København, for at få et overblik over de kriminelle realiteter. De afspejler sig nemlig ikke i de offentlige statistikker. Tag børneundersøgelsen som illustration. Kun en meget lille procentdel af de beskrevne – alvorlige – forhold anmeldes. Volden, f.eks. – over 80 % af disse forhold – blev ikke anmeldt!

Lad os få det ægte overblik. Resultatet vil blive chokerende, men det er nødvendigt.

[…]

Min appel som valgt medlem af Folketinget fra København lyder derfor til de ansvarlige myndigheder, til overborgmesteren, hendes politiske flertal, regeringen: Byen og dens befolkning har nu været udsat for flere rovmord. Vore brand- og redningsfolk skal eskorteres. Vore børn bliver myrdet, overfaldet og bestjålet. Den såkaldte integration ligner mere og mere en uoverstigelig kløft, en afgrund, hvor indvandrerbanderne har magten på vore gader.

Der kan gøres noget. Men det kræver mod, handlekraft og tro på, at det samfund, vi kender, er værd at beskytte og forsvare, om nødvendigt med magt. Alternativet er, at magtesløsheden tager over. Efter den selvtægten. Og efter den syndfloden. For så er civilisationen borte og anarkiet indtruffet.

Er disse forhold udtryk for velfærdsstatens ypperste, så giv mig til enhver tid natvægterstaten – dér hersker i det mindste lov og orden.

"It's the culture, stupid!" - fortsat

Af Kasper Støvring

Det er, som jeg har forsøgt at påvise i et foregående indlæg, kulturen, der forener de utilpassede indvandrere og islamisterne. Kulturen udgør forskellen på ”dem” og ”os”. Og skaber sammenstød. Lad os derfor se på denne fremmede, muslimske kulturs karakteristika.

Man kan for det første se på verdensopfattelsen, herunder religionen: islam. I modsætning til protestantismen er den en lovreligion, der fremmer fundamentalisme, irrationalitet, hæmmer materiel stræben, og den er utopisk af væsen. Det er ikke denne verden, men den anden, hinsidige verden, man skal orientere sig imod og gøre sig fortjent til.

Den muslimske kultur er desuden præget af fatalisme, resignation og skæbnetro: det står ikke i det enkelte menneskes magt at ændre sit eget livsforløb. Denne tro har igen forbindelse med en bagudskuende tidsopfattelse, hvilket forhindrer planlægning og punktlighed. I den muslimske kultur er viden desuden abstrakt, teoretisk, kosmologisk og ikke-verificerbar. Videnskaben har derfor aldrig for alvor kunnet slå rod.

Dernæst kan man se på de etiske værdier og den moralske kodeks i den muslimske kultur, som er elastisk; der er med andre ord en kløft mellem de utopiske normer og den konkrete og reelle adfærd. Det fører til en kultur præget af mistillid.

Hvad angår de borgerlige dyder i den muslimske kultur, så må man sige, at de generelt er mindre betydningsfulde. Man gør sig ikke umage og har ingen ordenssans, som i Vesten, og ordholdenhed samt punktlighed spiller heller ikke samme store rolle som i den vestlige kultur. Også uddannelse underprioriteres, hvilket skaber en kultur præget af afhængighedsforhold og ortodoksi: Lovreligion, autoritet og lydighed præger en sådan kultur.

Derudover kan man se på en lang række sociale normer og adfærdsmønstre i den muslimske kultur. Retssamfundet er hæmmet eller reelt ikke-eksisterende. Det er ikke meritter, men kontakter, der betyder noget, hvis man vil frem i livet. Ydermere bliver korruption tolereret.

Noget så afgørende for et smidigt, stabilt og ordenspræget samfund som tillid har også en negativ eller fraværende karakter i den muslimske kultur: tilliden mellem mennesker strækkes ikke ud over det snævre samfund; man identificerer sig ikke med fremmede. Ærlighed, pålidelighed og gensidighed er ikke fremherskende. Civilsamfundet er derfor nedbrudt, for loyalitet over for familien, slægten, klanen, trosfællerne er det afgørende. Andre mødes med mistillid. Familien opfattes som en fæstning imod det omgivende samfund, hvorfor familiens ære og skam også er helt central.

Ikke mindst får opdragelsen en særlig karakter: drengene står i centrum på bekostning af pigerne; de får i løbet af opvæksten et stort ego, og den respekt, de modtager i det omgivende samfund – hvis de vel at mærke befinder sig i Vesten – står ikke mål med den respekt, de er opdraget til at forvente. I det vestlige værtssamfund er det nemlig meritter, ikke kønnet, der giver respekt. Derfor bliver drengene hyppigt aggressive og fjendtlige, når de oplever det, den tyske kulturkritiker Hans-Magnus Enzensberger kalder ”narcissistisk krænkelse”. Et stort ego koblet sammen med manglende talenter er en sprængfarlig cocktail.

Den islamiske kultur skaber altså et samfund præget af mistillid. Det kommer bl.a. af, at der ikke findes et levende foreningsliv. Man har svært ved at stole på andre, graden af samarbejde og social kapital er i det hele taget meget lav. Kollektivet står over individet, og det er præcis kollektivets normer (famlien, slægten, det religiøse fællesskab), der er vigtigst. Magten er ydermere centraliseret, den er altså ikke delt og begrænset ligesom i Vesten. Magten udøves desuden på en tilfældig måde.

Endelig er denne kultur for det første karakteriseret ved, at eliten ikke er ansvarlig over for befolkningen, men derimod magtfuldkommen og udbyttende. Og for det andet gennemsyrer religionen hele samfundet; der er ingen sekularisering, og religiøst begrundede absolutte sandheder dominerer. Tilsvarende er kvinder underordnet mænd; mandens vilje og dominans er karakteristisk for den muslimske kultur.

Det afgørende ved disse kulturelle elementer er, at de forhindrer, at en national loyalitet kan vokse frem. Altså en loyalitet, der forsoner fremmede mennnesker med hinanden, fordi det afgørende nationens medlemmer har tilfælles er sådan noget som deres fælles hjemland, det territorium, man kan kalde ”vores”. Islam er derimod en tværnational loyalitet, rettet mod Ummaen, og ydermere er samfundet pulveriseret i sekter og klaner. Når sunnier og shiamuslimer ikke kæmper sammen imod Vesten, bekæmper de som bekendt hinanden.

Denne kultur fremmer kort sagt ikke et åbent, liberalt og demokratisk samfund. Eller en nationalstat, for der er ingen identifikation med statens institutioner. Hvis man ikke forstår, at det er kultur, og ikke primært sociale problemer, der er årsagen til de aktuelle konflikter, kan man heller ikke løse dem. I stedet prøver man sig med offerrollen og faldbyder følgelig socialpædagogik og terapi for at dæmme op for radikalismen eller tilbyder gratis ungdomshuse for at dæmme op for vold og hærværk.

For få år siden var offentligheden chokeret med udsigten til det multikulturelle samfund, hvor personer afviste demokratiet, og hvor der opstår zoner uden for lov og orden, hvor medierne ikke tør bevæge sig ind, og hvor politi og selv brandfolk og anden nødhjælp stenes ud. Det er hverdag i dag. Tusindtallige demonstranter afviser blankt dansk kultur og dansk demokrati. Men tør ikke tænke på fremtiden, når utilpassede indvandrere udgør langt flere end i dag, hvis de demografiske fremskrivninger holder.

Ikke integration, men assimilation til vores kernekultur er vejen frem herhjemme samt magtbalance, dvs. politisk realisme, ude i verden.

The greatest games since Berlin 1936

Adskillige tibetanere er inden for de sidste par dage blevet dræbt af kinesisk politi og militær. Til sommer er Kina vært for OL. Dette kan kun få én til at tænke på et par af Minuts herlige satiretegninger.

Villy og islamofobi-fobien

Af Jesper M. Rosenløv

Det er jo direkte morsomt at følge historien om Villy Søvndals forvandling til muslimhader i de mellemøstlige medier. Herligt at se Villy blive offer for denne hysteriske stemning – en hysterisk stemning, hvor enhver kritik af islam udlægges som islamofobi. Selv en kritik af islamistiske grupper, der har klare fascistiske træk, vækker vrede – ikke blot på den danske venstrefløj, men altså også i Mellemøsten. Det er vel en særlig form for islamofobi-fobi – en irrationel angst for, at enhver kritisk røst udspringer af et indædt had til islam som sådan og til alle muslimer.

Hvor stammer denne islamofobi-fobi fra? I Mellemøsten er der jo en klar interesse fra de islamistiske gruppers side i at udlægge tingene på den måde. Hermed kan man profilere sig som hørende til dem, der står fast over for Vestens urimelige overgreb mod muslimer. Men hvad med herhjemme? Hvem har skabt islamofobi-fobien hér? Ja, det har venstrefløjen med bl.a. Villy og co. jo selv. I årevis har de lagt ansigtet i alvorlige folder, når der er blevet fremsat kritik af udviklingstendenserne indenfor islam. Når man har påpeget det problematiske i mange muslimers opfattelse af vestlige værdier og sat fokus på kulturbestemte konflikter, der ville tage til parallelt med en øget muslimsk indvandring, er hammeren faldet omgående. Disse kritikere er af Det Radikale Venstre, Enhedslisten og SF blevet udskreget som islamofober. Dermed har Villy og hans parti selv været med til at piske den stemning op, som Villy nu selv bliver offer for.

Men Villy kan slet ikke forstå, at han er blevet misforstået. ”Alle ved da, hvad, jeg har sagt”, lyder det fra stakkels Villy. Man kunne spørge – hvornår har du, Villy, ikke selv fordrejet andres synspunkter i en ekstremistisk eller islamofobisk retning? For nyligt meddelte du jo, at DF ikke måtte være med i din demonstration mod ekstremistiske strømninger. DF var jo selv ekstremistisk, lød det.

Og nu kan Villy så ikke forstå, at han selv bliver udskreget som islamofobisk islamhader og ekstremist. Det kan jeg godt. Med den hadske stemning – den dårlige tone – han selv har været med til at skabe over for de islamkritiske røster, er der skabt en heksejagtslignende stemning, der vilkårligt kan ramme enhver, der formaster sig til at tage kritisk stilling.

Jeg må indrømme, at jeg grinede så tårerne trillede, da man på TV-2 News fortalte, at man i Ægypten faktisk troede, at Villy var fra DF og ikke SF!! Velkommen i det dårlige selskab, Villy. Du har selv været med til at skabe fjendebilledet og myten om dette selskab – og nu byder vi dig velkommen i de ondes klub.

Hellere Nyt Højre end fladpandet liberalisme

Af Jesper M. Rosenløv

Kristeligt Dagblad bragte for nyligt en spændende artikel om kritik af den liberale slagside, der hersker indenfor den danske borgerlighed. Lad mig i denne forbindelse gøre reklame for det foredrag, Kasper Støvring holder i aften hos CEPOS om Roger Scruton og om emnet konservatisme vs. liberalisme. Hvis man er forhindret i at deltage, kan man i stedet se Støvrings foredrag om nogle af de samme emner ved ét NOMOS’ Vartovmøder her.

Som mange måske har bemærket, eksisterer der en særlig fladpandet form for liberalisme, som ofte kommer til udtryk blandt ”borgerlige” meningsdannere. Denne liberalisme går mest op i emner som skatteprocent, erhvervslivets behov for frihandel og ”statens” overgreb mod det værgeløse individ. Skal man dømme ud fra de emner, der i særlig grad behandles på netavisen 180 Grader og i tænketanken CEPOS – samt de liberale debatindlæg disse afstedkommer – så lover det ikke godt for det borgerlige Danmark. Det er i den grad en fattig form for borgerlighed, der hverken synes at være synderligt bekymret for den danske nation, det folkelige fællesskab, borgerdyder (samfundssind) eller den kultur og identitet, der i disse år er truet af islamismen og EU. Hvor er konservatismen i disse år? Det Konservative Folkeparti (DKF) er blevet et sørgeligt liberalt vedhæng til Venstre. Hvad er der egentlig sket med det gamle lov-og-orden-parti? Partiet har i øjeblikket en formand, der for nogle år siden blev stærkt fortørnet over politiets brug af fartfælder. Det var et statsligt overgreb på individets frihed! Da regeringsgrundlaget skulle forhandles, var skattelettelser partiets mærkesag! Og da der skulle forhandles afgifter på biler, lå det efter sigende hr. Bendtsen stærkt på sinde at nedbringe afgifterne på især de store og dyre biler. Bag de lukkede døre var argumentet ikke, at disse forurenede mindre, men at netop Bendtsens vælgergruppe kørte i sådanne biler! Hvor er borgersindet? Hvor er ansvarsfølelsen overfor samfund og medborgere (landsmænd) – hvor er opofrelsen for nation og det folkelige fællesskab? Måske nogle burde forklare Bendtsen, at han er formand for et konservativt og ikke et liberalt parti.

Det er ironisk, at DKF i mange år har søgt efter en profil – en måde hvorpå man kunne profilere sig i forhold til Venstre. Spindoktorer har brudt deres hoveder. Resultatet er blevet et nyt kulturradikalt caffé-latte-parti, der dog nødtvungent indvilger i et samarbejde med Dansk Folkeparti (DF) og et (ironisk nok) langt mere konservativt Venstre. Man spørger sig – HVAD MED EN ÆGTE KONSERVATIV PROFIL? Ville det ikke have været nærliggende at prøve? Men hvis partiets politiske linje udarbejdes af folk som Peter Norsk, der er HB-medlem i partiet, kan det jo naturligvis kun gå galt. (Se Konservativ Reaktion for et herligt opgør med dette skvadderhoved) Det er jo folk, der ville føle sig hjemme i Ny Alliance eller Det Radikale Venstre – her kunne de lige så godt arbejde for deres politik - lavere skatteprocenter, fri indvandring (individets frie bevægelighed) og fædrelandets hurtigst mulige afvikling. For dem tager Fanden den sidste, alt imens de selv nyder et glas rødvin på stranden foran deres Strandvejsvilla samtidig med de moraliserende kan nedgøre danskernes bekymringer som uanstændige. Det er nemlig en særlig kulturradikal form for liberalisme, de støtter. Og derfor er det ikke en borgerlig liberalisme, de fremfører. Er man borgerlig påtager man sig nemlig også et ansvar for det sted, man er borger – dvs. det fædreland og netop den kultur, der har gjort det samfund, man har fået foræret af de tidligere generationer, til det rige og velordnede samfund, det er. Man giver med glæde køb på noget af sin egen individuelle frihed og noget af sit overskud for at styrke det borgerlige samfund.

Det, der må efterspørges i disse år, er altså et konservativt parti. Ikke et halvlunkent pseudo-liberalt parti. Den konservative bane er blevet overladt til Dansk Folkeparti. De gør det også godt i mange sammenhænge – EU-modstand, kritik af den hovedløse indvandringspolitik og multikulturalismen samt værn om danske kulturværdier i det offentlige rum. Men kan de løfte den konservative arv? Nej, det kan de ikke. Der er trods alt gået for meget ”socialdemokraturisk” retorik i den. Desuden er det jo et parti, der (bortset fra et par enkelte folketingsmedlemmer) ikke gider at gøre sig sammenhængende tanker om den politiske tradition, de er kommet til at repræsentere. Som Pia engang udtalte – DF bliver aldrig et parti for akademikere. Nå, ok – det er åbenbart en befolkningsgruppe, der ikke hører med i Pias folkelige fællesskab. Det er en gruppe, der ikke kan inddrages på lige fod med hjemmehjælpere og pensionister. Jeg synes det ville have klædt DF, hvis de havde taget ved lære af den konservative tradition og forsøgt at etablere et sammenhold på tværs af indkomst- og erhvervsgrupper.

For en national- og kulturkonservativ (dvs. ægte konservativ) er DF således kun et mangel på bedre og det er jo lige før man savner det gamle Højre. Deres kvindesyn, demokratiopfattelse osv. er naturligvis ikke gangbar, men de havde dog trods alt deres meningers mod til at forsvare en national og kulturelt funderet borgerlighed. Måske har vi brug for et Nyt Højre. I hvert fald - hellere et Nyt Højre end den fladpandede liberalisme, der søger at tage patent på borgerligheden i disse år – et parti, der samler klasser og erhvervsgrupper omkring fællesskabsskabende borgerdyder og samfundssind, et parti som vedkender sig den national- og kulturkonservative tradition og som trækker på det bedste i den ældre engelske konservatisme, der havde et klart blik for liberalismens skævvridning af borgerligheden. Læs f.eks. Thomas Carlyles herlige hudfletning af liberalismens mammon-evangelium

"It's the culture, stupid!"

Af Kasper Støvring

Når islamister demonstrerer imod de danske Muhammedtegninger og unge indvandrere begår vold og hærværk, er der tale om et kultursammenstød. Det benægtes ellers ivrigt. Eller rettere: der er ved at ske en ændring, selv på venstrefløjen. Nu kan også Villy Søvndal se, at kulturen betyder noget for integrationen og den lokale og globale værdikamp.

Alligevel er det nødvendigt gang på gang at hamre denne pointe igennem, for Søvndal bliver angrebet af både partifæller og af de radikale, der stadig mener, at de grundlæggende konflikter i vores samfund skyldes sociale problemer, og at opgaven er at ”komme i dialog med hinanden.” Man kan endda høre borgerlige politikere sige, at problemerne udelukkende er sociale.

Men dertil må man sige: ”It’s the culture, stupid!”.

Sammenstødet mellem den muslimske kultur og den vestlige kultur reduceres af de kulturblinde til et sammenstød mellem ”barbari” og ”civilisation”. Islamisterne repræsenterer nemlig en reaktionær, fundamentalistisk dyrkelse af islam, som den historiske udvikling er ved at løbe over ende. Deraf islamisternes aggressivitet: De stamper imod brodden.

De moderate muslimer repræsenterer derimod, sammen med de fleste vesterlændinge, en oplyst, universel civilisation baseret på menneskerettigheder. Der er derfor ikke noget kultursammenstød, men tværtimod en alliance mellem demokratiets forkæmpere i såvel islam som i Vesten, forlyder det fra de kulturblinde.

Tilsvarende reduceres sammenstødet mellem indvandrere fra det muslimske parallelsamfund og det danske samfund til sociale problemer. En sociolog udtalte forleden, at der var tale om en reaktion på fattigdom og social udstødelse. En politimester har sågar talt om kedsomhed som forklaring på bål og brand i gaderne. Igen må man undre sig over, hvor vanskeligt de kulturelle forhold har ved at vinde indpas i forskningen og samfundsdebatten.

Denne afvisning af et kulturelt betinget sammenstød trives med to andre tendenser. Dels en apologi for islam, dels en kulturel relativisme. Eksperter og kommentatorer som Jørgen Bæk Simonsen, Rikke Andreasen og Rune Engelbreth kan tages som eksponenter for tendensen.

Deres stærkt generaliserende regel lyder: Man må ikke generalisere. Men må man ikke det? Må man aldrig gøre det? Selvfølgelig må og skal man det, især når vi står over for politiske problemer, der kræver handling. Uden generaliseringer kan vi nemlig ikke orientere os i verden. Vi kan ikke identificere og adressere problemerne ordentligt, og vi har derfor ikke noget grundlag for at træffe beslutninger. Og kultur er en generaliserende forklaringsfaktor.

Det er altså to former for kultursammenstød, vi oplever for tiden. Islamisterne i Mellemøsten og herhjemme (bl.a. Hizb-ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund) vender deres vrede imod Muhammedtegningerne og ser dem på én gang som udtryk for vestlig dominans og vestlig dekadence, æreløshed og gudløshed.

De afviser demokratiet, Grundloven, ud fra en henvisning til den lovreligion, der udgår fra Koranen. De er velartikulerede og begavede, borgerligt set selvforsørgende og tilhører middelklassen. De er bestemt ikke socialt marginaliserede.

De utilpassede indvandrere derimod bruger kun Muhammedtegningerne som et påskud på linje med politiets angivelige overgreb (visitationer). Det foruroligende er, at mange islamapologeter i ”systemet Politiken”-segmentet understøtter deres ”forklaringer”. De utilpassede henviser ikke til Koranen, højst som endnu et påskud, og de er vel ikke engang særligt religiøse; de er derimod afstumpede bøller og dertil virker de småt begavede.

Så forklaringen på deres had til det omgivende samfund og den ledsagende vold og hærværk, findes næppe i islam som religiøs forkyndelse og dogmatik, men i islam som kulturelt ophav (som Rune Engelbreth har sagt: der står ikke i Koranen, at man skal brænde biler af; nej, men det er heller ikke afgørende: det er kulturen, der er afgørende).

Disse indvandreres aggression skyldes utilpassethed, eller med et mere præcist ord: fremmedgørelse. De er nemlig opdraget i en muslimsk kultur, som de ikke kan bruge konstruktivt i de vestlige samfund; de hører og føler sig ikke hjemme i den vestlige kultur.

[Fortsættes…]