Af Jesper M. Rosenløv
Det gik jo hen og blev en helt tilfredsstillende valgaften i går. Den nye tronfølgelov blev vedtaget – og dermed gik venstrefløjens plan om en langt mere omfattende grundlovsændring i vasken.
Derudover blev det over hele Europa til sejr for den borgerlige EU-modstand. Spørgsmålet er nu om denne sejr kan omsættes til konkrete politiske tiltag, der kan modvirke EU-statsdannelsen.
Herhjemme sikrede Morten Messerschmidt Dansk Folkeparti en fordobling af stemmerne. Jeg vil tro, at han bliver én af topscorerne, når de personlige stemmer bliver talt op. Det lover godt.
Rundt om i Europa måtte socialisterne indkassere den ene syngende lussing efter den anden. I Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien vandt de borgerlige markant frem. Men det var ikke nødvendigvis de EU-positive partier, der indkasserede hele gevinsten af socialisternes deroute. Det var i høj grad også den borgerlige EU-modstand, der vandt terræn.
Mest markant er udviklingen i Storbritannien. EU-valget her og dets efterspil, kan gå hen og vende op og ned på mange ting.
I sig selv er det historisk, at den konservative leder, David Cameron, nu endelig har draget den logiske konsekvens af de britiske konservatives EU-skepsis og har meddelt, at hans parti i EU-parlamentet vil bryde ud af den konservative EU-positive EPP-gruppe for at danne en helt ny EU-skeptisk gruppe.
EU-kritikerne (medregnet de konservative) gik således i Storbritannien fire mandater frem. United Kingdom Independence Party (UKIP), som mange havde spået en snarlig opløsning, gik overraskende et mandat frem og har nu med sine 13 mandater i parlamentet ligeså mange som Labour. Faktisk nåede UKIP et større antal stemmer end Labour og er dermed Storbritanniens andenstørste parti! Denne sejr for EU-skeptikerne og modstanderne i Storbritannien vil givet give Cameron blod på tanden, når det gælder om at få gennemført en folkeafstemning om Lissabon-traktaten – en afstemning, som højst sandsynligt vil ende med et nej.
Ser man på EU-parlamentets sammensætning, sad der før valget to grupper, der kæmpede for nationernes selvbestemmelsesret og mod yderlige europæisk integration. Nationernes Europa (UEN-gruppen) talte bl.a. det polske konservative ”Lov og Orden”-parti, det italienske separatist-parti, Lega Nord og Dansk Folkeparti. Desuden var der Gruppen for Uafhængighed og Demokrati (IND/DEM), der bl.a. talte det britiske UKIP.
Samlet gik disse grupper et mandat frem og tæller nu 46 medlemmer.
Men den mest dramatiske og perspektivrige udvikling skete i gruppen af parlamentsmedlemmer, der står uden for grupperne. Denne gruppe var (og er) en særdeles broget skare, men talte ligeledes en række EU-modstandere som f.eks. det franske Front National med Le Pen i spidsen. Denne gruppe udgjorde tidligere 30 parlamentsmedlemmer, men efter valget er de oppe på 47 medlemmer. Tæller man de britiske konservatives 25 mandater med, er gruppen dog oppe på hele 72 medlemmer, hvoraf mange altså er EU-skeptikere eller EU-modstandere.
Problemet er dog, at ”gruppen”, som det ser ud nu, tæller meget forskellige partier og medlemmer. Fra de britiske konservative, over Geert Wilders’ Frihedsparti til yderligtgående (nærmest militante) nationalister fra Ungarn og Rumænien – samt British National Party (BNP), hvis partiprogram dårligt kan tolkes som andet end racistisk. Det er derfor utænkeligt, at gode nationalkonservative eller nationalliberale kan samarbejde med disse fascistoide eller direkte racistiske partier.
Et springende punkt er, om David Cameron holder ord, og danner en ny konservativ/borgerlig EU-skeptisk gruppe. Cameron har været under kraftig kritik for at ville tage dette skridt, og mange vil sikkert forsøge at overtale briterne til at blive i EPP-gruppen.
Men lad os lege med tanken og forudsætte at de britiske konservative bryder ud og danner kernen i en ny EU-skeptisk gruppe. I så fald ville der være en god mulighed for at samle en del andre parlamentsmedlemmer fra UEN- og IND/DEM-gruppen og fra dem, der står uden for grupperne i denne nye gruppe. Cameron skulle allerede have diskuteret dette med det polske ”Lov og Orden”-parti og de tjekkiske konservative. Men derudover kunne Lega Nord, Geerts Wilders' parti samt det østrigske Frihedsparti vel også inddrages. Det samme gælder de to danskere fra Dansk Folkeparti.
Tilsammen udgør UEN-gruppen, IND/DEM-gruppen og de, der står uden for grupperne, 118 parlamentsmedlemmer. Mon ikke det skulle være muligt ud af disse at samle så mange gode og fornuftige folk, at en ny EU-skeptisk gruppe af konservative/borgerlige kan gå hen og blive parlamentets tredjestørste gruppe?
Det yderste venstre har 34 medlemmer. De grønne (hvor SF sidder) har 50 medlemmer. De liberale (hvor Venstre sidder) har 84, mens socialisterne (hvor Socialdemokratiet sidder) har 183, mens den konservative EPP-gruppe har 264 medlemmer.
Det ville være et stærkt signal, hvis man kunne samle en stærk EU-skeptisk, konservativ/borgerlig gruppe i parlamentet. Det ville give en helt ny platform for den borgerlige EU-modstand og forhåbentligt skabe momentum, der kunne gå hen og blive en alvorlig udfordring til ja-partiernes antinationale kurs.
mandag den 8. juni 2009
søndag den 7. juni 2009
fredag den 5. juni 2009
STEM JA!
Af Jesper M. Rosenløv
I morgen skal vi stemme om en ændring af tronfølgeloven – en ændring, der har den hensigt at ligestille kønnene m.h.t. arveretten til den danske trone. Hvorfor? Således at det danske kongehus kommer til at afspejle de forhold, der bør gøre sig gældende i det moderne danske samfund, lyder det. Naturligvis må jeg som konservativ afvise dette argument som noget pjat. Som jeg hørte en ældre herre, der blev interviewet på tv, udtrykke det: ”Kongehuset er jo hamrende gammeldags… og det skal det blive ved med at være”. Det er jo så sandt, som det er sagt.
Kongehuset bygger på tradition og hævdvunden skik. Selvom jeg absolut ikke er imod ligestilling mellem kønnene i det danske samfund, så er det, der tilfældigvis har vundet indpas af nutidige modestrømninger jo fuldstændig ligegyldigt i sammenhæng med kongehuset. Hvad nyt, smarte projektmagere kan hitte på, er traditionen netop hævet over. Bevarelsen af kongehuset er i sig selv et oprør mod ”nutidens absolutte dominans”, for at bruge et udtryk af Botho Strauss. Derfor er det budskab, som den fladpandede statsfinansierede propaganda-film, der ruller hen over de danske tv-skærme i den bedste sendetid, ramt helt ved siden af.
Men, men, men – alligevel, kære læser, vil jeg opfordre dig til at stemme ja til ændringen. Der er vigtigere ting end det danske kongehus på spil. Nemlig den danske grundlov og Danmark.
Læg mærke til, hvor ærgerlige de radikale, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet samt de mest globaliseringsliderlige borgerlige var, da Anders Fogh Rasmussen gik i gang med den lange proces, det er at få ændret tronfølgeloven og dermed Grundloven. Læg f.eks. mærke til, at en mere end sædvanlig tvær Marianne Jelved for nyligt sagde, at hun overvejede at stemme blankt. Det samme har Margrete Auken udtalt. Hvorfor? Fordi det er svært, at få ændret Grundloven – meget svært. Lad mig uddybe.
En grundlovsændring kræver, at to på hinanden følgende folketing skal vedtage en evt. ændring ved et kvalificeret flertal (2/3 af de afgivne stemmer). Herefter skal der være folkeafstemning, hvor et flertal på minimum 40% af de stemmeberettigede skal sige ja. Herefter skal der i et nyt folketing atter være et kvalificeret flertal.
Dette er jo noget rigtig møg, når man som de ovennævnte næsten ikke kan vente med at få has på Grundloven. Grundloven står nemlig i vejen for, at Danmark kan indlemmes i Europas Forende Stater. Desuden er det besværligt at få indskrevet alverdens menneskerettigheder, der f.eks. kan gøre det umuligt for os at opretholde en stram udlændingepolitik. Netop p.g.a. Grundloven er der grænser for, hvor megen dansk suverænitet, der kan afgives uden at spørge den besværlige danske befolkning. O.s.v. o.s.v.
Derfor vil de af med Grundloven. Og det hurtigst muligt. Grundloven garanterer nemlig Danmarks eksistens på danskernes præmisser. Og hvis der er noget disse politikere frygter, så er det at blive lukket inde i et ”rum”, hvor de er alene med den danske befolkning.
Fra deres synspunkt var det derfor en alvorlig fejl, da Fogh udskilte spørgsmålet om tronfølgen for at lave en separat grundlovsændring m.h.t. dette spørgsmål. Hvorfor? Fordi deres håb netop var, at bruge tronfølgespørgsmålet til at få en langt mere omfattende ændring af Grundloven igennem. De havde set for sig, at de royale danskere, ville være totalt forblindede af de blodige uretfærdigheder omkring kønsdiskrimineringen, der eksisterer i kongehuset. Ændringen af tronfølgeloven var således deres løftestang til at få langt mere skæbnesvangre grundlovsændringer igennem. Ændringer, som de håbede på, at danskerne ikke ville lægge så meget mærke til, hvis hele grundlovsdiskussionen kom til at handle om kongehuset og ligestilling. Den plan gik i vasken, da Fogh igangsatte sit forsøg på alene at få ændret tronfølgeloven.
Men nu vejres der morgenluft. Med et nej til den nye tronfølgelov, vil de på et senere tidspunkt igen have denne trumf i ærmet, når der skal fifles med Grundloven.
DERFOR: Har man Danmarks selvstændighed kær, og vil man beskytte den grundlov, der værner om Danmark, så bør man stemme ja til den nye tronfølgelov i morgen – også selvom de popsmarte ligestillingsargumenter skurer i de konservative ører.
Traditioner og kongehuset er vigtigt – men der er noget, der vigtigere end dette - Danmarks frihed er vigtigere.
I morgen skal vi stemme om en ændring af tronfølgeloven – en ændring, der har den hensigt at ligestille kønnene m.h.t. arveretten til den danske trone. Hvorfor? Således at det danske kongehus kommer til at afspejle de forhold, der bør gøre sig gældende i det moderne danske samfund, lyder det. Naturligvis må jeg som konservativ afvise dette argument som noget pjat. Som jeg hørte en ældre herre, der blev interviewet på tv, udtrykke det: ”Kongehuset er jo hamrende gammeldags… og det skal det blive ved med at være”. Det er jo så sandt, som det er sagt.
Kongehuset bygger på tradition og hævdvunden skik. Selvom jeg absolut ikke er imod ligestilling mellem kønnene i det danske samfund, så er det, der tilfældigvis har vundet indpas af nutidige modestrømninger jo fuldstændig ligegyldigt i sammenhæng med kongehuset. Hvad nyt, smarte projektmagere kan hitte på, er traditionen netop hævet over. Bevarelsen af kongehuset er i sig selv et oprør mod ”nutidens absolutte dominans”, for at bruge et udtryk af Botho Strauss. Derfor er det budskab, som den fladpandede statsfinansierede propaganda-film, der ruller hen over de danske tv-skærme i den bedste sendetid, ramt helt ved siden af.
Men, men, men – alligevel, kære læser, vil jeg opfordre dig til at stemme ja til ændringen. Der er vigtigere ting end det danske kongehus på spil. Nemlig den danske grundlov og Danmark.
Læg mærke til, hvor ærgerlige de radikale, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet samt de mest globaliseringsliderlige borgerlige var, da Anders Fogh Rasmussen gik i gang med den lange proces, det er at få ændret tronfølgeloven og dermed Grundloven. Læg f.eks. mærke til, at en mere end sædvanlig tvær Marianne Jelved for nyligt sagde, at hun overvejede at stemme blankt. Det samme har Margrete Auken udtalt. Hvorfor? Fordi det er svært, at få ændret Grundloven – meget svært. Lad mig uddybe.
En grundlovsændring kræver, at to på hinanden følgende folketing skal vedtage en evt. ændring ved et kvalificeret flertal (2/3 af de afgivne stemmer). Herefter skal der være folkeafstemning, hvor et flertal på minimum 40% af de stemmeberettigede skal sige ja. Herefter skal der i et nyt folketing atter være et kvalificeret flertal.
Dette er jo noget rigtig møg, når man som de ovennævnte næsten ikke kan vente med at få has på Grundloven. Grundloven står nemlig i vejen for, at Danmark kan indlemmes i Europas Forende Stater. Desuden er det besværligt at få indskrevet alverdens menneskerettigheder, der f.eks. kan gøre det umuligt for os at opretholde en stram udlændingepolitik. Netop p.g.a. Grundloven er der grænser for, hvor megen dansk suverænitet, der kan afgives uden at spørge den besværlige danske befolkning. O.s.v. o.s.v.
Derfor vil de af med Grundloven. Og det hurtigst muligt. Grundloven garanterer nemlig Danmarks eksistens på danskernes præmisser. Og hvis der er noget disse politikere frygter, så er det at blive lukket inde i et ”rum”, hvor de er alene med den danske befolkning.
Fra deres synspunkt var det derfor en alvorlig fejl, da Fogh udskilte spørgsmålet om tronfølgen for at lave en separat grundlovsændring m.h.t. dette spørgsmål. Hvorfor? Fordi deres håb netop var, at bruge tronfølgespørgsmålet til at få en langt mere omfattende ændring af Grundloven igennem. De havde set for sig, at de royale danskere, ville være totalt forblindede af de blodige uretfærdigheder omkring kønsdiskrimineringen, der eksisterer i kongehuset. Ændringen af tronfølgeloven var således deres løftestang til at få langt mere skæbnesvangre grundlovsændringer igennem. Ændringer, som de håbede på, at danskerne ikke ville lægge så meget mærke til, hvis hele grundlovsdiskussionen kom til at handle om kongehuset og ligestilling. Den plan gik i vasken, da Fogh igangsatte sit forsøg på alene at få ændret tronfølgeloven.
Men nu vejres der morgenluft. Med et nej til den nye tronfølgelov, vil de på et senere tidspunkt igen have denne trumf i ærmet, når der skal fifles med Grundloven.
DERFOR: Har man Danmarks selvstændighed kær, og vil man beskytte den grundlov, der værner om Danmark, så bør man stemme ja til den nye tronfølgelov i morgen – også selvom de popsmarte ligestillingsargumenter skurer i de konservative ører.
Traditioner og kongehuset er vigtigt – men der er noget, der vigtigere end dette - Danmarks frihed er vigtigere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
