Den borgerlige orden

Af Kasper Støvring

Jeg har netop udgivet antologien Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur sammen med Morten Ebbe Juul Nielsen. Her lidt fra indledningen:

"Denne bogs tilblivelseshistorie er måske symptomatisk for noget af det, vi som redaktører håber bogen udtrykker. Nogenlunde sideløbende har vi, på meget forskellige måder, udviklet borgerlige tanker på universitet og i den offentlige debat, og vi har været engagerede i miljøer, der forsker i kultur og kulturbegrebet. Ingen af os har oplevet den til hetz grænsende marginalisering, som borgerlige akademikere og intellektuelle fra generationen før os efter alt at dømme led under i tiden omkring halvfjerdserne.

Selvom det ville være løgn at sige, at det ligefrem er comme il faut at bekende sig til borgerlige tanker på landets universiteter og i det, man med fare for manglende præcision kan kalde ”toneangivende kredse” i landets kulturliv, så er borgerlige synspunkter dog blevet en naturlig del af ideernes flora og fauna bemeldte steder, og ikke noget der anses som decideret artsfremmed, som noget der kun kan trives som ugræs i forstæderne og på landet. Sagt på en anden måde: der har været et forsigtigt holdnings- og stemningsmæssigt ”borgerligt tøbrud” over de seneste ti-tyve år, og vi er som redaktører og bidragsydere i høj grad børn af denne mentale klimaforandring.

Vi har altså ikke følt os som hverken usselt undertrykte eller heroiske martyrer, men blot som borgerligt orienterede i et relativt venstreorienteret miljø. Derfor var det ikke unaturligt, at vore veje krydsedes, og at vi efter et stykke tid begyndte at brygge på ideen om en saglig, åben og udadvendt bog om borgerlig kultur. For selvom vi ikke har følt os som marginaliserede, har vi dog begge oplevet en form for underskud, nemlig et underskud af borgerlig (selv)bevidsthed og (selv)forståelse vedrørende netop kulturen og kulturens betydning. I dette forord vil vi gerne prøve at forklare, hvad vi ønsker med denne bog, og hvorfor ”borgerlig kultur” er et relevant emne at tage op i denne form.

Den borgerlige orden – tanker om borgerlighed og kultur samler en række artikler af yngre borgerlige skribenter med markante meninger og en velfunderet viden om både borgerlighed og kultur. Udgangspunktet for bogen er den opfattelse, at borgerligheden – som den har udspillet sig politisk og i en vis gad også intellektuelt de sidste årtier – har manglet en dybere refleksion over det kulturelle grundlag for overhovedet at have en borgerlig orden baseret på frihed, lighed for loven, tillid og velstand. Debatten og det politiske arbejde har været alt for fokuseret på praktiske og dagsaktuelle problemer, oftest med et snævert økonomisk eller teknisk og administrativt perspektiv.

Årsagerne til denne borgerlige manko på kulturdebattens konto er flere. Liberalt orienterede tenderer til at skyde kulturelle spørgsmål fra sig, eller snarere anse dem for at høre hjemme i et snævert ikke-offentligt, strengt personligt og i sidste ende subjektivistisk regi. Kulturelle idealer og ideer anses som blotte præferencer, overfladefænomener, der kan anskueliggøres og behandles på lige fod med valget mellem to mærker kaffebønner.

Konservativt orienterede har ikke sådanne kvababbelser vedrørende kulturspørgsmålenes offentlige karakter, men tenderer omvendt til en tilbageholdenhed med at sætte ord på de ideer og værdier, de mener gør sig gældende i kulturen, og til at udvise en skepsis vedrørende betimeligheden af at diskutere, snarere end blot forudsætte, kulturelle idealer. Derudover er kulturspørgsmål i sig selv vanskeligt at håndtere – for venstreorienterede såvel som for borgerlige. Det skyldes måske, at der er et gran sandhed i både den liberales og den konservatives tilbageholdenhed i forhold til at gøre kultur til genstand for offentlig, rationel diskussion: da kultur ikke kan forstås som noget af den enkelte uafhængigt, er der et subjektivistisk element i kultur; og da kultur er en form for baggrundsfigur eller nødvendig forudsætning, på baggrund af hvilken vi handler og tænker, er kultur i en vis forstand ”uudsigelig.” Med fare for at udsætte os selv og vores bidragsydere for en boomerang: borgerlige har ikke været gode eller modige nok til, på trods af disse vanskeligheder, at formulere tanker om kultur og kulturens rolle i en borgerlig optik."

Fatma Five - Allah For En

"Humor er overvindelsen af fortvivlelsen med muntre midler"
- Werner Finck

Fatma Five - Allah For En

Se den her

Obama

Af Jesper M. Rosenløv

Barack Obama bliver USAs næste præsident. De danske medier flyder i disse dage over i lovprisninger – ja, de er nærmest gået i selvsving. Og var det ikke for disse overgearede og teenageagtige ytringer, der strømmer ud af munden på forskellige kendisser og ellers fattede journalister, kunne man vel trække på skuldrene og tænke nå, ja – det jo amerikanernes valg.

Men det kan man bare ikke. Ikke fordi man nødvendigvis mener, at Obama vil være en katastrofe for USA og resten af den vestlige verden. Jeg afprøvede for sjov en test på Berlingske.dk, der viste, at jeg overraskende nok var 67% enig med Obama og 70% enig med McCain. Selvom sådanne tests måske mere er ment som spøg end alvor, afspejler resultatet nok alligevel, at meningsforskellene mellem de to kandidater er begrænsede i et større perspektiv.

Alligevel er der er flere ting, der er særdeles problematiske ved Obamas sejr og den måde denne sejr bliver udlagt og brugt på.

For det første kunne man pege på mediernes totale mangel på objektivitet og kritiske sans omkring den netop overståede valgkamp. Der har ingen grænser været for, hvor meget feel-good-stemning man har forsøgt at opbygge omkring Obama-skikkelsen og hvor megen mistro, man har mødt republikanerne med. Man skal både være blind, døv og ubegavet, hvis man ikke har lagt mærke til denne ulige fordeling af mediernes sympati. Dette er særligt problematisk, når man tænker på DRs og TV2s public service-rolle som objektive nyhedsformidlere.

Der blev f.eks. konstant talt om jordskredssejr – og det på trods af, at det aldeles ikke var tilfældet. Obama havde ført den dyreste valgkamp nogensinde (så meget for, at republikanerne vinder, fordi de støttes af ”de rige”) og medierne bar ham frem på deres hænder. Alligevel ender valgresultatet med, at McCain får over 46% af stemmerne! Obama vandt en komfortabel sejr talt i valgmænd – jovist, men slet ikke enestående. Ronald Reagans genvalg i 1984, George Bush 'den ældre's valgsejr i 1988 og Bill Clintons sejre i 1992 og 1996 gav alle en langt større margin i valgmandskollegiet. Endvidere vandt Obama jo heller ikke det nødvendige flertal til at få den fulde kontrol med Kongressen.

Men da Obamas sejr var en kendsgerning kunne man slet ikke modstå fristelsen og litervis af vand blev hældt ud ad ørene, spandevis af sentimentalt pladder om, hvor dejligt det hele nu bare var. Verden ville nu blive et bedre sted for alle og bla bla bla. Der var pinligt. Ikke at Obama havde vundet, men at medierne i den grad mistede fatningen. Jeg måtte virkelig krumme tæer over Thomas Falbe, Ulla Therkelsen, Krasnik, Poul Erik Skammelsen. Nej, nej, nej – hvor uværdigt. [Se Kim Møllers gennemgang af valgaftenen på Uriasposten.dk.]

Et anden problematisk forhold omkring dækningen af valgkampen var brugen af race-spørgsmålet. Ustandseligt opdrages vi til at se bort fra race, når vi skal leve og forstå vores menneskelige tilværelse. Fint nok – men hvorfor bliver de danske medier så ved med at spille racekortet? Under hele valgkampen virkede det faktisk som om, at Ulla Therkelsen og Co. var mere optaget af Obamas race end amerikanerne var. Hvis der skal foretages et opgør med racetænkningen, bør Obamas race vel ikke hives frem som noget særligt kvalificerende ved manden. Egentlig tror jeg, at Therkelsens lillepige-fascination af Obamas race er udtryk for en udbredt provinsiel indstilling inden for dansk journalistik. Forestilling om, at USA's sorte befolkning (der udgør omkring 15%) dagligt udsættes for voldelige overgreb i bomuldsmarkerne spøger i baggrunden – og derfor var det bare SÅ godt, at Obama vandt. Suk...

For det tredje – enhver fornuftig borgerlig må da få kvalme over at høre om alle de kulturradikale kendissers rørstrømske politiske bekendelser og deres idolisering af Obama. Jeg læste, at bl.a. smørtenoren, Michael Carøe, var valfartet til Chicago for at overvære den store begivenhed. Michael Carøe! – manden, der under en forestilling kaldte Pia Kjærsgaard, der sad blandt publikum, for ”en skide hjemmehjælper”. Joh, Carøe er fan af Obama, der hjælper den lille mand og de undertrykte. Carøe vil også gerne være folkets ven – bare ikke dem, der er inde for hjemmeplejen.

Egentlig er det jo komisk at se denne pludseligt opståede amerikanisme udfolde sig i ellers antiamerikanske kredse. Jeg har som borgerlig altid sat min lid til USA, når det gjaldt kampen mod kommunismen og nu den islamistiske terror. Jeg har også respekteret, at amerikanerne indrettede deres samfund ud fra de traditioner, de mente var deres. Men jeg har aldrig set det amerikanske samfund som noget, der var værd at efterligne eller som en model for det danske samfund. Jeg har ikke haft meget til overs for venstrefløjens antiamerikanisme, men samtidig haft en vis skepsis m.h.t. ”the American way” – hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg har boet der. Det er derfor pudsigt nu at blive overhalet indenom i af socialdemokrater, SF’ere og radikale i proamerikanske tilkendegivelser. Nu skal vi alle pludselig lære af USA.

En fordel ved Obamas sejr er trods alt, at vi vel nu bliver fri for den evige kritik af USA. Fra 2009 kan venstrefløjen ikke længere kritisere den amerikanske udenrigspolitik – for det ville jo være det samme som at kritisere…. Obama (ham der jo er sort!) …. Ja, det bliver underholdende, hvis Obama begynder at presse Pakistan og Iran med magtanvendelse. Hvad vil de indædte USA-kritikere så gøre?

Men her er vi så ved det sidste (og mest afgørende) problem ved Obamas sejr. Alt det ovenstående var trods alt blot irritation over journalister og fladpandede humanister. Tænker vi sikkerhedspolitisk bliver sagen langt mere alvorlig for os alle.

Vesten og Danmark har brug for en stærk amerikansk præsident, der ikke fører en appeasement-politik overfor islamisterne. Det ville være en katastrofe af Chamberlainske dimensioner. Og grunden til, at jeg ikke ville have stemt på manden er, at jeg tvivler på, at han er hård nok. Er han realpolitiker nok til at føre den rette magtpolitik? Det har han ganske vist forsikret de amerikanske vælgere om, at han er. Han står for en hårdere linje i Afghanistan og overfor Pakistan. Han vil ikke acceptere, at Iran får atomvåben o.s.v. Men når det kommer til stykket…? Her ville jeg være mere tryg ved McCain og republikanerne. Et faresignal er det under alle omstændigheder, at f.eks. Venezuelas Hugo Chavez glæder sig over Obamas sejr. Castro og HAMAS håbede også på Obama. Det siger næsten alt. Men vi må se…