25 års udlændingepolitik har været en rejse i uforstand

Af Morten Uhrskov Jensen

Under min gennemgang af kilderne - kommissionsbetænkninger, folketingsdebatter og pressens behandling af emnet - til min bog "Et delt folk" om den danske udlændingepolitik og debatten herom i årene 1983 til 2008 var der en række ting, der slog mig.
Især i starten af perioden var de skældsord og nedsættende betegnelser, der blev anvendt om kritikerne af den liberale udlændingelov af 1983, ualmindelig grove, langt grovere end i dag. Når Jørgen Poulsen fra Ny Alliance i dag sammenligner Dansk Folkepartis annoncekampagne mod brug af det muslimske hovedtørklæde ved domstolene med nazitidens propaganda, så er der tale om en rest af den sprogbrug, der blev anvendt for cirka 20 år siden. Dengang var det helt almindeligt at tale om "racehad" og at benævne kritikerne af indvandringen til Danmark som fascister, nazister og racister.
Det var ligeledes helt normalt at insistere på, at befolkningen trængte til opdragelse for at lære at forstå, at modtagelse af et stort antal flygtninge ikke alene var en pligt, men en velsignelse for det danske samfund og for den enkelte.
Ebba Strange, medlem af Folketinget for SF i mere end 20 år, udtalte således under en folketingsdebat i 1986, at "vi ved ikke præcis, hvor den grænse [for hvor mange flygtninge Danmark kunne modtage] ligger, den er nemlig blandt andet psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed".
Således var det for Ebba Strange blot et spørgsmål om at tilegne sig - gennem oplæring - det rette sindelag, så ville det kun spille en ringe rolle, hvor stort antallet var. Et forsigtigt skøn inden stramningen i 1986 (hvorefter asylsøgere kunne sendes tilbage til et sikkert land, hvis de var kommet derfra) var, at Danmark det år ville have modtaget 25.000 asylsøgere, hvis ikke Folketinget havde grebet ind.
Det var ligeledes langt op i tiden almindeligt at henvise til, at kritikerne af udlændingepolitikken baserede deres påstande på myter. Dorte Bennedsen, der var Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, mente i 1998, at "meget ofte fungerer de nye danskere bedre i små miljøer. Fakta og tal kan aflive myterne. Så kan man på baggrund af tallene give sig til at diskutere, om der er for mange. Men så bliver diskussionen mere reel". Der var ganske vist i 1998 masser af tal, der viste, at integrationen af indvandrere og flygtninge fra især muslimske lande gik ad Wandsbeck til, men for Dorte Bennedsen var det altså blot myter.
De humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder (tidligere Center for Menneskerettigheder) udgør et kapitel for sig, især i perioden frem til folketingsvalget i 2001. Igen og igen optrådte deres talspersoner i medierne, og ikke én gang har jeg kunnet finde, at de forsvarede en stramning af udlændingeloven. Utallige var de gange, hvor de mente, at nu havde Danmark overtrådt de internationale konventioner, skønt Danmark ikke på noget tidspunkt har overtrådt nogen konvention, der havde eller har forbindelse til den danske udlændingelovgivning.
Organisationerne glemte at fortælle, at de ikke repræsenterede et sagligt standpunkt, men i stedet havde deres egen politiske dagsorden, nemlig at være for enhver lempelse og imod enhver stramning af den danske udlændingelovgivning. De glemte at fortælle, at internationale konventioner i meget høj grad er åbne for fortolkning, og at konventionerne derfor også kunne fortolkes sådan, så der blev lagt vægt på statens suveræne ret til at beslutte sin politik på udlændingeområdet.

Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, sagde således om en dom, der udviste en tyrker, der var dømt for en række røveriske overfald på ældre mennesker i Vollsmose, at "dommen er en krænkelse af vores internationale forpligtelser, som sikrer retten til at være sammen med sin familie og opretholder princippet om, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit statsborgerskab. Vi taler om en mand, der er født i Danmark og har boet her i alle sine 23 leveår. Han må betragtes som dansker".
Pointen her er naturligvis ikke, at Morten Kjærum ikke måtte mene, at tyrkeren burde have lov til at blive i Danmark efter endt fængselsstraf. Pointen er, at Morten Kjærum ikke udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, når han hævdede, at Danmark ikke kunne udvise ham uden at bryde konventionerne.
Morten Kjærum optrådte her, som i andre sammenhænge, som politiker, og han ønskede at udvande betydningen af statsborgerskabet, så staterne ikke længere kunne benytte sig af muligheden for at udvise personer, der havde begået grov kriminalitet. Man skal erindre sig, at Institut for Menneskerettigheder er betalt af de danske skatteydere, og at man derfor burde forvente, at instituttet var i stand til at levere en nogenlunde saglig, juridisk analyse. Det har blot ofte ikke været tilfældet.
Historien om kriminalitet begået af indvandrere og flygtninge er en temmelig absurd historie for sig. Der blev ikke før 1994 ført statistik, der opgjorde kriminaliteten efter nationalitet, og der fægtedes derfor i blinde. Det har muligvis været derfor, at Ole Espersen fra Socialdemokratiet i 1983 i et indlæg i dagbladet Aktuelt skrev, at "indvandrerne udgør tværtimod en gruppe, der er mere lovlydig, end danske statsborgere i gennemsnit er det". Som tallene kom frem, dokumenteredes det modsatte af det, som Ole Espersen havde påstået, men det fik kun den virkning, at tilhængerne af en liberal udlændingelov hævdede, at det skyldtes udlændingenes sociale og økonomiske marginalisering i det danske samfund.
Den fulde konsekvens blev draget af Det Europæiske Overvågningscenter, EUMC, der i 2002 kategoriserede det som et udslag af intolerance, hvis man i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse havde svaret, at man mente, at indvandrere var mere kriminelle end danskere.
Et gennemgående træk helt frem til vedtagelsen af de nuværende stramninger af udlændingepolitikken i 2002 var, at man hævdede, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at stramme yderligere. Forfatter og journalist Klaus Rothstein skrev således i begyndelsen af 2002, at "de, der troede, at proppen ville blive sat i, kan godt forberede sig på at tro om igen". Som var det en græsk tragedie, hvor skæbnen er alt og menneskers handlen intet, kunne det danske Folketing altså intet gøre. Der kunne ikke strammes. Som med konventionerne viste også dette sig at være forkert. Vi har stadig til gode at høre fortalerne for skæbneteorien om, hvorfor de tog fejl.

Historien om den danske udlændingepolitik i perioden 1983 til 2008 er en historie i to akter. Efter folketingsvalget i 2001 viste Folketingets nye flertal, at det var muligt at tilbagerulle flertallet af de lempelser, der var et resultat af loven i 1983. Indtil valget i 2001 er det imidlertid en både vanvittig og tragikomisk fortælling, vi er vidner til. I 1983 vedtog alle Folketingets partier på nær Fremskridtspartiet en udlændingelov med bind for øjnene. Loven var et resultat af en mindretalsudtalelse fra den kommission, der skulle lave et udkast til ny udlændingelov.
Mindretalsudtalelsen var givetvis i alt væsentligt udarbejdet af daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, Hans Gammeltoft-Hansen. Men loven blev først og fremmest vedtaget af et folketingsflertal, der ikke anede, hvad det foretog sig. Det kan siges at være slemt nok, at rigets lovgivere altså vedtog en lov, hvis konsekvenser de ikke havde nogen mulighed for at overskue. Men værre var dog, at Folketingets flertal ikke efter få år kunne indse, at loven var en katastrofe og følgelig måtte laves om.
Denne forbløffende stædighed er kommet til at koste Danmark dyrt, og den har skabt en splittelse blandt danskerne som intet andet emne. Det danske samfund må i dag leve med spændinger, som ville have været utænkelige for et kvart århundrede siden.
Hvis man som historiker eller som almindelig interesseret borger vil finde et eksempel på menneskers uforstand, indbildskhed og irrationalitet, så skal man studere historien om den danske udlændingepolitik.

- Kronik i Kristeligt Dagblad, 10-5-08

Intet nyt under solen

Grundlovstale om demokrati og national sammenhængskraft

Af Kasper Støvring

Jeg holder i dag kl. 14 nedenstående tale på Nationalmuseet:

Mit synspunkt er, at et stærkt demokrati som det danske forudsætter en national sammenhængskraft. Jeg vil indlede med at sige noget om, hvad jeg forstår ved sammenhængskraft og national kultur. Eller danskhed, om man vil.

Dernæst vil jeg prøve at forklare, hvorfor sammenhængskraften trives bedst i en national kultur, og hvad vi efter min mening både kan og skal gøre, for at bevare den nationale sammenhængskraft.

1.

Der findes en tonstung dokumentation for, at Danmark er et land med en stærk sammenhængskraft. Det vil sige, at landet bygger på en veludviklet tillidskultur. Og tillid mellem mennesker, der ikke kender hinanden, er dén væsentligste komponent i sammenhængskraft.

Tillid opstår, når mennesker har tætte sociale relationer, hvilket fremmer samarbejde om fælles mål. Den danske tillidskultur er i høj grad baseret på uformelle normer. Det kan være normer for ærlighed, pålidelighed og gensidighed. Altså at man hjælper hinanden.

Det er også veldokumenteret, at denne tillidskultur er med til at gøre danskerne til et af verdens mest tilfredse, fredelige og velstående folk. Samtidig er danskerne et kulturelt homogent folk, hvor der hersker en udbredt positiv nationalfølelse. Langt de fleste danskere er kort sagt stolte af at være danskere.

Konklusionen er derfor nærliggende: Det er den kulturelle integration af borgerne, der skaber en stærk medborgerlig samhørighed og vidtstrakt tillid mellem borgere og stat. Denne tillid og samhørighed går vel at mærke på tværs af sociale skel, og historisk skyldes den bl.a. de mange civile bevægelser, der har eksisteret i Danmark.

2.

Sammenhængskraft er med andre ord kulturelt betinget. Den er betinget af, at vi har en fælles kultur. Lad mig derfor prøve at sige lidt mere om den danske nationalkultur.

At danskerne er et folk, der er dybt forankret i en national kultur vil bl.a. sige, at de i generationer har levet sammen på bestemte måder, på et bestemt territorium og inden for rammerne af den samme stat. Den fælles historie har præget borgerne med nogle samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer.

Det kan være værdier, der kommer til udtryk i folkelige vendinger som ”et ord er et ord”. Det kan være erfaringer med at mødes i frivillige foreninger. Og det kan være former for kommunikation som ironi.

Den danske nationalkultur og den loyalitet, som den fremmer, er bevaringsværdig af flere grunde. Den er nemlig hverken totalitær, abstrakt eller aggressivt selvhævdende som f.eks. den tidlige tyske og den franske nationalisme.

De gensidige bånd mellem danskerne har altså ikke primært været politisk dikterede, men derimod civile. Det har skabt fundamentet for et tvangfrit fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og underforstået.

Det civile engagement er imidlertid også kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab. Det har i historiens løb været udfoldet i sådan noget som andels- og idrætsbevægelserne; i husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne; i det grundtvigske højskoleliv samt i frikirke- og friskolelivet.

Endelig er borgernes indflydelse på staten også tydelig i Danmark. I en nationalstat som den danske er de politiske og retslige institutioner forankret i nationens kulturelle enhed. Det vil sige, at institutionerne i vidt omfang har en særlig mentalitet og nogle implicitte normer og uskrevne regler, der er af national art.

Derfor oplever borgerne, at institutionerne så at sige er udtryk for dem selv og deres værdier. Borgerne kan om institutionerne sige, at de er ”vores” institutioner. Det betyder ikke, at danskerne elsker staten. Men det betyder, at de har en grundlæggende tillid til den.

Hvad der er nok så vigtigt, så skaber alt dette en positiv grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.

Det skal siges, at denne tillid og ansvarlighed også går den anden vej. Altså fra institutionerne til borgerne. Danmark er som bekendt blandt de lande i verden, hvor der er mindst korruption.

3.

Hvad har alt dette så med demokratiet at gøre? Hvorfor er sammenhængskraften så vigtig for demokratiet? Ja, jeg har jo allerede antydet det: Sammenhængskraft skaber simpelt hen et sundt civilt samfund, som er afgørende for et vellykket demokrati.

Hvis der er en stærk sammenhængskraft, kan selv politisk uenige borgere finde sammen i et fælles forsvar for deres interesser og hævdvundne goder, som ellers kunne blive tilsidesat af staten.

Jeg vil gerne sige lidt om et andet og mere intrikat forhold mellem demokrati og kultur. Hvad er et demokratisk fællesskab? Ja, det er først og fremmest fællesskabet om nogle formelle principper, fine idealer og abtrakte værdier som lighed og frihed, der er nedfældet i en demokratisk forfatning.

Men efter min mening er et levedygtigt fællesskab båret af håndgribelige og nære ting som et moders-mål og tilknytning til et fædre-land. Principper alene holder ikke sammen på staten og folket. Et virkeliggjort demokrati svæver heller ikke i luften, men må være forankret i en kultur med fælles normer.

I et frit samfund må der altså eksistere indre moralske bånd imellem borgerne. For kun på den måde kan borgerne acceptere, at der er grænser for deres frihed, at den enes ret altså er den andens pligt.

Demokratiet er med andre ord afhængig af en kultur, som demokratiet ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe, men tværtimod tærer på som en slags ressource. Det sker, når borgerne påbydes at relativere deres egen nationale kultur i mødet med andre kulturer; når de påbydes at give fremmede samme rettigheder og i det hele taget gøre deres pligt og tolerere det, de ikke bryder sig om.

Men skal den demokratiske stat så give lige anerkendelse til den mangfoldighed af kulturer, der befinder sig inden for dens grænser? Ganske uanset disse kulturers værdi, deres karakter og præstationer?

Tilsvarende kan man spørge: Hvis vi relativerer landets traditionelle kernekultur og alene bekender os til en forfatning, risikerer vi så ikke at reducere de demokratiske idealer om lighed og frihed til lige netop dét, altså tomme idealer?

Netop fordi disse idealer er blotte abstraktioner, kan man tvivle på, at de har kraft til at sikre statens stabilitet og borgernes følelse af samhørighed – sammenhængskraften, med andre ord. I krisesituationer kan det komme for en dag. F.eks. under økologiske eller økonomiske kriser, under terrorangreb eller når ytringsfriheden for alvor kommer under pres.

Man skal igen huske på, at en demokratisk orden kun er formel. Den kan derfor vanskeligt tilfredstille folks følelsesmæssige behov for at høre til i et konkret og substantielt fællesskab.

En nation giver faktisk mulighed for en reel positiv anknytning. For den nationale kultur med dens sprog, sange, fejring af helligdage og højtider og så videre, er virkelig i modsætning til en generel forfatningstekst.

4.

Jeg vil gerne afslutte mit oplæg med et memento. Det er nemlig værd at tænke på, at sammenhængskraften hurtigt kan gå tabt. Derimod tager det adskillige hundreder år at opbygge samfund med en stærk sammenhængskraft. Også det forhold er veldokumenteret.

Det er derfor efter min mening afgørende, at vi bevarer den danske nationalkultur. Den er nemlig en kilde til frihed og velstand og til at skabe fælles politiske løsninger inden for nationalstatens grænser.

Sammenhængskraften bevarer vi bl.a. ved at kræve, at andre kulturer tilpasser sig landets kernekultur. Et samfund med en fælles kultur og et fælles moralsk sprog om godt og ondt vil simpelt hen hænge bedre sammen end multikulturelle samfund.

Måske har vi været for hurtige til at afkoble demos fra etnos. Altså den politiske identitet som statsborger fra den etnisk-kulturelle nationale identitet. Et demokrati er jo kun en styreform. Den fastlægger procedurer for, hvordan vi skal handle i politiske uenigheder.

Men før dette ”vi” kan handle, må der overhovedet være et ”vi”. Vi må altså kunne svare på spørgsmålet: Hvem er vi?

Muslimsk ”logik”, lektion 1

Af Jesper M. Rosenløv

Al Qaida har i dag påtaget sig skylden for bombeangrebet mod den danske ambassade i Islamabad. Angrebet betegner de desuden som hævn for Muhammedtegningerne. Det er jo tankevækkende. Få vil sikkert beskrive islam og islamiske ledere som værende præget af logisk stringens. Men her topper de dog alligevel stupiditetsbarometret.

Bekræfter dette…


…ikke netop pointen i dette…
Dooo!!!

Frankrig som forbillede?

Af Morten Uhrskov Jensen

Hvor er Martin Krasnik blevet af? Det spørgsmål har jeg måttet stille mig selv efter hans kommentar i WA den 23. maj betitlet »Ægteskaber«. Krasnik plejer nemlig at være ret indsigtsfuld, men denne gang er det gået galt for ham. Han skamroser Frankrig, fordi man i dette land har en stat, man er stolte af: »Den [den franske stat] skilter gerne demonstrativt og højtideligt med magtens sekulære symboler. Offentligt ansatte har særlige privilegier…Staten har autoritet, gennem sin historie, sin borgerskabs-opfattelse, sine politikere og sin måde at håndtere magten på. Franskmændene føler, at de bor i en stat.«

Skal vi tage tingene i ro og orden? a) De offentligt ansatte i Frankrig har ganske rigtigt særlige privilegier i forhold til andre borgere, så som lav pensionsalder og tjenestemandslignende vilkår i ansættelsen. Andre steder ville man kalde det et uanstændigt nasseri på produktive, privatansatte borgere, men for Krasnik er det noget storslået. b) Frankrig har kronisk høj arbejdsløshed og har haft det mere eller mindre siden oliekrisen i 1973. Miséren skal først og fremmest søges i et elendigt fungerende arbejdsmarked, hvor de, der er inde i varmen (især de offentligt ansatte), rager til sig og lader fanden tage de sidste. Dynamik i økonomien – som samme Krasnik en uge forinden havde slået hårdt på i forbindelse med hans dækning af den amerikanske valgkamp – som er en forudsætning for at skabe jobs, er en by i Rusland, eller måske snarere i Kina. c) Frankrig har Europas i særklasse største koncentration af ghettoer i overstørrelse. Glem alt om Gellerup og Vollsmose. De er et mønster på integration i sammenligning. I disse »banlieus« i Frankrig er arbejdsløsheden på ikke under 50 pct., kriminaliteten er ekstrem, og mange af disse områder er de facto ophørt med at være en del af den franske jurisdiktion. I stedet hersker imamer eller bandeledere.
Det er temmelig ubegribeligt, at Martin Krasnik tegner et billede af Frankrig som et land med en model, der skulle være et eksempel til efterfølgelse. Kommentaren vidner om intellektuel slaphed, hvilket kan undre, da Krasnik normalt klarer at skære ind til benet på glimrende vis.

Til den anden del af Krasniks kommentar: Krasnik skriver, at »Danskerne føler sig ikke som borgere i en stat, men som et folk. Det er klaustrofobisk.« Jeg er enig med Krasnik i det første og ikke i det sidste. Det er da kedeligt, at Martin Krasnik har det sådan, men har han overvejet, om denne følelse af at tilhøre et folk har været svært medvirkende til, at Danmark er et af de ud fra enhver sammenlignelig målestok fredeligste og – på trods af en alt for stor velfærdsstat – mindst ringe lande at leve i?

Jeg vil opfordre Martin Krasnik til at prøve igen. Det kan han gøre meget bedre.

Misforstået tolerance

Af Kai Sørlander

1.

I den politiske dagligdag diskuteres der ofte med en sådan hast, at det kan være svært for tanken at følge med. Jævnligt tvinges man til at tage stilling, før man har fået tænkt sig om. Derfor er det positivt, når der er nogle, der træder et skridt tilbage fra døgnets umiddelbare diskussion og tænker lidt over dens forudsætninger. Hvad betyder de begreber, som vi bruger i den løbende diskussion? Hvorledes definerer vi dem? Lægger vi ikke det samme i begreberne, så taler vi forbi hinanden. Der må være et begrebsmæssigt grundlag, som parterne i diskussionen skal være fælles om at acceptere, hvis diskussionen overhovedet skal føres rationelt.

Så når diskussionen er mest forvirret, er det på tide at holde lidt igen og give sig tid til at reflektere over betydningen af de begreber, som man bruger. Og om end denne forpligtelse til refleksion i sidste instans gælder alle, så har vi dog indrettet samfundet således, at der er nogle, som har fået bedre mulighed for at udøve den end de fleste, nemlig de universitetsansatte akademikere.

Således har de to litterater fra Københavns Universitet, Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard, også følt det, da de sammen gik i gang med at skrive bogen Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader, der er udkommet i begyndelsen af dette år. I denne bog søger de at afgrænse begrebet ’tolerance’ og at belyse det historisk og litterært. De blev sat i gang af den ophidsede debat, som er fulgt med genkomsten af religionen i det politiske rum, og som fik et højdepunkt i den krise, som fulgte på Jyllands-Postens publicering af en række karikaturer af profeten Muhammed.

De besluttede at hæve sig over krisens tummel og reflektere over tolerance-begrebet for at få et bedre grundlag for at tage stilling til stridens kerne. Og dermed også for at få et bedre grundlag for at forholde sig mere alment til det nuværende politiske landskab, som Muhammed-krisen jo blot er et tilspidset udtryk for. Hvis vi ikke forstår Muhammed-krisen, så kan vi heller ikke forstå, hvad det betyder, at Danmark og Europa igennem de seneste generationer har fået en stor og stadig voksende muslimsk befolkning. Og så kan vi heller ikke forholde os rationelt til de problemer, som denne befolknings religion nu konfronterer os med.

I betragtning heraf er det prisværdigt, at Bredsdorff og Kjældgaard påtager sig det tankearbejde, som kræves for at få klarhed over begrebet ’tolerance’. Og det bør vi værdsætte ved selv at tænke deres bog igennem for at se, om arbejdet holder. Nu da de har lagt grunden, bør vi gå i deres spor for at se, hvor de styrer os hen. Styrer de os frem til en holdbar klarhed over begrebet ’tolerance’, eller mister de overblikket på vejen? Ved at gå ind i en reel dialog med bogen, kan vi hjælpe hinanden til en dybere og mere holdbar indsigt.

Jeg begynder denne dialog med at gengive bogens konklusion: altså den holdning til publiceringen af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, som forfatterne ender med at tilslutte sig. Og den er enkel. Bredsdorff og Kjældgaard er enige om at fordømme Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose for at have bragt tegningerne. Deres konklusion er, at Flemming Rose ved at publicere disse tegninger tjener ”intolerancens sag”(s. 219). De klandrer ham for at vælge konfrontationen frem for den ægte tolerance. Og det begrunder de specielt på deres tolkning af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. ”For det lader sig ikke gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd” (s. 220).

Det afgørende er så, om vi skal følge Bredsdorff og Kjældgaard i den dom. For at tage stilling hertil må vi begynde med at gå tilbage og undersøge, hvorpå de begrunder deres standpunkt. Og som det allervigtigste må vi gøre os klart, hvorledes de to forfattere opfatter Muhammed-krisen. Dybest set opfatter de denne krise som et sammenstød mellem ytringsfrihed og tolerance. ”To arvestykker fra oplysningstiden, ytringsfrihed og tolerance, var, viste det sig, stødt frontalt sammen” (s. 209). Som de ser det, er der tale om ”en konflikt, hvor den ene part, avisens modstandere, slår på tolerance, mens den anden part, avisens tilhængere, pukker på ytringsfrihed” (s. 210).

Ifølge det billede, som Bredsdorff og Kjældgaard her tegner af konflikten, fremstår Jyllands-Posten og Flemming Rose som den eneste moralske aktør i sagen. Den eneste part, hvis moralske habitus står til bedømmelse. Fra den ene side hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose blot har udnyttet deres grundlovsfæstede ytringsfrihed. Og fra den anden side – som Bredsdorff og Kjældgaard altså ender med at tilslutte sig – hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose har optrådt intolerant, fordi de har misbrugt ytringsfriheden til at fremføre et budskab, som fordømmer en hel religion, og som må opfattes som en forkastelse af denne religions tilhængere.

Men dette billede af konflikten er simpelt hen fortegnet. Det giver de muslimer, som føler sig krænkede over Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en alt for passiv rolle. De betragtes udelukkende som ofre, mens alle moralske krav – også kravet om tolerance – stilles til den part, som publicerer tegningerne. Men da har man overset noget helt afgørende. I en situation, hvor man taler om ytringsfrihed, er det ikke primært den, som ytrer sig, der skal vise tolerance. Det er den, som hører eller modtager ytringen. Ytringsfrihed betyder, at man anerkender folks ret til at udtrykke meninger og holdninger, som man ikke deler, og som man måske forkaster. Man tolererer, at de udtrykker deres meninger, også selvom de modsiger ens egne. Man imødegår det ikke med vold eller trusler om vold, men kun med argumenter og debat.

Underligt nok gør Bredsdorff og Kjældgaard sig overhovedet ingen tanker om, hvorvidt de muslimer der vil have undskyldning for tegningerne, og som helst vil have dem forbudt, er intolerante. De to forfattere synes alene at betragte muslimerne som ofre og ikke som selvstændige ansvarlige mennesker. Men når muslimerne ikke vil anerkende Jyllands-Postens frihed til at trykke tegningerne, og når de kræver både undskyldning og forbud, så må det i første omgang være dem – og ikke Jyllands-Posten – der står over for anklagen om intolerance. Og spørgsmålet er så, om den anklage holder. Vi må nærmere undersøge, om de vitterligt mangler tolerance, eller om det tværtimod er således, at deres intolerance er berettiget. Er de udsagn, der er indeholdt i Jyllands-Postens karikaturer, af en sådan karakter, at de ikke bør tolereres, men at det er fuldt berettiget at kræve, at de skal undskyldes og forbydes?

I første omgang må svaret afhænge af, hvorledes tegningerne skal fortolkes. Som allerede nævnt hævder Bredsdorff og Kjældgaard, at det ”ikke lader sig gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd”. Dermed forkaster de tegnerens egen tolkning, som de citerer: ”Tegningen går ikke på islam som helhed, men på den del, som åbenbart kan inspirere til vold, terrorisme, død og ødelæggelse” (s. 218). Men spørger man, hvorfor de afviser den tolkning, og hvorfor de mener, at tegningen nødvendigvis påstår, at alle muslimer er bombemænd, så kan man ikke finde nogen alment forpligtende begrundelse i deres fremstilling. Og kunne man ikke give en helt tredje tolkning? Kunne man ikke hævde, at tegningen symboliserer, at Muhammed selv var hærfører, og som sådan var villig til i religionens navn at føre krig imod de vantro. I den rolle kunne man vanskeligt forestille sig Buddha eller Jesus.

I modsætning til Bredsdorff og Kjældgaard mener jeg ikke, at der er belæg for at lægge sig fast på nogen bestemt og alment forpligtende fortolkning, og må derfor nøjes med at lade fortolkningsmulighederne stå åbne. Set i det lys undrer det mig selvfølgelig, at Bredsdorff og Kjældgaard mener at kunne være så entydige i deres fortolkning, som de er. Især når de hele tiden omtaler tegningen, som om der var flere bomber i turbanen. Ja, en enkelt gang tales der om en håndfuld bomber. For på den baggrund skulle man ikke tro, at de overhovedet havde studeret tegningen nærmere. De kommer snarere til at ligne de muslimer, der mener at kunne fordømme tegningen uden at have set den.

2.

Men sagen stikker dybere endnu. Når vi skal vurdere, om muslimernes reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer – deres ønske om undskyldning og forbud – er udtryk for intolerance, så må vi inddrage yderligere en synsvinkel. Foreløbig har vi kun set på forholdet imellem ytringsfrihed og tolerance. Hermed har vi fulgt Bredsdorff og Kjældgaard. Men det er jo en religiøs skikkelse, der karikeres; og så kommer religionsfriheden også ind i billedet. Så må vi undersøge, om religionsfriheden understøtter muslimernes krav om, at tegningerne bør forbydes, eller om den omvendt medfører, at muslimerne bør tolerere, at sådanne tegninger trykkes.

Hvad er forholdet mellem religionsfrihed og tolerance? Umiddelbart indebærer religionsfriheden, at enhver skal have lov til at bekende sig til, hvilken religion – gud – han vil. Religionsfriheden stiller altså krav om, at vi skal tolerere andres frihed til at vælge religion efter deres egen personlige overbevisning. Men skal det være konsistent, så stiller det også krav til religionerne. Så skal religionerne selv tolerere, at folk kan vælge religion efter deres egen frie overbevisning. De skal tolerere frafald.

Det har vi efterhånden lært i den kristne verden; og deri er vi blevet hjulpet af kristendommen, fordi det ligger i dens kerne, at det er den enkeltes personlige tro, der er afgørende. Det er ved sin egen frit givne tro, at man retfærdiggøres. Ser vi i stedet på den islamiske verden, så er situationen anderledes. Dér ligger forbudet imod frafald som en relativt væsentlig del af den etablerede islamiske lovgivning. Og det må betragtes som en medvirkende faktor i forklaringen på, hvorfor den islamiske verden – i modsætning til Vesten – aldrig indefra har oplevet en sekularisering af det politiske.

Men på dette sted i argumentationen er det eneste, som betyder noget, at religionsfriheden i sig selv indebærer, at vi hver især, hvad enten vi bekender os til en religion eller ikke, bør tolerere, at andre kan skifte religion, og at de kan have en anden religion end den, som vi selv har. Og i næste omgang er spørgsmålet så, hvad dette krav implicerer med hensyn til, hvorledes vi bør vurdere muslimernes krav om, at der skal siges undskyld for Muhammed-karikaturerne, og at sådanne tegninger helst bør forbydes. Svaret bør ikke være særlig svært. Med deres krav viser muslimerne, at de ikke har respekt for, at der er andre i samfundet, som giver udtryk for et andet syn på Muhammed end deres eget. De vil ikke tolerere, at der er andre, som giver udtryk for, at Muhammed ikke er hellig og ikke fortjener særlig respekt.

Men så langt de ikke kan tolerere det, så langt anerkender de heller ikke andres religionsfrihed, og så er de intolerante. Så er det de muslimer, der kræver undskyldning for og forbud imod tegninger som dem, Jyllands-Posten bragte, der er intolerante og ikke viser respekt for andres religionsfrihed. De er intolerante, fordi de kræver, at også ikke-muslimer skal følge islamisk lov i deres forhold til afbildning af Muhammed. Derimod er der ingen grund til at anklage Jyllands-Postens redaktion for intolerance. Den stiller overhovedet ikke nogen krav, som bryder med muslimernes religionsfrihed; den udnytter blot sin egen religionsfrihed til ikke at bøje sig for kravet om, at Muhammed skal behandles med særlig respekt.

Følger vi logikken i den principielle sammenhæng imellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er det altså ikke Jyllands-Postens redaktion og Flemming Rose, der optræder intolerant, når de trykker Muhammed-karikaturerne. Det er derimod de muslimer, som kræver undskyldning og forbud, som er intolerante. Dermed er vendt fuldstændig op og ned på Bredsdorff og Kjældgaards konklusion. Det viser med al ønskelig tydelighed, at litterær analyse ikke kan erstatte principiel tænken. Tværtimod, når den principielle tænkning er så svag som deres, så kommer hele den litterære indpakning til at fremstå som sminkningen af et lig.

Når Bredsdorff og Kjældgaard går forkert i deres analyse af forholdet mellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er der i første omgang tale om en rent filosofisk fejltagelse. De misforstår ganske simpelt de begrebslogiske sammenhænge. I anden omgang bliver deres misforståelse imidlertid politisk farlig. Følger vi deres opfattelse, så gør vi det sværere at opretholde et samfund, som sikrer alle borgere ytringsfrihed og religionsfrihed. Så gør vi det sværere at opretholde den adskillelse mellem religion og politik, som hører en rationel demokratisk samfundsorden til.

Skal vi bevare en sådan politisk orden, så skal vi kæmpe imod den intolerance, som muslimerne udviser, når de vil forbyde tegninger som dem i Jyllands-Posten. Så skal vi forholde os direkte modsat Bredsdorff og Kjældgaard og bakke op om Jyllands-Posten. Med deres fordømmelse af Jyllands-Posten medvirker Bredsdorff og Kjældgaard til at gøde grunden for en spirende intolerance. Alt imens uklarheden i deres principielle tænken gør, at de opfatter sig selv som forkæmpere for tolerance. Det er et selvbedrag, og at det iklædes litterære og akademiske gevandter, gør det ikke mindre.