Den borgerlige orden

Af Kasper Støvring

Jeg har netop udgivet antologien Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur sammen med Morten Ebbe Juul Nielsen. Her lidt fra indledningen:

"Denne bogs tilblivelseshistorie er måske symptomatisk for noget af det, vi som redaktører håber bogen udtrykker. Nogenlunde sideløbende har vi, på meget forskellige måder, udviklet borgerlige tanker på universitet og i den offentlige debat, og vi har været engagerede i miljøer, der forsker i kultur og kulturbegrebet. Ingen af os har oplevet den til hetz grænsende marginalisering, som borgerlige akademikere og intellektuelle fra generationen før os efter alt at dømme led under i tiden omkring halvfjerdserne.

Selvom det ville være løgn at sige, at det ligefrem er comme il faut at bekende sig til borgerlige tanker på landets universiteter og i det, man med fare for manglende præcision kan kalde ”toneangivende kredse” i landets kulturliv, så er borgerlige synspunkter dog blevet en naturlig del af ideernes flora og fauna bemeldte steder, og ikke noget der anses som decideret artsfremmed, som noget der kun kan trives som ugræs i forstæderne og på landet. Sagt på en anden måde: der har været et forsigtigt holdnings- og stemningsmæssigt ”borgerligt tøbrud” over de seneste ti-tyve år, og vi er som redaktører og bidragsydere i høj grad børn af denne mentale klimaforandring.

Vi har altså ikke følt os som hverken usselt undertrykte eller heroiske martyrer, men blot som borgerligt orienterede i et relativt venstreorienteret miljø. Derfor var det ikke unaturligt, at vore veje krydsedes, og at vi efter et stykke tid begyndte at brygge på ideen om en saglig, åben og udadvendt bog om borgerlig kultur. For selvom vi ikke har følt os som marginaliserede, har vi dog begge oplevet en form for underskud, nemlig et underskud af borgerlig (selv)bevidsthed og (selv)forståelse vedrørende netop kulturen og kulturens betydning. I dette forord vil vi gerne prøve at forklare, hvad vi ønsker med denne bog, og hvorfor ”borgerlig kultur” er et relevant emne at tage op i denne form.

Den borgerlige orden – tanker om borgerlighed og kultur samler en række artikler af yngre borgerlige skribenter med markante meninger og en velfunderet viden om både borgerlighed og kultur. Udgangspunktet for bogen er den opfattelse, at borgerligheden – som den har udspillet sig politisk og i en vis gad også intellektuelt de sidste årtier – har manglet en dybere refleksion over det kulturelle grundlag for overhovedet at have en borgerlig orden baseret på frihed, lighed for loven, tillid og velstand. Debatten og det politiske arbejde har været alt for fokuseret på praktiske og dagsaktuelle problemer, oftest med et snævert økonomisk eller teknisk og administrativt perspektiv.

Årsagerne til denne borgerlige manko på kulturdebattens konto er flere. Liberalt orienterede tenderer til at skyde kulturelle spørgsmål fra sig, eller snarere anse dem for at høre hjemme i et snævert ikke-offentligt, strengt personligt og i sidste ende subjektivistisk regi. Kulturelle idealer og ideer anses som blotte præferencer, overfladefænomener, der kan anskueliggøres og behandles på lige fod med valget mellem to mærker kaffebønner.

Konservativt orienterede har ikke sådanne kvababbelser vedrørende kulturspørgsmålenes offentlige karakter, men tenderer omvendt til en tilbageholdenhed med at sætte ord på de ideer og værdier, de mener gør sig gældende i kulturen, og til at udvise en skepsis vedrørende betimeligheden af at diskutere, snarere end blot forudsætte, kulturelle idealer. Derudover er kulturspørgsmål i sig selv vanskeligt at håndtere – for venstreorienterede såvel som for borgerlige. Det skyldes måske, at der er et gran sandhed i både den liberales og den konservatives tilbageholdenhed i forhold til at gøre kultur til genstand for offentlig, rationel diskussion: da kultur ikke kan forstås som noget af den enkelte uafhængigt, er der et subjektivistisk element i kultur; og da kultur er en form for baggrundsfigur eller nødvendig forudsætning, på baggrund af hvilken vi handler og tænker, er kultur i en vis forstand ”uudsigelig.” Med fare for at udsætte os selv og vores bidragsydere for en boomerang: borgerlige har ikke været gode eller modige nok til, på trods af disse vanskeligheder, at formulere tanker om kultur og kulturens rolle i en borgerlig optik."

Fatma Five - Allah For En

"Humor er overvindelsen af fortvivlelsen med muntre midler"
- Werner Finck

Fatma Five - Allah For En

Se den her

Obama

Af Jesper M. Rosenløv

Barack Obama bliver USAs næste præsident. De danske medier flyder i disse dage over i lovprisninger – ja, de er nærmest gået i selvsving. Og var det ikke for disse overgearede og teenageagtige ytringer, der strømmer ud af munden på forskellige kendisser og ellers fattede journalister, kunne man vel trække på skuldrene og tænke nå, ja – det jo amerikanernes valg.

Men det kan man bare ikke. Ikke fordi man nødvendigvis mener, at Obama vil være en katastrofe for USA og resten af den vestlige verden. Jeg afprøvede for sjov en test på Berlingske.dk, der viste, at jeg overraskende nok var 67% enig med Obama og 70% enig med McCain. Selvom sådanne tests måske mere er ment som spøg end alvor, afspejler resultatet nok alligevel, at meningsforskellene mellem de to kandidater er begrænsede i et større perspektiv.

Alligevel er der er flere ting, der er særdeles problematiske ved Obamas sejr og den måde denne sejr bliver udlagt og brugt på.

For det første kunne man pege på mediernes totale mangel på objektivitet og kritiske sans omkring den netop overståede valgkamp. Der har ingen grænser været for, hvor meget feel-good-stemning man har forsøgt at opbygge omkring Obama-skikkelsen og hvor megen mistro, man har mødt republikanerne med. Man skal både være blind, døv og ubegavet, hvis man ikke har lagt mærke til denne ulige fordeling af mediernes sympati. Dette er særligt problematisk, når man tænker på DRs og TV2s public service-rolle som objektive nyhedsformidlere.

Der blev f.eks. konstant talt om jordskredssejr – og det på trods af, at det aldeles ikke var tilfældet. Obama havde ført den dyreste valgkamp nogensinde (så meget for, at republikanerne vinder, fordi de støttes af ”de rige”) og medierne bar ham frem på deres hænder. Alligevel ender valgresultatet med, at McCain får over 46% af stemmerne! Obama vandt en komfortabel sejr talt i valgmænd – jovist, men slet ikke enestående. Ronald Reagans genvalg i 1984, George Bush 'den ældre's valgsejr i 1988 og Bill Clintons sejre i 1992 og 1996 gav alle en langt større margin i valgmandskollegiet. Endvidere vandt Obama jo heller ikke det nødvendige flertal til at få den fulde kontrol med Kongressen.

Men da Obamas sejr var en kendsgerning kunne man slet ikke modstå fristelsen og litervis af vand blev hældt ud ad ørene, spandevis af sentimentalt pladder om, hvor dejligt det hele nu bare var. Verden ville nu blive et bedre sted for alle og bla bla bla. Der var pinligt. Ikke at Obama havde vundet, men at medierne i den grad mistede fatningen. Jeg måtte virkelig krumme tæer over Thomas Falbe, Ulla Therkelsen, Krasnik, Poul Erik Skammelsen. Nej, nej, nej – hvor uværdigt. [Se Kim Møllers gennemgang af valgaftenen på Uriasposten.dk.]

Et anden problematisk forhold omkring dækningen af valgkampen var brugen af race-spørgsmålet. Ustandseligt opdrages vi til at se bort fra race, når vi skal leve og forstå vores menneskelige tilværelse. Fint nok – men hvorfor bliver de danske medier så ved med at spille racekortet? Under hele valgkampen virkede det faktisk som om, at Ulla Therkelsen og Co. var mere optaget af Obamas race end amerikanerne var. Hvis der skal foretages et opgør med racetænkningen, bør Obamas race vel ikke hives frem som noget særligt kvalificerende ved manden. Egentlig tror jeg, at Therkelsens lillepige-fascination af Obamas race er udtryk for en udbredt provinsiel indstilling inden for dansk journalistik. Forestilling om, at USA's sorte befolkning (der udgør omkring 15%) dagligt udsættes for voldelige overgreb i bomuldsmarkerne spøger i baggrunden – og derfor var det bare SÅ godt, at Obama vandt. Suk...

For det tredje – enhver fornuftig borgerlig må da få kvalme over at høre om alle de kulturradikale kendissers rørstrømske politiske bekendelser og deres idolisering af Obama. Jeg læste, at bl.a. smørtenoren, Michael Carøe, var valfartet til Chicago for at overvære den store begivenhed. Michael Carøe! – manden, der under en forestilling kaldte Pia Kjærsgaard, der sad blandt publikum, for ”en skide hjemmehjælper”. Joh, Carøe er fan af Obama, der hjælper den lille mand og de undertrykte. Carøe vil også gerne være folkets ven – bare ikke dem, der er inde for hjemmeplejen.

Egentlig er det jo komisk at se denne pludseligt opståede amerikanisme udfolde sig i ellers antiamerikanske kredse. Jeg har som borgerlig altid sat min lid til USA, når det gjaldt kampen mod kommunismen og nu den islamistiske terror. Jeg har også respekteret, at amerikanerne indrettede deres samfund ud fra de traditioner, de mente var deres. Men jeg har aldrig set det amerikanske samfund som noget, der var værd at efterligne eller som en model for det danske samfund. Jeg har ikke haft meget til overs for venstrefløjens antiamerikanisme, men samtidig haft en vis skepsis m.h.t. ”the American way” – hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg har boet der. Det er derfor pudsigt nu at blive overhalet indenom i af socialdemokrater, SF’ere og radikale i proamerikanske tilkendegivelser. Nu skal vi alle pludselig lære af USA.

En fordel ved Obamas sejr er trods alt, at vi vel nu bliver fri for den evige kritik af USA. Fra 2009 kan venstrefløjen ikke længere kritisere den amerikanske udenrigspolitik – for det ville jo være det samme som at kritisere…. Obama (ham der jo er sort!) …. Ja, det bliver underholdende, hvis Obama begynder at presse Pakistan og Iran med magtanvendelse. Hvad vil de indædte USA-kritikere så gøre?

Men her er vi så ved det sidste (og mest afgørende) problem ved Obamas sejr. Alt det ovenstående var trods alt blot irritation over journalister og fladpandede humanister. Tænker vi sikkerhedspolitisk bliver sagen langt mere alvorlig for os alle.

Vesten og Danmark har brug for en stærk amerikansk præsident, der ikke fører en appeasement-politik overfor islamisterne. Det ville være en katastrofe af Chamberlainske dimensioner. Og grunden til, at jeg ikke ville have stemt på manden er, at jeg tvivler på, at han er hård nok. Er han realpolitiker nok til at føre den rette magtpolitik? Det har han ganske vist forsikret de amerikanske vælgere om, at han er. Han står for en hårdere linje i Afghanistan og overfor Pakistan. Han vil ikke acceptere, at Iran får atomvåben o.s.v. Men når det kommer til stykket…? Her ville jeg være mere tryg ved McCain og republikanerne. Et faresignal er det under alle omstændigheder, at f.eks. Venezuelas Hugo Chavez glæder sig over Obamas sejr. Castro og HAMAS håbede også på Obama. Det siger næsten alt. Men vi må se…

Afsløring: Radikale Scavenius med i nazistisk forening!

Af Jesper M. Rosenløv

D. 3-10-2008 kunne Weekendavisen afsløre en nedslående nyhed. Den folkekære tegner og satiriker Storm P. havde under besættelsen været medlem af en forening ved navn Nordisk Selskab/Nordische Gesellschaft. Denne forening var blevet oprettet i 1921 for at fremme Hansestædernes økonomiske og kulturelle betydning i Østersøområdet. Men fra 1933 blev foreningen gradvist overtaget af nazisterne og eksponerede herefter åbenlyst den nazistiske ideologi i Tyskland og bl.a. Danmark v.h.a. artikler, foredrag, stævner, film osv. Storm P. var blevet medlem af foreningen i 1930’erne og på trods af den tyske besættelse forblev han medlem frem til 1944 – ja, han var endda den i Danmark, der bidrog med det højeste kontingent!

Foreløbigt kan vi kun gisne om Storm P.s motiver. Men Lasse Olufson (der er den, der i sit kandidatspeciale indenfor Musikvidenskab har påpeget det sære medlemskab) siger til Weekendavisen, at mange musikere givet har været medlemmer af foreningen for at ”blive eksponeret på det tyske marked snarere end af ideologiske årsager. Det samme gælder udøvende fra andre kunstarter dog med undtagelse af forfattere og foredragsholdere, som generelt var mere politiserende.” Hvilken kategori af medlemmer vi skal placere Storm P. i tør jeg ikke sige. Men som direktøren for Storm P.-museet, Jens Bing, gør opmærksom på (Weekendavisen 17-10-08) tryktes Storm P.s tegninger i tyske aviser, længe inden nazismen havde manifesteret sig. ”Det gælder også for Nordische Gesellschafts talerør af skiftende navne, hvor hans tegneserie En underlig mand optrådte i hvert fald siden 1930.”

Nyheden om Storm P.s. medlemskab har nu cirkuleret i de danske aviser et par ugers tid. Og i modsætning til afsløringer vedrørende forskellige kunstneres gøren og laden på den ekstreme venstrefløj under Den Kolde Krig, er Storm P.-historien noget, der vækker forundring og beklagelse.

Dette misforhold er dog langt fra det mest interessante ved denne historie. For i den oprindelige artikel i Weekendavisen fik vi efter min mening en langt mere hårrejsende og sensationel oplysning. Den danske udenrigsminister fra juli 1940 til november 1942 samt stats- og udenrigsminister fra november 1942 til 29. august 1943, den RADIKALE, Erik Scavenius, var medlem af selv samme forening!!

Denne oplysning har ingen i pressen dog hæftet sig ved. Mens det har vakt opsigt og diskussion, at tegneren Storm P. var medlem af den nazistiske forening, er der åbenbart ingen, der løfter et øjenbryn over, at selveste den danske udenrigs- og statsminister ligeledes var medlem af denne naziforening.

Og så netop Scavnenius, der af Danmarks Radio portrætteres som én af ”de store danskere”, fordi han v.h.a. sin samarbejdspolitik ”reddede” Danmark igennem besættelsen og som af historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch fremstilles som en stakkels misforstået helt. Hvor komisk!

Når det gælder eftertidens dom gør to forhold endda historien værre for Scavenius end for Storm P.

1) Storm P. kan, som det er fremgået, have haft et økonomisk motiv for sit medlemskab. Han publicerede trods alt sine tegninger i tyske tidsskrifter og var afhængig af gode kontakter. Hvor usympatisk denne leflen for tyskerne end er, så står den jo slet ikke mål med, at en dansk politiker og minister lader sig indrullere i en nazistisk propagandaforening. Hvad er lige præcis Scavenius’ undskyldning for at være med her? Havde han ligesom de førnævnte forfattere og foredragsholdere også et politiserende ærinde? Anså han det for sin opgave at bidrage til det nordiske/ariske menneskes racemæssige og åndelige genfødsel? Tjah, det må han jo have gjort. Det er jo ikke sådan, at tyskerne har tvunget staklen ind i foreningen – i så fald burde vi vel finde mange flere danske politikere og ministre som medlemmer, den dag listen bliver offentliggjort. Intet tyder dog på, at der har været andre prominente politikere på listen, der i sin helhed stadig er hemmelig. Da foreningens danske afdeling blev nedlagt i marts 1945, blev medlemslisten gemt af en sekretær og videregivet til dagbladet Information. Og i dagene fra 27. november til 1. december 1945 offentliggjorde Information flere af navnene på listen. Det er derfor, vi overhovedet kender og kan omtale nogle af dem i dag. Og Scavenius synes at være den eneste store politiske ”skalp”. Havde der været flere, havde Information givet omtalt dem allerede i den første artikel. Her skriver avisen: ”Denne Liste indeholder en forunderlig Blanding af Navne: Hipomænd, tyske Nazister, ellers velagtede Bankdirektører og fremtrædende Forretningsmænd mellem hinanden. En Del har meldt sig ind allerede adskillige Aar før Krigen, og dem ser vi gerne bort fra, selvom det f.eks. nok kan forundre en og anden, hvad en saa udpræget Kunstner som Robert Storm Petersen har kunnet finde af 'Kultur' at udveksle med det nazistiske Tyskland. At en Del danske Firmaer og Institutioner før Krigen har set en vis forretningsmæssig Interesse i at støtte et i hvert Fald til Ydret uskadeligt Foretagende som 'Nordische Gesellschaft' - lad ogsaa det være. En beskeden Del af dem sprang fra den 29. august, men resten, derimellem naturligvis Scavenius og Chr. H. Olesen betalte Kontingent til det sidste.”
Fra 1. december 1945 indstiller Information imidlertid afsløringerne af navnene på listen. Herefter bliver listen hemmeligstemplet og er i dag klassificeret som ”ikke tilgængelig” i Rigsarkivet.

2) Men citatet fra Information afslører altså endnu en uheldig omstændighed m.h.t. Scavenius’ medlemskab. End ikke efter 29. august 1943 melder manden sig ud! Storm P. melder sig trods alt ud i 1944. Men ikke Scavenius – han ”betalte Kontingent til det sidste”.

Denne afsløring giver mildest talt endnu en brik til forståelsen af den ivrige samarbejdspolitiker, Erik Scavenius – medlem af Det Radikale Venstre og det nazistiske Nordische Gesellschaft.

Modstanden starter her...

Af Jesper M. Rosenløv

Jeg vil påstå, at danskerne altid har haft en vis evne til at tage gas på opstyltede autoriteter – særligt de autoriteter, der efter danskernes mening uberettiget trænger sig på og kræver respekt uden at have gjort sig fortjent til det. Latterliggørelsen af den tyske besættelsesmagt 1940-45 kan i historiens lys ganske vist ikke måle sig med den væbnede modstandskamp – naturligvis ikke. Men alligevel gav det et moralsk rygstød i den bredere befolkning, når folk eksempelvis smykkede sig med Christian d.10.s monogram eller røde, hvide og blå farver. Dette var et indforstået signal til hinanden om, at man støttede kongen og de allierede og ikke tyskerne. En måde hvorpå man –dansker til dansker - kunne kommunikere en stillingstagen uden om censuren.

En lignende form for symbolsk modstand benyttede Junibevægelsen, da den for nogle år tilbage fremstillede grønne plastiketuier, som man kunne sætte sit pas ind i, hvis man var træt af at se på sit nye rødbedefarvede EU-pas. Etuiet var på forsiden en gengivelse af det gamle danske pas og på bagsiden stod der ”Pas på Danmark”. Herligt!

I det hele taget er tiden måske inde til at tage den symbolske modstand op igen, nu hvor det bliver mere og mere klart, at EU agter at optræde som en form for besættelsesmagt, der vil sidde den demokratiske proces i Danmark overhørig. Min dag var derfor reddet, da jeg i Sorø-posten læste, at nogle spøgefugle havde anbragt en dukke forestillende en EU-dommer på byens torv. Normalt er pladsen smykket af en statue af Frederik d.7., der i sin hånd fremstækker en bogrulle med Grundloven.

I øjeblikket er statuen dog til renovering, hvorfor soklen har stået tom et stykke tid. Lige indtil nogle altså i stedet placerede en dukke med rødt EU-dommerkostume og hammer. På et skilt stod der: ”Frederik d. 7.s Grundlov og Folkestyret er væk – EU-domstolens tyranner gi´r os istedet smæk”.

Jamen, til det kan man jo bare sige – lad modstanden begynde!

Borgerlige bør forkaste EU

Af Kasper Støvring

Jeg har i dag en kronik om EU og nationalstaten i Berlingske Tidende. Her et uddrag:

”Skandalen vedrørende EF-Domstolens underkendelse af den danske udlændingepolitik afslører EU-projektets fatale underminering af nationalstaten. Set fra et borgerligt synspunkt er sagen så alvorlig, at EU bør forkastes som et ideologisk projekt. Det vil sige et projekt, der lader Domstolen politisere og giver dens kendelser forrang for politiske beslutninger i de nationale parlamenter.

Juridiske eksperter og abstrakte konventioner har med andre ord større betydning end folkevalgte politikere og nationale forfatninger. Jura erstatter demokrati. Følgen er, at en bureaukratisk institution nedbryder den eneste form for loyalitet, der kan skabe et levende demokrati og et stærkt retssamfund. Nemlig den nationale.

[…]

Vi ved fra adskillige undersøgelser, at danskerne har stor tillid til hinanden og en meget positiv national identitet. De opfatter sig først og fremmest som danskere, ikke som europæere eller »verdensborgere«. Men den nationale identitet er ikke faldet ned fra himlen. Den er ikke bare deklareret, ligesom den forfatnings­patriotisme, som EU bygger på. Den er derimod historisk fremvokset gennem konkret samliv.

Dette første persons flertal – »vi« danskere – hænger sammen med en identifikation med fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat. Den nationale identitet er med andre ord grundlaget for en stærk medborgerlig loyalitet, hvoraf et stabilt og åbent samfund kan vokse frem. Danskere er loyale over for deres landsmænd, ikke over for tyskere, italienere eller franskmænd. Det samme gælder naturligvis for andre nationer.

Ydermere gør nationalstatens territoriale jurisdiktion borgerne lovlydige. Som borgere i en stat, der er funderet i nationen, bliver vi i meget høj grad stemte til at adlyde lovene. For vi opfatter dem som »vores« love, der gælder på det territorium, vi bebor. Det er jo ikke nok at udstede lovene; lovene skal også efterleves. Men dette elementære forhold tager EU-systemet slet ikke hensyn til. Man overvejer ikke, hvordan man skal få borgerne til at respektere lovene og yde de pligter, der er prisen for at nyde rettighederne.

Hvordan rettighederne skal sikres og loven håndhæves, er tilsvarende et forhold, som fortalerne for EU aldrig har gjort sig klart. EU-bureaukraterne nøjes med at tale om lovene og fortsætter med at udvide listen over rettigheder i alenlange traktater. Byrden falder nemlig ikke tilbage på EU, men på nationalstaterne, der skal håndhæve loven og sikre rettighederne.

[…]

På især tre områder er EU en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur.

For det første fører forsøget på at strække jurisdiktionen ud over nationalstatens grænser til et forfald i ansvarligheden. For den eurokratiske elite – dommerne og ministrene – er ikke som de nationale parlamentarikere ansvarlig over for folket; folket har ikke valgt eliten ind og kan vanskeligt stille den til regnskab: Folket kan ikke afsætte eliten ved frie valg. Det er en af grundene til, at der findes udbredt korruption i transnationale institutioner.

Dertil kommer, at nationalstater nu bombarderes af love, der kommer udefra. Men borgerne har ikke mulighed for at afvise disse love, ligesom lovgiverne ikke kan holdes direkte ansvarlige af borgerne.

For det andet er national sammenhængskraft overhovedet ikke et anliggende for EU-eliten; den tager alene hensyn til nogle overordnede rettigheder. En transnational forsamling som EU er ikke loyal over for folket, ja, bryder sig måske slet ikke om det. Desuden arbejder den kun hen mod ét mål: den stadig tættere integration i Europas Forenede Stater. Den søger ikke at vedligeholde smidige tillidskulturer eller forsone forskellige interesser for at gøre borgerne i stand til at leve i fred med hinanden.

Faktisk skaber EU ved brug af den politiserende Domstol en retstilstand, der går stik imod et meget stort flertal af de danske borgeres interesse. Nemlig at fastholde en stram udlændingepolitik. Det siger sig selv, at hvis denne politik undermineres, vil det skade den danske tillidskultur. Det vil ydermere afsløre, at selv en borgerlig regering ikke er nogen garant for hverken en fast udlændingepolitik, nationalstatens suverænitet eller national sammenhængskraft.

Den tredje trussel fra EU er en trussel mod selve de borgerlige frihedsrettigheder. De sikres jo ikke ved at blive erklæret, men ved at blive gennemtvunget. Det forudsætter netop en demokratisk retsstat samt et civilt retssamfund og dermed en fælles loyalitet og en fælles lydighed over for loven.

Hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensidighed, der binder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden. De EU-tilhængere, der forfægter en transnational styreform, har i virkeligheden aldrig forklaret, hvordan den slags politiske loyaliteter kan tilvejebringes uden for nationalstaten. For alene nationalstaten er bundet sammen i kraft af medborgerlige dyder.

[…]”

Ormetunge-prisen 2008 overrakt i Statsministeriet

Med stor stolthed kunne Tidsskriftet NOMOS i går overrække Grima Ormetunge-prisen i Statsministeriet. Fra redaktionen var Morten Uhrskov Jensen og Jesper M. Rosenløv mødt op for at overrække prisen. I forbindelse med prisen blev der overrakt et billede af Babelstårnet smykket med EU-logo samt et diplom.

Vi blev venligt modtaget og vi kunne mærke, at prisen lunede helt ind i ministeriets gange. Medarbejderne var tydeligvis stolte af statsministeren og vi må da også sige, at danskerne vel sjældent har haft en statsminister, der var mere engageret i arbejdet med at få Danmark nedlagt så hurtigt som muligt og overdraget mest mulig magt til EU. En hel unik indsats fra Anders Fogh Rasmussens side – og det endda helt uden at spørge befolkningen! Denne kombination af fifleri, udemokratisk sindelag og antidansk virksomhed gør Anders Fogh Rasmussen til en værdig modtager af Ormetunge-prisen. Til lykke igen, Anders!