Af Morten Uhrskov Jensen
Jeg udfordrede i Weekendavisen den 23. december Jens-Martin Eriksen til enten at beklage sin brug af tyske gloser (Weekendavisen 12. december) eller til direkte at kalde mig nazisympatisør. Han synes at ville gøre ingen af delene.
Det ærgrer mig noget, at Jens-Martin Eriksen ikke vil lege med. Jeg så ellers for mig, at det omsider var muligt at diskutere teserne i Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog Adskillelsens politik. Jeg tog fejl. Hverken Stjernfelt eller Eriksen orker tilsyneladende at spille bold med dem, som er deres primære modstandere, nemlig dem til højre. Og det er da egentlig mærkeligt, når vi nu har noget at sige om deres bog. Vi kunne f.eks. beskylde dens overordnede tese for at være noget makværk, idet den kun bygger på forfatternes forestillinger om verdens ideelle beskaffenhed, ikke om verdens faktiske tilstand. Men det er svært for os at skabe en debat om ovenstående, idet Stjernfelt og Eriksen synes at have det bedst, når de har uhindret adgang til Weekendavisens spalter, samtidig med at de ikke behøver at besvære sig med gendrivelsens svære kunst. Måtte Stjernfelt og Eriksen også fremover have held med deres forehavende. En vis skadefryd må dog være mig forundt, når jeg konstaterer, at Stjernfelt og Eriksen således ikke ønsker eller evner at deltage i debatten, andet end som udråbere af det sidste nye fra den kulturneutrale front.
onsdag den 31. december 2008
torsdag den 25. december 2008
DR: Muslimer sikrer julen
Af Jesper M. Rosenløv
DR Nyhederne på P2 kunne denne juledag kl. 11 bringe en rigtig feel-good-historie. Det var nærmest muslimerne i landet, der sikrede, at danskerne kunne fejre juleaften. For mens danskerne gerne ville være hjemme sammen med familien, så tog muslimerne gerne vagterne denne aften rundt omkring på de danske arbejdspladser. Det var f.eks. fortrinsvis muslimer, der kørte taxa julenat.
Er det ikke bare godt! Nu er der altså hele to gode grunde til den muslimske masseindvandring. Den nærorientalske og muslimske kulturberigelse hviler nu på to søjler:
1) Opskriften på kebab
2) Taxa juleaften.
Måske skulle det tilføjes, at andre muslimer i Gellerup også var med til at sikre julefreden. Jyllandsposten skriver, at fem store vinduer i Gellerup Kirke blev smadret midt under julegudstjenesten tilbage i 2004. Der var sandsynligvis tale om særdeles kraftige kanonslag, der blev bragt til sprængning tæt på kirken.
Siden har man under gudstjenesterne oplevet indbrud i biler tilhørende kirkens gæster, og i løbet af 2008 har der været fem indbrud i kirkens lokaler.
Og tirsdag i sidste uge brød ukendte gerningsmænd så ind i kirken og forsøgte at påsætte en brand ved at fyre op under en dug i menighedslokalet. (Gad vide hvorledes mediernes reaktion ville være, hvis en moske led samme skæbne?)
Kirken er nu sikret med indbrudsalarm – MEN samtidig har kirken fået to muslimske vagter, der sørger for ro. Vagterne ”nyder respekt fra områdets unge ballademagere”, lyder det. Så de er åbenbart de helt rigtige til opgaven. Jo, vi har skam meget at takke muslimerne for…Glædelig jul.
DR Nyhederne på P2 kunne denne juledag kl. 11 bringe en rigtig feel-good-historie. Det var nærmest muslimerne i landet, der sikrede, at danskerne kunne fejre juleaften. For mens danskerne gerne ville være hjemme sammen med familien, så tog muslimerne gerne vagterne denne aften rundt omkring på de danske arbejdspladser. Det var f.eks. fortrinsvis muslimer, der kørte taxa julenat.
Er det ikke bare godt! Nu er der altså hele to gode grunde til den muslimske masseindvandring. Den nærorientalske og muslimske kulturberigelse hviler nu på to søjler:
1) Opskriften på kebab
2) Taxa juleaften.
Måske skulle det tilføjes, at andre muslimer i Gellerup også var med til at sikre julefreden. Jyllandsposten skriver, at fem store vinduer i Gellerup Kirke blev smadret midt under julegudstjenesten tilbage i 2004. Der var sandsynligvis tale om særdeles kraftige kanonslag, der blev bragt til sprængning tæt på kirken.
Siden har man under gudstjenesterne oplevet indbrud i biler tilhørende kirkens gæster, og i løbet af 2008 har der været fem indbrud i kirkens lokaler.
Og tirsdag i sidste uge brød ukendte gerningsmænd så ind i kirken og forsøgte at påsætte en brand ved at fyre op under en dug i menighedslokalet. (Gad vide hvorledes mediernes reaktion ville være, hvis en moske led samme skæbne?)
Kirken er nu sikret med indbrudsalarm – MEN samtidig har kirken fået to muslimske vagter, der sørger for ro. Vagterne ”nyder respekt fra områdets unge ballademagere”, lyder det. Så de er åbenbart de helt rigtige til opgaven. Jo, vi har skam meget at takke muslimerne for…Glædelig jul.
tirsdag den 23. december 2008
Om en spasmager
Af Morten Uhrskov Jensen
Herunder følger så mit svar til Jens-Martin Eriksen, som det stod at læse i Weekendavisen tirsdag den 23. december. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at han mener, at vi er rigtig slemme, og jeg vil sådan håbe, at hans natur går over hans optugtelse, så vi - Eriksen og jeg - kunne tage en holmgang i retten. Som jeg skriver, tror jeg dog ikke rigtig på det. Jeg er bange for, at han mangler karakter og, hvad ved jeg, måske penge.
Om antydninger
I et slet skrevet essay (WA 12-12) – tungt sprog samt unødvendig brug af fremmedord for at stive sig af – viser Jens-Martin Eriksen sin begejstring for bestemte tyske gloser. Sympathisanten, Aktivisten, Machtergreifung og Dolchstoss bliver det til. Alle ordene anvendes som markører for danskere, der politisk definerer sig som nationalkonservative. Som redaktør af det nationalkonservative tidsskrift Nomos er jeg en af de udvalgte.
Fik læseren mon de rette associationer? Det vil jeg tro. Ved hjælp af antydningens beskidte kunst får JME stemplet nationalkonservative som tilhængere af støvletrampende ideologier.
Jeg synes, JME skulle gøre én af to ting: han kan uforbeholdent undskylde, at det gik helt galt for ham, da han skrev bemeldte essay, eller han kan beskylde f.eks. mig personligt for at nære nazisympatier. I det sidste tilfælde kan jeg så trække ham i retten og få ham dømt for bagvaskelse.
Jeg tror, at JME er for ussel til at gøre nogen af delene. Jeg tror, han foretrækker også i fremtiden at benytte sig af en underlødig sprogbrug. Der findes en vending, som lyder sådan her: »og præsten hævede stemmen, idet argumentationen var svag«. Den passer godt på JME (og på Frederik Stjernfelt, når de to skriver bøger sammen som Adskillelsens politik). De er politisk uenige med folk på højrefløjen. Ergo må disse indirekte karakteriseres som fascistoide, men det bliver netop altid ved antydningerne. O tempora, o mores, hvilken intellektuel stand, vi har i dette land.
Herunder følger så mit svar til Jens-Martin Eriksen, som det stod at læse i Weekendavisen tirsdag den 23. december. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at han mener, at vi er rigtig slemme, og jeg vil sådan håbe, at hans natur går over hans optugtelse, så vi - Eriksen og jeg - kunne tage en holmgang i retten. Som jeg skriver, tror jeg dog ikke rigtig på det. Jeg er bange for, at han mangler karakter og, hvad ved jeg, måske penge.
Om antydninger
I et slet skrevet essay (WA 12-12) – tungt sprog samt unødvendig brug af fremmedord for at stive sig af – viser Jens-Martin Eriksen sin begejstring for bestemte tyske gloser. Sympathisanten, Aktivisten, Machtergreifung og Dolchstoss bliver det til. Alle ordene anvendes som markører for danskere, der politisk definerer sig som nationalkonservative. Som redaktør af det nationalkonservative tidsskrift Nomos er jeg en af de udvalgte.
Fik læseren mon de rette associationer? Det vil jeg tro. Ved hjælp af antydningens beskidte kunst får JME stemplet nationalkonservative som tilhængere af støvletrampende ideologier.
Jeg synes, JME skulle gøre én af to ting: han kan uforbeholdent undskylde, at det gik helt galt for ham, da han skrev bemeldte essay, eller han kan beskylde f.eks. mig personligt for at nære nazisympatier. I det sidste tilfælde kan jeg så trække ham i retten og få ham dømt for bagvaskelse.
Jeg tror, at JME er for ussel til at gøre nogen af delene. Jeg tror, han foretrækker også i fremtiden at benytte sig af en underlødig sprogbrug. Der findes en vending, som lyder sådan her: »og præsten hævede stemmen, idet argumentationen var svag«. Den passer godt på JME (og på Frederik Stjernfelt, når de to skriver bøger sammen som Adskillelsens politik). De er politisk uenige med folk på højrefløjen. Ergo må disse indirekte karakteriseres som fascistoide, men det bliver netop altid ved antydningerne. O tempora, o mores, hvilken intellektuel stand, vi har i dette land.
mandag den 22. december 2008
...Og sidste nyt fra Gyldendal
Af Jesper M. Rosenløv
Så er den her – Gyldendals nye tilbudsoversigt til gymnasieskolernes fagudvalg. Her kan landets fagudvalg få et overblik over Gyldendals nye fagbøger til undervisningen i gymnasiet og på HF.
Til samfundsfag tilbydes:
Den arabiske verden. Baggrund – mangfoldighed – perspektiv. Forfatterne er (naturligvis) Jørgen Bæk Simonsen og Birgitte Rahbæk.
Desuden:
Menneskerettigheder, demokrati og retssamfund, forfattet af Anette Faye Jacobsen. Forsiden er prydet med et billede af knælende fanger på Guantanamo-basen. Sådan!
Det er godt at vide, at den danske gymnasieungdom har nogle ordentlige fagbøger med den rette vinkel på samfundsdebatten…
Så er den her – Gyldendals nye tilbudsoversigt til gymnasieskolernes fagudvalg. Her kan landets fagudvalg få et overblik over Gyldendals nye fagbøger til undervisningen i gymnasiet og på HF.
Til samfundsfag tilbydes:
Den arabiske verden. Baggrund – mangfoldighed – perspektiv. Forfatterne er (naturligvis) Jørgen Bæk Simonsen og Birgitte Rahbæk.
Desuden:
Menneskerettigheder, demokrati og retssamfund, forfattet af Anette Faye Jacobsen. Forsiden er prydet med et billede af knælende fanger på Guantanamo-basen. Sådan!
Det er godt at vide, at den danske gymnasieungdom har nogle ordentlige fagbøger med den rette vinkel på samfundsdebatten…
onsdag den 17. december 2008
Sidste nyt fra højrekulturalismen
Af Morten Uhrskov Jensen
Nedenstående var mit oprindelige svar til Jens-Martin Eriksen i anledning af hans essay i Weekendavisen den 12. december. Det blev skønnet at være for langt, og derfor bringer Weekendavisen tirsdag den 23. december et kort indlæg af mig, hvor jeg udelukkende kommenterer den del af Jens-Martin Eriksens essay, der handler om at karakterisere nationalkonservative som brune i kanten eller det, der er værre.
Fra den højrekulturalistiske fløj
WA bragte den 12. december et essay af forfatteren Jens-Martin Eriksen (JME) i kultursektionen med titlen »Payback time«. Som i bogen Adskillelsens politik, som JME har skrevet sammen med Frederik Stjernfelt, identificerer han tre fronter på den hjemlige politiske scene, nemlig venstre- og højrekulturalismen og så den tredje position, som JME (og Stjernfelt) står på.
Jeg er selv en af højrekulturalisterne (jeg ville aldrig selv anvende den betegnelse om mit eget ståsted, men jeg går i det følgende med på spøgen), og det nationalkonservative tidsskrift Nomos, som jeg er redaktør af, nævnes eksplicit i essayet. Jeg har endvidere med interesse læst Stjernefelt og Eriksens bog og vil på denne baggrund give mit besyv med, men først en sproglig bemærkning.
JME synes at have en forkærlighed for tyske gloser. Ordene Sympathisanten og Aktivisten bruges et antal gange om de passive henholdsvis de aktive højrekulturalister. Derudover optræder begreberne Machtergreifung og Dolchstoss en enkelt gang hver, også i forbindelse med højrekulturalisterne. De to sidste termer forbindes helt entydigt med nazismen, selv om dolkestødslegenden havde tag i flere tyskere end de nazistiske af slagsen. JME´s hensigt er derfor tydelig. Højrekulturalister skal kædes sammen med en bevægelse, som har begået unævnelige forbrydelser. Jeg skal ikke optræde fornærmet, da JME´s slet skjulte bagvaskelse er en kendt del af det spil, der spilles i vor tid. Jeg konstaterer blot, at smædeordene også her klæber til afsenderen og ikke til modtageren.
Så til min egen position som højrekulturalist. Det er korrekt, at jeg tillægger kulturen i bred betydning en overordentlig stor betydning for dannelsen af identitet hos mennesker. Et menneske – lad os sige en vesterlænding – kan godt aktivt vælge at forlade sin kultur og blive f.eks. muslim eller kosmopolit, men min påstand er, at det vil kun de færreste gøre. At JME teoretisk har ret i, at kultur ikke er en for én gang fastlåst ting, ændrer i praksis ikke en tøddel ved, at det overvældende flertal af mennesker identificerer sig med den kultur, de er født ind i. Stjernfelt og Eriksen postulerer gentagne gange i Adskillelsens politik, at kulturbegrebet er plastisk, men de gør intet forsøg på at vise, at det også forholder sig sådan i virkeligheden. Deres position er i bedste (eller værste) franske oplysningsstil, at vi ved fornuften og kun den kan tænke mennesket universelt og ikke partikulært.
Ud fra den her skitserede position er det logisk, at jeg finder den store og voksende, især muslimske, indvandring til Europa stærkt bekymrende. Den er for mig at se potentielt katastrofal, og det ville være tåbeligt ikke at operere med muligheden af et fuldstændigt sammenbrud af den europæiske, vestlige kultur. I hvert fald står det klart, at indvandringen til Europa over de seneste årtier har været i alt væsentligt negativ. Ghettodannelser, kriminalitet og særkrav fra først og fremmest muslimske grupper er realiteter, der burde overtyde europæerne om, at den førte politik har været en ulykke. Det burde derfor også være indlysende, at nærmest enhver indvandring fra tredjeverdenslande – og igen: især muslimske lande – skal stoppes så hurtigt som muligt. Derefter bør en kontant assimilationspolitik iværksættes, så det bliver muligt at indoptage de mange millioner muslimer, der i dag ikke ønsker denne tilpasning. Jeg vil gerne diskutere indholdet af en sådan assimilationspolitik, men da dette ville være mindst et essay i sig selv, skal jeg indskrænke mig til at nævne, at et stop for religiøse særkrav i sig selv ville gavne betydeligt.
Jeg har fundet stor fornøjelse af at læse JME´e hudfletning af venstrekulturalisterne. Som JME skriver, så har »De venstrekulturalistiske intellektuelle og især forfattere…udtømt deres lager af ammunition«. Og det er jo sandt. Ingen position er vel i dag mere håbløs end venstrefløjens kulturrelativisme. Fra Jørgen Bæk Simonsen over Institut for Menneskerettigheder og til Tøger Seidenfaden hersker en blindhed over for de fænomener, vi er vidner til, og som i historiebøgerne vil blive beskrevet med undren. Synspunkterne på denne fløj er så blottet for logik og sund fornuft, så de til fulde bekræfter George Orwells sentens om, at »Man skal være intellektuel for at tro på noget sådant, intet almindeligt menneske ville være så tåbeligt«. Hvad angår disse afsnit, har JME og jeg intet udestående med hinanden.
Det har vi derimod, når det kommer til spørgsmålet om befolkningens holdning. Jeg håber og tror, at JME har ret i, at flertallet af den danske befolkning støtter sig til højre- snarere end til venstrekulturalisterne. Og hvorfor mon flertallet gør det? Det kunne jo være, fordi flertallet kan se, at kulturer ikke er plastiske, men er grundet i sæder og skikke og uudtalte holdninger, som måske nok er svære at definere, men som næsten er så meget desto mere en realitet. Det kunne være, at der er noget virkelig virkeligt, som større og større dele af befolkningen oplever i deres dagligdag, nemlig fremmedgørelsen i egne boligområder og lokalområder samt fornemmelsen af en trussel mod eksistensen. JME synes derimod at mene, at bedre forklaringer – mere ren fornuft – kunne have afværget miseren. Vanskeligheden er blot, at JME synes at forudsætte, at der ikke ville være noget problem, hvis de korrekte universalistiske holdninger gennemsyrede den danske og den europæiske debat. Men det forudsætter, at disse holdninger kan tvinges igennem uden at overveje, om den muslimske indvandring i sig selv udgør et problem.
Og så er vi fremme ved min sidste indvending. I JME´s essay og i Adskillelsens politik fremgår det ikke én eneste gang, at der har været overvejelser om de konkrete virkninger af den muslimske indvandring. Hver gang Jens-Martin Eriksen eller Frederik Stjernfelt skriver eller udtaler sig, sker det uden referencer til faktisk indtrufne begivenheder. Det synes ikke at interessere JME eller Stjernfelt, hvordan den for nærværende danske og europæiske udlændingepolitik fungerer. Det interesserer ikke at undersøge, hvilke virkninger der kan iagttages i lokalområder og i forholdet til tillid mellem borgerne. Den tredje position – den absolutte oplysningstanke – synes at være indifferent over for de faktisk indtrufne begivenheder, men bekymrer sig så meget desto mere om sit teoretiske udgangspunkt, som så til gengæld ophøjes til noget ikke-diskuterbart, til noget hinsidigt.
Nedenstående var mit oprindelige svar til Jens-Martin Eriksen i anledning af hans essay i Weekendavisen den 12. december. Det blev skønnet at være for langt, og derfor bringer Weekendavisen tirsdag den 23. december et kort indlæg af mig, hvor jeg udelukkende kommenterer den del af Jens-Martin Eriksens essay, der handler om at karakterisere nationalkonservative som brune i kanten eller det, der er værre.
Fra den højrekulturalistiske fløj
WA bragte den 12. december et essay af forfatteren Jens-Martin Eriksen (JME) i kultursektionen med titlen »Payback time«. Som i bogen Adskillelsens politik, som JME har skrevet sammen med Frederik Stjernfelt, identificerer han tre fronter på den hjemlige politiske scene, nemlig venstre- og højrekulturalismen og så den tredje position, som JME (og Stjernfelt) står på.
Jeg er selv en af højrekulturalisterne (jeg ville aldrig selv anvende den betegnelse om mit eget ståsted, men jeg går i det følgende med på spøgen), og det nationalkonservative tidsskrift Nomos, som jeg er redaktør af, nævnes eksplicit i essayet. Jeg har endvidere med interesse læst Stjernefelt og Eriksens bog og vil på denne baggrund give mit besyv med, men først en sproglig bemærkning.
JME synes at have en forkærlighed for tyske gloser. Ordene Sympathisanten og Aktivisten bruges et antal gange om de passive henholdsvis de aktive højrekulturalister. Derudover optræder begreberne Machtergreifung og Dolchstoss en enkelt gang hver, også i forbindelse med højrekulturalisterne. De to sidste termer forbindes helt entydigt med nazismen, selv om dolkestødslegenden havde tag i flere tyskere end de nazistiske af slagsen. JME´s hensigt er derfor tydelig. Højrekulturalister skal kædes sammen med en bevægelse, som har begået unævnelige forbrydelser. Jeg skal ikke optræde fornærmet, da JME´s slet skjulte bagvaskelse er en kendt del af det spil, der spilles i vor tid. Jeg konstaterer blot, at smædeordene også her klæber til afsenderen og ikke til modtageren.
Så til min egen position som højrekulturalist. Det er korrekt, at jeg tillægger kulturen i bred betydning en overordentlig stor betydning for dannelsen af identitet hos mennesker. Et menneske – lad os sige en vesterlænding – kan godt aktivt vælge at forlade sin kultur og blive f.eks. muslim eller kosmopolit, men min påstand er, at det vil kun de færreste gøre. At JME teoretisk har ret i, at kultur ikke er en for én gang fastlåst ting, ændrer i praksis ikke en tøddel ved, at det overvældende flertal af mennesker identificerer sig med den kultur, de er født ind i. Stjernfelt og Eriksen postulerer gentagne gange i Adskillelsens politik, at kulturbegrebet er plastisk, men de gør intet forsøg på at vise, at det også forholder sig sådan i virkeligheden. Deres position er i bedste (eller værste) franske oplysningsstil, at vi ved fornuften og kun den kan tænke mennesket universelt og ikke partikulært.
Ud fra den her skitserede position er det logisk, at jeg finder den store og voksende, især muslimske, indvandring til Europa stærkt bekymrende. Den er for mig at se potentielt katastrofal, og det ville være tåbeligt ikke at operere med muligheden af et fuldstændigt sammenbrud af den europæiske, vestlige kultur. I hvert fald står det klart, at indvandringen til Europa over de seneste årtier har været i alt væsentligt negativ. Ghettodannelser, kriminalitet og særkrav fra først og fremmest muslimske grupper er realiteter, der burde overtyde europæerne om, at den førte politik har været en ulykke. Det burde derfor også være indlysende, at nærmest enhver indvandring fra tredjeverdenslande – og igen: især muslimske lande – skal stoppes så hurtigt som muligt. Derefter bør en kontant assimilationspolitik iværksættes, så det bliver muligt at indoptage de mange millioner muslimer, der i dag ikke ønsker denne tilpasning. Jeg vil gerne diskutere indholdet af en sådan assimilationspolitik, men da dette ville være mindst et essay i sig selv, skal jeg indskrænke mig til at nævne, at et stop for religiøse særkrav i sig selv ville gavne betydeligt.
Jeg har fundet stor fornøjelse af at læse JME´e hudfletning af venstrekulturalisterne. Som JME skriver, så har »De venstrekulturalistiske intellektuelle og især forfattere…udtømt deres lager af ammunition«. Og det er jo sandt. Ingen position er vel i dag mere håbløs end venstrefløjens kulturrelativisme. Fra Jørgen Bæk Simonsen over Institut for Menneskerettigheder og til Tøger Seidenfaden hersker en blindhed over for de fænomener, vi er vidner til, og som i historiebøgerne vil blive beskrevet med undren. Synspunkterne på denne fløj er så blottet for logik og sund fornuft, så de til fulde bekræfter George Orwells sentens om, at »Man skal være intellektuel for at tro på noget sådant, intet almindeligt menneske ville være så tåbeligt«. Hvad angår disse afsnit, har JME og jeg intet udestående med hinanden.
Det har vi derimod, når det kommer til spørgsmålet om befolkningens holdning. Jeg håber og tror, at JME har ret i, at flertallet af den danske befolkning støtter sig til højre- snarere end til venstrekulturalisterne. Og hvorfor mon flertallet gør det? Det kunne jo være, fordi flertallet kan se, at kulturer ikke er plastiske, men er grundet i sæder og skikke og uudtalte holdninger, som måske nok er svære at definere, men som næsten er så meget desto mere en realitet. Det kunne være, at der er noget virkelig virkeligt, som større og større dele af befolkningen oplever i deres dagligdag, nemlig fremmedgørelsen i egne boligområder og lokalområder samt fornemmelsen af en trussel mod eksistensen. JME synes derimod at mene, at bedre forklaringer – mere ren fornuft – kunne have afværget miseren. Vanskeligheden er blot, at JME synes at forudsætte, at der ikke ville være noget problem, hvis de korrekte universalistiske holdninger gennemsyrede den danske og den europæiske debat. Men det forudsætter, at disse holdninger kan tvinges igennem uden at overveje, om den muslimske indvandring i sig selv udgør et problem.
Og så er vi fremme ved min sidste indvending. I JME´s essay og i Adskillelsens politik fremgår det ikke én eneste gang, at der har været overvejelser om de konkrete virkninger af den muslimske indvandring. Hver gang Jens-Martin Eriksen eller Frederik Stjernfelt skriver eller udtaler sig, sker det uden referencer til faktisk indtrufne begivenheder. Det synes ikke at interessere JME eller Stjernfelt, hvordan den for nærværende danske og europæiske udlændingepolitik fungerer. Det interesserer ikke at undersøge, hvilke virkninger der kan iagttages i lokalområder og i forholdet til tillid mellem borgerne. Den tredje position – den absolutte oplysningstanke – synes at være indifferent over for de faktisk indtrufne begivenheder, men bekymrer sig så meget desto mere om sit teoretiske udgangspunkt, som så til gengæld ophøjes til noget ikke-diskuterbart, til noget hinsidigt.
lørdag den 13. december 2008
Kaj Munk: Om pacifisme (1943)
[Kaj Munks svar på henvendelse fra Elsebet Kieler vedrørende den kristnes pligt til at overholde det femte bud om ikke at slå ihjel]
Vedersø 3/6 '43
Kære Frøken Elsebet
Brænd al den litteratur – den er så ligegyldig i øjeblikket, eller en klods om benet – og lær at bruge et maskingevær. Det er Kristi mening, at man skal hjælpe enker og faderløse, og det kan man bl.a. ved at skyde røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke kristendom at lade andre tage forsvarskamp og kval på sig og selv sidde og gå op i nirvana. Det er opium og lastefuldhed. Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.
Deres hengivne
Kaj Munk
[Påførte efterskrifter:]
Den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværd. Ja, netop! Godt også Kristi folk kan bruge sværdet.
Vås at gemme Guds ord i hjertet. Guds ord skal ikke gemmes. Leve Absalon!
- Fra J. Kieler: Hvorfor gjorde I det? Personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning. Kbh. 1993
Flere citater fra besættelsestiden
Vedersø 3/6 '43
Kære Frøken Elsebet
Brænd al den litteratur – den er så ligegyldig i øjeblikket, eller en klods om benet – og lær at bruge et maskingevær. Det er Kristi mening, at man skal hjælpe enker og faderløse, og det kan man bl.a. ved at skyde røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke kristendom at lade andre tage forsvarskamp og kval på sig og selv sidde og gå op i nirvana. Det er opium og lastefuldhed. Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.
Deres hengivne
Kaj Munk
[Påførte efterskrifter:]
Den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværd. Ja, netop! Godt også Kristi folk kan bruge sværdet.
Vås at gemme Guds ord i hjertet. Guds ord skal ikke gemmes. Leve Absalon!
- Fra J. Kieler: Hvorfor gjorde I det? Personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning. Kbh. 1993
Flere citater fra besættelsestiden
fredag den 5. december 2008
Konklusion: Ingen argumenter for multikulturen
Af Jesper M. Rosenløv
Som det fremgår af indlægget nedenfor, har Kasper Støvring og Morten Ebbe Juul Nielsen netop udgivet antologien, Den Borgerlige orden. Jeg har selv haft den ære at bidrage til værket. Mit bidrag bærer titlen, ”Længe leve mangfoldigheden? – Betragtninger angående multikulturen”. Heri opridser jeg en række forhold, der illustrerer kulturens betydning for identitet og fællesskaber samt for disse fællesskabers sammenhængskraft (social kapital). Bl.a. med reference til sociologiske undersøgelser foretaget af f.eks. R.D. Putnam og A. Alesina (bare for at nævne nogle få) påvises det blandt andet, at monokulturelle samfund, set i forhold til multikulturelle samfund, bygger på en højere grad af tillid mellem borgerne og større tillid til de fælles institutioner (der dermed er mere funktionsdygtige). Desuden viser adskillige internationale undersøgelser, at monokulturelle samfund er rigere, mindre korrupte, politisk stabile og mere succesfulde m.h.t. udviklingen af demokrati. Disse kendsgerninger gennemgås på 20 sider og den afsluttende bemærkning lyder: ” Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet. Men egentlig burde man jo afkræve multikulturalisterne klare svar på, hvad de i grunden forestiller sig af fordele ved en multikulturel udvikling. Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne med hensyn til multikulturens pludselige fremtidige velsignelser. Hvorfor skal vi opgive et kulturelt homogent samfund, når det tydeligvis indebærer så mange fordele?”
Det sidste var jo tænkt som en provokation og i forbindelse med anmeldelserne af bogen kunne det jo så have været interessant, hvis nogle havde taget handsken op og fremkommet med nogle saglige argumenter for multikulturen. I skrivende stund er dette imidlertid endnu ikke sket. Og jeg tænker mit.
D. 10 november anmeldte Mikael Bonde Nielsen bogen på netavisen 180 Grader. Denne netavis har jo defineret sig selv som borgerlig. Og for folkene bag avisen betyder borgerlighed liberalisme og dyrkelse af det frit i luften svævende individ, der ikke kan forpligtes på nogle former for fællesskab – heller ikke når det gælder et kulturelt eller nationalt fællesskab. Og denne drengerøvsliberalisme mærker man da også tydeligt bag Mikael Bonde Nielsens kommentarer. Jeg vil dog begrænse mig til hans kommentar til mit bidrag. Han skriver: ”For Jesper M. Rosenløv er monokulturen ligefrem så attråværdig, at der ikke behøver argumenteres nærmere for den: "Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne ...". Ærgerligt, for vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab, der binder repræsentanter for ungdomshusmiljøet sammen med repræsentanter fra Faderhuset? Skal vi blot betragte det som lange haler i en ellers leverpostejgrå normalfordeling, som er tætpakket med mennesker, der hedder Jensen?”
Se dette er jo særdeles afslørende. Manden har tydeligvis slet ikke læst mit bidrag, men kun konklusionen. ”Vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab…”. Jamen for f…., det er jo det de foregående 19 sider handler om. Læs dem dog! Når Mikael Bonde Nielsen så endvidere når frem til den sære konklusion, at Kasper Støvrings bidrag, der handler om sammenhængskraft, skulle stå i modsætning til det jeg fremfører ( ”[det] står unægtelig i skarp kontrast til Rosenløvs etnisk-homogene fangelejr”), så må konklusionen vist være klar: badutspringer! Er det virkelig standarden på 180 Grader? Sørgeligt. Og til sidst – måske kunne man vende Bonde Nielsens perfiditet om og spørge – hvem er det egentlig, der repræsenterer en fangelejr-tænkning? Den, der vil forsvare danskernes ret til kulturel overlevelse og naturlig selvudvikling eller den, der vil påtvinge dem en indvandring/multikultur, som de ikke ønsker?
Mindre overrasket var jeg over anmeldelsen i Information, 15. november. Her omtaler David Rehling mit bidrag under overskriften ”De 'forkerte' danskere”. Rehling skriver: ”Den danske kultur kan selvsagt også søges afgrænset ved at modstille den til 'de fremmedes'. I sit indlæg trækker historikeren Jesper M. Rosenløv rodfrugter op af Dansk Folkepartis baghave. Han finder intet positivt i ord som "mangfoldighed," "multikultur" og "multikulturalisme". Og han undsiger, at man skulle blive dansk af at få dansk statsborgerskab: "Uanset hvor mange gange medierne omtaler de folk, som ønsker at blive evakueret fra deres ferie i Libanon, som danskere, så véd de fleste etniske danskere sandsynligvis godt, hvad der tales om. Nemlig at det ikke er andre etniske danskere som dem selv, men folk, der blot har dansk statsborgerskab, hvilket er noget ganske andet. 'Dansker' er i den gængse forståelse nemlig en betegnelse for en etnisk eller national identitet, der intet har med statsborgerskab eller farven på ens pas at gøre. Det er ikke en af 'os', men en af 'dem', vil de fleste vel tænke, når de hører begrebet dansker anvendt 'forkert' i medierne." Det vil næppe være en overraskelse for læseren, når Rosenløv senere i sin tekst når til konklusionen: "Det er især den muslimske indvandring, der udgør et problem." Og videre: "Desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet."
Is that it? Man mærker jo Rehlings uvilje og ubehag, men reelt har han jo intet selv at byde på. Kun sin syrlighed. Men ok – vi har jo her i NOMOS-redaktionen tidligere set, at manden ikke kan læse indenad. Da han skulle kommentere NOMOS’ hjemmeside for et stykke tid siden, fik han det jo til, at den redaktionelle linje afspejlede en dyrkelse af den uhæmmede egoisme, selvom det tydeligvis siges, at den konservative vinkel netop er det stik modsatte. Tsk tsk. Måske klog af skade, vælger Rehling blot at citere denne gang. Han ved, hvor galt det kan gå, når han forsøger at referere tanker, der ligger lidt ved siden af Informations verdenssyn. Under alle omstændigheder finder vi heller ikke her en substantiel imødegåelse af mit forsvar for monokulturen.
I Kristeligt Dagblad anmeldte Henrik Jensen bogen den 22. november. Om mit bidrag skriver han: “Jesper M. Rosenløvs kritik af multikulturalismen har gode pointer, men bliver skinger i sit noget viljesprægede forsvar for "monokulturen", som den sjovt nok kaldes. Han kan have ret i, at "den kulturelle dannelse er et eksistensvilkår, der gør sig gældende inden for alle menneskelige fællesskaber". Det er der mange, der burde skrive sig bag ørerne i disse år, hvor allehånde utopiske forestillinger om bløde og lækre former for multikulturalisme trives. Problemet er, at i et humanistisk perspektiv forbliver babelstårnet utopien, men den babelske forvirring bemægtiger sig virkeligheden.” I forlængelse af denne kommentar kan man ligeledes inddrage Henrik Gade Jensens i Jyllandsposten den 25. november. Her står der: “Historikeren Jesper Rosenløv kritiserer berettiget multikulturalismen, men alternativet kommer til at virke klaustrofobisk.”
Nu kan jeg jo af gode grunde ikke fremdrage noget forsvar for multikulturen af disse to anmelderes kommentarer. De synes grundlæggende at være enige med mig. Men at mit forsvar for monokulturen skulle være ”skingert” og ”klaustrofobisk”, forstår jeg ikke og jeg bliver en smule forstemt over, at borgerlige kommentatorer føler sig ”kaldet” til at påstå dette. Det er skuffende. Jeg fremkommer med en række betragtninger på baggrund af en række kendsgerninger. Fremlæggelse af kendsgerninger kan umuligt være skingert. Mine betragtninger kan være det. Men hvad er det, jeg siger? Jeg siger jo ikke, at jeg med ”monokultur” forstår et samfund uden kulturelle mindretal. Dem kan der i et vist omfang være plads til. Men vi må v.h.a. af en stram udlændingepolitik værne om en dansk kernekultur, der sætter dagsordenen i Danmark og som disse mindretal på visse punkter må indordne sig under. Det synes jeg ikke er klaustrofobisk, men sund borgerlig fornuft, som ingen af anmelderne synes at have noget at sætte op imod. Exit multikulturalismen.
Som det fremgår af indlægget nedenfor, har Kasper Støvring og Morten Ebbe Juul Nielsen netop udgivet antologien, Den Borgerlige orden. Jeg har selv haft den ære at bidrage til værket. Mit bidrag bærer titlen, ”Længe leve mangfoldigheden? – Betragtninger angående multikulturen”. Heri opridser jeg en række forhold, der illustrerer kulturens betydning for identitet og fællesskaber samt for disse fællesskabers sammenhængskraft (social kapital). Bl.a. med reference til sociologiske undersøgelser foretaget af f.eks. R.D. Putnam og A. Alesina (bare for at nævne nogle få) påvises det blandt andet, at monokulturelle samfund, set i forhold til multikulturelle samfund, bygger på en højere grad af tillid mellem borgerne og større tillid til de fælles institutioner (der dermed er mere funktionsdygtige). Desuden viser adskillige internationale undersøgelser, at monokulturelle samfund er rigere, mindre korrupte, politisk stabile og mere succesfulde m.h.t. udviklingen af demokrati. Disse kendsgerninger gennemgås på 20 sider og den afsluttende bemærkning lyder: ” Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet. Men egentlig burde man jo afkræve multikulturalisterne klare svar på, hvad de i grunden forestiller sig af fordele ved en multikulturel udvikling. Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne med hensyn til multikulturens pludselige fremtidige velsignelser. Hvorfor skal vi opgive et kulturelt homogent samfund, når det tydeligvis indebærer så mange fordele?”
Det sidste var jo tænkt som en provokation og i forbindelse med anmeldelserne af bogen kunne det jo så have været interessant, hvis nogle havde taget handsken op og fremkommet med nogle saglige argumenter for multikulturen. I skrivende stund er dette imidlertid endnu ikke sket. Og jeg tænker mit.
D. 10 november anmeldte Mikael Bonde Nielsen bogen på netavisen 180 Grader. Denne netavis har jo defineret sig selv som borgerlig. Og for folkene bag avisen betyder borgerlighed liberalisme og dyrkelse af det frit i luften svævende individ, der ikke kan forpligtes på nogle former for fællesskab – heller ikke når det gælder et kulturelt eller nationalt fællesskab. Og denne drengerøvsliberalisme mærker man da også tydeligt bag Mikael Bonde Nielsens kommentarer. Jeg vil dog begrænse mig til hans kommentar til mit bidrag. Han skriver: ”For Jesper M. Rosenløv er monokulturen ligefrem så attråværdig, at der ikke behøver argumenteres nærmere for den: "Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne ...". Ærgerligt, for vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab, der binder repræsentanter for ungdomshusmiljøet sammen med repræsentanter fra Faderhuset? Skal vi blot betragte det som lange haler i en ellers leverpostejgrå normalfordeling, som er tætpakket med mennesker, der hedder Jensen?”
Se dette er jo særdeles afslørende. Manden har tydeligvis slet ikke læst mit bidrag, men kun konklusionen. ”Vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab…”. Jamen for f…., det er jo det de foregående 19 sider handler om. Læs dem dog! Når Mikael Bonde Nielsen så endvidere når frem til den sære konklusion, at Kasper Støvrings bidrag, der handler om sammenhængskraft, skulle stå i modsætning til det jeg fremfører ( ”[det] står unægtelig i skarp kontrast til Rosenløvs etnisk-homogene fangelejr”), så må konklusionen vist være klar: badutspringer! Er det virkelig standarden på 180 Grader? Sørgeligt. Og til sidst – måske kunne man vende Bonde Nielsens perfiditet om og spørge – hvem er det egentlig, der repræsenterer en fangelejr-tænkning? Den, der vil forsvare danskernes ret til kulturel overlevelse og naturlig selvudvikling eller den, der vil påtvinge dem en indvandring/multikultur, som de ikke ønsker?
Mindre overrasket var jeg over anmeldelsen i Information, 15. november. Her omtaler David Rehling mit bidrag under overskriften ”De 'forkerte' danskere”. Rehling skriver: ”Den danske kultur kan selvsagt også søges afgrænset ved at modstille den til 'de fremmedes'. I sit indlæg trækker historikeren Jesper M. Rosenløv rodfrugter op af Dansk Folkepartis baghave. Han finder intet positivt i ord som "mangfoldighed," "multikultur" og "multikulturalisme". Og han undsiger, at man skulle blive dansk af at få dansk statsborgerskab: "Uanset hvor mange gange medierne omtaler de folk, som ønsker at blive evakueret fra deres ferie i Libanon, som danskere, så véd de fleste etniske danskere sandsynligvis godt, hvad der tales om. Nemlig at det ikke er andre etniske danskere som dem selv, men folk, der blot har dansk statsborgerskab, hvilket er noget ganske andet. 'Dansker' er i den gængse forståelse nemlig en betegnelse for en etnisk eller national identitet, der intet har med statsborgerskab eller farven på ens pas at gøre. Det er ikke en af 'os', men en af 'dem', vil de fleste vel tænke, når de hører begrebet dansker anvendt 'forkert' i medierne." Det vil næppe være en overraskelse for læseren, når Rosenløv senere i sin tekst når til konklusionen: "Det er især den muslimske indvandring, der udgør et problem." Og videre: "Desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet."
Is that it? Man mærker jo Rehlings uvilje og ubehag, men reelt har han jo intet selv at byde på. Kun sin syrlighed. Men ok – vi har jo her i NOMOS-redaktionen tidligere set, at manden ikke kan læse indenad. Da han skulle kommentere NOMOS’ hjemmeside for et stykke tid siden, fik han det jo til, at den redaktionelle linje afspejlede en dyrkelse af den uhæmmede egoisme, selvom det tydeligvis siges, at den konservative vinkel netop er det stik modsatte. Tsk tsk. Måske klog af skade, vælger Rehling blot at citere denne gang. Han ved, hvor galt det kan gå, når han forsøger at referere tanker, der ligger lidt ved siden af Informations verdenssyn. Under alle omstændigheder finder vi heller ikke her en substantiel imødegåelse af mit forsvar for monokulturen.
I Kristeligt Dagblad anmeldte Henrik Jensen bogen den 22. november. Om mit bidrag skriver han: “Jesper M. Rosenløvs kritik af multikulturalismen har gode pointer, men bliver skinger i sit noget viljesprægede forsvar for "monokulturen", som den sjovt nok kaldes. Han kan have ret i, at "den kulturelle dannelse er et eksistensvilkår, der gør sig gældende inden for alle menneskelige fællesskaber". Det er der mange, der burde skrive sig bag ørerne i disse år, hvor allehånde utopiske forestillinger om bløde og lækre former for multikulturalisme trives. Problemet er, at i et humanistisk perspektiv forbliver babelstårnet utopien, men den babelske forvirring bemægtiger sig virkeligheden.” I forlængelse af denne kommentar kan man ligeledes inddrage Henrik Gade Jensens i Jyllandsposten den 25. november. Her står der: “Historikeren Jesper Rosenløv kritiserer berettiget multikulturalismen, men alternativet kommer til at virke klaustrofobisk.”
Nu kan jeg jo af gode grunde ikke fremdrage noget forsvar for multikulturen af disse to anmelderes kommentarer. De synes grundlæggende at være enige med mig. Men at mit forsvar for monokulturen skulle være ”skingert” og ”klaustrofobisk”, forstår jeg ikke og jeg bliver en smule forstemt over, at borgerlige kommentatorer føler sig ”kaldet” til at påstå dette. Det er skuffende. Jeg fremkommer med en række betragtninger på baggrund af en række kendsgerninger. Fremlæggelse af kendsgerninger kan umuligt være skingert. Mine betragtninger kan være det. Men hvad er det, jeg siger? Jeg siger jo ikke, at jeg med ”monokultur” forstår et samfund uden kulturelle mindretal. Dem kan der i et vist omfang være plads til. Men vi må v.h.a. af en stram udlændingepolitik værne om en dansk kernekultur, der sætter dagsordenen i Danmark og som disse mindretal på visse punkter må indordne sig under. Det synes jeg ikke er klaustrofobisk, men sund borgerlig fornuft, som ingen af anmelderne synes at have noget at sætte op imod. Exit multikulturalismen.
mandag den 1. december 2008
Adskillelsens politik
af Morten Uhrskov Jensen
I næste nummer af Nomos er der en længere anmeldelse af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog "Adskillelsens politik", forfattet af undertegnede. Bogen kan med væsentlige forbehold anbefales. Forfatterne forsøger en tredje position midt imellem Tøger Seidenfaden og Nomos, og det er altså ikke nogen helt nem opgave. Nedenstående er afslutningen på min anmeldelse.
Kristendom
Når islam ikke kan skelnes fra kristendom (eller fra noget som helst andet religiøst fænomen for den sags skyld), kan kristendom selvsagt ikke skelnes fra islam. Stjernfelt skriver på s.230, at »hvis den grasserende religiøse genortodoksificering i både islam og kristendom har baggrund i en reaktion mod den liberale rettighedskultur…ja, så er multikulturalismen jo som aktør en del af problemet«. Det er bestemt en overvejelse værd, hvor meget kristendommen på det symbolske plan skal spille i menneskers daglige gøren og laden, men igen er det unuanceret ud i det groteske at sammenstille de to fænomener, som var de ens. Måtte jeg sagtmodigt anbefale forfatterne f.eks. at opsøge hjemmesiden www.religionofpeace.com, og de vil dér finde en opgørelse over, hvor mange terrorangreb der er blevet udført i islams navn siden den 11. september 2001. Forfatterne vil modsvarende få vanskeligheder med at finde oplysninger om tilsvarende forbrydelser begået i kristendommens navn. Der var for en del år siden i USA en abortmodstander, der skød og dræbte en abortlæge. Forbryderen blev behørigt og retmæssigt straffet. Derudover tvivler jeg på, at Stjernfelt og Eriksen kan finde eksempler, der på nogen måde kan retfærdiggøre deres hævdelse af paritet imellem islam og kristendom, når det kommer til viljen til at bruge vold. At der så på nogle områder finder en eller anden grad af »genkristning« sted, vil jeg ikke bestride, men det er blot nærliggende at se en sådan »vækkelse« som først og fremmest affødt af truslen fra islam og ikke som en »grasserende genortodoksificering i både islam og kristendom«.
På s.373f citerer forfatterne fra Gamle Testamente for at vise, at også andre skrifter end Koranen indeholder barbariske bud om den rette handlemåde. Da forfatterne (på s.374) når frem til Det nye Testamente, må de imidlertid lade sig nøje med en lignelse, »der kan tolkes som en legitimation for inkvisition mod de, der forsager Jesus Kristus«. Problemet er blot, at der skal opbydes mere end almindelig god vilje for at lade lignelsen om Vintræet fra Johannesevangeliet blive til en blodtørstig fordring om mord på anderledes tænkende. Med risiko for at blive kaldt perfid vil jeg hævde, at Stjernfelt og Eriksen har været rigtig kede af ikke at kunne finde noget mere hårdtslående materiale i Nye Testamente. Forfatternes aversion mod alt, der hedder religion, illustreres allertydeligst her, hvor man som læser forbløffes over, at Stjernfelt og Eriksen åbenbart selv mener, at de har sat alle ikke-rationalisterne på plads.
Et par mellemspil under bæltestedet
Sagligt set springer kæden helt af for forfatterne, når de på s.281 sammenstiller Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup. Det hedder her, at »Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål – hvor omfattende en politisk rolle deres to »kulturer« skal ende med at spille«. Kan forfatterne godtgøre med ét eneste eksempel, at Søren Krarup har sat spørgsmålstegn ved den demokratiske styreform i Danmark? Kan forfatterne omvendt være et sekund i tvivl om, at Asmaa Abdol-Hamid ved ikke længere at ville give mænd hånden utvetydigt har inddelt menneskene i de rene og de urene, i de rigtige og de forkerte mennesker?
Helt tilsvarende kalder forfatterne forfatter og journalist Helle Merete Brix og islamisten Omar Bakri Muhammad for »homologe« (af samme slags) partnere. Den første har i skrift og tale advokeret for en sekulær og demokratisk samfundsorden, mens den anden for nogle år siden udtalte, at islams sorte fane ville komme til at veje over Downing Street. Den første er fortaler for retsstaten, den anden for teokratiet. Jeg fristes til at opfordre Stjernfelt og Eriksen til at læse på lektien.
Om hvem det er, der tror på skæbnen
I mit sidste punkt vil jeg vende tilbage til det med aktørerne contra strukturerne. Der er ingen tvivl om, at jeg hælder en hel del til det strukturelle, når vi taler om kulturens betydning. Modsat mener Stjernfelt og Eriksen, at kulturer er i høj grad plastiske, og at menneskers handlinger bestemmes af snart sagt alt muligt andet end kulturen. Når det kommer til at forstå den udvikling, som den vestlige verden gennemløber i disse år, er det imidlertid Stjernfelt og Eriksen, der bliver fatalister, så det forslår. Intetsteds på de mange sider gør forfatterne sig nogen tanker om de konsekvenser, som især en række europæiske lande har måttet erfare som følge af ikke mindst den muslimske indvandring gennem de seneste årtier. Konsekvenser som grov og hastigt stigende kriminalitet, religiøs fanatisme helt overvejende udøvet af muslimer samt en tiltagende fremmedgørelse af de dårligst stillede europæere i kraft af segregeringen af deres lokalsamfund lades aldeles ufortalt af Stjernfelt og Eriksen. Det er, som om det ikke vedrører dem, som om der blot er tale om krusninger på en overflade, forfatterne derfor ikke finder det værd at bruge deres tid på.
Hvis man som jeg mener, at de europæiske lande er på en potentiel katastrofekurs, og at udstikkelsen af denne kurs har bund i forkerte politiske beslutninger, så frigøres et potentiale for politisk handling og for en erkendelse af, at der kan føres en anderledes politik. Så bliver det pludselig muligt helt eller næsten at standse indvandringen fra tredjeverdenslande/muslimske lande til Europa, og så begynder de ansvarlige politikere (med et garanteret meget stort vælgerflertal bag sig) at formulere en assimilationspolitik i forhold til de indvandrere, der allerede er kommet til Europa, og den opsplitning af kontinentet mellem indbyrdes stridende kulturer på de samme territorier, som vil være en stensikker følge af at lade stå til, vil blive bragt til standsning.
Det er således ikke uden munterhed, at jeg kan slutte af med at fastslå (Adskillelsens politiks ubetvivlelige kvaliteter til trods), at Stjernfelt og Eriksen på et helt afgørende område – i høj grad også i forhold til deres egen oplysningsposition – bliver lige præcis så deterministiske, som de ellers har gjort sig så store anstrengelser for at vise, at alle de andre er.
I næste nummer af Nomos er der en længere anmeldelse af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog "Adskillelsens politik", forfattet af undertegnede. Bogen kan med væsentlige forbehold anbefales. Forfatterne forsøger en tredje position midt imellem Tøger Seidenfaden og Nomos, og det er altså ikke nogen helt nem opgave. Nedenstående er afslutningen på min anmeldelse.
Kristendom
Når islam ikke kan skelnes fra kristendom (eller fra noget som helst andet religiøst fænomen for den sags skyld), kan kristendom selvsagt ikke skelnes fra islam. Stjernfelt skriver på s.230, at »hvis den grasserende religiøse genortodoksificering i både islam og kristendom har baggrund i en reaktion mod den liberale rettighedskultur…ja, så er multikulturalismen jo som aktør en del af problemet«. Det er bestemt en overvejelse værd, hvor meget kristendommen på det symbolske plan skal spille i menneskers daglige gøren og laden, men igen er det unuanceret ud i det groteske at sammenstille de to fænomener, som var de ens. Måtte jeg sagtmodigt anbefale forfatterne f.eks. at opsøge hjemmesiden www.religionofpeace.com, og de vil dér finde en opgørelse over, hvor mange terrorangreb der er blevet udført i islams navn siden den 11. september 2001. Forfatterne vil modsvarende få vanskeligheder med at finde oplysninger om tilsvarende forbrydelser begået i kristendommens navn. Der var for en del år siden i USA en abortmodstander, der skød og dræbte en abortlæge. Forbryderen blev behørigt og retmæssigt straffet. Derudover tvivler jeg på, at Stjernfelt og Eriksen kan finde eksempler, der på nogen måde kan retfærdiggøre deres hævdelse af paritet imellem islam og kristendom, når det kommer til viljen til at bruge vold. At der så på nogle områder finder en eller anden grad af »genkristning« sted, vil jeg ikke bestride, men det er blot nærliggende at se en sådan »vækkelse« som først og fremmest affødt af truslen fra islam og ikke som en »grasserende genortodoksificering i både islam og kristendom«.
På s.373f citerer forfatterne fra Gamle Testamente for at vise, at også andre skrifter end Koranen indeholder barbariske bud om den rette handlemåde. Da forfatterne (på s.374) når frem til Det nye Testamente, må de imidlertid lade sig nøje med en lignelse, »der kan tolkes som en legitimation for inkvisition mod de, der forsager Jesus Kristus«. Problemet er blot, at der skal opbydes mere end almindelig god vilje for at lade lignelsen om Vintræet fra Johannesevangeliet blive til en blodtørstig fordring om mord på anderledes tænkende. Med risiko for at blive kaldt perfid vil jeg hævde, at Stjernfelt og Eriksen har været rigtig kede af ikke at kunne finde noget mere hårdtslående materiale i Nye Testamente. Forfatternes aversion mod alt, der hedder religion, illustreres allertydeligst her, hvor man som læser forbløffes over, at Stjernfelt og Eriksen åbenbart selv mener, at de har sat alle ikke-rationalisterne på plads.
Et par mellemspil under bæltestedet
Sagligt set springer kæden helt af for forfatterne, når de på s.281 sammenstiller Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup. Det hedder her, at »Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål – hvor omfattende en politisk rolle deres to »kulturer« skal ende med at spille«. Kan forfatterne godtgøre med ét eneste eksempel, at Søren Krarup har sat spørgsmålstegn ved den demokratiske styreform i Danmark? Kan forfatterne omvendt være et sekund i tvivl om, at Asmaa Abdol-Hamid ved ikke længere at ville give mænd hånden utvetydigt har inddelt menneskene i de rene og de urene, i de rigtige og de forkerte mennesker?
Helt tilsvarende kalder forfatterne forfatter og journalist Helle Merete Brix og islamisten Omar Bakri Muhammad for »homologe« (af samme slags) partnere. Den første har i skrift og tale advokeret for en sekulær og demokratisk samfundsorden, mens den anden for nogle år siden udtalte, at islams sorte fane ville komme til at veje over Downing Street. Den første er fortaler for retsstaten, den anden for teokratiet. Jeg fristes til at opfordre Stjernfelt og Eriksen til at læse på lektien.
Om hvem det er, der tror på skæbnen
I mit sidste punkt vil jeg vende tilbage til det med aktørerne contra strukturerne. Der er ingen tvivl om, at jeg hælder en hel del til det strukturelle, når vi taler om kulturens betydning. Modsat mener Stjernfelt og Eriksen, at kulturer er i høj grad plastiske, og at menneskers handlinger bestemmes af snart sagt alt muligt andet end kulturen. Når det kommer til at forstå den udvikling, som den vestlige verden gennemløber i disse år, er det imidlertid Stjernfelt og Eriksen, der bliver fatalister, så det forslår. Intetsteds på de mange sider gør forfatterne sig nogen tanker om de konsekvenser, som især en række europæiske lande har måttet erfare som følge af ikke mindst den muslimske indvandring gennem de seneste årtier. Konsekvenser som grov og hastigt stigende kriminalitet, religiøs fanatisme helt overvejende udøvet af muslimer samt en tiltagende fremmedgørelse af de dårligst stillede europæere i kraft af segregeringen af deres lokalsamfund lades aldeles ufortalt af Stjernfelt og Eriksen. Det er, som om det ikke vedrører dem, som om der blot er tale om krusninger på en overflade, forfatterne derfor ikke finder det værd at bruge deres tid på.
Hvis man som jeg mener, at de europæiske lande er på en potentiel katastrofekurs, og at udstikkelsen af denne kurs har bund i forkerte politiske beslutninger, så frigøres et potentiale for politisk handling og for en erkendelse af, at der kan føres en anderledes politik. Så bliver det pludselig muligt helt eller næsten at standse indvandringen fra tredjeverdenslande/muslimske lande til Europa, og så begynder de ansvarlige politikere (med et garanteret meget stort vælgerflertal bag sig) at formulere en assimilationspolitik i forhold til de indvandrere, der allerede er kommet til Europa, og den opsplitning af kontinentet mellem indbyrdes stridende kulturer på de samme territorier, som vil være en stensikker følge af at lade stå til, vil blive bragt til standsning.
Det er således ikke uden munterhed, at jeg kan slutte af med at fastslå (Adskillelsens politiks ubetvivlelige kvaliteter til trods), at Stjernfelt og Eriksen på et helt afgørende område – i høj grad også i forhold til deres egen oplysningsposition – bliver lige præcis så deterministiske, som de ellers har gjort sig så store anstrengelser for at vise, at alle de andre er.
Abonner på:
Opslag (Atom)
