Kim Møllers bog Vejen til Damaskus

Må den blive en bestseller – Kim Møllers bog Vejen til Damaskus. Fra Mikael Jalvings blog:

Islam og fejhed

"Så er den her, Kim Møllers bog om dansk islamforskning med særligt henblik på Jørgen Bæk Simonsen, professor på Københavns Universitet og tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Og lad det være sagt med det samme: Det er en perle af en bog. Klar, pædagogisk og kildemæssigt velfunderet. En bog, der dels viser, hvor utroværdig Danmarks mest citerede islamforsker er, dels indikerer, at historiefaget på Aarhus Universitet er en dybt politisk institution.

Det sidste først. For at bedømme Kim Møllers bog, der bygger på hans historiespeciale fra 2006, til et syvtal, sådan som censor Kim Esmark (RUC) og vejleder Søren Hein Rasmussen gjorde, ligner en politisk – og ikke en akademisk – handling. Og da forfatteren senere ankede den lave karakter, der effektivt vil forhindre ham i at få en akademisk karriere, svarede ankenævnet meget sigende, at Kim Møller manglede at give en videnskabelig forklaring på, hvorfor Jørgen Bæk Simonsen næsten fra den ene dag til den anden skiftede syn på islam, et forhold, som sidstnævnte selv har været tavs om. Det var med andre ord ikke nok at påvise Jørgen Bæk Simonsens kovending; Kim Møller skulle også forklare den.

Se, det kunne være interessant i en psykologisk afhandling, men er et ganske urimeligt krav at stille til et historiespeciale. Ankenævnets afgørelse lugter så langt væk af fejhed, at gasmasker fremover må være påkrævet på Aarhus Universitet. Det er simpelthen en akademisk-politisk skandale, som nogen – i sidste ende Videnskabsministeriet – burde have taget op i tide.

Der er med Kim Møllers “Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005″ tale om en undersøgelse, som burde være udgivet af et af de store forlag herhjemme. En grundig, lødig og veldokumenteret påvisning af den transformation, som landets kendteste islamforsker undergik omkring 1990. Fra i 80erne at studere islam som tekst og ideologi begynder Jørgen Bæk Simonsen som nyslået professor ved Københavns Universitet at behandle islam som allehånde kulturelle udtryk, der ikke kan siges noget essentielt om. Det er her, islam begynder at fortabe sig i tåger à la lidt det ene, lidt det andet og lidt det tredje, mens den øvrige del af befolkningen får et stadig bedre og mere erfaringsbåret indtryk af islam i takt med den øgede tilvandring fra muslimske lande.

I 80erne handler det for forskeren Jørgen Bæk Simonsen om at forstå islam, dvs. om forskning. Siden hen handler det for ham om integration, dvs. om politik.

Hvorfor Jørgen Bæk Simonsen skifter hest, må han bedst selv vide. Jeg har i en tidligere blog givet mit gæt. Jeg tror, at manden er udstyret med en vaks sans for den rette tone og derfor følger med strømmen, herunder de forskningsmæssige bevillinger, det til enhver tid udløser at placere sig midt i den politiske korrekthed. Men han véd det jo bedst selv.

Kim Møller dokumenterer forskerens paradigmeskift, så vi ser, hvordan han pludselig bliver multikulturel og udglattende over for islam, og sætter ham tematisk ind i den forskningsmæssige historie i koncise kapitler om bl.a. synet på Muhammed, jihad, islamisme og brugen af stereotyper.

Der er nok at tage af. Her er Simonsen anno 1983: “Islam har således fra sin spæde begyndelse været engageret i en kamp om den politiske magt, og der findes i Koranen en lang række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser.”

Og her er Simonsen anno 1994: “Der er intet i den islamiske politiske tradition, der forhindrer, at en demokratisk tradition kan gøres gældende i den islamiske verden.” Den kølige realisme fra 1983 er i 1994 afløst af en kæk og politisk korrekt idealisme.

[...]

Omkring 1950 går forskningen i stå og bliver stedse mere politiseret, sådan som Kim Møller dokumenterer med zoom på Jørgen Bæk Simonsen. Som eksempelvis i 2004 afviser, at islamisk fundamentalisme er et problem, eftersom de fundamentale trossætninger kan “gøres til genstand for nye fortolkninger og formuleringer, og det er de blevet op gennem historien – den ene gang efter den anden.” Kort sagt: Det er bare ord. Islam er “kultur” ligesom så meget andet; islam er ikke et samfundssystem; ikke et universelt, politisk, socialt og økonomisk regelsæt; ikke en bestræbelse på at blive den herskende orden; ikke en totalitær fristelse.

Det er på denne led, vi skal forstå Kim Møllers slående formulering i bogens indledning – og bogens titel: “Mens Frants Buhl og de andre store islamforskere afkristnede dansk orientalistik, har Jørgen Bæk Simonsen på sin vis påbegyndt en islamisering, og mentalt set har dansk islamforskning i perioden 1885 til 2005 foretaget en rejse fra København til Damaskus.”

Hvis Kim Møllers perle kan forstyrre Jørgen Bæk Simonsen og andres søvn blot en enkelt nat, så har den været det hele værd, i hvert fald for os læsere, der ikke har mistet en karrieremulighed på grund af fejheden på Aarhus Universitet, og forfatteren fortjener stor ros for ikke at have givet op undervejs. Det er ægte – og meget udansk – stamina. Tak er som bekendt kun et fattigt ord."

Kim Møller: Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005. Med forord af Lars Hedegaard, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, Forlaget Lysias, 154 sider, 178 kr. Bogen kan bestilles i boghandlen eller her: http://www.trykkefrihed.dk/damaskus2.html

Rød terror

Af Jesper M. Rosenløv

Som tidligere nævnt, tjener NOMOSBLOG ofte til videreformidling af raske kommentarer i forbindelse med dagsaktuelle problemstillinger. Men ved siden af bloggen arbejdes der fortsat på NOMOS’ hjemmeside, hvor større projekter søsættes i cyberspace. Men da det netop er større projekter, vil der gå længere tid imellem der sker noget nyt på disse sider. Men det sker dog nu.

Jeg har således igennem et stykke tid arbejdet på et nyt arkiv til hjemmesiden. Tidligere arkiver på NOMOS-hjemmesiden omfatter bl.a. undersiden Skræp (om dansk identitetshistorie gennem tusind år), samt f.eks. undersiden Occident med yderligere undersider indeholdende citat-arkiver vedrørende politisk og ideologisk historie.

Men Occident har nu fået en underside mere – RØD TERROR, omhandlende den totalitære socialismes forbrydelser fra 1917 til i dag.

På disse sider, der løbende vil blive udbygget, oplistes forbrydelserne i de enkelte lande kronologisk med en kort beskrivelse af hændelserne samt et skøn over antallet af civile dødsofre. Fra denne kronologiske oversigt linkes der til de ansvarlige lederes egne udsagn og ordre om brug af mord og terror samt til øjenvidneskildringer, der beskriver de ufattelige lidelser socialismen og kommunismen har udsat befolkningerne for. Endelig linkes der til samtidige udtalelser omhandlende forholdene i de lande, der var underlagt den totalitære socialisme, fremsat af venstreorienterede i Danmark og Vesten.

RØD TERROR lægger ud med Kina og vil fortsætte med arkiver omhandlende regimerne i Sovjetunionen, Vietnam, Nordkorea, Cuba og mange andre steder.

Men med Maos Kina starter vi med det regime og det land, hvor verdenshistoriens største folkemord har fundet sted. Over 70 millioner dødsofre! Tallet er i sig selv svimlende – men dertil kommer beretningerne om nogle af de mest bestialske overgreb begået i marxismens navn. Mao styrede overgrebne med uhyggelig præcision – og citaterne fra ”den store rorgænger” vidner om et dybt forstyrret sind.

Overgrebne (og Maos uhyrlige udtalelser i den forbindelse) sætter den dyrkelse af Maos Kina som 68-generationen og datidens venstrefløj udøvede i et grumt relief. Hvordan kunne de sige det, de gjorde, mens millioner blev sultet og mishandlet ihjel? Trods dette fremstilledes Kina fra slutningen af 60'erne af venstrefløjen i Vesten ofte som det eneste land, hvor kommunismen blev realiseret, når nu Sovjetunionen var blevet en blød mellemvare efter Khrusjtjov.

Det er uhyggelig læsning – men samtidig forhåbentligt lærerigt. Måske kan læsningen bidrage til vagtsomhed overfor ideologiske projektmagere i ind- og udland, der kun har ét for øje – at omvælte og omskabe samfundene og menneskene, om de så skulle dø af det.

Læs mere:
RØD TERROR (hovedside)

Rød terror i Kina – Kronologisk oversigt – Øjenvidner/dokumentation – Mao-citater – Det sagde venstrefløjen

Nomos, DF og nationalkonservative i Weekendavisen

Der går ikke en uge, hvor Nomos ikke bliver nævnt i de landsdækkende medier. Her lidt fra dagens Weekendavisen om Dansk Folkeparti, nationalkonservative intellektuelle og Nomos:

Pia og de intellektuelle

”På bordet ligger den konservative engelske filosofs bog Roger Scrutons bog Nationernes nødvendighed. Den handler blandt andet om oikofobi: hadet til egen hjemstavn. Tesen er, at mange europæiske intellektuelle praktiserer et kulturelt selvhad, en forkastelseskultur, hvor man i skyldfølelsen over det nittende århundredes kolonialisme og det tyvende århundredes totalitære ideologier forkaster alt, hvad der har med den europæisk-kristne kultur at gøre.

Michael Pihl, gymnasielærer og formand for Sorø lokalafdeling af Dansk Folkeparti, lever ingenlunde op til valgkampens klichébillede af en pianist. Bilvraget i forhaven er aldeles fraværende, og der er noget klart elitært over både mand og bolig. Michael Pihl er cand.mag. i historie og tysk samt master i socialhistorie.

[…]

»At Dansk Folkepartis medlemmer skulle kunne karakteriseres som ’dem med bilvrag i haven’ er selvfølgelig en fed kliché,« siger Michael Pihl. »Der er også folk som mig. Men det er kendsgerning, at der er færre cand.scient.pol.er hos os, end der er hos socialdemokraterne og de radikale. Det synes jeg også, jeg kan se til møder med partiet. En af de oplagte forklaringer, som man har hørt masser af gange, er vel, at lønmodtagerne og dem, der bor i lejlighedskomplekserne, er dem, der lever med det multikulturelle samfunds kultursammenstød.«

Ifølge Michael Pihl er underklasse-stigmaet på Dansk Folkeparti dog blødt lidt op i de senere år – blandt andet på grund af Søren Krarup og Jesper Langballes indtog i Folketinget. Samtidig mener han, at de mange år med stabilt samarbejde med regeringen har øget folks respekt for partiet.

– Men det forbedrede image som seriøst parti skyldes vel i høj grad akademikeren Kristian Thulesen Dahls store kompetence i finanslovsforhandlingerne – har I ikke brug for flere som ham?

»Det kan du selvfølgelig sige, men jeg er på den anden side ikke ked af den rolle, vi har. Man skal passe på med at sige, at bare der kom flere intellektuelle, så ville det hele være meget bedre. Det kan ikke i sig selv være saliggørende. Slet ikke når de intellektuelle jo er en gruppe, som har valgt at lukke øjnene for de her udfordringer, som islam og indvandringen er«.

Som erklæret nationalkonservativ skiller Michael Pihl sig ud fra lærerværelsets befolkning af SF’ere og radikale. Han er dog ikke i tvivl om, at der er andre i faget, der stemmer som han.

»Jeg møder nogle gange kolleger, som fortæller, at de stemmer Dansk Folkeparti, men de kigger sig altid lige over skulderen, inden de siger det. Og til kollegerne siger de i stedet, at de stemmer V eller K. Så den der dæmonisering virker da stadigvæk. Måske i højere grad i det her segment i samfundet.«

På bogreolen i det velindrettede hjem finder man blandt andet Bruce Bawers While Europe Slept og Walter Laqueurs The Last Days of Europe. Respekterede forfattere og forskere, som forholder sig særdeles kritisk til migrationens konsekvenser for de europæiske nationalstater.

»Hvem skulle jeg ellers stemme på?« spørger Michael Pihl. »De konservative? Dem opfatter jeg ikke som et kulturkonservativt parti. De siger, at de vil forandre for at bevare, men det er jo en meningsløs floskel, som kan legitimere enhver opgivelse af tradition og historie. Jeg er oprigtigt bekymret for Europas fremtid, og Dansk Folkeparti er det eneste parti, der tager kulturkampen mod islamismen alvorligt. Det er det eneste parti, der kan mobilisere den her kamp og føre den ufortøvet.«

[…]

Et lige så relevant spørgsmål er imidlertid, om partiet kan klare sig helt uden højtuddannede. Samarbejdet med regeringen har i høj grad været afhængigt af cand.merc.jur. Kristian Thulesen Dahls faglige evner, og det var først med præsternes indtog i Folketinget i 2001 og koblingen til Tidehvervs-teologien, at partiet nærmede sig en mere sammenhængende politisk tænkning eller ideologi. Den nu 70-årige Søren Krarup står imidlertid uden oplagt arvtager, og det er ikke så underligt.

Partiets akademikerkompleks kom mest tydeligt til udtryk i august ’99, hvor partiledelsen under stor ståhej ekskluderede 19 medlemmer af Dansk Folkeparti og DFU. Baggrunden var medlemmernes involvering i det nationalkonservative internetsted Dansk Forum, som partitoppen opfattede som ekstremistisk. Det var tid til storvask i partiet, og de unge akademikere blev smidt på porten. En af de ekskluderede var konferensstuderende i historie Adam Wagner.

»Vi var jo ikke så mange akademikere i partiet, og jeg oplevede en vis skepsis over for os. Måske var man bange for, at man ikke kunne styre os. I bedste fald er akademikere jo uddannet til at tænke selv og gå kritisk til værks, og det er ikke just noget, man opfordrer til i Dansk Folkeparti. Jeg undrede mig naturligvis meget over eksklusionen. På den anden side har de jo haft stor succes uden akademikere, så måske var det alligevel det rigtige for dem at gøre,« siger han.

Selv om Adam Wagner efterfølgende fik rettens ord for, at beskyldningerne om ekstremisme var grundløse, fastholdt Peter Skaarup sin holdning til de ekskluderede – til stor ærgrelse for både Søren Krarup og Jesper Langballe. For – som sidstnævnte efterfølgende sagde i et interview med Information – var nogle af de ekskluderede »velbegavede og lødige folk, som der er brug for i Dansk Folkeparti«.

Adam Wagner bruger i stedet sine kræfter på Nomos, et nationalkonservativt, historisk tidsskrift, der har høstet begejstrede anmeldelser i Jyllandsposten og Weekendavisen.

»Nomos er ikke et parti eller en forening,« siger Adam Wagner. »På den måde kan det undgås, at ekstremister skulle finde på at melde sig ind. Ulempen er så, at man ikke kan foretage sig noget organisatorisk, men det er der måske heller ikke brug for. Der er snarere brug for en kulturkamp og en intellektuel dialog. Hvis man som historiker tænker nationalt, så bliver man straks mistænkeliggjort. Det samme gør sig jo ikke gældende for kulturradikale og marxistiske historikere.«

Det nationale net

Så hvor går de nationalkonservative intellektuelle hen, når Dansk Folkeparti tilsyneladende ikke vil vide af dem? Svaret er internettet, hvor de nationalkonservative er særdeles flittige skribenter. En af dem er cand.mag. i historie Kim Møller, redaktør af den nationalkonservative blog Uriasposten. Med over 2000 besøgende om dagen er Uriasposten den mest læste politiske blog i Danmark og den mest markante repræsentant for den omfattende nationalkonservative blogosfære. Ifølge Kim Møller er den dominerende holdning blandt de konservative bloggere, at »Krarup er god nok, men Dansk Folkeparti for socialdemokratiske hvad angår skatte- og velfærdspolitik«.

»Selv stemmer jeg Dansk Folkeparti, men det parti er ikke nødvendigvis lykken for mig,« siger Kim Møller. »Jeg ville hellere have, at de Konservative blev mere konservative, og sådan tror jeg egentlig, der er mange, der har det. Vi er lidt politisk hjemløse. Fra tid til anden snakker vi om, at man burde starte det gamle Højre op igen, men det ville aldrig lykkes. Det er stort set umuligt at starte et nyt parti.«

[…]

Hyl med de ulve...

Kim Møller mener, at det jobmæssigt er risikabelt for en akademiker at udtrykke nationalkonservative holdninger, og det synspunkt deler Henrik Gade Jensen. Han er mag.art. i filosofi, ansat i Cepos og tidligere spindoktor for Tove Fergo. Henrik Gade Jensen finder det ærgerligt, men ikke overraskende, at der ikke er flere intellektuelle, der tør forsvare nationale og konservative synspunkter.

»Som akademiker er det erhvervsmæssigt en højrisiko at diskutere eksempelvis indvandrerspørgsmålet, hvis man ikke er enig med SF eller de radikale. Men den almindelige dissonans gør sig gældende – man stemmer på SF, men sender sine børn i privatskole. Det bedste er at simulere holdninger, som er i overensstemmelse med konsensus. Jeg kan egentlig godt forstå, at unge, som er på jagt efter en karriere, retter ind efter den herskende kultur. Men det er ærgerligt, at der ikke er flere intellektuelle og frie ånder på universiteterne, der kan bryde ud af den herskende konsensus,« siger han.

Også Henrik Gade Jensen mener, at Dansk Folkeparti har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at skille sig af med Søren Krarups potentielle arvtagere.

»Søren Krarup og Jesper Langballe har været i en privilegeret position. De har haft så faste job, så man har ikke kunnet ramme dem på deres levebrød. Men det er synd at den intellektuelle konservatisme er hjemløs i Danmark, for den burde stå stærkere i debatten«”

NOMOS i Deadline

Tidsskriftet NOMOS fik lidt gratis reklame i gårsdagens (22-1-08) Deadline kl. 22.30



Her DR’s egen omtale: ”Den unge dr.phil. og forskingslektor ved Århus Universitet, Søren Fauth, slår i det nye nummer af tidsskriftet 'NOMOS' til lyd for mere klassisk skoling og mere dannelse. Danskernes sprog og ånd presses og trues af det engelske sprogs hastige fremmarch. Og når vi først sælger ud af vores modersmål, lyder hans argument, mister vi muligheden for at markere os originalt og begavet. Konsekvensen er kulturel forarmelse og i sidste ende tab af markedsværdi og konkurrence- dygtighed.”

Se hele udsendelsen her

Læs mere om / bestil NOMOS (5:2) her.

Venstrefløj uden ideer

Af Lars Christiansen

I Dagbladet Information foregår der for tiden et såkaldt kritisk selvopgør på venstrefløjen i almindelighed og avisen selv i særdeleshed. Det kommer dog aldrig rigtig i gang, da anstændige og besindige mennesker som Georg Metz og Stig Dalager lægger låg på og bedyrer (som en vis folkekær politiker), at der ikke er noget at komme efter: Totalitære fristelser og voldsromantik var der overhovedet ikke tale om, i hvert fald kun hos et forsvindende lille mindretal, der reelt ingen indflydelse havde, slet ikke på Information osv. Og i øvrigt har ’68erne skabt det fantastiske samfund, vi har i dag etc.

Balladen på avisen begyndte, da historikeren Morten Thing blev interviewet d. 2. januar om Peter Øvigs blekingegadebandebøger. Thing benyttede lejligheden til at tale rigtig meget og meget lidt pænt om Bent Blüdnikow, der bl.a. blev kaldt en ”doven og dårlig historiker”.

Retfærdigvis kom Blüdnikow til orde to uger senere. Og han havde som sædvanlig et par konkrete uhyrligheder i ærmet: f.eks. at Information udkom med sørgerand, da Mao døde i 1976!

Endvidere hævdede han: ”Efter min opfattelse var Blekingegadebanden udsprunget af tanker, der i bred almindelighed var på venstrefløjen.”

Det var hård kost for Informations trofaste læsercement, der imidlertid fik krisehjælp i et læserbrev fra en mig ukendt professor i statskundskab; Curt Sørensen (nu lykkeligvis emeritus). Han ser Blüdnikow som en magthaver og derfor (!) en ”trussel mod demokrati og frihed, eller blot mod almindelig anstændighed og tolerance”.

Onde tunger hævder, at professorater i universitetets marxistiske æra blev tildelt efter ideologisk ståsted, snarere end kvalifikationer. De prøver, Curt Sørensen giver på sine filosofiske evner, synes at støtte denne påstand. Således kritiserer han ”højrefløjens” ”primitive” historiesyn:

”Fra Edmund Burke til Hayek har højrefløjens teoretikere været monomant optaget af ideernes rolle. Store samfundsmæssige udviklinger, stats- og nationsdannelser, demokratiseringsprocesserne, udviklingen af politiske massebevægelser og revolutioner forklares alene ud fra ideers rolle.”

På god materialistisk vis efterlyser han i stedet ”analyser af komplekse forløb og hele spillet mellem historisk strukturelle forhold og aktørers valg og handlinger på flere niveauer."

Skulle man være interesseret i sådanne analyser kan man finde dem i hans af Kbh.s Hovedbibliotek opmagasinerede opus magnum fra 1976: Marxismen og den sociale orden: spørgsmålet om forklaringen på og ændringen af den sociale orden og det politisk-taktiske element i den marxistiske teoriudvikling.

Værket er kun på 665 sider og skulle være så konsekvent i sit opgør med den ”primitive” borgerlige historieopfattelse, at det ikke indeholder nogen ideer overhovedet!

For hvis man tror på ideer som historisk drivkraft, filosoferer Curt Sørensen videre, kan det nemlig ende i ”intolerance, dæmonisering og heksejagt”.

Derfor er der igen brug for den historiske materialisme, ligesom dengang i de rummelige og tolerante 70’ere.

NOMOS årgang 2006

Artikler fra 4.årgang (2006) af Tidsskriftet NOMOS nu online som pdf-filer. Se mere: NOMOS 4:1 - NOMOS 4:2

Kulturen i det gode samfund

Af Kasper Støvring

Hvad er et godt samfund? Det er et samfund – som det danske – med en stærk sammenhængskraft, frihed og velstand. Hvordan skabes et godt samfund? Det skabes – som det danske – ved hjælp af særlige kulturelle værdier, normer og adfærdsmønstre. Hvordan bevares det gode samfund? Det bevares – som i Danmark – ved at fastholde den etablerede fælles nationale kultur og integrere borgerne i denne kultur. Det er simpelthen betingelsen for at bevare de vundne liberale og sociale goder, hvad enten disse goder er de personlige friheder, de demokratiske rettigheder eller den materielle velstand.

Men problemet er jo, at der ikke er enighed om, at bevaringen af det gode samfund forudsætter kulturel integration. Det kommer frem i diskussionen om, hvor vidt indvandrere skal kende landets kernekultur og ”føle sig danske” for at få statsborgerskab.

Modstanderne af den såkaldte prøve i indfødsret begrunder det at være dansk rent formelt. Man skal overholde lovene og anerkende de demokratiske principper samt frihedsrettighederne. Her har de på det teoretiske og retoriske plan en stor fordel.

For det er meget svært at sætte nationalfølelsen på begreb, fordi den netop ofte er uformuleret, underforstået og ubevidst. Det tilsvarende gælder de uformelle kulturelle normer, der er afgørende for etableringen af et godt samfund, som jeg kendetegnede ved sammenhængskraft, frihed og velstand.

Men modstanderne har intet historisk belæg for deres synspunkt. For erfaringer viser, at stabile samfund med en stærk sammenhængskraft bygger på national samhørighed, og nationalitet er netop et resultat af en kulturel integration.

Ind træder den amerikanske politolog Lawrence E. Harrison med kronikken ”Verdensmestre i fremskridt” om de nordiske lande. Harrison opfordrer præcis disse lande til at fastholde deres nationale kultur frem for at dyrke en utopisk multikulturalisme. Det er fristende at citere det indledende afsnit fra kronikken:

”De nordiske lande – Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige – er verdensmestre i menneskelige fremskridt, som de er defineret i målene i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder: demokratisk ledelse, social retfærdighed og velstand.

Og ved at studere de faktorer, der bidrager til disse fem landes imponerende succes, kan man udlede nogle overbevisende lektioner for mindre succesrige nationer.

De nordiske landes bedrifter er forbløffende:

– De ligger alle i den bedste kategori for politiske rettigheder og borgernes frihedsrettigheder ifølge menneskeretsorganisationen Freedom House.

– Norge er nr. 1, Island nr. 2, Sverige nr. 5, Finland nr. 11 og Danmark nr. 15 på FN’s indeks over menneskelig udvikling for 2006. Dette indeks udarbejdes på grundlag af uddannelse, forventet levealder og indkomst per indbygger.

– Danmark har den mest ligelige indkomstfordeling i verden ifølge FN-data fra 2006. Sverige, Norge og Finland ligger lige i hælene på Danmark.

– Danmark, Sverige og Norge kommer ind på første-, anden- og tredjepladsen i verden, når det handler om tillid. Det kan konstateres, når man ser på, hvor stor en procentdel der svarer ’ja’ på World Values Surveys spørgsmål: »Kan man have tillid til de fleste personer?«.

– Finland, Island og New Zealand ligger på en delt førsteplads som de mindst korrupte lande i 2006 ifølge korruptionsindekset fra Transparency International. De bliver tæt fulgt af Danmark, Singapore, Sverige, Schweiz og Norge.

– Det amerikanske institut for økonomisk forskning udsendte i 1998 en rapport om god statsledelse. I rapporten kom Norge på tredjepladsen (New Zealand var nr. 1, Schweiz nr. 2). Island var nr. 6, Finland nr. 8 og Sverige nr. 9.

– World Economic Forum har i 2007 udsendt en liste over de mest konkurrencedygtige lande. Danmark ligger på tredjepladsen (efter USA og Schweiz), Sverige er nr. 4 og Finland nr. 6.

– Ved en opstilling af lande efter antal videnskabelige artikler per milliard dollar bruttonationalprodukt blev Sverige nr. 2, Finland nr. 4, Danmark nr. 5 og Island nr. 11 (Israel indtog førstepladsen).

– Databasen ’Happiness in Nations’ udsendte for nylig en liste over, hvor folk er mest lykkelige. Den viser, at Danmark er det lykkeligste land i verden, og Island, Finland, Sverige og Norge ligger også højt på listen.”

Hermed altså sagt noget om, hvad der kendetegner det gode samfund. Men stadig er der ikke sagt noget om, hvordan disse samfund bliver til og opretholdes. Altså hvilken kultur, dvs. hvilke værdier, adfærdsmønstre og normer, der hersker. Udfordringen er derfor at bringe de uformelle normer på begreb og konkretisere de verdensopfattelser, værdier, dyder og adfærdsmønstre, der præger kulturen i det gode samfund.

Jeg har til det formål lavet nedenstående liste, der netop er baseret på arbejde af forskere som Lawrence Harrison og Samuel Huntington. Listen gør ikke fordring på at være udtømmende, men central. Listens elementer er heller ikke specifikt danske, men udpræget danske. Visse elementer kan også være universelle, men kombinationen er unik for Vesten. De fleste elementer kan ydermere ses som en arv fra oplysningstiden, men er i lige så høj grad en græsk-romersk-kristen arv. Endelig har jeg hverken rangordnet eller sikret mig imod visse overlap:

Verdens- og menneskeopfattelse:

Religionen understøtter fornuften, er pragmatisk, belønner arbejdsomhed, fremmer materiel stræben og fokuserer på denne verden i modsætning til utopisme.

Skæbnen kan påvirkes i en bedre retning.

Forholdet til tiden er baseret på kontinuitet; man lærer af fortiden og fokuserer på fremtiden, hvilket fremmer planlægning og behovsudsættelse.

Velstand er frembragt af menneskers kreativitet, og den kan vokse i modsætning til nul-sums-opfattelsen.

Viden er noget konkret og kan verificeres, kendsgerninger betyder noget.

Antropologisk realisme: Mennesket er fejlbarligt.

Værdier og dyder:

Det etiske kodeks er strengt defineret inden for realistiske normer, hvilket skaber tillid.

De almindelige dyder består i at gøre sig umage, i ordenssans, høflighed, punktlighed, ærlighed, pålidelighed (”et ord er et ord”) og gensidighed.

Uddannelse fremmer selvbestemmelse og kreativitet; tillader heterodoksi, dissens samt uafhængig og kritisk tænkning.

Økonomisk adfærd:

Præstationstrang: man lever for at arbejde, ikke omvendt.

Mådehold og sparsommelighed (”man skal yde, før man kan nyde”), er samtidig betingelsen for investeringer.

Virkelyst, opfindsomhed; konkurrence fører til fortræffelighed.

Forfremmelse sker efter fortjeneste.

Social adfærd:

Lav grad af korruption, svindel og nepotisme.

Tillid til og ansvarlighed over for fremmede.

Stærkt civilsamfund og aktivt foreningsliv.

Deltagelse i offentlige anliggender.

Magten er spredt, checks and balances; konsensus; pluralisme; eliten står til ansvar for befolkningen.

Sekularisering.

Personlig skyld og ansvar.

Almen liberal holdning og adfærd som ligestilling, frie ytringer, respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter.

Børn opdrages og forsørges af familien.

Anmeldelse af Scrutons bog Culture Counts

Den engelske filosof Roger Scruton er en af mine helte, og jeg har længe ønsket at skrive en anmeldelse af hans seneste bog Culture Counts. Men tiden er ikke til det - "had we but world enough and time", med Marvells ord. Så det må blive ved denne anmeldelse fra

The Sunday Times

[…]

In Culture Counts, Scruton takes us back to basics. “Culture”, as used by anthropologists, he explains, means “those customs and artefacts which are shared, and the sharing of which brings social cohesion”. More broadly, ethnologists would say culture includes “all intellectual, emotional and behavioural features that are transmitted through learning and social interaction, rather than through genetic endowment”. Such uses of the word are close to the structuralist definition – not surprisingly, since the discipline was, in part, created by Claude L�vi-Strauss, an anthropologist.

But Scruton is discussing the word in its other sense, “the literary, artistic and philosophical inheritance that has been taught in departments of humanities both in Europe and America, and which has recently been subject to contemptuous dismissal (especially in America) as the product of ‘dead white European males’”. He tells me: “Mine is a nor-mative use of the word. I’m using it to identify those things that are about knowledge in the realm of the human heart.”

The sense of the word is thus value-laden, and it is this that provokes the “contemptuous dismissal” from people who think we can simply shrug off our past and its values. But that dismissal – and our prolonged crises over multi-culturalism, inspired by the rise of Islamism – threatens us with the loss of our culture. The western world could become a civilisation devoid of culture: exactly what, in 1922, Oswald Spengler forecast in his book The Decline of the West. For Spengler, we were about to find ourselves in the depraved, cultureless condition of the late Roman empire. And for Scruton?

“There can be such a civilisation without culture,” Scruton says. “We have an enormous accumulation of technical know-how and scientific knowledge, but we are very thin on practical knowledge – what to do and how to feel. The loss of a culture means the loss of that knowledge, and that’s what I think we are advancing towards. There is a highly sophisticated grasp of all kinds of technical know-how and the science that estab-lishes it, but little sense of how the human being finds fulfilment in those things, or where to look for it.”

A world without culture would be one fixated on “immediate excitement and pleasure”. Sound familiar?

“There are two important factors that are causing this to happen to us. The first is mass communications, which flood all the channels in which culture might grow with a stream of endless noise, so that it becomes difficult to separate out things that are worth attending to from things that are not. That, combined with the democratisation of everything, means the type of criticism that is vital for separating out the valuable from the trivial becomes very difficult to maintain. That’s the principal thing we have lost through the egalitarian reforms in education and through current political correctness.”

Scruton regards the high culture of the west as more genuinely multicultural than that of politically correct politicians or of all other cultures. No other culture, he point out, so eagerly absorbs or pays homage to alien cultures. “When”, he writes, “has any eastern culture paid to western culture the kind of tribute that Benjamin Britten paid, in Curlew River, to the culture of Japan, or Rudyard Kipling, in Kim, to the culture of India?” Furthermore, high culture is, by definition, a universal undertaking: it is about the condition of being human. It can thus be a far better form of international understanding than the culture of the anthropologists or the masses. “We can understand the Chinese through the Confucian odes in a way that we can’t understand foot-binding. The great thing about high culture is that it’s open to interpretation from outside itself. By its very nature, it is an attempt to communicate with mankind as such.”

However, another philosopher, AC Grayling, points out that the belief that high culture is being degraded by low is present in every civilisation in every age. “There is always that pressure downwards. We all get tired, and we all need to flop down in front of a rerun of Frasier – we don’t necessarily want a high-intellectual conversation.” Grayling is sceptical of the view that high culture is in decline. “Look at London. It’s buzzing with high culture; it’s very healthy.” But Grayling does not attempt to rebut the core of Scruton’s argument, which is, primarily, about the need to protect the traditio of judgment and evaluation.

Hari Kunzru, however, does. Kunzru is the award-winning novelist – his new book, My Revolutions, is out next month – who rejected the John Llewellyn Rhys prize because it was sponsored by The Mail on Sunday, a paper that, he believed, was hostile towards black and Asian British people. For him, the very phrase “high culture” carries unacceptable political overtones. “My sense of high culture is that it’s whatever culture happens to be enjoyed by the elite. It’s a term with a hidden political content that opens the way for culture to further political ends, so the elite can say, ‘We are the possessors of this and we feel it is good for you; and we have the right to educate you and mould your taste.’ Taste is often a very politicised thing.”

What, then, is the source of his own judgment? “It’s what I care about and wish to make a case for. I wouldn’t necessarily claim that, because I like it, it is in some way ‘high’. My own taste is fairly mixed, and would include certain things that are considered high culture and others that are not.” Isn’t this in danger of becoming an entirely self-centred method of judgment? “If we are talking about what might be good music or bad music, then I am very happy to allow value judgment and expertise. I will listen more to somebody who cares deeply about and has made a study of the subject than to somebody who hasn’t. The reason I bristle at the notion of high culture is that it seems to bring with it something that is purely political.”

As ever with Scruton’s thought, people think they disagree with him more than they, in fact, do – for what is the “value judgment and expertise” in music to which Kunzru is happy to defer if it is not a tradition of transmissible knowledge of the effect of sounds on the human heart? Perhaps the anxiety Scruton provokes is all to do with postcolonial queasiness about any celebration of the legacy of the west. But, ultimately, such celebration is only a way of saying: this is who we are and this is where we live. To destroy “high” culture – meaning the art that has survived the test of time – is to render us incapable of knowing ourselves.

[…]

Thomas Manns Doktor Faustus

Af Kasper Støvring

Jeg har bidraget med et essay om den tyske forfatter Thomas Manns store roman Doktor Faustus i en ny antologi med titlen Thomas Mann i syv sind (forlaget Anis). Her lidt fra afslutningen af mit essay:

”At Thomas Mann i Doktor Faustus har kunnet levere så troværdige skildringer af den radikalkonservative kulturkritik kunne skyldes, at han selv har stået i intim forbindelse med den. Det kan endda diskuteres, hvorvidt Mann overhovedet skrev sig fri af sine radikalkonservative sympatier, der i visse former prægede Betrachtungen, og fuldtonet bekendte sig til den demokratiske republik.

De symbolske fortællinger og de private dagbøger dementerer langt hen den offentlige moral – den humanitære republikanisme – som Mann i sine politiske taler og artikler offentligt plæderede for i eget navn. Netop fordi Thomas Mann havde været så fortrolig med de radikalkonservative idiosynkrasier, formåede han også at udvikle en saglig kritik af bl.a. den nazistiske massebevægelse. Konservatismen skænker Manns psykologiske indsigter troværdighed, og den gør ham i stand til at udvikle en reflekteret humanisme, der står i modsætning til den museale borgerlige humanisme, hvis mangler fremstilles så overbevisende i Doktor Faustus.

[…]

Kunstnerens blik for de mørklagte felter i samfundet giver oplysningen en mulighed for at oplyse sig selv – i kunsten. Heri ligger der ikke umiddelbart noget frigørende. I sin skeptiske refleksion over oplysningens frigørelsesprojekt troede Thomas Mann heller ikke på kunstens sakrale betydning som verdensforbedring og -forløsning; verden lader sig, igen i overensstemmelse med Schopenhauers filosofi, ikke forandre intentionalt. Mann skriver i 1952 nogle af sine sidste ord som et slags kunstnerisk testamente, og her hedder det, at kunsten ikke gør ”sig illusioner med hensyn til sin indflydelse på menneskeskæbner”, og dog er den et ”mønster på al stræben efter fuldendelse” (”Kunstneren og samfundet”: 178).

Mann fastholder, at fornuften nok undergraves af livets dæmonisk-dionysiske understrøm, men netop vinder sin magt gennem besindelsen på sin egen afmagt. Kunsten er klog på livskræfterne (de libidinøse drifter, eros og thanatos), men det gør den ikke nihilistisk i sin grund, tværtimod leverer den grundlaget for en ironisk humanisme. ”Ironikeren er konservativ”, skriver Mann i Betrachtungen, og denne konservatisme ledsages af indsigten i, at ånden altid er afmægtig over for livet.

Det er vel nok Manns dybeste erkendelse fra start til slut, og derigennem var han i stand til at frembringe den realistiske humanisme, der står i modsætning til et borgerligt humanismeideal, der beror på udelukkelsen af kunstens ”andet”: Det irrationelle og dæmoniske, det onde i menneskenaturen, det afvigende og ekstreme, som Doktor Faustus skildrer så rigeligt – ”det romantiske barbari”, som ærkeromantikeren Mann selv kendte så godt.

Den radikalkonservative kulturkritik er nemlig en udpræget tysk åndsform, og for så vidt også Manns egen. Han skriver i ”Tyskland og tyskerne”: ”Intet af det, jeg har forsøgt at sige eller flygtigt at antyde vedrørende Tyskland, kom fra en fremmed, kølig, udeltagende viden; jeg har det også i mig, jeg har oplevet det alt sammen på min egen krop.” (”Tyskland og tyskerne”: 132).”

Grima Ormetunge-prisen

Vi har fået et par henvendelser, der beklager, at man som læser ikke kan kommentere indlæggene på denne blog. Dette har vi ganske vist ikke tænkt os at ændre på, men vi vil dog gerne inddrage læserne på en mere aktiv måde. Derfor udlover NOMOSBLOG nu i 2008:

GRIMA ORMETUNGE-PRISEN

Prisen vil gå til en person, der gennem sit virke har gjort sit yderste for at undergrave Danmarks suverænitet og overlevelse som selvstændig kulturnation og hjemland for det danske folk. Der lægges vægt på: BENÆGTELSE af danskernes naturlige arveret til Danmark, af de for Danmark og danskerne skadelige virkninger af den nyere tids indvandring af kulturfremmede samt af EU-projektets nedbrydelse af dansk suverænitet. ET AKTIVT VIRKE i ord og gerning for at øge indvandringen og EU-integrationen vil ligeledes blive anset for positivt, når det gælder bedømmelsen af kandidaters egnethed til modtagelse af prisen. Desuden vægtes BEVIDST NEDGØRELSE af det danske folk, dets historie, sædvaner og kultur.

Vi opfordrer læserne til at indsende begrundede forslag til kandidater til: nomos@nomos-dk.dk

Prisen består i et diplom samt en gave, der skal gøre modtageren mere parat til at indgå i den fremtidige kulturelle virkelighed, som vedkommende selv ønsker at fremme.

Vinderen vil blive kåret og udråbt i slutningen af året her på bloggen. Vi vil dog løbende holde læserne underrettede om de foreslåede kandidater og evt. bringe nogle af de indsendte begrundelser.

Protestantismens værdifulde betydning

Af Kasper Støvring

I forlængelse af nedenstående artikel vil jeg her opridse et konservativt forsvar for religionens kulturelle betydning. Vel at mærke den protestantiske kristendom. For Danmark er historisk set et protestantisk land med en bevaringsværdig kernekultur, der bygger på sekularisme, tillid og ansvarlighed.

Nårr borgerlige-konservative adskiller sig fra borgerlige-liberale skyldes det måske primært, at konservative har et pragmatisk blik for protestantismen bevaringsværdighed som kulturbærende faktor. Liberale derimod praktiserer en kritik af religionens indflydelse i det danske samfund, som ofte er baseret på principper: Stat og kirke bør adskilles og religionerne ligestilles, hedder det. Eller kritikken går på en bestemt fortolkning af forkyndelsens indhold: Kristendom er overtro, islam er anti-demokratisk.

Men de principfaste kritikere ser dermed netop bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder som sagt for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.

Dels af hensyn til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. Så risikerer vi bare at få en aggressiv sekularisme som i det katolske Frankrig. Her står kirken stærkt, og staten er derfor med vold og magt tvunget til at uddrive religionen fra det offentlige rum.

Den erfaring kalder på en pragmatisk tilgang for at sikre sekularismen herhjemme. Nemlig, at vi bevarer vores folkekirkeordning. At præsterne er statsansatte tjenestemænd, gør dem i høj grad loyale i forhold til det samfund og den stat, folkekirken er en del af. I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter.

Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.

Den anden grund til at bevare en protestantisk kernekultur er, at den skaber gensidig tillid mellem fremmede mennesker. Tillid er nemlig helt afgørende, hvis man skal opbygge tætte sociale strukturer og komplekse sociale organisationer. Altså det, som er fundamentet for demokrati og store økonomiske virksomheder.

Internationale undersøgelser viser da også, at lande med en protestantisk historie har formået at udvikle høj økonomisk vækst og stabile liberale demokratier. Det gælder primært de skandinaviske lande, men også lande som Holland, Canada og New Zealand.

Næsten uden undtagelse har protestantiske lande en langt mere veludviklet tillidskultur end islamiske, men også katolske lande. Det har at gøre med, at lokalt kontrollerede organisationer fremmer gensidig tillid; hvorimod store, hierarkisk opbyggede og centraliserede bureaukratier har en tendens til at nedbryde gensidig tillid. Det er groft sagt forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke.

Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder.

Og her står vi ved den tredje værdi, der kendetegner protestantismen: Forestillingen om personlig skyld og ansvar. Som borgere i et protestantisk land lærer vi, at vores fejl i bund og grund skyldes os selv, og vi må derfor også selv tage ansvaret for vores fejl. Dermed er vi i stand til at udvikle en kultur, hvor vi øver selvkritik, søger tilgivelse og prøver at forbedre os.

Den modsatte opfattelse: at vi er ofre for andres undertrykkelse, fremmer derimod en kultur domineret af konspirationsteorier. Den opfattelse præger i høj grad de islamiske lande, som derfor hænger fast i armod og ufrihed. Man når aldrig frem til en indsigt i sin egen kulturs fejl, men farer i stedet aggressivt frem mod det ”undertrykkende Vesten”.

Liberale og konservative om religion

Blandt andre undertegnede interviewes i en artikel af Henrik Hoffmann-Hansen med overskriften ”Gudløs, konge og fædreland” i dagens Kristeligt Dagblad:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/274606:Kultur--Gudloes--konge-og-faedreland?rss

”Den hårde amerikanske religionskritik har også fået en fanskare blandt danske borgerlige debattører og forfattere. Det er en århundredegammel debat mellem konservative og liberale, men holdningerne brydes alligevel i dag på tværs af de gamle ideologiske skel.

[…]

Kristeligt Dagblad har bedt en række fremtrædende debattører og forfattere give deres bud på, hvorfor uenigheden træder så tydeligt frem nu.

Et gennemgående træk i svarene er, at ikke mindst de negative virkninger af fundamentalistisk islam har trukket sine spor, og det har tvunget borgerlige til at bekende kulør. Religion var ellers et ikke-emne i årtier blandt borgerlige. Bruddet kom meget tydeligt frem allerede under Muhammedkrisen.

Flere peger på, at siden oplysningstiden har liberale og konservative været uenige om religion, det vil sige særligt om kristendommen. Konservative så den som kulturbærende, mens den principielle liberalisme ville gøre religion til en privatsag, helt uden for det offentlige rum.

Enkelte nævner dog også, at det større religionshad kan bunde i uvidenhed. At uoplyste unge bloggere simpelthen ikke kan se forskel på bombekastende islamister og præster, der ikke vil arbejde sammen med kvindelige kolleger. For dem slås religion sammen i en stor pærevælling.

Det gør Mikael Jalving ikke, men han erkender, at der blandt borgerlige findes en "generel utilpashed ved religion", som er accentueret af islam.

– Men der er også en vis irritation over folkekirken. På trods af, at Luther jo formelt vil adskille det verdslige og åndelige regimente, sker der en uheldig sammenblanding i statskirkeordningen. Jeg er tilhænger af, at man gør religion til en privatsag, og synes, det er uheldigt, at det offentlige står for at opkræve kirkeskat, siger han.

Han ville foretrække det amerikanske system, hvor frimenigheder og frikirker selv klarer deres økonomi. Samtidig anerkender han, at danskerne er "kulturkristne", og at Bibelen har fulgt os, hvad enten vi vil det eller ej. Det kan heller ikke helt afvises, at religion i nogle tilfælde har fungeret som en buffer mod diktaturer.

Et argument mod ateister er, at de kommunistiske og nazistiske diktaturer undertrykte religion, og de udviklede sig alligevel grusomt. Hvortil forfatteren Christopher Hitchens og hans ligesindede svarer, at kirken ofte har kompromitteret sig ved at føje diktaturerne – og at de totalitære ideologier i øvrigt selv blev pseudoreligioner. Mikael Jalving erkender, at det kan se mærkeligt og ulogisk ud, at liberalister slår følge med den yderste venstrefløj i religionskritikken

– Hitchens er jo en gammel trotskist, og der er bestemt en fare for, at religionskritikken kammer over. Man skal passe på, at den ikke udarter til et religionshad. Personligt er jeg ikke 100 procent ateist, men nok en minimalateist, siger Mikael Jalving.

Han blev med egne ord blev "høj" af at læse Hitchens bog.

Forfatteren David Gress er langt mere positiv over for kristendommens indflydelse på samfundet. Han ser først og fremmest konflikten som en mellem konservative og socialliberale.

– Den splittelse er blevet mere og mere synlig, men den liberale skepsis over for kristendommen har altid eksisteret. Det er nyt herhjemme, efter at den politiske debat i mange år har været koncentreret om skat, sociale forhold og den slags. Det skyldes for det første, at den radikale islam har sat religion på dagsordenen. For det andet er der kommet en bølge af religionskritiske bøger af Sam Harris, Richard Dawkins og flere andre. Men det pudsige er, at de er blevet vækket af islam, siger David Gress.

Han mener, at forfatterne blander kristendommen sammen med den radikale islamisme, og derfor opfatter de kristendommen som en frygtelig trussel. Hvad der efter hans egen mening er svært at få øje på.

At man betragter islam som en trussel, betyder selvfølgelig ikke, at man også automatisk er kritisk over kristendommen. Det klareste eksempel på det er, at folketingsmedlem, tidligere sognepræst Søren Krarup næppe har ret meget at være enig med Mikael Jalving om ud over utilpasheden ved islam.

Et paradoks ved den borgerlige religionskritik er som nævnt, at den tilsyneladende går i marxismens fodspor, men ifølge David Gress forholder det sig faktisk modsat.

– Den marxistiske religionskritik udspringer jo af den liberale. Helt tilbage fra oplysningstiden har vi tanken om, at religion er spild af tid og penge, og at vi ikke burde have en statskirke, siger han.

Dermed rører han ved endnu et paradoks, nemlig at de liberale debattører langtfra er enige indbyrdes. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) forsvarer for eksempel folkekirken og taler imod den amerikanske model med frikirker. Folkekirken har rod i Grundloven, og de liberale grundlovsfædre var også kirkens mænd, blandt andre N.F.S. Grundtvig.

Forfatteren Kasper Støvring mener, at nogle liberale netop i forhold til religion reelt har konservative holdninger. Han har skrevet bogen "Blivende værdier. Konservativ kulturkritik og kulturkamp".

– Selvom Bertel Haarder tilhører et erklæret liberalt parti, vil jeg mene, at han har en ærkekonservativ åre, også som undervisningsminister. Der argumenterer han jo for, at kristendomsfaget skal styrkes som et kulturbærende fag, siger han.

Bertel Haarder vil nu ikke umiddelbart bekræfte, at han skulle have en ærkekonservativ åre.

– Jeg er først og fremmest tilhænger af, at der skal være grænser for politik, siger han.

– Grundtvigs tanker om stat og kirke er jo et liberalt hovedskrift. Af det fremgår, at i Åndens verden dur det ikke med tvang. Ordet skal have frit løb i folkekirken, og kirken er alene en borgerlig ramme om forkyndelsen. Der skal være frihed for Loke og Thor, siger han.

Haarder kalder det "en konservativ sport" at beskylde alle liberalister for at se markedet som løsning på alt, inklusive religion.

– Jo, der er liberale, som mener, at det er forkert at have landegrænser, indfødsret og ægteskaber, men det mener jeg altså ikke er liberalt. Det er ofte ret unge mennesker, men når de bliver ældre og får erfaring, så skifter de som regel synspunkt, siger han.

For ham er det indlysende, at tidens stærke religiøsitet har vækket den hårde modstand hos ateister, både i udlandet og herhjemme. På nogle områder har religionskritikerne endda ret i deres kritik.

– Det er fuldstændig rigtigt, at religion har været brugt og misbrugt og har hærget kontinenter i historien. Man skal imidlertid være temmelig naiv, hvis man tror, at man kan afskaffe den slags ved at afskaffe religion i det hele taget, siger undervisningsministeren.

[…]”

Kolonihavehus med kakkelbord

Af Lars Christiansen

Dagene længes, vinteren strænges og aftenerne er våde og mørke. Hvad skal man så give sig til? Af ren kedsomhed har jeg brugt et par timer på at følge debatterne på dagbladet Informations hjemmeside. På mange måder er det som at falde ned i en tidslomme: her finder man stadig de go’e gamle venstrefløjsparoler om klassekamp, marxismens aktualitet og den kapitalistiske udbytnings snarlige ophør. ”Kampen fortsætter”, forsikrer man opmuntrende hinanden.

Andre debattører dyrker en lidt mere flippet diskurs. F.eks. ham her: ”selv ser jeg frem til et planetarisk-økologisk demokratisk samfund, der udviser gensidig respekt og imødekommenhed overfor de enkelte individer og deres forskellige kulturtraditioner.” Det lyder da også bare for fedt!

Selvfølgelig møder man også den moderne, venstreorienterede universitets-jargon. Her ses virkeligheden som en ”social konstruktion”, opfundet af ”patriarkatet”, for at ”marginalisere” og ”udgrænse” ”den anden”, hvilket vist nok mest er kvinder og udlændinge. Der er for eksempel en lang debat om, at ”seksualiseringen” af kvinders bryster er en ”kulturel konstruktion”, som er dybt krænkende overfor kvindekønnet, hvorfor babserne nu skal befries. I den forbindelse hedder det bl.a.: ”Biologisme er et andet ord for konservatisme, herunder retfærdiggørelse og opretholdelse af sociale undertrykkelsesmekanismer.” Jeg var ikke klar over, at jeg var ”biologist”. Og jer er slet ikke sikker på, at jeg bryder mig om at være det!

Alle disse eksotiske ord vakte ubehagelige minder om mine alt for mange studieår på Københavns Universitets humanistiske fakultet. De genopfriskede en viden, som jeg virkelig har anstrengt mig for at glemme. Da skaden nu engang var sket, gjorde jeg mig den ulejlighed, at udarbejde følgende uvidenskabelige liste over de ord og begreber, som de venstreorienterede debattører hyppigst bruger om den majoritet af den danske befolkning, der stemmer V-K-O:

forstadsbeboere
kolonihavedanskere
semiracister
xenofober
nationalromantikere
frikadelle-spisere
parcelhusejere
hr. og fru Jensen
kakkelborde
ligusterfascisme
bonderøve
middelklasse-danskere
hvide protestantiske leverpostejs-danskere
smålige frygt-spredere

Et af de mere eksalterede indlæg formulerede det således:

” … det danske syn på indvandrere og ikke mindst muslimer præges af knudrede, indestængte og angstneurotiske fætre, forfremmede hjemmehjælpere og pseudo-akademikere (…)

Den skulle selvfølgelig med, den med Pia Kjærsgaards fortid som hjemmehjælper. Og den er ret afslørende for debattørernes demonstrative ufolkelighed og elitisme. Med disse skældsord ønsker de jo at understrege, hvor avancerede, fordomsfri, moderne, oplyste, rummelige, frigjorte, tolerante, globale, solidariske og moralsk overlegne de selv er, i modsætning til flertallet af deres indebrændte landsmænd.

Hvis man ellers kan uddrage en lære af denne lille uvidenskabelige stikprøvekontrol af venstreorienteret debatkultur må det være, at venstrefløjen af ren skuffelse over, at befolkningen ikke stemmer som de burde, nu har rettet den vrede og foragt, der tidligere var forbeholdt borgerskabet, mod middelkassen og arbejderne. Den gamle parole; ”al magt til folket”, er slået om i sin modsætning: ”ingen magt til folket”.

Nomos 5:2

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenfor følger undertegnedes forord til det seneste nummer af Nomos, der kom på gaden lige inden nytår. Ulrik Høy har været så venlig at give Nomos 5:2 fyldig omtale i sin bagsideklumme i gårsdagens Weekendavis (se indlæg nedenfor).

Forord

Dette nummer indledes med et tankevækkende essay af Tomas Kierstein, Systemet i muddergrøften. Enhver tidsalder må se de udfordringer i øjnene, som kommer til at bestemme tiden. Systemet, som Kierstein definerer det, kan ikke erkende udfordringerne, da det er bundet til en tilværelsesforståelse, der hele tiden har været falsk, men som, indtil den muslimske indvandring tog fart, har været i stand til at erobre og fastholde magten til at bestemme begreberne. Det kan Systemet ikke blive ved med, og Kierstein fortæller hvorfor.
Lars Hedegaard undersøger i Den hellige krig, hvordan det centrale begreb i islam, jihad, skal forstås. Med en universitetsverden, der er optaget af at forklare jihad som først og fremmest en stræben efter at blive et bedre menneske, er det velgørende at få defineret, at der i jihad latent ligger den aggressive og ekspanderende jihad, der i ret uforandret form igennem 1400 år har fortalt sine tilhængere, at de bør stræbe efter at udvide islams magtområde. Resultaterne af Lars Hedegaards undersøgelse burde ikke være kontroversielle, men er det nok alligevel i en tid, der har besluttet sig for – næsten for enhver pris – at insistere på, at islam ikke har nogen kerne, men kun fortolkninger.
At dele af Konservativ Ungdom i 30’erne lod sig fascinere af de totalitære styreformer syd for den danske grænse, er velkendt. Langt mindre kendt er det, at dele af det danske socialdemokratis ungdom heller ikke kunne sige sig fri for den totalitære fristelse. Det er Christian H. Skovs fortjeneste, at denne underbelyste del af Socialdemokratiets historie tages op i Totalmagten ved arbejderklassen. Således sættes der lys på det forhold, at et frit folkestyre ikke var nogen selvfølge, heller ikke for den ikke-revolutionære del af arbejderklassen.
Søren Fauth skriver i Om åndens og sprogets deroute i et ensrettet Europa
om den åndelige armod, som præger vor tid. Det er et sært paradoks, at vores anseelige velstand på mange områder synes at stå i et omvendt proportionalt forhold til vores viden. Søren Fauth argumenterer overbevisende for, at vi heller ikke i længden kan bevare denne velstand, hvis ikke vi erkender, at en fortsat skaberkraft fra vor side betinger en fastholdelse også af de humanistiske fag.
Morten Messerschmidt er sit partis kyndige EU-ordfører. I sin gennemgang af EU´s udvikling siden Rom-traktaten i 1957 fortæller han om en organisation, der på en række områder ikke engang er i stand til at leve op til sine egne målsætninger, og som ikke mindst udmærker sig ved at se de europæiske nationalstater som en fjende, der skal bekæmpes, i stedet for som dem, der konstituerer og skaber Europa.
Christian T. Lund runder rækken af artikler af. Humor har alle dage været et godt våben, og det er den også her, hvor Lund spidder tilhængerne af en liberal indvandringspolitik. Det gør han ved at påpege det misforhold, der eksisterer mellem på den ene side den gode vilje og på den anden side lysten til at være med til at betale prisen for en fejlslagen politik.
I dette nummer er der anmeldelser af Front og bro og Budstikken. Særligt den første anmeldelse skal ses som en meget grundig indføring til den omfangsrige bog om Flensborg Avis.

Redaktøren

Læs mere/ bestil her

Ulrik Høy om Nomos

Ulrik Høy skriver i fredagens Weekendavisen følgende om det seneste nummer af tidsskriftet Nomos:

"Der står en del i bladene om lønfest, jobfest, aktiefest, forbrugsfest og andre ufestlige fænomener, og hvem har glæde af den slags? Det peger da kun et sted hen: på penge, pengefråds og pengetænkning, så lad os efterlyse ny dannelse og nye idealer til efterfølgelse og lad os gå direkte til toppen. Til danske toppolitikere og topledere i erhvervet. Hvad har de egentlig at gøre godt med, når de kommer ud i verden og udgyder deres ånd? Nej vel. Det står sløjt til. Derfor et par par godord til inspiration og opbyggelse:

'Lad os et kort øjeblik hvile ved tanken om en dansk koncernchef eller toppolitiker, der ved en international forhandling ubesværet skifter mellem sprogene tysk, italiensk, fransk, spansk og engelsk, som kan sin Holberg og Kierkegaard på fingerspidserne, passager fra Goethes Faust udenad, alenlange shakespearske blankvers, ovidske oder og meget andet godt fra Europas bugnende åndelige forrådskamre. En sådan klassisk dannet forretningsmand, der først efter sin dannelsesrejse har sat sig ind i principperne bag »lean-production«, et sådant i sandhed globaliseret renæssancemenneske ville kunne udrette økonomiske mirakler og vælte sine europæiske og oversøiske samarbejdspartnere omkuld, al den stund også den økonomiske magt er sprogligt og kulturelt forankret. Magten, den økonomiske og politiske, ligger i sproget.'

Ja, sådan skriver dr.phil. Søren F. Fauth, født 1971, forskningslektor og oversætter, i det seneste nummer af NOMOS, et med årene mere og mere tankevækkende tidsskrift. Det er ikke kun inspireret tale, det er uforskammet inspireret tale, for det sætter fingeren på det ømme punkt: den økonomisk ensporede og dimensionsløse topleder.

[…]

Søren Fauth fortsætter: 'I USA og England har man i erhvervslivet længe været klar over, at en klassisk skolet litterat fra et af landets eliteunuiversiteter (Yale, Harvard, Chicago, Cambridge, Oxford) er mindst lige så meget værd som en økonom. Hvornår mon det går op for de danske koncerner, at diversitet og åndfuldhed rimer ganske fortrinligt på økonomisk rentabilitet? Det danske arbejdsmarked, både det offentlige og private, er håbløst forældet, forstokket og dødt. Hvor er alle filosofferne, litteraterne, kunsthistorikerne og sprogeksperterne i de danske ministerier, i de store virksomheder?'

Det er da festlig snak, skævt og kontroversielt, og hvor er det godt, at det kommer fra et ungt menneske, som onkel Svend ville sige, for havde han sagt det selv, var der dømt både Jeronimus og Rasmus Modsat. Nu står det som et festlig korrektiv til det sædvanlige bavl, og så bemærker Søren Fauth, der tilhører en ny dansk elite af forskere og kulturpersoner, at der ikke længere er noget professorat i tysk ved danske universiteter. Der er der vist ved Copenhagen Business School, og det siger noget om fraværet af dannelse, tradition og substans ved det klassiske universitet, for jeg går ud fra, at tysk er gjort til pengetysk ved Business-universitetet.

Det var som sagt i NOMOS nummer 2, femte årgang, at disse inspirerende overvejelser kom til udtryk. Vil man læse mere om åndens og sprogets deroute i et ensrettet Europa, så klik ind på hjemmesiden www.nomos-dk.dk […]'

Hvad nytårstaler kan fortælle

Af Morten Uhrskov Jensen

Kan hænde, at man finder Majestætens nytårstale noget fattig på vitaminer. Sådan må det vel være i et konstitutionelt monarki, hvor regenten er frataget enhver egentlig politisk handlemulighed og i stedet må nøjes med at udtale sig i større eller mindre almindelighed. Alligevel vil jeg vove den påstand, at der også i det indskrænkede monarki kan findes forskelle, der er nok så interessante, og som afspejler de herskende politiske vinde, dér hvor det virkelig har noget at sige. Gennemlæser man således de tre nytårstaler for året 2007 af regenterne i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige, så vil man finde adskillige tankevækkende forskelle; eller rettere: Man vil finde, at Dronning Margrethes tale til det danske folk skiller sig markant ud fra den norske og den svenske monarks til deres respektive samme. Temaet, vi skal se nærmere på, er som så ofte før og siden indvandringsspørgsmålet. Dronning Margrethes nytårstale kan med lidt god vilje siges at ligge til den konservative side, idet hun betonede, at der for nytilkomne også er noget, der hedder pligt. Den norske og den svenske konge derimod forsøgte at overgå hinanden i politisk korrekte fraser, så de radikale og venstrefløjen må føle det som en grov historisk uretfærdighed, at vi ikke herhjemme har norske og svenske tilstande.

Hendes Majestæt sagde bl.a. om indvandrere og danskernes modtagelse af disse, at »Helt kan det ikke undgås, at der måske bliver set lidt skævt til den fremmede, som har andre skikke, en anden klædedragt, og som endnu ikke behersker sproget. Men det er helt nødvendigt, at man har et åbent sind og en vilje til at finde sig tilrette.« Der faldt også andre ord, som at »de har brug for os, og vi har brug for dem«, og jeg må så finde mig i, at Majestæten altså fremsiger påstande, jeg er ganske uenig i (nemlig at Danmark har brug for indvandring). Den afgørende pointe er, at Dronningen altså anerkender, at gæsten ikke bare kan forvente værtens umiddelbare accept, og at gæsten har en pligt til at indgå i landets dagligdag, »en vilje til at finde sig tilrette.«

Den norske konge var virkelig ferm til nysprog. Det var vigtigt, sagde han, at have et »inkluderende samfund«. Hans eget folks og lands historie gav ifølge kongen grund til ydmyghed. Kongen fandt det passende at nævne, at Norge indtil for ca. to hundrede år siden havde en såkaldt »jødeparagraf«, der ikke tillod jøder at bosætte sig i Norge. Og kongen fortsatte: »I dag er det andre grupper, som kan føle sig uønskede og diskriminerede.« Kongen mindede derpå sine undersåtter om, »at humanisme og gensidig respekt ikke er nogen selvfølge. Fremmedhad, hverdagsracisme og vold er en del af nyhedsbilledet.« Og kongen mindede om, at »Næste år skal den kulturelle mangfoldighed være i fokus i vort land.«

Den svenske konge ku´ det der. Han havde for nylig været på besøg i bydelen Hammarkullen. »Det er en af de bydele i Göteborg, som ind imellem betegnes som et problemområde.« Men det var det slet ikke, fortalte kongen derpå: »For os blev det et inspirerende besøg. De unge mennesker, vi mødte dér, fik os til at blive fulde af fortrøstning med hensyn til morgendagen.« Kongen medgav, at »vi ind imellem bliver ængstelige på grund af forandringerne«, men det var der ingen grund til, idet svenskerne blot skulle lade »blandingen af kulturer berige vore liv«. Og kongen var åbenbart ikke helt sikker på, at budskabet var trængt igennem, eftersom han var nødt til at afslutte sit afsnit om kulturberigelsen med at sige, at »Ungdommen i Hammarkullen, Rosengården, Tensta og mange andre steder hjælper os med at holde håbet om en bedre morgendag levende.«

Stakkels nordmænd og stakkels svenskere. Med sådanne potentater lades alt håb ude. Ikke virkeligheden som den er, men i stedet manifester, som lige så vel kunne have været dekreter fra Politbureauet i det hedengangne Sovjetunionen. Det er, hvad nordmændene og svenskerne får, når de lytter til deres statsoverhoveder. Jeg ved godt, det ikke tilkommer en dansker at blande sig i andre landes interne anliggender. Jeg vil indskrænke mig til at sige, at var det mit statsoverhoved, der sagde noget lignende, så blev jeg republikaner den dag i dag.