Scavenius: Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister

Af Jesper M. Rosenløv

Det vakte en del opsigt, da det i oktober 2008 kom frem, at den folkekære Storm P. i 30’erne og 40’erne havde været med i foreningen Nordische Gesellschaft, der syntes at have haft en tæt forbindelse til det nazistiske Tyskland. Som jeg fremførte dengang her på bloggen, undrede det mig egentligt, at det på den ene side vakte enorm debat, at Storm P. var medlem af denne forening frem til 1944, mens ingen så meget som løftede et øjenbryn over, at landets tidligere udenrigs- og statsminister, Erik Scavenius, helt frem til befrielsen i 1945 var medlem af selv samme forening. En underlig disproportion, må man sige.

I det det hele taget må den forstående og tolerante imødekommenhed, som mange historikere og meningsdannere lægger for dagen, når de skal bedømme Scavenius’ handlinger under besættelsen, undre. Ofte lyder bedømmelsen, at Scavenius var en realistisk og dygtig politiker, der takket være en veltilrettelagt samarbejdspolitik fik Danmark igennem de mørke år, uden vi oplevede de store ulykker. Den radikale statsmand er derfor i manges øjne ligefrem en helt, hvorfor Danmarks Radio da også for nogle år siden ligefrem kunne lave en portrætudsendelse om ham i serien ”Store danskere”.

Vellidt har Scavenius dog aldrig været blandt modstandsfolkene, der havde et klart blik for, hvad Scavenius i virkeligheden var. Nemlig en medløber. En kynisk beregnende medløber, hvis handlinger grænsede til landsforræderi. Men deres bitterhed og hårde bedømmelse havde man ikke brug for, da myterne om den vellykkede samarbejdspolitik skulle opbygges. Myter som mange danskere efter krigen givet hoppede med på i mangel på bedre. Bortset fra modstandsfolkene havde danskerne ganske vist ikke udrettet noget heroisk i den væbnede kamp mod nazismen, men vi havde takket være bl.a. Scavenius været heroisk snedige og kommet igennem det hele med skindet på næsen, synes den selvtilfredse analyse at lyde. Bravo!

At dette i virkeligheden var et moralsk svigt, og at samarbejdspolitikken bestemt ikke var med til at sikre demokratiet, var en alt for ubehagelig konklusion. Derfor vakte det opsigt – ja, ligefrem vrede – da denne ubehagelige konklusion for første gang blev sagt højt fra officielt hold, idet statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 og igen i 2005 i forbindelse med markeringen af 5. maj udtalte sin hårde, men berettigede, vurdering af samarbejdspolitikken. Havde alle nationer handlet som Danmark, havde Hitler og nazismen sejret, lød det fra Fogh. Adskillige historikere var bestemt ikke begejstret for denne vurdering. Hvor vovede han?

Men det var jo netop dette forløb (at nazisterne ville vinde krigen) som Stauning og Scavenius arbejdede ud fra - og var helt indforstået med. De havde en særlig betegnelse for dette nye tysk og nazistisk dominerede Europa – ”Nyordningen”. Denne nyordning var de og mange andre samarbejdspolitikere overbevist om måtte komme, og her gjaldt det om, at Danmark fandt sin plads uden for megen tumult.

Man kunne måske påstå, at dette trods alt var en realistisk vurdering på det givne tidspunkt og det eneste Danmark kunne gøre. Men andre små landes handlinger vidner dog om noget andet. Holland, Belgien og Norge drog helt anderledes konklusioner. Ja, ville nogle sige, men de betalte også prisen – bombede byer og deporterede jøder. I Danmark kunne vi trods alt beskytte vores civile mod terrorbombning og vore jødiske landsmænd mod overgreb. Dermed åbner man så også for accept af stort set alt, hvis blot en overlegen aggressor truer med vold.

Og dermed – havde alle handlet som Danmark, ville nazisterne have vundet og derefter alligevel påbegyndt nazificeringen af de besatte lande. Stauning og Scavenius udtalte ganske vist, at Danmark inden for Nyordningen burde kunne bevare sin suverænitet og sit demokrati. Som Scavenius siger det i sin tiltrædelsestale i 1940 (den famøse 8.-juli-erklæring): ”Ved de store tyske sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.” På den anden side, fortsætter han, stoler det danske folk på, at det vil ”kunne bevare sin selvstændighed” og ”finde forståelse for sin egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale udvikling”.

I marts 1941 udtaler Stauning noget af det samme. I 1941 sporede man en voksende modvilje overfor samarbejdspolitikken i befolkningen. På denne baggrund holdt statsminister Stauning d. 8. marts 1941 en tale i Studenterforeningen i København, hvor han bl.a. sagde: ”Denne tilpasning til livet i det nye Europa behøver ikke at berøre landenes nationale forhold, medens den muligvis kan nødvendiggøre visse ændringer i de erhvervspolitiske forhold. De enkelte lande kan bestå, landenes forfatninger kan blive bestående. Sprog og nationale indretninger kan bestå, og folket skal ikke foretage nogen åndelig og politisk omstilling, da dette ikke blot vil være ufornødent, men skadeligt for det samarbejde, der vil være en grundpille i det europæiske samfund. […] Personligt tror jeg altså ikke på store ændringer i det Europa, som er i færd med at danne sig. Derimod tror jeg på forsikringen om frihed og uafhængighed for Danmark, en af Europas ældste nationer, jeg tror på bevarelsen af vort sprog, af konge, flag og forfatning, og det vil være en styrke i troen herpå, når vi til sin tid frit indlader os i de forhandlinger om overenskomst, som tiden vil kræve. Vi har hidtil lykkeligt undgået sådanne ulykker, som andre har måttet lide under, og det gælder da om at fastholde den politik, som kan føre uskadt igennem tidens brænding ind i den nye tid, som venter os. Vi skal desværre nok igennem en lang og hård tid; men holder det danske folk sammen, vil folket også komme igennem en sådan tid - blot vi har udsigten til at bevare dansk selvstændighed. [...] For den danske befolkning vil det fremdeles være af afgørende vigtighed, at ro og orden bevares. Og så håber jeg i øvrigt, at vi vil komme gennem tidens vanskeligheder, og at vi igen oplever Danmark frit og selvstændigt.”

Dette er altså, hvad landets statsminister Stauning siger til det danske folk: Vær ikke bekymrede. Når tyskerne har vundet krigen, vil der komme en nyordning, hvor han håber, at vi stort set vil kunne vende tilbage til tiden før besættelsen.

At dette i bedste fald er himmelråbende naivt - eller i værste fald bliver sagt mod bedre vidende (og dermed løgn) - vidner den fortrolige korrespondance mellem den tyske besættelsesmagt i Danmark og ledelsen i Berlin om. F.eks. da man i slutningen af juni 1940 står overfor en regeringsomdannelse i Danmark (skabelsen af Samlingsregeringen), skriver den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark (dvs. den øverst ansvarlige tyske embedsmand i landet), C. von Renthe-Fink til Berlin, at man bør vente med at danne en nazistisk regering. Nazisterne står stadigt for svagt i Danmark. Men ved at lade danskerne fortsætte med at styre landet i en periode, vil man kunne vinde tid, indtil nazisterne er klar til en magtovertagelse: ”Efter min opfattelse skal vi ved dannelsen af den nye regering indtage en afventende holdning, da vi jo til enhver tid er i stand til at få en regering, som ikke passer os, til at falde, og de danske nationalsocialister får således lejlighed og tid til at udbygge deres position i landet" [20. juni 1940]. Nogle dage efter tilføjer han: ”Den nye tid banker dog stadig mere indtrængende på Danmarks dør, og det er vel egentlig mere et spørgsmål om tid, hvornår også her den tilpasning foretages, der følger af det nationalsocialistiske Tysklands militære og politiske sejr over Vestens demokratier og af de nye ideers magt." [28. juni 1940]

Med andre ord – nej, Danmark ville ikke have fået lov til at beholde sin selvstændighed eller sit demokrati, og de danske jøder ville før eller siden også her være blevet indfanget og sendt i kz-lejre. Samarbejdspolitikkens logik var således ganske på linje med appeasement-politikken. Som Churchill udtrykte det: Man fodrer krokodillen og håber på, at den vil æde én selv som den sidste. Og sådan ville det være endt – Danmark ville måske først være blevet ”ædt” som den sidste, men vi ville være blevet ædt under alle omstændigheder.

At der var nye tider på vej, det gik Stauning og Scavenius under alle omstændigheder ud fra. Og det var nu ikke helt dårligt, erklærede de offentligt. Der var faktisk ting i den nazistiske Nyordning af Europa, man kunne bruge til noget, mente de begge.

I ovennævnte tale til studenterforeningen siger Stauning ligeledes: ”Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig nyordning, men efter en blivende europæisk nyordning, der skal være rådende ud i fremtiden. Denne nyordning vil kræve et samarbejde inden for Europa, og linjen vil være den fra Tyskland kendte planøkonomi, der sikkert rummer betydelige fordele frem for den planløshed, som har været rådende hidtil som bestanddele af det liberalistiske samfund, der i udpræget grad bygger på egoismen - altså erhvervs- og samfundsegoisme.
Den tyske planøkonomi kan tænkes praktiseret gennem overenskomster mellem de enkelte lande og Tyskland, rimeligvis langtrækkende overenskomster, som bestemmer, at man aftager tyske råstoffer og industriprodukter imod til gengæld at levere landbrugsprodukter og andre varer, som det bliver tilladt de enkelte lande at producere. Der tænkes sikkert på en arbejdsdeling i Europa, og for så vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri anledning til indsigelser. Meningen vil være at give Tyskland og de med Tyskland samarbejdende lande forøgede produktions- og omsætningsmuligheder. Arbejdsdelingen og en fornuftig ordnet produktion og omsætning vil gøre dette Europa meget stærkt overfor blokade og vil også kunne fremme en højnelse af levevilkårene.
I denne planøkonomi vil man sikkert kræve gennemført en moderne produktionsordning både i Tyskland og i de samarbejdende lande, ligesom en ensartethed med hensyn til prisniveau og valutaforhold vil blive tilstræbt, og en fælles kreditgivning mellem landene vil sikkert også blive etableret.
Naturligvis kan en sådan udvikling nødvendiggøre ændringer i de tilvante forhold, men det kan ikke være afgørende, og jeg ser det i hvert fald som opgaver, vi stilles overfor, og som skal løses.
Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den tilpasning, jeg her har antydet, når tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogle måske vil synes.
Det er en udvikling, som kræves, og det er usundt og uklogt at vende sig imod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver."

Når man læser disse ord, overraskes man for det første over, hvor langt Stauning faktisk går i den vision, som han skitserer for de danske tilhørere. Dertil kommer, at han faktisk angiver den nazistiske planøkonomi som en fornuftig politisk ordning, som det danske Socialdemokrati har mange ideologiske lighedspunkter med, når det gælder den økonomiske politik. At disse planøkonomiske visioner ikke adskiller sig fra, hvad Radikale og Socialdemokrater tidligere har udviklet, kan man forvisse sig om, hvis man læser den radikale, Ove Rodes, såkaldte ”Gimletale” fra 1916. Heri tales der ligeledes om liberalismens planløshed, der skulle afløses af en ny gylden epoke med et nyt økonomisk system, der var under opbygning – et system, der yderligere fik vind i sejlene under krisen i 30’erne og som Stauning altså i 1941 anser for repræsenteret i den nazistiske planøkonomi. Det, der sker nu, er altså helt naturligt – det er udviklingen, som Stauning også siger. Interessant er det ligeledes, at Staunings vision om, hvordan Danmarks samarbejde med Tyskland skal forme sig, ligger fint i tråd med de retningslinjer for den tyske udenrigspolitik, som Hitler allerede i 1937 opridser. Ifølge det såkaldte ”Hossbach-notat” opridsede Hitler dette år sine planer for skabelsen af det tyske Lebensraum og påpegede samtidig, at Tyskland på længere sigt ville have problemer med at opnå autarki (være selvforsynende) m.h.t. bl.a. levnedsmidler. Dette er jo et militær-strategisk problem. Men her er den danske landbrugsproduktion jo et kærkomment supplement. Dette påpeger Stauning jo også, idet kan siger, at den nye ordning ”vil gøre dette Europa meget stærkt overfor blokade”. Fra hvem – ja, England selvfølgelig.

Det andet, der springer i øjnene, er, at Staunings argumentation på næsten uhyggelig vis er identisk med de paroler om den uundgåelige udvikling, som diverse politikere fremfører i dag, når det gælder Danmarks indlemmelse i Den Europæiske Union. Ak, ja - den famøse ”udvikling” som danskerne også i dag bare må lære at acceptere.

Men stop, ville nogle sige. Disse erklæringer og offentlige taler, som Stauning og Scavenius kommer med, kan jo ikke tages som udtryk for, hvad de dybest set selv følte og mente. Det, de sagde, var jo noget besættelsesmagten havde tvunget dem til at sige. For at opretholde samarbejdspolitikken (der jo hævdes at være den bedst mulige løsning for Danmark i den given situation) blev de nødt til at fyre disse floskler af offentligt. Men det er jo kun udadtil – indadtil mente de ganske sikkert noget helt andet.

Til det må man bare sige – nej, det gjorde de faktisk ikke. I hvert fald ikke, når det gælder Scavenius. Indadtil under forhandlingerne i Samlingsregeringen kørte Scavenius’ argumentation på fuldstændig de samme præmisser. Overfor sine kollegaer i Samlingsregeringen og Samarbejdsudvalget (Ni-mandsudvalget) blev der, når han forsøgte at overtale sine kollegaer til at følge hans aktive samarbejdslinje, ikke sparet på floskler om Nyordningen, de nye tider og udviklingen, som danskerne blev nødt til at acceptere. Der er således ikke en diskrepans mellem det Scavenius erklærer udadtil og det han siger under de fortrolige forhandlinger i Samlingsregeringen.

Hvor ved vi så det fra? Ja, bl.a. fra en kilde, der ikke umiddelbart kan siges at være ondt stemt mod Scavenius - nemlig hans tidligere partifælde og tidligere udenrigsminister P. Munch. Munch var som bekendt radikal udenrigsminister op til besættelsen 9. april. Som følge af besættelsen måtte han i juli 1940 gå af og overlade udenrigsministerposten til den tidligere partifælde, Scavenius (jf. 8-juli-erklæringen ovenfor). Munch fortsatte dog med at være en centralt placeret politisk skikkelse, der deltog i flere vigtige møder, drøftelser og beslutninger. Han foretog løbende optegnelser over sine oplevelser under de politiske forhandlinger krigen igennem. Disse ofte noget noteagtige optegnelser udkom mellem 1959 og 1967. Hvorfor disse erindringer ikke indgår i den offentlige debat, når det gælder bedømmelsen af Scavenius’ handlinger, holdninger og motiver, ved jeg ikke. Men de er særdeles afslørende, så måske derfor...

Vil man have et indblik i Scavenius’ gøren og laden under de mange tilspidsede situationer er Munchs erindringer ikke et dårligt sted at starte. Læs f.eks. kapitlet om perioden juni-november 1941 (s.158ff. i bnd. 7), og det vil løbe én koldt ned ad ryggen. Herefter kan man vist ikke længere være i tvivl om, hvor langt Scavenius gik i samarbejdspolitikken - og var villig til at gå! Jeg bringer herunder en række uddrag fra dette kapitel.

Først et par indledende bemærkninger. Fra 27. juni 1941 opstår der nye gnidninger i Samlingsregeringen. Det er tydeligt fra Munchs erindringer, at der bestemt ikke (som mange Scavenius-venlige historikere hævder) herskede konsensus i Samlingsregeringen m.h.t. Scavenius’ linje overfor tyskerne. Særligt Venstre og de konservative er efter en noget passiv og sløv start begyndt at slå sig gevaldigt tøjret. Og i juni er den så gal igen. Tyskerne kræver, at de må hverve frivillige i Danmark til krigen på Østfronten – enten via de danske nazister (dvs. til det allerede eksisterende Regiment Nordland) og/eller via oprettelsen af et nyt dansk frikorps ledet af danske officerer. Dette bekymrer regeringen, der ønsker at holde Danmark neutralt og uden for krigshandlingerne. Men efter tysk pres oprettes Frikorps Danmark 28. juni. Hvervningen til korpset foregår i høj grad via de danske nazister. Det vækker imidlertid harme i Samlingsregeringen, at Scavenius uden at rådføre sig eller forhandle med Samarbejdsudvalget ligefrem havde givet ordre til, at nazistisk hvervningspropaganda for frikorpset kunne oplæses i den danske radio.
Om et møde 30. juni 1941 mellem centrale ministre og politikere, men uden Scavenius, skriver Munch:

"Statsministeren [Stauning] havde støttet Scavenius’ afvisende holdning over for forhandling med Nimandsudvalget [Samarbejdsudvalget].
Kraft [Ole Bjørn Kraft, konservativ leder. Medlem af Samarbejdsudvalget] var meget skuffet derved. Det stred mod det grundlag på hvilket udvalget var skabt. Man måtte overveje hele udvalgets stilling, hvis det kun skulle bruges til at tage medansvar for beslutninger, der var trufne i forvejen.
Alsing Andersen [socialdemokrat. Forsvarsminister 9. april. Fra feb. 1941 partiformand] var enig med Kraft derom. I [udenrigs]ministeriet har man imidlertid ment, at man måtte være mere klar over egen stilling, før man kom til udvalget. Scavenius havde uden forhandling med andre givet ordre til radioen om hvervningsmeddelelserne [dvs. opfordringer til at melde sig til Frikorps Danmark]. Kongen havde klaget derover i statsrådet i går, men Scavenius havde påtaget sig ansvaret. Der lå nu planer om, at sådanne vigtige beslutninger skal forelægges statsrådet. […]
Stensballe [medlem af Samarbejdsudvalget for Venstre] understregede, at udvalget efter aftalerne havde ret til at være med i overvejelserne før større beslutninger.
Oluf Pedersen [medlem af Samarbejdsudvalget for Retsforbundet] var enig med Kraft og Alsing Andersen. Der var særlig forbitrelse over radioen. Kunne man ikke snart undvære Scavenius? Han mente, at det kunne være lettere end før [at afskedige Scavenius], da tyskerne mere nu end før var interesserede i at vinde sympati i Danmark. […]
Elgaard [folketingsmedlem for Venstre] udviklede, at der i Jylland var fuldstændigt raseri over radioen; man spurgte om tyskerne havde overtaget regeringen eller radioen. Han var enig med de andre. Regeringen kan vel ikke fatte mod til at forbyde hvervningerne. Både regeringen og rigsdagens stilling over for befolkningen svækkes meget. […]
[D. 31. juni, 1941] Kl. 14.15 havde udvalget møde igen, og Scavenius var nu til stede. Alsing Andersen spurgte om hvervningen […]
- Scavenius: Situationen medfører, at hvervningen får en anden karakter. Vi er nødt til at vise sympati for Finland, og vise, at vi ikke er ligegyldige for kampen mod bolsjevismen. Der er nu ”Nordland” og ”Frikorps Danmark”. De vil næppe få stor tilslutning, måske 200 hver […]
- Alsing Andersen: Har tyskerne stillet sig bag hvervningen?
- Scavenius: Ja, i høj grad, radiomeddelelserne [var] efter tysk ønske. […]
- Elgaard: Hvervningen indskrænkes vel så til det, nazisterne foretager? Intet ophidser som radiooplæsningerne. […] Holder publiceringen i radioen nu op?
- Scavenius tror det ikke.
- Alsing Andersen: Det [den nazistiske hvervningspropaganda i radioen] hindrer heldigvis, at der melder sig et nævneværdigt tal.
- Scavenius: Ja, De siger heldigvis. Det værste er, hvis der kommer et brud, hvor alt det, der hidtil har repræsenteret Danmark, skubbes til side. Stemningerne er skærpede nu som i fjor, da Frankrig blev besat. Sympatien for Finland er åbenbart forsvundet, efter at det er kommet sammen med det eneste land, der kan forsvare det. Det danske folk stiller sig vedblivende afvisende over for den nyordning, der må komme.
- Kraft: Man kunne ikke vente, at danske let skulle træde ind ved siden af tyske soldater. […]
- Elgaard: [Jeg] har ikke bebrejdet udenrigsministeren hans opfattelse af Nyordningen. Men det, der volder vanskelighed, er, at tyskerne vil benytte besættelsen til at øve åndelig tvang mod det danske folk. Det skaber reaktionsbevægelse. Det er regeringens opgave at forklare tyskerne, at det skader.
- Scavenius: Tyskernes tankegang er forskellig fra vor. De midler til tilnærmelse, de anvender, passer ikke for os. Det er ikke muligt at få dem til at forstå det. De tror nu, vel med urette, at der er en lejlighed til at vinde stemningen. Det tragiske er, at det ikke er muligt for de to folk at nærme sig hinanden. Tyskerne tror stadig, at det er nogle ledere, der er i vejen; derfor de stadige krav om, at den ene eller anden skal fjernes. De forstår ikke, at "lederne" kun er ekko af befolkningen. De har andre erfaringer andre steder. Der er ført utallige samtaler herom, men uden resultat. Målet er at føre så meget som muligt af det nuværende Danmark over i Nyordningen. I Norge er der nærmest en art borgerkrig. Tyskerne er bundet til at understøtte det lille parti, de benytter. [dvs. Quislings nazister].
- Elgaard: Tyskerne burde kunne forstå. Men folk spørger: Forlader tyskerne siden Danmark?
- Scavenius: Ikke så længe der er krig. Bagefter ingen grund til at blive her. Men samarbejdet kræver efter tysk opfattelse en vis fælles grundstemning. Stemningen her er forværret. […]

[D. 4. juli] Jørgen Jørgensen [radikalt medlem af regeringen (undervisningsminister] [havde] en samtale med Scavenius, vist i anledning af radiomeddelelserne om frikorpset. Scavenius klagede der stærkt over sin stilling; han havde sagt Stauning, at han måtte tænke på en efterfølger; det hele gik ham på nerverne: den stadige uenighed i ministeriet, folks opfattelse af ham; han havde hørt en forbipasserende sige: der bor han oppe, landsforræderen. Kongen havde sagt til ham: Kunne De aldrig tænke Dem at sige nej til tyskerne? Det skulle han lade sig byde af en sådan monark. […]

[D. 5. juli afholder chefen for udenrigsministeriets pressebureau, K. Eskelund, der leder statsreguleringen af indholdet i dagspresse og radio, pressemøde. Ved mødet opfordres journalister og presse til at være positive overfor de tyske hvervningsforsøg. Efterfølgende optages indlæg i aviserne, hvori chefen for Frikorps Danmark, C. P. Kryssing, kritiserer demokratiet. Dette vækker ny uro i samlingsregeringen. D. 7 juli afholdes der ministermøde, hvor man ud over dette ligeledes skal drøfte en erklæring, der giver de rette instanser de nødvendige retningslinjer og beføjelser i forbindelse med oprettelsen af frikorpset.]

Ved mødet sagde Alsing Andersen, at man gerne ville have oplysning om de sidste begivenheder i hvervningspørgsmålet, om hvorledes aviserne var blevne tvungne til at tage Kryssings udtalelser, og hvorvidt man kunne gå ud fra, at aktionen nu snart var forbi.
- Scavenius: Nej, det er den ikke. Men drømmetilstanden vil snart være forbi. Baggrunden er tyskernes ønske om at stå som førere for hele Europa mod bosjevikkerne. Derfor korps de forskellige steder. De havde dog ikke ønsket aktiv deltagelse. De ønskede her kun, at der intet skulle ske, der modvirkede hvervningen. Dertil hørte også, at pressen stillede sig forstående. Han citerede optegnelser om den tankegang, Renthe-Fink havde udviklet, og et særligt memorandum om frikorpsene. De ønskede lettelser for dem, der ønskede at indtræde. […]. Han [Renthe-Fink] var på det rene med, at befolkningens stemning ikke var velvillig, men det måtte være den politiske ledelses [den danske regerings] sag at skabe forståelse. […]
- Alsing Andersen spurgte, om Kryssings udtalelser var krævet optaget uændret; han havde angrebet demokratiet og dermed den regering, der havde givet pressen besked om at tage udtalelserne.
- Scavenius: Det hele vanskeliggøres ved, at tyskerne har overladt det [hvervningen] til nationalsocialisterne. Scavenius' bestræbelser er gået ud på, at man ikke skulle kunne sige, at regeringen lagde hindringer i vejen.
- Kraft: Når pressen kaldtes op og fik ordre til positiv stilling, måtte man kunne forlange, at Kryssing ikke benyttede lejligheden til angreb på det bestående demokratiske styre. […]
Kraft forklarede, at den erklæring, der undertegnes [af regeringen for at igangsætte frikorpsets oprettelse], gælder både ”Frikorps Danmark” og ”Nordland”. Deltagere i ”Nordland” har den opgave siden at vende tilbage til Danmark for at udbrede germansk [nazistisk] tankegang. Det er meget, at den danske regering kan acceptere dette. […] Kraft ser anderledes end udenrigsministeren på det hele. Men når man nu gik ind i forhandlingerne, måtte man da i det mindste kunne øve en vis kontrol med det hele.
- Scavenius: Så var man jo blot blevet draget ind i mere.
- Kraft: Det er ikke rigtigt, at regeringen har stillet sig passivt. Den anbefaler hvervningen, påvirker pressen. […]
- Alsing Andersen: Det er dog meget, at de [de frivillige] skal love at komme hjem for at støtte Frits Clausen.
- Scavenius: Det vil jo alt sammen komme til at ligge helt anderledes, så det ingen betydning har. Det er jo givet, at de arbejder på at skaffe sig tilhængere her.
- Kraft: Det kan ikke være vor opgave at lette det.
- Scavenius: Ja, hvorfor ikke. Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister.
- Oluf Pedersen: Det værste er, at de kommer hjem forpligtede til at optræde mod Danmark.
- Scavenius: Ikke mod Danmark, men for at lære Danmark at forstå det nye.
- Oluf Pedersen: Regeringen bliver jo latterlig, når den skal virke for folk, der bekæmper den.
- Scavenius: Der er brug for en regering, der ikke er bange for at være upopulær.
- A. M. Hansen [radikalt medlem af Samarbejdsudvalget] udtalte sig meget stærkt derimod. Det vigtigste er dog at bevare den nationale styrke i folket, hvorledes det så i øvrigt går.
- Scavenius: Det er en kimære [et fantasifoster]. En regering, der ikke kan samarbejde med tyskerne, vil fremkalde en tvangsregering.
- A. M. Hansen udtalte sig meget stærkt om det nationale sammenhold og hensynet til sønderjyderne. De havde dog hævdet sig under tyskerne.
- Scavenius: Danskheden kunne ikke være bevaret i Sønderjylland, hvis tyskerne havde anvendt nutidens metoder.
- Oluf Pedersen: Disse metoder er anvendt i Norge. Norskheden er ikke ødelagt.
- Kraft: Fører alt dette ikke til Danmarks deltagelse på tysk side?
- Scavenius: Jo længere den nedbrydende proces kan udsættes, desto bedre. Meget ville have været bedre, hvis politikerne havde haft mod til at gå mod folkestemningerne.
- Alsing Andersen: Der er en stor forskel mellem udenrigsministerens opfattelse og næsten alle andres.
- Scavenius: Spørgsmålet er, om vi vil have brud eller forståelse.
- Alsing Andersen: Ingen ønsker brud, men derfor kan man godt vise en fasthed. Det er uheldigt, hvis tyskerne får det indtryk, at man altid straks giver efter.
- Scavenius: Ja, hvad er der egentlig sket? Alt det tyskerne har forsøgt her, er strandet. Det er bedre at lade det strande på de faktiske forhold end på regeringens nej.
- Kraft: Man hjælper nationalsocialisterne til en oppustning.
- Scavenius: Hvis det overhovedet kunne tænkes, at der regeredes med forstand, måtte man ønske, at talrige officerer, der ikke var nationalsocialister, meldte sig. De antityske stemninger er en fare for staten.
- Oluf Pedersen: Man behøver dog hverken at være tyskvenlig eller tyskfjendtlig. Stemningen mod Tyskland bliver dårligere, fordi der stadig presses på.
- Scavenius: Ja.
- Oluf Pedersen: Man kan da ikke ønske, at stemningen bliver tyskvenlig.
- Scavenius: Jo!
- A. M. Hansen: Det, der kræves, er ro.
- Alsing Andersen: Tyskerne misbruger situationen over for os.
- Scavenius citerer erklæringen af 8. juli 1940 og den nye erklæring [om støtten til kampen mod bolsjevismen, jf. nedenfor]. De er afgivet for at beskytte Danmark.
- Alsing Andersen erkender, at man ikke kunne stille sig i vejen for hvervningen; der er ingen modstand mod et rimeligt samarbejde. Men der kan ind i de erklæringer ikke lægges en forpligtelse til jubel og begejstring. Det er umuligt at tilvejebringe en sådan stemning.
- Scavenius erindrer om Renthe-Finks udtalelse om ledelsens opgaver [om at skabe den rette forståelse/stemning i befolkningen, jf. ovenfor]
- A. M. Hansen: Det vil sige, at vi ikke deltager i krigen, men alligevel skal deltage.
- Alsing Andersen: Hvis der ikke melder sig nok, kan der vel komme krav om, at regeringen skal udstede en proklamation om at melde sig. Hvor meget af det, der kræves, er Renthe-Finks egne påfund.
- Scavenius fortæller, at han i går har haft besøg af en tysk propagandaleder. Denne var ganske enig i, at propaganda kun kunne føre i til noget, når der var sangbund. Så vidt jeg [Munch] forstod havde Scavenius bagefter sagt dette til Renthe-Fink, men fået svaret: Ja, men hvad siger han [propagandalederen], når han kommer hjem [til Berlin]. Man må huske, hvilken betydning et despoti har for personerne. Det var anderledes i Rantzaus [tidligere tysk diplomat tid]; med ham kunne man træffe aftaler. Vi lever nu i den dynamiske tidsalder. Despoti og demokrati følger ikke de samme love. Vurderingen afhænger af, om det hele er forbigående, eller der skabes et varigt nyt Europa.
- Alsing Andersen: Man må anvende en blanding af eftergivenhed og modstand.
- Scavenius: Ja, eftergivenhed i de store spørgsmål af europæisk karakter, modstand i enkeltheder som orloven for de tjenstgørende [i frikorpset] og lignende. Han tror ikke, at en politik efter stemninger er mulig. […]
Efter at Scavenius var gået, forklarede Stensballe, at spørgsmålet jo skulle drøftes i ministeriet i morgen. Alle var lige betænkelige ved Scavenius. […]

I de følgende dage fortsætter uenighederne. Scavenius truer med at træde tilbage. Det er ikke første gang han truer med dette. F.eks. da tyskerne d. 22. juni 1941 påbegyndte deres angreb på Sovjetunionen og krævede, at Danmark nu erklærede sin sympati for ”hele Europas sag”, som Tyskland og andre lande kæmpede for. Scavenius var villig til at efterkomme de tyske krav, men hans formulering af denne sympatierklæring skabte splid i Samlingsregeringen, hvor særligt de konservative og Venstre var imod ”ideologiske” formuleringer, der kunne ændre Danmarks neutrale stilling. I erklæringen lød det bl.a.: [Krigen mod Sovjetunionen] er en kamp mod en magt, der gennem en årrække har betydet en trussel mod de nordiske staters velfærd og trivsel. […] Denne gang fører Finland ikke sin kamp alene, men sammen med de europæiske lande kæmper det under tysk førerskab for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. […] Der er en fælles europæisk interesse i dette opgør. […] Nu som før deltager Danmark ikke i dette krigeriske opgør, men ud fra denne fælles europæiske interesse kan udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark.
Da man ikke ville godtage især det sidste afsnit truede Scavenius med at gå af. Men da man frygtede den tyske reaktion på Scavenius’ eventuelle afgang, accepteredes udtalelsen modvilligt. Erklæringen blev godt modtaget af tyskerne, der anså Scavenius for en vigtig garant for den danske samarbejdspolitik.

Læser man Munchs erindringer, er man ikke i tvivl om, at Scavenius bruger truslen om sin egen afgang som pressionsmiddel overfor resten af regeringen for at få sin linje igennem. Man da han atter i juli i forbindelse med sagerne omkring frikorpset truer med dette, er man indstillet på, at lade ham gå af. Og som det fremgår, er man (selv langt ind i socialdemokratiets og de radikales rækker) betænkelig ved ham. Men da man pludselig erfarer, at tyskerne vil opfatte det som en fjendtlig handling, hvis Scavenius må forlade regeringen, ser man sig atter nødsaget til alligevel at overtale Scavenius til at blive som udenrigsminister og gå ind på hans linje. Både sagt ligeud og mellem linjerne kan man se, at Munch mistænker Scavenius for at være den, der bag kulisserne står bag det forhold, at oplysningen om, at tyskerne ville se negativt på Scavenius’ afgang, kommer regeringsmedlemmerne for øre. Scavenius er således slet ikke interesseret i at gå af - men bluffer for at få sin meget aktive samarbejdslinje igennem.

Munchs erindringer kan naturligvis ikke stå alene og må også vurderes kildekritisk (hvad har han hørt, fra hvem, hvornår etc.). Alligevel tegner der sig et interessant billede og en række temaer, der burde undersøges nærmere. For det første er Scavenius’ udtalelser ganske horrible (”Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister” etc.). Man spørger sig – hvor langt var den mand villig til at gå? For det andet ser man, at der som sagt bestemt ikke herskede konsensus omkring Scavenius’ linje. For det tredje fornemmer man et alternativ til det samarbejde med tyskerne Scavenius stod for – nemlig en villighed til at føre en meget mere passiv og tilbageholdende linje end den aktive linje som Scavenius førte. For det fjerde ser vi Scavenius få sin linje igennem ved true sine kollegaer med sin egen afgang - og dermed indirekte med en hævnaktion fra tysk side!

Og endelig er det da interessant, at det i det ovenstående netop er den konservative Ole Bjørn Kraft, der er bekymret for demokratiet og står fast på at forsvare dette mod nazismen - og ikke Scavenius, der nærmest trækker på skuldrene. Kraft er jo ellers visse historikeres yndlingsoffer, når man skal påpege, hvor fascistisk inficeret de konservative var i 30’erne. I bogen Fascismen : Historie - Lære – Lov (1932) tog han således ikke i tilstrækkelig grad afstand fra fascismen – en nærmest uoprettelig helligbrøde. Og som det fremgår af det nye historiesite www.danmarkshistorien.dk (udarbejdet af Aarhus universitet!), bør man bebrejde Kraft, at han ved fremlæggelsen af loven, der forbød kommunistpartiet (august 1941), ”var den eneste fra de større partier, der kom med denne længere argumentation for lovforslaget”. Ja, socialdemokraten Alsing Andersens indlæg er kortere – Krafts er længere. So what? Måske nagede lovforslaget Kraft mere end Alsing Andersen? Men det folkene bag sitet vil signalere, er man ikke i tvivl om. Kraft var en skidt fyr.

Men som det fremgår af ovenstående uddrag, er det Kraft, der træder kraftigst op mod Scavenius og forsvarer demokratiet. Grænsen var ved at være nået – det mente Scavenius tydeligvis ikke. Og det er jo interessant.