Erdogan sætter ny standard

Af Jesper M. Rosenløv

Måske kan vi i Danmark - og i Europa i det hele taget - alligevel lære noget af den tyrkiske leder, Tayyib Erdogan! Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle sige det. Men måske kunne man ligefrem kalde det, som Erdogan nu byder ind med, for en kulturel berigelse. Ikke mindre end en kulturel berigelse, kære læser. Endelig, endelig, endelig kan vi give Vestager, Søvndal og de andre ret, når de påstår, at vi kan lære så meget af de mellemøstlige kulturer. For det, Tyrkiets leder nu kommer med, kan da kun være en berigelse af det mellemfolkelige samkvem – en ny glimrende standard for behandlingen af folk, der ikke har statsborgerskab i de lande, de opholder sig i.

Som protest mod Sveriges anerkendelse af nedslagtningen af godt 1 million armeniere under Første Verdenskrig som folkemord vil Erdogan nemlig nu sende de armeniere, der opholder sig i Tyrkiet uden at have tyrkisk statsborgerskab, ud af landet. For som Erdogan ifølge DR Nyheder erklærer: ”… jeg kan blive nødt til at sende dem ud. De er ikke mine borgere og jeg behøver ikke at beholde dem i mit land.”

Jamen, kære læser – det er da et fremragende princip, som Erdogan her knæsætter! Jeg synes da, man burde overveje, om ikke vi kunne gøre noget af det samme. De tyrkere, der opholder sig i Danmark og som ikke har dansk statsborgerskab – eller som har dobbelt statsborgerskab, og altså har beholdt deres tyrkiske statsborgerskab i strid med dansk lov – har vi vel så heller ingen pligt til at holde på. I øvrigt - gad vide, om det ville kunne mærkes på bundlinjen i de danske budgetter og størrelsen af de sociale udgifter, hvis disse fik en envejsbillet hjem til Tyrkiet?

Jeg ville naturligvis aldrig, ALDRIG, selv have opdaget denne mulighed, når det gælder gangbare optioner i en nations udlændingepolitik. Tro mig. Og var jeg i mit stille sind kommet frem til en sådan overvejelse – ja, så havde jeg i hvert fald aldrig nogen sinde turdet tage emnet repatriering af udenlandske statsborgere op. For jeg ved jo, hvor kede af det nogle meningsdannere på venstrefløjen ville blive.

Men det var jo før Erdogan viste vejen. Nu ser jeg pludselig den danske udlændingepolitik i et helt nyt lys. Sløret er revet fra mine øjne. Tak Erdogan!

Gymnasiegrundbog: DF = Intolerance, Enhedslisten = Tolerance

Af Jesper M. Rosenløv

For et stykke tid siden bragte jeg historien om den stærkt politisk manipulerende lærebog Medborgerskab – fra teori til praksis, skrevet af Helle Hinge. Bogen er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen. Men det er naturligvis ikke kun på landets lærerseminarier, man ser fagbøger med en slet skjult politisk dagsorden. Grundbøger, der bruges til undervisning på landets gymnasier, kan naturligvis også være med. Herunder en figur, der skal illustrere den gamle og nye højre-venstrefløjsskala i dansk politik. Bogen hedder Demokrati, magt og politik i Danmark og er skrevet af Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard. Den bruges ofte på både B og C-niveau i samfundsfag.

Skulle landets gymnasieelever være i tvivl om, at Dansk Folkeparti er selve indbegrebet af intolerance, så er de det vist ikke efter gennemlæsning af denne ”grundbog”. Det er godt, at vore gymnasieelever får en sober, objektiv og neutral undervisning i samfundsfag. En undervisning, der naturligvis loyalt gengiver de forskellige partiers synspunkter…

Nå, men lad os finde trøst i Grundtvigs ord:

Hvad er da tolerance i nutidens sprog? Er det ikke en neutralitet i den åndelige verden, er det ikke en ligegyldighed for meninger, som angår menneskets højeste anliggender, en ligegyldighed, der forbyder at hade og afsky og fordømme hvilken som helst mening, det måtte være? At tolerance må være dette, når den, som hader og afskyer og fordømmer en mening, uden videre skal kaldes intolerant, og at man således har stemplet mænds adfærd uden hensyn til, hvad meninger det var, det er lige så vist [...] Man ser da let, at vi her som altid kommer til at spørge: er godt og ondt, sandhed og løgn uforsonlige modsætninger? Thi er de det, da kan det dog i grunden ingen tvivl være underkastet, om godt skal hade ondt, om sandhed skal hade løgn, ligesom det er åbenbart, at det onde må hade det gode, at løgn må hade sandhed; forskellen er kun den, at det godes og sandhedens intolerance er god og lovlig, det ondes og løgnens derimod syndig og ond, ja synden og løgnen selv [...] Hvad jeg vil vinde ved denne udvikling, er blot, at man ej, hyllet i dunkle begreber, skal anse det for noget ondt at være intolerant, før man har undersøgt mod hvad, eller lovprise tolerance, som jo kan være det skændigste forræderi mod sandheden og menneskeslægten.

Opdatering 19-2-10: Jeg er blivet oplyst om, at bogen bruges på niveau A og B

Mefisto

Fra Coma