Af Jesper M. Rosenløv
Det gik jo hen og blev en helt tilfredsstillende valgaften i går. Den nye tronfølgelov blev vedtaget – og dermed gik venstrefløjens plan om en langt mere omfattende grundlovsændring i vasken.
Derudover blev det over hele Europa til sejr for den borgerlige EU-modstand. Spørgsmålet er nu om denne sejr kan omsættes til konkrete politiske tiltag, der kan modvirke EU-statsdannelsen.
Herhjemme sikrede Morten Messerschmidt Dansk Folkeparti en fordobling af stemmerne. Jeg vil tro, at han bliver én af topscorerne, når de personlige stemmer bliver talt op. Det lover godt.
Rundt om i Europa måtte socialisterne indkassere den ene syngende lussing efter den anden. I Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien vandt de borgerlige markant frem. Men det var ikke nødvendigvis de EU-positive partier, der indkasserede hele gevinsten af socialisternes deroute. Det var i høj grad også den borgerlige EU-modstand, der vandt terræn.
Mest markant er udviklingen i Storbritannien. EU-valget her og dets efterspil, kan gå hen og vende op og ned på mange ting.
I sig selv er det historisk, at den konservative leder, David Cameron, nu endelig har draget den logiske konsekvens af de britiske konservatives EU-skepsis og har meddelt, at hans parti i EU-parlamentet vil bryde ud af den konservative EU-positive EPP-gruppe for at danne en helt ny EU-skeptisk gruppe.
EU-kritikerne (medregnet de konservative) gik således i Storbritannien fire mandater frem. United Kingdom Independence Party (UKIP), som mange havde spået en snarlig opløsning, gik overraskende et mandat frem og har nu med sine 13 mandater i parlamentet ligeså mange som Labour. Faktisk nåede UKIP et større antal stemmer end Labour og er dermed Storbritanniens andenstørste parti! Denne sejr for EU-skeptikerne og modstanderne i Storbritannien vil givet give Cameron blod på tanden, når det gælder om at få gennemført en folkeafstemning om Lissabon-traktaten – en afstemning, som højst sandsynligt vil ende med et nej.
Ser man på EU-parlamentets sammensætning, sad der før valget to grupper, der kæmpede for nationernes selvbestemmelsesret og mod yderlige europæisk integration. Nationernes Europa (UEN-gruppen) talte bl.a. det polske konservative ”Lov og Orden”-parti, det italienske separatist-parti, Lega Nord og Dansk Folkeparti. Desuden var der Gruppen for Uafhængighed og Demokrati (IND/DEM), der bl.a. talte det britiske UKIP.
Samlet gik disse grupper et mandat frem og tæller nu 46 medlemmer.
Men den mest dramatiske og perspektivrige udvikling skete i gruppen af parlamentsmedlemmer, der står uden for grupperne. Denne gruppe var (og er) en særdeles broget skare, men talte ligeledes en række EU-modstandere som f.eks. det franske Front National med Le Pen i spidsen. Denne gruppe udgjorde tidligere 30 parlamentsmedlemmer, men efter valget er de oppe på 47 medlemmer. Tæller man de britiske konservatives 25 mandater med, er gruppen dog oppe på hele 72 medlemmer, hvoraf mange altså er EU-skeptikere eller EU-modstandere.
Problemet er dog, at ”gruppen”, som det ser ud nu, tæller meget forskellige partier og medlemmer. Fra de britiske konservative, over Geert Wilders’ Frihedsparti til yderligtgående (nærmest militante) nationalister fra Ungarn og Rumænien – samt British National Party (BNP), hvis partiprogram dårligt kan tolkes som andet end racistisk. Det er derfor utænkeligt, at gode nationalkonservative eller nationalliberale kan samarbejde med disse fascistoide eller direkte racistiske partier.
Et springende punkt er, om David Cameron holder ord, og danner en ny konservativ/borgerlig EU-skeptisk gruppe. Cameron har været under kraftig kritik for at ville tage dette skridt, og mange vil sikkert forsøge at overtale briterne til at blive i EPP-gruppen.
Men lad os lege med tanken og forudsætte at de britiske konservative bryder ud og danner kernen i en ny EU-skeptisk gruppe. I så fald ville der være en god mulighed for at samle en del andre parlamentsmedlemmer fra UEN- og IND/DEM-gruppen og fra dem, der står uden for grupperne i denne nye gruppe. Cameron skulle allerede have diskuteret dette med det polske ”Lov og Orden”-parti og de tjekkiske konservative. Men derudover kunne Lega Nord, Geerts Wilders' parti samt det østrigske Frihedsparti vel også inddrages. Det samme gælder de to danskere fra Dansk Folkeparti.
Tilsammen udgør UEN-gruppen, IND/DEM-gruppen og de, der står uden for grupperne, 118 parlamentsmedlemmer. Mon ikke det skulle være muligt ud af disse at samle så mange gode og fornuftige folk, at en ny EU-skeptisk gruppe af konservative/borgerlige kan gå hen og blive parlamentets tredjestørste gruppe?
Det yderste venstre har 34 medlemmer. De grønne (hvor SF sidder) har 50 medlemmer. De liberale (hvor Venstre sidder) har 84, mens socialisterne (hvor Socialdemokratiet sidder) har 183, mens den konservative EPP-gruppe har 264 medlemmer.
Det ville være et stærkt signal, hvis man kunne samle en stærk EU-skeptisk, konservativ/borgerlig gruppe i parlamentet. Det ville give en helt ny platform for den borgerlige EU-modstand og forhåbentligt skabe momentum, der kunne gå hen og blive en alvorlig udfordring til ja-partiernes antinationale kurs.
mandag den 8. juni 2009
søndag den 7. juni 2009
fredag den 5. juni 2009
STEM JA!
Af Jesper M. Rosenløv
I morgen skal vi stemme om en ændring af tronfølgeloven – en ændring, der har den hensigt at ligestille kønnene m.h.t. arveretten til den danske trone. Hvorfor? Således at det danske kongehus kommer til at afspejle de forhold, der bør gøre sig gældende i det moderne danske samfund, lyder det. Naturligvis må jeg som konservativ afvise dette argument som noget pjat. Som jeg hørte en ældre herre, der blev interviewet på tv, udtrykke det: ”Kongehuset er jo hamrende gammeldags… og det skal det blive ved med at være”. Det er jo så sandt, som det er sagt.
Kongehuset bygger på tradition og hævdvunden skik. Selvom jeg absolut ikke er imod ligestilling mellem kønnene i det danske samfund, så er det, der tilfældigvis har vundet indpas af nutidige modestrømninger jo fuldstændig ligegyldigt i sammenhæng med kongehuset. Hvad nyt, smarte projektmagere kan hitte på, er traditionen netop hævet over. Bevarelsen af kongehuset er i sig selv et oprør mod ”nutidens absolutte dominans”, for at bruge et udtryk af Botho Strauss. Derfor er det budskab, som den fladpandede statsfinansierede propaganda-film, der ruller hen over de danske tv-skærme i den bedste sendetid, ramt helt ved siden af.
Men, men, men – alligevel, kære læser, vil jeg opfordre dig til at stemme ja til ændringen. Der er vigtigere ting end det danske kongehus på spil. Nemlig den danske grundlov og Danmark.
Læg mærke til, hvor ærgerlige de radikale, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet samt de mest globaliseringsliderlige borgerlige var, da Anders Fogh Rasmussen gik i gang med den lange proces, det er at få ændret tronfølgeloven og dermed Grundloven. Læg f.eks. mærke til, at en mere end sædvanlig tvær Marianne Jelved for nyligt sagde, at hun overvejede at stemme blankt. Det samme har Margrete Auken udtalt. Hvorfor? Fordi det er svært, at få ændret Grundloven – meget svært. Lad mig uddybe.
En grundlovsændring kræver, at to på hinanden følgende folketing skal vedtage en evt. ændring ved et kvalificeret flertal (2/3 af de afgivne stemmer). Herefter skal der være folkeafstemning, hvor et flertal på minimum 40% af de stemmeberettigede skal sige ja. Herefter skal der i et nyt folketing atter være et kvalificeret flertal.
Dette er jo noget rigtig møg, når man som de ovennævnte næsten ikke kan vente med at få has på Grundloven. Grundloven står nemlig i vejen for, at Danmark kan indlemmes i Europas Forende Stater. Desuden er det besværligt at få indskrevet alverdens menneskerettigheder, der f.eks. kan gøre det umuligt for os at opretholde en stram udlændingepolitik. Netop p.g.a. Grundloven er der grænser for, hvor megen dansk suverænitet, der kan afgives uden at spørge den besværlige danske befolkning. O.s.v. o.s.v.
Derfor vil de af med Grundloven. Og det hurtigst muligt. Grundloven garanterer nemlig Danmarks eksistens på danskernes præmisser. Og hvis der er noget disse politikere frygter, så er det at blive lukket inde i et ”rum”, hvor de er alene med den danske befolkning.
Fra deres synspunkt var det derfor en alvorlig fejl, da Fogh udskilte spørgsmålet om tronfølgen for at lave en separat grundlovsændring m.h.t. dette spørgsmål. Hvorfor? Fordi deres håb netop var, at bruge tronfølgespørgsmålet til at få en langt mere omfattende ændring af Grundloven igennem. De havde set for sig, at de royale danskere, ville være totalt forblindede af de blodige uretfærdigheder omkring kønsdiskrimineringen, der eksisterer i kongehuset. Ændringen af tronfølgeloven var således deres løftestang til at få langt mere skæbnesvangre grundlovsændringer igennem. Ændringer, som de håbede på, at danskerne ikke ville lægge så meget mærke til, hvis hele grundlovsdiskussionen kom til at handle om kongehuset og ligestilling. Den plan gik i vasken, da Fogh igangsatte sit forsøg på alene at få ændret tronfølgeloven.
Men nu vejres der morgenluft. Med et nej til den nye tronfølgelov, vil de på et senere tidspunkt igen have denne trumf i ærmet, når der skal fifles med Grundloven.
DERFOR: Har man Danmarks selvstændighed kær, og vil man beskytte den grundlov, der værner om Danmark, så bør man stemme ja til den nye tronfølgelov i morgen – også selvom de popsmarte ligestillingsargumenter skurer i de konservative ører.
Traditioner og kongehuset er vigtigt – men der er noget, der vigtigere end dette - Danmarks frihed er vigtigere.
I morgen skal vi stemme om en ændring af tronfølgeloven – en ændring, der har den hensigt at ligestille kønnene m.h.t. arveretten til den danske trone. Hvorfor? Således at det danske kongehus kommer til at afspejle de forhold, der bør gøre sig gældende i det moderne danske samfund, lyder det. Naturligvis må jeg som konservativ afvise dette argument som noget pjat. Som jeg hørte en ældre herre, der blev interviewet på tv, udtrykke det: ”Kongehuset er jo hamrende gammeldags… og det skal det blive ved med at være”. Det er jo så sandt, som det er sagt.
Kongehuset bygger på tradition og hævdvunden skik. Selvom jeg absolut ikke er imod ligestilling mellem kønnene i det danske samfund, så er det, der tilfældigvis har vundet indpas af nutidige modestrømninger jo fuldstændig ligegyldigt i sammenhæng med kongehuset. Hvad nyt, smarte projektmagere kan hitte på, er traditionen netop hævet over. Bevarelsen af kongehuset er i sig selv et oprør mod ”nutidens absolutte dominans”, for at bruge et udtryk af Botho Strauss. Derfor er det budskab, som den fladpandede statsfinansierede propaganda-film, der ruller hen over de danske tv-skærme i den bedste sendetid, ramt helt ved siden af.
Men, men, men – alligevel, kære læser, vil jeg opfordre dig til at stemme ja til ændringen. Der er vigtigere ting end det danske kongehus på spil. Nemlig den danske grundlov og Danmark.
Læg mærke til, hvor ærgerlige de radikale, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet samt de mest globaliseringsliderlige borgerlige var, da Anders Fogh Rasmussen gik i gang med den lange proces, det er at få ændret tronfølgeloven og dermed Grundloven. Læg f.eks. mærke til, at en mere end sædvanlig tvær Marianne Jelved for nyligt sagde, at hun overvejede at stemme blankt. Det samme har Margrete Auken udtalt. Hvorfor? Fordi det er svært, at få ændret Grundloven – meget svært. Lad mig uddybe.
En grundlovsændring kræver, at to på hinanden følgende folketing skal vedtage en evt. ændring ved et kvalificeret flertal (2/3 af de afgivne stemmer). Herefter skal der være folkeafstemning, hvor et flertal på minimum 40% af de stemmeberettigede skal sige ja. Herefter skal der i et nyt folketing atter være et kvalificeret flertal.
Dette er jo noget rigtig møg, når man som de ovennævnte næsten ikke kan vente med at få has på Grundloven. Grundloven står nemlig i vejen for, at Danmark kan indlemmes i Europas Forende Stater. Desuden er det besværligt at få indskrevet alverdens menneskerettigheder, der f.eks. kan gøre det umuligt for os at opretholde en stram udlændingepolitik. Netop p.g.a. Grundloven er der grænser for, hvor megen dansk suverænitet, der kan afgives uden at spørge den besværlige danske befolkning. O.s.v. o.s.v.
Derfor vil de af med Grundloven. Og det hurtigst muligt. Grundloven garanterer nemlig Danmarks eksistens på danskernes præmisser. Og hvis der er noget disse politikere frygter, så er det at blive lukket inde i et ”rum”, hvor de er alene med den danske befolkning.
Fra deres synspunkt var det derfor en alvorlig fejl, da Fogh udskilte spørgsmålet om tronfølgen for at lave en separat grundlovsændring m.h.t. dette spørgsmål. Hvorfor? Fordi deres håb netop var, at bruge tronfølgespørgsmålet til at få en langt mere omfattende ændring af Grundloven igennem. De havde set for sig, at de royale danskere, ville være totalt forblindede af de blodige uretfærdigheder omkring kønsdiskrimineringen, der eksisterer i kongehuset. Ændringen af tronfølgeloven var således deres løftestang til at få langt mere skæbnesvangre grundlovsændringer igennem. Ændringer, som de håbede på, at danskerne ikke ville lægge så meget mærke til, hvis hele grundlovsdiskussionen kom til at handle om kongehuset og ligestilling. Den plan gik i vasken, da Fogh igangsatte sit forsøg på alene at få ændret tronfølgeloven.
Men nu vejres der morgenluft. Med et nej til den nye tronfølgelov, vil de på et senere tidspunkt igen have denne trumf i ærmet, når der skal fifles med Grundloven.
DERFOR: Har man Danmarks selvstændighed kær, og vil man beskytte den grundlov, der værner om Danmark, så bør man stemme ja til den nye tronfølgelov i morgen – også selvom de popsmarte ligestillingsargumenter skurer i de konservative ører.
Traditioner og kongehuset er vigtigt – men der er noget, der vigtigere end dette - Danmarks frihed er vigtigere.
tirsdag den 26. maj 2009
Til "Initiativet til støtte for afviste irakiske asylansøgere"
Kære Alle
Undertegnede har modtaget en mail, som åbenbart cirkulerer på nettet for øjeblikket, med opfordring til at støtte den aktuelle ”kirkeaktion” i Brorsonskirken på Nørrebro til fordel de 282 afviste irakiske asylansøgeres krav om asyl/opholdstilladelse i Danmark. Aktionen, der angiveligt har været nøje planlagt igennem flere måneder, plæderer for, at der vedtages en særlov i lighed med den særlov fra 1992, som gav asyl til 420 afviste palæstinensere efter en tilsvarende kirkeaktion, hvor 78 palæstinensere i månedsvis havde besat bl.a. Blågårds Kirke.
Selv om vi er klar over, at støtteaktionen er sat i værk ud fra de smukkeste medmenneskelige motiver, vil vi alligevel tillade os at pege på nogle meget ubehagelige dilemmaer og langsigtede konsekvenser, som en eventuel vedtagelse af en ny særlov vil medføre.
Som bekendt har samtlige af de afviste irakiske asylansøgere for længst fået deres sag individuelt og omhyggeligt behandlet efter gældende dansk (og international) ret og er ikke fundet berettigede til asyl i Danmark. Den afgørelse har disse irakere så ikke villet respektere, og de har fundet støtte blandt en kreds af mennesker, som øjensynlig er uenige i den officielle danske flygtninge- og asylpolitik med tilhørende lovgivning, og som - med deres aktioner - har sigtet på at omstøde de danske myndigheders afgørelse. Kort sagt de afviste asylansøgere er blevet en brik i et indenrigspolitisk spil om udlændingepolitikken.
Med den nylige hjemsendelsesaftale er klokken så faldet i slag ikke blot for de afviste asylansøgere, men også for deres støttegrupper, som nu må se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig. Det falske håb, som støtteaktionerne så tankeløst har indgivet asylansøgerne, har forhindret disse familier i at handle i overensstemmelse med realiteterne og tage ansvar for deres egen situation ved i god ro og orden at indstille sig på et liv i deres eget hjemland. I stedet er disse ulykkelige irakiske familiers ulovlige ophold i Danmark blevet ganske unødigt forlænget med de omkostninger det har indebåret. Kirkeaktionen vil kun forværre deres sørgelige situation.
Alle fornuftige mennesker ved naturligvis godt, at den ene ”særlov” efter den anden ikke er nogen farbar vej for et demokratisk retssamfund, fordi tæppet dermed vil blive trukket fuldstændig væk under den myndighed, som er garanten for, at et retssamfund kan fungere. Derfor har støttegrupperne formentlig også suppleret deres argumentation med at henvise til forskellige internationale konventioner: Børnekonventionen, FNs anbefalinger, Amnesty International, ja, sågar Udenrigsministeriets rejsevejledning for danskere, som angiveligt skulle sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de danske myndigheders beslutning om hjemsendelsen af de afviste asylansøgere. Hermed forsøger man i virkeligheden at flytte hele flygtningespørgsmålet bort fra den politiske arena og ind under en slags overordnet universel rettighedstænkning, som til hver en tid kan trumfe demokratisk og national vedtaget flygtningelovgivning. Bortset fra at tankegangen er umiskendelig totalitær og antidemokratisk, så umuliggør den også enhver fremtidig flygtningelovgivning og lægger i det hele taget en bombe under nationalstaternes selvbestemmelsesret m.h.t. hvem, der kan få tilladelse til at bo inden for deres grænser. Konsekvensen skal man være ualmindelig blind for ikke at få øje på.
Jamen hvad med medmenneskeligheden? Har vi da intet lært af jødernes fortvivlede situation under nazismen og den skammelige flygtningepolitik, som mange nationalstater den gang håndhævede så rethaverisk med katastrofale følger for de afviste jødiske asylsøgere? Er situationen ikke fuldstændig den samme for de afviste irakere? Nej, situationen er ikke den samme. Der er ikke tale om, at der finder et folkemord sted på muslimer p g a deres religion eller race i Irak. At danskere ikke anbefales at rejse til Irak hænger - foruden den urolige situation med sporadiske terrorbombninger og den voldelighed, som desværre kendetegner muslimske samfund i disse år - sammen med at udlændinge (af gode grunde) generelt ikke er særlig velsete i Irak, og at kristne i særdeleshed forfølges. Når millioner af irakere kan leve deres liv i Irak, så kan vores afviste asylansøgere naturligvis også. I modsat fald skulle samtlige andre millioner af irakere også have ret til asyl i Danmark. Der er ingen af de irakiske asylansøgere, der har godtgjort, at de er personligt forfulgte.
Men nu har disse irakere jo opholdt sig så længe i Danmark, siges det, er det så ikke uanstændigt at sende dem tilbage efter alle disse år? Nogle af dem skulle angiveligt end ikke tale arabisk mere. Her er vi ved et kernespørgsmål, nemlig om voksne menneskers – også asylansøgeres – personlige ansvar for egne beslutninger og deres konsekvenser. Disse irakere har meget længe vidst, at de ikke havde lovlig hjemmel for asyl i Danmark. Det har de så på eget ansvar nægtet at tage for gode varer med de følger det har kostet ikke mindst deres børn. Ved at støtte disse irakere i deres ulovlige krav om asyl, har de forskellige støttegrupper samtidigt givet dem medløb i, at de er uretfærdigt behandlede ofre. Er der noget der er degraderende for menneskelig selvrespekt, så er det at komme til at opfatte sig selv som offer. At evne at bøje sig for realiteter, også de meget ubehagelige, uden at forfalde til offerrollens drømmerier hører med til det voksne menneskes allervigtigste kompetencer og værdighed. På en mærkelig måde ligner de to grupper hinanden, både asylansøgere og støttegrupperne lider øjensynlig af alvorlig ”Wirklichkeitsverlust” og grænseløshed, hvor den ene part har fået bildt den anden - alt for villige - part ind, at grænser ikke er virkelige og love kan omgøres, når bare man benægter og protesterer længe nok.
Til sidst et par bemærkninger om konsekvenserne af den såkaldte ”Palæstinenserlov” af 3. marts 1992. Ud af de 420 palæstinensere som fik tilkendt asyl fik 321 personer opholdstilladelse. Iflg. en opgørelse fra 2003 var 135 af de 321 personer blevet dømt for kriminalitet, svarende til 42 %. 238 personer, svarende til 74 %, var på en eller anden form for overførselsindkomst. Af de 110 børn, som er født af de 321 palæstinensere, havde 56 % været involveret i kriminalitet i flg. en opgørelse fra 2005. Ydermere viste det sig hurtigt efter Palæstinenserlovens vedtagelse, at flere hundrede havde opnået flygtningestatus på falsk baggrund, idet de i årevis forud for lovens vedtagelse var rejst på ferie i Libanon.
Den særlov har således været en meget dyr historie for de danske skatteydere. Ikke noget der ligefrem kalder på en gentagelse. Med mindre det er velfærdsstatens endeligt man ønsker. Det har vi ikke hørt noget om, at støttegrupperne har på programmet.
Som det fremgår af ovenstående kan grænseløs godhed sommetider have nogle utilsigtede onde konsekvenser. Vore politikere er valgt til at gennemtænke de langsigtede følger af den politik, der skal føres, og de skal på befolkningens vegne være i stand til - på trods af pressionsgruppers kortsigtede følelsesmæssige engagement i en sag - at turde træffe ubehagelige beslutninger, som kan virke umenneskelige, men er nødvendige af hensyn til almenvellet. Havde Churchill ikke vovet at tage ansvar for nogle meget onde beslutninger i en ond tid havde konsekvenserne for Europas skæbne været katastrofale. Lad os håbe, at vi stadig har politikere af den kaliber. Det ville være et ironisk resultat af den flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951 på baggrund af de forfærdelige erfaringer – især for jødernes vedkommende - under 2. Verdenskrig, at Europa måske igen havner i kaos og opløsning, denne gang på grund af en helt ukontrollabel flygtninge- og indvandrerstrøm med ret til endeløse familiesammenføringer, som vi af lutter godhed og angst for gentagelse af fortidens synder ikke evner at sætte grænser for.
Kirsten Sarauw, præst, forfatter og psykoterapeut
Kai Sørlander, filosof og forfatter
Torben Snarup Hansen, historiker
Lone Nørgaard, lektor, cand.mag
Undertegnede har modtaget en mail, som åbenbart cirkulerer på nettet for øjeblikket, med opfordring til at støtte den aktuelle ”kirkeaktion” i Brorsonskirken på Nørrebro til fordel de 282 afviste irakiske asylansøgeres krav om asyl/opholdstilladelse i Danmark. Aktionen, der angiveligt har været nøje planlagt igennem flere måneder, plæderer for, at der vedtages en særlov i lighed med den særlov fra 1992, som gav asyl til 420 afviste palæstinensere efter en tilsvarende kirkeaktion, hvor 78 palæstinensere i månedsvis havde besat bl.a. Blågårds Kirke.
Selv om vi er klar over, at støtteaktionen er sat i værk ud fra de smukkeste medmenneskelige motiver, vil vi alligevel tillade os at pege på nogle meget ubehagelige dilemmaer og langsigtede konsekvenser, som en eventuel vedtagelse af en ny særlov vil medføre.
Som bekendt har samtlige af de afviste irakiske asylansøgere for længst fået deres sag individuelt og omhyggeligt behandlet efter gældende dansk (og international) ret og er ikke fundet berettigede til asyl i Danmark. Den afgørelse har disse irakere så ikke villet respektere, og de har fundet støtte blandt en kreds af mennesker, som øjensynlig er uenige i den officielle danske flygtninge- og asylpolitik med tilhørende lovgivning, og som - med deres aktioner - har sigtet på at omstøde de danske myndigheders afgørelse. Kort sagt de afviste asylansøgere er blevet en brik i et indenrigspolitisk spil om udlændingepolitikken.
Med den nylige hjemsendelsesaftale er klokken så faldet i slag ikke blot for de afviste asylansøgere, men også for deres støttegrupper, som nu må se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig. Det falske håb, som støtteaktionerne så tankeløst har indgivet asylansøgerne, har forhindret disse familier i at handle i overensstemmelse med realiteterne og tage ansvar for deres egen situation ved i god ro og orden at indstille sig på et liv i deres eget hjemland. I stedet er disse ulykkelige irakiske familiers ulovlige ophold i Danmark blevet ganske unødigt forlænget med de omkostninger det har indebåret. Kirkeaktionen vil kun forværre deres sørgelige situation.
Alle fornuftige mennesker ved naturligvis godt, at den ene ”særlov” efter den anden ikke er nogen farbar vej for et demokratisk retssamfund, fordi tæppet dermed vil blive trukket fuldstændig væk under den myndighed, som er garanten for, at et retssamfund kan fungere. Derfor har støttegrupperne formentlig også suppleret deres argumentation med at henvise til forskellige internationale konventioner: Børnekonventionen, FNs anbefalinger, Amnesty International, ja, sågar Udenrigsministeriets rejsevejledning for danskere, som angiveligt skulle sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de danske myndigheders beslutning om hjemsendelsen af de afviste asylansøgere. Hermed forsøger man i virkeligheden at flytte hele flygtningespørgsmålet bort fra den politiske arena og ind under en slags overordnet universel rettighedstænkning, som til hver en tid kan trumfe demokratisk og national vedtaget flygtningelovgivning. Bortset fra at tankegangen er umiskendelig totalitær og antidemokratisk, så umuliggør den også enhver fremtidig flygtningelovgivning og lægger i det hele taget en bombe under nationalstaternes selvbestemmelsesret m.h.t. hvem, der kan få tilladelse til at bo inden for deres grænser. Konsekvensen skal man være ualmindelig blind for ikke at få øje på.
Jamen hvad med medmenneskeligheden? Har vi da intet lært af jødernes fortvivlede situation under nazismen og den skammelige flygtningepolitik, som mange nationalstater den gang håndhævede så rethaverisk med katastrofale følger for de afviste jødiske asylsøgere? Er situationen ikke fuldstændig den samme for de afviste irakere? Nej, situationen er ikke den samme. Der er ikke tale om, at der finder et folkemord sted på muslimer p g a deres religion eller race i Irak. At danskere ikke anbefales at rejse til Irak hænger - foruden den urolige situation med sporadiske terrorbombninger og den voldelighed, som desværre kendetegner muslimske samfund i disse år - sammen med at udlændinge (af gode grunde) generelt ikke er særlig velsete i Irak, og at kristne i særdeleshed forfølges. Når millioner af irakere kan leve deres liv i Irak, så kan vores afviste asylansøgere naturligvis også. I modsat fald skulle samtlige andre millioner af irakere også have ret til asyl i Danmark. Der er ingen af de irakiske asylansøgere, der har godtgjort, at de er personligt forfulgte.
Men nu har disse irakere jo opholdt sig så længe i Danmark, siges det, er det så ikke uanstændigt at sende dem tilbage efter alle disse år? Nogle af dem skulle angiveligt end ikke tale arabisk mere. Her er vi ved et kernespørgsmål, nemlig om voksne menneskers – også asylansøgeres – personlige ansvar for egne beslutninger og deres konsekvenser. Disse irakere har meget længe vidst, at de ikke havde lovlig hjemmel for asyl i Danmark. Det har de så på eget ansvar nægtet at tage for gode varer med de følger det har kostet ikke mindst deres børn. Ved at støtte disse irakere i deres ulovlige krav om asyl, har de forskellige støttegrupper samtidigt givet dem medløb i, at de er uretfærdigt behandlede ofre. Er der noget der er degraderende for menneskelig selvrespekt, så er det at komme til at opfatte sig selv som offer. At evne at bøje sig for realiteter, også de meget ubehagelige, uden at forfalde til offerrollens drømmerier hører med til det voksne menneskes allervigtigste kompetencer og værdighed. På en mærkelig måde ligner de to grupper hinanden, både asylansøgere og støttegrupperne lider øjensynlig af alvorlig ”Wirklichkeitsverlust” og grænseløshed, hvor den ene part har fået bildt den anden - alt for villige - part ind, at grænser ikke er virkelige og love kan omgøres, når bare man benægter og protesterer længe nok.
Til sidst et par bemærkninger om konsekvenserne af den såkaldte ”Palæstinenserlov” af 3. marts 1992. Ud af de 420 palæstinensere som fik tilkendt asyl fik 321 personer opholdstilladelse. Iflg. en opgørelse fra 2003 var 135 af de 321 personer blevet dømt for kriminalitet, svarende til 42 %. 238 personer, svarende til 74 %, var på en eller anden form for overførselsindkomst. Af de 110 børn, som er født af de 321 palæstinensere, havde 56 % været involveret i kriminalitet i flg. en opgørelse fra 2005. Ydermere viste det sig hurtigt efter Palæstinenserlovens vedtagelse, at flere hundrede havde opnået flygtningestatus på falsk baggrund, idet de i årevis forud for lovens vedtagelse var rejst på ferie i Libanon.
Den særlov har således været en meget dyr historie for de danske skatteydere. Ikke noget der ligefrem kalder på en gentagelse. Med mindre det er velfærdsstatens endeligt man ønsker. Det har vi ikke hørt noget om, at støttegrupperne har på programmet.
Som det fremgår af ovenstående kan grænseløs godhed sommetider have nogle utilsigtede onde konsekvenser. Vore politikere er valgt til at gennemtænke de langsigtede følger af den politik, der skal føres, og de skal på befolkningens vegne være i stand til - på trods af pressionsgruppers kortsigtede følelsesmæssige engagement i en sag - at turde træffe ubehagelige beslutninger, som kan virke umenneskelige, men er nødvendige af hensyn til almenvellet. Havde Churchill ikke vovet at tage ansvar for nogle meget onde beslutninger i en ond tid havde konsekvenserne for Europas skæbne været katastrofale. Lad os håbe, at vi stadig har politikere af den kaliber. Det ville være et ironisk resultat af den flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951 på baggrund af de forfærdelige erfaringer – især for jødernes vedkommende - under 2. Verdenskrig, at Europa måske igen havner i kaos og opløsning, denne gang på grund af en helt ukontrollabel flygtninge- og indvandrerstrøm med ret til endeløse familiesammenføringer, som vi af lutter godhed og angst for gentagelse af fortidens synder ikke evner at sætte grænser for.
Kirsten Sarauw, præst, forfatter og psykoterapeut
Kai Sørlander, filosof og forfatter
Torben Snarup Hansen, historiker
Lone Nørgaard, lektor, cand.mag
fredag den 1. maj 2009
Aktuelt (1-5-09)
Robert Ellis (The Guardian, d. 29. April 2009): Tackling the Turkish taboo. Public discussion of the Armenian genocide is still risky, but signs that Ankara is softening its stance are encouraging. [Læs]
Phyllis Chesler: Woman’s Inhumanity to Woman, Jihadic Style. President Obama, Please Read This. [Læs]
Richard Pendlebury (Daily Mail, d. 30. April 2009): The Muslim cleric who blames British mosques for the 7/7 bombings, says multiculturalism is a disaster and would throw Islamic fanatics out. [Læs]
Phyllis Chesler: Woman’s Inhumanity to Woman, Jihadic Style. President Obama, Please Read This. [Læs]
Richard Pendlebury (Daily Mail, d. 30. April 2009): The Muslim cleric who blames British mosques for the 7/7 bombings, says multiculturalism is a disaster and would throw Islamic fanatics out. [Læs]
tirsdag den 7. april 2009
Blogs på JP
Af Kasper Støvring
Overtegnede blogger også i den nærmeste fremtid på JP. Læs mere på http://jp.dk/blogs/ hvor man også kan finde folk som Henrik Gade Jensen, Mikael Jalving, Naser Khader og Morten Uhrskov.
Overtegnede blogger også i den nærmeste fremtid på JP. Læs mere på http://jp.dk/blogs/ hvor man også kan finde folk som Henrik Gade Jensen, Mikael Jalving, Naser Khader og Morten Uhrskov.
torsdag den 26. marts 2009
Konservativ EU-modstand
Af Jesper M. Rosenløv
EU-valget nærmer sig. Og når man nu ikke kan få en eneste hjemlig dansk konservativ til at ytre bare ét kritisk ord om den organisation, der om nogen søger at nedlægge Danmark hurtigst muligt, er det jo helt rart, at englænderne har nogle stærke konservative EU-modstandere, man kan lytte til i stedet.
Jeg kendte ikke Daniel Hannan før i dag, da jeg blev gjort opmærksom på en tale, han havde holdt i EU-parlamentet i forgårs, men som allerede lå på youtube.
Jeg kendte ikke Daniel Hannan før i dag, da jeg blev gjort opmærksom på en tale, han havde holdt i EU-parlamentet i forgårs, men som allerede lå på youtube.
D. 24. marts besøgte den britiske premierminister Europaparlamentet og fik i den grad kam til sit hår. Daniel Hannan fik ikke kun fyret noget af en bredside af mod Gordon Brown, men ligeledes mod ”europæiske politikere, der siger ét i parlamentet og noget andet til deres befolkninger”. Hør Hannans svada mod Gordon Brown: The devalued Prime Minister of a devalued Government.
I modsætning til de danske såkaldte konservative i Det Konservative Folkeparti, har de engelske konservative en sund EU-skepsis, og Daniel Hannan synes at være en af de stærkeste røster - en mand, der tør tage ord som ”at redde den europæiske civilisation” i sin mund. Hør hans lykønskning til Irland (Well done, Ireland), da irerne havde stemt nej til den europæiske forfatning (på EU-lingo: Lissabon-traktaten). Se også: Daniel Hannan on pushing through aspects of the Lisbon Treaty despite Ireland's No.
Som enhver, der ikke er totalt politisk tunghør, ved, er EU i gang med at udvikle sig til en statsdannelse. En statsdannelse, der vil komme til at ophæve de gamle nationalstaters selvstændighed. Denne udvikling (som EU naturligvis nægter) vil man for alt i verden hindre befolkningerne i at tage stilling til. Samtidig ønsker EU f.eks. folkelig selvbestemmelsesret for Tibet. Hykleriet er til at tage at føle på. Hør: EU hypocrisy over national self-determination
Det ser ud som om, at Hannan, der vist er én af de få i EU-parlamentet, der citerer Edmund Burke, virkelig formår at provokere EU-politikerne. Se: The last days of democracy?
Daniel Hannan opsummerer: An alternative view of the European Union
Andre godbider:
- Da Tjekkiets Vaclav Klaus for nyligt besøgte parlamentet udvandrede adskillige parlamentsmedlemmer, da Klaus begyndte at være for kritisk mod EU. Se børnehaven her (Hør hele Klaus’ tankevækkende tale her: del 1 - del 2 - del 3).
I modsætning til de danske såkaldte konservative i Det Konservative Folkeparti, har de engelske konservative en sund EU-skepsis, og Daniel Hannan synes at være en af de stærkeste røster - en mand, der tør tage ord som ”at redde den europæiske civilisation” i sin mund. Hør hans lykønskning til Irland (Well done, Ireland), da irerne havde stemt nej til den europæiske forfatning (på EU-lingo: Lissabon-traktaten). Se også: Daniel Hannan on pushing through aspects of the Lisbon Treaty despite Ireland's No.
Som enhver, der ikke er totalt politisk tunghør, ved, er EU i gang med at udvikle sig til en statsdannelse. En statsdannelse, der vil komme til at ophæve de gamle nationalstaters selvstændighed. Denne udvikling (som EU naturligvis nægter) vil man for alt i verden hindre befolkningerne i at tage stilling til. Samtidig ønsker EU f.eks. folkelig selvbestemmelsesret for Tibet. Hykleriet er til at tage at føle på. Hør: EU hypocrisy over national self-determination
Det ser ud som om, at Hannan, der vist er én af de få i EU-parlamentet, der citerer Edmund Burke, virkelig formår at provokere EU-politikerne. Se: The last days of democracy?
Daniel Hannan opsummerer: An alternative view of the European Union
Andre godbider:
- Da Tjekkiets Vaclav Klaus for nyligt besøgte parlamentet udvandrede adskillige parlamentsmedlemmer, da Klaus begyndte at være for kritisk mod EU. Se børnehaven her (Hør hele Klaus’ tankevækkende tale her: del 1 - del 2 - del 3).
Om denne manglende vilje fra EU-politikernes side til at lytte til andres holdninger, se: Daniel Defending Democracy in Brussels
- Om EU’s kontrol over landenes indvandringspolitik: Brussels seeks to control immigration policy
- Hvad betyder menneskerettigheder, når man i EU ikke respekterer demokratiet? EU: human rights are not in danger, democracy is! Anden version: Daniel Hannan on the Charter of Fundamental Rights
- Om EU-propaganda og den orwellske måde, EU søger at sløre dette: How the EU pays to lobby itself
- Om Hugo Chavez’ Venezuela: Daniel Hannan on the threat of Venezuela's decline into a dictatorship
- Om EU’s kontrol over landenes indvandringspolitik: Brussels seeks to control immigration policy
- Hvad betyder menneskerettigheder, når man i EU ikke respekterer demokratiet? EU: human rights are not in danger, democracy is! Anden version: Daniel Hannan on the Charter of Fundamental Rights
- Om EU-propaganda og den orwellske måde, EU søger at sløre dette: How the EU pays to lobby itself
- Om Hugo Chavez’ Venezuela: Daniel Hannan on the threat of Venezuela's decline into a dictatorship
Abonner på:
Opslag (Atom)
