Konservativ EU-modstand

Af Jesper M. Rosenløv

EU-valget nærmer sig. Og når man nu ikke kan få en eneste hjemlig dansk konservativ til at ytre bare ét kritisk ord om den organisation, der om nogen søger at nedlægge Danmark hurtigst muligt, er det jo helt rart, at englænderne har nogle stærke konservative EU-modstandere, man kan lytte til i stedet.

Jeg kendte ikke Daniel Hannan før i dag, da jeg blev gjort opmærksom på en tale, han havde holdt i EU-parlamentet i forgårs, men som allerede lå på youtube.

D. 24. marts besøgte den britiske premierminister Europaparlamentet og fik i den grad kam til sit hår. Daniel Hannan fik ikke kun fyret noget af en bredside af mod Gordon Brown, men ligeledes mod ”europæiske politikere, der siger ét i parlamentet og noget andet til deres befolkninger”. Hør Hannans svada mod Gordon Brown: The devalued Prime Minister of a devalued Government.

I modsætning til de danske såkaldte konservative i Det Konservative Folkeparti, har de engelske konservative en sund EU-skepsis, og Daniel Hannan synes at være en af de stærkeste røster - en mand, der tør tage ord som ”at redde den europæiske civilisation” i sin mund. Hør hans lykønskning til Irland (Well done, Ireland), da irerne havde stemt nej til den europæiske forfatning (på EU-lingo: Lissabon-traktaten). Se også: Daniel Hannan on pushing through aspects of the Lisbon Treaty despite Ireland's No.

Som enhver, der ikke er totalt politisk tunghør, ved, er EU i gang med at udvikle sig til en statsdannelse. En statsdannelse, der vil komme til at ophæve de gamle nationalstaters selvstændighed. Denne udvikling (som EU naturligvis nægter) vil man for alt i verden hindre befolkningerne i at tage stilling til. Samtidig ønsker EU f.eks. folkelig selvbestemmelsesret for Tibet. Hykleriet er til at tage at føle på. Hør: EU hypocrisy over national self-determination

Det ser ud som om, at Hannan, der vist er én af de få i EU-parlamentet, der citerer Edmund Burke, virkelig formår at provokere EU-politikerne. Se: The last days of democracy?

Daniel Hannan opsummerer: An alternative view of the European Union

Andre godbider:

- Da Tjekkiets Vaclav Klaus for nyligt besøgte parlamentet udvandrede adskillige parlamentsmedlemmer, da Klaus begyndte at være for kritisk mod EU. Se børnehaven her (Hør hele Klaus’ tankevækkende tale her: del 1 - del 2 - del 3).

Om denne manglende vilje fra EU-politikernes side til at lytte til andres holdninger, se: Daniel Defending Democracy in Brussels

- Om EU’s kontrol over landenes indvandringspolitik: Brussels seeks to control immigration policy

- Hvad betyder menneskerettigheder, når man i EU ikke respekterer demokratiet? EU: human rights are not in danger, democracy is! Anden version: Daniel Hannan on the Charter of Fundamental Rights

- Om EU-propaganda og den orwellske måde, EU søger at sløre dette: How the EU pays to lobby itself

- Om Hugo Chavez’ Venezuela: Daniel Hannan on the threat of Venezuela's decline into a dictatorship

Imperiet slår igen

Af Kasper Støvring

1.

I den strøm af floskuløs retorik, der skyller ud af fortalerne for Den Europæiske Union, skurrer især udtrykket ”fredens Europa” i ørerne.

Vi hører, at EU skal befri europæerne fra den aggressive selvhævdelse, militarisme og chauvinisme, som forårsagede to verdenskrige i det tyvende århundrede. Hvad var årsagen? Såmænd stater båret af en nationalistisk ideologi.

Så med realiseringen af det europæiske unionsprojekt vil vi endelig få bugt med nationalismen og med tiden også med nationalstaterne – hvorefter det utopiske ”fredens Europa” vil vise sig.

Et nærmere blik på den europæiske historie i det tyvende århundrede viser imidlertid et andet billede. Det var ikke nationalstaterne – altså stater forankret i en kulturel og etnisk homogen nation – der forårsagede og stadig forårsager ustabilitet og konflikter.

Det var tværtimod imperier, dvs. multikulturelle stater som det Østrigsk-Ungarske monarki, det Ottomanske imperium og siden Sovjetunionen (ligesom Nazi-Tyskland ikke var et nationalistisk, men et imperialistisk projekt, et ”Tredje Rige”). Multikulturelle stater er altid svangre med konflikter, fordi de hylder illusionen om, at vidt forskellige kulturer uproblematisk kan trives inden for samme jurisdiktion.

Den fred, vi har opnået i Europa efter Anden Verdenskrig skyldes således, at vi har fået etableret kulturelt homogene nationalstater. Det skyldes ikke den europæiske unionsproces.

De lande, hvor nationsopbygningen ikke er lykkedes, er bl.a. Belgien og Schweiz: Det første land er ved at falde fra hinanden, og det andet land er kun stabilt, fordi man har opdelt kulturerne – nationerne – i de såkaldte kantoner med hver deres relative selvstyre.

Balkan var et ekstremt eksempel på den skæbne, en multikulturel stat – i dette tilfælde Jugoslavien – kan vente, ligesom den dystopiske Sovjetunion var et vidnesbyrd om det barbari, der følger af imperiale forhåbninger.

2.

Og nu vil man så altså igen sætte sine utopiske forhåbninger til et nyt imperialt projekt – EU.

Det har medført en alvorlig situation i dagens Europa, hvor nationalstaterne er ved at miste kontrollen over lovgivningen (Metock-dommen ophæver f.eks. udlændingepolitikken) og dermed er ved at miste effektiv suverænitet.

De nationale parlamenter er forpligtede på at gennemføre kendelser fra en domstol, som folket ikke har styr på. Konsekvensen er, at folkestyret opløses. Folket har ikke valgt dommerne ind og kan ikke afsætte dem igen ved frie valg. Det samme gælder kommissærerne. EU’s afgørende repræsentanter er derfor usårlige over for kritik og har følgelig for vane med at ignorere den.

EU’s første grundlæggere, som Jean Monnet, var slået af rædslerne i de to verdenskrige og nærede derfor en ambition om at skabe et Europas Forenede Stater som betingelse for en permanent fred.

Målet var og er altså at samle kontinentet i et nyt imperium, der har uddrevet nationalismens spøgelse ved i stigende grad at ødelægge nationalstaterne. Metoden til at skabe denne transnationale stat er at holde endemålet skjult så længe som muligt og trin for trin lade ”den stadigt tættere integration” fortsætte.

Dette ideal om et fredeligt Europa står i modsætning til en mere realistisk opfattelse, der er baseret på princippet om magtbalance. Ud fra dette princip bør kontinentet opdeles i nationer, der balancerer hinanden og dermed skaber fred.

3.

Den overbevisning: at grobunden for konflikter skyldes nationalstater og ikke imperier, og at midlet til at skabe en varig fred er at opbygge et Europas Forenede Stater er absurd og rent negativ.

Nationalstaterne afvises, fordi de angiveligt er aggressive. Men fortalerne for EU giver ingen overbevisende grunde til at tro, at transnationale stater vil blive bedre. Tværtimod viser historisk viden om den mest krigsførende stat i den seneste tid, Sovjetunionen, det modsatte. Men det ignoreres, at Sovjet var et regulært imperium, der blot arvede og skærpede de ambitioner, der kendtes fra det kejserlige Rusland.
Hvor er vi så nu? Vi er dér, hvor et uansvarligt, eurokratisk bureaukrati råder over et kontinent, hvis nationer bliver berøvet sine traditionelle loyaliteter og historiske bånd.

De europæiske borgere gøres magtesløse af en styreform, som samtidigt afviser at tage fat på de reelle problemer, der tegner sig for Europas fremtid i form af bl.a. demografisk forfald, uønsket indvandring og trusler mod de vestlige frihedsrettigheder.

EU har svækket myndighederne i de europæiske regeringer og erstattet den med en myndighed uden folkelig legitimitet. Ja, de europæiske institutioner er ikke blot uansvarlige, de bruger også formuer på at opretholde og udvide sig selv.

Dertil kommer, at de forfører borgerne med fantasiprojekter om fredens Europa og producerer endeløse og dybt skadelige love, forordninger og direktiver, som nationalstaterne er forpligtede på at gennemføre – selv om det er til stor skade for dem selv og i sidste instans kan betyde deres egen undergang.

Men EU er fortsat immun over for ethvert forsøg fra borgerne og staterne på at modsætte sig projektet.

Problemet er, at de kosmopolitiske idealer, som EU bygger på, kun deles af en lille elite. De vil aldrig kunne sive ned i almindelige menneskers kultur. Desuden har disse idealer, når de udmøntes i transnationale institutioner, en iboende tendens til at degenerere til den form for korrupt og dybt anti-demokratiske bureaukratisme, som FN og EU repræsenterer.

4.

En nationalstat bygger på en nation. Det siger sig selv. Altså et kollektivt ”vi”, som et imperium aldrig vil kunne konstruere. Altså et fællesskab af fremmede mennesker, der er bundet sammen i kraft af en fælles kultur og tilhørsforhold til et hjemland, ”vores” land.

Men er de europæiske borgere stadig i stand til at svare på spørgsmålet: hvem er ”vi”? Mange er tavse, for kollektiv, national identitetsfølelse er forbudt område.

Nationale følelser sorterer nemlig under den stadigt voksende kategori af forbudte lidenskaber, som i EU-retten går under navnet ”racisme og fremmedhad”. Udtryk for nationale følelser vil EU med tiden gøre til egentlige forbrydelser; staterne vil blive i stand til og endda forpligtede på at udlevere deres egne borgere til retsforfølgelse ved den europæiske domstol (At det ikke er så fjern en fremtid, kan man bl.a. læse hos juristen Jacob Mchangama i denne kommentar ”EU’s snigangreb på ytringsfriheden”.)

Alt sammen fordi EU er et imperialt projekt om at udbrede fred ud fra en opfattelse af, at nationalstaten kun spreder vold. Nationalstaten skal derfor undermineres.

Men ufred og sammenbrud af EU-projektet vil følge i dens sted. For intet imperium har i længden formået at bestå. Inden det bryder sammen, kan det dog gå endog meget galt.

Assimilation - igen

Af Kasper Støvring

Jeg har tidligere behandlet emnet assimilation, en politisk praksis, der bør erstatte en totalt fejlslagen integration (statistisk dokumentation viser det) og en opfattelse af, at dansk kultur skal integreres med fremmede kulturer og danne et slags tredje standpunkt. En smeltedigel.

Men hvad betyder ret beset assimilation, og hvilke forhold skal være til stede, før vi kan sige, at assimilation lykkes? Hvad afhænger en vellykket assimilation af?

Vi kan opstille en række punkter og her bl.a. trække på erfaringerne fra bosætter- eller nybyggerlandet USA, som bl.a. Samuel Huntington har skrevet om:

Invandrere bør beherske det danske sprog. Efter maksimum tre generationer bør indvandrerne ikke længere tale deres oprindelige modersmål, og der bør ikke ydes statslig opbakning til tosprogethed.

Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af slægten, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed.

Indvandrere bør være villige til at kæmpe for landet i krisetider og udvise loyalitet over for den danske nation og stat. Tværnational loyalitet og dobbelt statsborgerskab bør ikke kunne forekomme.

Indvandrere bør geografisk spredes over hele landet. Altså det modsatte af ghetto-dannelse.

Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset.

Indvandrere bør være villige til selv at bære de byrder og den risici og usikkerhed, der er forbundet med indvandring. Staten skal kun i undtagelsestilfælde, f.eks. i nød af arbejdskraft, direkte støtte indvandringen.

Indvandrere bør have et stærkt ønske om at blive danskere, og de bør på forskellig måde forledes, presses og opfordres til at blive som danskerne: vi har noget godt at tilbyde.

Hvis indvandrere ikke vil omvende sig til den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning bør være langt lettere og hyppigere.

Indvandrere bør komme fra mange forskellige lande. Det bør ikke være som hidtil, hvor indvandrere fra Mellemøsten har været overrepræsenteret.

Masseindvandring bør ikke finde sted, tværtimod bør der være perioder uden indvandring og perioder med reduktion i indvandringen for lettere at kunne assimilere de allerede tilkomne.

Staten bør sortere ved grænsen ved at vurdere indvandrernes uddannelsesmæssige, faglige og kulturelle forudsætninger for at kunne assimileres.

Assimilation afhænger også i høj grad af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og udtrykker deres positive følelse af at være danske; identiteten som et folk skal forsvares som noget positivt, og der skal være aktiviteter, foreninger, institutioner og politiske initiativer, der kan fremme assimilationen, så at indvandrere gøres til danskere.

Endelig: Alt dette lykkes ikke uden et stop for politisk særbehandling af indvandrerkulturer.

Historisk løgn og politisk propaganda på videnskab.dk

Af Jesper M. Rosenløv

Vi har hørt den før. ”Danskheden er kun 200 år gammel.” – ”Den blev opfundet engang i slutningen af 1700-tallet / starten af 1800-tallet, det var en ganske ny måde at anskue stat og identitet på”, og bla bla bla. Men lige meget hvor mange gange Uffe Østergaard eller andre har gentaget denne løgn, så er og bliver det en løgn. Så enkelt kan det siges. Østergaard fremførte teorien tilbage i 80’erne og 90’erne. Han baserede hele sin påstand på, hvad historikere i andre europæiske lande var kommet frem til m.h.t. national bevidsthed i deres lande samt på marxistiske teorier om borgerskabets ideologiske sejr i netop 17-1800-tallet. Og når det forholdt sig sådan og sådan i f.eks. Frankrig, og når verdenshistorien ifølge marxismen forløb sådan og sådan, så måtte alt dette sikkert også gøre sig gældende i Danmark. Og vupti – danskheden er en moderne opfindelse. "Se bare, hvor glade romantikerne i 1800-tallet er for folk, sprog og fædreland."
Men efterfølgende har flere forskere peget på, at national bevidsthed rundt om i Europa absolut ikke var noget nyt - og at en sådan gjorde sig gældende lang tid før den franske revolution og romantikken. Og når det kommer til Danmark, kan man ligeledes finde tonsvis af eksempler på en tidlig dansk identitetsdyrkelse.

Men flere historikere må åbenbart stadig lide af en særlig form for nærsynethed, der gør det umuligt for dem at se, at en dansk national bevidsthed ikke først blev opfundet engang i 1800-tallet, men på baggrund af utallige kilder tydeligvis kan spores tilbage til middelalderen. Dette kan man forvisse sig om, hvis man ellers gad læse kilder. Og man skulle jo tro, at det med kilderne er noget, der ligger lige for, når det er historikere, der foretager analyserne. Men når det gælder netop dette emne, skal de ikke nyde noget af kilderne. Nej, den samme gamle ammestuehistorie bliver trukket frem og støvet af gang på gang.

Årsagen til dette er naturligvis en slet skjult politisk dagsorden. Hvis man kan dekonstruere danskheden og dens ælde, kan man måske overbevise omverdenen om, at den er noget unaturligt og konstrueret, der lige så let i dag kan omdefineres og gøres mere politisk tidssvarende og mere åben overfor det multikulturelle, EU o.s.v.. Kort sagt: ved at gøre danskheden til ingenting, kan man få danskerne til at favne alting – og det er netop formålet.

Men den nationale bevidsthed og danskheden er nu engang gammel. Eksemplerne på selvbevidst og stolt dyrkelse af dansk gruppeidentitet, sprogligt fællesskab, historie og kultur ses som sagt allerede i tidlig middelalder.

Vi har på NOMOS’ hjemmeside samlet adskillige eksempler under det emne, der hedder Skræp. [Se kilderne her. Læs mere om Skræp her.]

Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum]."

I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: "Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst [...] for at jeg endog [...] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] [...] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani]. Tyskerne [Alamanni] måtte med beskæmmelsens blu, og efter at deres truslers svulne hovenhed var slået ned, vandre tilbage med deres egne til deres eget [cum propriis ad propria] [...]”

Om den senere dronning Tyre (Thyra) skriver han: ”Således opførte hun da først af alle hint såre herlige værk, som i senere tider altid har ydet de ligesom ved et hegn omgærdede daner [Dani] det sikreste værn mod tyskernes raseri [teotonica rabies] [...] og således gjorde en kvindes snedighed den tyske opblæsthed [Teotonica turgiditas] til spot. Men da så [...] det snildt anlagte værks bygning var fuldendt [...], gav de det såre herlige værk navn og kaldte det Danavirke [Danavyrki], fordi det var blevet udført og fuldendt ved danernes sved [Danorum sudor]; og dronningen ved hvis fremragende snildhed danernes frihed [libertas Danorum] er bleven vunden for alle tider, kaldte de, åbenbart ikke ufortjent, men fuldt ud med rette, "Tyre, Danmarks Pryd".
Ifølge Aggesen siger Tyre til de tyske udsendinge: "Og for nu at slutte med et kort fyndord så vil jeg øjeblikkelig frigøre danerne [Dani] for skattepligtens trældomsåg [a tributarie seruitutis iugo], idet jeg aldeles ikke vil vise eder [tyske udsendinge] nogen underkastelsens ærbødighed” [...] Hun havde anset det for bedre at frikøbe hele riget [regnum] for trældom ved nogle få menneskers død end at trælle sig til døde for udlændinge [quam extraneis ad interstinctionem famulari]."

Hvem kan være i tvivl om Aggesens dansk-nationale tendens? Lidt senere end Aggesen skriver Saxo sin Danmarkshistorie (omkr. 1208) ud fra præcis samme dansk-nationale grundholdning. F.eks. bruger Saxo en beretning om sagnhelten Starkad til at kritisere sin egen tids tendens til at forfalde til udenlandske og udanske skikke. Da Starkad ser, hvordan tingene forholder sig på kong Ingjalds gård bliver han godt sur: ”Den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville han [Starkad] under ingen omstændigheder forfalde til. [...] For han ville ikke lade sig inficere af udenlandske lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for nymodens forgudelse af ganen. [...] [Ingjald] kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed, der overgik alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia]. Det var ikke så få overdådige madvarer, der strømmede fra Tysklands slampøl [ex cuius sentina] ned i halsen på vores fædreland [patria nostra]. [...]. Derfra kom den løsslupne opførsel, der ligger så langt fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sådan har vores område [regio nostra], der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer [a finitimis]

Sådan – tydeligere kan man vist ikke sige det. I dag ville Saxo givet blive kaldt provinsiel klaphatdansker. (Om dansk identitet i den tidlige middelalder, læs bl.a. Adam Wagners artikel her)

Lad os gå lidt længere frem i tid. Uanset hvad Niels Ebbesens hensigter og motiver var, da han dræbte den holstenske grev Gert, blev han i sin samtid set som en dansk frihedshelt. Som det lyder i et klosterskrift fra 1340’erne: ”Alle danske sjæle [danorum mentes] love den dag / Et tusind, tre hundrede og fyrretyve, / Da slangen segned for løvens slag, / Da Niels Ebbesen tog grev Gert af live.”

Der er flere beretninger med samme tendens fra perioden. (Se også: Anders Leegaard Knudsen: ”Interessen for den danske fortid omkring 1300. En middelalderlig dansk nationalisme.” Historisk Tidsskrift, 2000 (100:1) s.1-32.)

Hopper vi frem til 1400-tallet er der et interessant vidnesbyrd om, at nationale kendetegn som sprog og sædvaner bruges som argument for, hvor grænsen for det danske område bør gå i Sønderjylland. Se f.eks. disse stormænds erklæring vedr. Sønderjyllands stilling fra 1421: ”Jylland i riget Danmark [...] kalder man dobbelt, nemlig Sønderjylland og Nørrejylland, [...] skønt det dog alt sammen kun er ét land og ét sprog. [...] Hvis nogen derimod ville sige, at det ikke skulle være ret, så vises det af følgende: [...] For det første, så har det førnævnte Sønderjylland og indbyggerne af samme land, såvel som i Nørrejylland, dansk ret, og har altid haft det siden den tid, da den danske ret først blev sat. Det andet er, at alle gamle privilegier og friheder, som Guds huse har eller har haft, som for det første domkirkerne i Slesvig, Ribe og Haderslev, og alle klostre [...] i det samme land, [...] dem har alle konger i det samme land udstedt og seglfæstet. Item, for det tredje, så ved man godt skellet mellem landet Holsten og det førnævnte Land, og det samme skel skiller riget Danmark og landet Holsten. Item, for det fjerde, så er det almindeligste sprog endnu den dag i dag dansk i det førstnævnte Sønderjylland såvel som i Nørrejylland.”

Vi ser her en tydelig vægtning af sproget som en markør for danskhed og dermed riget Danmarks naturlige grænser. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne slet ikke kunne tænke på dette tidspunkt.

Lad os også se på et eksempel fra 1500-tallet. I 1534 var munken Poul Helgesen fortvivlet over den rasende borgerkrig (Grevens fejde). Og på trods af religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter formanede han sine landsmænd til at slutte fred med hinanden. Han skriver bl.a. ”Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår [den kristne tro] og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår; dersom vi ikke snarligt gør ét, men herefter bide og slide hverandre som vi begyndt har, da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres, hvilket os alle fravender den mægtige, evige og gode Gud, som råder og regerer alting nu altid og evindeligt - Amen."

Her en tydelig vægtning af afstamning og kulturelle sædvaner som en markør for danskhed. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne heller ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Jeg kan heller ikke dy mig for at fremhæve Anders Sørensen Vedel. Denne ”renæssancens Grundtvig”, som jeg vil kalde ham, må udgøre et stort problem for dekonstruktivisternes teori. Vedel oversatte Saxos krønike til dansk og indsamlede de danske folkeviser – begge ting ud fra et klart nationalt motiv. I fortalen til sin Saxo-oversættelse fra 1575 takker han Peder Oxe for støtte til projektet. Dermed har han vist ”sin kærlighed til sit kære fæderneland, at vi danske kunne få at læse, det som udlændigske have nu læst udi mange år, om de gamle danske mænds ærlige manddommelige gerninger.”

Det er også interessant at se i Vedels register. Her finder man f.eks. følgende opslagsemner: Danske mænds sæder, Danske jomfruers tugtighed, Danske mænds mod, Danske mænd holde ord og ære, Danske fly ikke gerne, Danske mænds trohjertighed.

I 1581 skriver han i en anden udgivelse (Om den danske krønike at beskrive) i fortalen om fædreland og pligt. Her et lille uddrag (læs resten her): ”Hver elsker sit fæderneland - Endog at hver den som skikker sig vel, og lever med Gud og æren, finder for sig et fæderneland, ihvorsomhelst han forårsages at komme hen i verden. Dog er det alligevel af naturen medgivet, at hvert menneske elsker mere det land, som han er født og bårn udi, end et fremmed land, som han rejser ikkun en gang igennem, eller dvæler ikkun en kort tid eller og ellers kan høre noget tales derom.
Thi det hænger så hårdt udi hu og hjertet, at på det sted som man er avlet, har der sine forfædre og afkom, er der opfødt under samme lands skik og vis, gjort sig der første kendskab og venskab med mange, og haft der den tugtemester, den fyrste og øvrighed, den hulde og gunstige ven, og sådant mere være kan.

Da han i 1591 udgiver sin Folkevisebog skriver han i fortalen: ”Dersom ingen anden årsag var til at læse disse gamle poetiske digte, var denne ene noksom: for sprogets skyld, det er, for de herlige gamle, danske gloser og ord, for hin skønne sprog og runde tale og for den artige komposits og digt i sig selv.”

I 1600-tallet er der også gang i forvaret for det danske sprog. Således skriver præsten og sprogmanden Søren Poulsen Gotlænder Judichær i 1668: ”Hvo sit eget modersmål ikke højt agter, han burde med rådne æg af hans fæderneland ad udjages, og aldrig burde så værdig at agtes, at han en dansk skulle kaldes. [...] Thi vi er jo alle af naturen dertil forpligtede, at vi skulle vort eget modersmål ære og højt agte, som andre nationer ved deres gøre og gjort haver.

Tsk tsk – sådan en kultur-racist!

Thomas Kingo byder også ind i kulturkampen. Han roser i 1681 dronning Charlotte Amalie for at have lært sig det danske sprog – og det manglede også bare, for der er så mange ved hoffet, der ikke kan tale dansk. Og det er Kingo sur over: ”Enten det nu er vort gode gamle danske sprogs skæbne, at det skal agtes hånt om af dem, som vi agter højt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstå det), at det er et vadmels sprog, og derfor gid ej taget på deres silketunger, det lader jeg stå ved sit værd denne gang. Og som jeg, for min ringhed og det pund mig er betroet, tragter efter at lægge tilbørlig værd på vort kære og ældgamle moders sprog, sær udi i åndelige sange, og sær udi i andre måder, som tiden, næst Guds hjælp, skal udvise, så haver jeg taget mig den allerunderdanigste tillid, at jeg denne mit Åndelige Synge-Kors anden part landets moder, Eders. Majest. min allernådigste dronning ville tilskrive, til et udødeligt minde for efterkommere hvor berømmelig og dane-kær en dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste tegn, at jeg udi alt det jeg formår, og udi hjertens ydmygste bønner er og bliver Eders. Majest. allerunderdanigste tjenere og hjertelige forbedere hos Gud.

Ak ja – dette er kun et lille udpluk. Der er mange mange flere kilder på Skræp, der viser en sådan dyrkelse af danske skikke (kulturelle markører), dansk sprog og folket på et tidligt tidstpunkt – alle sammen ting, der ifølge dekonstruktivisterne først burde dukke op i folks bevidsthed i 1700-tallet. Exit dekonstruktivisterne.

Det er egentligt et stykke tid siden, man sidst har hørt f.eks. Uffe Østergaard fremføre den dekonstruktivistiske kliché om danskhedens ringe ælde. Måske har han indset, at teorien halter gevaldigt.

Men så er der da heldigvis andre, der kan tage over. På videnskab.dk kan man 6. marts læse en artikel med den bombastiske overskrift: ”Danskhed er en moderne opfindelse”. Det er ph.d.-stipendiat, Rasmus Glenthøj, der angiveligt skulle komme til denne konklusion med den samme gamle historie, der går på krykker i Århus. Utroligt, men sandt. Vi hører i artiklen (der er skrevet af Irene Berg Sørensen) om, at det først var for 200 år siden, at en dansker var en, der var født i Danmark, talte dansk og dyrkede dansk kultur. Det var i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at man begyndte at gøre sig tanker om national identitet – det var først her, at historien, sproget og folket fik en central betydning. Sproget havde ikke været en vigtig markør tidligere osv. osv.

Alt sammen vrøvl.

Videnskab.dk præsenterer sig som Danmarks forskningsportal, der ”leverer stof med substans og troværdighed”. Vi må bare konstatere - nej, det gør videnskab.dk så ikke.

Nomos - moral som styringsmiddel

Af Kasper Støvring

NOMOS – det er navnet på det konservative tidsskrift, som denne blog er opkaldt efter. Redaktørerne definerer Nomos således i tidsskriftets første nummer:

”Det oldgræske begreb nomos dækker ud over betydningerne græsgang, distrikt, lov og orden ligeledes alt tilskrevet, overdraget og fastsat vha. sædvaner, skik og brug. Man kunne sige alle anordninger, der ved tradition og kultur omgiver et fællesskab af mennesker og således sammenbinder dem i et kulturelt fællesskab.”

Nomos er på sin vis indbegrebet af det gode samfund, dvs. et normativt integreret samfund, hvor mennesker styrer sig selv og hinanden i kraft af moral.

Imidlertid er det moderne samfund på mange måder præget af en moralkrise, fordi der ikke er udviklet en ny moral til erstatning for den udlevede afkaldsmoral, der prægede de gamle før-moderne samfund. Der er i vor tid opstået en konflikt mellem samfundets moralske krav og individets lyster, der ofte forekommer amoralske.

Vidnesbyrd om moralkrisen er mange, og jeg skal i et efterfølgende indlæg komme nærmere ind herpå. Men ifølge mange konservative kulturkritikere kunne man alene henvise til almindelige forfaldstendenser som:

Stigning i asocial adfærd (kriminalitet, hærværk, stofmisbrug, vold); opløsning af familien (skilsmisser, fødsel uden for ægteskab, teenage graviditeter, familier med kun en forælder); forfald i social kapital, f.eks. fald i medlemskab af frivillige foreninger og den mistillid, der følger med; svækkelse af arbejdsmoralen, selvisk hedonisme, modvilje mod faglig læring, lav fødselsrate, stigning af sagsanlæg og så videre.

Liberalister vil hyppigt henvise til velfærdsstatens skyld i de sociale patologier. Men disse patologier er ikke kun et dansk fænomen, men et vestligt (faktisk er Danmark på visse punkter langt bedre stillet end andre vestlige lande). Dertil kommer, at der er mange andre teser, der kunne forklare normopløsningen:

68’ernes svækkelse af omgangsformerne, kulturradikalismens frigørelsesprojekt og den svækkelse af autoriteten, der fandt sted, da de unge mænd vendte hjem fra skyttegravene efter den første verdenskrig. Det er den tese, som historikeren Henrik Jensen har fremført.

Opgaven, som mange konservative med forkærlighed har kastet sig over, er at finde ud af, hvornår og under hvilke betingelser Nomos, dvs. et normativt integreret samfund eksisterer – og hvornår og hvorfor det begynder at opløses.

De moralske normer har umiddelbar magt, når de føles forankret i tilværelsens væsen: det er helligbrøde at overtræde dem. Normerne er indbegrebet af tingenes natur, og det er i sidste instans grundlagt på religionen. Religionen indstifter uproblematisk en højere mening, der kommer til syne i universets orden; den gældende samfundsorden er forankret i den universelle orden. I de kristne århundreder er individet formet ud fra de mål og værdier, som fællesskabet sanktionerer som hellige. Henrik Jensen har skrevet herom i Ofrets århundrede (1998), kapitel 3, om nomos, den nedarvede normdannelse i traditionalistiske samfund, som begynder at opløses i oplysningstiden.

Men det er kun det nære samfund, der således effektivt kan styres af moralske normer. En art moralsk krise bliver dermed synlig i eksistensen af de mange lovbestemmelser og det store bureaukrati, der præger det moderne samfund i modsætning til det nære samfund. Nødvendigheden af de mange ”kunstige” love i det moderne samfund skyldes den lange afstand mellem myndighederne og samfundets medlemmer.

At kun mindre samfund moralsk set hænger godt sammen er udtryk for en kommunitaristisk moralopfattelse, der skal ses i sammenhæng med en opfattelse af, at ”det materielle fremskridt har undergravet de gamle moralforestillinger, der byggede på afsavn”, som Villy Sørensen engang skrev.

Hvordan ser de gamle moralforestillinger ud? De er først og fremmest baserede på pligt og afkald. En samfundsmoral tjener både til at holde asociale lyster nede og holde mennesker oppe ved at give deres tilværelse mening. Og mening har tilværelsen netop, når mennesket føler sig i overensstemmelse med tilværelsens væsen, med samfundet eller en gruppe og dens fælles sæder, skikke og opgaver.

Når samfundsmoralske værdier er midler til at opretholde en bestemt form for samfundsliv, er de i praksis og per definition konservative. Det gamle, klassiske moralkompleks – der var indrettet efter respekt for ejendom, patriarkalsk autoritetstro, arbejdsomhed, forbud og afholdenhed – foreskrev det enkelte individ en fast plads i det sociale fællesskab og gjorde den nødtvungen for at sikre samfundets, “knaphedssamfundets”, fortsatte beståen.

Dette moralkompleks gav altså med magt en ubarmhjertig tilværelse en vis moralsk mening og formål. Samfundsmoralen tjener i den forstand til at regulere driftstilskyndelserne og fordømme de ”naturlige laster”.

I fattige samfund var der tvingende grunde til at føre et nøjsomt liv, hvorfor de herskende normer gjorde dét til en moralsk præstation. De pligter, som moralen og loven påbyder individet at gøre – det er før rettighederne bliver den nye ”religion” – indlæres på rygmarven. Og det er forbundet med skam, misbilligelse og helligbrøde at afvige fra normerne; at overtræde dem er direkte forbundet med sanktioner, med afstraffelse.

Det lyder som ensretning gennem tvang. Men pointen er, som Henrik Jensen skriver i Ofrets århundrede og Det faderløse samfund (2006), at det kun føles som ensretning, hvis internaliseringen, altså den normative integration, ikke fungerer ordentlig.

Ved at identificere sig med fællesskabet underkaster individet sig dets konventioner, og det føles frivilligt, fordi integrationen fungerer. Så har det nedarvede, klassiske moralkompleks netop karakter af individets egne meninger, som det så at sige af egen vilje overtager, indlærer og lader sig socialisere ind i. Jf. også den engelske filosof Philip Rieffs essaysamling The Feeling Intellect (1990) og The Triumph of the Therapeutic (1966) om nomiseringen af samfundet ved hjælp af autoritative ordensstiftende forbud, ritualer og sædvaner.

Sådan var det i det traditionelle samfund før oplysningstiden, og rudimenter af denne normative integration findes endnu i det moderne samfund i det tyvende århundrede.

Men når det materielle fremskridtet gør de gamle laster acceptable i en grad, så selv dødssynderne bliver almindelig levemåde, får den enkelte også et større rum for sin udfoldelse; moralske traditioner mister deres autoritet, og det kommer til den konflikt mellem samfundets moralske krav og individets amoralske lyster, som Freud skrev om i sin variation over oplysningens dialektik:

”[…] prisen for kulturfremskridtet bliver betalt med lykketabet ved forøgelsen af skyldfølelsen.” Sigmund Freud: Kulturens byrde (1927), s. 76.

Dermed havner vi i den historiske krisesituation, som konservative gerne tager udgangspunkt i: Den gamle afsavnsmoral er undergravet, og økonomien i det moderne ”overflodssamfund” kræver stigende forbrug. Igen med Villy Sørensens ord:

”Den gamle kristeligt begrundede moral har mistet sin magt over sindene, dog har den moralske ’frigjorthed’ stadig karakter af reaktion imod gamle normer, der ikke er blevet afløst af nye. Følelsen af formålsløshed, af meningsløshed er stærkere udtalt.” (Oprør fra midten, s. 82).

Uhrskov på JP

NOMOS’ egen Morten Uhrskov Jensen blogger nu på Jyllands-Posten. Tillykke med det. Vi håber, at du stadig kommer her forbi en gang imellem. Her lidt fra den første blogpostering, helt i Mortens ånd, ”Vesterlandets undergang?”:


”[…] På trods af at den vestlige verden fortsat er alle andre kulturer økonomisk og derfor militært overlegen, insisterer vi på at tillade fortsat muslimsk masseindvandring, skønt enhver udstyret med almindelig sund fornuft kan se, at det fører os ud i en stedse værre eksistenskamp. Plager Fanden os, kunne man spørge. Hvorfor har vi overgivet os til en kulturrelativisme, hvorefter vi bilder os ind, at blot vi udjævner alle skel, så forsvinder forskellene? Hvorfor er den vestlige verden udartet til at tro, at den kan overleve ved at bilde sig selv ind, at alt er lige, eller alternativt, at stort set alle nytilkomne af hjertet ville indse, at vores måde at leve på var den eneste rigtige?
Lige dele selvopgivelse og stupid arrogance har vel så nogenlunde bragt os dér, hvor vi er nu. For at begynde med det sidste så har vi en nærmest infantil tro på, at vi kan bringe de universelle menneskerettigheders lykke til alle folkeslagene, hvad enten vi er pacifister eller tilhængere af krig i Irak og Afghanistan. Samtidig tror vi hjemme at bringe harmoni ved at fornægte vor egen arv og ved i stigende grad at give efter for særkrav fremsat af religiøse grupper, der udgør antitesen til det vestlige.

Jeg skal ikke forudskikke, hvordan det ender, men må blot sande, at vi lever i mærkelige og sære tider.”

Scruton om den nye og gamle humanisme

Den engelske filosof Roger Scruton har skrevet en række anbefalelsesværdige artikler i The American Spectator. Her et uddrag fra den seneste artikel The New Humanism:

”[…]

The British Humanist Association is currently running a campaign against religious faith. It has bought advertising space on our city buses, which now patrol the streets declaring that "There probably is no God; so stop worrying and enjoy life." My parents would have been appalled at such a declaration. From a true premise, they would have said, it derives a false and pernicious conclusion. Had they wished to announce their beliefs—and it was part of their humanism to think that you don't announce your beliefs but live them—they would have expressed them thus: "There probably is no God; so start worrying, and remember that self-discipline is up to you." The British Humanist Association sees nothing wrong with the reference to enjoyment; it seems to have no consciousness of what is clearly announced between the lines of the text, namely that there are no ideals higher than pleasure. Its publications imply that there is only one thing that stands between man and his happiness, and that is the belief in God. Take that belief away, and we can run out into the garden of permissions, picking the fruit that we wrongly thought to have been forbidden. The humanists I knew as a young man would have reacted with disgust at this hedonistic message, and at a philosophy that aims to dispense with God without also aiming to replace Him.

BUT THE BUS adverts fit the spirit of modern Britain, and not even the Muslims complain about them. One Christian bus driver has refused to drive his bus, and a few hundred people have written to the Advertising Standards Council, which has rejected their complaint, but that is as far as the protests have gone. When, in the light of this advertising campaign, I look back at the humanist movement that I encountered as an adolescent, one thing above all strikes me: that the old humanism was not about deconstructing God; it was about constructing man. It was a positive movement, devoted to seeking things worthy of emulation and sacrifice, even if there is no God to promote them. Its principal fear was that, deprived of religious belief, people would let go of their ideals. Hence it urgently sought a new basis for moral restraint in the idea of human dignity.

The old humanism was not a pleasure-seeking, still less a pleasure-loving philosophy. It took its inspiration from Enlightenment philosophers, from Milton, Blake, and D. H. Lawrence, and from the legacy of Western art. The humanist who most influenced me at Cambridge believed that in no works had humanity been more blessed by true ideals than in the St. Matthew Passion of Bach and the Tristan und Isolde of Wagner, the one a work of Christian devotion, the other a work that makes no mention of God or gods, but simply dwells on the exalted nature of erotic love when tied to mutual sacrifice. Although I was skeptical toward that kind of humanism, I never doubted its nobility of purpose. It was devoted to exalting the human person above the human animal, and moral discipline above random appetite. It saw art, music, and literature not simply as pleasures, but as sources of spiritual strength. And it took the same view of religion. Humanists of the old school were not believers. The ability to question, to doubt, to live in perpetual uncertainty, they thought, is one of the noble endowments of the human intellect. But they respected religion and studied it for the moral and spiritual truths that could outlive the God who once promoted them.

Observing the new humanism from my old perspective I am struck not only by its lack of positive belief, but also by its need to compensate for this lack by antagonism toward an imagined enemy. I say "imagined," since it is obvious that religion is a declining force in Britain. There is no need to consult the pronouncements of the Archbishop of Canterbury: the response to the bus campaign abundantly proves the point. But a weak enemy is precisely what these negative philosophies require. Like so many modern ideologies, the new humanism seeks to define itself through what it is against rather than what it is for. It is for nothing, or at any rate for nothing in particular. Ever since the Enlightenment there has been a tendency to adopt this negative approach to the human condition, rather than to live out the exacting demands of the Enlightenment morality, which tells us to take responsibility for ourselves and to cease our snivelling. Having shaken off their shackles and discovered that they have not obtained contentment, human beings have a lamentable tendency to believe that they are victims of some alien force, be it aristocracy, the bourgeoisie, capitalism, the priesthood, or simply the belief in God. And the feeling arises that they need only destroy this alien force, and happiness will be served up on a plate, in a garden of pleasures. That, in my view, is why the Enlightenment, which promised the reign of freedom and justice, issued in an unending series of wars.



[…]”

Hvis det er fakta, så benægter a fakta

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenfor følger det indlæg, jeg håber at få optaget i Weekendavisen førstkommende fredag.

Jeg læste med interesse Anne Knudsens leder Undtagelsestilstand i WA 6. marts. Lederen er værd at beskæftige sig med, fordi den på glimrende vis illustrerer, hvordan kultureliten må slå knuder på sig selv i disse tider, hvor materialiseringen af det multikulturelle samfund åbenbarer sig. Med ironisk distance karakteriserer Anne Knudsen muslimske gangstere som »oplevelseslystne unge«, der ikke er blevet taget tilstrækkelig hånd om. Anne Knudsen funderer over, hvorfor det er gået så galt, og hun konstaterer, at der nok ikke er blevet gjort »nævneværdigt for at påvirke familiernes normer i retning af voksen ansvarlighed«. Hun er ret sikker på, at det ikke skyldes, at der er »indvandrergrupper, som det er meget, meget sværere at påvirke, end man skulle forestille sig«.

Det skriver Anne Knudsen faktisk. At hun stadig hælder til, at den muslimske masseindvandring burde kunne blive en succeshistorie så nogenlunde gnidningsfrit. Om blot man var lidt mere konsekvent og ligesom belærte indvandrerne om voksen ansvarlighed. Jeg tør tilnærmelsesvis garantere, at Anne Knudsen i de kommende år må slå endnu flere knuder på sig selv, ifald hun agter at forsvare den position, hun har indtaget i mere end ti år.

Lad mig afslutningsvis citere WAs chefredaktør fra den 14. april 1997. Her talte hun ved en demonstration på Rådhuspladsen vendt imod Ekstra Bladets kampagner, der forsøgte at oplyse danskerne om konsekvenserne af den førte udlændingepolitik. Hun sagde, at »Det provokerer mig, at avisen laver en kampagne, der forsøger at bilde folk ind, at deres naboer er racister. For det er alle dem, der ikke selv har erfaringer med fremmede, der risikerer at sluge dette billede råt«. Omsorgen for danskerne var således ikke til at tage fejl af, og vi må håbe, at danskerne efter at have haft yderligere 12 år til at erfare kulturberigelsen har sandet visdommen i chefredaktørens ord.

Og lige til allersidst: tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet Sven Ove Gade skrev i en klumme i Jyllands-Posten for nogle år siden, at Anne Knudsen ved omtalte demonstration afbrændte et eksemplar af Ekstra Bladet. Jeg har ikke selv kunnet finde dokumentation for denne hændelse. Jeg skal derfor høre Anne Knudsen, om hun kan be- eller afkræfte, at hun foretog denne moderne form for bogafbrænding.