Kære Alle
Undertegnede har modtaget en mail, som åbenbart cirkulerer på nettet for øjeblikket, med opfordring til at støtte den aktuelle ”kirkeaktion” i Brorsonskirken på Nørrebro til fordel de 282 afviste irakiske asylansøgeres krav om asyl/opholdstilladelse i Danmark. Aktionen, der angiveligt har været nøje planlagt igennem flere måneder, plæderer for, at der vedtages en særlov i lighed med den særlov fra 1992, som gav asyl til 420 afviste palæstinensere efter en tilsvarende kirkeaktion, hvor 78 palæstinensere i månedsvis havde besat bl.a. Blågårds Kirke.
Selv om vi er klar over, at støtteaktionen er sat i værk ud fra de smukkeste medmenneskelige motiver, vil vi alligevel tillade os at pege på nogle meget ubehagelige dilemmaer og langsigtede konsekvenser, som en eventuel vedtagelse af en ny særlov vil medføre.
Som bekendt har samtlige af de afviste irakiske asylansøgere for længst fået deres sag individuelt og omhyggeligt behandlet efter gældende dansk (og international) ret og er ikke fundet berettigede til asyl i Danmark. Den afgørelse har disse irakere så ikke villet respektere, og de har fundet støtte blandt en kreds af mennesker, som øjensynlig er uenige i den officielle danske flygtninge- og asylpolitik med tilhørende lovgivning, og som - med deres aktioner - har sigtet på at omstøde de danske myndigheders afgørelse. Kort sagt de afviste asylansøgere er blevet en brik i et indenrigspolitisk spil om udlændingepolitikken.
Med den nylige hjemsendelsesaftale er klokken så faldet i slag ikke blot for de afviste asylansøgere, men også for deres støttegrupper, som nu må se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig. Det falske håb, som støtteaktionerne så tankeløst har indgivet asylansøgerne, har forhindret disse familier i at handle i overensstemmelse med realiteterne og tage ansvar for deres egen situation ved i god ro og orden at indstille sig på et liv i deres eget hjemland. I stedet er disse ulykkelige irakiske familiers ulovlige ophold i Danmark blevet ganske unødigt forlænget med de omkostninger det har indebåret. Kirkeaktionen vil kun forværre deres sørgelige situation.
Alle fornuftige mennesker ved naturligvis godt, at den ene ”særlov” efter den anden ikke er nogen farbar vej for et demokratisk retssamfund, fordi tæppet dermed vil blive trukket fuldstændig væk under den myndighed, som er garanten for, at et retssamfund kan fungere. Derfor har støttegrupperne formentlig også suppleret deres argumentation med at henvise til forskellige internationale konventioner: Børnekonventionen, FNs anbefalinger, Amnesty International, ja, sågar Udenrigsministeriets rejsevejledning for danskere, som angiveligt skulle sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de danske myndigheders beslutning om hjemsendelsen af de afviste asylansøgere. Hermed forsøger man i virkeligheden at flytte hele flygtningespørgsmålet bort fra den politiske arena og ind under en slags overordnet universel rettighedstænkning, som til hver en tid kan trumfe demokratisk og national vedtaget flygtningelovgivning. Bortset fra at tankegangen er umiskendelig totalitær og antidemokratisk, så umuliggør den også enhver fremtidig flygtningelovgivning og lægger i det hele taget en bombe under nationalstaternes selvbestemmelsesret m.h.t. hvem, der kan få tilladelse til at bo inden for deres grænser. Konsekvensen skal man være ualmindelig blind for ikke at få øje på.
Jamen hvad med medmenneskeligheden? Har vi da intet lært af jødernes fortvivlede situation under nazismen og den skammelige flygtningepolitik, som mange nationalstater den gang håndhævede så rethaverisk med katastrofale følger for de afviste jødiske asylsøgere? Er situationen ikke fuldstændig den samme for de afviste irakere? Nej, situationen er ikke den samme. Der er ikke tale om, at der finder et folkemord sted på muslimer p g a deres religion eller race i Irak. At danskere ikke anbefales at rejse til Irak hænger - foruden den urolige situation med sporadiske terrorbombninger og den voldelighed, som desværre kendetegner muslimske samfund i disse år - sammen med at udlændinge (af gode grunde) generelt ikke er særlig velsete i Irak, og at kristne i særdeleshed forfølges. Når millioner af irakere kan leve deres liv i Irak, så kan vores afviste asylansøgere naturligvis også. I modsat fald skulle samtlige andre millioner af irakere også have ret til asyl i Danmark. Der er ingen af de irakiske asylansøgere, der har godtgjort, at de er personligt forfulgte.
Men nu har disse irakere jo opholdt sig så længe i Danmark, siges det, er det så ikke uanstændigt at sende dem tilbage efter alle disse år? Nogle af dem skulle angiveligt end ikke tale arabisk mere. Her er vi ved et kernespørgsmål, nemlig om voksne menneskers – også asylansøgeres – personlige ansvar for egne beslutninger og deres konsekvenser. Disse irakere har meget længe vidst, at de ikke havde lovlig hjemmel for asyl i Danmark. Det har de så på eget ansvar nægtet at tage for gode varer med de følger det har kostet ikke mindst deres børn. Ved at støtte disse irakere i deres ulovlige krav om asyl, har de forskellige støttegrupper samtidigt givet dem medløb i, at de er uretfærdigt behandlede ofre. Er der noget der er degraderende for menneskelig selvrespekt, så er det at komme til at opfatte sig selv som offer. At evne at bøje sig for realiteter, også de meget ubehagelige, uden at forfalde til offerrollens drømmerier hører med til det voksne menneskes allervigtigste kompetencer og værdighed. På en mærkelig måde ligner de to grupper hinanden, både asylansøgere og støttegrupperne lider øjensynlig af alvorlig ”Wirklichkeitsverlust” og grænseløshed, hvor den ene part har fået bildt den anden - alt for villige - part ind, at grænser ikke er virkelige og love kan omgøres, når bare man benægter og protesterer længe nok.
Til sidst et par bemærkninger om konsekvenserne af den såkaldte ”Palæstinenserlov” af 3. marts 1992. Ud af de 420 palæstinensere som fik tilkendt asyl fik 321 personer opholdstilladelse. Iflg. en opgørelse fra 2003 var 135 af de 321 personer blevet dømt for kriminalitet, svarende til 42 %. 238 personer, svarende til 74 %, var på en eller anden form for overførselsindkomst. Af de 110 børn, som er født af de 321 palæstinensere, havde 56 % været involveret i kriminalitet i flg. en opgørelse fra 2005. Ydermere viste det sig hurtigt efter Palæstinenserlovens vedtagelse, at flere hundrede havde opnået flygtningestatus på falsk baggrund, idet de i årevis forud for lovens vedtagelse var rejst på ferie i Libanon.
Den særlov har således været en meget dyr historie for de danske skatteydere. Ikke noget der ligefrem kalder på en gentagelse. Med mindre det er velfærdsstatens endeligt man ønsker. Det har vi ikke hørt noget om, at støttegrupperne har på programmet.
Som det fremgår af ovenstående kan grænseløs godhed sommetider have nogle utilsigtede onde konsekvenser. Vore politikere er valgt til at gennemtænke de langsigtede følger af den politik, der skal føres, og de skal på befolkningens vegne være i stand til - på trods af pressionsgruppers kortsigtede følelsesmæssige engagement i en sag - at turde træffe ubehagelige beslutninger, som kan virke umenneskelige, men er nødvendige af hensyn til almenvellet. Havde Churchill ikke vovet at tage ansvar for nogle meget onde beslutninger i en ond tid havde konsekvenserne for Europas skæbne været katastrofale. Lad os håbe, at vi stadig har politikere af den kaliber. Det ville være et ironisk resultat af den flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951 på baggrund af de forfærdelige erfaringer – især for jødernes vedkommende - under 2. Verdenskrig, at Europa måske igen havner i kaos og opløsning, denne gang på grund af en helt ukontrollabel flygtninge- og indvandrerstrøm med ret til endeløse familiesammenføringer, som vi af lutter godhed og angst for gentagelse af fortidens synder ikke evner at sætte grænser for.
Kirsten Sarauw, præst, forfatter og psykoterapeut
Kai Sørlander, filosof og forfatter
Torben Snarup Hansen, historiker
Lone Nørgaard, lektor, cand.mag
tirsdag den 26. maj 2009
fredag den 1. maj 2009
Aktuelt (1-5-09)
Robert Ellis (The Guardian, d. 29. April 2009): Tackling the Turkish taboo. Public discussion of the Armenian genocide is still risky, but signs that Ankara is softening its stance are encouraging. [Læs]
Phyllis Chesler: Woman’s Inhumanity to Woman, Jihadic Style. President Obama, Please Read This. [Læs]
Richard Pendlebury (Daily Mail, d. 30. April 2009): The Muslim cleric who blames British mosques for the 7/7 bombings, says multiculturalism is a disaster and would throw Islamic fanatics out. [Læs]
Phyllis Chesler: Woman’s Inhumanity to Woman, Jihadic Style. President Obama, Please Read This. [Læs]
Richard Pendlebury (Daily Mail, d. 30. April 2009): The Muslim cleric who blames British mosques for the 7/7 bombings, says multiculturalism is a disaster and would throw Islamic fanatics out. [Læs]
tirsdag den 7. april 2009
Blogs på JP
Af Kasper Støvring
Overtegnede blogger også i den nærmeste fremtid på JP. Læs mere på http://jp.dk/blogs/ hvor man også kan finde folk som Henrik Gade Jensen, Mikael Jalving, Naser Khader og Morten Uhrskov.
Overtegnede blogger også i den nærmeste fremtid på JP. Læs mere på http://jp.dk/blogs/ hvor man også kan finde folk som Henrik Gade Jensen, Mikael Jalving, Naser Khader og Morten Uhrskov.
torsdag den 26. marts 2009
Konservativ EU-modstand
Af Jesper M. Rosenløv
EU-valget nærmer sig. Og når man nu ikke kan få en eneste hjemlig dansk konservativ til at ytre bare ét kritisk ord om den organisation, der om nogen søger at nedlægge Danmark hurtigst muligt, er det jo helt rart, at englænderne har nogle stærke konservative EU-modstandere, man kan lytte til i stedet.
Jeg kendte ikke Daniel Hannan før i dag, da jeg blev gjort opmærksom på en tale, han havde holdt i EU-parlamentet i forgårs, men som allerede lå på youtube.
Jeg kendte ikke Daniel Hannan før i dag, da jeg blev gjort opmærksom på en tale, han havde holdt i EU-parlamentet i forgårs, men som allerede lå på youtube.
D. 24. marts besøgte den britiske premierminister Europaparlamentet og fik i den grad kam til sit hår. Daniel Hannan fik ikke kun fyret noget af en bredside af mod Gordon Brown, men ligeledes mod ”europæiske politikere, der siger ét i parlamentet og noget andet til deres befolkninger”. Hør Hannans svada mod Gordon Brown: The devalued Prime Minister of a devalued Government.
I modsætning til de danske såkaldte konservative i Det Konservative Folkeparti, har de engelske konservative en sund EU-skepsis, og Daniel Hannan synes at være en af de stærkeste røster - en mand, der tør tage ord som ”at redde den europæiske civilisation” i sin mund. Hør hans lykønskning til Irland (Well done, Ireland), da irerne havde stemt nej til den europæiske forfatning (på EU-lingo: Lissabon-traktaten). Se også: Daniel Hannan on pushing through aspects of the Lisbon Treaty despite Ireland's No.
Som enhver, der ikke er totalt politisk tunghør, ved, er EU i gang med at udvikle sig til en statsdannelse. En statsdannelse, der vil komme til at ophæve de gamle nationalstaters selvstændighed. Denne udvikling (som EU naturligvis nægter) vil man for alt i verden hindre befolkningerne i at tage stilling til. Samtidig ønsker EU f.eks. folkelig selvbestemmelsesret for Tibet. Hykleriet er til at tage at føle på. Hør: EU hypocrisy over national self-determination
Det ser ud som om, at Hannan, der vist er én af de få i EU-parlamentet, der citerer Edmund Burke, virkelig formår at provokere EU-politikerne. Se: The last days of democracy?
Daniel Hannan opsummerer: An alternative view of the European Union
Andre godbider:
- Da Tjekkiets Vaclav Klaus for nyligt besøgte parlamentet udvandrede adskillige parlamentsmedlemmer, da Klaus begyndte at være for kritisk mod EU. Se børnehaven her (Hør hele Klaus’ tankevækkende tale her: del 1 - del 2 - del 3).
I modsætning til de danske såkaldte konservative i Det Konservative Folkeparti, har de engelske konservative en sund EU-skepsis, og Daniel Hannan synes at være en af de stærkeste røster - en mand, der tør tage ord som ”at redde den europæiske civilisation” i sin mund. Hør hans lykønskning til Irland (Well done, Ireland), da irerne havde stemt nej til den europæiske forfatning (på EU-lingo: Lissabon-traktaten). Se også: Daniel Hannan on pushing through aspects of the Lisbon Treaty despite Ireland's No.
Som enhver, der ikke er totalt politisk tunghør, ved, er EU i gang med at udvikle sig til en statsdannelse. En statsdannelse, der vil komme til at ophæve de gamle nationalstaters selvstændighed. Denne udvikling (som EU naturligvis nægter) vil man for alt i verden hindre befolkningerne i at tage stilling til. Samtidig ønsker EU f.eks. folkelig selvbestemmelsesret for Tibet. Hykleriet er til at tage at føle på. Hør: EU hypocrisy over national self-determination
Det ser ud som om, at Hannan, der vist er én af de få i EU-parlamentet, der citerer Edmund Burke, virkelig formår at provokere EU-politikerne. Se: The last days of democracy?
Daniel Hannan opsummerer: An alternative view of the European Union
Andre godbider:
- Da Tjekkiets Vaclav Klaus for nyligt besøgte parlamentet udvandrede adskillige parlamentsmedlemmer, da Klaus begyndte at være for kritisk mod EU. Se børnehaven her (Hør hele Klaus’ tankevækkende tale her: del 1 - del 2 - del 3).
Om denne manglende vilje fra EU-politikernes side til at lytte til andres holdninger, se: Daniel Defending Democracy in Brussels
- Om EU’s kontrol over landenes indvandringspolitik: Brussels seeks to control immigration policy
- Hvad betyder menneskerettigheder, når man i EU ikke respekterer demokratiet? EU: human rights are not in danger, democracy is! Anden version: Daniel Hannan on the Charter of Fundamental Rights
- Om EU-propaganda og den orwellske måde, EU søger at sløre dette: How the EU pays to lobby itself
- Om Hugo Chavez’ Venezuela: Daniel Hannan on the threat of Venezuela's decline into a dictatorship
- Om EU’s kontrol over landenes indvandringspolitik: Brussels seeks to control immigration policy
- Hvad betyder menneskerettigheder, når man i EU ikke respekterer demokratiet? EU: human rights are not in danger, democracy is! Anden version: Daniel Hannan on the Charter of Fundamental Rights
- Om EU-propaganda og den orwellske måde, EU søger at sløre dette: How the EU pays to lobby itself
- Om Hugo Chavez’ Venezuela: Daniel Hannan on the threat of Venezuela's decline into a dictatorship
tirsdag den 24. marts 2009
Imperiet slår igen
Af Kasper Støvring
1.
I den strøm af floskuløs retorik, der skyller ud af fortalerne for Den Europæiske Union, skurrer især udtrykket ”fredens Europa” i ørerne.
Vi hører, at EU skal befri europæerne fra den aggressive selvhævdelse, militarisme og chauvinisme, som forårsagede to verdenskrige i det tyvende århundrede. Hvad var årsagen? Såmænd stater båret af en nationalistisk ideologi.
Så med realiseringen af det europæiske unionsprojekt vil vi endelig få bugt med nationalismen og med tiden også med nationalstaterne – hvorefter det utopiske ”fredens Europa” vil vise sig.
Et nærmere blik på den europæiske historie i det tyvende århundrede viser imidlertid et andet billede. Det var ikke nationalstaterne – altså stater forankret i en kulturel og etnisk homogen nation – der forårsagede og stadig forårsager ustabilitet og konflikter.
Det var tværtimod imperier, dvs. multikulturelle stater som det Østrigsk-Ungarske monarki, det Ottomanske imperium og siden Sovjetunionen (ligesom Nazi-Tyskland ikke var et nationalistisk, men et imperialistisk projekt, et ”Tredje Rige”). Multikulturelle stater er altid svangre med konflikter, fordi de hylder illusionen om, at vidt forskellige kulturer uproblematisk kan trives inden for samme jurisdiktion.
Den fred, vi har opnået i Europa efter Anden Verdenskrig skyldes således, at vi har fået etableret kulturelt homogene nationalstater. Det skyldes ikke den europæiske unionsproces.
De lande, hvor nationsopbygningen ikke er lykkedes, er bl.a. Belgien og Schweiz: Det første land er ved at falde fra hinanden, og det andet land er kun stabilt, fordi man har opdelt kulturerne – nationerne – i de såkaldte kantoner med hver deres relative selvstyre.
Balkan var et ekstremt eksempel på den skæbne, en multikulturel stat – i dette tilfælde Jugoslavien – kan vente, ligesom den dystopiske Sovjetunion var et vidnesbyrd om det barbari, der følger af imperiale forhåbninger.
2.
Og nu vil man så altså igen sætte sine utopiske forhåbninger til et nyt imperialt projekt – EU.
Det har medført en alvorlig situation i dagens Europa, hvor nationalstaterne er ved at miste kontrollen over lovgivningen (Metock-dommen ophæver f.eks. udlændingepolitikken) og dermed er ved at miste effektiv suverænitet.
De nationale parlamenter er forpligtede på at gennemføre kendelser fra en domstol, som folket ikke har styr på. Konsekvensen er, at folkestyret opløses. Folket har ikke valgt dommerne ind og kan ikke afsætte dem igen ved frie valg. Det samme gælder kommissærerne. EU’s afgørende repræsentanter er derfor usårlige over for kritik og har følgelig for vane med at ignorere den.
EU’s første grundlæggere, som Jean Monnet, var slået af rædslerne i de to verdenskrige og nærede derfor en ambition om at skabe et Europas Forenede Stater som betingelse for en permanent fred.
Målet var og er altså at samle kontinentet i et nyt imperium, der har uddrevet nationalismens spøgelse ved i stigende grad at ødelægge nationalstaterne. Metoden til at skabe denne transnationale stat er at holde endemålet skjult så længe som muligt og trin for trin lade ”den stadigt tættere integration” fortsætte.
Dette ideal om et fredeligt Europa står i modsætning til en mere realistisk opfattelse, der er baseret på princippet om magtbalance. Ud fra dette princip bør kontinentet opdeles i nationer, der balancerer hinanden og dermed skaber fred.
3.
Den overbevisning: at grobunden for konflikter skyldes nationalstater og ikke imperier, og at midlet til at skabe en varig fred er at opbygge et Europas Forenede Stater er absurd og rent negativ.
Nationalstaterne afvises, fordi de angiveligt er aggressive. Men fortalerne for EU giver ingen overbevisende grunde til at tro, at transnationale stater vil blive bedre. Tværtimod viser historisk viden om den mest krigsførende stat i den seneste tid, Sovjetunionen, det modsatte. Men det ignoreres, at Sovjet var et regulært imperium, der blot arvede og skærpede de ambitioner, der kendtes fra det kejserlige Rusland.
Hvor er vi så nu? Vi er dér, hvor et uansvarligt, eurokratisk bureaukrati råder over et kontinent, hvis nationer bliver berøvet sine traditionelle loyaliteter og historiske bånd.
De europæiske borgere gøres magtesløse af en styreform, som samtidigt afviser at tage fat på de reelle problemer, der tegner sig for Europas fremtid i form af bl.a. demografisk forfald, uønsket indvandring og trusler mod de vestlige frihedsrettigheder.
EU har svækket myndighederne i de europæiske regeringer og erstattet den med en myndighed uden folkelig legitimitet. Ja, de europæiske institutioner er ikke blot uansvarlige, de bruger også formuer på at opretholde og udvide sig selv.
Dertil kommer, at de forfører borgerne med fantasiprojekter om fredens Europa og producerer endeløse og dybt skadelige love, forordninger og direktiver, som nationalstaterne er forpligtede på at gennemføre – selv om det er til stor skade for dem selv og i sidste instans kan betyde deres egen undergang.
Men EU er fortsat immun over for ethvert forsøg fra borgerne og staterne på at modsætte sig projektet.
Problemet er, at de kosmopolitiske idealer, som EU bygger på, kun deles af en lille elite. De vil aldrig kunne sive ned i almindelige menneskers kultur. Desuden har disse idealer, når de udmøntes i transnationale institutioner, en iboende tendens til at degenerere til den form for korrupt og dybt anti-demokratiske bureaukratisme, som FN og EU repræsenterer.
4.
En nationalstat bygger på en nation. Det siger sig selv. Altså et kollektivt ”vi”, som et imperium aldrig vil kunne konstruere. Altså et fællesskab af fremmede mennesker, der er bundet sammen i kraft af en fælles kultur og tilhørsforhold til et hjemland, ”vores” land.
Men er de europæiske borgere stadig i stand til at svare på spørgsmålet: hvem er ”vi”? Mange er tavse, for kollektiv, national identitetsfølelse er forbudt område.
Nationale følelser sorterer nemlig under den stadigt voksende kategori af forbudte lidenskaber, som i EU-retten går under navnet ”racisme og fremmedhad”. Udtryk for nationale følelser vil EU med tiden gøre til egentlige forbrydelser; staterne vil blive i stand til og endda forpligtede på at udlevere deres egne borgere til retsforfølgelse ved den europæiske domstol (At det ikke er så fjern en fremtid, kan man bl.a. læse hos juristen Jacob Mchangama i denne kommentar ”EU’s snigangreb på ytringsfriheden”.)
Alt sammen fordi EU er et imperialt projekt om at udbrede fred ud fra en opfattelse af, at nationalstaten kun spreder vold. Nationalstaten skal derfor undermineres.
Men ufred og sammenbrud af EU-projektet vil følge i dens sted. For intet imperium har i længden formået at bestå. Inden det bryder sammen, kan det dog gå endog meget galt.
1.
I den strøm af floskuløs retorik, der skyller ud af fortalerne for Den Europæiske Union, skurrer især udtrykket ”fredens Europa” i ørerne.
Vi hører, at EU skal befri europæerne fra den aggressive selvhævdelse, militarisme og chauvinisme, som forårsagede to verdenskrige i det tyvende århundrede. Hvad var årsagen? Såmænd stater båret af en nationalistisk ideologi.
Så med realiseringen af det europæiske unionsprojekt vil vi endelig få bugt med nationalismen og med tiden også med nationalstaterne – hvorefter det utopiske ”fredens Europa” vil vise sig.
Et nærmere blik på den europæiske historie i det tyvende århundrede viser imidlertid et andet billede. Det var ikke nationalstaterne – altså stater forankret i en kulturel og etnisk homogen nation – der forårsagede og stadig forårsager ustabilitet og konflikter.
Det var tværtimod imperier, dvs. multikulturelle stater som det Østrigsk-Ungarske monarki, det Ottomanske imperium og siden Sovjetunionen (ligesom Nazi-Tyskland ikke var et nationalistisk, men et imperialistisk projekt, et ”Tredje Rige”). Multikulturelle stater er altid svangre med konflikter, fordi de hylder illusionen om, at vidt forskellige kulturer uproblematisk kan trives inden for samme jurisdiktion.
Den fred, vi har opnået i Europa efter Anden Verdenskrig skyldes således, at vi har fået etableret kulturelt homogene nationalstater. Det skyldes ikke den europæiske unionsproces.
De lande, hvor nationsopbygningen ikke er lykkedes, er bl.a. Belgien og Schweiz: Det første land er ved at falde fra hinanden, og det andet land er kun stabilt, fordi man har opdelt kulturerne – nationerne – i de såkaldte kantoner med hver deres relative selvstyre.
Balkan var et ekstremt eksempel på den skæbne, en multikulturel stat – i dette tilfælde Jugoslavien – kan vente, ligesom den dystopiske Sovjetunion var et vidnesbyrd om det barbari, der følger af imperiale forhåbninger.
2.
Og nu vil man så altså igen sætte sine utopiske forhåbninger til et nyt imperialt projekt – EU.
Det har medført en alvorlig situation i dagens Europa, hvor nationalstaterne er ved at miste kontrollen over lovgivningen (Metock-dommen ophæver f.eks. udlændingepolitikken) og dermed er ved at miste effektiv suverænitet.
De nationale parlamenter er forpligtede på at gennemføre kendelser fra en domstol, som folket ikke har styr på. Konsekvensen er, at folkestyret opløses. Folket har ikke valgt dommerne ind og kan ikke afsætte dem igen ved frie valg. Det samme gælder kommissærerne. EU’s afgørende repræsentanter er derfor usårlige over for kritik og har følgelig for vane med at ignorere den.
EU’s første grundlæggere, som Jean Monnet, var slået af rædslerne i de to verdenskrige og nærede derfor en ambition om at skabe et Europas Forenede Stater som betingelse for en permanent fred.
Målet var og er altså at samle kontinentet i et nyt imperium, der har uddrevet nationalismens spøgelse ved i stigende grad at ødelægge nationalstaterne. Metoden til at skabe denne transnationale stat er at holde endemålet skjult så længe som muligt og trin for trin lade ”den stadigt tættere integration” fortsætte.
Dette ideal om et fredeligt Europa står i modsætning til en mere realistisk opfattelse, der er baseret på princippet om magtbalance. Ud fra dette princip bør kontinentet opdeles i nationer, der balancerer hinanden og dermed skaber fred.
3.
Den overbevisning: at grobunden for konflikter skyldes nationalstater og ikke imperier, og at midlet til at skabe en varig fred er at opbygge et Europas Forenede Stater er absurd og rent negativ.
Nationalstaterne afvises, fordi de angiveligt er aggressive. Men fortalerne for EU giver ingen overbevisende grunde til at tro, at transnationale stater vil blive bedre. Tværtimod viser historisk viden om den mest krigsførende stat i den seneste tid, Sovjetunionen, det modsatte. Men det ignoreres, at Sovjet var et regulært imperium, der blot arvede og skærpede de ambitioner, der kendtes fra det kejserlige Rusland.
Hvor er vi så nu? Vi er dér, hvor et uansvarligt, eurokratisk bureaukrati råder over et kontinent, hvis nationer bliver berøvet sine traditionelle loyaliteter og historiske bånd.
De europæiske borgere gøres magtesløse af en styreform, som samtidigt afviser at tage fat på de reelle problemer, der tegner sig for Europas fremtid i form af bl.a. demografisk forfald, uønsket indvandring og trusler mod de vestlige frihedsrettigheder.
EU har svækket myndighederne i de europæiske regeringer og erstattet den med en myndighed uden folkelig legitimitet. Ja, de europæiske institutioner er ikke blot uansvarlige, de bruger også formuer på at opretholde og udvide sig selv.
Dertil kommer, at de forfører borgerne med fantasiprojekter om fredens Europa og producerer endeløse og dybt skadelige love, forordninger og direktiver, som nationalstaterne er forpligtede på at gennemføre – selv om det er til stor skade for dem selv og i sidste instans kan betyde deres egen undergang.
Men EU er fortsat immun over for ethvert forsøg fra borgerne og staterne på at modsætte sig projektet.
Problemet er, at de kosmopolitiske idealer, som EU bygger på, kun deles af en lille elite. De vil aldrig kunne sive ned i almindelige menneskers kultur. Desuden har disse idealer, når de udmøntes i transnationale institutioner, en iboende tendens til at degenerere til den form for korrupt og dybt anti-demokratiske bureaukratisme, som FN og EU repræsenterer.
4.
En nationalstat bygger på en nation. Det siger sig selv. Altså et kollektivt ”vi”, som et imperium aldrig vil kunne konstruere. Altså et fællesskab af fremmede mennesker, der er bundet sammen i kraft af en fælles kultur og tilhørsforhold til et hjemland, ”vores” land.
Men er de europæiske borgere stadig i stand til at svare på spørgsmålet: hvem er ”vi”? Mange er tavse, for kollektiv, national identitetsfølelse er forbudt område.
Nationale følelser sorterer nemlig under den stadigt voksende kategori af forbudte lidenskaber, som i EU-retten går under navnet ”racisme og fremmedhad”. Udtryk for nationale følelser vil EU med tiden gøre til egentlige forbrydelser; staterne vil blive i stand til og endda forpligtede på at udlevere deres egne borgere til retsforfølgelse ved den europæiske domstol (At det ikke er så fjern en fremtid, kan man bl.a. læse hos juristen Jacob Mchangama i denne kommentar ”EU’s snigangreb på ytringsfriheden”.)
Alt sammen fordi EU er et imperialt projekt om at udbrede fred ud fra en opfattelse af, at nationalstaten kun spreder vold. Nationalstaten skal derfor undermineres.
Men ufred og sammenbrud af EU-projektet vil følge i dens sted. For intet imperium har i længden formået at bestå. Inden det bryder sammen, kan det dog gå endog meget galt.
lørdag den 14. marts 2009
Assimilation - igen
Af Kasper Støvring
Jeg har tidligere behandlet emnet assimilation, en politisk praksis, der bør erstatte en totalt fejlslagen integration (statistisk dokumentation viser det) og en opfattelse af, at dansk kultur skal integreres med fremmede kulturer og danne et slags tredje standpunkt. En smeltedigel.
Men hvad betyder ret beset assimilation, og hvilke forhold skal være til stede, før vi kan sige, at assimilation lykkes? Hvad afhænger en vellykket assimilation af?
Vi kan opstille en række punkter og her bl.a. trække på erfaringerne fra bosætter- eller nybyggerlandet USA, som bl.a. Samuel Huntington har skrevet om:
Invandrere bør beherske det danske sprog. Efter maksimum tre generationer bør indvandrerne ikke længere tale deres oprindelige modersmål, og der bør ikke ydes statslig opbakning til tosprogethed.
Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af slægten, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed.
Indvandrere bør være villige til at kæmpe for landet i krisetider og udvise loyalitet over for den danske nation og stat. Tværnational loyalitet og dobbelt statsborgerskab bør ikke kunne forekomme.
Indvandrere bør geografisk spredes over hele landet. Altså det modsatte af ghetto-dannelse.
Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset.
Indvandrere bør være villige til selv at bære de byrder og den risici og usikkerhed, der er forbundet med indvandring. Staten skal kun i undtagelsestilfælde, f.eks. i nød af arbejdskraft, direkte støtte indvandringen.
Indvandrere bør have et stærkt ønske om at blive danskere, og de bør på forskellig måde forledes, presses og opfordres til at blive som danskerne: vi har noget godt at tilbyde.
Hvis indvandrere ikke vil omvende sig til den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning bør være langt lettere og hyppigere.
Indvandrere bør komme fra mange forskellige lande. Det bør ikke være som hidtil, hvor indvandrere fra Mellemøsten har været overrepræsenteret.
Masseindvandring bør ikke finde sted, tværtimod bør der være perioder uden indvandring og perioder med reduktion i indvandringen for lettere at kunne assimilere de allerede tilkomne.
Staten bør sortere ved grænsen ved at vurdere indvandrernes uddannelsesmæssige, faglige og kulturelle forudsætninger for at kunne assimileres.
Assimilation afhænger også i høj grad af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og udtrykker deres positive følelse af at være danske; identiteten som et folk skal forsvares som noget positivt, og der skal være aktiviteter, foreninger, institutioner og politiske initiativer, der kan fremme assimilationen, så at indvandrere gøres til danskere.
Endelig: Alt dette lykkes ikke uden et stop for politisk særbehandling af indvandrerkulturer.
fredag den 13. marts 2009
Historisk løgn og politisk propaganda på videnskab.dk
Af Jesper M. Rosenløv
Vi har hørt den før. ”Danskheden er kun 200 år gammel.” – ”Den blev opfundet engang i slutningen af 1700-tallet / starten af 1800-tallet, det var en ganske ny måde at anskue stat og identitet på”, og bla bla bla. Men lige meget hvor mange gange Uffe Østergaard eller andre har gentaget denne løgn, så er og bliver det en løgn. Så enkelt kan det siges. Østergaard fremførte teorien tilbage i 80’erne og 90’erne. Han baserede hele sin påstand på, hvad historikere i andre europæiske lande var kommet frem til m.h.t. national bevidsthed i deres lande samt på marxistiske teorier om borgerskabets ideologiske sejr i netop 17-1800-tallet. Og når det forholdt sig sådan og sådan i f.eks. Frankrig, og når verdenshistorien ifølge marxismen forløb sådan og sådan, så måtte alt dette sikkert også gøre sig gældende i Danmark. Og vupti – danskheden er en moderne opfindelse. "Se bare, hvor glade romantikerne i 1800-tallet er for folk, sprog og fædreland."
Men efterfølgende har flere forskere peget på, at national bevidsthed rundt om i Europa absolut ikke var noget nyt - og at en sådan gjorde sig gældende lang tid før den franske revolution og romantikken. Og når det kommer til Danmark, kan man ligeledes finde tonsvis af eksempler på en tidlig dansk identitetsdyrkelse.
Men flere historikere må åbenbart stadig lide af en særlig form for nærsynethed, der gør det umuligt for dem at se, at en dansk national bevidsthed ikke først blev opfundet engang i 1800-tallet, men på baggrund af utallige kilder tydeligvis kan spores tilbage til middelalderen. Dette kan man forvisse sig om, hvis man ellers gad læse kilder. Og man skulle jo tro, at det med kilderne er noget, der ligger lige for, når det er historikere, der foretager analyserne. Men når det gælder netop dette emne, skal de ikke nyde noget af kilderne. Nej, den samme gamle ammestuehistorie bliver trukket frem og støvet af gang på gang.
Årsagen til dette er naturligvis en slet skjult politisk dagsorden. Hvis man kan dekonstruere danskheden og dens ælde, kan man måske overbevise omverdenen om, at den er noget unaturligt og konstrueret, der lige så let i dag kan omdefineres og gøres mere politisk tidssvarende og mere åben overfor det multikulturelle, EU o.s.v.. Kort sagt: ved at gøre danskheden til ingenting, kan man få danskerne til at favne alting – og det er netop formålet.
Men den nationale bevidsthed og danskheden er nu engang gammel. Eksemplerne på selvbevidst og stolt dyrkelse af dansk gruppeidentitet, sprogligt fællesskab, historie og kultur ses som sagt allerede i tidlig middelalder.
Vi har på NOMOS’ hjemmeside samlet adskillige eksempler under det emne, der hedder Skræp. [Se kilderne her. Læs mere om Skræp her.]
Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum]."
I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: "Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst [...] for at jeg endog [...] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] [...] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani]. Tyskerne [Alamanni] måtte med beskæmmelsens blu, og efter at deres truslers svulne hovenhed var slået ned, vandre tilbage med deres egne til deres eget [cum propriis ad propria] [...]”
Om den senere dronning Tyre (Thyra) skriver han: ”Således opførte hun da først af alle hint såre herlige værk, som i senere tider altid har ydet de ligesom ved et hegn omgærdede daner [Dani] det sikreste værn mod tyskernes raseri [teotonica rabies] [...] og således gjorde en kvindes snedighed den tyske opblæsthed [Teotonica turgiditas] til spot. Men da så [...] det snildt anlagte værks bygning var fuldendt [...], gav de det såre herlige værk navn og kaldte det Danavirke [Danavyrki], fordi det var blevet udført og fuldendt ved danernes sved [Danorum sudor]; og dronningen ved hvis fremragende snildhed danernes frihed [libertas Danorum] er bleven vunden for alle tider, kaldte de, åbenbart ikke ufortjent, men fuldt ud med rette, "Tyre, Danmarks Pryd".
Ifølge Aggesen siger Tyre til de tyske udsendinge: "Og for nu at slutte med et kort fyndord så vil jeg øjeblikkelig frigøre danerne [Dani] for skattepligtens trældomsåg [a tributarie seruitutis iugo], idet jeg aldeles ikke vil vise eder [tyske udsendinge] nogen underkastelsens ærbødighed” [...] Hun havde anset det for bedre at frikøbe hele riget [regnum] for trældom ved nogle få menneskers død end at trælle sig til døde for udlændinge [quam extraneis ad interstinctionem famulari]."
Hvem kan være i tvivl om Aggesens dansk-nationale tendens? Lidt senere end Aggesen skriver Saxo sin Danmarkshistorie (omkr. 1208) ud fra præcis samme dansk-nationale grundholdning. F.eks. bruger Saxo en beretning om sagnhelten Starkad til at kritisere sin egen tids tendens til at forfalde til udenlandske og udanske skikke. Da Starkad ser, hvordan tingene forholder sig på kong Ingjalds gård bliver han godt sur: ”Den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville han [Starkad] under ingen omstændigheder forfalde til. [...] For han ville ikke lade sig inficere af udenlandske lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for nymodens forgudelse af ganen. [...] [Ingjald] kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed, der overgik alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia]. Det var ikke så få overdådige madvarer, der strømmede fra Tysklands slampøl [ex cuius sentina] ned i halsen på vores fædreland [patria nostra]. [...]. Derfra kom den løsslupne opførsel, der ligger så langt fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sådan har vores område [regio nostra], der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer [a finitimis]
Sådan – tydeligere kan man vist ikke sige det. I dag ville Saxo givet blive kaldt provinsiel klaphatdansker. (Om dansk identitet i den tidlige middelalder, læs bl.a. Adam Wagners artikel her)
Lad os gå lidt længere frem i tid. Uanset hvad Niels Ebbesens hensigter og motiver var, da han dræbte den holstenske grev Gert, blev han i sin samtid set som en dansk frihedshelt. Som det lyder i et klosterskrift fra 1340’erne: ”Alle danske sjæle [danorum mentes] love den dag / Et tusind, tre hundrede og fyrretyve, / Da slangen segned for løvens slag, / Da Niels Ebbesen tog grev Gert af live.”
Der er flere beretninger med samme tendens fra perioden. (Se også: Anders Leegaard Knudsen: ”Interessen for den danske fortid omkring 1300. En middelalderlig dansk nationalisme.” Historisk Tidsskrift, 2000 (100:1) s.1-32.)
Hopper vi frem til 1400-tallet er der et interessant vidnesbyrd om, at nationale kendetegn som sprog og sædvaner bruges som argument for, hvor grænsen for det danske område bør gå i Sønderjylland. Se f.eks. disse stormænds erklæring vedr. Sønderjyllands stilling fra 1421: ”Jylland i riget Danmark [...] kalder man dobbelt, nemlig Sønderjylland og Nørrejylland, [...] skønt det dog alt sammen kun er ét land og ét sprog. [...] Hvis nogen derimod ville sige, at det ikke skulle være ret, så vises det af følgende: [...] For det første, så har det førnævnte Sønderjylland og indbyggerne af samme land, såvel som i Nørrejylland, dansk ret, og har altid haft det siden den tid, da den danske ret først blev sat. Det andet er, at alle gamle privilegier og friheder, som Guds huse har eller har haft, som for det første domkirkerne i Slesvig, Ribe og Haderslev, og alle klostre [...] i det samme land, [...] dem har alle konger i det samme land udstedt og seglfæstet. Item, for det tredje, så ved man godt skellet mellem landet Holsten og det førnævnte Land, og det samme skel skiller riget Danmark og landet Holsten. Item, for det fjerde, så er det almindeligste sprog endnu den dag i dag dansk i det førstnævnte Sønderjylland såvel som i Nørrejylland.”
Vi ser her en tydelig vægtning af sproget som en markør for danskhed og dermed riget Danmarks naturlige grænser. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne slet ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Lad os også se på et eksempel fra 1500-tallet. I 1534 var munken Poul Helgesen fortvivlet over den rasende borgerkrig (Grevens fejde). Og på trods af religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter formanede han sine landsmænd til at slutte fred med hinanden. Han skriver bl.a. ”Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår [den kristne tro] og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår; dersom vi ikke snarligt gør ét, men herefter bide og slide hverandre som vi begyndt har, da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres, hvilket os alle fravender den mægtige, evige og gode Gud, som råder og regerer alting nu altid og evindeligt - Amen."
Her en tydelig vægtning af afstamning og kulturelle sædvaner som en markør for danskhed. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne heller ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Jeg kan heller ikke dy mig for at fremhæve Anders Sørensen Vedel. Denne ”renæssancens Grundtvig”, som jeg vil kalde ham, må udgøre et stort problem for dekonstruktivisternes teori. Vedel oversatte Saxos krønike til dansk og indsamlede de danske folkeviser – begge ting ud fra et klart nationalt motiv. I fortalen til sin Saxo-oversættelse fra 1575 takker han Peder Oxe for støtte til projektet. Dermed har han vist ”sin kærlighed til sit kære fæderneland, at vi danske kunne få at læse, det som udlændigske have nu læst udi mange år, om de gamle danske mænds ærlige manddommelige gerninger.”
Det er også interessant at se i Vedels register. Her finder man f.eks. følgende opslagsemner: Danske mænds sæder, Danske jomfruers tugtighed, Danske mænds mod, Danske mænd holde ord og ære, Danske fly ikke gerne, Danske mænds trohjertighed.
I 1581 skriver han i en anden udgivelse (Om den danske krønike at beskrive) i fortalen om fædreland og pligt. Her et lille uddrag (læs resten her): ”Hver elsker sit fæderneland - Endog at hver den som skikker sig vel, og lever med Gud og æren, finder for sig et fæderneland, ihvorsomhelst han forårsages at komme hen i verden. Dog er det alligevel af naturen medgivet, at hvert menneske elsker mere det land, som han er født og bårn udi, end et fremmed land, som han rejser ikkun en gang igennem, eller dvæler ikkun en kort tid eller og ellers kan høre noget tales derom.
Thi det hænger så hårdt udi hu og hjertet, at på det sted som man er avlet, har der sine forfædre og afkom, er der opfødt under samme lands skik og vis, gjort sig der første kendskab og venskab med mange, og haft der den tugtemester, den fyrste og øvrighed, den hulde og gunstige ven, og sådant mere være kan.
Da han i 1591 udgiver sin Folkevisebog skriver han i fortalen: ”Dersom ingen anden årsag var til at læse disse gamle poetiske digte, var denne ene noksom: for sprogets skyld, det er, for de herlige gamle, danske gloser og ord, for hin skønne sprog og runde tale og for den artige komposits og digt i sig selv.”
I 1600-tallet er der også gang i forvaret for det danske sprog. Således skriver præsten og sprogmanden Søren Poulsen Gotlænder Judichær i 1668: ”Hvo sit eget modersmål ikke højt agter, han burde med rådne æg af hans fæderneland ad udjages, og aldrig burde så værdig at agtes, at han en dansk skulle kaldes. [...] Thi vi er jo alle af naturen dertil forpligtede, at vi skulle vort eget modersmål ære og højt agte, som andre nationer ved deres gøre og gjort haver.
Tsk tsk – sådan en kultur-racist!
Thomas Kingo byder også ind i kulturkampen. Han roser i 1681 dronning Charlotte Amalie for at have lært sig det danske sprog – og det manglede også bare, for der er så mange ved hoffet, der ikke kan tale dansk. Og det er Kingo sur over: ”Enten det nu er vort gode gamle danske sprogs skæbne, at det skal agtes hånt om af dem, som vi agter højt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstå det), at det er et vadmels sprog, og derfor gid ej taget på deres silketunger, det lader jeg stå ved sit værd denne gang. Og som jeg, for min ringhed og det pund mig er betroet, tragter efter at lægge tilbørlig værd på vort kære og ældgamle moders sprog, sær udi i åndelige sange, og sær udi i andre måder, som tiden, næst Guds hjælp, skal udvise, så haver jeg taget mig den allerunderdanigste tillid, at jeg denne mit Åndelige Synge-Kors anden part landets moder, Eders. Majest. min allernådigste dronning ville tilskrive, til et udødeligt minde for efterkommere hvor berømmelig og dane-kær en dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste tegn, at jeg udi alt det jeg formår, og udi hjertens ydmygste bønner er og bliver Eders. Majest. allerunderdanigste tjenere og hjertelige forbedere hos Gud.
Ak ja – dette er kun et lille udpluk. Der er mange mange flere kilder på Skræp, der viser en sådan dyrkelse af danske skikke (kulturelle markører), dansk sprog og folket på et tidligt tidstpunkt – alle sammen ting, der ifølge dekonstruktivisterne først burde dukke op i folks bevidsthed i 1700-tallet. Exit dekonstruktivisterne.
Det er egentligt et stykke tid siden, man sidst har hørt f.eks. Uffe Østergaard fremføre den dekonstruktivistiske kliché om danskhedens ringe ælde. Måske har han indset, at teorien halter gevaldigt.
Men så er der da heldigvis andre, der kan tage over. På videnskab.dk kan man 6. marts læse en artikel med den bombastiske overskrift: ”Danskhed er en moderne opfindelse”. Det er ph.d.-stipendiat, Rasmus Glenthøj, der angiveligt skulle komme til denne konklusion med den samme gamle historie, der går på krykker i Århus. Utroligt, men sandt. Vi hører i artiklen (der er skrevet af Irene Berg Sørensen) om, at det først var for 200 år siden, at en dansker var en, der var født i Danmark, talte dansk og dyrkede dansk kultur. Det var i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at man begyndte at gøre sig tanker om national identitet – det var først her, at historien, sproget og folket fik en central betydning. Sproget havde ikke været en vigtig markør tidligere osv. osv.
Alt sammen vrøvl.
Videnskab.dk præsenterer sig som Danmarks forskningsportal, der ”leverer stof med substans og troværdighed”. Vi må bare konstatere - nej, det gør videnskab.dk så ikke.
Vi har hørt den før. ”Danskheden er kun 200 år gammel.” – ”Den blev opfundet engang i slutningen af 1700-tallet / starten af 1800-tallet, det var en ganske ny måde at anskue stat og identitet på”, og bla bla bla. Men lige meget hvor mange gange Uffe Østergaard eller andre har gentaget denne løgn, så er og bliver det en løgn. Så enkelt kan det siges. Østergaard fremførte teorien tilbage i 80’erne og 90’erne. Han baserede hele sin påstand på, hvad historikere i andre europæiske lande var kommet frem til m.h.t. national bevidsthed i deres lande samt på marxistiske teorier om borgerskabets ideologiske sejr i netop 17-1800-tallet. Og når det forholdt sig sådan og sådan i f.eks. Frankrig, og når verdenshistorien ifølge marxismen forløb sådan og sådan, så måtte alt dette sikkert også gøre sig gældende i Danmark. Og vupti – danskheden er en moderne opfindelse. "Se bare, hvor glade romantikerne i 1800-tallet er for folk, sprog og fædreland."
Men efterfølgende har flere forskere peget på, at national bevidsthed rundt om i Europa absolut ikke var noget nyt - og at en sådan gjorde sig gældende lang tid før den franske revolution og romantikken. Og når det kommer til Danmark, kan man ligeledes finde tonsvis af eksempler på en tidlig dansk identitetsdyrkelse.
Men flere historikere må åbenbart stadig lide af en særlig form for nærsynethed, der gør det umuligt for dem at se, at en dansk national bevidsthed ikke først blev opfundet engang i 1800-tallet, men på baggrund af utallige kilder tydeligvis kan spores tilbage til middelalderen. Dette kan man forvisse sig om, hvis man ellers gad læse kilder. Og man skulle jo tro, at det med kilderne er noget, der ligger lige for, når det er historikere, der foretager analyserne. Men når det gælder netop dette emne, skal de ikke nyde noget af kilderne. Nej, den samme gamle ammestuehistorie bliver trukket frem og støvet af gang på gang.
Årsagen til dette er naturligvis en slet skjult politisk dagsorden. Hvis man kan dekonstruere danskheden og dens ælde, kan man måske overbevise omverdenen om, at den er noget unaturligt og konstrueret, der lige så let i dag kan omdefineres og gøres mere politisk tidssvarende og mere åben overfor det multikulturelle, EU o.s.v.. Kort sagt: ved at gøre danskheden til ingenting, kan man få danskerne til at favne alting – og det er netop formålet.
Men den nationale bevidsthed og danskheden er nu engang gammel. Eksemplerne på selvbevidst og stolt dyrkelse af dansk gruppeidentitet, sprogligt fællesskab, historie og kultur ses som sagt allerede i tidlig middelalder.
Vi har på NOMOS’ hjemmeside samlet adskillige eksempler under det emne, der hedder Skræp. [Se kilderne her. Læs mere om Skræp her.]
Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum]."
I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: "Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst [...] for at jeg endog [...] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] [...] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani]. Tyskerne [Alamanni] måtte med beskæmmelsens blu, og efter at deres truslers svulne hovenhed var slået ned, vandre tilbage med deres egne til deres eget [cum propriis ad propria] [...]”
Om den senere dronning Tyre (Thyra) skriver han: ”Således opførte hun da først af alle hint såre herlige værk, som i senere tider altid har ydet de ligesom ved et hegn omgærdede daner [Dani] det sikreste værn mod tyskernes raseri [teotonica rabies] [...] og således gjorde en kvindes snedighed den tyske opblæsthed [Teotonica turgiditas] til spot. Men da så [...] det snildt anlagte værks bygning var fuldendt [...], gav de det såre herlige værk navn og kaldte det Danavirke [Danavyrki], fordi det var blevet udført og fuldendt ved danernes sved [Danorum sudor]; og dronningen ved hvis fremragende snildhed danernes frihed [libertas Danorum] er bleven vunden for alle tider, kaldte de, åbenbart ikke ufortjent, men fuldt ud med rette, "Tyre, Danmarks Pryd".
Ifølge Aggesen siger Tyre til de tyske udsendinge: "Og for nu at slutte med et kort fyndord så vil jeg øjeblikkelig frigøre danerne [Dani] for skattepligtens trældomsåg [a tributarie seruitutis iugo], idet jeg aldeles ikke vil vise eder [tyske udsendinge] nogen underkastelsens ærbødighed” [...] Hun havde anset det for bedre at frikøbe hele riget [regnum] for trældom ved nogle få menneskers død end at trælle sig til døde for udlændinge [quam extraneis ad interstinctionem famulari]."
Hvem kan være i tvivl om Aggesens dansk-nationale tendens? Lidt senere end Aggesen skriver Saxo sin Danmarkshistorie (omkr. 1208) ud fra præcis samme dansk-nationale grundholdning. F.eks. bruger Saxo en beretning om sagnhelten Starkad til at kritisere sin egen tids tendens til at forfalde til udenlandske og udanske skikke. Da Starkad ser, hvordan tingene forholder sig på kong Ingjalds gård bliver han godt sur: ”Den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville han [Starkad] under ingen omstændigheder forfalde til. [...] For han ville ikke lade sig inficere af udenlandske lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for nymodens forgudelse af ganen. [...] [Ingjald] kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed, der overgik alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia]. Det var ikke så få overdådige madvarer, der strømmede fra Tysklands slampøl [ex cuius sentina] ned i halsen på vores fædreland [patria nostra]. [...]. Derfra kom den løsslupne opførsel, der ligger så langt fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sådan har vores område [regio nostra], der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer [a finitimis]
Sådan – tydeligere kan man vist ikke sige det. I dag ville Saxo givet blive kaldt provinsiel klaphatdansker. (Om dansk identitet i den tidlige middelalder, læs bl.a. Adam Wagners artikel her)
Lad os gå lidt længere frem i tid. Uanset hvad Niels Ebbesens hensigter og motiver var, da han dræbte den holstenske grev Gert, blev han i sin samtid set som en dansk frihedshelt. Som det lyder i et klosterskrift fra 1340’erne: ”Alle danske sjæle [danorum mentes] love den dag / Et tusind, tre hundrede og fyrretyve, / Da slangen segned for løvens slag, / Da Niels Ebbesen tog grev Gert af live.”
Der er flere beretninger med samme tendens fra perioden. (Se også: Anders Leegaard Knudsen: ”Interessen for den danske fortid omkring 1300. En middelalderlig dansk nationalisme.” Historisk Tidsskrift, 2000 (100:1) s.1-32.)
Hopper vi frem til 1400-tallet er der et interessant vidnesbyrd om, at nationale kendetegn som sprog og sædvaner bruges som argument for, hvor grænsen for det danske område bør gå i Sønderjylland. Se f.eks. disse stormænds erklæring vedr. Sønderjyllands stilling fra 1421: ”Jylland i riget Danmark [...] kalder man dobbelt, nemlig Sønderjylland og Nørrejylland, [...] skønt det dog alt sammen kun er ét land og ét sprog. [...] Hvis nogen derimod ville sige, at det ikke skulle være ret, så vises det af følgende: [...] For det første, så har det førnævnte Sønderjylland og indbyggerne af samme land, såvel som i Nørrejylland, dansk ret, og har altid haft det siden den tid, da den danske ret først blev sat. Det andet er, at alle gamle privilegier og friheder, som Guds huse har eller har haft, som for det første domkirkerne i Slesvig, Ribe og Haderslev, og alle klostre [...] i det samme land, [...] dem har alle konger i det samme land udstedt og seglfæstet. Item, for det tredje, så ved man godt skellet mellem landet Holsten og det førnævnte Land, og det samme skel skiller riget Danmark og landet Holsten. Item, for det fjerde, så er det almindeligste sprog endnu den dag i dag dansk i det førstnævnte Sønderjylland såvel som i Nørrejylland.”
Vi ser her en tydelig vægtning af sproget som en markør for danskhed og dermed riget Danmarks naturlige grænser. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne slet ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Lad os også se på et eksempel fra 1500-tallet. I 1534 var munken Poul Helgesen fortvivlet over den rasende borgerkrig (Grevens fejde). Og på trods af religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter formanede han sine landsmænd til at slutte fred med hinanden. Han skriver bl.a. ”Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår [den kristne tro] og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår; dersom vi ikke snarligt gør ét, men herefter bide og slide hverandre som vi begyndt har, da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres, hvilket os alle fravender den mægtige, evige og gode Gud, som råder og regerer alting nu altid og evindeligt - Amen."
Her en tydelig vægtning af afstamning og kulturelle sædvaner som en markør for danskhed. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne heller ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Jeg kan heller ikke dy mig for at fremhæve Anders Sørensen Vedel. Denne ”renæssancens Grundtvig”, som jeg vil kalde ham, må udgøre et stort problem for dekonstruktivisternes teori. Vedel oversatte Saxos krønike til dansk og indsamlede de danske folkeviser – begge ting ud fra et klart nationalt motiv. I fortalen til sin Saxo-oversættelse fra 1575 takker han Peder Oxe for støtte til projektet. Dermed har han vist ”sin kærlighed til sit kære fæderneland, at vi danske kunne få at læse, det som udlændigske have nu læst udi mange år, om de gamle danske mænds ærlige manddommelige gerninger.”
Det er også interessant at se i Vedels register. Her finder man f.eks. følgende opslagsemner: Danske mænds sæder, Danske jomfruers tugtighed, Danske mænds mod, Danske mænd holde ord og ære, Danske fly ikke gerne, Danske mænds trohjertighed.
I 1581 skriver han i en anden udgivelse (Om den danske krønike at beskrive) i fortalen om fædreland og pligt. Her et lille uddrag (læs resten her): ”Hver elsker sit fæderneland - Endog at hver den som skikker sig vel, og lever med Gud og æren, finder for sig et fæderneland, ihvorsomhelst han forårsages at komme hen i verden. Dog er det alligevel af naturen medgivet, at hvert menneske elsker mere det land, som han er født og bårn udi, end et fremmed land, som han rejser ikkun en gang igennem, eller dvæler ikkun en kort tid eller og ellers kan høre noget tales derom.
Thi det hænger så hårdt udi hu og hjertet, at på det sted som man er avlet, har der sine forfædre og afkom, er der opfødt under samme lands skik og vis, gjort sig der første kendskab og venskab med mange, og haft der den tugtemester, den fyrste og øvrighed, den hulde og gunstige ven, og sådant mere være kan.
Da han i 1591 udgiver sin Folkevisebog skriver han i fortalen: ”Dersom ingen anden årsag var til at læse disse gamle poetiske digte, var denne ene noksom: for sprogets skyld, det er, for de herlige gamle, danske gloser og ord, for hin skønne sprog og runde tale og for den artige komposits og digt i sig selv.”
I 1600-tallet er der også gang i forvaret for det danske sprog. Således skriver præsten og sprogmanden Søren Poulsen Gotlænder Judichær i 1668: ”Hvo sit eget modersmål ikke højt agter, han burde med rådne æg af hans fæderneland ad udjages, og aldrig burde så værdig at agtes, at han en dansk skulle kaldes. [...] Thi vi er jo alle af naturen dertil forpligtede, at vi skulle vort eget modersmål ære og højt agte, som andre nationer ved deres gøre og gjort haver.
Tsk tsk – sådan en kultur-racist!
Thomas Kingo byder også ind i kulturkampen. Han roser i 1681 dronning Charlotte Amalie for at have lært sig det danske sprog – og det manglede også bare, for der er så mange ved hoffet, der ikke kan tale dansk. Og det er Kingo sur over: ”Enten det nu er vort gode gamle danske sprogs skæbne, at det skal agtes hånt om af dem, som vi agter højt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstå det), at det er et vadmels sprog, og derfor gid ej taget på deres silketunger, det lader jeg stå ved sit værd denne gang. Og som jeg, for min ringhed og det pund mig er betroet, tragter efter at lægge tilbørlig værd på vort kære og ældgamle moders sprog, sær udi i åndelige sange, og sær udi i andre måder, som tiden, næst Guds hjælp, skal udvise, så haver jeg taget mig den allerunderdanigste tillid, at jeg denne mit Åndelige Synge-Kors anden part landets moder, Eders. Majest. min allernådigste dronning ville tilskrive, til et udødeligt minde for efterkommere hvor berømmelig og dane-kær en dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste tegn, at jeg udi alt det jeg formår, og udi hjertens ydmygste bønner er og bliver Eders. Majest. allerunderdanigste tjenere og hjertelige forbedere hos Gud.
Ak ja – dette er kun et lille udpluk. Der er mange mange flere kilder på Skræp, der viser en sådan dyrkelse af danske skikke (kulturelle markører), dansk sprog og folket på et tidligt tidstpunkt – alle sammen ting, der ifølge dekonstruktivisterne først burde dukke op i folks bevidsthed i 1700-tallet. Exit dekonstruktivisterne.
Det er egentligt et stykke tid siden, man sidst har hørt f.eks. Uffe Østergaard fremføre den dekonstruktivistiske kliché om danskhedens ringe ælde. Måske har han indset, at teorien halter gevaldigt.
Men så er der da heldigvis andre, der kan tage over. På videnskab.dk kan man 6. marts læse en artikel med den bombastiske overskrift: ”Danskhed er en moderne opfindelse”. Det er ph.d.-stipendiat, Rasmus Glenthøj, der angiveligt skulle komme til denne konklusion med den samme gamle historie, der går på krykker i Århus. Utroligt, men sandt. Vi hører i artiklen (der er skrevet af Irene Berg Sørensen) om, at det først var for 200 år siden, at en dansker var en, der var født i Danmark, talte dansk og dyrkede dansk kultur. Det var i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at man begyndte at gøre sig tanker om national identitet – det var først her, at historien, sproget og folket fik en central betydning. Sproget havde ikke været en vigtig markør tidligere osv. osv.
Alt sammen vrøvl.
Videnskab.dk præsenterer sig som Danmarks forskningsportal, der ”leverer stof med substans og troværdighed”. Vi må bare konstatere - nej, det gør videnskab.dk så ikke.
Abonner på:
Opslag (Atom)
