Af Jesper M. Rosenløv
I en ny artikel skrevet til Tidsskriftet NOMOS, viser Morten Uhrskov Jensen, at den danske udlændingepolitik er brudt sammen. Stramningerne i udlændingepolitikken i form af f.eks. 24-årsregel og tilknytningskrav, som VKO har gennemført siden 2002, kan nemt omgås - og bliver det.
En rapport fra oktober 2009 udarbejdet af SFI (Det nationale forskningscenter for velfærd – tidligere Socialforskningsinstituttet) viser nemlig, at indvandrere fra tredjelande trods regeringens forsøg på at hindre netop dette, stadig henter deres ægtefæller i oprindelseslandet. Med andre ord: kædevandringerne fortsætter med uformindsket styrke!
Årsagen skal findes i EU´s opholdsdirektiv fra 2003, der bl.a. resulterede i Metock-dommen i 2008. Opholdsdirektivet er et resultat af EU’s krav om fri bevægelighed inden for EU’s grænser – en hjørnesten i gennemførelsen af det indre marked. Som Uhrskov skriver:
”Opholdsdirektivet vurderes af EU-kommissionen og EU-domstolen at være en central forudsætning for etablering af et indre marked, der var grundtanken bag Rom-traktaten fra 1957. Det danske retsforbehold gælder derfor ikke i denne relation, da opbygningen af det indre marked i EU antages at have en højere prioritet end retsforbeholdet og noget, som ingen medlemslande kan undslå sig.”
Uhrskov illustrer i sin artikel, hvorledes netop disse EU-regler kan og bliver brugt til at hente ægtefæller til Danmark fra tredjelande.
Det er skræmmende og sørgelig læsning. Ikke mindst fordi regeringen og støttepartiet, Dansk Folkeparti, stadig bryster sig af at føre ”en stram, men fair indvandringspolitik”.
Sandheden er, at EU reelt har umuliggjort, at Danmark kan føre en selvstændig og stram udlændingepolitik. Og fra 2014 er det helt slut. Da træder det såkaldte Stockholm-program nemlig i kraft. Dermed overgår beslutningerne på flygtninge-/indvandrerområdet helt til EU’s organer.
De to EU-begejstrede regeringspartier, V og K, ved selvfølgelig alt dette. Men de vælger ikke overraskende ikke at gøre noget.
Mere skuffende – og på grænsen til det bedrageriske – er det imidlertid, at det parti, der har slået sig op på at være garanten for en stram dansk udlændingepolitik, nemlig Dansk Folkeparti, heller ikke løfter en finger.
Fra velunderrettet kilde vides det, at toppen i Dansk Folkeparti, er ganske klar over, hvorledes tingenes tilstand er!
Man ved, at udlændingepolitikken er brudt sammen – og man kender naturligvis også årsagen: EU-reglerne. Alligevel vælger man intet at gøre. Hvorfor?
Kalkulen i DF-toppen er givet denne: Vi kan nok intet gøre ved EU-reglerne. Desuden ønsker vi at komme med i regeringen efter næste valg. Derfor gælder det for alt i verden om at lægge EU-striden med V og K død.
Med andre ord – DF-toppen lugter ministerposter og vælger derfor at se igennem fingre med sammenbruddet på udlændingeområdet, da dette uundgåeligt vil føre frem til en diskussion om helt centrale dele af Danmarks forhold til EU. En diskussion DF for alt i verden vil undgå at tage med V og K netop nu.
Dermed står vi – det danske folk – i en situation, hvor DF totalt har svigtet det mandat, danske vælgere har givet partiet. Man foregiver at være ”strammere”, men i virkeligheden er DF nu en del af problemet. Og når dette svigt reelt er et svigt af folk og fædreland, kan man håbe, at folkets og historiens dom bliver hård over DF og deres levebrødspolitikere.
Intet under, at Uhrskov valgte at forlade Dansk Folkeparti, som han meddelte I DR2 Deadline igår.
Desuden er det glædeligt, at Dansk Samling nu (efter mange års dvale som græsrodsforening) har besluttet sig for at igangsætte den proces, der skal til for at stille op til folketingsvalg.
mandag den 18. oktober 2010
fredag den 24. september 2010
Dumme, men gode
Af Thomas Helbig Hansen
Det kunne se ud som et paradoks: Jo mere vi taler om viden og uddannelse som nøglen til fremtidig velfærd, jo dummere bliver vi.
Tag blot dette eksempel fra en dansk arbejdsplads i mediebranchen.
Her sidder tre unge mennesker i starten af 20'erne og snakker hyggeligt i en pause, og pludselig siger den ene: 'Hvorfor er det i grunden helligdag på lørdag?' En længere pause efterfølges af et bud fra een af kammeraterne: 'Er det ikke den dér grundlovsdag?' Ny pause, og så: 'Jamen, den plejer da ikke at falde på en lørdag, gør den?' 'Næ', lyder svaret, 'det er vist den samme dato hvert år.'
Hvis disse brave unge mennesker har problemer med at identificere d. 5. juni, hvor stor er så sandsynligheden for, at de overhovedet ved hvad Grundloven er for en størrelse? Og kan man videre regne med, at eksempelvis årstallene 1658, 1864 og 1901 siger dem nogetsomhelst?
Uanset hvad har Dansk Folkeparti nu sat sig for at gøre noget. Partiet vil afsætte 10 årlige millioner kr. på finansloven til at bygge et nationalt videnscenter for historie og kulturarvsformidling i Jelling. Det lyder umiddelbart som et nødvendigt og billigt initiativ (de 10 millioner kr. svarer ca. til det beløb, som Københavns Kommune spenderer på at mandsopdække en (1) enkelt ungdomskriminel pr. år). Det er da tilsyneladende heller ikke beløbet, der er den største trussel mod projektet. Den kommer tværtimod fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der ikke er begejstret for forslaget. Som han siger til Kristeligt Dagblad: 'Desuden vil det kræve en afgrænsning af dansk kultur. Jeg tvivler for eksempel på, at Dansk Folkeparti og jeg har samme definition. Jeg synes, at den barmhjertige samaritaner er en del af min kulturarv. Jeg ved ikke, om det er en del af DF's.'
Ifølge lærerformanden er der altså slet ikke tale om noget paradoks: Undervisningen af de opvoksende generationer har ikke primært til formål at gøre os kloge; vigtigere er det, at vi er gode. Lad os håbe, at vi kan leve af det fremover.
Det kunne se ud som et paradoks: Jo mere vi taler om viden og uddannelse som nøglen til fremtidig velfærd, jo dummere bliver vi.
Tag blot dette eksempel fra en dansk arbejdsplads i mediebranchen.
Her sidder tre unge mennesker i starten af 20'erne og snakker hyggeligt i en pause, og pludselig siger den ene: 'Hvorfor er det i grunden helligdag på lørdag?' En længere pause efterfølges af et bud fra een af kammeraterne: 'Er det ikke den dér grundlovsdag?' Ny pause, og så: 'Jamen, den plejer da ikke at falde på en lørdag, gør den?' 'Næ', lyder svaret, 'det er vist den samme dato hvert år.'
Hvis disse brave unge mennesker har problemer med at identificere d. 5. juni, hvor stor er så sandsynligheden for, at de overhovedet ved hvad Grundloven er for en størrelse? Og kan man videre regne med, at eksempelvis årstallene 1658, 1864 og 1901 siger dem nogetsomhelst?
Uanset hvad har Dansk Folkeparti nu sat sig for at gøre noget. Partiet vil afsætte 10 årlige millioner kr. på finansloven til at bygge et nationalt videnscenter for historie og kulturarvsformidling i Jelling. Det lyder umiddelbart som et nødvendigt og billigt initiativ (de 10 millioner kr. svarer ca. til det beløb, som Københavns Kommune spenderer på at mandsopdække en (1) enkelt ungdomskriminel pr. år). Det er da tilsyneladende heller ikke beløbet, der er den største trussel mod projektet. Den kommer tværtimod fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der ikke er begejstret for forslaget. Som han siger til Kristeligt Dagblad: 'Desuden vil det kræve en afgrænsning af dansk kultur. Jeg tvivler for eksempel på, at Dansk Folkeparti og jeg har samme definition. Jeg synes, at den barmhjertige samaritaner er en del af min kulturarv. Jeg ved ikke, om det er en del af DF's.'
Ifølge lærerformanden er der altså slet ikke tale om noget paradoks: Undervisningen af de opvoksende generationer har ikke primært til formål at gøre os kloge; vigtigere er det, at vi er gode. Lad os håbe, at vi kan leve af det fremover.
onsdag den 15. september 2010
Kram en muslim
Af Thomas Helbig Hansen
Kathrine Lilleør opfordrer i Berlingske Tidende til, at vi allesammen hver især krammer en muslim d. 11/9. Hvis man hører til i den generte kategori kan et håndtryk dog også gøre det.
Jamen, hvor er det dog en storartet idé! Lad os starte med at give hånden til Asmaa Abdol Hamid. Eller hvad med at kravle ind i teltet til den arabiske husmor, der krabber formummet rundt i det offentlige rum. Det skal nok skabe en bølge af interkulturel forståelse. For slet ikke at tale om forældremøderne på Holbergskolen: Her vil de muslimske mødre formentlig stå i kø for at deltage ved udsigten til at møde en hærskare af kristne, hvide mænd med åbne arme.
I stedet for dette klodsede forsøg på organiseret blufærdighedskrænkelse kunne vi naturligvis også vælge at bruge årsdagen for angrebet i New York helt anderledes. Nemlig til at reflektere over een af de mest sejlivede myter og mantraer i den offentlige debat: At flertallet af muslimer er moderate og venligtsindede, og bare ønsker at leve i fred og fordragelighed med os andre. For hvad ved vi nemlig om det? Intet som helst. Det så ofte og højt besungne skel mellem de 'rabiate' hhv. de 'moderate' muslimer findes først og fremmest i vore hoveder. At vi i Vesten har opfundet begrebet 'islamisme' for at isolere de grimme ting i islam ændrer jo ikke på, at den 'gode' hhv. den 'onde' muslim har præcis det samme udgangspunkt: Koranen.
Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en syndflod af krammere vil kunne få hin enkelte muslim til et øjeblik at glemme den hellige bogs krigeriske tale, men nogen langtidsholdbar virkning skal vi nok ikke håbe på.
Kathrine Lilleør opfordrer i Berlingske Tidende til, at vi allesammen hver især krammer en muslim d. 11/9. Hvis man hører til i den generte kategori kan et håndtryk dog også gøre det.
Jamen, hvor er det dog en storartet idé! Lad os starte med at give hånden til Asmaa Abdol Hamid. Eller hvad med at kravle ind i teltet til den arabiske husmor, der krabber formummet rundt i det offentlige rum. Det skal nok skabe en bølge af interkulturel forståelse. For slet ikke at tale om forældremøderne på Holbergskolen: Her vil de muslimske mødre formentlig stå i kø for at deltage ved udsigten til at møde en hærskare af kristne, hvide mænd med åbne arme.
I stedet for dette klodsede forsøg på organiseret blufærdighedskrænkelse kunne vi naturligvis også vælge at bruge årsdagen for angrebet i New York helt anderledes. Nemlig til at reflektere over een af de mest sejlivede myter og mantraer i den offentlige debat: At flertallet af muslimer er moderate og venligtsindede, og bare ønsker at leve i fred og fordragelighed med os andre. For hvad ved vi nemlig om det? Intet som helst. Det så ofte og højt besungne skel mellem de 'rabiate' hhv. de 'moderate' muslimer findes først og fremmest i vore hoveder. At vi i Vesten har opfundet begrebet 'islamisme' for at isolere de grimme ting i islam ændrer jo ikke på, at den 'gode' hhv. den 'onde' muslim har præcis det samme udgangspunkt: Koranen.
Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en syndflod af krammere vil kunne få hin enkelte muslim til et øjeblik at glemme den hellige bogs krigeriske tale, men nogen langtidsholdbar virkning skal vi nok ikke håbe på.
søndag den 12. september 2010
Obskurantismens sejrsmarch
Af Thomas Helbig Hansen.
På listen over væsener, der ifølge islam er inferiøre/urene, finder vi - udover grisen og det kristne menneske - hunden. Den sandhed har en række blinde englændere nu måttet sande på den hårde måde. For godt nok er det i landet på den anden side af Nordsøen forbudt at diskriminere handicappede, men alligevel oplever flere og flere blinde, at de og deres førehunde bliver nægtet adgang til taxaer og busser. Kristeligt Dagblad beretter bl.a. om den 73-årige George Herridge, der blev bedt om at forlade en bybus, fordi en flok muslimske skolebørn skreg op ved synet af hans labrador. Og en talsmand for det britiske blindesamfund fortæller i samme artikel, hvordan en muslimsk taxachauffør blev gal, da hun forsøgte at stige ind i hans taxa med sin hund - for nu blev han nødt til at køre hjem og vaske sig.
Man forbløffes til stadighed over denne tilbagestående slavementalitet, der i eet og alt bøjer sig for 1400 år gamle og absurde regler. Men mest af alt er det forbløffende og bekymrende, at vi i Vesten tilsyneladende intet modtræk har imod obskurantismen.
Hvordan kan de muslimske skoleelevers religiøst betingede hundefrygt blive styrende for reglerne i den kollektive trafik i et vestligt land? Og hvad kommer den muslimske taxachaufførs private religion passageren ved?
Eksemplerne illustrerer endnu engang den simple sandhed, at dagens altoverskyggende problem ikke er islams styrke men Vestens svaghed.
På listen over væsener, der ifølge islam er inferiøre/urene, finder vi - udover grisen og det kristne menneske - hunden. Den sandhed har en række blinde englændere nu måttet sande på den hårde måde. For godt nok er det i landet på den anden side af Nordsøen forbudt at diskriminere handicappede, men alligevel oplever flere og flere blinde, at de og deres førehunde bliver nægtet adgang til taxaer og busser. Kristeligt Dagblad beretter bl.a. om den 73-årige George Herridge, der blev bedt om at forlade en bybus, fordi en flok muslimske skolebørn skreg op ved synet af hans labrador. Og en talsmand for det britiske blindesamfund fortæller i samme artikel, hvordan en muslimsk taxachauffør blev gal, da hun forsøgte at stige ind i hans taxa med sin hund - for nu blev han nødt til at køre hjem og vaske sig.
Man forbløffes til stadighed over denne tilbagestående slavementalitet, der i eet og alt bøjer sig for 1400 år gamle og absurde regler. Men mest af alt er det forbløffende og bekymrende, at vi i Vesten tilsyneladende intet modtræk har imod obskurantismen.
Hvordan kan de muslimske skoleelevers religiøst betingede hundefrygt blive styrende for reglerne i den kollektive trafik i et vestligt land? Og hvad kommer den muslimske taxachaufførs private religion passageren ved?
Eksemplerne illustrerer endnu engang den simple sandhed, at dagens altoverskyggende problem ikke er islams styrke men Vestens svaghed.
onsdag den 1. september 2010
Sognepræst Axel Bang: Tale ved alsangsstævne i Ålborg, 13. august 1940
Vi danske, vi er et meget skeptisk folkefærd. Og det er forresten også kommet til orde i anledning af vore alsangsaftener. Hvad kan det nytte og stå og synge? For så vidt har skeptikerne jo ret. Sang alene, det går det ikke. Men vi ejer alligevel i den rette fædrelandssang en vældig værdi. Den skaber nemlig forbindelse til folkets fortid. Den taler til os om, hvad vi skal i dag. Og den styrker vort håb til fremtiden. Det er rigtigt nok, der er også meget uægte guld i de fædrelandssange, vi har sunget her i Danmark. Men i stormtider, der blæser alt det undervægtige bort som avner og kernen lever. Sådan er der også i det, vi har sunget om vort lands fortid mangt og meget, som ikke er i stand til at bestå for sandhedens dom. Men dog, så er der i vor fædrelandssange så meget, der minder os om, at vi er et folk med en tusindårig historie, et folk som har fostret sønner og døtre, som har ristet deres navne ind i historiens liv. Vi ejer et sprog, der er formet gennem tiderne både af menigmand og af skjald. Og det evner at udtrykke vort inderste selv. Vi bor i et land, hvis bløde linjer gennem tusind år har formet vort folkesind. Til dette folk, dette sprog, dette land, der knyttes vi i den ægte, sunde og sande fædrelandssang. Men fædrelandssangen taler også til os om, hvad vi skal i dag. ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man evner”, sagde en god dansk mand engang. Og det er det syn, der som en vajende fane skal løftes over os, når vi synger Danmarks sange. Sangene om pligt, sange om troskab, sangene om offer, sangene om udholdenhed og sangene om kærlighed. Den danske sang styrker også vort håb til fremtiden, sandt sangen ikke blot er udtryk for lyrisk stemning, men også er udtryk for en vilje. ”Mig fryder din ros, din ære. Mig knuger din sorg, dit savn. Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn.” Sådan står der i en af vore kønneste fædrelandssange. Og synger vi det med sandhed, så er det Danmarks krav, som mødes med vor vilje. Og hvor der er vilje, der er der håb. Så vil vi da også i aften synge vort lands sange med god samvittighed.
søndag den 22. august 2010
En milepæl for integrationen?
Af Thomas Helbig Hansen
Den skulle være god nok: Nu virker integrationen. Det skriver ihvertfald Berlingske Tidende lørdag.
Baggrunden for den stort opsatte forsideartikel er, at andelen af unge indvandrerkvinder i alderen 20-24 år, der går i gang med en videregående uddannelse, er oppe på imponerende 39% - et helt %-point højere end danske piger i samme aldersgruppe.
I sin begejstring over de flotte tal glemmer Berlingske Tidende imidlertid, at vi hertillands har indrettet os med den såkaldte 24-årsregel. Een af effekterne skulle bl.a. være, at de unge udenlandske damer venter med at gifte sig til de fylder - surprise, surprise - 24 år. Og i mellemtiden kan de jo så passende slå tiden ihjel med at boge den.
Hvorvidt pigerne fuldfører deres uddannelse for slet ikke at tale om hvorvidt de bliver hjemmegående husmødre straks efter kandidatfesten, melder historien ikke noget om.
Det kunne Berlingske passende sætte sig for at undersøge, og det ville i sandhed være en milepæl. For journalistikken.
Den skulle være god nok: Nu virker integrationen. Det skriver ihvertfald Berlingske Tidende lørdag.
Baggrunden for den stort opsatte forsideartikel er, at andelen af unge indvandrerkvinder i alderen 20-24 år, der går i gang med en videregående uddannelse, er oppe på imponerende 39% - et helt %-point højere end danske piger i samme aldersgruppe.
I sin begejstring over de flotte tal glemmer Berlingske Tidende imidlertid, at vi hertillands har indrettet os med den såkaldte 24-årsregel. Een af effekterne skulle bl.a. være, at de unge udenlandske damer venter med at gifte sig til de fylder - surprise, surprise - 24 år. Og i mellemtiden kan de jo så passende slå tiden ihjel med at boge den.
Hvorvidt pigerne fuldfører deres uddannelse for slet ikke at tale om hvorvidt de bliver hjemmegående husmødre straks efter kandidatfesten, melder historien ikke noget om.
Det kunne Berlingske passende sætte sig for at undersøge, og det ville i sandhed være en milepæl. For journalistikken.
lørdag den 7. august 2010
Den konservative krise - og Danmarks
Af Thomas Helbig Hansen
At de konservative er i dyb krise er en gammel nyhed.
Det er imidlertid som om krisen er særlig slem for øjeblikket, hvor Naser Khader er stort set ene om at udtale sig på partiets vegne.
Dette dybt, dybt forvirrede menneske, der på sin rundtur mellem partierne altså nu er havnet hos de konservative, udtaler sig hver dag i samtlige medier om stort og småt. Hidtil har han kæmpet for Lene Espersens ære, men siden i mandags har han dels kritiseret Dansk Folkepartis forslag om at bremse indvandring fra den tredje verden, dels kommenteret det skammelige sagsanlæg mod Lars Hedegaard.
Sagerne burde være konservative mærkesager: Værn af nationen samt beskyttelsen af ytringsfriheden. Khader taler imidlertid til fordel for indvandring fra den tredje verden og gradbøjer i tilgift Hedegaards ytringsfrihed.
Dermed forstærkes ikke bare indtrykket af et parti, der har overladt konservatismen til DF og selv ligner en dårlig kopi af Det radikale Venstre.
Samtidig bliver den konservative krise også et godt billede på Danmarks krise.
Tænk, at man i det 21. århundrede skal opleve en muslim fra Syrien gøre sig til dommer over, hvem vi skal give adgang til Danmark samt hvad vi må hhv. ikke må sige i vort eget land.
Det vækker mindelser om Glistrups herostratisk berømte forslag om at lade dansk forsvar erstatte af en telefonsvarer, der på russisk siger: 'Vi overgiver os!'
At de konservative er i dyb krise er en gammel nyhed.
Det er imidlertid som om krisen er særlig slem for øjeblikket, hvor Naser Khader er stort set ene om at udtale sig på partiets vegne.
Dette dybt, dybt forvirrede menneske, der på sin rundtur mellem partierne altså nu er havnet hos de konservative, udtaler sig hver dag i samtlige medier om stort og småt. Hidtil har han kæmpet for Lene Espersens ære, men siden i mandags har han dels kritiseret Dansk Folkepartis forslag om at bremse indvandring fra den tredje verden, dels kommenteret det skammelige sagsanlæg mod Lars Hedegaard.
Sagerne burde være konservative mærkesager: Værn af nationen samt beskyttelsen af ytringsfriheden. Khader taler imidlertid til fordel for indvandring fra den tredje verden og gradbøjer i tilgift Hedegaards ytringsfrihed.
Dermed forstærkes ikke bare indtrykket af et parti, der har overladt konservatismen til DF og selv ligner en dårlig kopi af Det radikale Venstre.
Samtidig bliver den konservative krise også et godt billede på Danmarks krise.
Tænk, at man i det 21. århundrede skal opleve en muslim fra Syrien gøre sig til dommer over, hvem vi skal give adgang til Danmark samt hvad vi må hhv. ikke må sige i vort eget land.
Det vækker mindelser om Glistrups herostratisk berømte forslag om at lade dansk forsvar erstatte af en telefonsvarer, der på russisk siger: 'Vi overgiver os!'
mandag den 28. juni 2010
fredag den 25. juni 2010
Dansk imam kobler islam og ghetto-vold
Af Jesper M. Rosenløv
Gang på gang belæres den danske befolkning om, at den vold, der udspiller sig i storbyernes ghettokvarterer, intet har med islam at gøre. Vold og uro i disse områder har deres årsag i sociale problemer, hører vi. Der er tale om ”utilpassede unge”, der grundet et afvisende dansk samfund føler sig holdt udenfor og i modsætning til samfundet. De føler frustration og reagerer derfor til tider voldsomt, lyder det.
Hvis dette er forklaringen – og der absolut ingen kulturelle årsager er til de voldelige uroligheder, vi ser rundt om i Danmark – så kan det jo undre, at den danske imam, Abdul Wahid Petersen, føler sig kaldet til at blande sig i sagen om den lukkede Netto-butik på Nørrebro. Hvorfor pokker skal en imam blande sig i den sag? Hvorfor skal der blandes religion ind i en sag, der jo slet ikke bunder i religiøse eller kulturelle spørgsmål?
Men Abdul Wahid Petersen må åbenbart anse det for gavnligt, at netop han blander sig. Han må åbenbart nyde en særlig status i de miljøer, hvori volden udspringer. Og hvorfor nyder han den status? Tjah, det må vel være i kraft af sin funktion som imam. Det må være Petersens logik. Men denne logik afslører i så fald, at der alligevel er en kobling mellem religionen og graden af voldsudøvelse. Hvis en imam kan have indflydelse på hvilket omfang, der udøves ghetto-vold og terror mod danske butikker på Nørrebro, ja så har Petersen foretaget en interessant kobling. Der er åbenbart imamens ”go” eller ”no-go”, der er med til at afgøre, hvor sindssygt disse "unge" opfører sig.
Ved at gøre sig til mægler på baggrund af sin religiøse autoritet, har Wahid Petersen afsløret mere om ghettovoldens årsager, end han sikkert selv bryder sig om. Vi andre kan blot tænke: hvor interessant!
Gang på gang belæres den danske befolkning om, at den vold, der udspiller sig i storbyernes ghettokvarterer, intet har med islam at gøre. Vold og uro i disse områder har deres årsag i sociale problemer, hører vi. Der er tale om ”utilpassede unge”, der grundet et afvisende dansk samfund føler sig holdt udenfor og i modsætning til samfundet. De føler frustration og reagerer derfor til tider voldsomt, lyder det.
Hvis dette er forklaringen – og der absolut ingen kulturelle årsager er til de voldelige uroligheder, vi ser rundt om i Danmark – så kan det jo undre, at den danske imam, Abdul Wahid Petersen, føler sig kaldet til at blande sig i sagen om den lukkede Netto-butik på Nørrebro. Hvorfor pokker skal en imam blande sig i den sag? Hvorfor skal der blandes religion ind i en sag, der jo slet ikke bunder i religiøse eller kulturelle spørgsmål?
Men Abdul Wahid Petersen må åbenbart anse det for gavnligt, at netop han blander sig. Han må åbenbart nyde en særlig status i de miljøer, hvori volden udspringer. Og hvorfor nyder han den status? Tjah, det må vel være i kraft af sin funktion som imam. Det må være Petersens logik. Men denne logik afslører i så fald, at der alligevel er en kobling mellem religionen og graden af voldsudøvelse. Hvis en imam kan have indflydelse på hvilket omfang, der udøves ghetto-vold og terror mod danske butikker på Nørrebro, ja så har Petersen foretaget en interessant kobling. Der er åbenbart imamens ”go” eller ”no-go”, der er med til at afgøre, hvor sindssygt disse "unge" opfører sig.
Ved at gøre sig til mægler på baggrund af sin religiøse autoritet, har Wahid Petersen afsløret mere om ghettovoldens årsager, end han sikkert selv bryder sig om. Vi andre kan blot tænke: hvor interessant!
søndag den 20. juni 2010
De spiller jo for deres land…
Af Jesper M. Rosenløv
Det er noget af en nedtur, det franske landshold i øjeblikket oplever ved VM. Under kampen mod Mexico, som Frankrig tabte med 2-0, var kommentatorerne ganske forbavsede over den ligegyldighed de franske spillere lagde for dagen. Der var ingen gnist, energi eller motivation, lød det gang på gang.
DR-Sportens Martin Laursen udtrykte sig nogenlunde således: De virker nærmest ligeglade… Men de spiller altså for deres land… Alle disse stjernespillere har haft stor succes i deres klubber, men virker altså ikke opsatte til dette her… Man bør altid kunne finde motivation, når man spiller for sit land, men de virker ligeglade.
Hugo Lloris
Bacary Sagna
William Gallas
Eric Abidal
Patrice Evra
Jeremy Toulalan
Abou Diaby
Sidney Govou
Franck Ribery
Florent Malouda
Nicolas Anelka
Hele Frankrigs trup ser således ud:
Det er noget af en nedtur, det franske landshold i øjeblikket oplever ved VM. Under kampen mod Mexico, som Frankrig tabte med 2-0, var kommentatorerne ganske forbavsede over den ligegyldighed de franske spillere lagde for dagen. Der var ingen gnist, energi eller motivation, lød det gang på gang.
DR-Sportens Martin Laursen udtrykte sig nogenlunde således: De virker nærmest ligeglade… Men de spiller altså for deres land… Alle disse stjernespillere har haft stor succes i deres klubber, men virker altså ikke opsatte til dette her… Man bør altid kunne finde motivation, når man spiller for sit land, men de virker ligeglade.
I dagene efter kampen har holdet nærmest været i oprør. En af profilerne, Anelka, er sendt hjem og resten af truppen strejkede fra træningen søndag.
Til det svenske nyhedsbureau TT udtaler den tidligere svenske landsholdsprofil, Ralf Edström, at de franske spillere er forkælede møgunder, der tjener så mange penge, at de tror, at de kan gøre, hvad de har lyst til. ”Man kan ikke reagere sådan. Er man utilfreds, tager man det op efter VM. De spiller for deres land og burde have en form for stolthed”, siger Edström.
Lad os lige se Frankrigs holdopstilling til Mexico-kampen:
Hugo Lloris
Bacary Sagna
William Gallas
Eric Abidal
Patrice Evra
Jeremy Toulalan
Abou Diaby
Sidney Govou
Franck Ribery
Florent Malouda
Nicolas Anelka
Hele Frankrigs trup ser således ud:
Målmænd: Hugo Lloris (Lyon), Steven Mandanda (Marsielle), Cedric Carrasso (Bordeaux)
Forsvar: Patrice Evra (Manchester United), Eric Abidal (Barcelona)
William Gallas (Arsenal), Sebastien Squillaci (Sevilla), Bacary Sagna (Arsenal), Anthony Reveillere (Lyon)
Marc Planus (Bordeaux), Gael Clichy (Arsenal)
Midtbane: Alou Diarra (Bordeaux), Lassana Diarra (Real Madrid), Jeremy Toulalan (Lyon), Franck Ribery (Bayern München), Yoann Gourcuff (Bordeaux), Florent Malouda (Chelsea), Abou Diaby (Arsenal)
Angreb: Thierry Henry (Barcelona), Nicolas Anelka (Chelsea), Djibril Cisse (Panathinaikos), Sidney Govou (Lyon), Mathieu Valbuena (Marsielle), Andre-Pierre Gignac (Toulouse)
Forsvar: Patrice Evra (Manchester United), Eric Abidal (Barcelona)
William Gallas (Arsenal), Sebastien Squillaci (Sevilla), Bacary Sagna (Arsenal), Anthony Reveillere (Lyon)
Marc Planus (Bordeaux), Gael Clichy (Arsenal)
Midtbane: Alou Diarra (Bordeaux), Lassana Diarra (Real Madrid), Jeremy Toulalan (Lyon), Franck Ribery (Bayern München), Yoann Gourcuff (Bordeaux), Florent Malouda (Chelsea), Abou Diaby (Arsenal)
Angreb: Thierry Henry (Barcelona), Nicolas Anelka (Chelsea), Djibril Cisse (Panathinaikos), Sidney Govou (Lyon), Mathieu Valbuena (Marsielle), Andre-Pierre Gignac (Toulouse)
Alt i alt - stjernespillere fra Europas storklubber. Alligevel kan de altså ikke få det til at fungere på banen. Ingen motivation. Det er da mærkeligt...
I øvrigt - se disse link ;-)
Zlatan gider ikke Sveriges landhold længere
Zlatan gider ikke Sveriges landhold længere
fredag den 11. juni 2010
Dansk Folkepartis svigt og Dansk Samlings møde på Hvidsten kro
Af Jesper M. Rosenløv
Møde på Hvidsten kro
Emne: Danmark og EU
Dansk Samling afholder et offentligt møde på Hvidsten Kro søndag den 22. august 2010 fra kl. 11:00 til kl. 16:00.
Mødet forløber således:
- Højtidelighed ved mindestenen for Hvidsten-gruppen kl. 11:00 med kransenedlæggelse.
- Spisning på Hvidsten Kro kl. 12:00.
Derefter taler
- Kasper Støvring – ph.d og post. doc.-stipendiat ved Syddansk Universitet, forfatter bl.a. til bogen Sammenhængskraft
- Thorkil Sohn – cand. jur. og tidligere efterskoleforstander, medlem af Dansk Samling og medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU
- Adam Wagner – landsformand for Dansk Samling, mag. art. i historie
Debat fra kl. 15:00
Afslutning kl. 16:00
Vi vil naturligvis synge danske fædrelandssange under mødet.
Den fælles spisning på Hvidsten Kro koster kr. 220 pr. person, prisen indbefatter en kroanretning med en øl samt kaffe.
Dansk Samling arrangerer gratis bilkørsel fra og til Randers Banegård før og efter mødet efter aftale.
Tilmelding gerne snart, men senest den 7. august 2010 til
Dansk Samling v/Erik Dyring-Olsen
Før 1. juli:Urtevangen 23, 8920 Randers NV
Efter 1. juli: Gl. Hadsundvej 24 A, 8900 Randers C
E-post: dyro@ email.dk telefon: 86439188
Det er 4. gang vi afholder nationale møder tæt på den 29. august i Hvidsten. Vi gør det igen på en smuk og god måde.
Dansk Folkeparti synes at have tabt pusten. Vi må efterhånden erkende, at partiet ikke har været i stand til at standse regeringens forsøg på at indlemme Danmark yderligere i Den Europæiske Unionen. Dansk Folkeparti valgte således at acceptere, at Lissabon-traktaten blev listet igennem i 2008 uden folkeafstemning.
Ethvert ansvarligt nationalt parti ville naturligvis have gjort dette til et kabinetsspørgsmål og aldrig have valgt at stille sine mandater til rådighed for en regering, der gennemførte en så nedrig, udemokratisk og fædrelandsfjendtlig politik. Men det har Dansk Folkeparti gjort - og gør det stadig! Et historisk svigt af dimensioner i forhold til den politik, partiet ellers er blevet valgt til at forsvare.
For at gøre ondt værre, er der en del, der tyder på, at partiet heller ikke længere er i stand til at håndhæve den stramme udlændingepolitik, der ligeledes er en mærkesag for partiet, og som vel har været hovedårsagen til at mange danskere har sat deres kryds ved partiet. I stedet for at standse den reelle tilstrømning til landet, synes partiets politik i stedet at være at genere de mennesker, der kommer hertil mest muligt for derved at score billige points. Sørgeligt.
Men heldigvis er der da stadig bevægelser, der holder fanen og principperne højt. Foreningen Dansk Samling afholder således et interessant møde på Hvidsten Kro d. 22. august i anledning af 67-året for Augustoprøret. Måske fædrelandskærlige kræfter burde lægge deres kræfter her i stedet for i Dansk Folkeparti?
Ethvert ansvarligt nationalt parti ville naturligvis have gjort dette til et kabinetsspørgsmål og aldrig have valgt at stille sine mandater til rådighed for en regering, der gennemførte en så nedrig, udemokratisk og fædrelandsfjendtlig politik. Men det har Dansk Folkeparti gjort - og gør det stadig! Et historisk svigt af dimensioner i forhold til den politik, partiet ellers er blevet valgt til at forsvare.
For at gøre ondt værre, er der en del, der tyder på, at partiet heller ikke længere er i stand til at håndhæve den stramme udlændingepolitik, der ligeledes er en mærkesag for partiet, og som vel har været hovedårsagen til at mange danskere har sat deres kryds ved partiet. I stedet for at standse den reelle tilstrømning til landet, synes partiets politik i stedet at være at genere de mennesker, der kommer hertil mest muligt for derved at score billige points. Sørgeligt.
Men heldigvis er der da stadig bevægelser, der holder fanen og principperne højt. Foreningen Dansk Samling afholder således et interessant møde på Hvidsten Kro d. 22. august i anledning af 67-året for Augustoprøret. Måske fædrelandskærlige kræfter burde lægge deres kræfter her i stedet for i Dansk Folkeparti?
Møde på Hvidsten kro
Emne: Danmark og EU
Dansk Samling afholder et offentligt møde på Hvidsten Kro søndag den 22. august 2010 fra kl. 11:00 til kl. 16:00.
Mødet forløber således:
- Højtidelighed ved mindestenen for Hvidsten-gruppen kl. 11:00 med kransenedlæggelse.
- Spisning på Hvidsten Kro kl. 12:00.
Derefter taler
- Kasper Støvring – ph.d og post. doc.-stipendiat ved Syddansk Universitet, forfatter bl.a. til bogen Sammenhængskraft
- Thorkil Sohn – cand. jur. og tidligere efterskoleforstander, medlem af Dansk Samling og medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU
- Adam Wagner – landsformand for Dansk Samling, mag. art. i historie
Debat fra kl. 15:00
Afslutning kl. 16:00
Vi vil naturligvis synge danske fædrelandssange under mødet.
Den fælles spisning på Hvidsten Kro koster kr. 220 pr. person, prisen indbefatter en kroanretning med en øl samt kaffe.
Dansk Samling arrangerer gratis bilkørsel fra og til Randers Banegård før og efter mødet efter aftale.
Tilmelding gerne snart, men senest den 7. august 2010 til
Dansk Samling v/Erik Dyring-Olsen
Før 1. juli:Urtevangen 23, 8920 Randers NV
Efter 1. juli: Gl. Hadsundvej 24 A, 8900 Randers C
E-post: dyro@ email.dk telefon: 86439188
Det er 4. gang vi afholder nationale møder tæt på den 29. august i Hvidsten. Vi gør det igen på en smuk og god måde.
fredag den 19. marts 2010
Erdogan sætter ny standard
Af Jesper M. Rosenløv
Måske kan vi i Danmark - og i Europa i det hele taget - alligevel lære noget af den tyrkiske leder, Tayyib Erdogan! Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle sige det. Men måske kunne man ligefrem kalde det, som Erdogan nu byder ind med, for en kulturel berigelse. Ikke mindre end en kulturel berigelse, kære læser. Endelig, endelig, endelig kan vi give Vestager, Søvndal og de andre ret, når de påstår, at vi kan lære så meget af de mellemøstlige kulturer. For det, Tyrkiets leder nu kommer med, kan da kun være en berigelse af det mellemfolkelige samkvem – en ny glimrende standard for behandlingen af folk, der ikke har statsborgerskab i de lande, de opholder sig i.
Som protest mod Sveriges anerkendelse af nedslagtningen af godt 1 million armeniere under Første Verdenskrig som folkemord vil Erdogan nemlig nu sende de armeniere, der opholder sig i Tyrkiet uden at have tyrkisk statsborgerskab, ud af landet. For som Erdogan ifølge DR Nyheder erklærer: ”… jeg kan blive nødt til at sende dem ud. De er ikke mine borgere og jeg behøver ikke at beholde dem i mit land.”
Jamen, kære læser – det er da et fremragende princip, som Erdogan her knæsætter! Jeg synes da, man burde overveje, om ikke vi kunne gøre noget af det samme. De tyrkere, der opholder sig i Danmark og som ikke har dansk statsborgerskab – eller som har dobbelt statsborgerskab, og altså har beholdt deres tyrkiske statsborgerskab i strid med dansk lov – har vi vel så heller ingen pligt til at holde på. I øvrigt - gad vide, om det ville kunne mærkes på bundlinjen i de danske budgetter og størrelsen af de sociale udgifter, hvis disse fik en envejsbillet hjem til Tyrkiet?
Jeg ville naturligvis aldrig, ALDRIG, selv have opdaget denne mulighed, når det gælder gangbare optioner i en nations udlændingepolitik. Tro mig. Og var jeg i mit stille sind kommet frem til en sådan overvejelse – ja, så havde jeg i hvert fald aldrig nogen sinde turdet tage emnet repatriering af udenlandske statsborgere op. For jeg ved jo, hvor kede af det nogle meningsdannere på venstrefløjen ville blive.
Men det var jo før Erdogan viste vejen. Nu ser jeg pludselig den danske udlændingepolitik i et helt nyt lys. Sløret er revet fra mine øjne. Tak Erdogan!
Måske kan vi i Danmark - og i Europa i det hele taget - alligevel lære noget af den tyrkiske leder, Tayyib Erdogan! Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle sige det. Men måske kunne man ligefrem kalde det, som Erdogan nu byder ind med, for en kulturel berigelse. Ikke mindre end en kulturel berigelse, kære læser. Endelig, endelig, endelig kan vi give Vestager, Søvndal og de andre ret, når de påstår, at vi kan lære så meget af de mellemøstlige kulturer. For det, Tyrkiets leder nu kommer med, kan da kun være en berigelse af det mellemfolkelige samkvem – en ny glimrende standard for behandlingen af folk, der ikke har statsborgerskab i de lande, de opholder sig i.
Som protest mod Sveriges anerkendelse af nedslagtningen af godt 1 million armeniere under Første Verdenskrig som folkemord vil Erdogan nemlig nu sende de armeniere, der opholder sig i Tyrkiet uden at have tyrkisk statsborgerskab, ud af landet. For som Erdogan ifølge DR Nyheder erklærer: ”… jeg kan blive nødt til at sende dem ud. De er ikke mine borgere og jeg behøver ikke at beholde dem i mit land.”
Jamen, kære læser – det er da et fremragende princip, som Erdogan her knæsætter! Jeg synes da, man burde overveje, om ikke vi kunne gøre noget af det samme. De tyrkere, der opholder sig i Danmark og som ikke har dansk statsborgerskab – eller som har dobbelt statsborgerskab, og altså har beholdt deres tyrkiske statsborgerskab i strid med dansk lov – har vi vel så heller ingen pligt til at holde på. I øvrigt - gad vide, om det ville kunne mærkes på bundlinjen i de danske budgetter og størrelsen af de sociale udgifter, hvis disse fik en envejsbillet hjem til Tyrkiet?
Jeg ville naturligvis aldrig, ALDRIG, selv have opdaget denne mulighed, når det gælder gangbare optioner i en nations udlændingepolitik. Tro mig. Og var jeg i mit stille sind kommet frem til en sådan overvejelse – ja, så havde jeg i hvert fald aldrig nogen sinde turdet tage emnet repatriering af udenlandske statsborgere op. For jeg ved jo, hvor kede af det nogle meningsdannere på venstrefløjen ville blive.
Men det var jo før Erdogan viste vejen. Nu ser jeg pludselig den danske udlændingepolitik i et helt nyt lys. Sløret er revet fra mine øjne. Tak Erdogan!
onsdag den 17. marts 2010
Gymnasiegrundbog: DF = Intolerance, Enhedslisten = Tolerance
Af Jesper M. Rosenløv
For et stykke tid siden bragte jeg historien om den stærkt politisk manipulerende lærebog Medborgerskab – fra teori til praksis, skrevet af Helle Hinge. Bogen er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen. Men det er naturligvis ikke kun på landets lærerseminarier, man ser fagbøger med en slet skjult politisk dagsorden. Grundbøger, der bruges til undervisning på landets gymnasier, kan naturligvis også være med. Herunder en figur, der skal illustrere den gamle og nye højre-venstrefløjsskala i dansk politik. Bogen hedder Demokrati, magt og politik i Danmark og er skrevet af Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard. Den bruges ofte på både B og C-niveau i samfundsfag.
For et stykke tid siden bragte jeg historien om den stærkt politisk manipulerende lærebog Medborgerskab – fra teori til praksis, skrevet af Helle Hinge. Bogen er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen. Men det er naturligvis ikke kun på landets lærerseminarier, man ser fagbøger med en slet skjult politisk dagsorden. Grundbøger, der bruges til undervisning på landets gymnasier, kan naturligvis også være med. Herunder en figur, der skal illustrere den gamle og nye højre-venstrefløjsskala i dansk politik. Bogen hedder Demokrati, magt og politik i Danmark og er skrevet af Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard. Den bruges ofte på både B og C-niveau i samfundsfag.
Skulle landets gymnasieelever være i tvivl om, at Dansk Folkeparti er selve indbegrebet af intolerance, så er de det vist ikke efter gennemlæsning af denne ”grundbog”. Det er godt, at vore gymnasieelever får en sober, objektiv og neutral undervisning i samfundsfag. En undervisning, der naturligvis loyalt gengiver de forskellige partiers synspunkter…
Nå, men lad os finde trøst i Grundtvigs ord:
Hvad er da tolerance i nutidens sprog? Er det ikke en neutralitet i den åndelige verden, er det ikke en ligegyldighed for meninger, som angår menneskets højeste anliggender, en ligegyldighed, der forbyder at hade og afsky og fordømme hvilken som helst mening, det måtte være? At tolerance må være dette, når den, som hader og afskyer og fordømmer en mening, uden videre skal kaldes intolerant, og at man således har stemplet mænds adfærd uden hensyn til, hvad meninger det var, det er lige så vist [...] Man ser da let, at vi her som altid kommer til at spørge: er godt og ondt, sandhed og løgn uforsonlige modsætninger? Thi er de det, da kan det dog i grunden ingen tvivl være underkastet, om godt skal hade ondt, om sandhed skal hade løgn, ligesom det er åbenbart, at det onde må hade det gode, at løgn må hade sandhed; forskellen er kun den, at det godes og sandhedens intolerance er god og lovlig, det ondes og løgnens derimod syndig og ond, ja synden og løgnen selv [...] Hvad jeg vil vinde ved denne udvikling, er blot, at man ej, hyllet i dunkle begreber, skal anse det for noget ondt at være intolerant, før man har undersøgt mod hvad, eller lovprise tolerance, som jo kan være det skændigste forræderi mod sandheden og menneskeslægten.
Opdatering 19-2-10: Jeg er blivet oplyst om, at bogen bruges på niveau A og B
onsdag den 3. marts 2010
lørdag den 27. februar 2010
APOLOGETIKEN
Af Jesper M. Rosenløv
Fint og morsomt indlæg af Mikael Jalving på JP-blog om Politikens undskyldning for genoptrykningen af Muhammedtegningerne. Jalving foreslår, at avisen omdøbes til APOLOTIKEN. Jeg synes dog, man bør anerkende, at avisen har præsteret meget andet end denne undskyldning i tidens løb. Avisens forsvar for islamiseringen af Vesten og Islam som sådan kommer efter min mening bedre frem ved at omdøbe avisen til APOLOGETIKEN. Det nye logo og slogan kunne passende se således ud:
Fint og morsomt indlæg af Mikael Jalving på JP-blog om Politikens undskyldning for genoptrykningen af Muhammedtegningerne. Jalving foreslår, at avisen omdøbes til APOLOTIKEN. Jeg synes dog, man bør anerkende, at avisen har præsteret meget andet end denne undskyldning i tidens løb. Avisens forsvar for islamiseringen af Vesten og Islam som sådan kommer efter min mening bedre frem ved at omdøbe avisen til APOLOGETIKEN. Det nye logo og slogan kunne passende se således ud:
Men OK - Jalvings bud er også godt - derfor også et udkast med udgangspunkt i hans idé - Vælg selv kære læser:
torsdag den 25. februar 2010
Nigel Farage giver van Rompoy tørt på
Af Jesper M. Rosenløv
De britiske EU-modtandere kan nu noget, som ikke mange andre kan. Nemlig give korte og ganske fremragende og mindeværdige indlæg i EU-parlamentet, hvor tingene kort og effektivt bliver sat på plads. Vi har tidligere set den konservative Daniel Hennan folde sig ud. I går var det så UKIPs Nigel Farage, der slog hovedet på sømmet overfor EUs præsident Herman van Rompoy.
Se tale her
Udskrift: We were told, that when we had a president we would see a giant global political figure. The man would be the political leader for 500 million people! The man would represent all of us, on the world stage. The man whose job is so important that, you of course, is paid more than president Obama. Well I’m afraid all we got was you… And I’m sorry but that performance earlier that you gave, and I don't want to be rude, but, but, you know really… You have the charisma of a damp rag and the appearance of a low-grade bank clerk and the question I want to ask – that we all want to ask is: 'Who are you? I'd never heard of you. Nobody in Europe have ever heard of you. I would like to ask you president: “Who voted for you? And what mechanism – oh I know democracy is not popular with you lot! – and what mechanism do the peoples of Europe have to remove you? Is this European democracy? Well, I sense though that you’re competent and capable and dangerous. I have no doubt that it is your intention to be the quiet assassin of European democracy and of European nation states. You appear to have a loathing for the very concept of the existence of nation states. Perhaps that’s because you come from Belgium, which of course is pretty much a non-country. But since you took over, we have seen Greece reduced to nothing more than a protectorate. Sir, you have no legitimacy in this job at all – and I can say with confidence that I can speak on behalf of the majority of British people in saying that we don't know you, we don't want you, and the sooner you are put out to grass, the better.
De britiske EU-modtandere kan nu noget, som ikke mange andre kan. Nemlig give korte og ganske fremragende og mindeværdige indlæg i EU-parlamentet, hvor tingene kort og effektivt bliver sat på plads. Vi har tidligere set den konservative Daniel Hennan folde sig ud. I går var det så UKIPs Nigel Farage, der slog hovedet på sømmet overfor EUs præsident Herman van Rompoy.
Se tale her
Udskrift: We were told, that when we had a president we would see a giant global political figure. The man would be the political leader for 500 million people! The man would represent all of us, on the world stage. The man whose job is so important that, you of course, is paid more than president Obama. Well I’m afraid all we got was you… And I’m sorry but that performance earlier that you gave, and I don't want to be rude, but, but, you know really… You have the charisma of a damp rag and the appearance of a low-grade bank clerk and the question I want to ask – that we all want to ask is: 'Who are you? I'd never heard of you. Nobody in Europe have ever heard of you. I would like to ask you president: “Who voted for you? And what mechanism – oh I know democracy is not popular with you lot! – and what mechanism do the peoples of Europe have to remove you? Is this European democracy? Well, I sense though that you’re competent and capable and dangerous. I have no doubt that it is your intention to be the quiet assassin of European democracy and of European nation states. You appear to have a loathing for the very concept of the existence of nation states. Perhaps that’s because you come from Belgium, which of course is pretty much a non-country. But since you took over, we have seen Greece reduced to nothing more than a protectorate. Sir, you have no legitimacy in this job at all – and I can say with confidence that I can speak on behalf of the majority of British people in saying that we don't know you, we don't want you, and the sooner you are put out to grass, the better.
tirsdag den 9. februar 2010
Thank you, EU!
Af Jesper M. Rosenøv
Sagen i sin banale enkelthed: Der er flertal i det danske folketing mod kødklister i de fødevarer, der sælges i danske butikker. Men EU har nu ved en flertalsafgørelse godkendt kødklister i fødevarer.
De principielle spørgsmål er så: 1) Hvem bestemmer? 2) Kan vi, som vi gang på gang er blevet lovet, opretholde vore skrappere krav til fødevarer og miljø?
Svarene er nu klare og entydige: 1) EU bestemmer alt uanset, hvad et demokratisk valgt folketing i Danmark måtte mene. 2) Nej, vi kan ikke opretholde en særlovgivning med skrappere krav.
Tak, så ved vi det. Det var jo lakmusprøven m.h.t. magtforholdet mellem EU og det danske folketing.
Næste gang ryger vores udlændingepolitik (Metoc-dommen), vores indretning af arbejdsmarkedet (Vaxholm-dommen) osv., osv.
Farvel nærhedsprincip, farvel national suverænitet, farvel folkestyre. Vi er færdige…
Politiken: EU tillader kødklister
Politiken: EU vil presse klisterkød i halsen på Danmark
Sagen i sin banale enkelthed: Der er flertal i det danske folketing mod kødklister i de fødevarer, der sælges i danske butikker. Men EU har nu ved en flertalsafgørelse godkendt kødklister i fødevarer.
De principielle spørgsmål er så: 1) Hvem bestemmer? 2) Kan vi, som vi gang på gang er blevet lovet, opretholde vore skrappere krav til fødevarer og miljø?
Svarene er nu klare og entydige: 1) EU bestemmer alt uanset, hvad et demokratisk valgt folketing i Danmark måtte mene. 2) Nej, vi kan ikke opretholde en særlovgivning med skrappere krav.
Tak, så ved vi det. Det var jo lakmusprøven m.h.t. magtforholdet mellem EU og det danske folketing.
Næste gang ryger vores udlændingepolitik (Metoc-dommen), vores indretning af arbejdsmarkedet (Vaxholm-dommen) osv., osv.
Farvel nærhedsprincip, farvel national suverænitet, farvel folkestyre. Vi er færdige…
Politiken: EU tillader kødklister
Politiken: EU vil presse klisterkød i halsen på Danmark
søndag den 7. februar 2010
Venstrefløjens loonier marcherer
Af Jesper M. Rosenløv
Terrorangrebet d.11. september 2001 gør ondt på venstrefløjen. Denne frygtelige begivenhed, hvorunder tusinder af mennesker mistede livet, er svær at håndtere for dem. Hvorfor? De omkomne var jo amerikanere – og desuden amerikanere, der arbejdede i den internationale finansverden. Med andre ord – onde mennesker. Og hvem slog disse onde mennesker ihjel? Islamistiske terrorister - jovist, men jo altså derfor også muslimer. Og således per definition undertrykte stakler, der har krav på sympati.
Men mord er trods alt mord. Det er dog alligevel en meget bitter pille at sluge, at de, der har solet sig i venstrefløjens sympati, skulle stå bag en så frygtelig handling. Dette skaber mental og emotionel dissonans, og det har siden 2001 rumlet inde i hovedet på den venstreorienterede. Rumle, rumle. Men heldigvis er der en løsning. Hvad nu, hvis det i virkeligheden var de onde, der slog sig selv ihjel? Hvad nu, hvis det var regeringen i Washington, der selv var ansvarlig for terrorangrebet? Bingo! Lettelsens suk går gennem venstrefløjen.
Ifølge Politiken i dag træder en gruppe af kendisser nu frem med krav om at få undersøgt, om terrorangrebet i virkeligheden skyldtes et regeringskomplot. Blandt disse finder vi skuespiller Jesper Klein (naturligvis), skuespiller Flemming Jensen (naturligvis), Gasolin'-guitarist Franz Beckerlee (naturligvis), bassist Peter Ingemann (NATURLIGVIS), præst Flemming Pless (NAAAATUUUURLIGVIS!!!)
Aner man et mønster? Ja, det gør man. Venstrefløjens sædvanlige loonier. Men det burde nu stå ethvert fornuftigt tænkende menneske klart, hvor langt ude på overdrevet disse mennesker er. At de offentligt står frem og skilter med deres vanvittige verdenssyn, kan måske undre. Men ved den vanvittige, at han gør noget vanvittigt?
I sin substans er konspirationsteorierne omkring d. 11.september akkurat lige så vanvittige som teorierne omkring Apollo 11s månelanding og benægtelsen af holocaust, som Irans præsident jo i disse år gør sig til talsmand for. Men Irans præsident er jo muslim, og derfor har han for venstrefløjens loonier ret til at blive taget seriøst. Så måske varer det ikke længe, før Jesper Klein og co. også stiller krav om en undersøgelse af, om det nu virkeligt kan passe, at det var nazisterne, der stod bag holocaust. Rumle, rumle. Måske var det i virkeligheden jøderne selv, der stod bag - for at skabe basis for imperialistiske fremstød i Mellemøsten… Ja, hvor for ikke?
Terrorangrebet d.11. september 2001 gør ondt på venstrefløjen. Denne frygtelige begivenhed, hvorunder tusinder af mennesker mistede livet, er svær at håndtere for dem. Hvorfor? De omkomne var jo amerikanere – og desuden amerikanere, der arbejdede i den internationale finansverden. Med andre ord – onde mennesker. Og hvem slog disse onde mennesker ihjel? Islamistiske terrorister - jovist, men jo altså derfor også muslimer. Og således per definition undertrykte stakler, der har krav på sympati.Men mord er trods alt mord. Det er dog alligevel en meget bitter pille at sluge, at de, der har solet sig i venstrefløjens sympati, skulle stå bag en så frygtelig handling. Dette skaber mental og emotionel dissonans, og det har siden 2001 rumlet inde i hovedet på den venstreorienterede. Rumle, rumle. Men heldigvis er der en løsning. Hvad nu, hvis det i virkeligheden var de onde, der slog sig selv ihjel? Hvad nu, hvis det var regeringen i Washington, der selv var ansvarlig for terrorangrebet? Bingo! Lettelsens suk går gennem venstrefløjen.
Ifølge Politiken i dag træder en gruppe af kendisser nu frem med krav om at få undersøgt, om terrorangrebet i virkeligheden skyldtes et regeringskomplot. Blandt disse finder vi skuespiller Jesper Klein (naturligvis), skuespiller Flemming Jensen (naturligvis), Gasolin'-guitarist Franz Beckerlee (naturligvis), bassist Peter Ingemann (NATURLIGVIS), præst Flemming Pless (NAAAATUUUURLIGVIS!!!)
Aner man et mønster? Ja, det gør man. Venstrefløjens sædvanlige loonier. Men det burde nu stå ethvert fornuftigt tænkende menneske klart, hvor langt ude på overdrevet disse mennesker er. At de offentligt står frem og skilter med deres vanvittige verdenssyn, kan måske undre. Men ved den vanvittige, at han gør noget vanvittigt?
I sin substans er konspirationsteorierne omkring d. 11.september akkurat lige så vanvittige som teorierne omkring Apollo 11s månelanding og benægtelsen af holocaust, som Irans præsident jo i disse år gør sig til talsmand for. Men Irans præsident er jo muslim, og derfor har han for venstrefløjens loonier ret til at blive taget seriøst. Så måske varer det ikke længe, før Jesper Klein og co. også stiller krav om en undersøgelse af, om det nu virkeligt kan passe, at det var nazisterne, der stod bag holocaust. Rumle, rumle. Måske var det i virkeligheden jøderne selv, der stod bag - for at skabe basis for imperialistiske fremstød i Mellemøsten… Ja, hvor for ikke?
Findes der overhovedet konspirationsteorier, der trods alt er for vanvittige for venstrefløjens loonier? Jeg begynder at tvivle. For nogle uger siden fremkom Venezuelas Hugo Chavez med den skingrende sindssyge påstand, at det faktisk var USA, der havde forårsaget jordskælvet på Haiti vha. underjordiske prøvesprængninger. Ja, det er en spændende tid, vi lever i.
fredag den 5. februar 2010
Under halvmånen
UNDER HALVMÅNEN
Kildearkiv til belysning af muslimsk herredømme over ikke-muslimer gennem historien
Det er blevet god tone at fremhæve Islam som fredens og tolerancens religion. De muslimske erobringer fra 600-tallet og frem fremstilles ofte som værende foregået i respekt for de oprindelige folks religion og sædvaner – det være sig i Mellemøsten, Nordafrika, Spanien, Lilleasien og på Balkan. Gang på gang tegnes et billede af f.eks. kristnes og jøders levevilkår i disse erobrede muslimske områder som havende været ganske tålelige. Denne gængse fremstilling findes i bl.a. akademisk litteratur, i skolebøger beregnet til både børne- og ungdomsuddannelser samt i historiske dokumentarudsendelser. De ikke-muslimske grupperinger blev respekteret som ”Bogens folk” , og fik derfor af de muslimske erobrere lov til at beholde deres religion og helligsteder mod en ubetydelig betaling af en særlig kopskat, lyder det.
Disse skildringer tjener ofte som et idealbillede på tolerance, gensidig dialog og kulturudveksling mellem jøder, kristne og muslimer – skildringer, der endog fremholdes som idealer for skabelsen af multikulturelle samfund i vor egen tid. Desuden fremstilles den påståede muslimske tolerance gerne som noget, der i samtiden stod i skærende kontrast til de forhold, der gjorde sig gældende for ikke-kristne i de områder, der var behersket af kristne. Modsat de muslimske herskere var de kristne særdeles intolerante, lyder det ofte med en slet skjult snert af vestligt kulturelt selvhad.
I dette kildearkiv vil vi forsøge at sætte fokus på denne idealiserede fremstilling af de muslimske erobringer og det muslimske herredømme over ikke-muslimer – fra erobringernes start frem til i dag. Som det med al tydelighed fremgår af kilderne, holder glansbilledet nemlig ikke. F.eks. viser den ovenfornævnte ”ubetydelige” kopskat sig generelt snarere at kunne sammenlignes med beskyttelsespenge som grupperinger af ikke-muslimske andenrangsborgere (dhimmier) afpresses af en fjendtligt indstillet muslimsk øvrighed for at undgå de allerværste chikanerier, vold og undertrykkelse. At denne beskyttelse dog ofte var så som så, og at den altid – alt efter herskernes religiøse luner – kunne ophæves og afløses af diskrimination, forfølgelse og mord fremgår af kilderne.
Den kendsgerning, at det muslimske herredømme fremviser talrige eksempler på intolerance, diskrimination, forfølgelse og folkemord skal dog ikke tjene til at skjule det faktum, at sådanne forfølgelser ligeledes er foregået i kristne områder. Men formidlingen kilder, der ofte overses (eller fravælges) i dag, kan forhåbentligt være med til at nuancere det historiske billede af de religiøse konflikter, der har udspillet sig bl.a. mellem jøder, kristne og muslimer. Dermed er der måske skabt en bredere basis for indsigt i religiøs fanatisme i det hele taget.
Kilderne er i første omgang primært ordnet geografisk efter lande / områder. I de enkelte geografiske undergrupper er kilderne ordnet kronologisk.
NOMOS modtager gerne materiale fra læserne
tirsdag den 2. februar 2010
Mytedræberne på TV 2 News
Det var ganske surrealistisk at høre indslaget om indvandrerkvinders jobfrekvens på TV2 News 2. feb. 2010. Budskabet var ganske klart: Indvandrerkvinder er ikke mere arbejdsløse end danske kvinder. Det er en myte. Faktisk viser en ny rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at indvandrerkvinder siger ja-tak til flere jobtilbud fra arbejdsformidlingen end danskerne gør, lød det. Kom ikke her!
I studiet kunne Jan Rasmussen for København Kommunes jobformidling bekræfte dette billede.
Men samtidig fik vi fra Jan Rasmussen en (noget selvmodsigende) beskrivelse af den store indsats som Københavns Kommune havde måttet iværksætte og målrette mod netop indvandrerkvinderne. Man havde f.eks. fremskyndet jobtilbuddene til netop disse, man havde oprettet særlige sprogkurser, der sigtede på arbejdsmarkedet, og man havde lavet en særlig ordning for mødre, idet indvandrerkvinder ofte havde mange børn.
Overvej dette nærmere et øjeblik, kære læser… Er nyheden så ikke nærmere denne: Indvandrerkvinderne finder ikke selv et job. Kun med en stor, målrettet - og for skatteborgerne bekostningsfuld – indsats fra arbejdsformidlingen, kommer indvandrerkvinderne op på niveau med de danske kvinder?
Jo, det er vel egentlig essensen, hvis man tænker det igennem. Men det er givet en forkert vinkling for TV 2 News af netop dette emne. Ak ja…
I studiet kunne Jan Rasmussen for København Kommunes jobformidling bekræfte dette billede.
Men samtidig fik vi fra Jan Rasmussen en (noget selvmodsigende) beskrivelse af den store indsats som Københavns Kommune havde måttet iværksætte og målrette mod netop indvandrerkvinderne. Man havde f.eks. fremskyndet jobtilbuddene til netop disse, man havde oprettet særlige sprogkurser, der sigtede på arbejdsmarkedet, og man havde lavet en særlig ordning for mødre, idet indvandrerkvinder ofte havde mange børn.
Overvej dette nærmere et øjeblik, kære læser… Er nyheden så ikke nærmere denne: Indvandrerkvinderne finder ikke selv et job. Kun med en stor, målrettet - og for skatteborgerne bekostningsfuld – indsats fra arbejdsformidlingen, kommer indvandrerkvinderne op på niveau med de danske kvinder?
Jo, det er vel egentlig essensen, hvis man tænker det igennem. Men det er givet en forkert vinkling for TV 2 News af netop dette emne. Ak ja…
tirsdag den 26. januar 2010
Bring out the gimp!
Af Jesper M. Rosenløv
I et interview i Berlingske Tidende giver den franske kvinderetsforkæmper, Elisabeth Badinter, en interessant (anderledes) årsagsforklaring på muslimske kvinders tildækning:
»Jeg mener, det er en pervers attitude. De piger, der frivilligt bærer burka, ønsker ikke, at jeg ser deres ansigt, men de ser mit ansigt, de ser mig. Det er et voyeuristisk problemkompleks, for man har stor magt over andre, når man kan se folk, uden at de kan se en.
Den minimale forudsætning for socialt liv, for menneskelige relationer, er at jeg kan se dig, og at du kan se mig. Jeg ser i deres attitude en pervers voyeurisme og ekshibitionisme, for hvis en helt tildækket kvinde spadserer på gaden, ser hele gaden kun på hende. Jeg er overbevist om, at de finder en nydelse deri.«
Jeg ved ikke... Man kunne jo lige så godt få fornemmelsen af et eller andet forskruet sadomasochistisk element. Det kunne lede tanken hen på en bestemt scene i filmen Pulp Fiction: ”Bring out the gimp!”
Set i det lys får det lidt bedagede religionsvidenskabelige begreb "fetischisme" en helt ny og måske aktuel betydning. Er Islam en fetisch-religion? Døm selv:
I et interview i Berlingske Tidende giver den franske kvinderetsforkæmper, Elisabeth Badinter, en interessant (anderledes) årsagsforklaring på muslimske kvinders tildækning:
»Jeg mener, det er en pervers attitude. De piger, der frivilligt bærer burka, ønsker ikke, at jeg ser deres ansigt, men de ser mit ansigt, de ser mig. Det er et voyeuristisk problemkompleks, for man har stor magt over andre, når man kan se folk, uden at de kan se en.
Den minimale forudsætning for socialt liv, for menneskelige relationer, er at jeg kan se dig, og at du kan se mig. Jeg ser i deres attitude en pervers voyeurisme og ekshibitionisme, for hvis en helt tildækket kvinde spadserer på gaden, ser hele gaden kun på hende. Jeg er overbevist om, at de finder en nydelse deri.«
Jeg ved ikke... Man kunne jo lige så godt få fornemmelsen af et eller andet forskruet sadomasochistisk element. Det kunne lede tanken hen på en bestemt scene i filmen Pulp Fiction: ”Bring out the gimp!”
Set i det lys får det lidt bedagede religionsvidenskabelige begreb "fetischisme" en helt ny og måske aktuel betydning. Er Islam en fetisch-religion? Døm selv:
lørdag den 23. januar 2010
Labour søgte bevidst at skabe masseindvandring
Af Jesper M. Rosenløv
The Telegraph bragte for et stykke tid siden historien om en ganske opsigtvækkende afsløring i britisk politik. Den store stigning i antallet af indvandrere over det sidste årti skyldes til dels en bevidst politisk dagsorden hos Labour.
Konspirationsteori? Nej, desværre. At det forholder sig således, bevidnes af Andrew Neather, en tidligere rådgiver for Tony Blair, Jack Straw og David Blunkett. Ifølge Neather forsøgte ministre at ændre landet radikalt og skabe et ”sandt multikulturelt samfund” for at kunne udstille højrefløjens holdninger til dette - underforstået højrefløjens politisk ukorrekte holdninger. Man ønskede "to rub the Right's nose in diversity". Derfor gennemførte man bevidst fra 2000/2001 en slappere indvandringspolitik for at “åbne Storbritannien for masseindvandring”. 2,3 millioner er kommet til landet på den konto, anslås det!
Det var naturligvis ikke Neathers ønske at skabe opsigt m.h.t. denne udmelding, da han tilbage i oktober kom med et længere lallende forsvar for multikulturalismen i The Evening Standard. Men det kom han vist til.
Neather løfter også sløret for, at Labour ikke turde drøfte deres politik åbent, da man var bange for reaktionen blandt partiets egne kernevælgere. "But ministers wouldn't talk about it. In part they probably realised the conservatism of their core voters: while ministers might have been passionately in favour of a more diverse society, it wasn't necessarily a debate they wanted to have in working men's clubs in Sheffield or Sunderland." Lyder det bekendt?
Gad vide om vi her har at gøre med et generelt træk ved venstrefløjen i disse år? At øge indvandringen mest muligt – og helst fra kulturfremmede egne af verden – synes i hvert fald at være en hjertesag for mange. Det kan jo undre, når vi ser de massive problemer dette afstedkommer. Men i denne historie har vi måske en af forklaringerne på, hvorfor det er så attraktivt for visse partier.
The Telegraph bragte for et stykke tid siden historien om en ganske opsigtvækkende afsløring i britisk politik. Den store stigning i antallet af indvandrere over det sidste årti skyldes til dels en bevidst politisk dagsorden hos Labour.
Konspirationsteori? Nej, desværre. At det forholder sig således, bevidnes af Andrew Neather, en tidligere rådgiver for Tony Blair, Jack Straw og David Blunkett. Ifølge Neather forsøgte ministre at ændre landet radikalt og skabe et ”sandt multikulturelt samfund” for at kunne udstille højrefløjens holdninger til dette - underforstået højrefløjens politisk ukorrekte holdninger. Man ønskede "to rub the Right's nose in diversity". Derfor gennemførte man bevidst fra 2000/2001 en slappere indvandringspolitik for at “åbne Storbritannien for masseindvandring”. 2,3 millioner er kommet til landet på den konto, anslås det!
Det var naturligvis ikke Neathers ønske at skabe opsigt m.h.t. denne udmelding, da han tilbage i oktober kom med et længere lallende forsvar for multikulturalismen i The Evening Standard. Men det kom han vist til.
Neather løfter også sløret for, at Labour ikke turde drøfte deres politik åbent, da man var bange for reaktionen blandt partiets egne kernevælgere. "But ministers wouldn't talk about it. In part they probably realised the conservatism of their core voters: while ministers might have been passionately in favour of a more diverse society, it wasn't necessarily a debate they wanted to have in working men's clubs in Sheffield or Sunderland." Lyder det bekendt?
Gad vide om vi her har at gøre med et generelt træk ved venstrefløjen i disse år? At øge indvandringen mest muligt – og helst fra kulturfremmede egne af verden – synes i hvert fald at være en hjertesag for mange. Det kan jo undre, når vi ser de massive problemer dette afstedkommer. Men i denne historie har vi måske en af forklaringerne på, hvorfor det er så attraktivt for visse partier.
fredag den 15. januar 2010
Grima Ormetunge-prisen 2009
Sognepræst Per Ramsdal tildeles Grima Ormetunge-prisen 2009
Der var aldrig rigtig spænding om udfaldet, da årets Grima Ormetunge-pris skulle uddeles for anden gang. Per Ramsdal fra Brorsons Kirke på Nørrebro lever på fornem vis op til flere af de kriterier, der lægges vægt på, når prismodtageren skal findes.
»BENÆGTELSE af danskernes naturlige arveret til Danmark« og af de for Danmark og danskerne skadelige virkninger af den nyere tids indvandring af kulturfremmede«. Med sit ihærdige forsøg på at underminere en i forvejen vakkelvorn dansk flygtningelov har Per Ramsdal vist sig at være fuldt på højde med personligheder som f.eks. Morten Kjærum, Ole Espersen og Eva Smith, når det gjaldt om at gøre Danmark til et blot beboet område.
Per Ramsdal har således ydet »ET AKTIVT VIRKE i ord og gerning for at øge indvandringen«. Resultatet af en eventuel politisk kapitulation på baggrund af Per Ramsdals pression ville have betydet, at Danmark i de kommende år måtte imødese en stærkt stigende strøm af asylansøgere.
Nomos vil derfor gerne ønske Per Ramsdal et stort tillykke med prisen, som han har gjort så meget for at opnå.
Præmie og diplom vil blive overrakt Per Ramsdal ved først givne lejlighed. Vi vil følge op på dette her på bloggen
Deadline: Uhrkov om den brune kunst
NOMOS' redaktør, Morten Uhrskov Jensen, var den 13. januar i DR Deadline og debatterede den nye "brune kunst". Se debatten her.
torsdag den 14. januar 2010
Helle Hinges og Gyldendals rablerier
Af Jesper M. Rosenløv
Et eksempel på, hvor fordrejet et udgangspunkt for undervisning en lærebog kan give, er Helle Hinges bog Medborgerskab - fra teori til praksis (2008) et perfekt eksempel på. I denne bog, der er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen, går det helt helt galt. Bogen er fuld af venstrefløjsfloskler, dæmonisering af højrefløjen, myter, stråmænd, konspirationsteorier og direkte faktuelle fejl.
BT bragte i går en historien om bogen. Journalisten Peter Astrup havde samlet en række citater fra bogen, og at den er politiserende og manipulerende fremgår med al tydelighed af disse. Højrefløjen ønsker kun hvide mennesker i Danmark, muslimer diskrimineres konstant, fordi børnene klipper julepynt i folkeskolen og fordi Danmark har en folkekirke og bla bla bla. Vi ved jo, at disse holdninger findes blandt loonierne på den yderste venstrefløj, men at de ligefrem bliver præsenteret på den måde i en lærebog overrasker vel de fleste.
Jeg underviser selv i KLM, hvorfor jeg har anvendt Hinges bog. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, men da jeg overtog holdet fra en kollega, var bogen allerede indkøbt af de studerende som grundbog.
De ting, Astrup har fundet frem, er meget betegnende for hele bogens tone. Dog overså han i første omgang en af hendes værste perfiditeter. På side 69-70 forklarer hun, hvad assimilation, segregation og integration er. Da hun kommer til segregation, skriver hun: ”En anden strategi er segregationspolitik, som går ud på at adskille indvandrere og flygtninge fra resten af befolkningen. To forskellige eksempler på ufrivillig segregation er apartheid i Sydafrika og de danske asylcentre.” Sådan! Ingen nuancering, ingen neutral modificering af denne påstand, som man vel ellers kunne forvente sig i en lærebog. På BTs hjemmeside gengives denne historie i dag.
Faktuelle fejl
Men ikke nok med det – bogen er også fyldt med ”oplysninger”, der er direkte usande.
Tag f.eks. s.14 – Her fortæller hun, at Norge opnåede selvstændighed i 1814 efter en frihedskamp mod den danske stat. For det første blev Norge ikke frit, men knyttet til Sverige helt frem til 1905. Og hvad er det lige for en frihedskamp, Norge skulle have kæmpet mod den danske stat op til 1814? Man forestiller sig guerillakrigere i de norske fjelde kæmpende mod den danske besættelsesmagt. Helt forrykt.
En anden sjov røverhistorie har hun på side 38. Her fortæller hun for det første, at man i romerriget brugte slaver i krige. Det er forkert. Kun frie borgere deltog – og der var oprindeligt et stramt formuekrav m.h.t. optagelse i den romerske hær. For det andet – og langt værre (morsommere) - fortæller hun, at romerne efter nedkæmpelsen af Spartacusopstanden forhørte de tilfangetagne oprørere, for at finde ud af hvem af dem, der var Spartacus. Da Spartacus rejser sig og siger: ”Jeg er Spartacus”, rejser de andre slaver sig og siger det samme, for at beskytte Spartacus. Herefter bliver de alle henrettet. Til din oplysning, kære læser, findes denne historie ikke i de antikke kilder. Hvor har kvindemennesket så historien fra? Svar: Jo, hun har det fra Kubricks film Spartacus! Det siger lidt om den faglige lødighed i den bog.
Jeg udtaler mig om bogen i dagens udgave af BT (ikke online). Hinge svarer, at det med Spartacus ”også står andre steder”. Do! Hvor? Og gad vide om ikke de steder, hun tænker på er internettet eller lignende. Tsk tsk…
M.h.t. den fremtidige brug af bogen - Selvfølgelig skal den ikke forbydes i undervisningen som Dansk Folkeparti forslår. Det er jo tåbeligt. Man kan jo ikke forbyde, at visse bøger tages op i undervisningen. Helle Hinges bog er en dårlig og underlødig lærebog. Derfor bruger jeg den ikke mere. Jeg håber også mange af mine kollegaer vil være meget forsigtige m.h.t. brugen af denne bog. Men man kunne vel forestille sig, at den kunne inddrages i undervisningen som skrækeksempel på forsøg på manipulation, indoktrinering og misopfattelser af historiske begivenheder. Jeg bruger selv Spartacus-eksemplet, når jeg underviser i romersk historie. Det viser, hvor stor en del af vores historiske bevidsthed, der er skabt af Hollywood. At man kan finde et sådan eksempel i en lærebog skrevet af en seminarielektor fra Zahles, vækker stor morskab blandt mine studerende. Desuden er bogen jo også et glimrende eksempel på, at dumhed, uvidenhed og ekstremisme ofte går hånd i hånd. Nej, lad os endelig beholde den bog – kæle for den, tage den frem i ny og næ, og grine sammen.
Lærebog - debatbog?
Det er dog sikkert ikke denne brug af lærebogen, Gyldendal havde tænkt sig, da de gik med til at udgive det makværk. Bogen er udkommet som del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Den bærer desuden undertitlen "Fra teori til praksis". Hvad siger det lige om genren? Signalerer dette ikke objektiv, nøgtern og neutral fremstilling af bogens emner? Jo! Og derfor kan Helle Hinge ikke undskylde sig med, at hun slet ikke har skrevet en lærebog, men en debatbog, som hun gør i Kristeligt Dagblad i dag. Problemet er jo ikke, at Hinge har holdninger, hvor tåbelige de end er. Problemet er, at hendes lærebog er et subjektivt partsindlæg med en masse faktuelle fejl. Man må da forvente sig af en lærebog, at den f.eks. gengiver de forskellige holdninger til politiske emner objektivt og loyalt uden at fordreje og konstruere stråmænd for at sætte sine politiske modstandere i et dårligere lys. Det forventer læseren/den lærerstuderende da med god grund. Men denne øvelse behersker Hinge simpelthen ikke. Derfor burde bogen, som lærebog, vel have været udsat en stærk redaktionel omarbejdning og korrektion for at leve op til genren og blive en del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Der må derfor sidde nogle rundt om på Gyldendals redaktionsgange med gevaldigt røde ører. Hvem har været den faglige koordinator bag den udgivelse? Per Fibæk Laursen og Hans Jørgen Kristensen, burde I ikke have jeres skolepenge tilbage? Skandale! Vidner det om, at man på Gyldendal kan få udgivet hvad som helst som lærebog – det argeste lort – bare manuskriptet indeholder de rigtige holdninger? Og er det også grunden til, at ingen andre seminarielærere har set noget problem i denne lærebog, der udkom tilbage i 2008?
Desværre kunne dette sidste vidne om en dybereliggende krise, når det gælder seminariernes og folkeskolens lærerstab. Æder man denne politisering råt? Bakker man den i virkeligheden op? Hvis det er tilfældet, er vi nok mange, der vil overveje, om folkeskolen er det rette sted, når det kommer til vore børns undervisning og dannelse. Der eksisterer jo heldigvis privat- og friskoler, der hviler på andre værdier. Hvis det er Helle Hinges principper, der bliver de fremherskende i folkeskolen, vil jeg, når den tid kommer, tage min lille søn i hånden og sige. "Kom, min dreng, vi går igen".
Et eksempel på, hvor fordrejet et udgangspunkt for undervisning en lærebog kan give, er Helle Hinges bog Medborgerskab - fra teori til praksis (2008) et perfekt eksempel på. I denne bog, der er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen, går det helt helt galt. Bogen er fuld af venstrefløjsfloskler, dæmonisering af højrefløjen, myter, stråmænd, konspirationsteorier og direkte faktuelle fejl.
BT bragte i går en historien om bogen. Journalisten Peter Astrup havde samlet en række citater fra bogen, og at den er politiserende og manipulerende fremgår med al tydelighed af disse. Højrefløjen ønsker kun hvide mennesker i Danmark, muslimer diskrimineres konstant, fordi børnene klipper julepynt i folkeskolen og fordi Danmark har en folkekirke og bla bla bla. Vi ved jo, at disse holdninger findes blandt loonierne på den yderste venstrefløj, men at de ligefrem bliver præsenteret på den måde i en lærebog overrasker vel de fleste.
Jeg underviser selv i KLM, hvorfor jeg har anvendt Hinges bog. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, men da jeg overtog holdet fra en kollega, var bogen allerede indkøbt af de studerende som grundbog.
De ting, Astrup har fundet frem, er meget betegnende for hele bogens tone. Dog overså han i første omgang en af hendes værste perfiditeter. På side 69-70 forklarer hun, hvad assimilation, segregation og integration er. Da hun kommer til segregation, skriver hun: ”En anden strategi er segregationspolitik, som går ud på at adskille indvandrere og flygtninge fra resten af befolkningen. To forskellige eksempler på ufrivillig segregation er apartheid i Sydafrika og de danske asylcentre.” Sådan! Ingen nuancering, ingen neutral modificering af denne påstand, som man vel ellers kunne forvente sig i en lærebog. På BTs hjemmeside gengives denne historie i dag.
Faktuelle fejl
Men ikke nok med det – bogen er også fyldt med ”oplysninger”, der er direkte usande.
Tag f.eks. s.14 – Her fortæller hun, at Norge opnåede selvstændighed i 1814 efter en frihedskamp mod den danske stat. For det første blev Norge ikke frit, men knyttet til Sverige helt frem til 1905. Og hvad er det lige for en frihedskamp, Norge skulle have kæmpet mod den danske stat op til 1814? Man forestiller sig guerillakrigere i de norske fjelde kæmpende mod den danske besættelsesmagt. Helt forrykt.
En anden sjov røverhistorie har hun på side 38. Her fortæller hun for det første, at man i romerriget brugte slaver i krige. Det er forkert. Kun frie borgere deltog – og der var oprindeligt et stramt formuekrav m.h.t. optagelse i den romerske hær. For det andet – og langt værre (morsommere) - fortæller hun, at romerne efter nedkæmpelsen af Spartacusopstanden forhørte de tilfangetagne oprørere, for at finde ud af hvem af dem, der var Spartacus. Da Spartacus rejser sig og siger: ”Jeg er Spartacus”, rejser de andre slaver sig og siger det samme, for at beskytte Spartacus. Herefter bliver de alle henrettet. Til din oplysning, kære læser, findes denne historie ikke i de antikke kilder. Hvor har kvindemennesket så historien fra? Svar: Jo, hun har det fra Kubricks film Spartacus! Det siger lidt om den faglige lødighed i den bog.
Jeg udtaler mig om bogen i dagens udgave af BT (ikke online). Hinge svarer, at det med Spartacus ”også står andre steder”. Do! Hvor? Og gad vide om ikke de steder, hun tænker på er internettet eller lignende. Tsk tsk…
M.h.t. den fremtidige brug af bogen - Selvfølgelig skal den ikke forbydes i undervisningen som Dansk Folkeparti forslår. Det er jo tåbeligt. Man kan jo ikke forbyde, at visse bøger tages op i undervisningen. Helle Hinges bog er en dårlig og underlødig lærebog. Derfor bruger jeg den ikke mere. Jeg håber også mange af mine kollegaer vil være meget forsigtige m.h.t. brugen af denne bog. Men man kunne vel forestille sig, at den kunne inddrages i undervisningen som skrækeksempel på forsøg på manipulation, indoktrinering og misopfattelser af historiske begivenheder. Jeg bruger selv Spartacus-eksemplet, når jeg underviser i romersk historie. Det viser, hvor stor en del af vores historiske bevidsthed, der er skabt af Hollywood. At man kan finde et sådan eksempel i en lærebog skrevet af en seminarielektor fra Zahles, vækker stor morskab blandt mine studerende. Desuden er bogen jo også et glimrende eksempel på, at dumhed, uvidenhed og ekstremisme ofte går hånd i hånd. Nej, lad os endelig beholde den bog – kæle for den, tage den frem i ny og næ, og grine sammen.
Lærebog - debatbog?
Det er dog sikkert ikke denne brug af lærebogen, Gyldendal havde tænkt sig, da de gik med til at udgive det makværk. Bogen er udkommet som del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Den bærer desuden undertitlen "Fra teori til praksis". Hvad siger det lige om genren? Signalerer dette ikke objektiv, nøgtern og neutral fremstilling af bogens emner? Jo! Og derfor kan Helle Hinge ikke undskylde sig med, at hun slet ikke har skrevet en lærebog, men en debatbog, som hun gør i Kristeligt Dagblad i dag. Problemet er jo ikke, at Hinge har holdninger, hvor tåbelige de end er. Problemet er, at hendes lærebog er et subjektivt partsindlæg med en masse faktuelle fejl. Man må da forvente sig af en lærebog, at den f.eks. gengiver de forskellige holdninger til politiske emner objektivt og loyalt uden at fordreje og konstruere stråmænd for at sætte sine politiske modstandere i et dårligere lys. Det forventer læseren/den lærerstuderende da med god grund. Men denne øvelse behersker Hinge simpelthen ikke. Derfor burde bogen, som lærebog, vel have været udsat en stærk redaktionel omarbejdning og korrektion for at leve op til genren og blive en del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Der må derfor sidde nogle rundt om på Gyldendals redaktionsgange med gevaldigt røde ører. Hvem har været den faglige koordinator bag den udgivelse? Per Fibæk Laursen og Hans Jørgen Kristensen, burde I ikke have jeres skolepenge tilbage? Skandale! Vidner det om, at man på Gyldendal kan få udgivet hvad som helst som lærebog – det argeste lort – bare manuskriptet indeholder de rigtige holdninger? Og er det også grunden til, at ingen andre seminarielærere har set noget problem i denne lærebog, der udkom tilbage i 2008?
Desværre kunne dette sidste vidne om en dybereliggende krise, når det gælder seminariernes og folkeskolens lærerstab. Æder man denne politisering råt? Bakker man den i virkeligheden op? Hvis det er tilfældet, er vi nok mange, der vil overveje, om folkeskolen er det rette sted, når det kommer til vore børns undervisning og dannelse. Der eksisterer jo heldigvis privat- og friskoler, der hviler på andre værdier. Hvis det er Helle Hinges principper, der bliver de fremherskende i folkeskolen, vil jeg, når den tid kommer, tage min lille søn i hånden og sige. "Kom, min dreng, vi går igen".
Abonner på:
Opslag (Atom)
