Afsløring: Radikale Scavenius med i nazistisk forening!

Af Jesper M. Rosenløv

D. 3-10-2008 kunne Weekendavisen afsløre en nedslående nyhed. Den folkekære tegner og satiriker Storm P. havde under besættelsen været medlem af en forening ved navn Nordisk Selskab/Nordische Gesellschaft. Denne forening var blevet oprettet i 1921 for at fremme Hansestædernes økonomiske og kulturelle betydning i Østersøområdet. Men fra 1933 blev foreningen gradvist overtaget af nazisterne og eksponerede herefter åbenlyst den nazistiske ideologi i Tyskland og bl.a. Danmark v.h.a. artikler, foredrag, stævner, film osv. Storm P. var blevet medlem af foreningen i 1930’erne og på trods af den tyske besættelse forblev han medlem frem til 1944 – ja, han var endda den i Danmark, der bidrog med det højeste kontingent!

Foreløbigt kan vi kun gisne om Storm P.s motiver. Men Lasse Olufson (der er den, der i sit kandidatspeciale indenfor Musikvidenskab har påpeget det sære medlemskab) siger til Weekendavisen, at mange musikere givet har været medlemmer af foreningen for at ”blive eksponeret på det tyske marked snarere end af ideologiske årsager. Det samme gælder udøvende fra andre kunstarter dog med undtagelse af forfattere og foredragsholdere, som generelt var mere politiserende.” Hvilken kategori af medlemmer vi skal placere Storm P. i tør jeg ikke sige. Men som direktøren for Storm P.-museet, Jens Bing, gør opmærksom på (Weekendavisen 17-10-08) tryktes Storm P.s tegninger i tyske aviser, længe inden nazismen havde manifesteret sig. ”Det gælder også for Nordische Gesellschafts talerør af skiftende navne, hvor hans tegneserie En underlig mand optrådte i hvert fald siden 1930.”

Nyheden om Storm P.s. medlemskab har nu cirkuleret i de danske aviser et par ugers tid. Og i modsætning til afsløringer vedrørende forskellige kunstneres gøren og laden på den ekstreme venstrefløj under Den Kolde Krig, er Storm P.-historien noget, der vækker forundring og beklagelse.

Dette misforhold er dog langt fra det mest interessante ved denne historie. For i den oprindelige artikel i Weekendavisen fik vi efter min mening en langt mere hårrejsende og sensationel oplysning. Den danske udenrigsminister fra juli 1940 til november 1942 samt stats- og udenrigsminister fra november 1942 til 29. august 1943, den RADIKALE, Erik Scavenius, var medlem af selv samme forening!!

Denne oplysning har ingen i pressen dog hæftet sig ved. Mens det har vakt opsigt og diskussion, at tegneren Storm P. var medlem af den nazistiske forening, er der åbenbart ingen, der løfter et øjenbryn over, at selveste den danske udenrigs- og statsminister ligeledes var medlem af denne naziforening.

Og så netop Scavnenius, der af Danmarks Radio portrætteres som én af ”de store danskere”, fordi han v.h.a. sin samarbejdspolitik ”reddede” Danmark igennem besættelsen og som af historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch fremstilles som en stakkels misforstået helt. Hvor komisk!

Når det gælder eftertidens dom gør to forhold endda historien værre for Scavenius end for Storm P.

1) Storm P. kan, som det er fremgået, have haft et økonomisk motiv for sit medlemskab. Han publicerede trods alt sine tegninger i tyske tidsskrifter og var afhængig af gode kontakter. Hvor usympatisk denne leflen for tyskerne end er, så står den jo slet ikke mål med, at en dansk politiker og minister lader sig indrullere i en nazistisk propagandaforening. Hvad er lige præcis Scavenius’ undskyldning for at være med her? Havde han ligesom de førnævnte forfattere og foredragsholdere også et politiserende ærinde? Anså han det for sin opgave at bidrage til det nordiske/ariske menneskes racemæssige og åndelige genfødsel? Tjah, det må han jo have gjort. Det er jo ikke sådan, at tyskerne har tvunget staklen ind i foreningen – i så fald burde vi vel finde mange flere danske politikere og ministre som medlemmer, den dag listen bliver offentliggjort. Intet tyder dog på, at der har været andre prominente politikere på listen, der i sin helhed stadig er hemmelig. Da foreningens danske afdeling blev nedlagt i marts 1945, blev medlemslisten gemt af en sekretær og videregivet til dagbladet Information. Og i dagene fra 27. november til 1. december 1945 offentliggjorde Information flere af navnene på listen. Det er derfor, vi overhovedet kender og kan omtale nogle af dem i dag. Og Scavenius synes at være den eneste store politiske ”skalp”. Havde der været flere, havde Information givet omtalt dem allerede i den første artikel. Her skriver avisen: ”Denne Liste indeholder en forunderlig Blanding af Navne: Hipomænd, tyske Nazister, ellers velagtede Bankdirektører og fremtrædende Forretningsmænd mellem hinanden. En Del har meldt sig ind allerede adskillige Aar før Krigen, og dem ser vi gerne bort fra, selvom det f.eks. nok kan forundre en og anden, hvad en saa udpræget Kunstner som Robert Storm Petersen har kunnet finde af 'Kultur' at udveksle med det nazistiske Tyskland. At en Del danske Firmaer og Institutioner før Krigen har set en vis forretningsmæssig Interesse i at støtte et i hvert Fald til Ydret uskadeligt Foretagende som 'Nordische Gesellschaft' - lad ogsaa det være. En beskeden Del af dem sprang fra den 29. august, men resten, derimellem naturligvis Scavenius og Chr. H. Olesen betalte Kontingent til det sidste.”
Fra 1. december 1945 indstiller Information imidlertid afsløringerne af navnene på listen. Herefter bliver listen hemmeligstemplet og er i dag klassificeret som ”ikke tilgængelig” i Rigsarkivet.

2) Men citatet fra Information afslører altså endnu en uheldig omstændighed m.h.t. Scavenius’ medlemskab. End ikke efter 29. august 1943 melder manden sig ud! Storm P. melder sig trods alt ud i 1944. Men ikke Scavenius – han ”betalte Kontingent til det sidste”.

Denne afsløring giver mildest talt endnu en brik til forståelsen af den ivrige samarbejdspolitiker, Erik Scavenius – medlem af Det Radikale Venstre og det nazistiske Nordische Gesellschaft.

Modstanden starter her...

Af Jesper M. Rosenløv

Jeg vil påstå, at danskerne altid har haft en vis evne til at tage gas på opstyltede autoriteter – særligt de autoriteter, der efter danskernes mening uberettiget trænger sig på og kræver respekt uden at have gjort sig fortjent til det. Latterliggørelsen af den tyske besættelsesmagt 1940-45 kan i historiens lys ganske vist ikke måle sig med den væbnede modstandskamp – naturligvis ikke. Men alligevel gav det et moralsk rygstød i den bredere befolkning, når folk eksempelvis smykkede sig med Christian d.10.s monogram eller røde, hvide og blå farver. Dette var et indforstået signal til hinanden om, at man støttede kongen og de allierede og ikke tyskerne. En måde hvorpå man –dansker til dansker - kunne kommunikere en stillingstagen uden om censuren.

En lignende form for symbolsk modstand benyttede Junibevægelsen, da den for nogle år tilbage fremstillede grønne plastiketuier, som man kunne sætte sit pas ind i, hvis man var træt af at se på sit nye rødbedefarvede EU-pas. Etuiet var på forsiden en gengivelse af det gamle danske pas og på bagsiden stod der ”Pas på Danmark”. Herligt!

I det hele taget er tiden måske inde til at tage den symbolske modstand op igen, nu hvor det bliver mere og mere klart, at EU agter at optræde som en form for besættelsesmagt, der vil sidde den demokratiske proces i Danmark overhørig. Min dag var derfor reddet, da jeg i Sorø-posten læste, at nogle spøgefugle havde anbragt en dukke forestillende en EU-dommer på byens torv. Normalt er pladsen smykket af en statue af Frederik d.7., der i sin hånd fremstækker en bogrulle med Grundloven.

I øjeblikket er statuen dog til renovering, hvorfor soklen har stået tom et stykke tid. Lige indtil nogle altså i stedet placerede en dukke med rødt EU-dommerkostume og hammer. På et skilt stod der: ”Frederik d. 7.s Grundlov og Folkestyret er væk – EU-domstolens tyranner gi´r os istedet smæk”.

Jamen, til det kan man jo bare sige – lad modstanden begynde!

Borgerlige bør forkaste EU

Af Kasper Støvring

Jeg har i dag en kronik om EU og nationalstaten i Berlingske Tidende. Her et uddrag:

”Skandalen vedrørende EF-Domstolens underkendelse af den danske udlændingepolitik afslører EU-projektets fatale underminering af nationalstaten. Set fra et borgerligt synspunkt er sagen så alvorlig, at EU bør forkastes som et ideologisk projekt. Det vil sige et projekt, der lader Domstolen politisere og giver dens kendelser forrang for politiske beslutninger i de nationale parlamenter.

Juridiske eksperter og abstrakte konventioner har med andre ord større betydning end folkevalgte politikere og nationale forfatninger. Jura erstatter demokrati. Følgen er, at en bureaukratisk institution nedbryder den eneste form for loyalitet, der kan skabe et levende demokrati og et stærkt retssamfund. Nemlig den nationale.

[…]

Vi ved fra adskillige undersøgelser, at danskerne har stor tillid til hinanden og en meget positiv national identitet. De opfatter sig først og fremmest som danskere, ikke som europæere eller »verdensborgere«. Men den nationale identitet er ikke faldet ned fra himlen. Den er ikke bare deklareret, ligesom den forfatnings­patriotisme, som EU bygger på. Den er derimod historisk fremvokset gennem konkret samliv.

Dette første persons flertal – »vi« danskere – hænger sammen med en identifikation med fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat. Den nationale identitet er med andre ord grundlaget for en stærk medborgerlig loyalitet, hvoraf et stabilt og åbent samfund kan vokse frem. Danskere er loyale over for deres landsmænd, ikke over for tyskere, italienere eller franskmænd. Det samme gælder naturligvis for andre nationer.

Ydermere gør nationalstatens territoriale jurisdiktion borgerne lovlydige. Som borgere i en stat, der er funderet i nationen, bliver vi i meget høj grad stemte til at adlyde lovene. For vi opfatter dem som »vores« love, der gælder på det territorium, vi bebor. Det er jo ikke nok at udstede lovene; lovene skal også efterleves. Men dette elementære forhold tager EU-systemet slet ikke hensyn til. Man overvejer ikke, hvordan man skal få borgerne til at respektere lovene og yde de pligter, der er prisen for at nyde rettighederne.

Hvordan rettighederne skal sikres og loven håndhæves, er tilsvarende et forhold, som fortalerne for EU aldrig har gjort sig klart. EU-bureaukraterne nøjes med at tale om lovene og fortsætter med at udvide listen over rettigheder i alenlange traktater. Byrden falder nemlig ikke tilbage på EU, men på nationalstaterne, der skal håndhæve loven og sikre rettighederne.

[…]

På især tre områder er EU en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur.

For det første fører forsøget på at strække jurisdiktionen ud over nationalstatens grænser til et forfald i ansvarligheden. For den eurokratiske elite – dommerne og ministrene – er ikke som de nationale parlamentarikere ansvarlig over for folket; folket har ikke valgt eliten ind og kan vanskeligt stille den til regnskab: Folket kan ikke afsætte eliten ved frie valg. Det er en af grundene til, at der findes udbredt korruption i transnationale institutioner.

Dertil kommer, at nationalstater nu bombarderes af love, der kommer udefra. Men borgerne har ikke mulighed for at afvise disse love, ligesom lovgiverne ikke kan holdes direkte ansvarlige af borgerne.

For det andet er national sammenhængskraft overhovedet ikke et anliggende for EU-eliten; den tager alene hensyn til nogle overordnede rettigheder. En transnational forsamling som EU er ikke loyal over for folket, ja, bryder sig måske slet ikke om det. Desuden arbejder den kun hen mod ét mål: den stadig tættere integration i Europas Forenede Stater. Den søger ikke at vedligeholde smidige tillidskulturer eller forsone forskellige interesser for at gøre borgerne i stand til at leve i fred med hinanden.

Faktisk skaber EU ved brug af den politiserende Domstol en retstilstand, der går stik imod et meget stort flertal af de danske borgeres interesse. Nemlig at fastholde en stram udlændingepolitik. Det siger sig selv, at hvis denne politik undermineres, vil det skade den danske tillidskultur. Det vil ydermere afsløre, at selv en borgerlig regering ikke er nogen garant for hverken en fast udlændingepolitik, nationalstatens suverænitet eller national sammenhængskraft.

Den tredje trussel fra EU er en trussel mod selve de borgerlige frihedsrettigheder. De sikres jo ikke ved at blive erklæret, men ved at blive gennemtvunget. Det forudsætter netop en demokratisk retsstat samt et civilt retssamfund og dermed en fælles loyalitet og en fælles lydighed over for loven.

Hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensidighed, der binder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden. De EU-tilhængere, der forfægter en transnational styreform, har i virkeligheden aldrig forklaret, hvordan den slags politiske loyaliteter kan tilvejebringes uden for nationalstaten. For alene nationalstaten er bundet sammen i kraft af medborgerlige dyder.

[…]”

Ormetunge-prisen 2008 overrakt i Statsministeriet

Med stor stolthed kunne Tidsskriftet NOMOS i går overrække Grima Ormetunge-prisen i Statsministeriet. Fra redaktionen var Morten Uhrskov Jensen og Jesper M. Rosenløv mødt op for at overrække prisen. I forbindelse med prisen blev der overrakt et billede af Babelstårnet smykket med EU-logo samt et diplom.

Vi blev venligt modtaget og vi kunne mærke, at prisen lunede helt ind i ministeriets gange. Medarbejderne var tydeligvis stolte af statsministeren og vi må da også sige, at danskerne vel sjældent har haft en statsminister, der var mere engageret i arbejdet med at få Danmark nedlagt så hurtigt som muligt og overdraget mest mulig magt til EU. En hel unik indsats fra Anders Fogh Rasmussens side – og det endda helt uden at spørge befolkningen! Denne kombination af fifleri, udemokratisk sindelag og antidansk virksomhed gør Anders Fogh Rasmussen til en værdig modtager af Ormetunge-prisen. Til lykke igen, Anders!

Ormetunge-prisen 2008

Statsminister Anders Fogh Rasmussen tildeles

ORMETUNGE-PRISEN 2008

Ved tidsskriftet NOMOS’ høstmøde tildelte de fremmødte ved afstemning Grima Ormetunge-prisen til:

• Statsminister Anders Fogh Rasmussen •

Med prisen følger diplom samt billede af Babelstårnet smykket med EU-logo.
Dette vil blive forsøgt overrakt statsministeren i Statsministeriet
Fredag d. 17. oktober 2008, kl. 13.00

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har med sit ihærdige arbejde for at gøre Lissabon-traktaten til gældende lov i Danmark søgt at indskrænke Danmarks selvstændighed. Idet Lissabon-traktaten på omkring 50 nye områder afskaffer Danmarks vetoret i Ministerrådet, officielt gør dansk ret underordnet EU-retten og dertil giver EU-domstolen en række nye områder, den kan bestemme over, ved at føje det såkaldte Charter for grundlæggende rettigheder til traktaten, må det fastslås, at statsministerens indsats for at indskrænke Danmarks selvstændighed må siges at være overordentlig nidkær.
Dertil kommer, at statsministeren sideløbende med sin egen og regeringens tilslutning til Lissabon-traktaten har omgået sit eget løfte om at sætte traktatens indhold til folkeafstemning. Lissabon-traktaten har nemlig grundlæggende det samme indhold som EU-forfatningen. For at citere Valery Giscard d’Estaing, der var formand for EU’s forfatningskonvent: »Lissabon-traktaten er den samme som EU’s kuldsejlede forfatning. Formen er bare ændret for at undgå folkeafstemninger«.
Denne EU-forfatning havde statsministeren lovet de danske vælgere, at de ville få lov at tage direkte stilling til ved en folkeafstemning; et løfte, der naturligvis også burde have omfattet den i indholdet næsten sammenfaldende Lissabon-traktat. Men statsministeren har ikke holdt dette løfte og har dermed ikke blot søgt at indskrænke det danske folks ret til at bestemme i eget land, men også dets ret til selv at tage stilling til, om dette nu er ret og rimeligt.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har dermed til fulde gjort sig fortjent til modtagelse af Grima Ormetunge-prisen (jf. fundats nedenfor).
I øvrigt var foreslået følgende kandidater til prisen 2008: Bestyrelsesformand Niels Due Jensen (Grundfos) for sin altid store beredvillighed til at tale for en tilpasning af den danske inden- og udenrigspolitik til islamistiske krav samt studerende Anders Bøtter for initiativet Undskyld, Muhammed. Et stærkt kandidatfelt, hvorfor Tidsskriftet NOMOS ønsker statsministeren hjertelig »tillykke« med prisen.

Om Ormetunge-prisen

Grima Ormetunge-prisen går til en person, der gennem sit virke har gjort sit yderste for at undergrave Danmarks suverænitet og overlevelse som selvstændig kulturnation og hjemland for det danske folk. Der lægges vægt på: Benægtelse af danskernes naturlige arveret til Danmark, af de for danskerne skadelige virkninger af den nyere tids indvandring af kulturfremmede samt af EU-projektets nedbrydelse af dansk suverænitet. Et aktivt virke i ord og gerning for at øge indvandringen og EU-integrationen vil ligeledes blive anset positivt, når det gælder bedømmelsen af kandidaters egnethed til modtagelse af prisen. Desuden vægtes bevidst nedgørelse af det danske folk, dets historie, sædvaner og kultur.

Prisen er opkaldt efter karakteren i J.R.R. Tolkiens fortælling, Ringenes Herre, Grima Wormtongue – altså Grima Orme- eller Slangetunge.

Læs mere om prisen på: www.nomos-dk.dk/Ormetunge-prisen.htm
Læs mere om tidsskriftet: www.nomos-dk.dk/Tidsskrift.htm

Boykort Durban II-konferencen

Af Kasper Støvring

På FN's Durban II-konference til april næste år vil islamister arbejde for at kriminalisere islamkritik. I sin ellers udmærkede dobbeltkronik i Jyllands-Posten den 10/10 og 11/10 opfordrer Asger Aamund derfor til, at vi deltager i konferencen og »slår i bordet« for frihedsrettighederne. Den »dårligste« løsning vil være at deltage og »i bedste Solana EU-stil bøje nakken.« Den »næstdårligste« løsning vil være at blive væk.

Jeg vil mene, at denne næstdårligste løsning er den rigtigste. For hvem er dette »vi,« der skal slå i bordet? Det er den danske stat og dermed udenrigsminister Per Stig Møller - og dermed EU. Og det er et problem.

Som Aamund mener heller ikke udenrigsministeren, at Danmark bør boykotte konferencen. Det til trods for, at den første konference i Durban i 2001 var gennemsyret af en skandaløs, hadefuld anti-vestlig og antisemitisk retorik. Konferencen viste de værste sider ved FN, der risikerer helt at miste legitimitet, hvis Durban II gennemføres.

EU udvandrede imidlertid ikke fra konferencen, hvilket ministeren ser som noget godt. For dermed blev der forhandlet »et mere balanceret slutdokument på plads,« som ministeren har skrevet (Berlingske Tidende 28/9). Men netop derved kompromitterer EU sig selv.

For når vi har at gøre med diktaturstater, der kræver indskrænkning af ytringsfriheden og forbud mod religionskritik, skal vi ikke søge et »afbalanceret« resultat. Vi skal ikke svække frihedsrettighederne for at mødes med islamisterne et sted på midten. De skal derimod totalafvises gennem en boykot. En boykot er derfor ikke resignation, men at stå fast på frihedsrettighederne.

Omvurdering af alle værdier

Med Durban II er der tale om en gennemført omvurdering af alle værdier: FN blev engang oprettet med henblik på at beskytte menneskets værdighed og som et værn mod overgreb som dem, nazisterne stod for. Men institutionen er nu ved at blive et fristed for denne verdens totalitære stater som dem, der også står bag konferencen. Det gælder Libyen og Iran, men også bl.a. Saudi-Arabien og Sudan, og disse stater er ofte bakket op af den islamiske organisation OIC.

Disse stater slår hårdt ned på Vesten, men de kritiserer ikke sig selv. Nej, resten af verden er ofre for Vestens undertrykkelse.

Den planlagte konference er netop udtryk for radikale anti-vestlige holdninger krydret med et stærkt had til Israel og gedigen anti-semitisme. I videre forstand vidner konferencen om FN's stadigt mere korrupte karakter. Ikke blot økonomisk, men også moralsk.

Ordene misbruges

FN er ellers ideelt et sted, hvor man fører dialog med dem, man er uenige med. FN er også et forum, der ideelt bekæmper racisme.

Men sagen er, at det, der foregår i FN's menneskerettighedsråd, der planlægger konferencen, er en nivellering af nogle plusord til et lavpunkt, hvor disse ord ikke længere betyder noget.

Det er, hvad der sker, når en række totalitære stater misbruger ord som anti-racisme til at tjene deres egne interesser. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde religionskritik, og det vil i virkeligheden sige islamkritik. Det kaldes bare »racisme« og progromer mod »minoriteter.«

Det viser også noget om islamisternes taktik, der efterhånden er blevet velkendt: De bruger de plusord, de fleste er trygge ved: demokrati, tolerance, anti-diskrimination, anti-kolonialisme, anti-chauvinisme, anti-islamofobi, ja, fortsæt selv rækken - men med en helt anden betydning og formål. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden og fremme anti-demokratiske dagsordener.

I FN's menneskerettighedsråd forvandles rettigheder til krav. Bl.a. krav om, at Vesten yder kompensation for fortidige overgreb. Rettighederne udvandes, gradbøjes og bruges som magtpolitiske instrumenter. Ikke som midler til selvransagelse (f.eks. burde de muslimske stater kaste et blik på forholdene for de kristne mindretal i f.eks. Mellemøsten og Sudan), eller som et middel til at forhindre gentagelse af fortidens forbrydelser.

I bund og grund er der tale om begrebsskænding: Et begreb, f.eks. nazisme, antisemitisme, holocaust eller racisme, som dækker over historiske forbrydelser, bruges strategisk og magtpolitisk for at fremme antidemokratiske dagsordener.

Forhånelse

Det er en skændsel og forhånelse af historiens virkelige ofre, som EU og Danmark ikke bør legitimere ved at deltage i Durban II.

Udenrigsministeren vil gennem EU arbejde for grundlæggende værdier. Men hvor stærk er EU? Og kan vi stole på EU? Man kan tvivle, når man husker, hvordan EU agerede under Muhammed-krisen. Her var EU også tæt på at indskrænke ytringsfriheden ved at ”afbalancere” den i forhold til islamistiske trusler og krav om respekt for religiøse dogmer.

I den komité, ”Beskyt menneskerettighederne”, jeg sidder med i, opfordrer vi derfor til boykot for ikke at risikere at bøje nakken. Læs mere på hjemmesiden www.durban2.dk.

(Bragt i Jyllands-Posten den 14. oktober 2008)

EU underminerer demokratiet

Af Kasper Støvring

Overskriften på dette indlæg er ikke original. Dansk Folkeparti og dele af venstrefløjen har gentaget det gang på gang. Det er straks sjældnere at høre det fra borgerlig, konservativ side – og det er derfra, jeg vil betragte EU i det følgende. Mit håb er dermed også at kunne anslå en lidt anden type kritik.

Anledningen er naturligvis EF-Domstolens aktuelle kendelser, der river grunden bort under den danske udlændingepolitik. Domstolen anvender som bekendt en ”dynamisk” fortolkning af EU-retten. Men det er reelt politikerne, der har tildelt Domstolen store muligheder for at nå til afgørelser med enorme konsekvenser af politisk art. Denne mulighed udnytter Domstolen bare på en meget markant måde. Den ideologiske hensigt er at forstærke ”den stadig tættere integration” i et overnationalt EU på bekostning af den demokratiske beslutningsproces i nationalstaterne.

Der er kort sagt principielle spørgsmål på spil. Et af dem omhandler afpolitiseringen af demokratiet. F.eks. skal indvandringens negative indvirkning på den nationale samhørighed ikke længere være at betragte som et problem for de folkevalgte politikere. Det skal derimod ”løses” gennem henvisninger til abstrakte konventioner om menneskerettigheder.

Med andre ord: Politiske problemer overlades til eksperter i menneskerettigheder. Kontroversiel politik bliver en sag, ikke for folkevalgte politikere, men for internationale organer og jurister. Når politikere lægger sig i ly bag kendelser fra EF-Domstolen, bunder det i, at de ikke udviser noget egentligt politisk lederskab.

Overhovedet er den politiske apati iøjnefaldende. Det gælder pro-EU-partierne, især i oppositionen (og her især hos De Radikale), men desværre også hos borgerlige. De politiske partier proklamerer i bund og grund, at der ikke findes noget alternativ til den europæiske integrationsproces, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale samhørighed eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU.

Det er kritisabelt, at borgerlige ikke er mere afvisende over for EU’s politiseren gennem domstolene. For det har skadelige konsekvenser for hele befolkningen og det politiske system. Men hvorfor bør så kun eller især borgerlige partier og politikere afvise EU som et ideologisk projekt? Fordi EU er blevet et redskab for de partier, især De Radikale, der ikke formår at mobilisere en folkelig opposition mod den borgerlige regering, særligt dens udlændingepolitik. Derfor bruger de EU som en rambuk eller en trojansk hest til at ødelægge regeringens politik – og derfor må regeringen afvise EU.

Konsekvensen af EU’s dominans er, at den politiske offentlighed bliver stadig mere irrelevant, fordi der ikke er reelle alternativer at vælge imellem eller noget alternativ til EF-Domstolen, som politikken angiveligt er underkastet. Følgelig burde den vigtigste politiske konfrontation mellem oppositionen og den borgerlige regering finde sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer, der fortolker og håndhæver konventionerne om universelle menneskerettigheder. Men det kræver selvfølgelig, at de borgerlige partier bliver langt mere skeptiske, hvis ikke afvisende over for EU.

Hvis de politiske konflikter og valgmuligheder, dvs. den ægte demokratiske pluralisme, forsvinder, bliver den offentlige politiske kultur irrelevant. Den jura-baserede post-politik baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der ikke er forskel på partierne og reelle alternativer til konsensus.

Risikoen er, at vælgerne gribes af politikerlede og magtesløshed med faldende valgdeltagelse til følge. Og som vi har set i de seneste årtier, fører en lidenskabsløs konsensusorienteret politik – ”nødvendighedens politik”, der blev talt så meget om før 2001, hvor politikken kom tilbage og udlændingeloven opstrammet – til befolkningens dalende engagement i fælles anliggender.

Borgerlige politikere må derfor give folk et håb og en selvbestemmelse i forhold til den internationale udvikling, som juridiske eksperter ellers belærer dem om, at de ikke har indflydelse på. Magten til at beslutte må gives tilbage fra eliten til folket.

Her står vi ikke helt magtesløse. For truslerne mod nationalstaten, demokratiet og den nationale sammenhængskraft skyldes i virkeligheden en svaghed, der gør sig gældende hos de folkevalgte politikere. Netop dem, der har ratificeret traktater og indgået bindende aftaler, der – viser det sig nu – har medført betydelige afgivelser af suverænitet.

Men svaghed kan afløses af en stærk insisteren på retten til at bestemme i vores eget land. Det kræver, at borgerlige afviser EU-projektet i sin politisk-ideologiske form. Specifikt må EF-Domstolens kendelser afvises eller ignoreres. Danmark er i forvejen duks, når det gælder om at efterleve kendelser. Det behøver ikke at være sådan. Den tyske kansler Angela Merkel har taget en sådan politisk kamp imod Domstolen, for hun tager ”nærhedsprincippet” om national selvbestemmelse alvorligt. Men danske politikere synes at bøje nakken.

Alternativt må man på sigt overveje at udtræde af EU, hvis den ideologiske konstruktion videreudbygges. Hvad det tyder på. Vi må i stedet indgå bilaterale aftaler med andre suveræne stater, med hvem vi historisk deler et værdifællesskab med. Forholdet mellem borgerne vil således ikke blive reguleret af direktiver og kendelser fra EU.

I det hele taget vil konventioner således blive afløst af historiske loyaliteter mellem borgerne i de europæiske stater, så de nationale parlamenter genvinder deres magt. Demokratisk politik vil erstatte den afpolitisering, der fremføres af EF-dommerne gennem deres aktivistiske juridiske fortolkning af konventionerne.

Under alle omstændigheder må den transationale lovgivning vige og underkendes. Skulle det være så svært? EU har jo ingen magtmidler. EU er blot en parasit på de nationale loyaliteter, ja, EU-institutionen afhænger af det, som den vil destruere. Nemlig den nationale suverænitet, som alene har folkelig legitimitet.

Høstmødet i WA

I dagens Weekendavisen er der en længere artikel af Johs Lynge om Nomos’ netop overståede Høstmøde (se også Snaphanens artikel). Her et uddrag:

”I Borgerforeningens Hus i Nyborg holder man sig til højskolesangbogens nationalromantiske og sen-symbolistiske indslag som Grundtvig, Garff og Holstein leverer dem.

Sidstnævntes simple efterårsode »Det lysner over agres felt« får lov at afrunde Høstmødet, som den årlige åbne forsamling for Nomos -interesserede hedder. Og et kig ud ad patriciervinduerne i det stateligt indrettede borgerhus, hvorigennem septembersolens stråler trænger ind, akkompagnerer fint fællessangen fra den halvtreds mand store forsamling.

Men der er ikke meget, der lysner for Danmark, Europa og den vesterlandske civilisation at dømme efter diskussionerne oven på de fire foredrag, der udgør dagens program. Konklusionen er kort fortalt, at vi igennem de sidste små hundrede år med det, der i Nomos -optikken hedder den europæiske borgerkrig (de to verdenskrige), den kulturelle frisætning som 68 medførte, EU-systemets fremfærd og indvandringen fra den islamiske verden, har kastet os ud i det ene hasarderede eksistentielle eksperiment efter det andet. Som Romerriget i sidste ende gik under, hvorefter fårene græssede rundt på ruinerne af Forum Romanum i de mørke århundreder i den sene oldtid, således kan Vesten også vise sig for svag til at modstå presset fra den islamiske verden.

Hjulpet på vej af Vestens egne ideologiske patologier i form af multikultur-radikalisme og relativisme og naivistisk engagement i overnationale organer som EU, FN og Europarådet et cetera. Med andre ord en stort orkestreret opdatering af den omstridte historiefilosof Oswald Spenglers teori fra 20rnes Tyskland om Vestens selvdestruktion, som han fremsatte i mammutværket »Aftenlandets Undergang«.

[…]

Katrine Winkel Holm […] sparker første foredragsdiskussion i gang med et angreb på gæsteforedragsholderens »islamblindhed«. Foredragsholderens navn er Ole Birk Olesen, kendt for som chefredaktør at have lanceret den erklæret liberalistiske netavis 180 Grader og for at have forfattet debatbogen »Tabersamfundet« - ikke møntet på de muslimske samfund men derimod på den skandinaviske velfærdsstat. Som borgerlig debattør af liberal observans ligger det ikke Ole Birk Olesen på sinde at forhindre opførelse af moskeer og lukke grænserne hermetisk for islamisk indvandring, hvilket blandt andet kalder Tomas Kierstein på banen. Som formand for den den lokalpolitiske liste Århus mod Moskeen, Tidehvervstilhænger og bestyrelsesmedlem i Den Danske Forening, har han den principielle opfattelse, at rettigheder er til for at beskytte individet. Eftersom islam ikke respekterer individets frihed - for eksempel i forhold til frafald og ægteskab - kan islam heller ikke operere frit under henvisning til religionsfriheden, lyder argumentet. Ole Birk Olesen når ikke til enighed med forsamlingen. Nok erklærer han sig som kulturkonservativ, når det kommer til hans eget syn på for eksempel familieværdierne. Men vigtigst for ham er alligevel friheden til at kunne råde over eget liv og ejendom, og her må hensynet til samfundets etniske og kulturelle homogenitet vige en omgang.

[…]

Nomos-redaktøren Morten Uhrskov Jensen[s] […] værk Et delt folk - dansk udlændingepolitik 1983-2008, udkom for et par måneder siden. Bogen vakte en del debat, som Uhrskov samler op på i sit foredrag på Nomos ' høstmøde, der ikke er uden redundans fra det foredrag samme Uhrskov holdt på Tidehvervs sommermøde i juni om samme emne.

Den store skurk i åbenbaringen er i den Uhrskovske udlægning Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Som daværende formand for Dansk Flygtningehjælp stod han fadder til den liberalisering af den danske udlændingepolitik, som et alternativt flertal bestående af De Radikale, Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj fik trumfet igennem på trods af borgerlig modstand. Så Gammeltoft-Hansen har man ikke meget at takke for i Nomos . Heller ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen eller industrialisten Niels Due Jensen har man meget tilovers for.

Deres respektive ageren i forbindelse med henholdsvis ratifikationen af Lissabon-traktaten og Muhammed-krisen, indbragte dem i hvert fald en tvivlsom hæder på høstmødet i Nyborg.

[…]

At Fogh Rasmussen og Due Jensen ikke er de eneste landsmænd, man foragter i Nomos , kan man forvisse sig om ved at besøge netværkets hjemmeside, der blandt meget andet også byder på en eksorbitant citatkompilering af fædrelandsfornægtende udsagn fra den danske kulturdebat gennem de sidste mange år. Her er folk som Johannes Sløk, Leif Bork Hansen, Paprika Steen, Carsten Jensen, Georg Metz og Tøger Seidenfaden repræsenteret. Alle sammen under den litterære etikette Antenora hentet fra Dantes digre digterværk Den Guddommelige Komedie. Antenora er den anden afdeling af det dybeste helvede, hvor fædrelandsforræderne straffes - opkaldt efter trojanerfyrsten Antenor, som hjalp grækerne med råd og dåd imod Troja.

[…]

Et nyt indspark venter, når debatantologien Den borgerlige orden udkommer i slutningen af oktober måned på Gyldendal. Den redigerer Kasper Støvring nemlig sammen med Morten Ebbe Juhl Nielsen. Og borgerlig orden er faktisk et meget godt synonym for det oldgræske begreb Nomos, hvis nogen skulle grunde over etymologien i det udtryk.

[…]