68

Af Kasper Støvring

I disse dage er det 40 år siden, at ungdomsoprøret indledtes. Flere aviser har serier om 1968, bl.a. Jyllands-Posten, hvor David Gress et sted skriver, at det oprindeligt ikke så meget var Marx, men Rousseau, der påvirkede de unge oprørere. Det var Rousseau, der leverede antropologien, menneskesynet, bag oprøret. Ud fra den vinkel kan vi gøre følgende betragtninger over ”68”.

Hvis man følger Rousseaus forestillinger om det lykkelige og gode, ”oprindelige” menneske – den ædle vilde eller naturens muntre søn – så må vi forstå mennesket som godt af naturen, men fordærvet af omstændighederne, der så at sige gør det ondt. Alle misforhold skyldes påvirkninger, som er miljøbetingede og samfundsskabte.

68’erne hylder derfor en antropologisk idealisme. Men for det første er forestillingen om en naturtilstand, hvor mennesket umiddelbart og uindskrænket kan være sig selv, en tankekonstruktion. Det strider mod oparbejdet viden inden for biologisk og historisk forskning.

For det andet er et udslag af denne form for idealisme den restløse (bort)forklaring af menneskets onde handlinger med henvisning til dårlige sociale forhold. Heraf følger forsøget på gennem behandling, socialterapi, at udrydde ondskaben én gang for alle.

Forklaringen udviser virkelighedsfornægtende træk, fordi den ikke vil indse, at aggression er dybt nedfældet i mennesket. Det er noget, som bl.a. den amerikanske psykologiprofessor Steven Pinker og den tyske kulturkritiker Hans Magnus Enzensberger har skrevet indgående om flere steder.

68’er-oprøret indskriver sig i en progressiv tradition, der også gerne kalder sig humanistisk. Lad os med et kritisk blik se nærmere herpå.

De progressive finder årsagen til alt ondt i samfundet og gør mennesket til en funktion af omstændighederne. De vil ikke kendes ved egentlige psykologiske problemer. De opfatter endvidere alle mennesker som lige, og konflikter i og mellem mennesker, al social elendighed og menneskelig aggression, har ifølge dem ydre sociale årsager, der bør fjernes og i teorien helt kan afskaffes ved hjælp af samfundsforbedringer.

Den progressive tradition rummer altså optimisme i og med, at den tror på, at mennesket kan forandres til det bedre gennem sociale reformer. Traditionen er ydermere en rationalistisk, men også ufolkelig og elitær oplysningstradition.

Hvis den progressive anskuelse overhovedet opererer med en menneskenatur anses den som god, og det gode kan ifølge Carl Schmitt i Det politiskes begreb optræde som fornuft, perfektibilitet, evnen til at blive styret og opdraget og som sympatisk fredelighed.

Hvis mennesket opfører sig ondt, skyldes det nogle beklagelige omstændigheder, for selv det bedste menneske kan blive tyv af at leve under sultegrænsen, og selv det fredeligste menneske kan blive krigerisk af at blive undertrykt.

Den progressive tradition betoner ydermere individets trang til frihed og lyst til at skille sig ud. Fordi de progressive opfatter mennesket som godt, slutter de sig sammen i emancipationsbevægelser, der ønsker at løsrive mennesket fra de samfundsmæssige begrænsninger og bryde med det nedarvede moralkompleks. Desuden fremfører de, at mennesket har en medfødt ret til lykke og til mest mulig livsudfoldelse. De er alle fælles om at opfatte samfunds- og kulturbestemte begrænsninger som det onde.

Hvad er så virkningen af ”68”? Hans Magnus Enzensberger skriver i bogen Med udsigt til borgerkrigen, at Rousseau, 68’ernes egentlige guru, har sejret i det moderne behandlersamfund. Her hyldes nemlig officielt den progressive, socialterapeutiske forklaring på menneskets ondskab. Det er en forklaring, der lyder, at det onde er noget patologisk, der ikke hører til menneskets natur, men netop er en (sygelig) afvigelse derfra; det onde bør derfor kureres én gang for alle med terapi.

Eftersom 68’erne har en tendens til at give samfundet skylden for alle problemer og kræve dem løst af samfundet, arbejder de dermed med på en umyndiggørelse af individet. Der ligger også heri en tendens til, at mennesket kan opdrages til hvad som helst og tilpasses et hvilket som helst samfund. Selv et kommunistisk samfund, er heri ligger en tydelig totalitær impuls.

Så virkningen er negativ: en naiv og forkert antropologi, en umyndiggørelse af individet og en totalitær impuls. Denne antropologi er ydermere med til at fremkalde det onde ved at se bort fra dets mulighed.

Hvad er så de politiske konsekvenser af 68’ernes progressive antropologi? Først og fremmest mener de, at alt i mennesket lader sig forandre gennem socialisering og indlæring. Kulturradikale, marxister og feminister er fælles om at tro på, at menneskelig adfærd kan ændres til det bedre med de rigtige forandringer af samfundet, med den rette socialterapi og pædagogik og gennem etableringen af de rette sociale institutioner.

De progressive tror på planlægning, oplysning, dialog, konstruktive projekter, pædagogik og social forebyggelse mod det onde. Som regel forklarer progressive i forlængelse heraf dårligdomme som kriminalitet og aggression som resultat af diskrimination, dårlige sociale forhold og påvirkning fra massemedierne. Den socialterapeutiske forklaring på ondskaben lyder, at det er noget patologisk, der bør kureres, altså en afvigelse fra menneskets egentlige natur.

Hvad 68’erne slet ikke forstår er, at det onde udspringer af noget meget mere elementært, der har at gøre med friheden – menneskets mulighed for at ødelægge hinanden og sig selv.

En morale, hvis man må sige det sådan, i bl.a. den tyske filosof Rüdiger Safranskis arbejde med det onde, er at erindre os om, at frihed, skyld og ansvar er uløseligt forbundet. Man kan ikke hylde det kreative i friheden og erklære friheden ukrænkelig for dernæst at forklare den væk, når man møder konsekvenser af den, man ikke bryder sig om.

Den realistiske erkendelse af menneskets instinktive tilbøjeligheder på godt og ondt fordrer en besindelse på menneskets begrænsning.

Konsekvensen må være en bekymret bevidsthed om det eksisterende, de arvede eller vundne goder – og en kritik af 68’er-oprøret: formløshedens tyranni, som Løgstrup kaldte det. Altså den vulgarisering af samfundslivet og det anarki, der udløses, når basale kulturelle forandringer finder sted, og hidtil bundne kræfter slippes fri.

Der er altså en lang række negative konsekvenser af 68, og vi lever stadig med mange af dem: selvretfærdighed og moralisme blandt de frelste, der har fået magtpositioner i kulturlivet, medierne og på universiteterne; antastning af menneskers ret til at være i fred samt sygeliggørelse og terapeutisk behandling af dem, der stemples som reaktionære, nationalister og chauvinister; voldsromantik og terror fra Blekingegadebande til de autonome; sympati for kommunisme og andre fjendtlige magter parret med bekæmpelse af dansk og vestlig kultur; angreb på frihedsrettigheder som den private ejendomsret (”egoisme” og ”udbytning”); totalitær utopisk tænkning: der er kun én sand måde at leve på; reformpædagogik, autoritetsløshed og kundskabsløshed i skolerne; offergørelse og manglende konsekvens i synet på kriminalitet, hærværk og andre sociale patologier. For blot at nævne nogle...

Tillykke til 68!

Ecce homo...

Af Jesper M. Rosenløv

Leonardo Da Vincis Vitruvianske Mand er efterhånden blevet et kulturelt ikon, der har været brugt i utallige sammenhænge. Ofte forbindes billedet med renæssancens fornyede interesse for menneskets anatomi, men også på et mere filosofisk plan for den menneskelige natur.

Lemmerne på det nøgne velproportionerede legeme er strakt ud til det yderste. Tanken føres ikke kun hen på menneskets kropslige muligheder, men ligeledes på dets intellektuelle kapacitet – her er naturen blevet sig selv bevidst og vi aner et menneske (Leonardo), der skuer sine egne enorme muligheder, men så sandelig også sine begrænsninger. Således har dette ikon vel stået for mange vesterlændinge – et billede, der ægger til stadig overvejelse af grænserne for menneskets intellektuelle og videnskabelige evner. ”Gad vide, om vi kan nå længere?”, spørger det os. Et billede, der derfor på mange måder er blevet indbegrebet af vestlig videnskabelig progressivitet løsrevet fra religiøse dogmer.

Derfor kan det vel heller ikke undre, at dette billede ikke har nogen som helst betydning for den muslimske beskuer – ja, nøgenheden og afbildningen af et levende væsen virker ligefrem stødende i en muslimsk sammenhæng! Og eftersom dette nu engang er tilfældet, kan det heller ikke undre, at billedet nu ikke længere kan bruges i det offentlige rum i Sverige. Endnu et svensk knæfald for den vestlige kulturs fjender. Suk!

Økologi på højrefløjen

Af Kasper Støvring

I denne uges Weekendavisen har jeg publiceret en artikel om højrefløjens økologiske dagsorden. Her nogle centrale afsnit:

[…] Højrefløjens økologiske ideer artikuleres ofte i forlængelse af den irske filosof Edmund Burkes tanker om en generationskontrakt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. Denne sans for at være del af noget større, der overskrider det enkelte individ og den nulevende generation, er simpelthen betingelsen for en dybere ansvarsfølelse og dermed for villigheden til at give afkald på tilfredstillelsen af vores umiddelbare behov af hensyn til andre. Som med samfundet har vi taget naturen i arv, og vi er forpligtede på at føre den uspoleret videre til kommende generationer.

Hvis vi ikke er i stand til at yde ofre og tøjle vores grådighed, lyster og overforbrug, vil prisen være en økologisk krise, som fremtidige generationer kommer til at betale.

Den store forundring over, at økologi også hører hjemme på højrefløjen, har sin forklaring: Det er venstrefløjen, der her, som andre steder, har overtaget en oprindelig konservativ kulturkritik. Og økologi er i sin oprindelse en romantisk-konservativ idé, kritisk vendt imod den moderne civilisation.

Engang var venstrefløjen erklæret anti-økologisk. Det gjaldt f.eks. kulturradikalismen. […] Universalismen forstået som ophævelsen af tid og sted udgør sammen med rationalismen en fællesbund i kulturradikalismen, og den rummer derfor også følgende grundantagelser: Naturlighed er en forhindring for fremskridtet; teknik og videnskab består i naturbeherskelse; ubegrænset vækst er betingelse for velfærd; og jorden står i menneskets tjeneste. At naturbeherskelse kan resultere i klimamanipulation og udnyttelse af naturressourcer, og at velfærd i kapitalismens epoke bliver til forbrugerisme, synes at stå uden for kulturradikalismens fremskridtsoptimistiske horisont.

Alle disse antagelser står følgelig i modsætning til en økologisk konservatisme, der fokuserer på ligevægten mellem menneske og natur; på de begrænsede naturressourcer; på en holistisk videnskab, det vil sige en erkendelse af naturens egne lovmæssigheder, dens formålsrettethed og hensigtsmæssighed; og på en revision af normerne for økonomisk vækst. Økologi forstås her som en idé om det personlige og sociale livs helhed i samhørighed med den omgivende natur.

[…] Der er tre andre konservative temaer ved siden af ideen om generationskontrakten og ideen om naturen som livsgrundlaget, der knytter an til en økologisk dagsorden på højrefløjen. Nemlig organismetanken, sansen for stedets betydning og kritikken af fremskridtstanken.

Organismetanken bygger på en analogi mellem menneskets og samfundets sundhed. Menneskets fysiske sundhed afhænger af, at der er den rette balance i kroppen (salt-, mineral-, hormonbalancen, osv.); tilsvarende gælder det for samfundet, at ligevægt er et dynamisk samspil mellem en lang række faktorer.

[…] For konservative får denne indsigt en række praktiske konsekvenser. Den første er, at politikere skal være varsomme med at lave radikale indgreb i det civile samfund. Samfundet er jo netop vokset naturligt frem gennem en lang historisk udvikling. For nogle har den ukontrollerede indvandring været med til at bryde den organiske vækst og forstyrre samfundets skrøbelige økosystem. For andre har statslig intervention med kunstige subsidier været med til at ødelægge det frie markeds spontane orden.

Den anden konsekvens af organismetanken er, eller kan være, at det organisk og økologisk velfungerende ligevægtssamfund opdeles i små lokale enheder. Disse lokale samfund er også voksede frem nedefra og tåler ikke indgriben fra den kunstige, bureaukratiske statsorganisation.

Nogle konservative har i den sammenhæng historisk knyttet an til en romantisk tanke om det elementære liv i pagt med naturen. Andre opererer med en særlig kommunitaristisk samfundsmodel, hvor det konkrete sted bliver afgørende. Følelsesmæssig tilknytning til det særlige sted på jorden, hvor man hører hjemme, er betingelsen for, at man for alvor kan engagere sig i den økologiske dagsorden. For hvis man ikke føler ansvar for det sted, man lever, er man sjældent villig til at beskytte det.

Det er klart, at denne tanke står i grel modsætning til venstrefløjens ideal om et globalt fællesskab. Det ideal er for den højreorienterede en ren abstraktion og derfor ude af stand til at motivere borgerne til at engagere sig økologisk. Mennesker er nu engang gjort af kød og blod, og de har derfor særlige loyaliteter og begrænsede tilknytninger, der kun kommer til udfoldelse politisk i nationalstater og socialt i mindre samfund.

Et helt afgørende element i en økologisk konservatisme er kritikken af fremskridtstanken. Den baserer sig på en cyklisk udviklingstanke: Naturens evige cyklusser bryder med fremskridtstroens lineære tidsopfattelse. At naturen har sin egen cyklus bliver ofte fortrængt i en moderne civilisation, der har en konstant forventning om det fremskridt, som videnskab og teknologi forjætter.

Den cykliske tanke fordrer en besindelse på, at der i tilværelsen findes elementære vilkår, der sætter en grænse for menneskets evne til at beherske sin omverden. Og det vil også sige naturen. Der findes naturligt givne grundvilkår, vi ikke kan sætte os ud over, fordi vi selv som menneskelige væsener er en del af naturen.

Den konservative tanke knytter her an til en kritik af væksten og de to dominerende ideologier, der legitimerer den. Ifølge både liberalismen og socialismen er fortsat vækst en betingelse for henholdsvis demokratisk og socialistisk udvikling. Men ifølge konservatismen er der grænser for vækst og dermed grænser for disse ideologiers gyldighed. Ofte kobles denne grænsetanke i økologiske sammenhænge sammen med en kritik af en fremskridtstro, der gør materialistiske fremskridt til udviklingens mål. Når produktionen bliver et mål i sig selv, fører det til en rovdrift på de naturlige ressourcer.

Den socialistiske og liberalistiske vækstideologi betragter den psykiske behovsudvidelse som en følge af den materielle vækst: jo mere den ydre natur beherskes, jo flere behov vil mennesket få, og jo mere udviklet vil menneskets indre natur blive. Mennesket bliver mere og mere frigjort, og får tilfredsstillet flere og flere behov.

Sådan lyder fremskridtstanken. Men storforbruget af stimulanser og beroligende medikamenter synes at vise, at den materielle nød i de gamle dages mangelsamfund er blevet afløst af en psykisk nød i “overflodssamfun­det”. Sådan lyder den konservative kritik af selvsamme tanke. Vækstideologien bekræftes ganske vist økonomisk af forbrugersamfundet, der skaber stadig nye behov for forbrugsgoder; men den undergraves biologisk af utilfredsheden og den psykiske nød i de rige samfund.

Mennesket har nemlig fundamentale ikke-materielle behov, som tilfredsstilles dårligt i disse samfund; og forureningen sætter samtidig grænser for, hvor meget mennesker kan forandre naturen ved at udnytte den. At usunde miljøer skader menneskets biologiske organisme og gør det sygt er derfor ifølge konmservative en påmindelse om, at menneskets frigørelse fra naturtvangen endnu ikke er helt fuldbyrdet – og ikke kan fuldbyrdes uden at ende i en økologisk krise.

Et organisk velfungerende samfund og en økologisk bæredygtig fremtid vil først kunne skabes, såfremt udviklingen føres videre under en fælles målsætning. Det vil sige under hensyn til de fælles naturlige livsbetingelser og de fællesmenneskelige behov. Med andre ord: under stadig hensyn til ligevægtsbetingelserne i de overordnede økosystemer, som den vækstsmæssige udvikling blot er en del af. Det gælder også for det moderne samfund, ”overflodssamfundet”, der stræber mod uendelig vækst.

Nogle vil nok mene, at dette er klassisk venstrefløjsretorik. Og mange vil sikkert fastholde deres undren over, at den økologiske tanke også findes i en højreorienteret udgave. Det skyldes vel en manglende forståelse for, at visse temaer kan vandre mellem fløjene. Det gælder især det økologiske tema. Helt tilbage til mellemkrigstiden har man kunnet observere det tilsyneladende ejendommelige sammenfald mellem venstre- og højrefløjen. De fælles fjender var også dengang den socialistiske og liberalistiske fremskridtstro, og det fælles ståsted var konservativ kulturkritik og dermed også antikapitalisme, antikonsumerisme og antimaterialisme.

Efter krigen vandrede det økologiske tema fra højrefløjen til venstrefløjen. Den kolde krig fastfrøs siden højre/venstre-polariseringen, og først med optøningen efter 1989 er temaerne begyndt at vandre igen. Det er dermed blevet muligt at se, at der også på højrefløjen findes en økologisk funderet kritik af industrialisering, urbanisering, fremmedgørelse, atomisering, teknikken og af den vækstideologi, som i dag styrer den globaliserede kapitalisme.

Enoch Powells "Rivers of Blood"-tale

I dag er det præcist 40 år siden, Enoch Powell holdt sin berømte tale "Rivers of Blood".

I stedet for at bringe talen, henviser vi til Uriaspostens fornemme blogindlæg her og her.

Darwin Awards til myrdet kunstnerbrud

Af Jesper M. Rosenløv

I lyset af den tragikomiske historie om mordet på den italienske kunstner Giuseppina Pasqualino di Marineo (kendt som Pippa Bacca), kommer man til at fundere lidt over den idioti, der præger adskillige vestlige kunstnertyper (især kvinder) med hang til fascination af eksotiske kulturer og multikulti-harmoni.

Pippa deltog i projektet Brides on Tour. Klædt i hvid brudekjole rejste hun rundt i Mellemøsten for at gavne verdensfreden. På den måde ville projektet vise, at man kunne ”have tillid til den lokale befolknings venlighed”. I fredags blev Pippa så fundet myrdet i den nordtyrkiske by Gebze.

Hvis jeg altså forstår det ret, så havde hun og andre kvinder besluttet sig for at tomle den alene rundt i Mellemøsten i et højst iøjnefaldende kostume. Man ser billedet for sig - en enlig kvinde ved den støvede vejside klædt ud som brud signalerende uskyld og i disse egne af verden vel også jomfruelighed. En bil med en mandlig bilist stopper… kort efter lærer Pippa mere om den lokale befolknings venlighed. Tsk tsk…

Jeg er ked af det – men det er sgu da komisk og jeg kommer sådan til at tænke på The Darwin Awards.

Siden 1993 er disse blevet uddelt. Som det lyder på DA-hjemmesiden:

In the spirit of Charles Darwin, the Darwin Awards commemorate individuals who protect our gene pool by making the ultimate sacrifice of their own lives. Darwin Award winners eliminate themselves in an extraordinarily idiotic manner, thereby improving our species' chances of long-term survival.

Nominees significantly improve the gene pool by eliminating themselves from the human race in an obviously stupid way. They are self-selected examples of the dangers inherent in a lack of common sense, and all human races, cultures, and socioeconomic groups are eligible to compete. Actual winners must meet the following criteria:

- The candidate must remove herself from the gene pool. [Kandidaten skal altså være ude af stand til at reproducere sig selv, hvilket som det siges oftest er ensbetydende med døden – i visse tilfælde sterilisation]

- The candidate must suffer an astounding lapse of judgment. [Kandidaten har udvist en fænomenal mangel på sund fornuft.]

- The candidate must be the cause of his own demise. [Kandidaten skal af egen fri vilje selv have opsøgt faren – dvs. skal have været vidende om de farer, han/hun udsatte sig selv for. Der må altså ikke være tale om almindeligt ’sort uheld’]

- The candidate must be capable of sound judgment. [Kandidaten må forventes at have været i stand til at udvise sund dømmekraft. Folk med mentale handicaps kan altså ikke komme i betragtning]

Se: http://www.darwinawards.com/

Jeg vil da mene, at Pippa er en fremragende kandidat.

Den værdifulde kultur er usynlig

Af Kasper Støvring

Jeg har tidligere skrevet om politikernes syge, der består i at se problemer overalt og konstant gribe ind i samfundet for at reparere det. Men dermed fremtvinger de en masse utilsigtede negative konsekvenser, fordi de ødelægger de positive latente funktioner i kulturen, som per definition er vanskelige at få øje på.

Og netop denne ”usynlige verden” har sociologen Henrik Dahl skrevet en ny bog om. Nils Gunder Hansen skriver bl.a. følgende i sin anmeldelse i gårsdagens Kristeligt Dagblad:

”Det kollektive liv leves forlæns og forstås baglæns. Mange forhold i nutiden har vi endnu ikke sat ord, begreber, fortællinger og myter på. Derfor har vi kun et halvt bevidst forhold til dem. De er ikke tydelige for os, selvom vi færdes i dem hver dag […]

Henrik Dahls nye bog er et forsøg på at indhente dette efterslæb i vores erfaring, at indkredse den ”blinde vinkel” i de fleste almindelige danskeres hverdagsbevidsthed […] Mange forhold venter på at blive sat på begreb. Dahl kalder det meta-bearbejdning – der skal sættes ord og fortælling på udbredte erfaringer. Så får vi dem igen på en måde, der gør det lettere at se dem og forholde sig til dem […]

Med udviklingen af massetransporten bliver det muligt at arbejde og bo forskellige steder, og Dahl har en skarp analyse af paradokset omkring forstæderne og parcelhuskvartererne. I praksis er de elskede, for det er der, de fleste mennesker bor, men i den officielle bevidsthed er de ringeagtede på grund af indflydelsen fra intellektuelle og kunstnere, der så ned på ”ligusterfascisterne”. Dahl påviser, hvordan forstaden bliver et ikke-sted, fordi vi altid kun tænker i enten storbyen (de kosmopolitiske idealer) eller landsbyen (den nostalgiske staldvarme) og slet ikke udvikler et sprog for de menneskelige og sociale værdier, tryghed, anerkendelse og livsmod, der er i forstæderne. Ligesom mennesker kan blive oversete og usynlige, når de ikke er ”noget”, bliver steder usynlige, når de ikke er højt rangerende i agtelsens geografi. Forhold i nutiden er altså ikke alene usynlige, fordi vi ikke kan se skoven for bare træer, eller fordi der ikke er sat ord og kunst på, men fordi de står nederst i et hierarki af prestige og agtelse.”

Mange institutioner – som familier, venskaber, kirkefællesskaber, naboskaber i parcelhuskvartererne og nationen – rummer positive, integrerende funktioner. At disse funktioner ofte er latente eller usynlige hænger sammen med, at de er kulturelle. De hænger med andre ord sammen med underforståede, ubevidste, uskrevne og uformelle normer og adfærdsmønstre.

Det er lettere at få øje på de negative funktioner, alle problemerne, og forsøge at gøre noget ved dem. Det mareridt, som har været de sidste tredive års integration af udlændinge – eller manglende integration – har at gøre med dette ulykkelige forhold:

Det er vanskeligt at se, hvor positivt en national kultur fungerer, den fungerer jo netop bare. Derfor har man bildt sig ind, at man bare kan tillade masseindvandring af mennesker fra kulturfremmede lande, og så skal alt nok blive eved med at gå.

Det har tilsvarende været lettere at få øje på de, lad os kalde dem negative effekter af den nationale kultur, når den er blevet mødt med vanskeligt integrerbare kulturer: chauvinismen, intolerancen, trægheden (ja, fortsæt selv rækken) – og så lade moralsk geskæftige politikere arbejde på at fjerne alle disse forhold med utilsigtede omkostninger til følge.

Parcelhuskvarteret er her blot en art miniaturemodel på det nationale fællesskab og eksempel på den forhånelse, det er blevet mødt med. Selv om mange mennesker trives i det uden nødvendigvis at have ord for det.

Politikere er jo ikke de eneste skyldige i denne blindhed og foragt for kulturen. Også akademikere gør sig skyldige, fordi de lever i en verden af abstraktioner. Alt skal sættes på begreb, det er simpelthen akademikerens videnskabelige arbejdsmåde, selv om det, der er værdifuldt i livet netop sjældent sådan uden videre kan begrebsliggøres.

Alligevel kan der være noget fortjenstfuldt i at gøre dette forsøg. Netop fordi, at hvis man ikke gør det, er det meget let for politikerne bare at se bort fra kulturens latente funktioner og ertsatte dem med noget andet i form af statslige indgreb, der sandsynligvis ikke virker eller endda virker negativt.

Af samme grund holder liberalisternes hyppige argumenter heller ikke. Disse argumenter går på, at staten ikke bør støtte den værdifulde nationale kultur, fordi denne kultur er naturlig og frit fremvokset; statslige forsøg på at holde den i live er kunstige og destruktive for den spontane orden.

Men konservative vil mene, at staten rigtignok ikke bør skabe, men derimod understøtte den allerede etablerede nationale kultur. Ellers risikerer den at blive destrueret af selvsamme stat enten aktivt, f.eks. gennem multikulturelle initiativer, eller passivt, f.eks. gennem en hovedløs indvandringspolitik, der ødelægger en møjsommelig oparbejdet tillidskultur.

For det er altid let at tilsidesætte den usynlige verden til stor skade for stabiliteten, sammenhængskraften, i samfundet.

Den politiske syge

Af Kasper Støvring

Valgkampe indebærer altid en vis fare for at blive smittet med den virus, der kan kaldes den politiske syge. Hvad er symptomerne? Det er først og fremmest trangen til at se på tilværelsen med ideologisk forblændede øjne, at diagnosticere en masse sociale sygdomme, som politikerne så skal helbrede – for nu at blive i den kliniske metaforik. Politikere er jo praktikere, der ser problemer over alt og dernæst faldbyder deres egen medicin som et probat løsningsmiddel: Ellers ville de jo overflødiggøre sig selv.

Patienter, der er smittet af den politiske syge, er især politikere som socialdemokraten Mette Frederiksen, der gerne vil overøse os alle med sin frelse. Hos hende er venteværelset fyldt til randen med ofre, hun skal redde, og samfundet ser hun som én lang sygdomsjournal af uretfærdigheder, hun vil gøre en ende på.

Så disse politikere er altså både ramt af den politiske syge, og samtidig fremtræder samfundet for dem som sygt. De er både læger og patienter. Min pointe er imidlertid, at den politiske trang til at gribe ind i samfundet ofte gør mere skade end gavn. For politikerne forstørrer små problemer, og i deres iver efter at løse dem skaber de – utilsigtet og uforudset – endnu større problemer. De ødelægger det, der i forvejen fungerer i samfundet, med den konsekvens, at endnu mindre fungerer, som det skal. Lad mig prøve at uddybe.

Når den politiske praktiker ser på samfundet, får hun øje på en masse problemer. Hun diagnosticerer en række manifeste dysfunktioner, som hun ønsker at reparere. Når hun f.eks. mener at se tilfælde af diskrimination, hate-speech eller arbejdsløshed blandt indvandrere, griber hun straks værktøjskassen, og her finder hun bl.a. sådan noget som dialoginitiativer, taleregler og kvoteordninger. Med dette værktøj begynder hun så at reparere i samfundets maskinrum, selv om hun måske endda ved, at værktøjet ikke virker efter hensigten.

Flertallet af borgerne, derimod, er slet ikke politisk syge. De er sunde og raske, for de lever deres helt almindelige liv i tryg vished om alle de positive latente funktioner, som deres kultur rummer. Hvad er en latent funktion? Det er kort sagt den uformelle livsform, der får et smidigt tillidssamfund til at fungere.

Det er uformulerede indsigter, værdier og adfærdsnormer, en slags tavs viden, som borgere hele tiden spontant betjener sig af, når de omgås hinanden. Det er også dyder som gensidighed, høflighed og ærlighed, som politikere aldrig har skabt.

Men i og med, at disse funktioner er latente, er de også usynlige: vi ved ikke altid af, at de eksisterer. De normer og omgangsformer, der hjælper os i dagligdagen, er oftest ubevidste og står ikke nedskrevet noget sted. Derfor kan de også let tilsidesættes.

Min pointe er altså, at reformivrige politikere, der hele tiden vil blande sig i almindelige menneskers liv, skaber flere problemer, end de løser. For de er netop ikke opmærksomme på latente funktioner i det civile samfund og i de etablerede institutioner. Denne kulturblindhed er indbegrebet af den politiske syge, der især har skabt problemer med integrationen af mennesker fra fremmede kulturer.

At en sædvane har en latent funktion vil sige, at den – for igen at tale metaforisk – på skjult vis virker som et vitalt organ i det fremvoksede sociale legeme, og som sådan er den også med til at opretholde denne socialitet. For en sædvane kan meget ofte have en mere omfattende funktion, der er forskellig fra dens eksplicitte eller manifeste funktion.

I den offentlige debat hører man ofte denne verdens Mette Frederiksener angribe det, de kalder danskernes chauvinisme og kulturelle fordomme. Et gensvar må lyde, at en vis lukkethed måske er skidt, men er nødvendig for at skabe stabilitet.

Borgere er først og fremmest er loyale over for deres egne landsmænd og dem, der deler den samme kultur, ligesom de er skeptiske over for fremmede. Selv om de fleste vel kender det fra sig selv, er det alligevel kontroversielt at hævde det. Måske fordi det udgør en anstødssten for politikerens reformarbejde.

Denne tekst er tidligere bragt på den gamle Nomosblog under den sidste valgkamp, og bringes her igen for at perspektivere ovenstående indlæg: Den værdifulde kultur er usynlig.