torsdag den 12. marts 2009
Nomos - moral som styringsmiddel
Af Kasper Støvring
NOMOS – det er navnet på det konservative tidsskrift, som denne blog er opkaldt efter. Redaktørerne definerer Nomos således i tidsskriftets første nummer:
”Det oldgræske begreb nomos dækker ud over betydningerne græsgang, distrikt, lov og orden ligeledes alt tilskrevet, overdraget og fastsat vha. sædvaner, skik og brug. Man kunne sige alle anordninger, der ved tradition og kultur omgiver et fællesskab af mennesker og således sammenbinder dem i et kulturelt fællesskab.”
Nomos er på sin vis indbegrebet af det gode samfund, dvs. et normativt integreret samfund, hvor mennesker styrer sig selv og hinanden i kraft af moral.
Imidlertid er det moderne samfund på mange måder præget af en moralkrise, fordi der ikke er udviklet en ny moral til erstatning for den udlevede afkaldsmoral, der prægede de gamle før-moderne samfund. Der er i vor tid opstået en konflikt mellem samfundets moralske krav og individets lyster, der ofte forekommer amoralske.
Vidnesbyrd om moralkrisen er mange, og jeg skal i et efterfølgende indlæg komme nærmere ind herpå. Men ifølge mange konservative kulturkritikere kunne man alene henvise til almindelige forfaldstendenser som:
Stigning i asocial adfærd (kriminalitet, hærværk, stofmisbrug, vold); opløsning af familien (skilsmisser, fødsel uden for ægteskab, teenage graviditeter, familier med kun en forælder); forfald i social kapital, f.eks. fald i medlemskab af frivillige foreninger og den mistillid, der følger med; svækkelse af arbejdsmoralen, selvisk hedonisme, modvilje mod faglig læring, lav fødselsrate, stigning af sagsanlæg og så videre.
Liberalister vil hyppigt henvise til velfærdsstatens skyld i de sociale patologier. Men disse patologier er ikke kun et dansk fænomen, men et vestligt (faktisk er Danmark på visse punkter langt bedre stillet end andre vestlige lande). Dertil kommer, at der er mange andre teser, der kunne forklare normopløsningen:
68’ernes svækkelse af omgangsformerne, kulturradikalismens frigørelsesprojekt og den svækkelse af autoriteten, der fandt sted, da de unge mænd vendte hjem fra skyttegravene efter den første verdenskrig. Det er den tese, som historikeren Henrik Jensen har fremført.
Opgaven, som mange konservative med forkærlighed har kastet sig over, er at finde ud af, hvornår og under hvilke betingelser Nomos, dvs. et normativt integreret samfund eksisterer – og hvornår og hvorfor det begynder at opløses.
De moralske normer har umiddelbar magt, når de føles forankret i tilværelsens væsen: det er helligbrøde at overtræde dem. Normerne er indbegrebet af tingenes natur, og det er i sidste instans grundlagt på religionen. Religionen indstifter uproblematisk en højere mening, der kommer til syne i universets orden; den gældende samfundsorden er forankret i den universelle orden. I de kristne århundreder er individet formet ud fra de mål og værdier, som fællesskabet sanktionerer som hellige. Henrik Jensen har skrevet herom i Ofrets århundrede (1998), kapitel 3, om nomos, den nedarvede normdannelse i traditionalistiske samfund, som begynder at opløses i oplysningstiden.
Men det er kun det nære samfund, der således effektivt kan styres af moralske normer. En art moralsk krise bliver dermed synlig i eksistensen af de mange lovbestemmelser og det store bureaukrati, der præger det moderne samfund i modsætning til det nære samfund. Nødvendigheden af de mange ”kunstige” love i det moderne samfund skyldes den lange afstand mellem myndighederne og samfundets medlemmer.
At kun mindre samfund moralsk set hænger godt sammen er udtryk for en kommunitaristisk moralopfattelse, der skal ses i sammenhæng med en opfattelse af, at ”det materielle fremskridt har undergravet de gamle moralforestillinger, der byggede på afsavn”, som Villy Sørensen engang skrev.
Hvordan ser de gamle moralforestillinger ud? De er først og fremmest baserede på pligt og afkald. En samfundsmoral tjener både til at holde asociale lyster nede og holde mennesker oppe ved at give deres tilværelse mening. Og mening har tilværelsen netop, når mennesket føler sig i overensstemmelse med tilværelsens væsen, med samfundet eller en gruppe og dens fælles sæder, skikke og opgaver.
Når samfundsmoralske værdier er midler til at opretholde en bestemt form for samfundsliv, er de i praksis og per definition konservative. Det gamle, klassiske moralkompleks – der var indrettet efter respekt for ejendom, patriarkalsk autoritetstro, arbejdsomhed, forbud og afholdenhed – foreskrev det enkelte individ en fast plads i det sociale fællesskab og gjorde den nødtvungen for at sikre samfundets, “knaphedssamfundets”, fortsatte beståen.
Dette moralkompleks gav altså med magt en ubarmhjertig tilværelse en vis moralsk mening og formål. Samfundsmoralen tjener i den forstand til at regulere driftstilskyndelserne og fordømme de ”naturlige laster”.
I fattige samfund var der tvingende grunde til at føre et nøjsomt liv, hvorfor de herskende normer gjorde dét til en moralsk præstation. De pligter, som moralen og loven påbyder individet at gøre – det er før rettighederne bliver den nye ”religion” – indlæres på rygmarven. Og det er forbundet med skam, misbilligelse og helligbrøde at afvige fra normerne; at overtræde dem er direkte forbundet med sanktioner, med afstraffelse.
Det lyder som ensretning gennem tvang. Men pointen er, som Henrik Jensen skriver i Ofrets århundrede og Det faderløse samfund (2006), at det kun føles som ensretning, hvis internaliseringen, altså den normative integration, ikke fungerer ordentlig.
Ved at identificere sig med fællesskabet underkaster individet sig dets konventioner, og det føles frivilligt, fordi integrationen fungerer. Så har det nedarvede, klassiske moralkompleks netop karakter af individets egne meninger, som det så at sige af egen vilje overtager, indlærer og lader sig socialisere ind i. Jf. også den engelske filosof Philip Rieffs essaysamling The Feeling Intellect (1990) og The Triumph of the Therapeutic (1966) om nomiseringen af samfundet ved hjælp af autoritative ordensstiftende forbud, ritualer og sædvaner.
Sådan var det i det traditionelle samfund før oplysningstiden, og rudimenter af denne normative integration findes endnu i det moderne samfund i det tyvende århundrede.
Men når det materielle fremskridtet gør de gamle laster acceptable i en grad, så selv dødssynderne bliver almindelig levemåde, får den enkelte også et større rum for sin udfoldelse; moralske traditioner mister deres autoritet, og det kommer til den konflikt mellem samfundets moralske krav og individets amoralske lyster, som Freud skrev om i sin variation over oplysningens dialektik:
”[…] prisen for kulturfremskridtet bliver betalt med lykketabet ved forøgelsen af skyldfølelsen.” Sigmund Freud: Kulturens byrde (1927), s. 76.
Dermed havner vi i den historiske krisesituation, som konservative gerne tager udgangspunkt i: Den gamle afsavnsmoral er undergravet, og økonomien i det moderne ”overflodssamfund” kræver stigende forbrug. Igen med Villy Sørensens ord:
”Den gamle kristeligt begrundede moral har mistet sin magt over sindene, dog har den moralske ’frigjorthed’ stadig karakter af reaktion imod gamle normer, der ikke er blevet afløst af nye. Følelsen af formålsløshed, af meningsløshed er stærkere udtalt.” (Oprør fra midten, s. 82).
Uhrskov på JP
NOMOS’ egen Morten Uhrskov Jensen blogger nu på Jyllands-Posten. Tillykke med det. Vi håber, at du stadig kommer her forbi en gang imellem. Her lidt fra den første blogpostering, helt i Mortens ånd, ”Vesterlandets undergang?”:
”[…] På trods af at den vestlige verden fortsat er alle andre kulturer økonomisk og derfor militært overlegen, insisterer vi på at tillade fortsat muslimsk masseindvandring, skønt enhver udstyret med almindelig sund fornuft kan se, at det fører os ud i en stedse værre eksistenskamp. Plager Fanden os, kunne man spørge. Hvorfor har vi overgivet os til en kulturrelativisme, hvorefter vi bilder os ind, at blot vi udjævner alle skel, så forsvinder forskellene? Hvorfor er den vestlige verden udartet til at tro, at den kan overleve ved at bilde sig selv ind, at alt er lige, eller alternativt, at stort set alle nytilkomne af hjertet ville indse, at vores måde at leve på var den eneste rigtige?
Lige dele selvopgivelse og stupid arrogance har vel så nogenlunde bragt os dér, hvor vi er nu. For at begynde med det sidste så har vi en nærmest infantil tro på, at vi kan bringe de universelle menneskerettigheders lykke til alle folkeslagene, hvad enten vi er pacifister eller tilhængere af krig i Irak og Afghanistan. Samtidig tror vi hjemme at bringe harmoni ved at fornægte vor egen arv og ved i stigende grad at give efter for særkrav fremsat af religiøse grupper, der udgør antitesen til det vestlige.
Jeg skal ikke forudskikke, hvordan det ender, men må blot sande, at vi lever i mærkelige og sære tider.”
”[…] På trods af at den vestlige verden fortsat er alle andre kulturer økonomisk og derfor militært overlegen, insisterer vi på at tillade fortsat muslimsk masseindvandring, skønt enhver udstyret med almindelig sund fornuft kan se, at det fører os ud i en stedse værre eksistenskamp. Plager Fanden os, kunne man spørge. Hvorfor har vi overgivet os til en kulturrelativisme, hvorefter vi bilder os ind, at blot vi udjævner alle skel, så forsvinder forskellene? Hvorfor er den vestlige verden udartet til at tro, at den kan overleve ved at bilde sig selv ind, at alt er lige, eller alternativt, at stort set alle nytilkomne af hjertet ville indse, at vores måde at leve på var den eneste rigtige?
Lige dele selvopgivelse og stupid arrogance har vel så nogenlunde bragt os dér, hvor vi er nu. For at begynde med det sidste så har vi en nærmest infantil tro på, at vi kan bringe de universelle menneskerettigheders lykke til alle folkeslagene, hvad enten vi er pacifister eller tilhængere af krig i Irak og Afghanistan. Samtidig tror vi hjemme at bringe harmoni ved at fornægte vor egen arv og ved i stigende grad at give efter for særkrav fremsat af religiøse grupper, der udgør antitesen til det vestlige.
Jeg skal ikke forudskikke, hvordan det ender, men må blot sande, at vi lever i mærkelige og sære tider.”
onsdag den 11. marts 2009
Scruton om den nye og gamle humanisme
Den engelske filosof Roger Scruton har skrevet en række anbefalelsesværdige artikler i The American Spectator. Her et uddrag fra den seneste artikel The New Humanism:
”[…]
The British Humanist Association is currently running a campaign against religious faith. It has bought advertising space on our city buses, which now patrol the streets declaring that "There probably is no God; so stop worrying and enjoy life." My parents would have been appalled at such a declaration. From a true premise, they would have said, it derives a false and pernicious conclusion. Had they wished to announce their beliefs—and it was part of their humanism to think that you don't announce your beliefs but live them—they would have expressed them thus: "There probably is no God; so start worrying, and remember that self-discipline is up to you." The British Humanist Association sees nothing wrong with the reference to enjoyment; it seems to have no consciousness of what is clearly announced between the lines of the text, namely that there are no ideals higher than pleasure. Its publications imply that there is only one thing that stands between man and his happiness, and that is the belief in God. Take that belief away, and we can run out into the garden of permissions, picking the fruit that we wrongly thought to have been forbidden. The humanists I knew as a young man would have reacted with disgust at this hedonistic message, and at a philosophy that aims to dispense with God without also aiming to replace Him.
BUT THE BUS adverts fit the spirit of modern Britain, and not even the Muslims complain about them. One Christian bus driver has refused to drive his bus, and a few hundred people have written to the Advertising Standards Council, which has rejected their complaint, but that is as far as the protests have gone. When, in the light of this advertising campaign, I look back at the humanist movement that I encountered as an adolescent, one thing above all strikes me: that the old humanism was not about deconstructing God; it was about constructing man. It was a positive movement, devoted to seeking things worthy of emulation and sacrifice, even if there is no God to promote them. Its principal fear was that, deprived of religious belief, people would let go of their ideals. Hence it urgently sought a new basis for moral restraint in the idea of human dignity.
The old humanism was not a pleasure-seeking, still less a pleasure-loving philosophy. It took its inspiration from Enlightenment philosophers, from Milton, Blake, and D. H. Lawrence, and from the legacy of Western art. The humanist who most influenced me at Cambridge believed that in no works had humanity been more blessed by true ideals than in the St. Matthew Passion of Bach and the Tristan und Isolde of Wagner, the one a work of Christian devotion, the other a work that makes no mention of God or gods, but simply dwells on the exalted nature of erotic love when tied to mutual sacrifice. Although I was skeptical toward that kind of humanism, I never doubted its nobility of purpose. It was devoted to exalting the human person above the human animal, and moral discipline above random appetite. It saw art, music, and literature not simply as pleasures, but as sources of spiritual strength. And it took the same view of religion. Humanists of the old school were not believers. The ability to question, to doubt, to live in perpetual uncertainty, they thought, is one of the noble endowments of the human intellect. But they respected religion and studied it for the moral and spiritual truths that could outlive the God who once promoted them.
Observing the new humanism from my old perspective I am struck not only by its lack of positive belief, but also by its need to compensate for this lack by antagonism toward an imagined enemy. I say "imagined," since it is obvious that religion is a declining force in Britain. There is no need to consult the pronouncements of the Archbishop of Canterbury: the response to the bus campaign abundantly proves the point. But a weak enemy is precisely what these negative philosophies require. Like so many modern ideologies, the new humanism seeks to define itself through what it is against rather than what it is for. It is for nothing, or at any rate for nothing in particular. Ever since the Enlightenment there has been a tendency to adopt this negative approach to the human condition, rather than to live out the exacting demands of the Enlightenment morality, which tells us to take responsibility for ourselves and to cease our snivelling. Having shaken off their shackles and discovered that they have not obtained contentment, human beings have a lamentable tendency to believe that they are victims of some alien force, be it aristocracy, the bourgeoisie, capitalism, the priesthood, or simply the belief in God. And the feeling arises that they need only destroy this alien force, and happiness will be served up on a plate, in a garden of pleasures. That, in my view, is why the Enlightenment, which promised the reign of freedom and justice, issued in an unending series of wars.
[…]”
”[…]
The British Humanist Association is currently running a campaign against religious faith. It has bought advertising space on our city buses, which now patrol the streets declaring that "There probably is no God; so stop worrying and enjoy life." My parents would have been appalled at such a declaration. From a true premise, they would have said, it derives a false and pernicious conclusion. Had they wished to announce their beliefs—and it was part of their humanism to think that you don't announce your beliefs but live them—they would have expressed them thus: "There probably is no God; so start worrying, and remember that self-discipline is up to you." The British Humanist Association sees nothing wrong with the reference to enjoyment; it seems to have no consciousness of what is clearly announced between the lines of the text, namely that there are no ideals higher than pleasure. Its publications imply that there is only one thing that stands between man and his happiness, and that is the belief in God. Take that belief away, and we can run out into the garden of permissions, picking the fruit that we wrongly thought to have been forbidden. The humanists I knew as a young man would have reacted with disgust at this hedonistic message, and at a philosophy that aims to dispense with God without also aiming to replace Him.
BUT THE BUS adverts fit the spirit of modern Britain, and not even the Muslims complain about them. One Christian bus driver has refused to drive his bus, and a few hundred people have written to the Advertising Standards Council, which has rejected their complaint, but that is as far as the protests have gone. When, in the light of this advertising campaign, I look back at the humanist movement that I encountered as an adolescent, one thing above all strikes me: that the old humanism was not about deconstructing God; it was about constructing man. It was a positive movement, devoted to seeking things worthy of emulation and sacrifice, even if there is no God to promote them. Its principal fear was that, deprived of religious belief, people would let go of their ideals. Hence it urgently sought a new basis for moral restraint in the idea of human dignity.
The old humanism was not a pleasure-seeking, still less a pleasure-loving philosophy. It took its inspiration from Enlightenment philosophers, from Milton, Blake, and D. H. Lawrence, and from the legacy of Western art. The humanist who most influenced me at Cambridge believed that in no works had humanity been more blessed by true ideals than in the St. Matthew Passion of Bach and the Tristan und Isolde of Wagner, the one a work of Christian devotion, the other a work that makes no mention of God or gods, but simply dwells on the exalted nature of erotic love when tied to mutual sacrifice. Although I was skeptical toward that kind of humanism, I never doubted its nobility of purpose. It was devoted to exalting the human person above the human animal, and moral discipline above random appetite. It saw art, music, and literature not simply as pleasures, but as sources of spiritual strength. And it took the same view of religion. Humanists of the old school were not believers. The ability to question, to doubt, to live in perpetual uncertainty, they thought, is one of the noble endowments of the human intellect. But they respected religion and studied it for the moral and spiritual truths that could outlive the God who once promoted them.
Observing the new humanism from my old perspective I am struck not only by its lack of positive belief, but also by its need to compensate for this lack by antagonism toward an imagined enemy. I say "imagined," since it is obvious that religion is a declining force in Britain. There is no need to consult the pronouncements of the Archbishop of Canterbury: the response to the bus campaign abundantly proves the point. But a weak enemy is precisely what these negative philosophies require. Like so many modern ideologies, the new humanism seeks to define itself through what it is against rather than what it is for. It is for nothing, or at any rate for nothing in particular. Ever since the Enlightenment there has been a tendency to adopt this negative approach to the human condition, rather than to live out the exacting demands of the Enlightenment morality, which tells us to take responsibility for ourselves and to cease our snivelling. Having shaken off their shackles and discovered that they have not obtained contentment, human beings have a lamentable tendency to believe that they are victims of some alien force, be it aristocracy, the bourgeoisie, capitalism, the priesthood, or simply the belief in God. And the feeling arises that they need only destroy this alien force, and happiness will be served up on a plate, in a garden of pleasures. That, in my view, is why the Enlightenment, which promised the reign of freedom and justice, issued in an unending series of wars.
[…]”
fredag den 6. marts 2009
Hvis det er fakta, så benægter a fakta
Af Morten Uhrskov Jensen
Nedenfor følger det indlæg, jeg håber at få optaget i Weekendavisen førstkommende fredag.
Jeg læste med interesse Anne Knudsens leder Undtagelsestilstand i WA 6. marts. Lederen er værd at beskæftige sig med, fordi den på glimrende vis illustrerer, hvordan kultureliten må slå knuder på sig selv i disse tider, hvor materialiseringen af det multikulturelle samfund åbenbarer sig. Med ironisk distance karakteriserer Anne Knudsen muslimske gangstere som »oplevelseslystne unge«, der ikke er blevet taget tilstrækkelig hånd om. Anne Knudsen funderer over, hvorfor det er gået så galt, og hun konstaterer, at der nok ikke er blevet gjort »nævneværdigt for at påvirke familiernes normer i retning af voksen ansvarlighed«. Hun er ret sikker på, at det ikke skyldes, at der er »indvandrergrupper, som det er meget, meget sværere at påvirke, end man skulle forestille sig«.
Det skriver Anne Knudsen faktisk. At hun stadig hælder til, at den muslimske masseindvandring burde kunne blive en succeshistorie så nogenlunde gnidningsfrit. Om blot man var lidt mere konsekvent og ligesom belærte indvandrerne om voksen ansvarlighed. Jeg tør tilnærmelsesvis garantere, at Anne Knudsen i de kommende år må slå endnu flere knuder på sig selv, ifald hun agter at forsvare den position, hun har indtaget i mere end ti år.
Lad mig afslutningsvis citere WAs chefredaktør fra den 14. april 1997. Her talte hun ved en demonstration på Rådhuspladsen vendt imod Ekstra Bladets kampagner, der forsøgte at oplyse danskerne om konsekvenserne af den førte udlændingepolitik. Hun sagde, at »Det provokerer mig, at avisen laver en kampagne, der forsøger at bilde folk ind, at deres naboer er racister. For det er alle dem, der ikke selv har erfaringer med fremmede, der risikerer at sluge dette billede råt«. Omsorgen for danskerne var således ikke til at tage fejl af, og vi må håbe, at danskerne efter at have haft yderligere 12 år til at erfare kulturberigelsen har sandet visdommen i chefredaktørens ord.
Og lige til allersidst: tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet Sven Ove Gade skrev i en klumme i Jyllands-Posten for nogle år siden, at Anne Knudsen ved omtalte demonstration afbrændte et eksemplar af Ekstra Bladet. Jeg har ikke selv kunnet finde dokumentation for denne hændelse. Jeg skal derfor høre Anne Knudsen, om hun kan be- eller afkræfte, at hun foretog denne moderne form for bogafbrænding.
Nedenfor følger det indlæg, jeg håber at få optaget i Weekendavisen førstkommende fredag.
Jeg læste med interesse Anne Knudsens leder Undtagelsestilstand i WA 6. marts. Lederen er værd at beskæftige sig med, fordi den på glimrende vis illustrerer, hvordan kultureliten må slå knuder på sig selv i disse tider, hvor materialiseringen af det multikulturelle samfund åbenbarer sig. Med ironisk distance karakteriserer Anne Knudsen muslimske gangstere som »oplevelseslystne unge«, der ikke er blevet taget tilstrækkelig hånd om. Anne Knudsen funderer over, hvorfor det er gået så galt, og hun konstaterer, at der nok ikke er blevet gjort »nævneværdigt for at påvirke familiernes normer i retning af voksen ansvarlighed«. Hun er ret sikker på, at det ikke skyldes, at der er »indvandrergrupper, som det er meget, meget sværere at påvirke, end man skulle forestille sig«.
Det skriver Anne Knudsen faktisk. At hun stadig hælder til, at den muslimske masseindvandring burde kunne blive en succeshistorie så nogenlunde gnidningsfrit. Om blot man var lidt mere konsekvent og ligesom belærte indvandrerne om voksen ansvarlighed. Jeg tør tilnærmelsesvis garantere, at Anne Knudsen i de kommende år må slå endnu flere knuder på sig selv, ifald hun agter at forsvare den position, hun har indtaget i mere end ti år.
Lad mig afslutningsvis citere WAs chefredaktør fra den 14. april 1997. Her talte hun ved en demonstration på Rådhuspladsen vendt imod Ekstra Bladets kampagner, der forsøgte at oplyse danskerne om konsekvenserne af den førte udlændingepolitik. Hun sagde, at »Det provokerer mig, at avisen laver en kampagne, der forsøger at bilde folk ind, at deres naboer er racister. For det er alle dem, der ikke selv har erfaringer med fremmede, der risikerer at sluge dette billede råt«. Omsorgen for danskerne var således ikke til at tage fejl af, og vi må håbe, at danskerne efter at have haft yderligere 12 år til at erfare kulturberigelsen har sandet visdommen i chefredaktørens ord.
Og lige til allersidst: tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet Sven Ove Gade skrev i en klumme i Jyllands-Posten for nogle år siden, at Anne Knudsen ved omtalte demonstration afbrændte et eksemplar af Ekstra Bladet. Jeg har ikke selv kunnet finde dokumentation for denne hændelse. Jeg skal derfor høre Anne Knudsen, om hun kan be- eller afkræfte, at hun foretog denne moderne form for bogafbrænding.
torsdag den 12. februar 2009
Om et institut og dets opgaver
Af Morten Uhrskov Jensen
Nedenunder følger min artikel, som den er blevet trykt i Tidehverv i februar. Jeg prøvede at sende den som kronikforslag til Politiken og Weekendavisen, desværre uden held.
Det er kommet mig for øre, at lektor i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jonas Christoffersen er blevet udnævnt til ny direktør for Institut for Menneskerettigheder efter Morten Kjærums afgang. Morten Kjærum er avanceret til posten som direktør for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, som tidligere gik under det mere mundrette navn Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad.
Jeg vil gerne ønske Jonas Christoffersen til lykke med udnævnelsen og tilføje, at han har en tung arv at løfte efter sin forgænger. At dømme efter hans mange indlæg i især Weekendavisen er jeg dog ikke i tvivl om, at han kan gøre det. Og så alligevel. Det er ikke en hr. hvemsomhelst, han efterfølger. Morten Kjærum nåede at optræde på den danske scene i mere end to årtier, først som asylchef for Dansk Flygtningehjælp, siden som direktør for Center for Menneskerettigheder, fra 2002 Institut for Menneskerettigheder. I al den tid var Morten Kjærum en ubønhørlig revser af samtlige siddende regeringers politik på udlændingeområdet. Det var noget trygt og velkendt, når Morten Kjærum tonede frem på skærmen og udtalte, at Danmark mindst bevægede sig på kanten af alverdens konventioner og moralsk var skredet så langt ud til højre, så det kun lige akkurat overlodes til seeren at gætte, hvor riget var på vej hen. Eksemplerne er talløse, men gribende var det, da Morten Kjærum den 17. januar 2000 til BT udtalte, at »Menneskerettighederne er til for at beskytte de allersvageste. Voldsofre hører selvfølgelig også til de svage, men deres rettigheder er der så mange, der tager sig af. Vi behøver ikke at rende efter ulveflokken«. Morten Kjærums svar blev givet, fordi journalisten tillod sig at spørge om, hvorfor Center for Menneskerettigheder aldrig beskæftigede sig med ofrene for grov kriminalitet forøvet af udlændinge, men i stedet ihærdigt fastholdt, at det burde være noget nær umuligt at udvise mennesker, der havde haft bopæl i Danmark i en årrække, også selv om disse ikke var danske statsborgere og altså havde begået grov kriminalitet.
Så arven er tung, men selvfølgelig ikke umulig at løfte. Jeg tillader mig dog at give den nyudnævnte direktør et par gode råd med på vejen. Seks i alt er det blevet til, og de følger her:
For det første er det vigtigt, at Jonas Christoffersen fortsat bagatelliserer overgreb på danskere – ikke mindst grov vold og voldtægt – når overgrebene er forøvet af udlændinge, og disse står i fare for at blive udvist. Den nye direktør kan selvfølgelig godt udtrykke en personlig medfølelse (selv om dette ville være et nybrud i forhold til Morten Kjærums tid) med ofrene, men han skal skynde sig at slå fast, at det i virkeligheden ikke handler om kriminalitet og de mennesker, den rammer, men om de menneskerettigheder, som uvægerligt hele tiden er ved at blive krænket, når de danske domstole måtte overveje (efter mange trakasserier; dommere kommer jo, som de er flest, fra det samme segment som Jonas Christoffersen) at udvise en udlænding, der har begået grov kriminalitet. Han skal understrege, at de kriminelle udlændinge reelt er endnu svagere end de mennesker, som de har slået til lirekassemænd, idet de jo ikke er danske statsborgere og derfor risikerer en dobbeltstraf, hvis domstolen fastsætter, at de skal udvises efter endt afsoning. Her kræves ind imellem en vis stamina. Den nye direktør skal med andre ord have is i maven og med rolig mimik og stemmeføring kunne afvise alle urimelige indvendinger fremsat af pårørende, populistiske politikere eller en sensationslysten presse.
Alene det at Jonas Christoffersen er blevet udnævnt, tyder dog heldigvis på, at han kan stå distancen. Et særkende for den klasse, han tilhører, er nemlig, at dens repræsentanter ikke under nogen omstændigheder er til fals for sådan noget som folkestemningen, ej heller selv om denne folkestemning gennem årtier har manifesteret sig i et markant ønske om flere udvisningsdomme ved grov kriminalitet. Det har vel egentlig altid kendetegnet overklassen, at den med ro i sindet kunne tilbagevise eventuelle krav fra de lavere klasser, og jeg er sikker på, at Jonas Christoffersen ikke vil vise sig at være en undtagelse.
For det andet er det vigtigt, at Institut for Menneskerettigheder udbygger og forstærker sin indsats mod den institutionelle og strukturelle racisme. Hvis læseren i sin vankundighed for sig selv må indrømme, at det aldrig har stået ham eller hende helt klart, hvad disse begreber dækker over, skal det være tilgivet. Det er sådan set en del af pointen. Lad mig dog forsøge kort alligevel. Den institutionelle racisme er den, hvorefter f.eks. politiet eller den kommunale forvaltning har nogle uerkendte fordomme over for mennesker af anden oprindelse end dansk. Begrebets proselytter vil i reglen hævde, at det ofte har noget at gøre med hudfarve. I hvert fald betyder det, at etniske minoriteter bliver bedømt strengere end danskere, og at de følgelig lukkes ude fra uddannelser og jobs, til hvilke de egentlig er kvalificeret.
Det er jo galt nok. Men den strukturelle racisme er dog værre. Den gennemsyrer nemlig hele Danmark og alle danskerne (i en bredere betydning alle vesterlændinge og hele den vestlige verden). Ifølge den er et meget stort flertal af danskere, alle frivillige sammenslutninger og i det hele taget alle steder, hvor danskere mødes og udveksler relationer, betændte af fordomme og stereotypificering (jo, det hedder det faktisk), så mennesker af anden etnisk herkomst effektivt forhindres i at deltage. Danskerne ved det mange gange ikke selv, men den er god nok.
Læseren bedes bemærke, hvor fremragende tænkt disse to begreber faktisk er. De er et studie i ukonkrethed, og de er følgelig altomfattende og derfor umulige at gøre op med, især da de som nævnt er i høj grad uerkendte. Men godt er det at tænke på, at nogen ved, at de er der alligevel og derfor må bekæmpes af al magt. Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheder bør i endnu højere grad, end tilfældet allerede er, gøre sig til fyrtårnet for den oplysthed, der påtager sig det utaknemmelige slid at besidde en særlig indsigt og en særlig sprogbrug, der har som sit mål at omkalfatre Danmark og danskerne. Da den institutionelle og strukturelle racisme jo dog for størstedelen er netop uerkendt, bør instituttet derfor arbejde på at få indført f.eks. positiv særbehandling (USA har haft en helt fantastisk succes desangående, hvilket vi alle ved), langt strengere straffe til diskoteksejere, der tillader sig at diskriminere imellem, hvem de lukker ind i etablissementet, en hel del flere begrænsninger af ytringsfriheden, og læseren kan selv fortsætte listen. Der er tale om en i høj grad uopdyrket mark, og Jonas Christoffersen bør kende sin besøgelsestid.
Når Institut for Menneskerettigheder beskyldes for at hylde et ideal, der er abstraheret fra virkeligheden, og at instituttets anbefalinger og irettesættelser af de politiske beslutninger reelt er lig med et ønske om fortsat muslimsk masseindvandring, så må Jonas Christoffersen stå fast. Han bør i stil med sin forgænger fremhæve, at opretholdelsen af de universelle menneskerettigheder er et naturligt led i en historisk udvikling, der går mange år tilbage, til tiden efter den anden verdenskrig, til den første verdenskrig og endelig til oplysningstiden og den franske revolution. Herefter er de universelle menneskerettigheder blot en naturlig konsekvens af især det 20. århundredes ulykker. Instituttet og Jonas Christoffersen må for Guds skyld ikke begynde at overveje, om de universelle menneskerettigheder er udledt af den mest rabiate del af den franske oplysningstradition, som den er formuleret af Rousseau og Voltaire. Og om den engelsk-skotske-amerikanske moderate oplysning måske ville have et ord at sige med på vejen. I valget mellem den absolutte og den gradvise eller relative ret må Jonas Christoffersen ikke ryste på hånden. Han må fastholde, at menneskerettighederne er noget helt særegent, noget hævet over tid og rum, idet de omfatter alle på alle steder og til alle tider og mindst af alt respekterer grænser og spørgsmålet om, hvem der har magten til at definere virkeligheden på et givent territorium. Menneskerettighederne må være hinsides det dennesidige og alligevel omslutte det dennesidige i sin totalitet. Samtidig skal Jonas Christoffersen altså fastholde, at menneskerettighederne er groet naturligt frem af det forgangne, og at det ville være at bryde med den historiske nødvendighed, hvis man gjorde dem relative og ikke absolutte. Det er ikke nogen helt let øvelse, men holder Jonas Christoffersen tungen lige i munden, skulle det ikke være umuligt.
For det fjerde bør Jonas Christoffersen vie et særligt kapitel til spørgsmålet om, hvad Danmark og danskerne er. Han bør insistere på, at danskheden og Danmark er en konstruktion, der blev skabt i første halvdel af det nittende århundrede og vel reelt først efter 1864, hvor Danmark mistede Sønderjylland. Det bør for så vidt ikke være noget problem for ham og instituttet. En hærskare af historikere, sociologer, antropologer og lignende lærde mennesker vil bekræfte ham i, at den såkaldt danske identitet allerhøjst er 200 år gammel. I omtrent fire årtier har det været god latin at forsikre danskerne om, at deres følelse af identitet var noget kunstigt tilegnet, bestemt af nogle tilfældige daværende magtforhold, hvorfor det ganske logisk vil være muligt at dekonstruere denne identitet og konstruere en ny, der retter sig mod EU, mod det globale og mod den muslimske indvandring.
Jonas Christoffersen bør dog være opmærksom på, at misliebige personer kan anfægte dette synspunkt og hævde, at Danmark og dansk identitet er langt ældre, og at det derfor ikke er lige gyldigt, hvem der har rettigheder til at komme til og opholde sig i Danmark. De kunne finde på at fremdrage historiske kilder, hvor Saxo fortæller, at han vil skrive danernes historie, de kunne finde på at nævne Poul Helgesen, reformkatolikken, der i 1534 prøvede at afværge borgerkrigen ved at henvise til, at »vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår«, og de kunne finde på at nævne snaphanernes stædige forsøg på at blive underlagt den svenske trone efter 1658, hvor Danmark tabte Skånelandene.
Sådanne forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved Institut for Menneskerettigheders mission bør Jonas Christoffersen se stort på. Bliver han ligefrem presset, må han alliere sig med de ovennævnte historikere og andre, der – skønt de formentlig ikke har læst de pågældende kilder – vil forsikre ham og offentligheden om, at de slet ikke betyder noget, men at de blot skal ses som led i en magtkamp, og at Danmark og danskerne dengang i virkeligheden var splittet i stænder, der ikke havde mere til fælles, end Jonas Christoffersen har med en dansker på overførselsindkomst, der bor i Gellerupparken.
For det femte må Jonas Christoffersen være bevidst om, at menneskerettighederne ikke er statiske, men uafladeligt må udbygges. En selvstændig opgave for Institut for Menneskerettigheder må derfor være stedse at udfinde nye rettigheder, der kan tilkomme dem, instituttet har fundet værdige. Her skal især nævnes to typer af rettigheder: sociale rettigheder og retten til ikke at blive krænket. De sociale rettigheder har et enormt potentiale for sig. I stedet for at indskrænke sig til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed mv. må Jonas Christoffersen slå på, at f.eks. retten til en bolig, retten til arbejde, retten til grønne områder og retten til kunstnydelse (den sidste fremgår allerede af FN´s menneskerettighedserklæring) bør være umistelige dele af alle borgeres rettigheder. Jonas Christoffersen skal samtidig huske på at indskærpe, at alle disse rettigheder – som altid er dynamiske, og som derfor altid skal udvides – er helt naturlige og indgår i den smukke række af rettigheder, som filosofisk anlagte mennesker har udtænkt gennem tiden. Retten til ikke at blive krænket er om muligt endnu mere indlysende og må betyde, at hvor ytringsfrihed og krænkelsesfrihed står over for hinanden, da må ytringsfriheden vige, hver gang.
For det sjette og sidste må Jonas Christoffersen fastholde og udbygge det synspunkt, at menneskerettigheder ikke besluttes af borgerne, men af eksperter. Jonas Christoffersen må nå det stykke vej, hans forgænger ikke nåede, og få knæsat det princip, at rigtige politiske beslutninger ikke bestemmes ud fra flertallet via det repræsentative demokrati, men i kraft af indsigtsfulde personer som Jonas Christoffersen og institutioner som Institut for Menneskerettigheder. Dette punkt er helt afgørende, da det – om det fuldbyrdes – effektivt vil sætte en stopper for den pinlige situation, der kan opstå, når det danske eller et hvilket som helst andet folk finder på at stemme forkert, og altså finder på at stemme på personer eller partier, der ikke deltager i Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheders vision om det samfund, hvor de universelle menneskerettigheder og kun de hersker.
Lægger Jonas Christoffersen sig ovenstående på sinde, er jeg overbevist om, at han – som sin forgænger Morten Kjærum – vil indlægge sig en plads i danmarkshistorien.
Nedenunder følger min artikel, som den er blevet trykt i Tidehverv i februar. Jeg prøvede at sende den som kronikforslag til Politiken og Weekendavisen, desværre uden held.
Det er kommet mig for øre, at lektor i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jonas Christoffersen er blevet udnævnt til ny direktør for Institut for Menneskerettigheder efter Morten Kjærums afgang. Morten Kjærum er avanceret til posten som direktør for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, som tidligere gik under det mere mundrette navn Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad.
Jeg vil gerne ønske Jonas Christoffersen til lykke med udnævnelsen og tilføje, at han har en tung arv at løfte efter sin forgænger. At dømme efter hans mange indlæg i især Weekendavisen er jeg dog ikke i tvivl om, at han kan gøre det. Og så alligevel. Det er ikke en hr. hvemsomhelst, han efterfølger. Morten Kjærum nåede at optræde på den danske scene i mere end to årtier, først som asylchef for Dansk Flygtningehjælp, siden som direktør for Center for Menneskerettigheder, fra 2002 Institut for Menneskerettigheder. I al den tid var Morten Kjærum en ubønhørlig revser af samtlige siddende regeringers politik på udlændingeområdet. Det var noget trygt og velkendt, når Morten Kjærum tonede frem på skærmen og udtalte, at Danmark mindst bevægede sig på kanten af alverdens konventioner og moralsk var skredet så langt ud til højre, så det kun lige akkurat overlodes til seeren at gætte, hvor riget var på vej hen. Eksemplerne er talløse, men gribende var det, da Morten Kjærum den 17. januar 2000 til BT udtalte, at »Menneskerettighederne er til for at beskytte de allersvageste. Voldsofre hører selvfølgelig også til de svage, men deres rettigheder er der så mange, der tager sig af. Vi behøver ikke at rende efter ulveflokken«. Morten Kjærums svar blev givet, fordi journalisten tillod sig at spørge om, hvorfor Center for Menneskerettigheder aldrig beskæftigede sig med ofrene for grov kriminalitet forøvet af udlændinge, men i stedet ihærdigt fastholdt, at det burde være noget nær umuligt at udvise mennesker, der havde haft bopæl i Danmark i en årrække, også selv om disse ikke var danske statsborgere og altså havde begået grov kriminalitet.
Så arven er tung, men selvfølgelig ikke umulig at løfte. Jeg tillader mig dog at give den nyudnævnte direktør et par gode råd med på vejen. Seks i alt er det blevet til, og de følger her:
For det første er det vigtigt, at Jonas Christoffersen fortsat bagatelliserer overgreb på danskere – ikke mindst grov vold og voldtægt – når overgrebene er forøvet af udlændinge, og disse står i fare for at blive udvist. Den nye direktør kan selvfølgelig godt udtrykke en personlig medfølelse (selv om dette ville være et nybrud i forhold til Morten Kjærums tid) med ofrene, men han skal skynde sig at slå fast, at det i virkeligheden ikke handler om kriminalitet og de mennesker, den rammer, men om de menneskerettigheder, som uvægerligt hele tiden er ved at blive krænket, når de danske domstole måtte overveje (efter mange trakasserier; dommere kommer jo, som de er flest, fra det samme segment som Jonas Christoffersen) at udvise en udlænding, der har begået grov kriminalitet. Han skal understrege, at de kriminelle udlændinge reelt er endnu svagere end de mennesker, som de har slået til lirekassemænd, idet de jo ikke er danske statsborgere og derfor risikerer en dobbeltstraf, hvis domstolen fastsætter, at de skal udvises efter endt afsoning. Her kræves ind imellem en vis stamina. Den nye direktør skal med andre ord have is i maven og med rolig mimik og stemmeføring kunne afvise alle urimelige indvendinger fremsat af pårørende, populistiske politikere eller en sensationslysten presse.
Alene det at Jonas Christoffersen er blevet udnævnt, tyder dog heldigvis på, at han kan stå distancen. Et særkende for den klasse, han tilhører, er nemlig, at dens repræsentanter ikke under nogen omstændigheder er til fals for sådan noget som folkestemningen, ej heller selv om denne folkestemning gennem årtier har manifesteret sig i et markant ønske om flere udvisningsdomme ved grov kriminalitet. Det har vel egentlig altid kendetegnet overklassen, at den med ro i sindet kunne tilbagevise eventuelle krav fra de lavere klasser, og jeg er sikker på, at Jonas Christoffersen ikke vil vise sig at være en undtagelse.
For det andet er det vigtigt, at Institut for Menneskerettigheder udbygger og forstærker sin indsats mod den institutionelle og strukturelle racisme. Hvis læseren i sin vankundighed for sig selv må indrømme, at det aldrig har stået ham eller hende helt klart, hvad disse begreber dækker over, skal det være tilgivet. Det er sådan set en del af pointen. Lad mig dog forsøge kort alligevel. Den institutionelle racisme er den, hvorefter f.eks. politiet eller den kommunale forvaltning har nogle uerkendte fordomme over for mennesker af anden oprindelse end dansk. Begrebets proselytter vil i reglen hævde, at det ofte har noget at gøre med hudfarve. I hvert fald betyder det, at etniske minoriteter bliver bedømt strengere end danskere, og at de følgelig lukkes ude fra uddannelser og jobs, til hvilke de egentlig er kvalificeret.
Det er jo galt nok. Men den strukturelle racisme er dog værre. Den gennemsyrer nemlig hele Danmark og alle danskerne (i en bredere betydning alle vesterlændinge og hele den vestlige verden). Ifølge den er et meget stort flertal af danskere, alle frivillige sammenslutninger og i det hele taget alle steder, hvor danskere mødes og udveksler relationer, betændte af fordomme og stereotypificering (jo, det hedder det faktisk), så mennesker af anden etnisk herkomst effektivt forhindres i at deltage. Danskerne ved det mange gange ikke selv, men den er god nok.
Læseren bedes bemærke, hvor fremragende tænkt disse to begreber faktisk er. De er et studie i ukonkrethed, og de er følgelig altomfattende og derfor umulige at gøre op med, især da de som nævnt er i høj grad uerkendte. Men godt er det at tænke på, at nogen ved, at de er der alligevel og derfor må bekæmpes af al magt. Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheder bør i endnu højere grad, end tilfældet allerede er, gøre sig til fyrtårnet for den oplysthed, der påtager sig det utaknemmelige slid at besidde en særlig indsigt og en særlig sprogbrug, der har som sit mål at omkalfatre Danmark og danskerne. Da den institutionelle og strukturelle racisme jo dog for størstedelen er netop uerkendt, bør instituttet derfor arbejde på at få indført f.eks. positiv særbehandling (USA har haft en helt fantastisk succes desangående, hvilket vi alle ved), langt strengere straffe til diskoteksejere, der tillader sig at diskriminere imellem, hvem de lukker ind i etablissementet, en hel del flere begrænsninger af ytringsfriheden, og læseren kan selv fortsætte listen. Der er tale om en i høj grad uopdyrket mark, og Jonas Christoffersen bør kende sin besøgelsestid.
Når Institut for Menneskerettigheder beskyldes for at hylde et ideal, der er abstraheret fra virkeligheden, og at instituttets anbefalinger og irettesættelser af de politiske beslutninger reelt er lig med et ønske om fortsat muslimsk masseindvandring, så må Jonas Christoffersen stå fast. Han bør i stil med sin forgænger fremhæve, at opretholdelsen af de universelle menneskerettigheder er et naturligt led i en historisk udvikling, der går mange år tilbage, til tiden efter den anden verdenskrig, til den første verdenskrig og endelig til oplysningstiden og den franske revolution. Herefter er de universelle menneskerettigheder blot en naturlig konsekvens af især det 20. århundredes ulykker. Instituttet og Jonas Christoffersen må for Guds skyld ikke begynde at overveje, om de universelle menneskerettigheder er udledt af den mest rabiate del af den franske oplysningstradition, som den er formuleret af Rousseau og Voltaire. Og om den engelsk-skotske-amerikanske moderate oplysning måske ville have et ord at sige med på vejen. I valget mellem den absolutte og den gradvise eller relative ret må Jonas Christoffersen ikke ryste på hånden. Han må fastholde, at menneskerettighederne er noget helt særegent, noget hævet over tid og rum, idet de omfatter alle på alle steder og til alle tider og mindst af alt respekterer grænser og spørgsmålet om, hvem der har magten til at definere virkeligheden på et givent territorium. Menneskerettighederne må være hinsides det dennesidige og alligevel omslutte det dennesidige i sin totalitet. Samtidig skal Jonas Christoffersen altså fastholde, at menneskerettighederne er groet naturligt frem af det forgangne, og at det ville være at bryde med den historiske nødvendighed, hvis man gjorde dem relative og ikke absolutte. Det er ikke nogen helt let øvelse, men holder Jonas Christoffersen tungen lige i munden, skulle det ikke være umuligt.
For det fjerde bør Jonas Christoffersen vie et særligt kapitel til spørgsmålet om, hvad Danmark og danskerne er. Han bør insistere på, at danskheden og Danmark er en konstruktion, der blev skabt i første halvdel af det nittende århundrede og vel reelt først efter 1864, hvor Danmark mistede Sønderjylland. Det bør for så vidt ikke være noget problem for ham og instituttet. En hærskare af historikere, sociologer, antropologer og lignende lærde mennesker vil bekræfte ham i, at den såkaldt danske identitet allerhøjst er 200 år gammel. I omtrent fire årtier har det været god latin at forsikre danskerne om, at deres følelse af identitet var noget kunstigt tilegnet, bestemt af nogle tilfældige daværende magtforhold, hvorfor det ganske logisk vil være muligt at dekonstruere denne identitet og konstruere en ny, der retter sig mod EU, mod det globale og mod den muslimske indvandring.
Jonas Christoffersen bør dog være opmærksom på, at misliebige personer kan anfægte dette synspunkt og hævde, at Danmark og dansk identitet er langt ældre, og at det derfor ikke er lige gyldigt, hvem der har rettigheder til at komme til og opholde sig i Danmark. De kunne finde på at fremdrage historiske kilder, hvor Saxo fortæller, at han vil skrive danernes historie, de kunne finde på at nævne Poul Helgesen, reformkatolikken, der i 1534 prøvede at afværge borgerkrigen ved at henvise til, at »vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår«, og de kunne finde på at nævne snaphanernes stædige forsøg på at blive underlagt den svenske trone efter 1658, hvor Danmark tabte Skånelandene.
Sådanne forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved Institut for Menneskerettigheders mission bør Jonas Christoffersen se stort på. Bliver han ligefrem presset, må han alliere sig med de ovennævnte historikere og andre, der – skønt de formentlig ikke har læst de pågældende kilder – vil forsikre ham og offentligheden om, at de slet ikke betyder noget, men at de blot skal ses som led i en magtkamp, og at Danmark og danskerne dengang i virkeligheden var splittet i stænder, der ikke havde mere til fælles, end Jonas Christoffersen har med en dansker på overførselsindkomst, der bor i Gellerupparken.
For det femte må Jonas Christoffersen være bevidst om, at menneskerettighederne ikke er statiske, men uafladeligt må udbygges. En selvstændig opgave for Institut for Menneskerettigheder må derfor være stedse at udfinde nye rettigheder, der kan tilkomme dem, instituttet har fundet værdige. Her skal især nævnes to typer af rettigheder: sociale rettigheder og retten til ikke at blive krænket. De sociale rettigheder har et enormt potentiale for sig. I stedet for at indskrænke sig til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed mv. må Jonas Christoffersen slå på, at f.eks. retten til en bolig, retten til arbejde, retten til grønne områder og retten til kunstnydelse (den sidste fremgår allerede af FN´s menneskerettighedserklæring) bør være umistelige dele af alle borgeres rettigheder. Jonas Christoffersen skal samtidig huske på at indskærpe, at alle disse rettigheder – som altid er dynamiske, og som derfor altid skal udvides – er helt naturlige og indgår i den smukke række af rettigheder, som filosofisk anlagte mennesker har udtænkt gennem tiden. Retten til ikke at blive krænket er om muligt endnu mere indlysende og må betyde, at hvor ytringsfrihed og krænkelsesfrihed står over for hinanden, da må ytringsfriheden vige, hver gang.
For det sjette og sidste må Jonas Christoffersen fastholde og udbygge det synspunkt, at menneskerettigheder ikke besluttes af borgerne, men af eksperter. Jonas Christoffersen må nå det stykke vej, hans forgænger ikke nåede, og få knæsat det princip, at rigtige politiske beslutninger ikke bestemmes ud fra flertallet via det repræsentative demokrati, men i kraft af indsigtsfulde personer som Jonas Christoffersen og institutioner som Institut for Menneskerettigheder. Dette punkt er helt afgørende, da det – om det fuldbyrdes – effektivt vil sætte en stopper for den pinlige situation, der kan opstå, når det danske eller et hvilket som helst andet folk finder på at stemme forkert, og altså finder på at stemme på personer eller partier, der ikke deltager i Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheders vision om det samfund, hvor de universelle menneskerettigheder og kun de hersker.
Lægger Jonas Christoffersen sig ovenstående på sinde, er jeg overbevist om, at han – som sin forgænger Morten Kjærum – vil indlægge sig en plads i danmarkshistorien.
mandag den 9. februar 2009
Hitler om Islam
Med 1930’ernes tysk-arabiske alliance (hvor stormuftien af Jerusalem, Amin el-Husseini, havde tætte forbindelser til de nazistiske spidser) in mente - og med heilende Hamas-tilhængere i de københavnske gader frisk på nethinden (jf. indlæg nedenfor), er nedenstående citat fra Albert Speers erindringer vel interessant:
Speer: ”Hvordan Hitler forestillede sig en statskirke, kunne man slutte af en fortælling, han ofte vendte tilbage til, og som han havde hørt af en delegation af arabere: Da muhammedanerne – sådan forklarede gæsterne – i det 8. århundrede ville trænge frem til Mellemeuropa via Frankrig, blev de slået tilbage ved slaget ved Poitiers. Hvis de havde vundet dette slag, ville verden i dag have været muhammedansk, for de ville dermed have pånødet de germanske folk en religion, der ved sin lære: at udbrede troen med sværdet og tvinge alle folkeslag under denne tro, var som skabt for germanerne. Som følge af erobrernes racemæssige underlegenhed ville disse ikke i længden have kunnet hævde sig mod de i landets barskere natur opvoksede og stærkere indbyggere, hvorfor til sidst ikke araberne, men muhammedaniserede germanere ville være stået i spidsen for dette islamiske verdensrige!
Hitler plejede at slutte denne fortælling med følgende betragtning: ’Vi har i det hele taget det uheld, at vi har en forkert religion. Hvorfor har vi ikke japanernes – de, der betragter offeret for fædrelandet som det højeste? Også den muhammedanske religion ville være langt bedre egnet for os end kristendommen med dennes slappe tolerance’.”
[Fra Albert Speer: Erindringer 1933-1945. (Kbh.) Schønberg 2003, s.89. Se ligeledes : Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina. Informations Forlag 2008]
Speer: ”Hvordan Hitler forestillede sig en statskirke, kunne man slutte af en fortælling, han ofte vendte tilbage til, og som han havde hørt af en delegation af arabere: Da muhammedanerne – sådan forklarede gæsterne – i det 8. århundrede ville trænge frem til Mellemeuropa via Frankrig, blev de slået tilbage ved slaget ved Poitiers. Hvis de havde vundet dette slag, ville verden i dag have været muhammedansk, for de ville dermed have pånødet de germanske folk en religion, der ved sin lære: at udbrede troen med sværdet og tvinge alle folkeslag under denne tro, var som skabt for germanerne. Som følge af erobrernes racemæssige underlegenhed ville disse ikke i længden have kunnet hævde sig mod de i landets barskere natur opvoksede og stærkere indbyggere, hvorfor til sidst ikke araberne, men muhammedaniserede germanere ville være stået i spidsen for dette islamiske verdensrige!
Hitler plejede at slutte denne fortælling med følgende betragtning: ’Vi har i det hele taget det uheld, at vi har en forkert religion. Hvorfor har vi ikke japanernes – de, der betragter offeret for fædrelandet som det højeste? Også den muhammedanske religion ville være langt bedre egnet for os end kristendommen med dennes slappe tolerance’.”
[Fra Albert Speer: Erindringer 1933-1945. (Kbh.) Schønberg 2003, s.89. Se ligeledes : Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina. Informations Forlag 2008]
fredag den 6. februar 2009
Kierstein: Åbent brev til ministeren
Vi har modtaget nedenstående åbne brev fra Tomas Kierstein til justistsministeren. Vi behøver vel næppe bemærke, at ministeren ikke har svaret, og at ingen aviser har haft lyst til at trykke brevet. Derfor bringes det her.
Vedr. ytringer, fremsat ved demonstrationer i København
Kære Brian Mikkelsen
Danske borgere har i de seneste par dage oplevet, hvorledes folkevalgte og topfolk i politiet billedligt talt har stået i kø for at udtrykke fordømmelse af udtalelser, som en menig politibetjent påstås at være fremkommet med under en demonstration mod Israels intervention i Gaza.
På den baggrund undrer det, at de samme politikere og topfolk fra politietaten ikke har reageret i synderlig grad på de udtalelser, der faldt ved en anden demonstration få dage før den ovennævnte.
Jeg var selv i selskab med bl.a formanden for Trykkefrihedsselskabet, Hr. Lars Hedegaard, til stede ved sidstnævnte demonstration, der afholdtes på Rådhuspladsen i København, den 10. januar i år. Den var foranlediget af Dansk Zionistforbund til støtte for Israels ret til selvforsvar.
Under demonstrationen havde en gruppe moddemonstranter taget opstilling på den anden side af sporvejenes bygning ved Rådhuspladsen. Vi var i første omgang uvidende om det - men ikke længe.
Pludselig dukkede en ung svensk blogger, Ted Ekeroth, op, og fortalte, at han netop havde filmet en gruppe moddemonstranter, der bl.a heilede og udslyngede forbandelser imod demokratiet, imod Danmark og imod jøderne som folkegruppe. Desuden fremkom gruppen med direkte opfordringer til drab på jøder.
Videoen af disse hændelser, der nogle dage senere bragtes i DR-TVs program "Aftenshowet", kan endvidere ses på følgende internetlænke:
http://tedekeroth.wordpress.com/2009/01/11/fredsmanifestation-vs-hatpropaganda/
Vedr. ytringer, fremsat ved demonstrationer i København
Kære Brian Mikkelsen
Danske borgere har i de seneste par dage oplevet, hvorledes folkevalgte og topfolk i politiet billedligt talt har stået i kø for at udtrykke fordømmelse af udtalelser, som en menig politibetjent påstås at være fremkommet med under en demonstration mod Israels intervention i Gaza.
På den baggrund undrer det, at de samme politikere og topfolk fra politietaten ikke har reageret i synderlig grad på de udtalelser, der faldt ved en anden demonstration få dage før den ovennævnte.
Jeg var selv i selskab med bl.a formanden for Trykkefrihedsselskabet, Hr. Lars Hedegaard, til stede ved sidstnævnte demonstration, der afholdtes på Rådhuspladsen i København, den 10. januar i år. Den var foranlediget af Dansk Zionistforbund til støtte for Israels ret til selvforsvar.
Under demonstrationen havde en gruppe moddemonstranter taget opstilling på den anden side af sporvejenes bygning ved Rådhuspladsen. Vi var i første omgang uvidende om det - men ikke længe.
Pludselig dukkede en ung svensk blogger, Ted Ekeroth, op, og fortalte, at han netop havde filmet en gruppe moddemonstranter, der bl.a heilede og udslyngede forbandelser imod demokratiet, imod Danmark og imod jøderne som folkegruppe. Desuden fremkom gruppen med direkte opfordringer til drab på jøder.
Videoen af disse hændelser, der nogle dage senere bragtes i DR-TVs program "Aftenshowet", kan endvidere ses på følgende internetlænke:
http://tedekeroth.wordpress.com/2009/01/11/fredsmanifestation-vs-hatpropaganda/
Jeg vil derfor gerne spørge Dem:
Kan De give mig en forklaring på diskrepansen mellem det engagement, som udvises af folkevalgte og topfolk i politietaten i de to ovennævnte forskellige - men dog principielt forbundne sager om ytringer?
Hvordan kan man undgå at få en alarmerende fornemmelse: En måske-fornærmelse, udslynget af en politibetjent under en ophedet situation, anskues tilsyneladende som en alvorligere forseelse og en større trussel end klart dokumenterede, grove ulovlige opfordringer til mord på baggrund af etnicitet og religiøs overbevisning?
Sidstnævnte opfordringer var endda garneret med en hilsen, som de truende formodentlig næppe har lært at kende gennem et studie af Roms historie, men snarere fra praksis inden for det nazistiske voldsregimente.
Jeg vil tillade mig at uddybe spørgsmålet ved at referere til et brev, som en af mine forgængere, på Den Danske Forenings formandspost, foreningens nuværende juridiske konsulent, jur.dr. Ole Hasselbalch, skrev til Deres partifælle, tidl. Statsminister Poul Schlüter i 1991.
Deri advarede Hasselbalch mod de forventelige følger af den udlændingepolitik, som den daværende borgerlige regering førte.
Når man læser dette brev - som Poul Schlüter i øvrigt valgte at ignorere totalt - kan man ikke finde én forudsigelse fra Hasselbalch, som ikke nu er blevet overhalet i overmål af begivenhederne.
Hvordan tror De, det påvirker almindelige danskere at betragte myndighedernes ejendommelige prioriteringer i denne situation?
Hvilke konsekvenser tror De, det vil have, hvis der breder sig den opfattelse, at myndighederne er mere optagede af kammertoneproblemer end af regulære mordtrusler og antisemitisme og at man ikke skal forvente beskyttelse mod vold og trusler. Kan det mon ikke føre til, at borgerne begynder at overveje, hvorledes de så selv kan beskytte familien?
Kan De, hr. justitsminister, fortælle mig, hvornår myndighedstopfigurer glemte, at statens voldsmonopol bygger på en byttehandel: Borgerne deponerer deres ret til selvforsvar, mod at staten beskytter dem.
Alene deri består jo den moralske ret til dette monopol. Øvrigheden har ingen moralsk ret til at indgå selvmordspagter på vore vegne. Hverken som individer eller som nation. At gøre det er at pervertere det demokratiske mandat.
Afslutningsvis:
Hvordan føles det (det er jo moderne at spørge alle herom) at få netop ovennævnte spørgsmål fra en forening, som "anstændige borgerlige" igennem snart 22 år har søgt at stemple med slet skjulte referencer til nazisme og fascisme?
Jeg forventer intet svar. Jeg er i det hele taget blevet nøjsom i mine forventninger til jer, de folkevalgte.
Men det ville glæde mig, hvis De overrasker mig - gerne med et rigtigt menneskesvar fra én dansker til en anden - uden spindoktorers mellemkomst og brug af de standardsvar, Deres embedsværk har forsynet Dem med.
Bedste hilsener
Tomas Kierstein,
formand for Den Danske Forening
Kan De give mig en forklaring på diskrepansen mellem det engagement, som udvises af folkevalgte og topfolk i politietaten i de to ovennævnte forskellige - men dog principielt forbundne sager om ytringer?
Hvordan kan man undgå at få en alarmerende fornemmelse: En måske-fornærmelse, udslynget af en politibetjent under en ophedet situation, anskues tilsyneladende som en alvorligere forseelse og en større trussel end klart dokumenterede, grove ulovlige opfordringer til mord på baggrund af etnicitet og religiøs overbevisning?
Sidstnævnte opfordringer var endda garneret med en hilsen, som de truende formodentlig næppe har lært at kende gennem et studie af Roms historie, men snarere fra praksis inden for det nazistiske voldsregimente.
Jeg vil tillade mig at uddybe spørgsmålet ved at referere til et brev, som en af mine forgængere, på Den Danske Forenings formandspost, foreningens nuværende juridiske konsulent, jur.dr. Ole Hasselbalch, skrev til Deres partifælle, tidl. Statsminister Poul Schlüter i 1991.
Deri advarede Hasselbalch mod de forventelige følger af den udlændingepolitik, som den daværende borgerlige regering førte.
Når man læser dette brev - som Poul Schlüter i øvrigt valgte at ignorere totalt - kan man ikke finde én forudsigelse fra Hasselbalch, som ikke nu er blevet overhalet i overmål af begivenhederne.
Hvordan tror De, det påvirker almindelige danskere at betragte myndighedernes ejendommelige prioriteringer i denne situation?
Hvilke konsekvenser tror De, det vil have, hvis der breder sig den opfattelse, at myndighederne er mere optagede af kammertoneproblemer end af regulære mordtrusler og antisemitisme og at man ikke skal forvente beskyttelse mod vold og trusler. Kan det mon ikke føre til, at borgerne begynder at overveje, hvorledes de så selv kan beskytte familien?
Kan De, hr. justitsminister, fortælle mig, hvornår myndighedstopfigurer glemte, at statens voldsmonopol bygger på en byttehandel: Borgerne deponerer deres ret til selvforsvar, mod at staten beskytter dem.
Alene deri består jo den moralske ret til dette monopol. Øvrigheden har ingen moralsk ret til at indgå selvmordspagter på vore vegne. Hverken som individer eller som nation. At gøre det er at pervertere det demokratiske mandat.
Afslutningsvis:
Hvordan føles det (det er jo moderne at spørge alle herom) at få netop ovennævnte spørgsmål fra en forening, som "anstændige borgerlige" igennem snart 22 år har søgt at stemple med slet skjulte referencer til nazisme og fascisme?
Jeg forventer intet svar. Jeg er i det hele taget blevet nøjsom i mine forventninger til jer, de folkevalgte.
Men det ville glæde mig, hvis De overrasker mig - gerne med et rigtigt menneskesvar fra én dansker til en anden - uden spindoktorers mellemkomst og brug af de standardsvar, Deres embedsværk har forsynet Dem med.
Bedste hilsener
Tomas Kierstein,
formand for Den Danske Forening
Abonner på:
Opslag (Atom)
