Hvor tyndt!

Af Tomas Kierstein

Jeg har lige læst og anmeldt Morten Uhrskov Jensens bog "Et Delt Folk". Det var spændende læsning. Faktisk så spændende, at jeg blev edderspændt rasende på adskillige af aktørerne i bogen.

I min anmeldelse af bogen forsøgte jeg at holde en nøgtern tone og efter ringe evne at uddrage, hvad jeg ser som hovedessensen.

Nu har jeg imidlertid lyst til, at give los for den opsparede galde og hvæsse den polemiske pen. Jeg må have luft!

Allerede da jeg var færdig med første kapitel, der handler om forarbejderne til udlændingeloven af 1983, og dennes vedtagelse, måtte jeg ud og strække benene, i håb om at mine sammenkrøllede tæer kunne rette sig ud.

- Sagde de virkelig dét?...Var det virkelig sådan? -

- Blev al forsigtighed-, al almindelig snusfornuft og al realitetssans suspenderet, og erstattet af rene besværgelser, serveret med tommetyk, sukkersød og ren normativ glassur?

Var Folketinget virkelig et rent missionshus i de år, hvor jeg, som en intet anende, halvvoksen knægt gik omkring i en landsby nord for Århus? -

Jeg læste første kapitel igennem igen, og konklussionen var forstemmende; ja, det sagde de gudhjælpeos!

Af alle folketingets partier sagde kun "Klods-Hans", i skikkelse af Fremskridtspartiet fra før vedtagelsen af 1983-loven.

Kun dette forkætrede parti forfægtede en linie, der lå meget tæt på holdningen i den brede del af befolkningen, der senere er kommet til at mærke konsekvenserne af et nyt, ideologisk funderet paradigme på udlændingeområdet.

Konservativ kollaps

Det, der forstemte mig mest, under læsningen af de første kapitler, var imidlertid hverken venstrefløjens retorik eller, at Det Radikale Venstre var toneangivende, grundigt sekunderet af diverse jubelliberalister fra Venstre.

Det kunne man kun forvente. Ideologi er nu engang tæt forbundet med at skrue op for drømmen og ned for virkeligheden, og meget gerne at udgive det første for det sidste.

Det mest jammerlige var Det Konservative Folkepartis kollaps, der tydeligst fremgår af Erik Ninn-Hansens gradvise-, men dog ikke desto mindre næsten totale kovending.

Det er kulsort ironisk at tænke på, at netop konservatismens betydeligste tænker Edmund Burke er den der har sagt, at det onde ikke sker på grund af onde mennesker, men fordi de gode intet gør.

Det føjer spot til bedømmelsen af Det Konservative Folkepartis rolle, selvom der her ikke var tale om ondskab og godhed, men om besat idealisme kontra fejg modvilje mod at træde i karakter.

Det Konservative Folkepartis passivitet og ikke mindst dets svaghed for at optræde som pænt, var en væsentlig del af baggrunden for den ulykke, som ramte det danske folk gennem 1983-loven.

Og, de handlede mod bedre vidende. Modsat de ideologisk forblændede i Det Radikale Venstre og på venstrefløjen, kan de konservative ikke påberåbe sig, at deres idealisme gjorde dem blinde.

Det er simpelthen en påviselig kendsgerning, for Ninn-Hansen havde i en kronik faktisk forudset alle de problemer, som siden har ramt det danske folk som følge af 1983-lovens vedtagelse.

En sådan indsigt forpligter til hårdnakket modstand.

Ninn-Hansen holdt dog ikke distancen - tværtimod. De frelstes giftige indlæg gjorde deres virkning. De grimme ord var åbenbart for grimme for den pæne mand.

Til sidst deltog han endda i den skamløse fejring af egen godhed, som flertallet bag loven lagde for dagen i forbindelse med 3.behandlingen.

Når man læser citaterne fra denne 3.behandling, må man knibe sig i armen for at holde fast i, at der ikke er tale om ironi. Så skamløst selvsmagende var dette arrogante flertal.

Men, Ninn-Hansen er jo kun et enkelt menneske, og han har siden betalt prisen, og han blev da - ganske symptomatisk - dolket af sine egen tidl. protegè og partifælle.

Hvis der havde været substans i hans folketingsgruppe, konservativ substans, så havde han fået en opbakning, der måske kunne have givet ham rygstød til at stå fast.

Men han fik ingen opbakning. Det Konservative Folkeparti var da nemlig for længst ophørt med at være konservativt.

Der var kun en forloren pænhed tilbage - hvad man, med et udtryk hentet i tv-serien Matador, kan kalde den Maude Varneske konservatisme.

Den har ingen substans, men består kun i højlydt at lægge afstand til "forfærdelige mennesker, som ikke tilhører vor kreds!"

Det må konstateres at det er os, de almindelige danskere, denne kreds ikke vil kendes ved. Det danske folk er nemlig ikke fint nok.

Så er det straks en anden sag med Europa!

Dermed menes der selvfølgelig de ligesindede ude i Europa, for de har det ligesådan. Den tyske elite kan heller ikke lide tyskerne og den franske bryder sig ikke meget om den bretonske bonde - han lugter af folkelighed og ukunstlet hverdag.

Nej, må man så bede om de andre fra kredsen af "pæne mennesker". Så kan man sammen istemme en moderniseret udgave af Pinocchios sang:

"Der er ingen bånd der binder os, for folket vil vi ikke slås, vi trives bedst med snobberi, champagne og bengnaveri!"

Det udtryk jeg synes er mest dækkende for hvad disse politikere ydede, da man kunne have forventet, at de ville træde i karakter, er et gammelt udtryk fra 70`erne:

Jeg synes eddermaneme det er for tyndt!

Følelser og fakta

Af Morten Uhrskov Jensen

Bjørn Elmquist er en garvet herre. Mangeårigt medlem af Folketinget, først fra 1979 til 1990 for Venstre, siden da for Det radikale Venstre frem til valget i december 1990 og igen fra 1994 til 1998. I årene omkring vedtagelsen af udlændingeloven af 1983 var han retspolitisk ordfører og havde følgelig med udlændingepolitikken at gøre. Det var nemlig før den tid, hvor der fandtes noget så fint som integrationspolitiske ordførere. Det blev først skønnet nødvendigt, da antallet af udlændinge (læs: især muslimer) i Danmark var blevet så stort, så det var blevet et fata morgana at tale om integration. De pågældende ordførere burde i dag rettelig kalde sig ordførere for segregation.

Men det var et sidespring. Under min TV-duel onsdag aften i Deadline med Bjørn Elmquist i anledning af min bog om den danske udlændingepolitik 1983 til 2008 slog det mig ret hurtigt, at min garvede modstander for det første ikke havde forberedt sig. For det andet åbenbaredes det, at Bjørn Elmquist tilhører den slægt, som amerikanerne vittigt kalder die hards. Ikke for nogen pris og ikke under nogen omstændigheder vil disse mennesker indrømme, at de måske tog blot en lille smule fejl, da de var med til at give Danmark den mest katastrofale lov i rigets mere end 1000 år lange historie. Og ikke under nogen omstændigheder vil disse mennesker beskæftige sig med noget så kedsommeligt som tal, fakta og de deraf afledte konsekvenser. Det er for lavt for dem, og det var det følgelig også for Bjørn Elmquist.

Bjørn Elmquist lagde ud med at fastslå, at loven af 1983 fulgte både bogstavet og ånden i de internationale konventioner, herunder flygtningekonventionen. Dette var det eneste af Elmquists mærkværdige udsagn, jeg ikke fik kommenteret. At loven af 1983 fulgte ånden i en aktivistisk menneskerettighedstradition, der daterer sig tilbage til 1789, kan der være noget om. Denne ånd er imidlertid gift for de europæiske nationalstater og de europæiske folk, og den bør derfor så vidt muligt holdes i ave af de valgte politikere. Men at loven af 1983 fulgte bogstavet i konventionerne, er helt enkelt ikke rigtigt. Danmark kunne den dag i morgen afvise at tage flygtninge overhovedet, uden at dette ville bryde med nogen konvention. Det eneste, Danmark er forpligtet til, er ikke at sende personligt forfulgte tilbage til tortur, og det endda kun, så længe der ikke er tale om trusler mod statens sikkerhed. Denne forpligtelse er for øvrigt ikke ensbetydende med, at Danmark skal tilstå en sådan person asyl, kun at han ikke må tilbagesendes umiddelbart. Bjørn Elmquist er jurist, og jeg vil derfor for ham håbe, at det ikke er menneskerettigheder, han beskæftiger sig med til daglig. (Det ville jeg i parentes bemærket også håbe for juristerne ved Institut for Menneskerettigheder. De gør det dog alligevel. De undlader blot konsekvent at oplyse om, at konventionerne kan tolkes på en måde, så Europa kan stoppe den muslimske masseindvandring. Men sådan er der så meget, og vi lever i sære og interessante tider.)

Elmquist redegjorde derefter for sin version af teorien om elitens opdragelse af befolkningen. Hvis bare politikerne fra alle andre partier end Fremskridtspartiet havde stået sammen, så ville danskerne også have rettet ind. Så ville det danske folk have kunnet se storheden i den førte politik. Vi skulle naturligvis, sagde Elmquist, have haft en ordentlig integrationspolitik, men derefter ville der i hvert fald heller ikke have været nogen problemer. Men ak, alle politikerne (stadig på nær de smudsige i Fremskridtspartiet, senere naturligvis Dansk Folkeparti) ville ikke rette ind, og så havde vi ellers fået balladen. Man ser det ellers for sig. Alle på nær de onde er enige, og langsomt transformeres danskeren fra sin oprindelige dårskab og går ind i det rige, hvor ånder som Elmquist og ligesindede befinder sig. Det ville være utænkeligt, at størrelser som muslimer contra danskere, vesterlandsk kultur contra islamisk kultur skulle kunne spille nogen rolle. Jeg greb mig i at overveje, hvor Elmquist mon havde sit teoretiske belæg for denne storslåede teori, og fra hvilke rige kilder han kunne øse af erfaringer, men jeg nænnede ikke at spørge.

Bjørn Elmquists næste indlæg i debatten var rørende. Han fortalte henført, at han i sin folketingskreds i Nordjylland tilbage i 1980´erne havde fået en masse personlige stemmer, og han mødte aldrig kritik af loven. Tværtimod fremholdt han, at det borgerlig-liberale Danmark, der ifølge Elmquist bestod af almindelige mennesker, var rørende enige med ham i, at flygtningene (og indvandrerne, der fulgte af familiesammenføringerne) var en berigelse for Danmark. Og med danskernes identitet som danskere var der ingen problemer overhovedet. Både vores identitet, vores samfund og vores velfærd var helt gearet til at modtage hundredetusinder fra den tredje verden. Det er blevet til i omegnen af 300.000 på godt 20 år, deraf knap 200.000 muslimer, der skal lægges til dem, der var her i forvejen. Og så tilføjede Bjørn Elmquist, at det jo drejede sig om ganske få. Og naturligvis da. Hvad betyder vel otte procent indbyggere fra den tredje verden i en dansk kultur? Når nu vi ved, at det fungerer så godt som problemfrit. Der er jo allerede gået fem måneder, siden muslimske unge var nødt til at vise det danske samfund, at bilafbrændinger må der til, når muslimer skal tiltvinge sig respekt.

Bjørn Elmquists ovennævnte formidable evne til stringent tænkning fik mig til at anføre, at udlændingepolitikken i første række har ramt de socialt og økonomisk dårligere stillede danskere, især dem, der bebor de sociale boligbyggerier. Jeg fremholdt endvidere det faktum, at det ikke er muligt at finde én meningsmåling i perioden 1983 til 2002 (hvor udlændingepolitikken blev strammet), der viser, at et flertal af danskerne støttede den førte politik. Men kedsommelige størrelser som fakta og samfundssind over for de ringere stillede danskere var ikke noget, Elmquist havde tid til at svare på. Han kommenterede simpelthen ikke de to punkter. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Hen imod slutningen af vores diskussion følte Bjørn Elmquist (Elmquist føler i det hele taget meget. Det er vel en kompensation for den kendsgerning, at han ikke har noget behov for at sætte sig ind i tingene) så trang til at give et eksempel på et land, der havde gjort det meget bedre end Danmark, når det gjaldt om at forstå, at muslimsk indvandring er en velsignelse. Af alle mulige faldt hans valg på Sverige. Hvis en underkæbe kan ramme gulvet, så må min have gjort det der. Men den var god nok. I Sverige, fortalte Elmquist, holdt de standarden. Der var selvfølgelig problemer, men de talte om dem, underforstået i en god tone. Den danske debat var derimod provinsiel, og det var jo trist, syntes Elmquist. Jeg anførte, at der i Sverige begås fem gange så mange voldtægter som i Danmark (forskellen i befolkningsstørrelse er selvsagt indregnet), at antallet af grove overfald er rystende højt, og at ghettoerne, f.eks. Rosengården i Malmø får Vollsmose til at blegne. Bjørn Elmquists svar på disse fakta var følgende: »Jeg må fastholde mit synspunkt«.

Efter denne frivillige udstilling af sin evne til at klare sig i en debat om udlændingepolitik var Bjørn Elmquist nødt til at fremføre, at Dansk Folkeparti betalte mig løn i seks måneder, så jeg havde mulighed for at færdiggøre arbejdet med bogen om den danske udlændingepolitik i perioden 1983 til 2008. Elmquist mente (han medgav, at han ikke havde læst bogen), at bogen var et bestillingsarbejde med nogle bestemte konklusioner, der skulle afspejle, at netop Dansk Folkeparti havde betalt min løn i en periode. Jeg tror ikke, Bjørn Elmquist nogensinde vil læse min bog om den danske udlændingepolitik. Hvis han gjorde, ville han erfare, at bogen er klinisk renset for politiserende kommentarer, og at også min konklusion til sidst er holdt i forsigtige vendinger. Men Bjørn Elmquists forsøg på at intimidere mig skal være ham vel undt. Forsøget understregede blot, at Bjørn Elmquist og ligesindede billedlig talt ikke har noget tøj på. Elmquist og andre er for længst hørt op med at sætte sig ned og læse og blive klogere på Europas udvikling som følge af indvandringen de seneste årtier. I stedet ser vi nogle ronkedorer, der tramper rasende rundt og ikke længere ved, hvad de rationelt skal foretage sig. De er stivnet i en tidslomme og godt det samme for det.

Uhrskov vs. Elmquist i Deadline

Af Jesper M. Rosenløv

Tidsskriftet NOMOS’ redaktør, Morten Uhrskov Jensen, var i går i Deadline og diskuterede sin nye bog, Et delt folk – Dansk udlændingepolitik 1983-2008, med Bjørn Elmquist. Jeg er nok ikke den rette til at komme med en objektiv bedømmelse, men jeg må sige, at Elmquists udtalelser forekom mig både at være direkte skræmmende og dybt deprimerende. En sump af virkelighedsflugt, fordrejning og vrøvleri. Manden havde tydeligvis intet lært af udviklingen og fortrød intet. Vi fik glimrende eksempler på den nedladende folkeopdragerattitude, sentimentalt snik-snak om, at det hele ville være lykkedes, hvis bare danskerne…osv. og endelig fremholdt Elmquist gu’hjælpe mig Sverige som integrationens og multikulturens foregangsland. Suk!

Døm selv her.

Læs mere om / bestil bogen her

Multikulturens fallit – igen igen (del 3)

Af Jesper M. Rosenløv

Vi fortsætter rejsen rundt i multikulturens sammenbrud verden over (jf. del 1 og del 2). I denne uge kom det atter til et sådan sammenbrud. Denne gang i Belgien. Mandag måtte premierminister Yves Leterme give op. Kun fire måneder holdt samlingsregeringen og koalitionen mellem flamlænderne og vallonerne. Samlingsregeringen har siddet siden april og kom til efter, at Belgien igennem 9 måneder (!) havde været uden regering. Belgien kan således næppe siges at være et samfund præget af flerkulturel harmoni.
Det interessante er dog, at der trods alt er tale om to grupper, der godt nok har forskelligt sprog og til dels religion (de fransktalende vallonere er katolikker, mens de flamsktalende i Flandern har en stor andel protestanter), men som begge trods alt tilhører det, man med rimelighed kunne kalde den vesteuropæiske kristne kulturkreds. Trods dette kan de altså heller ikke få det multikulturelle projekt til at lykkes – hvordan i al verden skulle man så på længere sigt kunne skabe harmoni mellem Europas indfødte befolkninger og store grupper af indvandrere fra den muslimske verden, kunne man spørge?

Rød terror: Che Guevara

Af Jesper M. Rosenløv

Så er der føjet et nyt kapitel til NOMOS’ hjemmesides arkiv Rød terror - Den totalitære socialismes forbrydelser 1917 til i dag. Denne gang omhandler det Cuba og Che Guevara. I januar 2008 lagde jeg ud med en oversigt over Maos forbrydelser i Kina. Her var der flere kildearkiver med øjenvidneskildringer og instrukser, Mao-citater samt venstrefløjens skønmaleri af de kinesiske kommunisters terror-regime.

Samme fremgangsmåde er fulgt med argentineren Ernesto ”Che” Guevara (1928-1967), der hører til blandt venstrefløjens helt store koryfæer. At han var en koldblodig morder og sammen med Fidel Castro søgte at indføre et stalinistisk diktatur på Cuba, har ikke mindsket den socialistiske Che-dyrkelse. Allerede i begyndelsen af 1950’erne udtrykte Che i sine dagbøger og breve beundring for stalinismen og kommunistisk vold. Fra midten af 50’erne satte han handling bag ordene. Ches direkte involvering i mordet på 213 mennesker på Cuba i perioden 1957-1959 er dokumenteret. Dertil kommer Ches og Castros systematiske udrensninger og undertrykkelse af befolkningen fra 1959 og frem, der krævede flere tusinde dødsofre. Che var en central figur i denne terror, der omfattede tilfældige henrettelser og oprettelse af arbejdslejre. Læs mere her:

Den ægte Che – Che-citater – Det sagde venstrefløjen om Che.

Efter denne læsning kan man vist kun konkludere én ting: They say to speak good of the dead. Che Guevara is dead. Good!

Konservativ kritik af oplysningen

Af Kasper Støvring

Jeg har i det seneste nummer af tidsskriftet KRITIK (nr. 188) en artikel om den konservative kritik af oplysningen:

"GRÆNSER FOR PLANLÆGNING. Kritikken af politisk rationalisme."

Her lidt fra indledningen:

Inden for den brogede oplysningstradition findes en bestemt form for konservativ, angelsaksisk oplysningskritik, som sjældent nyder lige så stor bevågenhed som den franske lumiére eller den tyske Aufklärung. Det drejer sig da også om en kritik af oplysningen selv, eller mere specifikt: af oplysningens instrumentelle karakter. Det er en kritik, der går tilbage til blandt andre den irske filosof Edmund Burke og den skotske filosof David Hume og frem til tænkere som den engelske filosof Michael Oakeshott, den amerikanske politolog Edward Banfield og den østrigsk-engelske økonom Friedrich Hayek. Det aspekt af oplysningen, eller oplysningsideologien, som disse tænkere kritiserer, har flere navne: Det kaldes planlægningstro, socialt ingeniørarbejde, Hayek kalder det konstruktivisme, og Oakeshott kalder det rationalisme. Fælles for de forskellige varianter af denne moderne oplysningskritik er imidlertid to forhold. Dels påpegningen af de utilsigtede og uforudsete negative konsekvenser af den politiske planlægning og dels betoningen af det civile samfunds institutioner, der fungerer som det positive modstykke hertil.

Uforudsete negative konsekvenser

Den konservative kritik af oplysningsideologien baserer sig på en tanke om menneskets grundlæggende ufuldkommenhed. Det gælder også kognitivt: mennesket er fejlbarligt. Kritikken retter sig imod abstrakte, idealistiske teorier om samfundsforbedring, som forsøges praktiseret gennem det politiske ingeniørarbejde.

Denne kritik kom første gang for alvor til udtryk under indtryk af Den Franske Revolutions radikale ideer om at skabe et nyt samfund på basis af oplysningens principper. Det var særligt Edmund Burke, der i sit hovedværk Reflections on the Revolution in France fra 1790 formulerede kritikken af det, han anså for et revolutionært hovmod. David Hume var en endnu tidligere kritiker af ideologien bag den radikale oplysning. I det hele taget kan man sige, at det er arven fra den skotske oplysning, og netop ikke den franske, der præger de moderne kritikere af oplysningens planlægningstro. David Hume udtrykker i sine skrifter en beskedenhed på erkendelsesteoriens vegne, som skyldes indsigten i menneskets intellektuelle fejlbarlighed. Der er simpelthen snævre grænser for den menneskelige viden, især når det gælder det sociale og politiske område. For samfundet er alt for komplekst til at kunne omfattes af spekulative teorier, og denne kendsgerning bør temperere alle feberhede planer for social forandring. Hume skriver i essayet ”Of Commerce” fra 1752:

”Når et menneske overvejer sin fremfærd i ethvert særligt anliggende og laver planer i politik, handel, økonomi eller andre forhold i livet, bør han aldrig føre alt for fine argumenter eller forbinde en alt for lang kæde af konsekvenser. Der vil med sikkerhed ske noget, som vil forurolige hans overvejelser og fremkalde en anden hændelse end den, han forventede.”

Ifølge den tankegang, som Hume er eksponent for, vil enhver abstrakt teori altid være behæftet med fejl. Det viser sig, når den anvendes på den konkrete virkeligheds kompleksitet. Der viser sig med andre ord uforudsete negative konsekvenser af den universelle fornufts planlægning, og selv de bedste intentioner kan føre til de værste forhold. Det bedste er som bekendt det godes værste fjende.

I det tyvende århundrede bliver denne type konservative kritik især rettet mod velfærdsstaten. Velfærdsstaten synes nemlig til overmål at bekræfte, hvordan den politiske planlægning fremtvinger negative konsekvenser, der hverken var forudsete eller tilsigtede. I den danske, socialdemokratiske og radikale velfærdsstat er effekterne af den sociale ingeniørkunst tydelig på især tre områder. Det første er uddannelsessystemet. Ifølge kritikerne er det tvivlsomt, om skolebørn er blevet lykkeligere, som var den ideale hensigt med planen for velfærdsstatens uddannelsespolitik (jf. den paradigmatiske ”blå betænkning” fra 1960). Der har derimod vist sig en uforudset negativ konsekvens i form af større uvidenhed blandt skolebørn. For det andet har social ingeniørkunst domineret integrationspolitikken. Hensigten har været at støtte kulturelle minoriteter på basis af et ideal om multikulturalisme. Men planen om at integrere indvandrerne i det danske samfund har derimod haft den negative konsekvens, at de er blevet fastholdt i parallelsamfund (jeg vil senere komme tilbage til denne kritisable konsekvens). Endelig kan man se et udslag af velfærdsstatslig ingeniørkunst inden for kulturpolitikken. Også på dette område viser adskillige betænkninger, at kunst og kultur har til formål at modne, udvikle og ”frigøre” borgerne, ligesom den idépolitiske legitimering af kunststøtte som en art statslig terapi har været baseret på samme argumentation. Men igen har kritikken stillet spørgsmål ved, om borgerne – med et oplysningsfilosofisk udtryk – har udviklet sig til at blive mere myndige individer som en konsekvens af velfærdsstatens storstilede planlægning. For hver dag bringer medierne nye vidnesbyrd om, at borgerne i stigende grad forstår sig selv som ofre med krav om særbehandling. Så i velfærdsstaten er mennesker ikke blevet mere selvstændige, men snarere mere afhængige af staten. De er, med et nyere ord, blevet klienter.

Rationalisme i politik

Det skulle gerne stå klart, at den konservative kritik af oplysningen ikke retter sig mod oplysningen som sådan, men mod dens ”rationalistiske” udløbere, som Michael Oakeshott kalder det. Allerede Burkes og Humes konservatisme, der ofte helt forkert benævnes mod-oplysning, kritiserede rationalismen, der bestod i at applikere en erfaringsuafhængig tænkning på sociale og politiske forhold. Oakeshotts moderne eksempler på en sådan politisk rationalisme er fortrinsvis socialismen, og det vil også sige velfærdsstaten. Ligesom Hume og Burke mente også Oakeshott, at den rationalistiske oplysning har en tendens til at abstrahere fra det sociale og kulturelle grundlag, der overhovedet udgør betingelsen for det eksisterende liberaldemokratiske samfund. Oakeshotts politiske filosofi er karakteriseret ved især tre forhold. For det første tillægger han veletablerede institutioner en stor værdi. For det andet betoner han menneskets fejlbarlighed. Og for det tredje mener han, at vores forståelse af de institutioner, som vi drager fordele af, forbliver ufuldstændig. Denne tanke gennemsyrer også det centrale essay ”Rationalism in Politics” fra 1947, hvor Oakeshott i flere formuleringer varierer den konservative kongstanke om grænsen for menneskets erkendelsesevne og den deraf følgende nødvendighed af at basere samfundet på kulturelle sædvaner.

Netop dét strider mod rationalistens oplyste selvforståelse. For rationalisten har nemlig alene den universelle fornuft autoritet. Om rationalisten, der især hører hjemme i den politiske og akademiske elite, skriver Oakeshott i ”Rationalism in Politics”:

Jeg mener ikke, at Rationalistens almene karakter og natur er vanskelig at identificere. Grundlæggende står han (han står altid) for tankens uafhængighed i alle forhold, for tankens frihed for enhver forpligtelse over for hvilken som helst autoritet undtagen ’fornuftens’ autoritet. Den moderne verdens livsomstændigheder, som han står midt i, har gjort ham stridbar: han er fjende af autoritet, af fordomme, af det blot traditionelle, af sæder og vaner. Hans mentale indstilling er på én gang skeptisk og optimistisk: skeptisk, fordi der ikke er nogen holdning, vane, overbevisning og intet så fast forankret eller så bredt accepteret, at han tøver med at drage det i tvivl og dømme det ud fra det, han kalder sin ’fornuft’; optimistisk, fordi Rationalisten aldrig tvivler på sin ’fornufts’ evne til (sålænge dens anvendes korrekt) at bedømme en tings værdi, en holdnings sandhed eller en handlings berettigelse. Ydermere er han styrket af en tro på en ’fornuft’, der er fælles for alle mennesker, en fælles evne til rationel overvejelse, der er grundlaget for og inspirationen bag al argumentation: på hans dør står Parmenides’ regel – døm gennem rationel argumentation.”

Den type rationalistiske ræsonnering, som den konservative oplysningskritiker vender sig imod, er kendetegnet ved at være systematisk, deduktiv og universalistisk. Det vil sige, at rationalisten ser sig som forvalter af en almenmenneskelig plan, der ifølge Oakeshott skal tvinges ned over virkeligheden. Ud fra forudfattede idealer ønsker rationalisten at omforme samfundet, og som sådan formår han ikke at tage højde for de etablerede institutioners specificitet. Rationalisten, der søger at forandre de etablerede institutioner i overensstemmelse med sine idealer, tager disse institutioners fordele for givet uden at værdsætte deres partikulære forudsætninger, altså netop de specifikke kulturelle betingelser, som disse værdifulde institutioner er opstået under. Hvis vi følger Oakeshott, kan vi for det første notere, at rationalisten er blind for kulturens betydning. Det vil sige almindelige menneskers livsform, der er resultat af en lang historisk udvikling, hvor mennensker gennem frivilligt samarbejde har udviklet tillid til hinanden, f.eks. i det civile foreningsliv. For det andet er rationalisten blind for kvaliteten af forskellige etablerede institutioner. Det vil bl.a. sige skoler, kirker, familier og arbejdspladser, der har udviklet bevaringsværdige indsigter og regler for gnidningsfri menneskelig samfærdsel. Udviklingen af disse primært uformelle normer er i høj grad forløbet som en erfaringsbaseret ”trial and error”-proces, hvor fejl løbende er blevet korrigeret.

Denne kritik kan dog ikke kun rettes mod socialismens og socialdemokratismens planlægningstro. Ifølge Francis Fukuyama i State Building (2004) er også neoliberalismens økonomiske organisationsteori ofte fremmed for de institutioner, den applikeres på. Det gælder f.eks. indførelsen af incitamentsstrukturer, resultatkontrakter og forskellige kontrolforanstaltninger. Men institutioner som universiteter bygger på spontant traderede kulturer, hvor individer som regel ikke er egoister, der rationelt søger at maksimere deres egne interesser og konkurrerer med deres medarbejdere, ligesom de hverken skal eller vil følge ledernes ordrer. Snarere er individer her motiverede af helt andre forhold. De føler solidaritet med deres institution og internaliserer dens normer, de opfatter sig som del af et fællesskab præget af samarbejde, ser deres ledere som forbilleder og er generelt prægede af tillid.

Af disse grunde er konservative skeptiske over for rationalisters forsøg på at forandre etablerede institutioner i henhold til en fornuftsbaseret overordnet plan. Især vækkes deres skepsis, hvis institutioner søges forandret, så de afspejler universalistiske teorier om naturlige rettigheder, der teoretisk kan applikeres på alle slags institutioner til alle tider og på alle steder. Burke var også her foregangsmand, når han om naturlige rettigheder skrev, at ”their abstract perfection is their practical defect.” Det er med andre ord hasarderet at afvise etablerede institutioner alene på grundlag af, at de ikke garanterer en eller anden postuleret naturlig ret. Burkes Reflections on the Revolution in France rummer i det hele taget en stor mængde indsigter om den oplysningsideologi, konservative kritiserer. Han skriver f.eks. følgende:

”Videnskaben der handler om at skabe et statsforbund eller om at renovere det eller reformere det, bør, som enhver anden eksperimentalvidenskab, ikke læres a priori. Det er heller ikke en kortvarig øvelse, der kan lære os den praktiske videnskab; for de egentlige virkninger af moralske årsager fremtræder ikke altid umiddelbart; men det, der i første omgang er skadeligt, kan meget vel senere vise sig at være fortræffeligt; og dets fortræffelighed kan endda opstå af de slette virkninger, som det forårsager i begyndelsen. Det modsatte sker også; og særdeles plausible planer, der er meget tiltalende i begyndelsen, ender ofte med at have beskæmmende og beklagelige konklusioner. I statssamfund findes der ofte nogle uklare og næsten latente årsager, ting der ved første blik fremstår som mindre betydningsfulde, hvorpå en meget stor del af dets fremgang eller modgang i afgørende forstand kan afhænge.”

Hvad der her bør bemærkes – ud over afvisningen af at bygge samfund på basis af principper, der går forud for erfaringen og påvisningen af, at planlagte og forsætlige handlinger ofte får negative konsekvenser, der både er ikke-intenderede og uforudsete – er Burkes henvisning til latente funktioner. Burke er altså opmærksom på forhold, der har en værdifuld funktion, uden at de nødvendigvis er synlige. Den vigtige betydning af latente funktioner skal jeg komme ind på senere. Indtil videre er det tilstrækkelig at gøre opmærksom på, at latente funktioner er tilstede i de partikulære kulturelle betingelser, som bevaringsværdige institutioner er opstået og opretholdes under.