Under halvmånen

Af Jesper M. Rosenløv

Nyt kildearkiv på NOMOS' hjemmeside

Fra introduktionen

UNDER HALVMÅNEN

Kildearkiv til belysning af muslimsk herredømme over ikke-muslimer gennem historien

Det er blevet god tone at fremhæve Islam som fredens og tolerancens religion. De muslimske erobringer fra 600-tallet og frem fremstilles ofte som værende foregået i respekt for de oprindelige folks religion og sædvaner – det være sig i Mellemøsten, Nordafrika, Spanien, Lilleasien og på Balkan. Gang på gang tegnes et billede af f.eks. kristnes og jøders levevilkår i disse erobrede muslimske områder som havende været ganske tålelige. Denne gængse fremstilling findes i bl.a. akademisk litteratur, i skolebøger beregnet til både børne- og ungdomsuddannelser samt i historiske dokumentarudsendelser. De ikke-muslimske grupperinger blev respekteret som ”Bogens folk” , og fik derfor af de muslimske erobrere lov til at beholde deres religion og helligsteder mod en ubetydelig betaling af en særlig kopskat, lyder det.

Disse skildringer tjener ofte som et idealbillede på tolerance, gensidig dialog og kulturudveksling mellem jøder, kristne og muslimer – skildringer, der endog fremholdes som idealer for skabelsen af multikulturelle samfund i vor egen tid. Desuden fremstilles den påståede muslimske tolerance gerne som noget, der i samtiden stod i skærende kontrast til de forhold, der gjorde sig gældende for ikke-kristne i de områder, der var behersket af kristne. Modsat de muslimske herskere var de kristne særdeles intolerante, lyder det ofte med en slet skjult snert af vestligt kulturelt selvhad.

I dette kildearkiv vil vi forsøge at sætte fokus på denne idealiserede fremstilling af de muslimske erobringer og det muslimske herredømme over ikke-muslimer – fra erobringernes start frem til i dag. Som det med al tydelighed fremgår af kilderne, holder glansbilledet nemlig ikke. F.eks. viser den ovenfornævnte ”ubetydelige” kopskat sig generelt snarere at kunne sammenlignes med beskyttelsespenge som grupperinger af ikke-muslimske andenrangsborgere (dhimmier) afpresses af en fjendtligt indstillet muslimsk øvrighed for at undgå de allerværste chikanerier, vold og undertrykkelse. At denne beskyttelse dog ofte var så som så, og at den altid – alt efter herskernes religiøse luner – kunne ophæves og afløses af diskrimination, forfølgelse og mord fremgår af kilderne.

Den kendsgerning, at det muslimske herredømme fremviser talrige eksempler på intolerance, diskrimination, forfølgelse og folkemord skal dog ikke tjene til at skjule det faktum, at sådanne forfølgelser ligeledes er foregået i kristne områder. Men formidlingen kilder, der ofte overses (eller fravælges) i dag, kan forhåbentligt være med til at nuancere det historiske billede af de religiøse konflikter, der har udspillet sig bl.a. mellem jøder, kristne og muslimer. Dermed er der måske skabt en bredere basis for indsigt i religiøs fanatisme i det hele taget.

Kilderne er i første omgang primært ordnet geografisk efter lande / områder. I de enkelte geografiske undergrupper er kilderne ordnet kronologisk.

NOMOS modtager gerne materiale fra læserne

Mytedræberne på TV 2 News

Det var ganske surrealistisk at høre indslaget om indvandrerkvinders jobfrekvens på TV2 News 2. feb. 2010. Budskabet var ganske klart: Indvandrerkvinder er ikke mere arbejdsløse end danske kvinder. Det er en myte. Faktisk viser en ny rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at indvandrerkvinder siger ja-tak til flere jobtilbud fra arbejdsformidlingen end danskerne gør, lød det. Kom ikke her!

I studiet kunne Jan Rasmussen for København Kommunes jobformidling bekræfte dette billede.

Men samtidig fik vi fra Jan Rasmussen en (noget selvmodsigende) beskrivelse af den store indsats som Københavns Kommune havde måttet iværksætte og målrette mod netop indvandrerkvinderne. Man havde f.eks. fremskyndet jobtilbuddene til netop disse, man havde oprettet særlige sprogkurser, der sigtede på arbejdsmarkedet, og man havde lavet en særlig ordning for mødre, idet indvandrerkvinder ofte havde mange børn.

Overvej dette nærmere et øjeblik, kære læser… Er nyheden så ikke nærmere denne: Indvandrerkvinderne finder ikke selv et job. Kun med en stor, målrettet - og for skatteborgerne bekostningsfuld – indsats fra arbejdsformidlingen, kommer indvandrerkvinderne op på niveau med de danske kvinder?

Jo, det er vel egentlig essensen, hvis man tænker det igennem. Men det er givet en forkert vinkling for TV 2 News af netop dette emne. Ak ja…

Bring out the gimp!

Af Jesper M. Rosenløv

I et interview i Berlingske Tidende giver den franske kvinderetsforkæmper, Elisabeth Badinter, en interessant (anderledes) årsagsforklaring på muslimske kvinders tildækning:

»Jeg mener, det er en pervers attitude. De piger, der frivilligt bærer burka, ønsker ikke, at jeg ser deres ansigt, men de ser mit ansigt, de ser mig. Det er et voyeuristisk problemkompleks, for man har stor magt over andre, når man kan se folk, uden at de kan se en.

Den minimale forudsætning for socialt liv, for menneskelige relationer, er at jeg kan se dig, og at du kan se mig. Jeg ser i deres attitude en pervers voyeurisme og ekshibitionisme, for hvis en helt tildækket kvinde spadserer på gaden, ser hele gaden kun på hende. Jeg er overbevist om, at de finder en nydelse deri.«

Jeg ved ikke... Man kunne jo lige så godt få fornemmelsen af et eller andet forskruet sadomasochistisk element. Det kunne lede tanken hen på en bestemt scene i filmen Pulp Fiction: ”Bring out the gimp!”

Set i det lys får det lidt bedagede religionsvidenskabelige begreb "fetischisme" en helt ny og måske aktuel betydning. Er Islam en fetisch-religion? Døm selv:

Labour søgte bevidst at skabe masseindvandring

Af Jesper M. Rosenløv

The Telegraph bragte for et stykke tid siden historien om en ganske opsigtvækkende afsløring i britisk politik. Den store stigning i antallet af indvandrere over det sidste årti skyldes til dels en bevidst politisk dagsorden hos Labour.

Konspirationsteori? Nej, desværre. At det forholder sig således, bevidnes af Andrew Neather, en tidligere rådgiver for Tony Blair, Jack Straw og David Blunkett. Ifølge Neather forsøgte ministre at ændre landet radikalt og skabe et ”sandt multikulturelt samfund” for at kunne udstille højrefløjens holdninger til dette - underforstået højrefløjens politisk ukorrekte holdninger. Man ønskede "to rub the Right's nose in diversity". Derfor gennemførte man bevidst fra 2000/2001 en slappere indvandringspolitik for at “åbne Storbritannien for masseindvandring”. 2,3 millioner er kommet til landet på den konto, anslås det!

Det var naturligvis ikke Neathers ønske at skabe opsigt m.h.t. denne udmelding, da han tilbage i oktober kom med et længere lallende forsvar for multikulturalismen i The Evening Standard. Men det kom han vist til.

Neather løfter også sløret for, at Labour ikke turde drøfte deres politik åbent, da man var bange for reaktionen blandt partiets egne kernevælgere. "But ministers wouldn't talk about it. In part they probably realised the conservatism of their core voters: while ministers might have been passionately in favour of a more diverse society, it wasn't necessarily a debate they wanted to have in working men's clubs in Sheffield or Sunderland." Lyder det bekendt?

Gad vide om vi her har at gøre med et generelt træk ved venstrefløjen i disse år? At øge indvandringen mest muligt – og helst fra kulturfremmede egne af verden – synes i hvert fald at være en hjertesag for mange. Det kan jo undre, når vi ser de massive problemer dette afstedkommer. Men i denne historie har vi måske en af forklaringerne på, hvorfor det er så attraktivt for visse partier.

Grima Ormetunge-prisen 2009

Sognepræst Per Ramsdal tildeles Grima Ormetunge-prisen 2009

Der var aldrig rigtig spænding om udfaldet, da årets Grima Ormetunge-pris skulle uddeles for anden gang. Per Ramsdal fra Brorsons Kirke på Nørrebro lever på fornem vis op til flere af de kriterier, der lægges vægt på, når prismodtageren skal findes.

»BENÆGTELSE af danskernes naturlige arveret til Danmark« og af de for Danmark og danskerne skadelige virkninger af den nyere tids indvandring af kulturfremmede«. Med sit ihærdige forsøg på at underminere en i forvejen vakkelvorn dansk flygtningelov har Per Ramsdal vist sig at være fuldt på højde med personligheder som f.eks. Morten Kjærum, Ole Espersen og Eva Smith, når det gjaldt om at gøre Danmark til et blot beboet område.

Per Ramsdal har således ydet »ET AKTIVT VIRKE i ord og gerning for at øge indvandringen«. Resultatet af en eventuel politisk kapitulation på baggrund af Per Ramsdals pression ville have betydet, at Danmark i de kommende år måtte imødese en stærkt stigende strøm af asylansøgere.

Nomos vil derfor gerne ønske Per Ramsdal et stort tillykke med prisen, som han har gjort så meget for at opnå.

Præmie og diplom vil blive overrakt Per Ramsdal ved først givne lejlighed. Vi vil følge op på dette her på bloggen

Deadline: Uhrkov om den brune kunst

NOMOS' redaktør, Morten Uhrskov Jensen, var den 13. januar i DR Deadline og debatterede den nye "brune kunst". Se debatten her.

Helle Hinges og Gyldendals rablerier

Af Jesper M. Rosenløv

Et eksempel på, hvor fordrejet et udgangspunkt for undervisning en lærebog kan give, er Helle Hinges bog Medborgerskab - fra teori til praksis (2008) et perfekt eksempel på. I denne bog, der er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen, går det helt helt galt. Bogen er fuld af venstrefløjsfloskler, dæmonisering af højrefløjen, myter, stråmænd, konspirationsteorier og direkte faktuelle fejl.

BT bragte i går en historien om bogen. Journalisten Peter Astrup havde samlet en række citater fra bogen, og at den er politiserende og manipulerende fremgår med al tydelighed af disse. Højrefløjen ønsker kun hvide mennesker i Danmark, muslimer diskrimineres konstant, fordi børnene klipper julepynt i folkeskolen og fordi Danmark har en folkekirke og bla bla bla. Vi ved jo, at disse holdninger findes blandt loonierne på den yderste venstrefløj, men at de ligefrem bliver præsenteret på den måde i en lærebog overrasker vel de fleste.

Jeg underviser selv i KLM, hvorfor jeg har anvendt Hinges bog. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, men da jeg overtog holdet fra en kollega, var bogen allerede indkøbt af de studerende som grundbog.

De ting, Astrup har fundet frem, er meget betegnende for hele bogens tone. Dog overså han i første omgang en af hendes værste perfiditeter. På side 69-70 forklarer hun, hvad assimilation, segregation og integration er. Da hun kommer til segregation, skriver hun: ”En anden strategi er segregationspolitik, som går ud på at adskille indvandrere og flygtninge fra resten af befolkningen. To forskellige eksempler på ufrivillig segregation er apartheid i Sydafrika og de danske asylcentre.” Sådan! Ingen nuancering, ingen neutral modificering af denne påstand, som man vel ellers kunne forvente sig i en lærebog. På BTs hjemmeside gengives denne historie i dag.

Faktuelle fejl
Men ikke nok med det – bogen er også fyldt med ”oplysninger”, der er direkte usande.
Tag f.eks. s.14 – Her fortæller hun, at Norge opnåede selvstændighed i 1814 efter en frihedskamp mod den danske stat. For det første blev Norge ikke frit, men knyttet til Sverige helt frem til 1905. Og hvad er det lige for en frihedskamp, Norge skulle have kæmpet mod den danske stat op til 1814? Man forestiller sig guerillakrigere i de norske fjelde kæmpende mod den danske besættelsesmagt. Helt forrykt.

En anden sjov røverhistorie har hun på side 38. Her fortæller hun for det første, at man i romerriget brugte slaver i krige. Det er forkert. Kun frie borgere deltog – og der var oprindeligt et stramt formuekrav m.h.t. optagelse i den romerske hær. For det andet – og langt værre (morsommere) - fortæller hun, at romerne efter nedkæmpelsen af Spartacusopstanden forhørte de tilfangetagne oprørere, for at finde ud af hvem af dem, der var Spartacus. Da Spartacus rejser sig og siger: ”Jeg er Spartacus”, rejser de andre slaver sig og siger det samme, for at beskytte Spartacus. Herefter bliver de alle henrettet. Til din oplysning, kære læser, findes denne historie ikke i de antikke kilder. Hvor har kvindemennesket så historien fra? Svar: Jo, hun har det fra Kubricks film Spartacus! Det siger lidt om den faglige lødighed i den bog.

Jeg udtaler mig om bogen i dagens udgave af BT (ikke online). Hinge svarer, at det med Spartacus ”også står andre steder”. Do! Hvor? Og gad vide om ikke de steder, hun tænker på er internettet eller lignende. Tsk tsk…

M.h.t. den fremtidige brug af bogen - Selvfølgelig skal den ikke forbydes i undervisningen som Dansk Folkeparti forslår. Det er jo tåbeligt. Man kan jo ikke forbyde, at visse bøger tages op i undervisningen. Helle Hinges bog er en dårlig og underlødig lærebog. Derfor bruger jeg den ikke mere. Jeg håber også mange af mine kollegaer vil være meget forsigtige m.h.t. brugen af denne bog. Men man kunne vel forestille sig, at den kunne inddrages i undervisningen som skrækeksempel på forsøg på manipulation, indoktrinering og misopfattelser af historiske begivenheder. Jeg bruger selv Spartacus-eksemplet, når jeg underviser i romersk historie. Det viser, hvor stor en del af vores historiske bevidsthed, der er skabt af Hollywood. At man kan finde et sådan eksempel i en lærebog skrevet af en seminarielektor fra Zahles, vækker stor morskab blandt mine studerende. Desuden er bogen jo også et glimrende eksempel på, at dumhed, uvidenhed og ekstremisme ofte går hånd i hånd. Nej, lad os endelig beholde den bog – kæle for den, tage den frem i ny og næ, og grine sammen.

Lærebog - debatbog?
Det er dog sikkert ikke denne brug af lærebogen, Gyldendal havde tænkt sig, da de gik med til at udgive det makværk. Bogen er udkommet som del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Den bærer desuden undertitlen "Fra teori til praksis". Hvad siger det lige om genren? Signalerer dette ikke objektiv, nøgtern og neutral fremstilling af bogens emner? Jo! Og derfor kan Helle Hinge ikke undskylde sig med, at hun slet ikke har skrevet en lærebog, men en debatbog, som hun gør i Kristeligt Dagblad i dag. Problemet er jo ikke, at Hinge har holdninger, hvor tåbelige de end er. Problemet er, at hendes lærebog er et subjektivt partsindlæg med en masse faktuelle fejl. Man må da forvente sig af en lærebog, at den f.eks. gengiver de forskellige holdninger til politiske emner objektivt og loyalt uden at fordreje og konstruere stråmænd for at sætte sine politiske modstandere i et dårligere lys. Det forventer læseren/den lærerstuderende da med god grund. Men denne øvelse behersker Hinge simpelthen ikke. Derfor burde bogen, som lærebog, vel have været udsat en stærk redaktionel omarbejdning og korrektion for at leve op til genren og blive en del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Der må derfor sidde nogle rundt om på Gyldendals redaktionsgange med gevaldigt røde ører. Hvem har været den faglige koordinator bag den udgivelse? Per Fibæk Laursen og Hans Jørgen Kristensen, burde I ikke have jeres skolepenge tilbage? Skandale! Vidner det om, at man på Gyldendal kan få udgivet hvad som helst som lærebog – det argeste lort – bare manuskriptet indeholder de rigtige holdninger? Og er det også grunden til, at ingen andre seminarielærere har set noget problem i denne lærebog, der udkom tilbage i 2008?

Desværre kunne dette sidste vidne om en dybereliggende krise, når det gælder seminariernes og folkeskolens lærerstab. Æder man denne politisering råt? Bakker man den i virkeligheden op? Hvis det er tilfældet, er vi nok mange, der vil overveje, om folkeskolen er det rette sted, når det kommer til vore børns undervisning og dannelse. Der eksisterer jo heldigvis privat- og friskoler, der hviler på andre værdier. Hvis det er Helle Hinges principper, der bliver de fremherskende i folkeskolen, vil jeg, når den tid kommer, tage min lille søn i hånden og sige. "Kom, min dreng, vi går igen".