fredag den 28. december 2007
Lennon-evangeliet
Af Lars Christiansen
”I Herning skyder man ikke John Lennon”, skrev Per Højholt. Meget kan man sige om hedens driftige hovedstad, som Højholt åbenbarer i al sin uhygge i digtet Early morning idyl, men det er ikke et sted, hvor man skyder popmusikkens fredsapostel. En mere nederdrægtig, ondskabsfuld handling lader sig næppe tænke. Det ville heller ikke gavne det lokale erhvervsliv.
Alle elsker John Lennon, alle ønsker fred på jord og helt som forventet har radioen pumpet hans juleslager Happy Xmas (War is over) ud i æteren hele måneden. Her ønskes vi en ”fun” jul og opfordres til at ”stop all the fight”, for ”War is over, if you want it” osv. osv. Fred være med disse fade, velmenende vers, som mange åbenbart holder af. Om ikke andet understreger de, hvilken radikalt anderledes kraft og tyngde der findes i den ”hellig sang med himmelsk lyd”, der tonede til julegudstjenesten i (vor lukningstruede) Skt. Pauls Kirke i Nyboder. Den Danske Salmebog er stadigvæk langtidsholdbar kvalitetspoesi til folket, hvis nogen skulle være i tvivl.
I år var det dog ikke nok at slukke for radioen, hvis man ville slippe for Lennon: I et forkromet juleshow fra Liverpool, sendt på DR, blev juleevangeliet opført som gadeteater, bl.a. til melodien af tåreperseren og megahittet Imagine. Man skulle egentlig mene, at denne gamle hippiesalmes fredsbudskab passer godt til højtiden, men hvad er det lige for en verden, Lennon ønsker vi skal forestille os? Det er en verden uden religion (!), uden grænser, uden ejendom, uden forskelle, en verden, hvor der ikke er noget at dræbe og dø for, uden himmel (!) og helvede, hvor alle mennesker lever ”for i dag” og deler alt med hinanden. Ikke underligt, at Imagine er Amnesty Internationals officielle hymne, men måske lidt underligt, at en eksplicit anti-religiøs sang fremføres til et pompøst juleshow. Men fred være med det; lad dem der orker ophidses.
Mit krybende ubehag, da jeg sad der foran skærmen, har ikke noget at gøre med krænkede religiøse følelser pga. en blasfemisk tekst; det bunder i en gammel, indgroet modvilje mod sangen, uanset hvor jeg støder på den. I det skjulte har jeg skammet mig lidt over, at jeg ikke bare finder melodien gedigen træls, men også det milde, humane budskab. Kan man tillade sig det? Gør det mig til et slet menneske?
Ubehaget skyldes ikke tekstens naivitet, Ingemann er også naiv, om end på et højere niveau. Det skyldes ikke forargelse over, at en mangemillionær synger ”imagine no possesions”, og egentlig heller ikke, at hans drøm om ”one-world” kun kan virkeliggøres i et diktatur. Meget kan man sige om Lennon, men diktator in spe, nej vel! Hans utopi fylder mig med mild rædsel, fordi jeg simpelthen ikke ville kunne holde ud at leve i den, hvis den blev virkelighed; i min verden er hans drømmeverden steril og hygiejnisk, uden smag og farve; et dødkedeligt, blodfattigt, neutraliseret og afpolitiseret unisex paradis, blottet for lidenskaber. Hvor der ikke er noget ”at dø for”, er der heller ikke noget at leve for.
Lennon har selv beskrevet Imagine som en ”en anti-religiøs, anti-nationalistisk, anti-konventionel, anti-kapitalistisk sang, men fordi den har sukkerdrys bliver den accepteret.” Der er dog ikke kun tale om negativ opbyggelighed, forsikrede han, sangen har også et positivt budskab: ”den er praktisk talt det kommunistiske manifest.” Hvordan det skulle praktiseres fremgår af ægteparret John Lennon & Yoko Ono’s irreelt eksisterende paradis ”Nutopia”, grundlagt 1. april 1973, hvis flag meget passende var kridhvidt og hvis internationalhymne bestod af et par sekunders stilhed; begge dele understreger tristessen og tomheden i Lennons utopi; her er der absolut ikke noget at stå op til om morgenen, og det var derfor kun konsekvent, at John og Yoko skabte de såkaldte ”Bed-ins”; spektakulære medie-stunts, hvor de blev i sengen hele dagen til ære for verdenspressen og verdensfreden etc.
Set i det lys foretrækker jeg alligevel Hernings tvivlsomme idyl. Her kan man i det mindste synge af karsken bælg: ”Vær velkommen, Herrens år, / og velkommen herhid! / Sandheds Gud! lad dit hellige ord / oplive, oplyse det høje Nord! / Velkommen, nytår, og velkommen her!”
torsdag den 27. december 2007
Om en vinkling
Af Morten Uhrskov Jensen
Så kom den da, dagens glade nyhed, og så endda lige fra morgenstunden. I flere nyhedsindslag på TV, i Politiken og på 180 grader, hvorfra jeg har sakset de følgende citater. Alle, jeg har hørt eller læst udtale sig om emnet, er positivt overraskede, da tallene viser, at der nu virkelig er mulighed for at gøre noget for integrationen. Der er sådan set kun et enkelt lille aber dabei. Ingen af dem, der har udtalt sig, synes på nogen måde at være hæmmede af overdrevne kundskaber udi regningens svære kunst, så her følger en pædagogisk gennemgang af tallene og de – det skal indrømmes – i sammenhængen ganske morsomme citater.
Overskriften hos 180 grader lyder »Etnisk kriminalitet skyldes ikke 2.g-ere«. I en »omfattende« undersøgelse af alle, der er anbragt på sikrede institutioner for unge kriminelle (og nej, vi taler ikke om bortkastning af affald uden for de dertil indrettede beholdere for at komme til at tilbringe tid dér), viser det sig, at 66 pct. har en anden baggrund end dansk, og at 70 pct. af disse 66 pct. er såkaldt etniske unge fra flygtningefamilier. Forskningschef Bo Ertmann, der har stået bag undersøgelsen, udtaler, at »Vi kan se, at andengenerationsindvandrere på institutionerne er mindre belastede end de etnisk danske og væsentligt mindre belastede end de unge med flygtningebaggrund.« Der er ifølge 180 grader opstået tvivl i Bo Ertmanns sind om årsagen til den høje etniske kriminalitet. I kriminalitetsdebatten har man, siger Ertmann, hidtil ment, at de etniske unge »rives i stykker« i spændingen mellem to kulturer, den danske og den tredjeverdenskultur, de unge har rødder i. I stedet foreslår Bo Ertmann, at flygtningebørnene er mere kriminelle, fordi »krigsarrene er tatoveret ind i familiens historie.«
De to radikale politikere Manu Sareen og Morten Østergaard var begge begejstrede for undersøgelsens resultater. Sareen mente, at det med den ny viden ville være muligt afgørende at nedbringe kriminaliteten blandt etniske unge fra flygtningefamilier, da vi nu kender baggrunden for deres kriminalitet. Østergaard var glad, idet der nu ikke længere kunne dannes myter om andengenerationsindvandreres høje kriminalitet, da den jo var langt lavere end den, som unge fra flygtningefamilier havde.
Så langt så godt. Nu kommer vi til det med regnekundskaberne. Når 66 pct. af de unge kriminelle har en anden baggrund end dansk, så er der altså 34 pct. af de kriminelle, der har en dansk baggrund. Og når 70 pct. af de 66 pct. udgøres af unge med flygtningebaggrund, så udgør de 46 pct. af den samlede gruppe. Tilbage bliver gruppen af andengenerationsindvandrere, der udgør 30 pct. af de 66 pct., hvilket bliver 20 pct. af den samlede gruppe. Vi har altså nu splittet tallene op og kan se, at danske unge udgør 34 pct., andengenerationsindvandrere 20 pct. og unge fra flygtningefamilier 46 pct. af det samlede antal kriminelle på de sikrede afdelinger. For at få et billede af hvor lidt eller meget kriminel den enkelte gruppe er, må vi imidlertid se på, hvor stor en del af det samlede antal unge i Danmark, den enkelte gruppe unge udgør. De tal kender jeg ikke eksakt, og jeg har derfor valgt at sætte de to grupper af ikke-dansk oprindelse til en større andel, end de efter alt at dømme har. (Hvis jeg ikke satte tallet for de ikke-danske grupper så højt, ville slutresultatet naturligvis vise en endnu større relativ kriminalitet blandt de ikke-danske unge.) Jeg sætter nu andelen af danske unge til 80 pct., gruppen af andengenerationsindvandrere til 10 pct. og unge fra flygtningefamilier også til 10 pct. af den samlede gruppe unge i Danmark. Da gruppen af danske unge er 8 gange større end hver af de to andre grupper, kan vi nu blot gange de to respektive grupper med 8 for at finde ud af, hvordan de forholder sig relativt i forhold til gruppen af danske unge. Når man ganger 20 (nemlig den procentdel, som andengenerationsindvandrerne tegner sig for) med 8, så får man tallet 160. Og når man ganger 46 (nemlig den procentdel, som unge fra flygtningefamilier tegner sig for) med 8, så får man tallet 368. Disse to tal, 160 og 368, skal sammenholdes med tallet 34 (nemlig den procentdel, som de danske unge tegner sig for). Når man dividerer 160 med 34, så får man ret præcist 4,7. Og når man dividerer 368 med 34, så får man, igen ret præcist, 10,8.
Nu kan vi begynde at konkludere. I forhold til danske unge er andengenerationsindvandrere 4,7 gange så kriminelle. Man kan også udtrykke det sådan, at gruppen af andengenerationsindvandrere har en overkriminalitet på 470 pct. i forhold til gruppen af danske unge. Og unge af flygtningefamilier er tilsvarende 10,8 gange så kriminelle som danske unge. Og igen kan det udtrykkes, som at denne gruppe har en overkriminalitet på 1080 pct. i forhold til danske unge.
Jeg når i skrivende stund frem til, at der kan være to forklaringer på, at dagens historie kan have fået den helt groteske vinkling, som den har. Den ene går ud på, at det samlede journalistkorps må anse deres publikum for gennemført dårligt begavede og altså ude af stand til at gennemskue det absurde i de konklusioner, man har været vidne til dagen igennem. Den anden mulighed er, som jeg nævnte i indledningen, at de simpelthen ikke kan regne. Der kan selvfølgelig være tale om en skønsom blanding af begge dele. Uanset hvad må man gøre op med sig selv, om man skal grine eller græde. Tage det alvorligt kan man selvsagt ikke. Eller kan man? Det kommer nok an på, om man finder de interviewede eller tallenes tale interessant.
Så kom den da, dagens glade nyhed, og så endda lige fra morgenstunden. I flere nyhedsindslag på TV, i Politiken og på 180 grader, hvorfra jeg har sakset de følgende citater. Alle, jeg har hørt eller læst udtale sig om emnet, er positivt overraskede, da tallene viser, at der nu virkelig er mulighed for at gøre noget for integrationen. Der er sådan set kun et enkelt lille aber dabei. Ingen af dem, der har udtalt sig, synes på nogen måde at være hæmmede af overdrevne kundskaber udi regningens svære kunst, så her følger en pædagogisk gennemgang af tallene og de – det skal indrømmes – i sammenhængen ganske morsomme citater.
Overskriften hos 180 grader lyder »Etnisk kriminalitet skyldes ikke 2.g-ere«. I en »omfattende« undersøgelse af alle, der er anbragt på sikrede institutioner for unge kriminelle (og nej, vi taler ikke om bortkastning af affald uden for de dertil indrettede beholdere for at komme til at tilbringe tid dér), viser det sig, at 66 pct. har en anden baggrund end dansk, og at 70 pct. af disse 66 pct. er såkaldt etniske unge fra flygtningefamilier. Forskningschef Bo Ertmann, der har stået bag undersøgelsen, udtaler, at »Vi kan se, at andengenerationsindvandrere på institutionerne er mindre belastede end de etnisk danske og væsentligt mindre belastede end de unge med flygtningebaggrund.« Der er ifølge 180 grader opstået tvivl i Bo Ertmanns sind om årsagen til den høje etniske kriminalitet. I kriminalitetsdebatten har man, siger Ertmann, hidtil ment, at de etniske unge »rives i stykker« i spændingen mellem to kulturer, den danske og den tredjeverdenskultur, de unge har rødder i. I stedet foreslår Bo Ertmann, at flygtningebørnene er mere kriminelle, fordi »krigsarrene er tatoveret ind i familiens historie.«
De to radikale politikere Manu Sareen og Morten Østergaard var begge begejstrede for undersøgelsens resultater. Sareen mente, at det med den ny viden ville være muligt afgørende at nedbringe kriminaliteten blandt etniske unge fra flygtningefamilier, da vi nu kender baggrunden for deres kriminalitet. Østergaard var glad, idet der nu ikke længere kunne dannes myter om andengenerationsindvandreres høje kriminalitet, da den jo var langt lavere end den, som unge fra flygtningefamilier havde.
Så langt så godt. Nu kommer vi til det med regnekundskaberne. Når 66 pct. af de unge kriminelle har en anden baggrund end dansk, så er der altså 34 pct. af de kriminelle, der har en dansk baggrund. Og når 70 pct. af de 66 pct. udgøres af unge med flygtningebaggrund, så udgør de 46 pct. af den samlede gruppe. Tilbage bliver gruppen af andengenerationsindvandrere, der udgør 30 pct. af de 66 pct., hvilket bliver 20 pct. af den samlede gruppe. Vi har altså nu splittet tallene op og kan se, at danske unge udgør 34 pct., andengenerationsindvandrere 20 pct. og unge fra flygtningefamilier 46 pct. af det samlede antal kriminelle på de sikrede afdelinger. For at få et billede af hvor lidt eller meget kriminel den enkelte gruppe er, må vi imidlertid se på, hvor stor en del af det samlede antal unge i Danmark, den enkelte gruppe unge udgør. De tal kender jeg ikke eksakt, og jeg har derfor valgt at sætte de to grupper af ikke-dansk oprindelse til en større andel, end de efter alt at dømme har. (Hvis jeg ikke satte tallet for de ikke-danske grupper så højt, ville slutresultatet naturligvis vise en endnu større relativ kriminalitet blandt de ikke-danske unge.) Jeg sætter nu andelen af danske unge til 80 pct., gruppen af andengenerationsindvandrere til 10 pct. og unge fra flygtningefamilier også til 10 pct. af den samlede gruppe unge i Danmark. Da gruppen af danske unge er 8 gange større end hver af de to andre grupper, kan vi nu blot gange de to respektive grupper med 8 for at finde ud af, hvordan de forholder sig relativt i forhold til gruppen af danske unge. Når man ganger 20 (nemlig den procentdel, som andengenerationsindvandrerne tegner sig for) med 8, så får man tallet 160. Og når man ganger 46 (nemlig den procentdel, som unge fra flygtningefamilier tegner sig for) med 8, så får man tallet 368. Disse to tal, 160 og 368, skal sammenholdes med tallet 34 (nemlig den procentdel, som de danske unge tegner sig for). Når man dividerer 160 med 34, så får man ret præcist 4,7. Og når man dividerer 368 med 34, så får man, igen ret præcist, 10,8.
Nu kan vi begynde at konkludere. I forhold til danske unge er andengenerationsindvandrere 4,7 gange så kriminelle. Man kan også udtrykke det sådan, at gruppen af andengenerationsindvandrere har en overkriminalitet på 470 pct. i forhold til gruppen af danske unge. Og unge af flygtningefamilier er tilsvarende 10,8 gange så kriminelle som danske unge. Og igen kan det udtrykkes, som at denne gruppe har en overkriminalitet på 1080 pct. i forhold til danske unge.
Jeg når i skrivende stund frem til, at der kan være to forklaringer på, at dagens historie kan have fået den helt groteske vinkling, som den har. Den ene går ud på, at det samlede journalistkorps må anse deres publikum for gennemført dårligt begavede og altså ude af stand til at gennemskue det absurde i de konklusioner, man har været vidne til dagen igennem. Den anden mulighed er, som jeg nævnte i indledningen, at de simpelthen ikke kan regne. Der kan selvfølgelig være tale om en skønsom blanding af begge dele. Uanset hvad må man gøre op med sig selv, om man skal grine eller græde. Tage det alvorligt kan man selvsagt ikke. Eller kan man? Det kommer nok an på, om man finder de interviewede eller tallenes tale interessant.
søndag den 23. december 2007
Om en anmeldelse
Af Morten Uhrskov Jensen
Det er sjældent, at denne blogger finder, at han er uenig til højre side, når han læser Weekendavisen. Bemeldte avis er rigtig god, bevares, men den er selvsagt noget slatten, da den jo skal dække et ret uensartet segment bestående af alt lige fra den-hårde-i-filten konservative (som undertegnede gerne vil tilhøre) til den glade Villy Søvndal-mand, der bare syntes, at SF´s formand dog var det mest kreative, der kunne støves op af jorden for nærværende, da krydset skulle sættes sidste gang. Ikke desto mindre fandt jeg i dette nummer af Weekendavisen en boganmeldelse af Arne Hardis, der seriøst pirker til motiverne bag værket om Blekingegadebanden. Jeg har læst begge bind og finder dem, som det øvrige anmelderkorps, elementært spændende. Om de er velskrevne, er vel i virkeligheden tvivlsomt, eftersom de først og sidst er klinisk dokumenterende snarere end litterære. Arne Hardis går imidlertid i kødet på Peter Øvig Knudsen og finder en række eksempler på, at Øvig ved brug af tillægsord og biord på rette tid og sted afslører, at han reelt er forholdsvis positivt indstillet over for Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter, var det dog bare ikke for nedskydningen af og drabet på den 22-årige politimand ved kuppet mod Købmagergades postkontor.
Det er jo en påstand, og Arne Hardis giver som nævnt en række eksempler. Jeg ved ikke, om det holder i byretten, men jeg ved, at jeg finder det sjovt, at Peter Øvig Knudsen således er blevet presset til – i næste nummer af Weekendavisen – at tage til genmæle og forklare, hvorfor han ikke har en latent fascination for det totalitære, og hvorledes han utvetydigt tager afstand fra den venstreradikale position, der var Blekingegadebandens.
Det er sjældent, at denne blogger finder, at han er uenig til højre side, når han læser Weekendavisen. Bemeldte avis er rigtig god, bevares, men den er selvsagt noget slatten, da den jo skal dække et ret uensartet segment bestående af alt lige fra den-hårde-i-filten konservative (som undertegnede gerne vil tilhøre) til den glade Villy Søvndal-mand, der bare syntes, at SF´s formand dog var det mest kreative, der kunne støves op af jorden for nærværende, da krydset skulle sættes sidste gang. Ikke desto mindre fandt jeg i dette nummer af Weekendavisen en boganmeldelse af Arne Hardis, der seriøst pirker til motiverne bag værket om Blekingegadebanden. Jeg har læst begge bind og finder dem, som det øvrige anmelderkorps, elementært spændende. Om de er velskrevne, er vel i virkeligheden tvivlsomt, eftersom de først og sidst er klinisk dokumenterende snarere end litterære. Arne Hardis går imidlertid i kødet på Peter Øvig Knudsen og finder en række eksempler på, at Øvig ved brug af tillægsord og biord på rette tid og sted afslører, at han reelt er forholdsvis positivt indstillet over for Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter, var det dog bare ikke for nedskydningen af og drabet på den 22-årige politimand ved kuppet mod Købmagergades postkontor.
Det er jo en påstand, og Arne Hardis giver som nævnt en række eksempler. Jeg ved ikke, om det holder i byretten, men jeg ved, at jeg finder det sjovt, at Peter Øvig Knudsen således er blevet presset til – i næste nummer af Weekendavisen – at tage til genmæle og forklare, hvorfor han ikke har en latent fascination for det totalitære, og hvorledes han utvetydigt tager afstand fra den venstreradikale position, der var Blekingegadebandens.
lørdag den 22. december 2007
Om scenarier
Af Morten Uhrskov Jensen
Man skal være temmelig dårligt seende for ikke at indse, at den vestlige verden er presset for tiden. Jeg henvender mig ikke til socialister og liberalister, for de er utvivlsomt ikke enige, eller også er de enige af de helt forkerte grunde. Socialisten tror, at dårligdommen på det økonomiske plan skyldes markedet – rettere, at der overhovedet er et marked – og at dårligdommen på det kulturelle plan skyldes den vestlige verdens etnocentriske attitude, der vanskeliggør overgangen til det klasseløse, multikulturelle samfund. Liberalisten på sin side mener, at den økonomiske løsning skal findes i det altomfattende marked, der uden grænser lader udbud og efterspørgsel regulere menneskenes relationer, og at kulturen derfor nødvendigvis må blive multikulturel, da det ligger i markedets natur, at det ikke anerkender grænser, og at kulturel regulering overhovedet er et overgreb mod menneskets frihed (læs blot The Economist, og man vil ikke være i tvivl om, hvad jeg mener).
Der findes dog som bekendt en tredje vej (jeg refererer ikke til Tony Blair), nemlig konservatisme. Hvis man hænger sig i, at faktisk forekommende udviklingstendenser formentlig siger noget ganske væsentligt om den vej, vi er slået ind på, og hvis man bredt betragtet ikke tror på det universelle uden for naturvidenskaberne, så er man sandsynligvis konservativ i en eller anden grad. Og er man det, så skal man som nævnt være temmelig dårligt seende for ikke at indse, at den vestlige verden er presset for tiden. Det er de så heller ikke, de, der beskæftiger sig seriøst med indvandringen til især den europæiske del af den vestlige verden. De kan godt se, at selv ved de mest optimistiske befolkningsfremskrivninger står hovedparten af Europa over for aldeles seriøse udfordringer på grund af den i hovedsagen muslimske indvandring. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at man i høj grad skal gå til USA for at finde skribenter, der beskæftiger sig med Europa i det 21. århundrede set i lyset af indvandringen.
Walter Laqueur og Patrick Buchanan ser ikke lyst på Europas fremtid. I deres seneste bøger The Last Days of Europe og State of Emergency spår de et Europa, der snarere af navn end af gavn hedder Europa. Europa vil i løbet af dette århundrede reelt undergå en transformation, der vil betyde, at betegnelsen Eurabia vil være mere passende. Som Laqueur skriver, behøver det ikke at betyde, at Europa bliver primært arabisk, men snarere at Europa forvandles til en fragmenteret verdensdel, bestående af store grupper af tyrkisktalende, hindutalende, arabisktalende, urdutalende osv. -talende, naturligvis iblandet de skrumpende grupper af oprindelige europæere, der qua deres fødselstal netop vil vedblive at skrumpe. Prognosen er ikke god, skriver Laqueur; dels har europæerne med få undtagelser ikke reproduceret sig selv de sidste hundrede år, dels er europæerne blevet sekulariseret i en grad, så der ikke for alvor er noget, der kan få os væk fra den søde nydelse, der leveres til os i form af velfærdsstaten. Buchanan peger endnu mere eksplicit på europæernes gudløshed og det deraf faldende fødselstal som årsagerne til, at den europæiske civilisation er ved at slukkes.
I en mellemposition befinder Tony Blankley sig i sin bog The West´s last Chance, hvor han klart ser katastrofen som en mulighed, men hvor han påpeger, at talstørrelser som fertilitetsrater og antallet af bekendende kristne er ustabile og formentlig har nået et lavpunkt. Det europæiske Vesten vil ifølge Blankley snart nå til en erkendelse af, at det er på en dødsmarch, der må vendes. Den muslimske indvandring vil som følge af denne erkendelse stort set høre op, og de muslimer, der allerede befinder sig i Europa, vil blive integreret i en grad, der gør dem mere til nyttige medborgere end til mennesker, der ønsker at ødelægge vores måde at leve på.
Ralph Peters gør i sin bog Wars of Blood and Faith op med ethvert tilløb til europæisk overgivelse til folkevandringerne fra den tredje verden. Europæerne var skaberne af Holocaust, og europæerne vil, når de føler sig truede nok, ikke bare reagere, men også, ifølge Peters, overreagere voldsomt. Muslimerne i Europa skal prise sig lykkelige for ”kun” at blive deporteret, da europæerne vil være tilbøjelige til fysisk at skille sig af med muslimerne, eftersom de europæiske folkeslag gentagne gange gennem historien har vist sig i stand til at skaffe sig af med deres virkelige eller indbildte fjender – jøder som muslimer – enten ved at fordrive dem eller ved at foranstalte folkemord på dem.
Det er banalt at konstatere, at kun det mellemste scenarie er udholdeligt. De to øvrige er rædselsvækkende. De øvrige scenarier – socialistiske som liberalistiske – er uinteressante, da de bygger på forestillinger om verden, som den burde være, og ikke på, hvordan verden er. Lad os derfor håbe på, at Tony Blankley har ret, når han tror på en europæisk selvbesindelse i tide.
Man skal være temmelig dårligt seende for ikke at indse, at den vestlige verden er presset for tiden. Jeg henvender mig ikke til socialister og liberalister, for de er utvivlsomt ikke enige, eller også er de enige af de helt forkerte grunde. Socialisten tror, at dårligdommen på det økonomiske plan skyldes markedet – rettere, at der overhovedet er et marked – og at dårligdommen på det kulturelle plan skyldes den vestlige verdens etnocentriske attitude, der vanskeliggør overgangen til det klasseløse, multikulturelle samfund. Liberalisten på sin side mener, at den økonomiske løsning skal findes i det altomfattende marked, der uden grænser lader udbud og efterspørgsel regulere menneskenes relationer, og at kulturen derfor nødvendigvis må blive multikulturel, da det ligger i markedets natur, at det ikke anerkender grænser, og at kulturel regulering overhovedet er et overgreb mod menneskets frihed (læs blot The Economist, og man vil ikke være i tvivl om, hvad jeg mener).
Der findes dog som bekendt en tredje vej (jeg refererer ikke til Tony Blair), nemlig konservatisme. Hvis man hænger sig i, at faktisk forekommende udviklingstendenser formentlig siger noget ganske væsentligt om den vej, vi er slået ind på, og hvis man bredt betragtet ikke tror på det universelle uden for naturvidenskaberne, så er man sandsynligvis konservativ i en eller anden grad. Og er man det, så skal man som nævnt være temmelig dårligt seende for ikke at indse, at den vestlige verden er presset for tiden. Det er de så heller ikke, de, der beskæftiger sig seriøst med indvandringen til især den europæiske del af den vestlige verden. De kan godt se, at selv ved de mest optimistiske befolkningsfremskrivninger står hovedparten af Europa over for aldeles seriøse udfordringer på grund af den i hovedsagen muslimske indvandring. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at man i høj grad skal gå til USA for at finde skribenter, der beskæftiger sig med Europa i det 21. århundrede set i lyset af indvandringen.
Walter Laqueur og Patrick Buchanan ser ikke lyst på Europas fremtid. I deres seneste bøger The Last Days of Europe og State of Emergency spår de et Europa, der snarere af navn end af gavn hedder Europa. Europa vil i løbet af dette århundrede reelt undergå en transformation, der vil betyde, at betegnelsen Eurabia vil være mere passende. Som Laqueur skriver, behøver det ikke at betyde, at Europa bliver primært arabisk, men snarere at Europa forvandles til en fragmenteret verdensdel, bestående af store grupper af tyrkisktalende, hindutalende, arabisktalende, urdutalende osv. -talende, naturligvis iblandet de skrumpende grupper af oprindelige europæere, der qua deres fødselstal netop vil vedblive at skrumpe. Prognosen er ikke god, skriver Laqueur; dels har europæerne med få undtagelser ikke reproduceret sig selv de sidste hundrede år, dels er europæerne blevet sekulariseret i en grad, så der ikke for alvor er noget, der kan få os væk fra den søde nydelse, der leveres til os i form af velfærdsstaten. Buchanan peger endnu mere eksplicit på europæernes gudløshed og det deraf faldende fødselstal som årsagerne til, at den europæiske civilisation er ved at slukkes.
I en mellemposition befinder Tony Blankley sig i sin bog The West´s last Chance, hvor han klart ser katastrofen som en mulighed, men hvor han påpeger, at talstørrelser som fertilitetsrater og antallet af bekendende kristne er ustabile og formentlig har nået et lavpunkt. Det europæiske Vesten vil ifølge Blankley snart nå til en erkendelse af, at det er på en dødsmarch, der må vendes. Den muslimske indvandring vil som følge af denne erkendelse stort set høre op, og de muslimer, der allerede befinder sig i Europa, vil blive integreret i en grad, der gør dem mere til nyttige medborgere end til mennesker, der ønsker at ødelægge vores måde at leve på.
Ralph Peters gør i sin bog Wars of Blood and Faith op med ethvert tilløb til europæisk overgivelse til folkevandringerne fra den tredje verden. Europæerne var skaberne af Holocaust, og europæerne vil, når de føler sig truede nok, ikke bare reagere, men også, ifølge Peters, overreagere voldsomt. Muslimerne i Europa skal prise sig lykkelige for ”kun” at blive deporteret, da europæerne vil være tilbøjelige til fysisk at skille sig af med muslimerne, eftersom de europæiske folkeslag gentagne gange gennem historien har vist sig i stand til at skaffe sig af med deres virkelige eller indbildte fjender – jøder som muslimer – enten ved at fordrive dem eller ved at foranstalte folkemord på dem.
Det er banalt at konstatere, at kun det mellemste scenarie er udholdeligt. De to øvrige er rædselsvækkende. De øvrige scenarier – socialistiske som liberalistiske – er uinteressante, da de bygger på forestillinger om verden, som den burde være, og ikke på, hvordan verden er. Lad os derfor håbe på, at Tony Blankley har ret, når han tror på en europæisk selvbesindelse i tide.
Det konservative menneskesyn
Af Kasper Støvring
Grundlæggende mener konservative, at mennesket har en natur. Det er altså ikke kun bestemt af miljøet. Og konservative er tilbøjelige til at opfatte denne menneskenatur som ”ond”. Det vil sige som konfliktuel, ufuldkommen og begærlig. Ondskaben kan vise sig i det, den tyske jurist Carl Schmitt kalder ”korruption”: svaghed, fejhed og dumhed. Eller ondskaben kan vise sig i ”brutalitet”: instinkt, vitalitet og irrationalitet. Det onde benævner tilsvarende det illusionsløse forhold, at mennesker har friheden til at ødelægge sig selv og hinanden.
Konservative mener, at konflikter i og mellem mennesker samt sociale misforhold har indre årsager. De skyldes netop menneskets natur, der ikke uden videre kan forandres og eventuelt forbedres. Konservative er derfor pessimister, der reagerer kritisk på oplysningens frigørelsesprojekt. Denne pessimistiske holdning er ikke ensbetydende med resignation. Den indebærer snarere en realistisk erkendelse af menneskets begrænsninger. Den enkelte véd ikke altid, hvad der er bedst for sig selv. Derfor handler det heller ikke altid rationelt, hensigtsmæssigt, medmenneskeligt og forudsigeligt.
Til at begrænse individets udfoldelsesmuligheder foreslog Edmund Burke et gentleman-kodeks. Man skal kultivere menneskets irrationelle ressourcer og på den måde skabe et karakterbolværk mod de revolutionære overskridelse af denne eller hin norm.
Endelig vil konservative betone de stærke kulturelle fællesskaber, der med tiden har udviklet institutioner med bevaringsværdige adfærdsnormer og omgangsformer. Det, som både mellemkrigstidens fascister og 68’ernes revolutionære forsøgte at erodere. Men udgangspunktet er stadig det samme: Det hører både til menneskets natur at bruge sin frihed og stræbe efter sikkerhed med nye magtmidler. Og dermed skabe stadig nye trusler.
God jul!
torsdag den 20. december 2007
Den ny Ateismes fordomsfulde religionskritik
Religion er kommet på dagsordenen, som man siger. Det er der flere grunde til, men islamisternes terror og kulturmødet med det store muslimske mindretal i Europa er nok den væsentligste årsag til, at vi er blevet tvunget til at reflektere over religionens politiske og kulturelle konsekvenser.
Men vi er dårligt rustede til den debat: årtiers afkristning har gjort os til religiøse analfabeter, der har svært ved at skelne mellem påske og pinse, men til gengæld er velinformerede om amerikansk indenrigspolitik, internationale konjunkturer og EU's forfatningstraktat. Vi har lært, at religion er en sekundær, afledt størrelse, som er betinget af sociale, økonomiske og teknologiske strukturer, og vi skal først vænne os til, at det også kan forholde sig omvendt. Derfor har vi brug for probat religionskritik og kvalificeret oplysning om religion til skole og hjem.
Et besnærende og letfatteligt, men kritisabelt indlæg i debatten leveres af det fænomen, man har døbt »Den ny Ateisme« (DnA ), hvis vigtigste repræsentanter og bøger er Christopher Hitchens' Gud er ikke stor - Hvordan religion forgifter alting, Sam Harris' Troens Fallit og Brev til en kristen nation samt Richard Dawkins' Illusionen om Gud. Deres slagkraftige budskab går i korthed ud på, at religion er roden til næsten al ondskab i verden, en evig kilde til vold, intolerance, fordummelse og bagstræb, en sutteklud for svage sjæle, der ikke tør se endeligheden i øjnene. I videnskabens og fornuftens navn indleder religionens fjender derfor en totalsanering af tilværelsen.
Men DnA er problematisk på mange punkter. DnA anerkender ikke sondringen mellem tro og viden, der er ingen forståelse for, at religionens sandhed ligger på et andet plan end naturvidenskabens. I stedet fremturer de med hjerneforskning, evolutionsteori og så videre og kræver en tilsvarende håndfast, videnskabelig bevisførelse for Guds eksistens (på det punkt er de i øvrigt enige med deres modstandere, kreationisterne).
DnA er ikke synderlig optaget af teologi: Harris kalder den for »en beretning om en flok boglærde, optaget af at dissekere et kollektivt selvbedrag.« Hitchens og Dawkins har en lignende holdning. Eftersom de både angriber religion og teologi, medfører det gedigne svagheder i deres argumentation; de render mange åbner døre ind og misforstår i et væk: for eksempel ser Hitchens historien om Abraham, der på Guds befaling drager ud for at ofre sin søn Isak, som et fældende bevis på gammeltestamentlig grusomhed. Problemet er, at historien jo ender med, at Gud griber ind og afskaffer menneskeofringer. Altså et fremskridt i humanitet.
Det er måske trivielt drilleri at pege på ateisternes religiøse træk, men hvad er deres missionsiver og renhedsfantasier andet end »vildfaren idealitet«, der søger verdslig befrielse fra det onde? Hos Harris i form af et »fornuftens kongerige«, hvor mennesker kun tror på begrundede antagelser og logisk sammenhængende argumenter. Denne utopi er typisk for DnA 's bigotteri og snæversyn, og man kunne ønske sig dybere overvejelser over, hvorfor 1700-tallet, rationalismens århundrede, mundede ud i den franske revolutions ateistiske rædselsregimente.
DnA forsøger at tænke Vestens kultur adskilt fra kristendommen, en umulig opgave, al den stund den gennemsyrer vor litteratur, kunst og filosofi. Hitchens hævder for eksempel, at litteraturen er bedre til at behandle etiske problemstillinger end religion, hvorefter han nævner en række klassiske forfattere, blandt andre Shakespeare og Dostojevskij, som ikke kan forstås uden »den store kode«: Bibelen.
Religionsforagternes udialektiske modstilling af religion og fornuft er også problematisk og uhistorisk. Den mangelfulde forståelse af samspillet mellem religion og rationalitet hænger sammen med en mangelfuld forståelse af religionernes forskellige potentialer for sekularisering og rationalitet: modsat kristendommen er islam en lovreligion, det vil sige et juridisk-politisk system, der principielt omfatter alle sider af tilværelsen og regulerer samfundslivet. Det har vist sig at være rationalitetshæmmende.
Den ny Ateismes fordomsfulde »religionskritik« er ikke et godt udgangspunkt for en kvalificeret drøftelse af et vigtigt emne, men den viser behovet for kvalificeret oplysning om religion til de dannede blandt dens foragtere.
Dette indlæg har i en udvidet udgave været bragt i Weekendavisen den 14. december.
onsdag den 19. december 2007
Danmark uden EU-forbehold = øget indvandring
Af Jesper M. Rosenløv
Den nyligt overståede valgkamp bød ikke på meget af substans. Ny Alliances storbytosser var ganske vist et underholdende indslag, men alligevel. Et af de emner, der i valgkampen blev forbigået med larmende tavshed, var Danmarks forhold til EU. End ikke da det efterhånden kom frem, at både Socialdemokratiet og Ny Alliance nu pludselig ikke længere gik ind for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, kom EU rigtig på dagsordenen. De borgerlige ja-partier så selvfølgelig ikke nogen grund til at fremhæve deres egen modstand mod en folkeafstemning i valgkampen - det var trods alt for pinligt. Og socialdemokraterne skulle heller ikke nyde noget. Og da Dansk Folkeparti i stedet satsede hårdt og målrettet på dyrevelfærd (!) - frem for at gribe muligheden for at udstille ja-partiernes udemokratiske sindelag – ja, så var det emne jo lagt dødt.
Og dog. Trods det ihærdige forsøg på at holde EU-emnet udenfor i valgkampen, kom socialdemokraternes Henrik Sass Larsen alligevel med en noget pudsig tilståelse, der ganske vist ikke var ment som en tilståelse, men som et slagkraftigt argument mod Foghs asylpolitik. Socialdemokratiet ville jo, som vi er nogle, der husker, lade alle asylansøgere arbejde udenfor asylcentrene efter 6 måneder og dermed atter gøre Danmark til et attraktivt indvandringsland. D. 6. nov. 2007 påpegede Sass Larsen ifølge Ritzau, at uden vores EU-forbehold ville Danmark skam være tvunget til at tillade asylsøgere at arbejde i landet efter 1 år! Statsministeren tog derfor fejl, når han påstod, at asylansøgere heller ikke uden videre kunne arbejde i de lande Danmark normalt sammenlignes med. Næ, sådan hang det ikke sammen, påpegede Sass Larsen, for ifølge EU-reglerne skal asylansøgere have mulighed for at arbejde efter 12 måneder. Disse regler var Danmark dog fritaget for p.g.a. vores forbehold i samarbejdet om retslige og indre anliggender, der bl.a. omhandler flygtninge.
Se dette er jo aldeles interessant. Det kræver jo ikke den store indsigt at forudse, at med slappere regler m.h.t. asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet, vil Danmark atter blive attraktivt for folk, der påberåber sig ret til asyl. Sass Larsen havde ganske vist ikke fremhævet EU-reglerne for at gøre offentligheden opmærksom på, at de danske forbehold beskyttede Danmark mod at skulle følge EU’s slappe asylpolitik. Nej, det var for at undergrave Foghs argument om, at andre europæiske lande også førte en stram asylpolitik. Det gør de ikke pga. EU-reglerne, påpegede Sass Larsen, og derfor kan vi heller ikke være det bekendt og desuden vil vi være tvunget til at løsne op på asylområdet, når EU-forbeholdene engang ryger væk.
For os andre er der jo kun at sige til det: Lad os da for alt i verden beholde vores EU-forbehold! Vi har nu socialdemokraternes politiske ordførers ord for, at disse forbehold beskytter Danmark mod de slappe EU-asylregler. Tak for den indrømmelse, Sass Larsen!
Og hvis nu Dansk Folkeparti anstrenger sig rigtig meget, så kunne det være, at de også ville opdage denne socialdemokratiske tilståelse. Selv blind (dyrevelfærdssvigtet) høne…osv.
Den nyligt overståede valgkamp bød ikke på meget af substans. Ny Alliances storbytosser var ganske vist et underholdende indslag, men alligevel. Et af de emner, der i valgkampen blev forbigået med larmende tavshed, var Danmarks forhold til EU. End ikke da det efterhånden kom frem, at både Socialdemokratiet og Ny Alliance nu pludselig ikke længere gik ind for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, kom EU rigtig på dagsordenen. De borgerlige ja-partier så selvfølgelig ikke nogen grund til at fremhæve deres egen modstand mod en folkeafstemning i valgkampen - det var trods alt for pinligt. Og socialdemokraterne skulle heller ikke nyde noget. Og da Dansk Folkeparti i stedet satsede hårdt og målrettet på dyrevelfærd (!) - frem for at gribe muligheden for at udstille ja-partiernes udemokratiske sindelag – ja, så var det emne jo lagt dødt.
Og dog. Trods det ihærdige forsøg på at holde EU-emnet udenfor i valgkampen, kom socialdemokraternes Henrik Sass Larsen alligevel med en noget pudsig tilståelse, der ganske vist ikke var ment som en tilståelse, men som et slagkraftigt argument mod Foghs asylpolitik. Socialdemokratiet ville jo, som vi er nogle, der husker, lade alle asylansøgere arbejde udenfor asylcentrene efter 6 måneder og dermed atter gøre Danmark til et attraktivt indvandringsland. D. 6. nov. 2007 påpegede Sass Larsen ifølge Ritzau, at uden vores EU-forbehold ville Danmark skam være tvunget til at tillade asylsøgere at arbejde i landet efter 1 år! Statsministeren tog derfor fejl, når han påstod, at asylansøgere heller ikke uden videre kunne arbejde i de lande Danmark normalt sammenlignes med. Næ, sådan hang det ikke sammen, påpegede Sass Larsen, for ifølge EU-reglerne skal asylansøgere have mulighed for at arbejde efter 12 måneder. Disse regler var Danmark dog fritaget for p.g.a. vores forbehold i samarbejdet om retslige og indre anliggender, der bl.a. omhandler flygtninge.
Se dette er jo aldeles interessant. Det kræver jo ikke den store indsigt at forudse, at med slappere regler m.h.t. asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet, vil Danmark atter blive attraktivt for folk, der påberåber sig ret til asyl. Sass Larsen havde ganske vist ikke fremhævet EU-reglerne for at gøre offentligheden opmærksom på, at de danske forbehold beskyttede Danmark mod at skulle følge EU’s slappe asylpolitik. Nej, det var for at undergrave Foghs argument om, at andre europæiske lande også førte en stram asylpolitik. Det gør de ikke pga. EU-reglerne, påpegede Sass Larsen, og derfor kan vi heller ikke være det bekendt og desuden vil vi være tvunget til at løsne op på asylområdet, når EU-forbeholdene engang ryger væk.
For os andre er der jo kun at sige til det: Lad os da for alt i verden beholde vores EU-forbehold! Vi har nu socialdemokraternes politiske ordførers ord for, at disse forbehold beskytter Danmark mod de slappe EU-asylregler. Tak for den indrømmelse, Sass Larsen!
Og hvis nu Dansk Folkeparti anstrenger sig rigtig meget, så kunne det være, at de også ville opdage denne socialdemokratiske tilståelse. Selv blind (dyrevelfærdssvigtet) høne…osv.
tirsdag den 18. december 2007
Statens demokratiske terapi
I mit sidste indlæg skrev jeg, at velfærdsstaten har antaget karakter af en behandlerstat, der vil frigøre borgerne, men ender med at gøre dem til klienter. Min kritik af velfærdsstaten er dog en konservativ kritik, ikke primært en liberalistisk kritik: Ikke et økonomisk forsvar for minimalstaten, men et kulturelt forsvar for en stærk nationalstat. Ja, kritikken af velfærdssstaten som en behandlerstat er et forsvar for den nationale kultur.
”At være demokratisk er i dag at være på en bestemt måde. Demokratiet har forbundet sig med en række værdibegreber, af hvilke de vigtigste hedder harmoni, tolerance, åbenhed, fordomsfrihed, menneskelighed, og konsekvensen er, at demokrati i sig selv er blevet værdibegrebet. Det skal praktiseres i skolen, på arbejdspladsen, i familielivet og tillige – hvad der er den logiske nødvendighed – i det menneskelige sjæleliv, hvorfor demokratiets virkeliggørelse må kædes sammen med en demokratisk terapi.”
Men en totalt forandrende radikal kulturpolitik er netop – totalitær. Og man kunne også mene, at demokratiet ikke forudsætter gode og harmoniske mennesker. Demokratiet er netop et sindrigt system med magtdelingsmekanismer, der forhindrer mennesker i at udøve ondt.
mandag den 17. december 2007
EU som besættelsesmagt?
Af Jesper M. Rosenløv
Det er ikke længe siden, vi var vidner til den pompøse ceremoni omkring underskrivningen af Lissabon-traktaten. Smilende europæiske statsledere underskrev det, der er blevet udlagt som en harmløs justering af samarbejdsprocedurerne indenfor EU. Forud var gået den franske og hollandske afvisning af en ny fælleseuropæisk forfatning, der ellers ville have sikret EU-entusiasterne en afgørende sejr i deres bestræbelser på at skabe Europas Forenede Stater. Sådan kom det ikke til at gå. Folkene sagde nej. Men til gengæld har den EU-begejstrede politiske elite nu sikret sig det næstbedste, nemlig Lissabon-traktaten – en traktat, der for Guds skyld ikke må afprøves ved nye folkeafstemninger. I stedet for en folkeafstemning har vi i Danmark fået en række juridiske eksperters helt objektive forsikringer om, at Danmark skam ikke afgiver suverænitet i forbindelse med Lissabon-traktaten. Om man kan have tillid til denne belejlige konklusion på dette politiske bestillingsarbejde, må for nu stå hen.
Men vi får vel syn for sagn, når det nye samarbejde begynder! Hvis vi på det tidspunkt kan konstatere, at Danmark i endnu højere grad end hidtil ikke kan træffe afgørende beslutninger, når det gælder landets egen fremtid uden indblanding udefra - hvis magten i højere grad flyttes fra den ifølge Grundloven eneste legitime beslutningsinstans (Folketinget) til Bruxelles (hvor flere sager nu afgøres ved almindeligt flertal) – ja, så er vi jo blevet bedraget. I så fald har den politiske elite uden demokratisk afprøvning af sådan et skridt indskrænket danskernes muligheder for at præge Danmarks fremtid. I en sådan situation vil den lovgivning, danskerne skal følge i højere grad være udarbejdet uden for den danske politiske beslutningsproces og uden for folkets demokratiske kontrol. Men er en sådan lovgivning da legitim? Jeg vil mene nej. Og det må få konsekvenser.
Den nedrige, manipulerende og aldeles udemokratiske måde, Lissabon-traktaten er blevet gennemført på, er ganske imod Grundlovens ånd og kan kun sammenlignes med de værste totalitære regimers manipulation. Jeg vil derfor endvidere mene, at EU-eliten nu med dette skridt har taget fløjlshandskerne af. Helt nye og hidtil usete metoder er blevet taget i brug for at få den traktatændring i hus. Hvis det herefter skulle vise sig, at Lissabon-traktaten reelt kom til at betyde suverænitetsafgivelse, så kalder dette på et helt nyt modsvar fra folkenes side – et modsvar fremprovokeret af EU-elitens egne ufine metoder. For i så fald må EU kunne sammenlignes med en fremmed besættelsesmagt, der på illegitim vis har opnået magt i Danmark. I så fald er det ligeledes danskernes moralske ret at forsøge at modgå denne besættelsesmagt! I en sådan situation vil jeg mene, at civil ulydighed er ganske på sin plads. Dvs. at nægte at adlyde EU-lovgivningen (også selvom den er blevet ”ratificeret” af Folketinget), nægte at respektere EU-institutioner og EU-embedsfolk – i det hele taget, boykot og fredelig obstruktion af alt, hvad der har med EU at gøre. Sagt i overført betydning: Ligger der på det tidspunkt et ”EU-fragtskib” i dansk havn med ”EU-te” i lasten, burde et par ”indianere” snige sig ombord og smide teen overbord.
Det er ikke længe siden, vi var vidner til den pompøse ceremoni omkring underskrivningen af Lissabon-traktaten. Smilende europæiske statsledere underskrev det, der er blevet udlagt som en harmløs justering af samarbejdsprocedurerne indenfor EU. Forud var gået den franske og hollandske afvisning af en ny fælleseuropæisk forfatning, der ellers ville have sikret EU-entusiasterne en afgørende sejr i deres bestræbelser på at skabe Europas Forenede Stater. Sådan kom det ikke til at gå. Folkene sagde nej. Men til gengæld har den EU-begejstrede politiske elite nu sikret sig det næstbedste, nemlig Lissabon-traktaten – en traktat, der for Guds skyld ikke må afprøves ved nye folkeafstemninger. I stedet for en folkeafstemning har vi i Danmark fået en række juridiske eksperters helt objektive forsikringer om, at Danmark skam ikke afgiver suverænitet i forbindelse med Lissabon-traktaten. Om man kan have tillid til denne belejlige konklusion på dette politiske bestillingsarbejde, må for nu stå hen.
Men vi får vel syn for sagn, når det nye samarbejde begynder! Hvis vi på det tidspunkt kan konstatere, at Danmark i endnu højere grad end hidtil ikke kan træffe afgørende beslutninger, når det gælder landets egen fremtid uden indblanding udefra - hvis magten i højere grad flyttes fra den ifølge Grundloven eneste legitime beslutningsinstans (Folketinget) til Bruxelles (hvor flere sager nu afgøres ved almindeligt flertal) – ja, så er vi jo blevet bedraget. I så fald har den politiske elite uden demokratisk afprøvning af sådan et skridt indskrænket danskernes muligheder for at præge Danmarks fremtid. I en sådan situation vil den lovgivning, danskerne skal følge i højere grad være udarbejdet uden for den danske politiske beslutningsproces og uden for folkets demokratiske kontrol. Men er en sådan lovgivning da legitim? Jeg vil mene nej. Og det må få konsekvenser.
Den nedrige, manipulerende og aldeles udemokratiske måde, Lissabon-traktaten er blevet gennemført på, er ganske imod Grundlovens ånd og kan kun sammenlignes med de værste totalitære regimers manipulation. Jeg vil derfor endvidere mene, at EU-eliten nu med dette skridt har taget fløjlshandskerne af. Helt nye og hidtil usete metoder er blevet taget i brug for at få den traktatændring i hus. Hvis det herefter skulle vise sig, at Lissabon-traktaten reelt kom til at betyde suverænitetsafgivelse, så kalder dette på et helt nyt modsvar fra folkenes side – et modsvar fremprovokeret af EU-elitens egne ufine metoder. For i så fald må EU kunne sammenlignes med en fremmed besættelsesmagt, der på illegitim vis har opnået magt i Danmark. I så fald er det ligeledes danskernes moralske ret at forsøge at modgå denne besættelsesmagt! I en sådan situation vil jeg mene, at civil ulydighed er ganske på sin plads. Dvs. at nægte at adlyde EU-lovgivningen (også selvom den er blevet ”ratificeret” af Folketinget), nægte at respektere EU-institutioner og EU-embedsfolk – i det hele taget, boykot og fredelig obstruktion af alt, hvad der har med EU at gøre. Sagt i overført betydning: Ligger der på det tidspunkt et ”EU-fragtskib” i dansk havn med ”EU-te” i lasten, burde et par ”indianere” snige sig ombord og smide teen overbord.
Velfærdssamfundets bastarder
Udmærket indlæg af Dennis Nørmark i JP, 16-12-07 (”Behov for et Ungdomshus”, 1. sektion s. 10):
” […] Ungdomshuset skal genopstå, fordi det fungerer som en form for forvaring. Nøjagtigt ligesom vores fængsler, døgninstitutioner og lukkede afdelinger, gør det. Steder, der findes, fordi de inddæmmer et problem, der ellers flyder rundt ude i samfundet. Ungdomshusets kultur er kulturen for en asocial og afstumpet krævementalitet, som uforløst udmønter sig i vold. […] Det er en destruktiv og forkælet kultur for unge mennesker uden evne til at tilsidesætte egne behov. Men det er en kultur, der er et produkt af et samfund. Ungdomshusets brugere og aktivister er velfærdsamfundets bastarder. […] Men det er også blomsten af Ritt Bjerregaards egen skolepolitik. Unge, der har fået at vide, at de intet behøver at bevise, for samfundet skylder dem i forvejen alt. […] Ungdomshuset rummer med andre ord et samfundsproblem, som er skabt af den socialdemokratiske, eftergivende taberfabrik. […]”
” […] Ungdomshuset skal genopstå, fordi det fungerer som en form for forvaring. Nøjagtigt ligesom vores fængsler, døgninstitutioner og lukkede afdelinger, gør det. Steder, der findes, fordi de inddæmmer et problem, der ellers flyder rundt ude i samfundet. Ungdomshusets kultur er kulturen for en asocial og afstumpet krævementalitet, som uforløst udmønter sig i vold. […] Det er en destruktiv og forkælet kultur for unge mennesker uden evne til at tilsidesætte egne behov. Men det er en kultur, der er et produkt af et samfund. Ungdomshusets brugere og aktivister er velfærdsamfundets bastarder. […] Men det er også blomsten af Ritt Bjerregaards egen skolepolitik. Unge, der har fået at vide, at de intet behøver at bevise, for samfundet skylder dem i forvejen alt. […] Ungdomshuset rummer med andre ord et samfundsproblem, som er skabt af den socialdemokratiske, eftergivende taberfabrik. […]”
En nation af frie borgere
Af Kasper Støvring
En stærk nation forudsætter frie borgere, for et forsvar for nationens særlige kultur kræver først og fremmest civilt mod og en stærk vilje. Ikke sjældent mødes man med stigmatisering i debatten, og det kan endda være forbundet med en vis risiko for ens karriere (i det offentlige), hvis man åbent forsvarer den nationale kultur. Og så har jeg endda ikke nævnt de trusler, der følger af de kulturelle konfrontationer i dagens Danmark.
Ikke desto mindre er det vigtigt at forsvare det nationale sammenhold og de tilkæmpede kulturelle goder, f.eks. ytringsfriheden. Hvilket parti står stærkest på det nationale? Det gør ubetinget Dansk Folkeparti. DF demonstrede både mod og vilje under Krisen – Muhammedkrisen. Men man kan frygte, at partiets politik skaber ufrie mennesker. Hvorfor?
Fordi DF desværre også er blandt de stærkeste forsvarere af velfærdsstaten. Det har bragt denne blogger, der er konservativ og national, i et pinligt dilemma. For hvorfor er jeg ikke Pianist, når nu DF er det sande nationale parti? Det er jeg kort sagt ikke, fordi jeg er borgerlig. Og DF er ikke et borgerligt parti, men derimod et gammelkonservativt, højreorienteret socialdemokrati. Hvor kommer denne forskel mellem borgerlighed og socialdemokrati tydeligst frem? Det gør den i synet på staten. Det vil sige velfærdsstaten.
Socialdemokrater ønsker ikke kun, som konservative, en stærk stat. De ønsker også en bred stat. De er desuden strukturelt konservative, i modsætning til værdikonservative, fordi de ønsker at bevare staten i sin nuværende form. Det vil sige en slags behandlerstat i modsætning til den folkelige og solidarisk opbyggede velfærdsstat fra før 1968, sådan cirka. Altså fra tiden før terapi blev en del af statens projekt.
Borgerlige konservative må plædere for, at velfærdsstaten formindskes for at give mere plads til det civile samfund. Konservatismen har netop blik for de instanser, der ligger mellem staten og individet. Det kan eksempelvis være familien, kirken eller det frie foreningsliv. Fra disse instanser vokser den nationale kultur frem.
Det er netop det stærke civilsamfund, der gør danskerne til nogle af verdens mest tilfredse og tillidsfulde mennesker. Danskerne er præget af stor gensidighed: de hjælper hinanden og er gode til at samarbejde om fælles mål. Det er noget, vi rent faktisk véd fra utallige undersøgelser.
Min pointe er, at disse medborgerlige dyder står i modsætning til de laster, velfærdsstaten fremmer. Det skyldes blandt andet, at velfærdsstaten har karakter af et forsikringsselskab, der gør det muligt for borgerne at købe sig fri af sine forpligtelser. Og med laster tænker jeg blandt andet på sådan noget som rettighedsegoisme, misundelse og krævementalitet.
Nu er det ikke alle DF’ere, der forsvarer velfærdsstaten. Søren Krarup er i virkeligheden en forbenet kritiker af netop velfærdsstaten. I hvert fald hvis man læser hans bøger, før han blev folketingspolitiker. Som i mit seneste blogindlæg, vil jeg også her henvise til det aktuelle festskrift til Krarup. Heri skriver den liberale politiker Søren Pind:
”I Krarups parti spiller afhængigheden en langt større rolle end friheden. Man fornemmer det gustne overlæg, trods alt, når man studerer de lidt ældre programmer for partiet. Resultatet er i alt fald uantasteligt: som en behandling gående ud på at helbrede alkoholikere ved hjælp af fri bar fyldt med hård spiritus sprøjter Krarups partiætlinge det ene forslag efter det andet ud om mere af det hele til de afmagtsramte. For man skal jo hjælpe de svage, dette forbandede begreb, der i den politiske arena desværre intet har med fravær af evne til at påvirke sin egen situation at gøre. Alt mens rødderne, virkelysten og uafhængigheden forvitrer og rådner.”
Som jeg med skyldig henvisning til bl.a. Krarup skal vise i mit næste indlæg, er velfærdsstaten blevet en slags behandlerstat, der ser det som sin opgave at opdrage borgerne i kraft af særlige progressive værdier. De skal frigøres, men ender med at blive klienter: ufrie borgere.
En stærk nation forudsætter frie borgere, for et forsvar for nationens særlige kultur kræver først og fremmest civilt mod og en stærk vilje. Ikke sjældent mødes man med stigmatisering i debatten, og det kan endda være forbundet med en vis risiko for ens karriere (i det offentlige), hvis man åbent forsvarer den nationale kultur. Og så har jeg endda ikke nævnt de trusler, der følger af de kulturelle konfrontationer i dagens Danmark.
Ikke desto mindre er det vigtigt at forsvare det nationale sammenhold og de tilkæmpede kulturelle goder, f.eks. ytringsfriheden. Hvilket parti står stærkest på det nationale? Det gør ubetinget Dansk Folkeparti. DF demonstrede både mod og vilje under Krisen – Muhammedkrisen. Men man kan frygte, at partiets politik skaber ufrie mennesker. Hvorfor?
Fordi DF desværre også er blandt de stærkeste forsvarere af velfærdsstaten. Det har bragt denne blogger, der er konservativ og national, i et pinligt dilemma. For hvorfor er jeg ikke Pianist, når nu DF er det sande nationale parti? Det er jeg kort sagt ikke, fordi jeg er borgerlig. Og DF er ikke et borgerligt parti, men derimod et gammelkonservativt, højreorienteret socialdemokrati. Hvor kommer denne forskel mellem borgerlighed og socialdemokrati tydeligst frem? Det gør den i synet på staten. Det vil sige velfærdsstaten.
Socialdemokrater ønsker ikke kun, som konservative, en stærk stat. De ønsker også en bred stat. De er desuden strukturelt konservative, i modsætning til værdikonservative, fordi de ønsker at bevare staten i sin nuværende form. Det vil sige en slags behandlerstat i modsætning til den folkelige og solidarisk opbyggede velfærdsstat fra før 1968, sådan cirka. Altså fra tiden før terapi blev en del af statens projekt.
Borgerlige konservative må plædere for, at velfærdsstaten formindskes for at give mere plads til det civile samfund. Konservatismen har netop blik for de instanser, der ligger mellem staten og individet. Det kan eksempelvis være familien, kirken eller det frie foreningsliv. Fra disse instanser vokser den nationale kultur frem.
Det er netop det stærke civilsamfund, der gør danskerne til nogle af verdens mest tilfredse og tillidsfulde mennesker. Danskerne er præget af stor gensidighed: de hjælper hinanden og er gode til at samarbejde om fælles mål. Det er noget, vi rent faktisk véd fra utallige undersøgelser.
Min pointe er, at disse medborgerlige dyder står i modsætning til de laster, velfærdsstaten fremmer. Det skyldes blandt andet, at velfærdsstaten har karakter af et forsikringsselskab, der gør det muligt for borgerne at købe sig fri af sine forpligtelser. Og med laster tænker jeg blandt andet på sådan noget som rettighedsegoisme, misundelse og krævementalitet.
Nu er det ikke alle DF’ere, der forsvarer velfærdsstaten. Søren Krarup er i virkeligheden en forbenet kritiker af netop velfærdsstaten. I hvert fald hvis man læser hans bøger, før han blev folketingspolitiker. Som i mit seneste blogindlæg, vil jeg også her henvise til det aktuelle festskrift til Krarup. Heri skriver den liberale politiker Søren Pind:
”I Krarups parti spiller afhængigheden en langt større rolle end friheden. Man fornemmer det gustne overlæg, trods alt, når man studerer de lidt ældre programmer for partiet. Resultatet er i alt fald uantasteligt: som en behandling gående ud på at helbrede alkoholikere ved hjælp af fri bar fyldt med hård spiritus sprøjter Krarups partiætlinge det ene forslag efter det andet ud om mere af det hele til de afmagtsramte. For man skal jo hjælpe de svage, dette forbandede begreb, der i den politiske arena desværre intet har med fravær af evne til at påvirke sin egen situation at gøre. Alt mens rødderne, virkelysten og uafhængigheden forvitrer og rådner.”
Som jeg med skyldig henvisning til bl.a. Krarup skal vise i mit næste indlæg, er velfærdsstaten blevet en slags behandlerstat, der ser det som sin opgave at opdrage borgerne i kraft af særlige progressive værdier. De skal frigøres, men ender med at blive klienter: ufrie borgere.
Kultur og konflikt
Af Kasper Støvring
Den konservative stridsmand Søren Krarup fyldte i denne uge 70 år. I den anledning er der udgivet et fejende flot festskrift, Jorden tro, der er redigeret af Nomos-redaktøren Morten Uhrskov Jensen. Festskriftet er på over 400 sider og samler 19 bidrag. Der kan læses mere herom på forlaget Lysias’ hjemmeside: http://www.lysias.dk/. Nedenstående er indledningen fra mit eget bidrag ”Universalismens afslutning?”, der er et opgør med det udvandede og harmoniserende kulturbegreb til fordel for et mere realistisk og konfliktuelt ditto:
Borgerne i de vesteuropæiske lande har levet så længe i en fredelig verden, at mange naivt tror, at konflikter er noget, der kan løses gennem social ingeniørkunst. Det gælder, hvad enten der er tale om konflikter med utilpassede indvandreres vold og hærværk i forstæderne til Paris, islamiske bevægelser som Hizb ut-Tahrirs arbejde på at afskaffe demokratiet eller radikale imamers hadprædikener imod det dekadente Vesten.
Fælles for disse grupper er, at de først og fremmest kræver respekt for deres særlige kultur. Og derfor er social ingeniørkunst i form af højere bistand, bedre boliger og flere arbejdspladser eller andre nok så velmenende ideer – som dialoginitiativer, opfordringer til at holde en pænere tone i debatten, politisk pædagogik i form af kursustilbud eller uddannelse samt moralske appeller til større tolerance – heller ikke en sikker vej til at hæmme polariseringen af de europæiske samfund og de konflikter, der følger med. At foranstaltninger som f.eks. dialog ikke inddæmmer, men ligefrem forstærker konflikterne mellem kulturerne, er en pointe, der fremsættes i Hans Magnus Enzensbergers essay om islamismens ”radikale tabere”, Skrækkens mænd (2006).
Når essensen af vor tids alvorligste konflikter sjældent bliver forstået, skyldes det netop, at de er udtryk for en ny form for konflikt, der i stigende grad præger vores tidsalder. Disse kulturelle konflikter er i de senere år gjort velkendte i teserne om ”civilisationernes sammenstød” og ”kampen for anerkendelse”. Konkrete vidnesbyrd har der været mange af, lige fra borgerkrigen på Balkan i 1990’erne til de aktuelle konflikter i Irak og indenfor de multikulturelle vestlige samfund.
Hvad enten konflikterne primært har været nationalistiske eller religiøse, så angår de menneskers behov for at indgå i forpligtende kulturelle tilhørsforhold. Og de har at gøre med et psykologisk aspekt af menneskets eksistens, nemlig behovet for at tildele sig selv værdi, men også for at tildele folk og handlinger værdi. ”Thymos”, som Platon skriver om i 3. og 4. bog i Staten.
Netop dette behov har mange så svært ved at forstå og acceptere. For i det trygge vestlige velfærdsdemokrati synes det som om, at man har underkendt denne dimension og de ledsagende følelser som vrede og skam – altså de følelser, som bl.a. Muhammedkrisen i foråret 2006 gav mange vesterlændinge et lærestykke i.
Muhammedkrisen var derfor på en måde år nul, hvad angår den gryende erkendelse af det intime forhold mellem kultur og konflikt. Herfra er vi begyndt at indse, at universalismen – den naive fordring om fred og fordragelighed blandt alverdens forskellige kulturer – har sin grænse, og at vi hver især gør bedst i at besinde os på vores egen særlige kultur.
Den konservative stridsmand Søren Krarup fyldte i denne uge 70 år. I den anledning er der udgivet et fejende flot festskrift, Jorden tro, der er redigeret af Nomos-redaktøren Morten Uhrskov Jensen. Festskriftet er på over 400 sider og samler 19 bidrag. Der kan læses mere herom på forlaget Lysias’ hjemmeside: http://www.lysias.dk/. Nedenstående er indledningen fra mit eget bidrag ”Universalismens afslutning?”, der er et opgør med det udvandede og harmoniserende kulturbegreb til fordel for et mere realistisk og konfliktuelt ditto:
Borgerne i de vesteuropæiske lande har levet så længe i en fredelig verden, at mange naivt tror, at konflikter er noget, der kan løses gennem social ingeniørkunst. Det gælder, hvad enten der er tale om konflikter med utilpassede indvandreres vold og hærværk i forstæderne til Paris, islamiske bevægelser som Hizb ut-Tahrirs arbejde på at afskaffe demokratiet eller radikale imamers hadprædikener imod det dekadente Vesten.
Fælles for disse grupper er, at de først og fremmest kræver respekt for deres særlige kultur. Og derfor er social ingeniørkunst i form af højere bistand, bedre boliger og flere arbejdspladser eller andre nok så velmenende ideer – som dialoginitiativer, opfordringer til at holde en pænere tone i debatten, politisk pædagogik i form af kursustilbud eller uddannelse samt moralske appeller til større tolerance – heller ikke en sikker vej til at hæmme polariseringen af de europæiske samfund og de konflikter, der følger med. At foranstaltninger som f.eks. dialog ikke inddæmmer, men ligefrem forstærker konflikterne mellem kulturerne, er en pointe, der fremsættes i Hans Magnus Enzensbergers essay om islamismens ”radikale tabere”, Skrækkens mænd (2006).
Når essensen af vor tids alvorligste konflikter sjældent bliver forstået, skyldes det netop, at de er udtryk for en ny form for konflikt, der i stigende grad præger vores tidsalder. Disse kulturelle konflikter er i de senere år gjort velkendte i teserne om ”civilisationernes sammenstød” og ”kampen for anerkendelse”. Konkrete vidnesbyrd har der været mange af, lige fra borgerkrigen på Balkan i 1990’erne til de aktuelle konflikter i Irak og indenfor de multikulturelle vestlige samfund.
Hvad enten konflikterne primært har været nationalistiske eller religiøse, så angår de menneskers behov for at indgå i forpligtende kulturelle tilhørsforhold. Og de har at gøre med et psykologisk aspekt af menneskets eksistens, nemlig behovet for at tildele sig selv værdi, men også for at tildele folk og handlinger værdi. ”Thymos”, som Platon skriver om i 3. og 4. bog i Staten.
Netop dette behov har mange så svært ved at forstå og acceptere. For i det trygge vestlige velfærdsdemokrati synes det som om, at man har underkendt denne dimension og de ledsagende følelser som vrede og skam – altså de følelser, som bl.a. Muhammedkrisen i foråret 2006 gav mange vesterlændinge et lærestykke i.
Muhammedkrisen var derfor på en måde år nul, hvad angår den gryende erkendelse af det intime forhold mellem kultur og konflikt. Herfra er vi begyndt at indse, at universalismen – den naive fordring om fred og fordragelighed blandt alverdens forskellige kulturer – har sin grænse, og at vi hver især gør bedst i at besinde os på vores egen særlige kultur.
Kære læsere - velkommen til NOMOS' nye blog
Af praktiske årsager er NOMOS’ blog nu flyttet til denne side. NOMOS’ hjemmeside og tidsskrift fortsætter naturligvis som hidtil.
Mens bloggen forhåbentlig jævnligt vil indeholde dagsaktuelle kommentarer, vil der på hjemmesiden blive arbejdet videre med formidlingen af tekster og emner angående bl.a. dansk identitetshistorie og konservatisme. I øjeblikket arbejdes der på et nyt projekt kaldet “Rød terror”, der vil blive noget nær en elektronisk udgave af Kommunismens sorte bog indeholdende kronologiske oversigter over den totalitære socialismes forbrydelser verden over, øjenvidneskildringer og andet dokumentarisk materiale. Desuden vil NOMOS’ hjemmeside fortsat indeholde et debatarkiv indeholdende indlæg skrevet til den trykte presse af bl.a. medlemmer af NOMOS-redaktionen.
På NOMOS’ hjemmeside har der tildligere været en blog med en række kortere indlæg. Disse er flyttet til denne side (se nedenfor), der som sagt nu vil udgøre den egentlige blog, hvor forskellige skribenter vil få mulighed for at bidrage med indlæg uden NOMOS-redaktionens direkte medvirken. God læselyst!
Mens bloggen forhåbentlig jævnligt vil indeholde dagsaktuelle kommentarer, vil der på hjemmesiden blive arbejdet videre med formidlingen af tekster og emner angående bl.a. dansk identitetshistorie og konservatisme. I øjeblikket arbejdes der på et nyt projekt kaldet “Rød terror”, der vil blive noget nær en elektronisk udgave af Kommunismens sorte bog indeholdende kronologiske oversigter over den totalitære socialismes forbrydelser verden over, øjenvidneskildringer og andet dokumentarisk materiale. Desuden vil NOMOS’ hjemmeside fortsat indeholde et debatarkiv indeholdende indlæg skrevet til den trykte presse af bl.a. medlemmer af NOMOS-redaktionen.
På NOMOS’ hjemmeside har der tildligere været en blog med en række kortere indlæg. Disse er flyttet til denne side (se nedenfor), der som sagt nu vil udgøre den egentlige blog, hvor forskellige skribenter vil få mulighed for at bidrage med indlæg uden NOMOS-redaktionens direkte medvirken. God læselyst!
Gamle indlæg
En akademikerfiktion, 5-12-07
Af Kasper Støvring
Akademikere er ofte hildede i den fiktion, at et stabilt samfund kan bygge på abstrakte principper og formelle demokratiske værdier. De ser bort fra det nationalt-kulturelle grundlag, ja, de arbejder ofte på at afskaffe det. For, som de siger, det kan ikke forene borgerne i et multikulturelt samfund.Kim Møller bringer på www.uriasposten.net under den sigende overskrift ”Opskriften på kaos, leveret som en anbefaling” et aktuelt eksempel på en sådan akademikerfiktion. Det drejer sig om en rapport udgivet af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (KU), skrevet af Annette Haaber Ihle.Rapporten har titlen Magt, Medborgerskab og Muslimske Friskoler i Danmark - Traditioner, idealer og politikker, og her får vi at vide, at skolen ikke bør vurderes ud fra sådan noget som ”fælles nationale værdier … arbejdets nødvendighed eller Danmark som et kristent land”. Endvidere hedder det:”I lyset af den multikulturelle virkelighed er det hensigtsmæssigt, at målet med den almene dannelse defineres som at lære eleverne at anerkende, at enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling, der måtte herske, - at stille eleverne fri til at stille spørgsmål ved enhver given civil kultur, at gøre eleverne i stand til at afvise de adfærdsmæssige krav, der måtte følge af at leve i et vist kulturelt, socialt eller økonomisk fællesskab og at gøre eleverne motiveret til, til stadighed, at engagere sig i at reformere de samfundsmæssige kategorier.”Der er – mindst – to problematiske ting i denne slags fiktioner (ud over det akademiske cirkussprog). For det første naiviteten, for det andet destruktiviteten. Men først et bud på, hvad der faktisk skaber et samfund med en stærk sammenhængskraft. Det gør den nationale kultur. Det vil sige en kultur, som i historiens løb primært er vokset frem nedefra. Her er borgerne fælles om traditionerne, religionen, sproget, hjemlandet og sæder og skikke, der hyppigt er uformulerede og uskrevne.Hvilket fordele giver denne kulturelle integration? Det skaber i et samfund som det danske en vidtstrakt tillid mellem fremmede mennesker; stærke borgerlige dyder som gensidighed, pålidelighed og ansvarlighed; en ukorrupt administration samt en sekulær orden, hvilket ikke mindst skyldes, at den bærende religion har været protestantisk.Akademikerfiktionens naivitet skyldes en tro på, at man kan binde folk sammen ved hjælp af generelle principper. Men historiske erfaringer viser, at folk også har følelsesmæssige behov for at høre til på et bestemt sted og i en bestemt kulturel sammenhæng. Det er de nære ting som et moders-mål og et fædre-land, der betyder noget for mennesker. EU-projektets mislykkede forsøg på at skabe en fælles identitet på et overnationalt plan understreger naiviteten.Akademikerfiktionen henviser til demokratiske værdier, f.eks. ytringsfrihed, som det, borgere med forskellig kulturel baggrund skal være fælles om. Men ytringsfrihed er som værdi betragtet netop abstrakt. Vi bekender os alle officielt til ytringsfriheden, javel. Men Muhammedkrisen viste netop, at der er meget stor forskel på den måde, forskellige kulturer konkret fortolker og praktiserer ytringsfriheden. Ytringsfrihed kan lige så vel adskille.Endelig er akademikerfiktionen farlig, fordi den vil opløse det etablerede samfund til fordel for multikulturalismens alles kamp imod alle. ”Enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling”, som det hed (med min kursivering). I en national kultur består der indre moralske bånd mellem borgerne. Det skaber en besindelse på, at der er grænser for friheden, at den enes ret er den andens pligt. Opløses disse bånd, venter anarkiet. I krisesituationer vil akademikerfiktionen vise sig at være netop dét – en fiktion, der ikke har kraft til at sikre stabilitet og samhørighed.Så det er nødvendigt at bevare den nationale kernekultur og kræve assimilation til den. Man kan jo starte med at tage udgangspunkt, ikke i en fiktion, men i det, vi faktisk ved om danskerne: At det er et kulturelt homogent folk; at de har stor tillid til hinanden; og at de har en positiv nationalfølelse.
Den politiske syge, 12-11-07
Af Kasper Støvring
Valgkampe indebærer altid en vis fare for at blive smittet med den virus, der kan kaldes den politiske syge. Hvad er symptomerne? Det er først og fremmest trangen til at se på tilværelsen med ideologisk forblændede øjne, at diagnosticere en masse sociale sygdomme, som politikerne så skal helbrede – for nu at blive i den kliniske metaforik. Politikere er jo praktikere, der ser problemer over alt og dernæst faldbyder deres egen medicin som et probat løsningsmiddel: Ellers ville de jo overflødiggøre sig selv.Patienter, der er smittet af den politiske syge, er især politikere som socialdemokraten Mette Frederiksen, der gerne vil overøse os alle med sin frelse. Hos hende er venteværelset fyldt til randen med ofre, hun skal redde, og samfundet ser hun som én lang sygdomsjournal af uretfærdigheder, hun vil gøre en ende på.Så disse politikere er altså både ramt af den politiske syge, og samtidig fremtræder samfundet for dem som sygt. De er både læger og patienter. Min pointe er imidlertid, at den politiske trang til at gribe ind i samfundet ofte gør mere skade end gavn. For politikerne forstørrer små problemer, og i deres iver efter at løse dem skaber de – utilsigtet og uforudset – endnu større problemer. De ødelægger det, der i forvejen fungerer i samfundet, med den konsekvens, at endnu mindre fungerer, som det skal. Lad mig prøve at uddybe.Når den politiske praktiker ser på samfundet, får hun øje på en masse problemer. Hun diagnosticerer en række manifeste dysfunktioner, som hun ønsker at reparere. Når hun f.eks. mener at se tilfælde af diskrimination, hate-speech eller arbejdsløshed blandt indvandrere, griber hun straks værktøjskassen, og her finder hun bl.a. sådan noget som dialoginitiativer, taleregler og kvoteordninger. Med dette værktøj begynder hun så at reparere i samfundets maskinrum, selv om hun måske endda ved, at værktøjet ikke virker efter hensigten. Flertallet af borgerne, derimod, er slet ikke politisk syge. De er sunde og raske, for de lever deres helt almindelige liv i tryg vished om alle de positive latente funktioner, som deres kultur rummer. Hvad er en latent funktion? Det er kort sagt den uformelle livsform, der får et smidigt tillidssamfund til at fungere.Det er uformulerede indsigter, værdier og adfærdsnormer, en slags tavs viden, som borgere hele tiden spontant betjener sig af, når de omgås hinanden. Det er også dyder som gensidighed, høflighed og ærlighed, som politikere aldrig har skabt.Men i og med, at disse funktioner er latente, er de også usynlige: vi ved ikke altid af, at de eksisterer. De normer og omgangsformer, der hjælper os i dagligdagen, er oftest ubevidste og står ikke nedskrevet noget sted. Derfor kan de også let tilsidesættes.Min pointe er altså, at reformivrige politikere, der hele tiden vil blande sig i almindelige menneskers liv, skaber flere problemer, end de løser. For de er netop ikke opmærksomme på latente funktioner i det civile samfund og i de etablerede institutioner. Denne kulturblindhed er indbegrebet af den politiske syge, der især har skabt problemer med integrationen af mennesker fra fremmede kulturer.At en sædvane har en latent funktion vil sige, at den – for igen at tale metaforisk – på skjult vis virker som et vitalt organ i det fremvoksede sociale legeme, og som sådan er den også med til at opretholde denne socialitet. For en sædvane kan meget ofte have en mere omfattende funktion, der er forskellig fra dens eksplicitte eller manifeste funktion.I den offentlige debat hører man ofte denne verdens Mette Frederiksener angribe det, de kalder danskernes chauvinisme og kulturelle fordomme. Et gensvar må lyde, at en vis lukkethed måske er skidt, men er nødvendig for at skabe stabilitet.Borgere er først og fremmest er loyale over for deres egne landsmænd og dem, der deler den samme kultur, ligesom de er skeptiske over for fremmede. Selv om de fleste vel kender det fra sig selv, er det alligevel kontroversielt at hævde det. Måske fordi det udgør en anstødssten for politikerens reformarbejde.
Kulturel fattigdom, 7-11-07
Af Kasper Støvring
I den politiske debat tales der meget om fattigdom og ulighed, vel at mærke som problemer, politikerne ”må gøre noget ved”. Sociale ingeniører har kronede dage, og der er ikke ende på de politiske initiativer på velfærdsområdet. Men det er alt sammen forgæves, for ulighed og fattigdom har ikke ret meget med penge at gøre. Det har derimod med kultur at gøre. ”Den nye ulighed” kalder socialforskeren Lars Olsen det med titlen på en bog, han udgav tidligere i år.Hans bog rummer en analyse af kulturens betydning for fattigdom, der omsider er ved at vinde indpas i dansk forskning. I en af bogens slående passager definerer en frivillig medhjælper på en feriekoloni for børn og unge denne nye fattigdom, der hænger sammen med normløshed. Børnene fra de ”fattige” familier er netop ikke materielt forarmede:”I dag er det som udgangspunkt de svageste børn, der får de største pakker med slik sendt hjemmefra. De er ofte også de mest overvægtige. De har stort set alle mobiltelefoner, og flere af dem har rigtig mange lommepenge med. De er ikke desto mindre svage, fordi de ikke kender og magter nogle af de mest grundlæggende regler for menneskeligt samvær, ligesom de på en række punkter afslører en fatal mangel på viden om basale samfundsmæssige og sociale sammenhænge. De kan ikke sidde ordentligt ved et bord og spise sammen med andre. De har meget svært ved at modtage kollektive beskeder og tilsvarende vanskeligheder ved at huske og efterkomme simple instrukser og regler. De aner ikke hvordan man taler pænt til hinanden…”I Danmark er vi først nu ved at danne os begreber om den kulturelle ulighed og fattigdom. I USA har den været kendt længe i form af en kritik af politiske ingeniører, der ofte tager fejl, netop fordi de er kulturblinde. Denne problematik har politologen Edward Banfield skrevet om i sin kontroversielle bog The Unheavenly City helt tilbage fra 1968.I bogen giver Banfield udtryk for en stærk skepsis over for velfærdsstatens planer for afvikling af fattigdommen i de amerikanske storbyer. Den storstilede politiske planlægning er dømt til at slå fejl, fordi den netop ikke tager højde for fattigdommens kulturelle determinanter.Fattigdom er i høj grad konsekvensen af en særlig livsform, der er langt vanskeligere at forandre, end liberale reformister er klar over eller ønsker at indse. Kultur er langt hen resistent over for politisk finjustering i form af højere bistand, mere uddannelse eller anti-diskriminationsinitiativer (taleregler og den slags).Fattige borgere udviser ifølge Banfields omfattende studier et særligt kulturelt mønster af holdninger, værdier og adfærdsformer, hvor især det manglende fokus på fremtiden er afgørende. Fattige borgere lever hyppigt i nuet, og de har ikke nogen udpræget sans for sådan noget som behovsudsættelse. Det gør dem letsindige og uansvarlige, hvilket igen medfører, at de ofte er ufaglærte og uuddannede. De skifter fra det ene dårlige job til det andet, og eftersom de ofte har en ustabil og voldelig karakter, er de også dårlige forældre og ægtefæller. Da denne destruktive livsform er kulturelt betinget, har den også en tendens til at blive videregivet fra generation til generation.Banfield knytter an til den konservative tanke om menneskelig ufuldkommenhed og uforudsete negative konsekvenser af statslige, politiske initiativer og planlægning. Det fremgår af bogens ironiske og anti-humanitaristiske budskab. Det lyder, at dem, der i virkeligheden drager fordel af den velfærdspolitik, der har til formål at hjælpe de fattige, er de socialt velstillede: De får nemlig dulmet deres dårlige humanitære samvittighed.Banfield har mange pointer, man bør lægge sig på sinde i dagens hjemlige debat. Det er ikke blot sådan, at velfærdspolitik i form af f.eks. økonomisk understøttelse ofte er nyttesløs. Den kan ligefrem forværre de dårligt stilledes situation. En dysfunktion som fattigdom søges fjernet gennem kontanthjælp.Men dermed svækkes incitamentet til at arbejde. Ødelæggelsen af en positiv, men usynlig funktion, her specifikt arbejdsmoralen, bliver altså den negative konsekvens af velfærdspolitikken, af 1960’ernes ”Great War on Poverty”.
Miljøbevaring er en konservativ mærkesag, 16-10-07
Af Kasper Støvring
Mange forundres over den borgerlige regerings pludselige omsorg for natur og miljø. Det forunderlige ligger imidlertid alene i den pludseligt indtrådte omsorg; ikke i omsorgen som sådan. For miljøbevaring er faktisk en borgerlig mærkesag. Eller rettere: det er en konservativ mærkesag, og den danske regering er på mange måder konservativ, snarere end liberalistisk.Hvis man kender sin konservative kanon, burde man vide, hvad jeg taler om. Forfattere som den engelske filosof Roger Scruton (se f.eks. essayet ”Conserving Nature” i bogen A Political Philosophy fra 2006) og vores egen udenrigsminister Per Stig Møller taler for miljøbevaring. Det sker ofte i forlængelse af Edmund Burkes tanker om en generationskonstrakt: Som med samfundet har vi også taget naturen i arv, og vi er ligeledes forpligtede på at føre den uspoleret videre til kommende generationer. Også mellemkrigstidens radikale konservative var økologer. Naturen leverer i hele sin sublime vælde stof til livets intense og ekstatiske øjeblikke af livsfylde, de såkaldte ”Spitzenaugenblicke”. Grunden til den store forundring er jo, at venstrefløjen her, som andre steder, har overtaget en konservativ kulturkritik. En gang var venstrefløjen erklæret anti-økologisk. Det gjaldt f.eks. kulturradikalismen. Hvad sagde Otto Gelsted, kulturradikalismens chefideolog? ”Naturen, det billige skidt”, sagde han. Og Poul Henningsen om naturfredningsforeningen? ”Hjemsted for reaktion og naturnazisme”. At kulturradikalismen var miljøbevaring fjendtlig stemt, skyldtes kulturradikalismens iboende humanisme: Alt, også naturen, er til for menneskets skyld. Naturen er en gratis ressource, man kan trække ubegrænset på, eller den er fremskridtets fjende, der skal tæmmes og beherskes. Og skal naturfredning overhovedet komme på tale, skal det være for menneskets skyld og derfor indrettes på menneskets rationelle interesser.Det er altså overalt menneskelige målestokke, der afgør forholdet til verden, også naturen, som om vi ikke kan erkende andet i verden end vores egne interesser. Naturen kan for den kulturradikale, venstreorienterede humanist aldrig blive det helt Andet, man kan regenerere ved.For den konservative er naturen derimod ikke kun det, mennesket bearbejder til kultur. Dét er rationalismens begreb om en natur, der i uendelig omfang står til rådighed for menneskets udnyttelse. Rationalismen udgør i den forstand en fællesbund i socialisme og liberalisme. Naturen er også de overordnede sammenhænge, som den kulturelle bearbejdelse udfolder sig inden for, og som kulturen ikke kan frigøre sig fra uden selv at gå til grunde. Dét er et konservativt naturbegreb – og i øvrigt også Villy Sørensens, der jo gerne går for at være kulturradikal.Villy Sørensens økologiske tænkning må forstås i den præcise forstand af ordet økologi, netop som et ideal om det personlige og sociale livs helhed i samhørighed med den omgivende natur. Villy Sørensen skriver i Uden mål – og med (1973):”Der gør sig nu engang lovmæssigheder gældende i naturen, der ikke kan krænkes uden at den naturlige balance forstyrres, og det samme må formodes at gælde for mennesket, såsandt det […] ikke kun er et kulturelt, men også et biologisk væsen […] Der er værdier i livet, som tilfældigvis er opstået før naturvidenskaben, der er betingelser for at det kan leves; vi kan ikke vilkårligt ’vælge’ hvad vi vil gøre til højeste værdier; det er nødvendigt at søge dem i de grundvilkår, som vi ikke kan sætte os ud over.”Det er med andre ord et dybdeøkologisk begreb om naturgrundlaget, den konservative forfægter. Naturen er en absolut instans, der sætter grænser for vækst. Det er kritisk vendt, ikke blot imod den postmoderne relativisme (alt er arbitrært og socialt konstrueret), men også imod socialistisk-materialistiske teorier (alt er historisk). Naturen er en ekstrakulturel størrelse, en biologisk determinisme, der bestemmer menneskets livsudfoldelse fra fødsel til døden og i sidste ende også betinger menneskeartens overlevelse.
Modernitetens (og marxismens) selvbesindelse, 7-10-07
Af Kasper Støvring
Hvor går gamle marxister hen, når de mister troen? Ja, en hel del vandrer den stenede vej over til tidligere modstandere. De bliver desillusionerede skeptikere eller finder en ny utopi i form af multikulturalismen. Andre bliver kulturkonservative, og en sådan er den århusianske idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz (aktuel med en bog om filosoffen Hannah Arendt). Han vil nok ikke betegne sig selv som konservativ, men det er ikke desto mindre, hvad han er, hvis man skal dømme ud fra en stribe af hans glimrende bøger fra begyndelsen af 1990’erne og frem.Schanz skriver her om det, han kalder modernitetens og oplysningens ”selvbesindelse”, der er indtrådt efter Murens fald: Erkendelsen af, at feberhede drømme om verdensrevolution ender i et ideologisk tyranni. Denne erkendelsen har tilmed et religiøst-metafysisk aspekt. Det lærer, at der er visse områder, ikke mindst menneskers forhold til det absolutte, som man ikke kan lægge bag sig i troen på det historiske fremskridt.Således også Schanz’ erkendelse – og selvopgør: Den radikale civilisationskritik har mistet sin tiltrækning. Litteraten Nils Gunder Hansen har ligefrem talt om, at der nu pågår en ”genkristning af de intellektuelle”. Tydeligt er det i hvert fald, at at intellektuelle ikke længere anslår den dystre tone, som prægede dem i afvigte århundrede. Ingen taler længere om, at naturen er død eller om at være fremmedgjort for sig selv eller tingsliggjort af kapitalismen.Det moderne er ikke alt, skriver Schanz følgelig. Hvad er det moderne? Det er primært dogmet om, at alt, hvad der er vigtigt i menneskelivet, er historisk. Mennesket har, kort sagt, evnen til rationelt at skabe sin tilværelse. Dette dogme er sammen med traditionshadet ved at ophøre. Det kan aflæses i kulturen i form af religiøs vækkelse; i politikken, der skal være pragmatisk; og i filosofien, hvor metafysikken igen har vundet indpas. Man søger tilbage til en besindelse på det elementære, at der er grænser for sekulariseringen og for menneskets evne til at manipulere med sine omgivelser og bemestre sig selv.Dette forhold er blevet tematiseret af teologen K.E. Løgstrup, og Schanz kalder det i forlængelse heraf for den metafysiske erfaring. Det er erfaringen af, at der er almene – og altså ikke historisk bestemte, dvs. moderne – vilkår i menneskets tilværelse, som det er båret og “stemt” af. Som et historisk projekt handlede det moderne om at lave verden om. Mennesket skulle blive myndigt og vinde autonomi, forholdet til andre mennesker skulle reguleres af rettigheder, og forholdet til naturen skulle bære præg af beherskelse.Men dermed tilskriver vi det moderne alt for meget. Det moderne er, med den progressive filosof Jürgen Habermas’ ord, et endnu ufuldkomment projekt, og som sådan forstås det fejlagtigt som livets vilkår. For, som Schanz minder os om, ”det moderne har ikke skabt sproget, bevidstheden, samvittigheden, erkendelsesevnen, kroppen, sansningen, glæden eller sorgen, fødslen eller døden.” Schanz skriver disse ord i bogen Selvfølgeligheder fra 1999 og fortsætter:”Efter at vi har forladt den hidtidige modernitet vil frugttræerne stadig blomstre om foråret, vildænderne gå i tosomhed, bort fra flokken, også om foråret – og vi vil stadig kunne glæde os over begge dele; menneskene vil fortsat elske og hade hinanden, spise, drikke, sove og danse. Og fortælle historier. Der vil være glæde og sorg, optagethed og ligegyldighed. Men der vil måske indfinde sig en form for besindende ydmyghed overfor livet, og sandsynligvis vil tilliden til historiemageriet være dæmpet, side om side med anti-traditionshysteriet.”Se, så poetisk og besindigt og på en vis måde livsbekræftende kan en hedengangen marxist komme til at skrive. Hvem havde troet det, da en ung Schanz i starten af 1970’erne udgav bogen med en af dansk litteraturs mest monstrøse titler: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status.
”Fattigdommen lider, den kæmper ikke”, 2-10-07
Af Kasper Støvring
For nylig blev der oprettet et nyt universitetscenter, der skal forske i sammenhængen mellem islamisk radikalisme og terror. Forskningen når næppe særlig dybt, hvis den ikke også undersøger sammenhængen mellem radikalisme og kulturel identitet, mellem terror og kulturkamp. Omvæltende begivenheder starter nemlig i det små og forbedres gennem en længere udvikling, hvor forskellige kulturer fremsætter krav om at få deres værdier anerkendt.I Danmark har vi af samme grund importeret en række fænomener, der kendes fra kulturelt heterogene lande som USA. Det gælder opgøret med ”døde hvide europæiske mænds” kulturelle dominans og tiltag mod hate speech rettet mod minoriteter. Vi har set indførelse af særordninger for muslimer, f.eks. særlige bedetidspunkter på arbejdspladser og halalslagtet kød i institutioner. Vi har set krav om kvoteordninger på uddannelsesstederne, affirmative action, som det hedder på amerikansk. Minoriteter kæmper også for en officiel anerkendelse af deres kulturs værdi, der f.eks. skal udtrykkes i ændringer af skolepensa.Sandsynligheden taler for, at vi fremover vil se flere intense kampe for kulturelt medlemskab. Forskellige kulturer vil fremsætte politiske krav om, at deres værdier bliver repræsenteret i det offentlige liv: Oprettelse af moskeer og gravpladser, modersmålsundervisning, minoritetsprogrammer i nationalt tv og politisk særrepræsentation i det nationale parlament. Vi vil også se flere eksempler på religiøse minoriteters udnyttelse af friskoleloven og brug af blasfemiparagraffen for at forhindre det, der opfattes som religiøs hetz.Et pessimistisk perspektiv åbner sig for alvor i forbindelse med de mere ekstreme kampe, der i fremtiden vil kunne blive udfoldet af radikale organisationer som ”Hizb ut-Tahrir”. Risikoen er, at de islamiske organisationer får held til at hverve uintegrerede unge indvandrere til voldelige kampe imod det ”dekadente” Vesten.I Danmark er vi endnu ikke fortrolige med de passionerede kulturkampe, der først for nylig har inddraget os på så uafrystelig måde. Det kommer til udtryk, når venstreintellektuelle – som forfatteren Jørgen Knudsen kort efter angrebet den 11. september 2001 – udviser en tro på, at terror mod Vesten skyldes sociale årsager. Fattigdom plejer da også at være en foretrukken forklaring. Men som man siger: Fattigdommen lider, den kæmper ikke. Fattigdom giver sjældent overskud til kamp; kampberedthed skyldes i højere grad et åndeligt moment.At mange danskere heller ikke er beredte på de nye kulturkampe, kommer også til udtryk hos diverse meningsdannere. F.eks. når islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen praktiserer sin bedagede post-koloniale tolkning, der altid er rede til at undskylde aggressive tendenser i islam og rakke ned på Vesten.Fremvæksten af den radikale islamisme sker følgelig på et tidspunkt i historien, hvor Vestens moralske selvtillid er dalende i forhold til fremmede kulturer. Blandt andet på grund af dårlig samvittighed over fortiden som kolonimagt.Men islamisk terror er ikke blot forårsaget af Vestens imperialistiske udbytning af Den Tredje Verden. Terrorismen skyldes også, at de radikale islamister desperat kæmper for at hævde deres kulturs storhed i en globaliseret verden. De kæmper med andre ord for en overdreven form for anerkendelse på grundlag af følelser som stolthed eller krænket ære.Islamiske terrorister bekender sig til en militant, irrationel ideologi og finder blot en undskyldning i vestlig udbytning og en grobund i udbredt fattigdom. Det samme ideologiske mønster ses også hos visse imamer og islamiske bevægelser inden for de vestlige lande. De ledende skikkelser tilhører netop en veluddannet middelklasse: Mennesket lever ikke alene af brød, men også af ære og værdighed. En indsigt, som islamforskningen må tage højde for.
Fjendtlige erobrere, 1-10-07
Af Kasper Støvring
Den skandaliserede tyske forfatter Botho Strauss er igen aktiv. Han udgiver i disse dage novellen Die Unbeholfene og har tillige givet længere interviews i bl.a. det tyske Vanity Fair. Strauss er forfatteren bag det fremragende essay ”Tiltagende bukkesang”, der er bragt i en udmærket oversættelse i Nomos nr. 1, årgang 1. Essayet burde være pligtlæsning for alle kulturkonservative. Det er skrevet i 1993, men så aktuelt som aldrig før, fordi vi i dag står direkte konfronteret med det, Strauss kalder ”fjendtlige erobrere”. I dag kan de identificeres med terrornetværk samt kulturelle grupperinger med antinationale loyaliteter. Udfordringen fra de fjendtlige erobrere ville ikke være så vanskelig at håndtere, hvis ikke der var en så udbredt eftergivenhed og kulturelt selvhad blandt så mange toneangivende vesterlændinge. Herom har Strauss artige ting at sige i ”Tiltagende bukkesang”.Strauss’ indflydelsesrige essay er delvist udformet som en kritik af den tyske venstreliberale intelligentsia i efterkrigstiden. Uden at nævne navne er kritikken adresseret mod offentlige intellektuelle som bl.a. Günter Grass. Disse intellektuelle formår ikke at fremsætte et positivt alternativ til det nationale tilhørsforhold. I stedet nøjes de med at hylde en åbenhed over for alt det fremmede og praktisere en gold kritik, ikke mindst af den samlede højrefløj, der reduceres til en reaktion imod indvandring – en reaktion, der til tider slår ud som voldelig radikalisme. Men den liberale tolerance og afvisning af det nationale fællesskab skyldes i virkeligheden et kulturelt selvhad, som Strauss skriver:”Engang imellem burde man undersøge, hvor meget af tolerancen, der er ægte og selvstændig, og hvor meget, der skyldes det forkrampede tyske selvhad, der byder de fremmede velkommen, så forholdene her, i det forhadte fædreland, endelig afslører sig i deres berømte (”fascistoide”) klarhed, som det engang hed (og i det skjulte vel stadig hedder) i den venstreorienterede terrors forbryderretorik.”På grund af det skyldbetyngede opgør med fortidens ekstreme nationalisme er Tyskland blevet prototypen på et moderne liberalt samfund, som åndelig set er dårligt forberedt på trængselstider, når de indre og ydre trusler mod sikkerheden og stabiliteten stiger. Det gælder selvsagt også for andre vestlige lande.Hvis den nationale kernekultur – på tysk: Leitkultur – ikke anerkendes som bedre end andre kulturer, vil borgerne være ude af stand til at forsvare sig. Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe ”blodofre” for deres morallove.Det er sådanne elementære tanker, der ligger bag Strauss’ berømte, men også berygtede essay. Det liberaldemokratiske samfund har tilsyneladende ingen transformationsevne, skriver Strauss, for det er uden nævneværdige konkurrenter, der kunne presse det til at ”samle sine kræfter på ny”. Strauss peger på, at de samfund, der ikke hylder økonomismen som eneste drivkraft, vil vise større styrke – en opfattelse, der også lå implicit i en artikel om Vestens eftergivenhed i mødet med islam, som Strauss publicerede under Muhammedkrisen (se Der Spiegel 7/2006). Strauss skrev ”Tiltagende bukkesang” kort efter den kolde krigs ophør, hvor Vestens fjende i form af kommunismen var forsvundet. Her var diagnosen klar: Hvis borgerne i de vestlige samfund overhovedet endnu kæmper, kæmper de kun for at bevare de private velfærdsgoder; de udfordres netop ikke til kamp af ”fjendtlige erobrere”. Op gennem 1990’erne trådte så en ny fjendtlig aktør ind på scenen i form af islamismen. Men altså uden at borgerne lod sig udfordre. De var for længst bedøvede af massemedierne, ”den telekratiske offentligheds regime”, samtidig med, at det folkelige behov for national selvbevidsthed blev stigmatiseret af den liberale intelligentsia. Jo, Strauss’ essay er stadig aktuelt.
Tvivlsom jura, 26-9-07
Af Morten Uhrskov Jensen
Der er taget et initiativ med magtfulde deltagere ved roret. Tre generalsekretærer, en landsformand og en direktør fra henholdsvis Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, FN-forbundet og Institut for Menneskerettigheder kræver nu, at de nordiske lande ændrer deres asylpolitik. Berlingske Tidendes kronik har været stillet til de fem herrers rådighed den 25-9-07, og initiativet har fået fyldig omtale i morgennyhederne på TV2. De fem har alle længerevarende uddannelser bag sig, og Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder er tillige cand.jur., hvorfor man må kunne forvente, at han er særlig velbevandret i de internationale konventioner, som Danmark og de øvrige nordiske lande har skrevet under på. Ikke desto mindre er der i kronikken to eksempler på, at kronikørerne i strid med fakta hævder, at Danmark ikke overholder disse konventioner. Det pakkes ganske vist ind med formuleringer som »ikke uden videre« og »for ikke at sige fejlagtig«, men det vender vi tilbage til om lidt. Vi skal nemlig lige have slået fast, at kronikørernes ønske er, at bl.a. Danmark igen indfører et retskrav på asyl for de facto-flygtninge, et retskrav der blev afskaffet i 2002, da den nuværende regering trådte til. Siden 2002 har der i dansk lovgivning kun eksisteret et retskrav for konventionsflygtninge, hvor asylsøgeren skal kunne sandsynliggøre, at han eller hun er personligt forfulgt og altså ikke er flygtet på grund af nok så alvorlige omstændigheder i hjemlandet, f.eks. borgerkrig. Årsagen burde vi i Danmark kende. Op igennem 1980erne og 90erne modtog Danmark et meget stort antal personer fra tredjeverdenslande (omkring 100.000). Den største del af disse mennesker fik asylstatus som de facto-flygtninge, hvor der blot skal være »andre tungtvejende grunde« end personlig forfølgelse for at få asyl. Det har vist sig vanskeligt at integrere disse mennesker i det danske samfund. Alligevel ønsker kronikørerne at få genindført de facto-begrebet i dansk ret. Det er i øvrigt påfaldende, at de fem ikke direkte bruger dette begreb i kronikken. Kan hænde det skyldes, at begrebet blev stærkt belastet, dengang Danmark ikke havde kontrol med antallet af flygtninge, der kom til Danmark.Vi skal også lige have slået fast, at Danmark ikke er i nærheden af at overtræde noget som helst. Og hvis Danmark i morgen afskaffede retskravet på asyl også for konventionsflygtninge, ville Danmark stadig ikke være i nærheden af en overtrædelse af nogen konventioner. Det »glemmes« nemlig ofte i debatten, at flygtningekonventionen af 1951 kun taler om den ret, som staterne har til at give asyl, dvs. andre stater må ikke nægte Danmark at give asyl, til hvem Danmark ønsker. Når reglen er udformet således, skyldes det naturligvis, at ingen suveræn stat kan fraskrive sig retten til at lukke sine grænser, for hvem den vil. Det er fortsat internationalt anerkendt, at denne verden består af suveræne enheder, stater, der inden for deres territorium selv beslutter, hvem de vil give adgang. Danmark giver med andre ord en videre adgang til asyl, end vi behøver ifølge konventionerne. Lad os se på de konkrete påstande i kronikken. Det hedder, at »De nordiske landes asylmyndigheder har gennem de senere år anvendt en snæver – for ikke at sige fejlagtig – fortolkning af definitionen af flygtningebegrebet ved at insistere på, at asylansøgere skal kunne påvise, at de er individuelt i fare, for at de kan anerkendes som flygtninge.« Som jeg netop har påvist, er det ikke rigtigt, og det er på grænsen til manipulation at hævde, at de nordiske lande, herunder Danmark, benytter sig af en »fejlagtig« fortolkning af definitionen. Længere henne i kronikken hævder forfatterne, at »UNHCR [FNs Flygtningehøjkommissariat] ved flere lejligheder har tilkendegivet, at et sådant krav [om sandsynlighedsbevis for at være personligt forfulgt] ikke uden videre kan accepteres som retligt holdbart«. Jeg ved ikke, om kronikørerne citerer UNHCR korrekt. Hvis det er tilfældet, kan vi konstatere, at UNHCR heller ikke kender ordlyden af de internationale konventioner. De løse påstande fortsætter inde på den hjemmeside, der henvises til, www.keepthemsafe.org. Her hedder det overordnet om asylsøgerne, at »mange af dem modtager ikke den beskyttelse [i de nordiske lande], som de har ret til.« Det hedder specifikt om Danmark, at kravet om at sandsynliggøre individuel forfølgelse »er uden basis i de internationale konventioner« (min oversættelse). Om Island hedder det på hjemmesiden, at der ikke nødvendigvis gives asyl til konventionsflygtninge, og her indrømmes det da også i den engelske tekst, at der ikke er noget konventionsstridigt i det, selvom tekststedet forsøget at sløre det ved også at tale om de facto-flygtninge. Finland bliver kritiseret (både i kronikken og på hjemmesiden) for at anvende den såkaldte Dublin-forordning, hvorefter asylsøgere kan sendes tilbage til et sikkert første asylland, f.eks. Tyskland eller Danmark, hvis asylsøgeren har opholdt sig i et af disse lande før ankomsten til Finland. Vi skal lige erindre om, at dengang Danmark ikke benyttede sig af denne mulighed, i perioden 1983-86, nåede asyltallet op på over 9.000 personer (i 1986 frem til oktober). Hvis ikke en lovændring var trådt i kraft, var det sandsynligt, at tallet havde nærmet sig 20.000 pr. år.Denne række eksempler på påstande i kronikken eller på hjemmesiden kan ikke indgyde læseren nogen særlig tillid til, at de fem organisationer, der står bag kampagnen, ønsker at levere saglig information. Der er tale om forsøg på ret grov vildledning, idet teksterne må læses, som om Danmark og de øvrige nordiske lande balancerer på kanten af de internationale konventioner og måske endda har overtrådt disse. Samtlige organisationer råder over juridisk ekspertise, og det er svært at frigøre sig fra den tanke, at der er tale om et politisk partsindlæg. At kronikkens sigte er rent normativt, dvs. der er tale om politiske ønsker og ikke om jura, bekræftes da også af f.eks. følgende udsagn: »Det er i strid med al menneskelig anstændighed at tvinge mennesker til at rejse tilbage til lande, hvor deres liv vil være i fare. Sverige, Danmark, Island, Finland og Norge bør i stedet optræde som rollemodeller for beskyttelse og ved at udvise forståelse for flygtningenes særligt sårbare og udsatte situation.« Og: »I stedet burde Norden være den region i verden, der ændrer tendensen fra at underminere retten til asyl til at give asylretten værdi og substans.« Det står kronikørerne aldeles frit for at give udtryk for den holdning, at de nordiske lande burde have særligt liberale flygtningelovgivninger, men så bør de også vedkende sig, at der er tale om netop en holdning. Ved at iklæde sig juraens kappe ønsker de fem kronikører at fremstå som en slags uvildige observatører, der har registreret, at bl.a. Danmark ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Men det gør Danmark og de øvrige lande som nævnt til fulde, og de fem organisationer og deres juridiske ekspertise står tilbage som en simpel politisk pressionsgruppe, der ønsker at ændre den gældende lovgivning. Det er i øvrigt påfaldende, at kronikørerne ikke ofrer nogen spalteplads på at give et overslag over, hvor mange flygtninge f.eks. Danmark skulle modtage ekstra om året, i fald Folketinget besluttede at ændre loven som ønsket af de fem. Måske fordi de er klar over, at »hårde« størrelser som tal ville mindske opbakningen til deres forslag. I stedet nøjes de fem med at anvende en blanding af følelsesladede argumenter tilsat noget tvivlsom jura.Til allersidst en stille undren: Flere af de fem organisationer eksisterer helt overvejende i kraft af statslige, dvs. skattebetalte, midler. Det gælder i hvert fald Institut for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp. Har disse organisationer slet ikke overvejet, om det ikke er at overskride en grænse at gå ud med denne kampagne, der er udelukkende politisk, når finansieringen af flere af disse organisationer sker for alle skatteyderes regning, dvs. også den del af borgerne, der ikke deler disse organisationers politiske holdninger?
Forsoningsdrømme, 24-9-07
Af Kasper Støvring
Muhammedkrisen bliver ikke blot ved med at spøge her i landet; svenskerne har som bekendt også fået deres egen krise i forbindelse med kunstneren Lars Vilks tegninger af Muhammed som en hund. Den svenske regering har travlt med at undskylde, meningsdannere taler om dialog, og alle synes at drømme om forsoning, alt imens dødstruslerne regner ned over broderlandet. Det er som om, man hele tiden prøver at fortrænge, hvad vi dog som en konsekvens af den danske Muhammedkrise endelig erkendte:At kulturkonflikter ikke sådan kan bilægges, og at de kæmpende parter ikke uden videre kan forsones gennem dialog. At det forholder sig sådan skyldes jo, at kampen mellem den vestlige kultur og den islamiske kultur er en veritabel kulturkamp. Netop en kamp mellem kulturer. Men hvem har for alvor forstået det?Den mareridtsagtige kamp om forskellen fik dengang, men også nu, følgeskab af drømmen om enhed og forsoning. Vidnesbyrd herom er talrige: Bl.a. oprettelsen af foreningen ”Co-existence of Civilizations”, det udenrigspolitiske initiativ ”Images of Middle East” og dets mange internationale pendanter, f.eks. FN’s ”Alliance of Civilizations”.Historiske erfaringer synes dog at dementere, at forskellige kulturer kan udvikle sig til ét universelt handlingssubjekt. Formår alle de velmenende foreninger, initiativer og institutioner virkelig at udstikke en tredje vej hinsides de forskellige frontholdninger, sådan som de selv postulerer?Nej, de udviser snarere symptomer på en udbredt blindhed, der særligt gør sig gældende i Vesten. Det dæmrer ikke, at kultur ikke blot er noget, vi som menneskeart har tilfælles. Kultur er også noget, der splitter menneskearten op, for så vidt som forskellige grupper har – og hævder – deres egen specifikke kultur, hvilket kan udløse fjendskab. Fjenden er netop den anden, den fremmede. Og kultur er også en andethed og fremmedhed hos ”de andre”, der ikke altid kan integreres i den hjemlige kultur i kraft af det bedre argument, selv om det er populært at tro det.For den fremmede kan i en særlig intensiv forstand være noget eksistentielt andet. Det betyder, at vi i ekstreme dilemmaer, hvor det ikke er muligt at etablere konsensus, kan have konflikter med ham (om ven/fjende-distinktionen som indbegrebet af det politiske, se den tyske jurist Carl Schmitts bog Det politiskes begreb, dk. 2002). For når alle muligheder for enighed er udtømte, skal der i sidste instans stadig træffes beslutninger: Skal vi, eller skal vi ikke, ytre os frit om f.eks. religiøse dogmer?Det er derfor, at retorikken om en tredje vej, om alliancer og sameksistens er suspekt. Der er tale om et bedrag, der tilslører reelle uenigheder og reelle konflikter. En ny realisme er derfor påkrævet. Fjendskabet skyldes dybe forskelle, der ikke kan overvindes, men nok inddæmmes, så de ikke får voldelige udslag.Den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i denne forbindelse i bogen Hvor meget globalisering tåler mennesket? (dk., 2004) om landsmanden Immanuel Kants overvejelser over den mulige verdensfred mellem forskellige folkeslag med deres særlige sprog, traditioner og religioner, som politisk er organisereret i staterne. Kants facit bliver en afvisning af den forenede, centralistiske verdensstat til fordel for et føderativt verdensstatsforbund:”Et homogent, pacificeret politisk univers gives ikke. Politisk forbliver verden et plurivers. De elementære fjendskabsforhold (naturtilstanden) mellem staterne kan til syvende og sidst ikke overvindes, de kan højst reguleres […] Et lovens herredømme, som i mangel af en verdensregering er henvist til, at skiftende alliancer af stater og organisationer samt en kritisk offentlighed giver det gyldighed. Unægtelig en usikker grund, men i menneskelige anliggender findes der netop ingen sikkerhed. Det glemmer visionen om en verdensstat, som drømmer sig til en hinsidig verden uden omskiftelig historie.”
Danskernes religiøse hjertevaner, 24-9-07
Af Kasper Støvring
En række teologer og sociologer har lavet en omfattende interviewundersøgelse af danskernes nationale og især religiøse mentalitet, ”I hjertet af Danmark” (refereret i Weekendavisen den 14. september). Her fremgår det, at danskerne i meget høj grad er præget af den lutherske, protestantiske kristendom. Forfatterne opregner følgende særpræg (med min kursivering):”Den danske velfærdstænknings universalisme, hvor alle betaler til alle, så vi står lige over for staten, ligesom kristne mennesker luthersk talt gør det over for Gud […] den fremherskende lighedstænkning, som har rødder tilbage i den protestantiske lære om det almindelige præstedømme, som principielt afskaffer hierarkierne […] danskernes værdimæssige prioritering af arbejde og nære relationer, [hvilket] ligner en sekulær udgave af den lutherske tanke om kaldet og standen”.Jeg vil for egen regning tilføje den stærke sekularisme, som kommer af, at kirken står for en forkyndelse, der selv skelner mellem det verdslige og guddommelige samt normer om individuel ansvarlighed og skyld, der fremmer en kultur, hvor man erkender sine fejl, søger tilgivelse og prøver at forbedre sig. Dertil kommer tillid, som jeg vil omtale om lidt.Religionen er en central faktor i alle kulturer, også i de kulturer, hvor kirkegang ikke spiller nogen stor rolle; det er religionens latente funktioner, der er vigtige. Altså religionens betydning som kulturel faktor, også i et land som Danmark, hvor 83 procent af befolkningen er medlem af folkekirken, men kun 2 procent jævnligt går i kirke. For danskerne har religionen først og fremmest praktisk betydning i form af handlinger – i form af en ”ikke-artikuleret ’væren’, for eksempel en følelse af tilhørsforhold”, som undersøgelsens forfattere skriver. ”Religionen behøver ikke primært at sidde i hovedet, den kan også sidde i hænderne eller i hjertet.”Til at karakterisere et sådant forhold prægede den franske forfatter Alexis de Tocqueville den fine betegnelse: ”Habits of the heart”, altså hertevaner.Måske har protestantismen allermest positivt præget den danske kultur ved at medvirke til at skabe en generel tillid mellem borgerne og mellem borgerne og staten. Et afgørende aspekt ved tillid er dens omfang, dens radius. Altså hvor mange andre, også fremmede mennesker, man deler de tillidsfremmende normer og dyder med.Det afgørende ved protestantismens historiske gennembrud i Vesten var, at dyder som ærlighed og gensidighed for første gang i vidt omfang blev praktiseret uden for familien. Den protestantiske etik fremmede desuden hårdt arbejde og sparsommelighed med udsagn som ”du skal tjene dit brød i dit ansigts sved”. I protestantiske lande som Danmark og de andre nordiske lande har der derfor været højere velstand og mere generel tillid end i de katolske, sydeuropæiske lande, for ikke at tale om de islamiske lande i Mellemøsten.Internationale undersøgelser viser da også, at lande med en protestantisk historie og kernekultur har formået at udvikle høj økonomisk vækst og stabile liberale demokratier. Ud over de skandinaviske lande gælder det primært lande som Holland, Canada og New Zealand, som politologen Ronald Inglehart viser i sin artikel “Culture and Democracy” i antologien Culture Matters (2000). Tillid er nemlig helt afgørende, hvis man skal opbygge tætte sociale strukturer og komplekse sociale organisationer. Altså det, som er fundamentet for demokrati og store økonomiske foretagender.Når protestantiske lande næsten uden undtagelse har en langt mere veludviklet tillidskultur end islamiske, men også katolske lande, har det at gøre med, at lokalt kontrollerede organisationer fremmer gensidig tillid, hvorimod store, hierarkisk opbyggede og centraliserede bureaukratier har en tendens til at nedbryde gensidig tillid. Det er, groft sagt, forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke.
EU’s kulturelle udjævning, 24-9-07
Af Kasper Støvring
Den europæiske union er på mange måder et hus i splid med sig selv. På den ene side arbejdes der for ”en stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, som det hedder i forskellige traktater. På den anden side formuleres, især af EU-kommissionen, en anerkendelse af nationernes kulturelle forskellighed under overskriften ”Enhed i mangfoldighed”.Men naturligvis bliver kulturelle og religiøse forskelle ikke for alvor anerkendt: Så ville EU-projektet også bryde sammen. I den syndflod af traktater, chartre, inititativer og programmer, som udgår fra EU, er der nærmere beset udelukkende tale om en betoning af de europæiske borgeres fælles værdier. Og fordi europæerne deler disse ”universelle” værdier, kan Europa betragtes som en enhed.I praksis ønsker EU-institutionen gennem betoningen af disse værdier undgå kulturkonflikter. Tag bare de fælles værdier, der oftest nævnes, såsom tolerance og solidaritet. De er i sig selv svangre med konflikt. For hvor går grænsen for, hvilke modsætninger, der skal tolereres? Og hvor går grænsen for, hvem man skal være solidariske med?EU fokuserer altså på harmonisering, konsensus og kulturel udjævning snarere end på forskelle og konflikt. Når kultur er så værdifuld for EU, skyldes det jo blot den misforståelse, at den kan bruges til at opdrage borgerne til at få en fælleseuropæisk identitet. Det skulle angivelig ske gennem deltagelse i sådan noget som kulturfestivaler og koncertarrangementer. Kultur er ”åndelighed”, forstår man, og uanset om man er kristen, muslim, ateist eller humanist er man først og fremmest ”menneske”. Det vil sige, man har et etisk-religiøst værdigrundlag, der lykkeligvis er sammenfaldende med Europas ”etiske og åndelige værdier og kilder”, som det hedder i EU’s Menneskerettighedscharter.Så er der mere redelighed hos den tyske kulturkritiker Karl Heinz Bohrer, der på sin egen måde har gjort op med EU’s falske konsensus og floskuløse snak om kulturelle forskelle samt udgrænsning af de konflikter, der følger med en reel (an)erkendelse af de kulturer, der altid har præget de europæiske nationer.Allerede i essayet ”Europrovinzialismus” fra 1991 vender Bohrer sig mod forestillingen om, at de kulturelle forskelle internt i Europa er ved at forsvinde som følge af den politiske og retslige integration. Bohrer formulerer en dyb skepsis over for selve forudsætningerne for en europæisk union. EU-forestillingen udgår ikke fra ”konkrete sociale, politiske og kulturelle betingelser i de europæiske stater, men fra en vag forestilling om kontinentets ’kulturelle’ enhed”, skriver Bohrer.Snarere end om en integration af forskelle er der tale om en tiltagende uvidenhed om kulturelle forskelle. Denne uvidenhed er primært foranlediget af fænomener som masseturisme, informationsteknologi og teknokratiske uddannelser med deres manglende sprogkendskab.Det er ifølge Bohrer netop gennem det litterære sprog, maleriet og skuespilkunsten, at man lærer kulturerne at kende. Og på det område er kulturerne stadig nationale, ikke europæiske. Der er altså tale om en helt anden radikal forståelse af ”åndelighed”. Bohrer konkluderer sine betragtninger med en – for en konservativ intellektuel – karakteristisk organologisk metaforik. Han skriver:”Således kan man ikke abstrahere fra, at der i de inderste nervecentre i de kulturelle nationer dominerer nogle psykisk-mentale elementer, som altid vil etablere en uendelig afstand til Europa.”Der vil altid vise sig nogle ”grænser for forståelsen”, og denne grænse er de nationale kulturers uoverskridelighed. Europrovinsialisme indebærer derfor ”en ren teknokratisk opfattelse af sammenføringen af det politisk og kulturelt endnu ikke sammenførlige”.Af samme grund drejer den europæiske integration sig for Bohrer om ”en slags utopisk social ingeniørkunst, efter hvis målestok de famøse højhuse blev bygget.” Her henviser Bohrer til de højhuse, som i de vesttyske storbycentre jævnede de gamle bymidter med jorden. Et slående billede på EU’s udjævning af de gamle europæiske kulturnationer.
Af Kasper Støvring
Akademikere er ofte hildede i den fiktion, at et stabilt samfund kan bygge på abstrakte principper og formelle demokratiske værdier. De ser bort fra det nationalt-kulturelle grundlag, ja, de arbejder ofte på at afskaffe det. For, som de siger, det kan ikke forene borgerne i et multikulturelt samfund.Kim Møller bringer på www.uriasposten.net under den sigende overskrift ”Opskriften på kaos, leveret som en anbefaling” et aktuelt eksempel på en sådan akademikerfiktion. Det drejer sig om en rapport udgivet af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (KU), skrevet af Annette Haaber Ihle.Rapporten har titlen Magt, Medborgerskab og Muslimske Friskoler i Danmark - Traditioner, idealer og politikker, og her får vi at vide, at skolen ikke bør vurderes ud fra sådan noget som ”fælles nationale værdier … arbejdets nødvendighed eller Danmark som et kristent land”. Endvidere hedder det:”I lyset af den multikulturelle virkelighed er det hensigtsmæssigt, at målet med den almene dannelse defineres som at lære eleverne at anerkende, at enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling, der måtte herske, - at stille eleverne fri til at stille spørgsmål ved enhver given civil kultur, at gøre eleverne i stand til at afvise de adfærdsmæssige krav, der måtte følge af at leve i et vist kulturelt, socialt eller økonomisk fællesskab og at gøre eleverne motiveret til, til stadighed, at engagere sig i at reformere de samfundsmæssige kategorier.”Der er – mindst – to problematiske ting i denne slags fiktioner (ud over det akademiske cirkussprog). For det første naiviteten, for det andet destruktiviteten. Men først et bud på, hvad der faktisk skaber et samfund med en stærk sammenhængskraft. Det gør den nationale kultur. Det vil sige en kultur, som i historiens løb primært er vokset frem nedefra. Her er borgerne fælles om traditionerne, religionen, sproget, hjemlandet og sæder og skikke, der hyppigt er uformulerede og uskrevne.Hvilket fordele giver denne kulturelle integration? Det skaber i et samfund som det danske en vidtstrakt tillid mellem fremmede mennesker; stærke borgerlige dyder som gensidighed, pålidelighed og ansvarlighed; en ukorrupt administration samt en sekulær orden, hvilket ikke mindst skyldes, at den bærende religion har været protestantisk.Akademikerfiktionens naivitet skyldes en tro på, at man kan binde folk sammen ved hjælp af generelle principper. Men historiske erfaringer viser, at folk også har følelsesmæssige behov for at høre til på et bestemt sted og i en bestemt kulturel sammenhæng. Det er de nære ting som et moders-mål og et fædre-land, der betyder noget for mennesker. EU-projektets mislykkede forsøg på at skabe en fælles identitet på et overnationalt plan understreger naiviteten.Akademikerfiktionen henviser til demokratiske værdier, f.eks. ytringsfrihed, som det, borgere med forskellig kulturel baggrund skal være fælles om. Men ytringsfrihed er som værdi betragtet netop abstrakt. Vi bekender os alle officielt til ytringsfriheden, javel. Men Muhammedkrisen viste netop, at der er meget stor forskel på den måde, forskellige kulturer konkret fortolker og praktiserer ytringsfriheden. Ytringsfrihed kan lige så vel adskille.Endelig er akademikerfiktionen farlig, fordi den vil opløse det etablerede samfund til fordel for multikulturalismens alles kamp imod alle. ”Enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling”, som det hed (med min kursivering). I en national kultur består der indre moralske bånd mellem borgerne. Det skaber en besindelse på, at der er grænser for friheden, at den enes ret er den andens pligt. Opløses disse bånd, venter anarkiet. I krisesituationer vil akademikerfiktionen vise sig at være netop dét – en fiktion, der ikke har kraft til at sikre stabilitet og samhørighed.Så det er nødvendigt at bevare den nationale kernekultur og kræve assimilation til den. Man kan jo starte med at tage udgangspunkt, ikke i en fiktion, men i det, vi faktisk ved om danskerne: At det er et kulturelt homogent folk; at de har stor tillid til hinanden; og at de har en positiv nationalfølelse.
Den politiske syge, 12-11-07
Af Kasper Støvring
Valgkampe indebærer altid en vis fare for at blive smittet med den virus, der kan kaldes den politiske syge. Hvad er symptomerne? Det er først og fremmest trangen til at se på tilværelsen med ideologisk forblændede øjne, at diagnosticere en masse sociale sygdomme, som politikerne så skal helbrede – for nu at blive i den kliniske metaforik. Politikere er jo praktikere, der ser problemer over alt og dernæst faldbyder deres egen medicin som et probat løsningsmiddel: Ellers ville de jo overflødiggøre sig selv.Patienter, der er smittet af den politiske syge, er især politikere som socialdemokraten Mette Frederiksen, der gerne vil overøse os alle med sin frelse. Hos hende er venteværelset fyldt til randen med ofre, hun skal redde, og samfundet ser hun som én lang sygdomsjournal af uretfærdigheder, hun vil gøre en ende på.Så disse politikere er altså både ramt af den politiske syge, og samtidig fremtræder samfundet for dem som sygt. De er både læger og patienter. Min pointe er imidlertid, at den politiske trang til at gribe ind i samfundet ofte gør mere skade end gavn. For politikerne forstørrer små problemer, og i deres iver efter at løse dem skaber de – utilsigtet og uforudset – endnu større problemer. De ødelægger det, der i forvejen fungerer i samfundet, med den konsekvens, at endnu mindre fungerer, som det skal. Lad mig prøve at uddybe.Når den politiske praktiker ser på samfundet, får hun øje på en masse problemer. Hun diagnosticerer en række manifeste dysfunktioner, som hun ønsker at reparere. Når hun f.eks. mener at se tilfælde af diskrimination, hate-speech eller arbejdsløshed blandt indvandrere, griber hun straks værktøjskassen, og her finder hun bl.a. sådan noget som dialoginitiativer, taleregler og kvoteordninger. Med dette værktøj begynder hun så at reparere i samfundets maskinrum, selv om hun måske endda ved, at værktøjet ikke virker efter hensigten. Flertallet af borgerne, derimod, er slet ikke politisk syge. De er sunde og raske, for de lever deres helt almindelige liv i tryg vished om alle de positive latente funktioner, som deres kultur rummer. Hvad er en latent funktion? Det er kort sagt den uformelle livsform, der får et smidigt tillidssamfund til at fungere.Det er uformulerede indsigter, værdier og adfærdsnormer, en slags tavs viden, som borgere hele tiden spontant betjener sig af, når de omgås hinanden. Det er også dyder som gensidighed, høflighed og ærlighed, som politikere aldrig har skabt.Men i og med, at disse funktioner er latente, er de også usynlige: vi ved ikke altid af, at de eksisterer. De normer og omgangsformer, der hjælper os i dagligdagen, er oftest ubevidste og står ikke nedskrevet noget sted. Derfor kan de også let tilsidesættes.Min pointe er altså, at reformivrige politikere, der hele tiden vil blande sig i almindelige menneskers liv, skaber flere problemer, end de løser. For de er netop ikke opmærksomme på latente funktioner i det civile samfund og i de etablerede institutioner. Denne kulturblindhed er indbegrebet af den politiske syge, der især har skabt problemer med integrationen af mennesker fra fremmede kulturer.At en sædvane har en latent funktion vil sige, at den – for igen at tale metaforisk – på skjult vis virker som et vitalt organ i det fremvoksede sociale legeme, og som sådan er den også med til at opretholde denne socialitet. For en sædvane kan meget ofte have en mere omfattende funktion, der er forskellig fra dens eksplicitte eller manifeste funktion.I den offentlige debat hører man ofte denne verdens Mette Frederiksener angribe det, de kalder danskernes chauvinisme og kulturelle fordomme. Et gensvar må lyde, at en vis lukkethed måske er skidt, men er nødvendig for at skabe stabilitet.Borgere er først og fremmest er loyale over for deres egne landsmænd og dem, der deler den samme kultur, ligesom de er skeptiske over for fremmede. Selv om de fleste vel kender det fra sig selv, er det alligevel kontroversielt at hævde det. Måske fordi det udgør en anstødssten for politikerens reformarbejde.
Kulturel fattigdom, 7-11-07
Af Kasper Støvring
I den politiske debat tales der meget om fattigdom og ulighed, vel at mærke som problemer, politikerne ”må gøre noget ved”. Sociale ingeniører har kronede dage, og der er ikke ende på de politiske initiativer på velfærdsområdet. Men det er alt sammen forgæves, for ulighed og fattigdom har ikke ret meget med penge at gøre. Det har derimod med kultur at gøre. ”Den nye ulighed” kalder socialforskeren Lars Olsen det med titlen på en bog, han udgav tidligere i år.Hans bog rummer en analyse af kulturens betydning for fattigdom, der omsider er ved at vinde indpas i dansk forskning. I en af bogens slående passager definerer en frivillig medhjælper på en feriekoloni for børn og unge denne nye fattigdom, der hænger sammen med normløshed. Børnene fra de ”fattige” familier er netop ikke materielt forarmede:”I dag er det som udgangspunkt de svageste børn, der får de største pakker med slik sendt hjemmefra. De er ofte også de mest overvægtige. De har stort set alle mobiltelefoner, og flere af dem har rigtig mange lommepenge med. De er ikke desto mindre svage, fordi de ikke kender og magter nogle af de mest grundlæggende regler for menneskeligt samvær, ligesom de på en række punkter afslører en fatal mangel på viden om basale samfundsmæssige og sociale sammenhænge. De kan ikke sidde ordentligt ved et bord og spise sammen med andre. De har meget svært ved at modtage kollektive beskeder og tilsvarende vanskeligheder ved at huske og efterkomme simple instrukser og regler. De aner ikke hvordan man taler pænt til hinanden…”I Danmark er vi først nu ved at danne os begreber om den kulturelle ulighed og fattigdom. I USA har den været kendt længe i form af en kritik af politiske ingeniører, der ofte tager fejl, netop fordi de er kulturblinde. Denne problematik har politologen Edward Banfield skrevet om i sin kontroversielle bog The Unheavenly City helt tilbage fra 1968.I bogen giver Banfield udtryk for en stærk skepsis over for velfærdsstatens planer for afvikling af fattigdommen i de amerikanske storbyer. Den storstilede politiske planlægning er dømt til at slå fejl, fordi den netop ikke tager højde for fattigdommens kulturelle determinanter.Fattigdom er i høj grad konsekvensen af en særlig livsform, der er langt vanskeligere at forandre, end liberale reformister er klar over eller ønsker at indse. Kultur er langt hen resistent over for politisk finjustering i form af højere bistand, mere uddannelse eller anti-diskriminationsinitiativer (taleregler og den slags).Fattige borgere udviser ifølge Banfields omfattende studier et særligt kulturelt mønster af holdninger, værdier og adfærdsformer, hvor især det manglende fokus på fremtiden er afgørende. Fattige borgere lever hyppigt i nuet, og de har ikke nogen udpræget sans for sådan noget som behovsudsættelse. Det gør dem letsindige og uansvarlige, hvilket igen medfører, at de ofte er ufaglærte og uuddannede. De skifter fra det ene dårlige job til det andet, og eftersom de ofte har en ustabil og voldelig karakter, er de også dårlige forældre og ægtefæller. Da denne destruktive livsform er kulturelt betinget, har den også en tendens til at blive videregivet fra generation til generation.Banfield knytter an til den konservative tanke om menneskelig ufuldkommenhed og uforudsete negative konsekvenser af statslige, politiske initiativer og planlægning. Det fremgår af bogens ironiske og anti-humanitaristiske budskab. Det lyder, at dem, der i virkeligheden drager fordel af den velfærdspolitik, der har til formål at hjælpe de fattige, er de socialt velstillede: De får nemlig dulmet deres dårlige humanitære samvittighed.Banfield har mange pointer, man bør lægge sig på sinde i dagens hjemlige debat. Det er ikke blot sådan, at velfærdspolitik i form af f.eks. økonomisk understøttelse ofte er nyttesløs. Den kan ligefrem forværre de dårligt stilledes situation. En dysfunktion som fattigdom søges fjernet gennem kontanthjælp.Men dermed svækkes incitamentet til at arbejde. Ødelæggelsen af en positiv, men usynlig funktion, her specifikt arbejdsmoralen, bliver altså den negative konsekvens af velfærdspolitikken, af 1960’ernes ”Great War on Poverty”.
Miljøbevaring er en konservativ mærkesag, 16-10-07
Af Kasper Støvring
Mange forundres over den borgerlige regerings pludselige omsorg for natur og miljø. Det forunderlige ligger imidlertid alene i den pludseligt indtrådte omsorg; ikke i omsorgen som sådan. For miljøbevaring er faktisk en borgerlig mærkesag. Eller rettere: det er en konservativ mærkesag, og den danske regering er på mange måder konservativ, snarere end liberalistisk.Hvis man kender sin konservative kanon, burde man vide, hvad jeg taler om. Forfattere som den engelske filosof Roger Scruton (se f.eks. essayet ”Conserving Nature” i bogen A Political Philosophy fra 2006) og vores egen udenrigsminister Per Stig Møller taler for miljøbevaring. Det sker ofte i forlængelse af Edmund Burkes tanker om en generationskonstrakt: Som med samfundet har vi også taget naturen i arv, og vi er ligeledes forpligtede på at føre den uspoleret videre til kommende generationer. Også mellemkrigstidens radikale konservative var økologer. Naturen leverer i hele sin sublime vælde stof til livets intense og ekstatiske øjeblikke af livsfylde, de såkaldte ”Spitzenaugenblicke”. Grunden til den store forundring er jo, at venstrefløjen her, som andre steder, har overtaget en konservativ kulturkritik. En gang var venstrefløjen erklæret anti-økologisk. Det gjaldt f.eks. kulturradikalismen. Hvad sagde Otto Gelsted, kulturradikalismens chefideolog? ”Naturen, det billige skidt”, sagde han. Og Poul Henningsen om naturfredningsforeningen? ”Hjemsted for reaktion og naturnazisme”. At kulturradikalismen var miljøbevaring fjendtlig stemt, skyldtes kulturradikalismens iboende humanisme: Alt, også naturen, er til for menneskets skyld. Naturen er en gratis ressource, man kan trække ubegrænset på, eller den er fremskridtets fjende, der skal tæmmes og beherskes. Og skal naturfredning overhovedet komme på tale, skal det være for menneskets skyld og derfor indrettes på menneskets rationelle interesser.Det er altså overalt menneskelige målestokke, der afgør forholdet til verden, også naturen, som om vi ikke kan erkende andet i verden end vores egne interesser. Naturen kan for den kulturradikale, venstreorienterede humanist aldrig blive det helt Andet, man kan regenerere ved.For den konservative er naturen derimod ikke kun det, mennesket bearbejder til kultur. Dét er rationalismens begreb om en natur, der i uendelig omfang står til rådighed for menneskets udnyttelse. Rationalismen udgør i den forstand en fællesbund i socialisme og liberalisme. Naturen er også de overordnede sammenhænge, som den kulturelle bearbejdelse udfolder sig inden for, og som kulturen ikke kan frigøre sig fra uden selv at gå til grunde. Dét er et konservativt naturbegreb – og i øvrigt også Villy Sørensens, der jo gerne går for at være kulturradikal.Villy Sørensens økologiske tænkning må forstås i den præcise forstand af ordet økologi, netop som et ideal om det personlige og sociale livs helhed i samhørighed med den omgivende natur. Villy Sørensen skriver i Uden mål – og med (1973):”Der gør sig nu engang lovmæssigheder gældende i naturen, der ikke kan krænkes uden at den naturlige balance forstyrres, og det samme må formodes at gælde for mennesket, såsandt det […] ikke kun er et kulturelt, men også et biologisk væsen […] Der er værdier i livet, som tilfældigvis er opstået før naturvidenskaben, der er betingelser for at det kan leves; vi kan ikke vilkårligt ’vælge’ hvad vi vil gøre til højeste værdier; det er nødvendigt at søge dem i de grundvilkår, som vi ikke kan sætte os ud over.”Det er med andre ord et dybdeøkologisk begreb om naturgrundlaget, den konservative forfægter. Naturen er en absolut instans, der sætter grænser for vækst. Det er kritisk vendt, ikke blot imod den postmoderne relativisme (alt er arbitrært og socialt konstrueret), men også imod socialistisk-materialistiske teorier (alt er historisk). Naturen er en ekstrakulturel størrelse, en biologisk determinisme, der bestemmer menneskets livsudfoldelse fra fødsel til døden og i sidste ende også betinger menneskeartens overlevelse.
Modernitetens (og marxismens) selvbesindelse, 7-10-07
Af Kasper Støvring
Hvor går gamle marxister hen, når de mister troen? Ja, en hel del vandrer den stenede vej over til tidligere modstandere. De bliver desillusionerede skeptikere eller finder en ny utopi i form af multikulturalismen. Andre bliver kulturkonservative, og en sådan er den århusianske idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz (aktuel med en bog om filosoffen Hannah Arendt). Han vil nok ikke betegne sig selv som konservativ, men det er ikke desto mindre, hvad han er, hvis man skal dømme ud fra en stribe af hans glimrende bøger fra begyndelsen af 1990’erne og frem.Schanz skriver her om det, han kalder modernitetens og oplysningens ”selvbesindelse”, der er indtrådt efter Murens fald: Erkendelsen af, at feberhede drømme om verdensrevolution ender i et ideologisk tyranni. Denne erkendelsen har tilmed et religiøst-metafysisk aspekt. Det lærer, at der er visse områder, ikke mindst menneskers forhold til det absolutte, som man ikke kan lægge bag sig i troen på det historiske fremskridt.Således også Schanz’ erkendelse – og selvopgør: Den radikale civilisationskritik har mistet sin tiltrækning. Litteraten Nils Gunder Hansen har ligefrem talt om, at der nu pågår en ”genkristning af de intellektuelle”. Tydeligt er det i hvert fald, at at intellektuelle ikke længere anslår den dystre tone, som prægede dem i afvigte århundrede. Ingen taler længere om, at naturen er død eller om at være fremmedgjort for sig selv eller tingsliggjort af kapitalismen.Det moderne er ikke alt, skriver Schanz følgelig. Hvad er det moderne? Det er primært dogmet om, at alt, hvad der er vigtigt i menneskelivet, er historisk. Mennesket har, kort sagt, evnen til rationelt at skabe sin tilværelse. Dette dogme er sammen med traditionshadet ved at ophøre. Det kan aflæses i kulturen i form af religiøs vækkelse; i politikken, der skal være pragmatisk; og i filosofien, hvor metafysikken igen har vundet indpas. Man søger tilbage til en besindelse på det elementære, at der er grænser for sekulariseringen og for menneskets evne til at manipulere med sine omgivelser og bemestre sig selv.Dette forhold er blevet tematiseret af teologen K.E. Løgstrup, og Schanz kalder det i forlængelse heraf for den metafysiske erfaring. Det er erfaringen af, at der er almene – og altså ikke historisk bestemte, dvs. moderne – vilkår i menneskets tilværelse, som det er båret og “stemt” af. Som et historisk projekt handlede det moderne om at lave verden om. Mennesket skulle blive myndigt og vinde autonomi, forholdet til andre mennesker skulle reguleres af rettigheder, og forholdet til naturen skulle bære præg af beherskelse.Men dermed tilskriver vi det moderne alt for meget. Det moderne er, med den progressive filosof Jürgen Habermas’ ord, et endnu ufuldkomment projekt, og som sådan forstås det fejlagtigt som livets vilkår. For, som Schanz minder os om, ”det moderne har ikke skabt sproget, bevidstheden, samvittigheden, erkendelsesevnen, kroppen, sansningen, glæden eller sorgen, fødslen eller døden.” Schanz skriver disse ord i bogen Selvfølgeligheder fra 1999 og fortsætter:”Efter at vi har forladt den hidtidige modernitet vil frugttræerne stadig blomstre om foråret, vildænderne gå i tosomhed, bort fra flokken, også om foråret – og vi vil stadig kunne glæde os over begge dele; menneskene vil fortsat elske og hade hinanden, spise, drikke, sove og danse. Og fortælle historier. Der vil være glæde og sorg, optagethed og ligegyldighed. Men der vil måske indfinde sig en form for besindende ydmyghed overfor livet, og sandsynligvis vil tilliden til historiemageriet være dæmpet, side om side med anti-traditionshysteriet.”Se, så poetisk og besindigt og på en vis måde livsbekræftende kan en hedengangen marxist komme til at skrive. Hvem havde troet det, da en ung Schanz i starten af 1970’erne udgav bogen med en af dansk litteraturs mest monstrøse titler: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status.
”Fattigdommen lider, den kæmper ikke”, 2-10-07
Af Kasper Støvring
For nylig blev der oprettet et nyt universitetscenter, der skal forske i sammenhængen mellem islamisk radikalisme og terror. Forskningen når næppe særlig dybt, hvis den ikke også undersøger sammenhængen mellem radikalisme og kulturel identitet, mellem terror og kulturkamp. Omvæltende begivenheder starter nemlig i det små og forbedres gennem en længere udvikling, hvor forskellige kulturer fremsætter krav om at få deres værdier anerkendt.I Danmark har vi af samme grund importeret en række fænomener, der kendes fra kulturelt heterogene lande som USA. Det gælder opgøret med ”døde hvide europæiske mænds” kulturelle dominans og tiltag mod hate speech rettet mod minoriteter. Vi har set indførelse af særordninger for muslimer, f.eks. særlige bedetidspunkter på arbejdspladser og halalslagtet kød i institutioner. Vi har set krav om kvoteordninger på uddannelsesstederne, affirmative action, som det hedder på amerikansk. Minoriteter kæmper også for en officiel anerkendelse af deres kulturs værdi, der f.eks. skal udtrykkes i ændringer af skolepensa.Sandsynligheden taler for, at vi fremover vil se flere intense kampe for kulturelt medlemskab. Forskellige kulturer vil fremsætte politiske krav om, at deres værdier bliver repræsenteret i det offentlige liv: Oprettelse af moskeer og gravpladser, modersmålsundervisning, minoritetsprogrammer i nationalt tv og politisk særrepræsentation i det nationale parlament. Vi vil også se flere eksempler på religiøse minoriteters udnyttelse af friskoleloven og brug af blasfemiparagraffen for at forhindre det, der opfattes som religiøs hetz.Et pessimistisk perspektiv åbner sig for alvor i forbindelse med de mere ekstreme kampe, der i fremtiden vil kunne blive udfoldet af radikale organisationer som ”Hizb ut-Tahrir”. Risikoen er, at de islamiske organisationer får held til at hverve uintegrerede unge indvandrere til voldelige kampe imod det ”dekadente” Vesten.I Danmark er vi endnu ikke fortrolige med de passionerede kulturkampe, der først for nylig har inddraget os på så uafrystelig måde. Det kommer til udtryk, når venstreintellektuelle – som forfatteren Jørgen Knudsen kort efter angrebet den 11. september 2001 – udviser en tro på, at terror mod Vesten skyldes sociale årsager. Fattigdom plejer da også at være en foretrukken forklaring. Men som man siger: Fattigdommen lider, den kæmper ikke. Fattigdom giver sjældent overskud til kamp; kampberedthed skyldes i højere grad et åndeligt moment.At mange danskere heller ikke er beredte på de nye kulturkampe, kommer også til udtryk hos diverse meningsdannere. F.eks. når islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen praktiserer sin bedagede post-koloniale tolkning, der altid er rede til at undskylde aggressive tendenser i islam og rakke ned på Vesten.Fremvæksten af den radikale islamisme sker følgelig på et tidspunkt i historien, hvor Vestens moralske selvtillid er dalende i forhold til fremmede kulturer. Blandt andet på grund af dårlig samvittighed over fortiden som kolonimagt.Men islamisk terror er ikke blot forårsaget af Vestens imperialistiske udbytning af Den Tredje Verden. Terrorismen skyldes også, at de radikale islamister desperat kæmper for at hævde deres kulturs storhed i en globaliseret verden. De kæmper med andre ord for en overdreven form for anerkendelse på grundlag af følelser som stolthed eller krænket ære.Islamiske terrorister bekender sig til en militant, irrationel ideologi og finder blot en undskyldning i vestlig udbytning og en grobund i udbredt fattigdom. Det samme ideologiske mønster ses også hos visse imamer og islamiske bevægelser inden for de vestlige lande. De ledende skikkelser tilhører netop en veluddannet middelklasse: Mennesket lever ikke alene af brød, men også af ære og værdighed. En indsigt, som islamforskningen må tage højde for.
Fjendtlige erobrere, 1-10-07
Af Kasper Støvring
Den skandaliserede tyske forfatter Botho Strauss er igen aktiv. Han udgiver i disse dage novellen Die Unbeholfene og har tillige givet længere interviews i bl.a. det tyske Vanity Fair. Strauss er forfatteren bag det fremragende essay ”Tiltagende bukkesang”, der er bragt i en udmærket oversættelse i Nomos nr. 1, årgang 1. Essayet burde være pligtlæsning for alle kulturkonservative. Det er skrevet i 1993, men så aktuelt som aldrig før, fordi vi i dag står direkte konfronteret med det, Strauss kalder ”fjendtlige erobrere”. I dag kan de identificeres med terrornetværk samt kulturelle grupperinger med antinationale loyaliteter. Udfordringen fra de fjendtlige erobrere ville ikke være så vanskelig at håndtere, hvis ikke der var en så udbredt eftergivenhed og kulturelt selvhad blandt så mange toneangivende vesterlændinge. Herom har Strauss artige ting at sige i ”Tiltagende bukkesang”.Strauss’ indflydelsesrige essay er delvist udformet som en kritik af den tyske venstreliberale intelligentsia i efterkrigstiden. Uden at nævne navne er kritikken adresseret mod offentlige intellektuelle som bl.a. Günter Grass. Disse intellektuelle formår ikke at fremsætte et positivt alternativ til det nationale tilhørsforhold. I stedet nøjes de med at hylde en åbenhed over for alt det fremmede og praktisere en gold kritik, ikke mindst af den samlede højrefløj, der reduceres til en reaktion imod indvandring – en reaktion, der til tider slår ud som voldelig radikalisme. Men den liberale tolerance og afvisning af det nationale fællesskab skyldes i virkeligheden et kulturelt selvhad, som Strauss skriver:”Engang imellem burde man undersøge, hvor meget af tolerancen, der er ægte og selvstændig, og hvor meget, der skyldes det forkrampede tyske selvhad, der byder de fremmede velkommen, så forholdene her, i det forhadte fædreland, endelig afslører sig i deres berømte (”fascistoide”) klarhed, som det engang hed (og i det skjulte vel stadig hedder) i den venstreorienterede terrors forbryderretorik.”På grund af det skyldbetyngede opgør med fortidens ekstreme nationalisme er Tyskland blevet prototypen på et moderne liberalt samfund, som åndelig set er dårligt forberedt på trængselstider, når de indre og ydre trusler mod sikkerheden og stabiliteten stiger. Det gælder selvsagt også for andre vestlige lande.Hvis den nationale kernekultur – på tysk: Leitkultur – ikke anerkendes som bedre end andre kulturer, vil borgerne være ude af stand til at forsvare sig. Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe ”blodofre” for deres morallove.Det er sådanne elementære tanker, der ligger bag Strauss’ berømte, men også berygtede essay. Det liberaldemokratiske samfund har tilsyneladende ingen transformationsevne, skriver Strauss, for det er uden nævneværdige konkurrenter, der kunne presse det til at ”samle sine kræfter på ny”. Strauss peger på, at de samfund, der ikke hylder økonomismen som eneste drivkraft, vil vise større styrke – en opfattelse, der også lå implicit i en artikel om Vestens eftergivenhed i mødet med islam, som Strauss publicerede under Muhammedkrisen (se Der Spiegel 7/2006). Strauss skrev ”Tiltagende bukkesang” kort efter den kolde krigs ophør, hvor Vestens fjende i form af kommunismen var forsvundet. Her var diagnosen klar: Hvis borgerne i de vestlige samfund overhovedet endnu kæmper, kæmper de kun for at bevare de private velfærdsgoder; de udfordres netop ikke til kamp af ”fjendtlige erobrere”. Op gennem 1990’erne trådte så en ny fjendtlig aktør ind på scenen i form af islamismen. Men altså uden at borgerne lod sig udfordre. De var for længst bedøvede af massemedierne, ”den telekratiske offentligheds regime”, samtidig med, at det folkelige behov for national selvbevidsthed blev stigmatiseret af den liberale intelligentsia. Jo, Strauss’ essay er stadig aktuelt.
Tvivlsom jura, 26-9-07
Af Morten Uhrskov Jensen
Der er taget et initiativ med magtfulde deltagere ved roret. Tre generalsekretærer, en landsformand og en direktør fra henholdsvis Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, FN-forbundet og Institut for Menneskerettigheder kræver nu, at de nordiske lande ændrer deres asylpolitik. Berlingske Tidendes kronik har været stillet til de fem herrers rådighed den 25-9-07, og initiativet har fået fyldig omtale i morgennyhederne på TV2. De fem har alle længerevarende uddannelser bag sig, og Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder er tillige cand.jur., hvorfor man må kunne forvente, at han er særlig velbevandret i de internationale konventioner, som Danmark og de øvrige nordiske lande har skrevet under på. Ikke desto mindre er der i kronikken to eksempler på, at kronikørerne i strid med fakta hævder, at Danmark ikke overholder disse konventioner. Det pakkes ganske vist ind med formuleringer som »ikke uden videre« og »for ikke at sige fejlagtig«, men det vender vi tilbage til om lidt. Vi skal nemlig lige have slået fast, at kronikørernes ønske er, at bl.a. Danmark igen indfører et retskrav på asyl for de facto-flygtninge, et retskrav der blev afskaffet i 2002, da den nuværende regering trådte til. Siden 2002 har der i dansk lovgivning kun eksisteret et retskrav for konventionsflygtninge, hvor asylsøgeren skal kunne sandsynliggøre, at han eller hun er personligt forfulgt og altså ikke er flygtet på grund af nok så alvorlige omstændigheder i hjemlandet, f.eks. borgerkrig. Årsagen burde vi i Danmark kende. Op igennem 1980erne og 90erne modtog Danmark et meget stort antal personer fra tredjeverdenslande (omkring 100.000). Den største del af disse mennesker fik asylstatus som de facto-flygtninge, hvor der blot skal være »andre tungtvejende grunde« end personlig forfølgelse for at få asyl. Det har vist sig vanskeligt at integrere disse mennesker i det danske samfund. Alligevel ønsker kronikørerne at få genindført de facto-begrebet i dansk ret. Det er i øvrigt påfaldende, at de fem ikke direkte bruger dette begreb i kronikken. Kan hænde det skyldes, at begrebet blev stærkt belastet, dengang Danmark ikke havde kontrol med antallet af flygtninge, der kom til Danmark.Vi skal også lige have slået fast, at Danmark ikke er i nærheden af at overtræde noget som helst. Og hvis Danmark i morgen afskaffede retskravet på asyl også for konventionsflygtninge, ville Danmark stadig ikke være i nærheden af en overtrædelse af nogen konventioner. Det »glemmes« nemlig ofte i debatten, at flygtningekonventionen af 1951 kun taler om den ret, som staterne har til at give asyl, dvs. andre stater må ikke nægte Danmark at give asyl, til hvem Danmark ønsker. Når reglen er udformet således, skyldes det naturligvis, at ingen suveræn stat kan fraskrive sig retten til at lukke sine grænser, for hvem den vil. Det er fortsat internationalt anerkendt, at denne verden består af suveræne enheder, stater, der inden for deres territorium selv beslutter, hvem de vil give adgang. Danmark giver med andre ord en videre adgang til asyl, end vi behøver ifølge konventionerne. Lad os se på de konkrete påstande i kronikken. Det hedder, at »De nordiske landes asylmyndigheder har gennem de senere år anvendt en snæver – for ikke at sige fejlagtig – fortolkning af definitionen af flygtningebegrebet ved at insistere på, at asylansøgere skal kunne påvise, at de er individuelt i fare, for at de kan anerkendes som flygtninge.« Som jeg netop har påvist, er det ikke rigtigt, og det er på grænsen til manipulation at hævde, at de nordiske lande, herunder Danmark, benytter sig af en »fejlagtig« fortolkning af definitionen. Længere henne i kronikken hævder forfatterne, at »UNHCR [FNs Flygtningehøjkommissariat] ved flere lejligheder har tilkendegivet, at et sådant krav [om sandsynlighedsbevis for at være personligt forfulgt] ikke uden videre kan accepteres som retligt holdbart«. Jeg ved ikke, om kronikørerne citerer UNHCR korrekt. Hvis det er tilfældet, kan vi konstatere, at UNHCR heller ikke kender ordlyden af de internationale konventioner. De løse påstande fortsætter inde på den hjemmeside, der henvises til, www.keepthemsafe.org. Her hedder det overordnet om asylsøgerne, at »mange af dem modtager ikke den beskyttelse [i de nordiske lande], som de har ret til.« Det hedder specifikt om Danmark, at kravet om at sandsynliggøre individuel forfølgelse »er uden basis i de internationale konventioner« (min oversættelse). Om Island hedder det på hjemmesiden, at der ikke nødvendigvis gives asyl til konventionsflygtninge, og her indrømmes det da også i den engelske tekst, at der ikke er noget konventionsstridigt i det, selvom tekststedet forsøget at sløre det ved også at tale om de facto-flygtninge. Finland bliver kritiseret (både i kronikken og på hjemmesiden) for at anvende den såkaldte Dublin-forordning, hvorefter asylsøgere kan sendes tilbage til et sikkert første asylland, f.eks. Tyskland eller Danmark, hvis asylsøgeren har opholdt sig i et af disse lande før ankomsten til Finland. Vi skal lige erindre om, at dengang Danmark ikke benyttede sig af denne mulighed, i perioden 1983-86, nåede asyltallet op på over 9.000 personer (i 1986 frem til oktober). Hvis ikke en lovændring var trådt i kraft, var det sandsynligt, at tallet havde nærmet sig 20.000 pr. år.Denne række eksempler på påstande i kronikken eller på hjemmesiden kan ikke indgyde læseren nogen særlig tillid til, at de fem organisationer, der står bag kampagnen, ønsker at levere saglig information. Der er tale om forsøg på ret grov vildledning, idet teksterne må læses, som om Danmark og de øvrige nordiske lande balancerer på kanten af de internationale konventioner og måske endda har overtrådt disse. Samtlige organisationer råder over juridisk ekspertise, og det er svært at frigøre sig fra den tanke, at der er tale om et politisk partsindlæg. At kronikkens sigte er rent normativt, dvs. der er tale om politiske ønsker og ikke om jura, bekræftes da også af f.eks. følgende udsagn: »Det er i strid med al menneskelig anstændighed at tvinge mennesker til at rejse tilbage til lande, hvor deres liv vil være i fare. Sverige, Danmark, Island, Finland og Norge bør i stedet optræde som rollemodeller for beskyttelse og ved at udvise forståelse for flygtningenes særligt sårbare og udsatte situation.« Og: »I stedet burde Norden være den region i verden, der ændrer tendensen fra at underminere retten til asyl til at give asylretten værdi og substans.« Det står kronikørerne aldeles frit for at give udtryk for den holdning, at de nordiske lande burde have særligt liberale flygtningelovgivninger, men så bør de også vedkende sig, at der er tale om netop en holdning. Ved at iklæde sig juraens kappe ønsker de fem kronikører at fremstå som en slags uvildige observatører, der har registreret, at bl.a. Danmark ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Men det gør Danmark og de øvrige lande som nævnt til fulde, og de fem organisationer og deres juridiske ekspertise står tilbage som en simpel politisk pressionsgruppe, der ønsker at ændre den gældende lovgivning. Det er i øvrigt påfaldende, at kronikørerne ikke ofrer nogen spalteplads på at give et overslag over, hvor mange flygtninge f.eks. Danmark skulle modtage ekstra om året, i fald Folketinget besluttede at ændre loven som ønsket af de fem. Måske fordi de er klar over, at »hårde« størrelser som tal ville mindske opbakningen til deres forslag. I stedet nøjes de fem med at anvende en blanding af følelsesladede argumenter tilsat noget tvivlsom jura.Til allersidst en stille undren: Flere af de fem organisationer eksisterer helt overvejende i kraft af statslige, dvs. skattebetalte, midler. Det gælder i hvert fald Institut for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp. Har disse organisationer slet ikke overvejet, om det ikke er at overskride en grænse at gå ud med denne kampagne, der er udelukkende politisk, når finansieringen af flere af disse organisationer sker for alle skatteyderes regning, dvs. også den del af borgerne, der ikke deler disse organisationers politiske holdninger?
Forsoningsdrømme, 24-9-07
Af Kasper Støvring
Muhammedkrisen bliver ikke blot ved med at spøge her i landet; svenskerne har som bekendt også fået deres egen krise i forbindelse med kunstneren Lars Vilks tegninger af Muhammed som en hund. Den svenske regering har travlt med at undskylde, meningsdannere taler om dialog, og alle synes at drømme om forsoning, alt imens dødstruslerne regner ned over broderlandet. Det er som om, man hele tiden prøver at fortrænge, hvad vi dog som en konsekvens af den danske Muhammedkrise endelig erkendte:At kulturkonflikter ikke sådan kan bilægges, og at de kæmpende parter ikke uden videre kan forsones gennem dialog. At det forholder sig sådan skyldes jo, at kampen mellem den vestlige kultur og den islamiske kultur er en veritabel kulturkamp. Netop en kamp mellem kulturer. Men hvem har for alvor forstået det?Den mareridtsagtige kamp om forskellen fik dengang, men også nu, følgeskab af drømmen om enhed og forsoning. Vidnesbyrd herom er talrige: Bl.a. oprettelsen af foreningen ”Co-existence of Civilizations”, det udenrigspolitiske initiativ ”Images of Middle East” og dets mange internationale pendanter, f.eks. FN’s ”Alliance of Civilizations”.Historiske erfaringer synes dog at dementere, at forskellige kulturer kan udvikle sig til ét universelt handlingssubjekt. Formår alle de velmenende foreninger, initiativer og institutioner virkelig at udstikke en tredje vej hinsides de forskellige frontholdninger, sådan som de selv postulerer?Nej, de udviser snarere symptomer på en udbredt blindhed, der særligt gør sig gældende i Vesten. Det dæmrer ikke, at kultur ikke blot er noget, vi som menneskeart har tilfælles. Kultur er også noget, der splitter menneskearten op, for så vidt som forskellige grupper har – og hævder – deres egen specifikke kultur, hvilket kan udløse fjendskab. Fjenden er netop den anden, den fremmede. Og kultur er også en andethed og fremmedhed hos ”de andre”, der ikke altid kan integreres i den hjemlige kultur i kraft af det bedre argument, selv om det er populært at tro det.For den fremmede kan i en særlig intensiv forstand være noget eksistentielt andet. Det betyder, at vi i ekstreme dilemmaer, hvor det ikke er muligt at etablere konsensus, kan have konflikter med ham (om ven/fjende-distinktionen som indbegrebet af det politiske, se den tyske jurist Carl Schmitts bog Det politiskes begreb, dk. 2002). For når alle muligheder for enighed er udtømte, skal der i sidste instans stadig træffes beslutninger: Skal vi, eller skal vi ikke, ytre os frit om f.eks. religiøse dogmer?Det er derfor, at retorikken om en tredje vej, om alliancer og sameksistens er suspekt. Der er tale om et bedrag, der tilslører reelle uenigheder og reelle konflikter. En ny realisme er derfor påkrævet. Fjendskabet skyldes dybe forskelle, der ikke kan overvindes, men nok inddæmmes, så de ikke får voldelige udslag.Den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i denne forbindelse i bogen Hvor meget globalisering tåler mennesket? (dk., 2004) om landsmanden Immanuel Kants overvejelser over den mulige verdensfred mellem forskellige folkeslag med deres særlige sprog, traditioner og religioner, som politisk er organisereret i staterne. Kants facit bliver en afvisning af den forenede, centralistiske verdensstat til fordel for et føderativt verdensstatsforbund:”Et homogent, pacificeret politisk univers gives ikke. Politisk forbliver verden et plurivers. De elementære fjendskabsforhold (naturtilstanden) mellem staterne kan til syvende og sidst ikke overvindes, de kan højst reguleres […] Et lovens herredømme, som i mangel af en verdensregering er henvist til, at skiftende alliancer af stater og organisationer samt en kritisk offentlighed giver det gyldighed. Unægtelig en usikker grund, men i menneskelige anliggender findes der netop ingen sikkerhed. Det glemmer visionen om en verdensstat, som drømmer sig til en hinsidig verden uden omskiftelig historie.”
Danskernes religiøse hjertevaner, 24-9-07
Af Kasper Støvring
En række teologer og sociologer har lavet en omfattende interviewundersøgelse af danskernes nationale og især religiøse mentalitet, ”I hjertet af Danmark” (refereret i Weekendavisen den 14. september). Her fremgår det, at danskerne i meget høj grad er præget af den lutherske, protestantiske kristendom. Forfatterne opregner følgende særpræg (med min kursivering):”Den danske velfærdstænknings universalisme, hvor alle betaler til alle, så vi står lige over for staten, ligesom kristne mennesker luthersk talt gør det over for Gud […] den fremherskende lighedstænkning, som har rødder tilbage i den protestantiske lære om det almindelige præstedømme, som principielt afskaffer hierarkierne […] danskernes værdimæssige prioritering af arbejde og nære relationer, [hvilket] ligner en sekulær udgave af den lutherske tanke om kaldet og standen”.Jeg vil for egen regning tilføje den stærke sekularisme, som kommer af, at kirken står for en forkyndelse, der selv skelner mellem det verdslige og guddommelige samt normer om individuel ansvarlighed og skyld, der fremmer en kultur, hvor man erkender sine fejl, søger tilgivelse og prøver at forbedre sig. Dertil kommer tillid, som jeg vil omtale om lidt.Religionen er en central faktor i alle kulturer, også i de kulturer, hvor kirkegang ikke spiller nogen stor rolle; det er religionens latente funktioner, der er vigtige. Altså religionens betydning som kulturel faktor, også i et land som Danmark, hvor 83 procent af befolkningen er medlem af folkekirken, men kun 2 procent jævnligt går i kirke. For danskerne har religionen først og fremmest praktisk betydning i form af handlinger – i form af en ”ikke-artikuleret ’væren’, for eksempel en følelse af tilhørsforhold”, som undersøgelsens forfattere skriver. ”Religionen behøver ikke primært at sidde i hovedet, den kan også sidde i hænderne eller i hjertet.”Til at karakterisere et sådant forhold prægede den franske forfatter Alexis de Tocqueville den fine betegnelse: ”Habits of the heart”, altså hertevaner.Måske har protestantismen allermest positivt præget den danske kultur ved at medvirke til at skabe en generel tillid mellem borgerne og mellem borgerne og staten. Et afgørende aspekt ved tillid er dens omfang, dens radius. Altså hvor mange andre, også fremmede mennesker, man deler de tillidsfremmende normer og dyder med.Det afgørende ved protestantismens historiske gennembrud i Vesten var, at dyder som ærlighed og gensidighed for første gang i vidt omfang blev praktiseret uden for familien. Den protestantiske etik fremmede desuden hårdt arbejde og sparsommelighed med udsagn som ”du skal tjene dit brød i dit ansigts sved”. I protestantiske lande som Danmark og de andre nordiske lande har der derfor været højere velstand og mere generel tillid end i de katolske, sydeuropæiske lande, for ikke at tale om de islamiske lande i Mellemøsten.Internationale undersøgelser viser da også, at lande med en protestantisk historie og kernekultur har formået at udvikle høj økonomisk vækst og stabile liberale demokratier. Ud over de skandinaviske lande gælder det primært lande som Holland, Canada og New Zealand, som politologen Ronald Inglehart viser i sin artikel “Culture and Democracy” i antologien Culture Matters (2000). Tillid er nemlig helt afgørende, hvis man skal opbygge tætte sociale strukturer og komplekse sociale organisationer. Altså det, som er fundamentet for demokrati og store økonomiske foretagender.Når protestantiske lande næsten uden undtagelse har en langt mere veludviklet tillidskultur end islamiske, men også katolske lande, har det at gøre med, at lokalt kontrollerede organisationer fremmer gensidig tillid, hvorimod store, hierarkisk opbyggede og centraliserede bureaukratier har en tendens til at nedbryde gensidig tillid. Det er, groft sagt, forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke.
EU’s kulturelle udjævning, 24-9-07
Af Kasper Støvring
Den europæiske union er på mange måder et hus i splid med sig selv. På den ene side arbejdes der for ”en stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, som det hedder i forskellige traktater. På den anden side formuleres, især af EU-kommissionen, en anerkendelse af nationernes kulturelle forskellighed under overskriften ”Enhed i mangfoldighed”.Men naturligvis bliver kulturelle og religiøse forskelle ikke for alvor anerkendt: Så ville EU-projektet også bryde sammen. I den syndflod af traktater, chartre, inititativer og programmer, som udgår fra EU, er der nærmere beset udelukkende tale om en betoning af de europæiske borgeres fælles værdier. Og fordi europæerne deler disse ”universelle” værdier, kan Europa betragtes som en enhed.I praksis ønsker EU-institutionen gennem betoningen af disse værdier undgå kulturkonflikter. Tag bare de fælles værdier, der oftest nævnes, såsom tolerance og solidaritet. De er i sig selv svangre med konflikt. For hvor går grænsen for, hvilke modsætninger, der skal tolereres? Og hvor går grænsen for, hvem man skal være solidariske med?EU fokuserer altså på harmonisering, konsensus og kulturel udjævning snarere end på forskelle og konflikt. Når kultur er så værdifuld for EU, skyldes det jo blot den misforståelse, at den kan bruges til at opdrage borgerne til at få en fælleseuropæisk identitet. Det skulle angivelig ske gennem deltagelse i sådan noget som kulturfestivaler og koncertarrangementer. Kultur er ”åndelighed”, forstår man, og uanset om man er kristen, muslim, ateist eller humanist er man først og fremmest ”menneske”. Det vil sige, man har et etisk-religiøst værdigrundlag, der lykkeligvis er sammenfaldende med Europas ”etiske og åndelige værdier og kilder”, som det hedder i EU’s Menneskerettighedscharter.Så er der mere redelighed hos den tyske kulturkritiker Karl Heinz Bohrer, der på sin egen måde har gjort op med EU’s falske konsensus og floskuløse snak om kulturelle forskelle samt udgrænsning af de konflikter, der følger med en reel (an)erkendelse af de kulturer, der altid har præget de europæiske nationer.Allerede i essayet ”Europrovinzialismus” fra 1991 vender Bohrer sig mod forestillingen om, at de kulturelle forskelle internt i Europa er ved at forsvinde som følge af den politiske og retslige integration. Bohrer formulerer en dyb skepsis over for selve forudsætningerne for en europæisk union. EU-forestillingen udgår ikke fra ”konkrete sociale, politiske og kulturelle betingelser i de europæiske stater, men fra en vag forestilling om kontinentets ’kulturelle’ enhed”, skriver Bohrer.Snarere end om en integration af forskelle er der tale om en tiltagende uvidenhed om kulturelle forskelle. Denne uvidenhed er primært foranlediget af fænomener som masseturisme, informationsteknologi og teknokratiske uddannelser med deres manglende sprogkendskab.Det er ifølge Bohrer netop gennem det litterære sprog, maleriet og skuespilkunsten, at man lærer kulturerne at kende. Og på det område er kulturerne stadig nationale, ikke europæiske. Der er altså tale om en helt anden radikal forståelse af ”åndelighed”. Bohrer konkluderer sine betragtninger med en – for en konservativ intellektuel – karakteristisk organologisk metaforik. Han skriver:”Således kan man ikke abstrahere fra, at der i de inderste nervecentre i de kulturelle nationer dominerer nogle psykisk-mentale elementer, som altid vil etablere en uendelig afstand til Europa.”Der vil altid vise sig nogle ”grænser for forståelsen”, og denne grænse er de nationale kulturers uoverskridelighed. Europrovinsialisme indebærer derfor ”en ren teknokratisk opfattelse af sammenføringen af det politisk og kulturelt endnu ikke sammenførlige”.Af samme grund drejer den europæiske integration sig for Bohrer om ”en slags utopisk social ingeniørkunst, efter hvis målestok de famøse højhuse blev bygget.” Her henviser Bohrer til de højhuse, som i de vesttyske storbycentre jævnede de gamle bymidter med jorden. Et slående billede på EU’s udjævning af de gamle europæiske kulturnationer.
Abonner på:
Opslag (Atom)
