Interessant sejr for den borgerlige EU-modstand

Af Jesper M. Rosenløv

Det gik jo hen og blev en helt tilfredsstillende valgaften i går. Den nye tronfølgelov blev vedtaget – og dermed gik venstrefløjens plan om en langt mere omfattende grundlovsændring i vasken.

Derudover blev det over hele Europa til sejr for den borgerlige EU-modstand. Spørgsmålet er nu om denne sejr kan omsættes til konkrete politiske tiltag, der kan modvirke EU-statsdannelsen.

Herhjemme sikrede Morten Messerschmidt Dansk Folkeparti en fordobling af stemmerne. Jeg vil tro, at han bliver én af topscorerne, når de personlige stemmer bliver talt op. Det lover godt.

Rundt om i Europa måtte socialisterne indkassere den ene syngende lussing efter den anden. I Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien vandt de borgerlige markant frem. Men det var ikke nødvendigvis de EU-positive partier, der indkasserede hele gevinsten af socialisternes deroute. Det var i høj grad også den borgerlige EU-modstand, der vandt terræn.

Mest markant er udviklingen i Storbritannien. EU-valget her og dets efterspil, kan gå hen og vende op og ned på mange ting.

I sig selv er det historisk, at den konservative leder, David Cameron, nu endelig har draget den logiske konsekvens af de britiske konservatives EU-skepsis og har meddelt, at hans parti i EU-parlamentet vil bryde ud af den konservative EU-positive EPP-gruppe for at danne en helt ny EU-skeptisk gruppe.

EU-kritikerne (medregnet de konservative) gik således i Storbritannien fire mandater frem. United Kingdom Independence Party (UKIP), som mange havde spået en snarlig opløsning, gik overraskende et mandat frem og har nu med sine 13 mandater i parlamentet ligeså mange som Labour. Faktisk nåede UKIP et større antal stemmer end Labour og er dermed Storbritanniens andenstørste parti! Denne sejr for EU-skeptikerne og modstanderne i Storbritannien vil givet give Cameron blod på tanden, når det gælder om at få gennemført en folkeafstemning om Lissabon-traktaten – en afstemning, som højst sandsynligt vil ende med et nej.

Ser man på EU-parlamentets sammensætning, sad der før valget to grupper, der kæmpede for nationernes selvbestemmelsesret og mod yderlige europæisk integration. Nationernes Europa (UEN-gruppen) talte bl.a. det polske konservative ”Lov og Orden”-parti, det italienske separatist-parti, Lega Nord og Dansk Folkeparti. Desuden var der Gruppen for Uafhængighed og Demokrati (IND/DEM), der bl.a. talte det britiske UKIP.

Samlet gik disse grupper et mandat frem og tæller nu 46 medlemmer.

Men den mest dramatiske og perspektivrige udvikling skete i gruppen af parlamentsmedlemmer, der står uden for grupperne. Denne gruppe var (og er) en særdeles broget skare, men talte ligeledes en række EU-modstandere som f.eks. det franske Front National med Le Pen i spidsen. Denne gruppe udgjorde tidligere 30 parlamentsmedlemmer, men efter valget er de oppe på 47 medlemmer. Tæller man de britiske konservatives 25 mandater med, er gruppen dog oppe på hele 72 medlemmer, hvoraf mange altså er EU-skeptikere eller EU-modstandere.

Problemet er dog, at ”gruppen”, som det ser ud nu, tæller meget forskellige partier og medlemmer. Fra de britiske konservative, over Geert Wilders’ Frihedsparti til yderligtgående (nærmest militante) nationalister fra Ungarn og Rumænien – samt British National Party (BNP), hvis partiprogram dårligt kan tolkes som andet end racistisk. Det er derfor utænkeligt, at gode nationalkonservative eller nationalliberale kan samarbejde med disse fascistoide eller direkte racistiske partier.

Et springende punkt er, om David Cameron holder ord, og danner en ny konservativ/borgerlig EU-skeptisk gruppe. Cameron har været under kraftig kritik for at ville tage dette skridt, og mange vil sikkert forsøge at overtale briterne til at blive i EPP-gruppen.

Men lad os lege med tanken og forudsætte at de britiske konservative bryder ud og danner kernen i en ny EU-skeptisk gruppe. I så fald ville der være en god mulighed for at samle en del andre parlamentsmedlemmer fra UEN- og IND/DEM-gruppen og fra dem, der står uden for grupperne i denne nye gruppe. Cameron skulle allerede have diskuteret dette med det polske ”Lov og Orden”-parti og de tjekkiske konservative. Men derudover kunne Lega Nord, Geerts Wilders' parti samt det østrigske Frihedsparti vel også inddrages. Det samme gælder de to danskere fra Dansk Folkeparti.

Tilsammen udgør UEN-gruppen, IND/DEM-gruppen og de, der står uden for grupperne, 118 parlamentsmedlemmer. Mon ikke det skulle være muligt ud af disse at samle så mange gode og fornuftige folk, at en ny EU-skeptisk gruppe af konservative/borgerlige kan gå hen og blive parlamentets tredjestørste gruppe?

Det yderste venstre har 34 medlemmer. De grønne (hvor SF sidder) har 50 medlemmer. De liberale (hvor Venstre sidder) har 84, mens socialisterne (hvor Socialdemokratiet sidder) har 183, mens den konservative EPP-gruppe har 264 medlemmer.

Det ville være et stærkt signal, hvis man kunne samle en stærk EU-skeptisk, konservativ/borgerlig gruppe i parlamentet. Det ville give en helt ny platform for den borgerlige EU-modstand og forhåbentligt skabe momentum, der kunne gå hen og blive en alvorlig udfordring til ja-partiernes antinationale kurs.