Af Jesper M. Rosenløv
Et eksempel på, hvor fordrejet et udgangspunkt for undervisning en lærebog kan give, er Helle Hinges bog Medborgerskab - fra teori til praksis (2008) et perfekt eksempel på. I denne bog, der er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen, går det helt helt galt. Bogen er fuld af venstrefløjsfloskler, dæmonisering af højrefløjen, myter, stråmænd, konspirationsteorier og direkte faktuelle fejl.
BT bragte i går en historien om bogen. Journalisten Peter Astrup havde samlet en række citater fra bogen, og at den er politiserende og manipulerende fremgår med al tydelighed af disse. Højrefløjen ønsker kun hvide mennesker i Danmark, muslimer diskrimineres konstant, fordi børnene klipper julepynt i folkeskolen og fordi Danmark har en folkekirke og bla bla bla. Vi ved jo, at disse holdninger findes blandt loonierne på den yderste venstrefløj, men at de ligefrem bliver præsenteret på den måde i en lærebog overrasker vel de fleste.
Jeg underviser selv i KLM, hvorfor jeg har anvendt Hinges bog. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, men da jeg overtog holdet fra en kollega, var bogen allerede indkøbt af de studerende som grundbog.
De ting, Astrup har fundet frem, er meget betegnende for hele bogens tone. Dog overså han i første omgang en af hendes værste perfiditeter. På side 69-70 forklarer hun, hvad assimilation, segregation og integration er. Da hun kommer til segregation, skriver hun: ”En anden strategi er segregationspolitik, som går ud på at adskille indvandrere og flygtninge fra resten af befolkningen. To forskellige eksempler på ufrivillig segregation er apartheid i Sydafrika og de danske asylcentre.” Sådan! Ingen nuancering, ingen neutral modificering af denne påstand, som man vel ellers kunne forvente sig i en lærebog. På BTs hjemmeside gengives denne historie i dag.
Faktuelle fejl
Men ikke nok med det – bogen er også fyldt med ”oplysninger”, der er direkte usande.
Tag f.eks. s.14 – Her fortæller hun, at Norge opnåede selvstændighed i 1814 efter en frihedskamp mod den danske stat. For det første blev Norge ikke frit, men knyttet til Sverige helt frem til 1905. Og hvad er det lige for en frihedskamp, Norge skulle have kæmpet mod den danske stat op til 1814? Man forestiller sig guerillakrigere i de norske fjelde kæmpende mod den danske besættelsesmagt. Helt forrykt.
En anden sjov røverhistorie har hun på side 38. Her fortæller hun for det første, at man i romerriget brugte slaver i krige. Det er forkert. Kun frie borgere deltog – og der var oprindeligt et stramt formuekrav m.h.t. optagelse i den romerske hær. For det andet – og langt værre (morsommere) - fortæller hun, at romerne efter nedkæmpelsen af Spartacusopstanden forhørte de tilfangetagne oprørere, for at finde ud af hvem af dem, der var Spartacus. Da Spartacus rejser sig og siger: ”Jeg er Spartacus”, rejser de andre slaver sig og siger det samme, for at beskytte Spartacus. Herefter bliver de alle henrettet. Til din oplysning, kære læser, findes denne historie ikke i de antikke kilder. Hvor har kvindemennesket så historien fra? Svar: Jo, hun har det fra Kubricks film Spartacus! Det siger lidt om den faglige lødighed i den bog.
Jeg udtaler mig om bogen i dagens udgave af BT (ikke online). Hinge svarer, at det med Spartacus ”også står andre steder”. Do! Hvor? Og gad vide om ikke de steder, hun tænker på er internettet eller lignende. Tsk tsk…
M.h.t. den fremtidige brug af bogen - Selvfølgelig skal den ikke forbydes i undervisningen som Dansk Folkeparti forslår. Det er jo tåbeligt. Man kan jo ikke forbyde, at visse bøger tages op i undervisningen. Helle Hinges bog er en dårlig og underlødig lærebog. Derfor bruger jeg den ikke mere. Jeg håber også mange af mine kollegaer vil være meget forsigtige m.h.t. brugen af denne bog. Men man kunne vel forestille sig, at den kunne inddrages i undervisningen som skrækeksempel på forsøg på manipulation, indoktrinering og misopfattelser af historiske begivenheder. Jeg bruger selv Spartacus-eksemplet, når jeg underviser i romersk historie. Det viser, hvor stor en del af vores historiske bevidsthed, der er skabt af Hollywood. At man kan finde et sådan eksempel i en lærebog skrevet af en seminarielektor fra Zahles, vækker stor morskab blandt mine studerende. Desuden er bogen jo også et glimrende eksempel på, at dumhed, uvidenhed og ekstremisme ofte går hånd i hånd. Nej, lad os endelig beholde den bog – kæle for den, tage den frem i ny og næ, og grine sammen.
Lærebog - debatbog?
Det er dog sikkert ikke denne brug af lærebogen, Gyldendal havde tænkt sig, da de gik med til at udgive det makværk. Bogen er udkommet som del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Den bærer desuden undertitlen "Fra teori til praksis". Hvad siger det lige om genren? Signalerer dette ikke objektiv, nøgtern og neutral fremstilling af bogens emner? Jo! Og derfor kan Helle Hinge ikke undskylde sig med, at hun slet ikke har skrevet en lærebog, men en debatbog, som hun gør i Kristeligt Dagblad i dag. Problemet er jo ikke, at Hinge har holdninger, hvor tåbelige de end er. Problemet er, at hendes lærebog er et subjektivt partsindlæg med en masse faktuelle fejl. Man må da forvente sig af en lærebog, at den f.eks. gengiver de forskellige holdninger til politiske emner objektivt og loyalt uden at fordreje og konstruere stråmænd for at sætte sine politiske modstandere i et dårligere lys. Det forventer læseren/den lærerstuderende da med god grund. Men denne øvelse behersker Hinge simpelthen ikke. Derfor burde bogen, som lærebog, vel have været udsat en stærk redaktionel omarbejdning og korrektion for at leve op til genren og blive en del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Der må derfor sidde nogle rundt om på Gyldendals redaktionsgange med gevaldigt røde ører. Hvem har været den faglige koordinator bag den udgivelse? Per Fibæk Laursen og Hans Jørgen Kristensen, burde I ikke have jeres skolepenge tilbage? Skandale! Vidner det om, at man på Gyldendal kan få udgivet hvad som helst som lærebog – det argeste lort – bare manuskriptet indeholder de rigtige holdninger? Og er det også grunden til, at ingen andre seminarielærere har set noget problem i denne lærebog, der udkom tilbage i 2008?
Desværre kunne dette sidste vidne om en dybereliggende krise, når det gælder seminariernes og folkeskolens lærerstab. Æder man denne politisering råt? Bakker man den i virkeligheden op? Hvis det er tilfældet, er vi nok mange, der vil overveje, om folkeskolen er det rette sted, når det kommer til vore børns undervisning og dannelse. Der eksisterer jo heldigvis privat- og friskoler, der hviler på andre værdier. Hvis det er Helle Hinges principper, der bliver de fremherskende i folkeskolen, vil jeg, når den tid kommer, tage min lille søn i hånden og sige. "Kom, min dreng, vi går igen".
