Af Thomas Helbig Hansen
At de konservative er i dyb krise er en gammel nyhed.
Det er imidlertid som om krisen er særlig slem for øjeblikket, hvor Naser Khader er stort set ene om at udtale sig på partiets vegne.
Dette dybt, dybt forvirrede menneske, der på sin rundtur mellem partierne altså nu er havnet hos de konservative, udtaler sig hver dag i samtlige medier om stort og småt. Hidtil har han kæmpet for Lene Espersens ære, men siden i mandags har han dels kritiseret Dansk Folkepartis forslag om at bremse indvandring fra den tredje verden, dels kommenteret det skammelige sagsanlæg mod Lars Hedegaard.
Sagerne burde være konservative mærkesager: Værn af nationen samt beskyttelsen af ytringsfriheden. Khader taler imidlertid til fordel for indvandring fra den tredje verden og gradbøjer i tilgift Hedegaards ytringsfrihed.
Dermed forstærkes ikke bare indtrykket af et parti, der har overladt konservatismen til DF og selv ligner en dårlig kopi af Det radikale Venstre.
Samtidig bliver den konservative krise også et godt billede på Danmarks krise.
Tænk, at man i det 21. århundrede skal opleve en muslim fra Syrien gøre sig til dommer over, hvem vi skal give adgang til Danmark samt hvad vi må hhv. ikke må sige i vort eget land.
Det vækker mindelser om Glistrups herostratisk berømte forslag om at lade dansk forsvar erstatte af en telefonsvarer, der på russisk siger: 'Vi overgiver os!'
