En smule kamp, måske?

Af Morten Uhrskov Jensen

Jeg udfordrede i Weekendavisen den 23. december Jens-Martin Eriksen til enten at beklage sin brug af tyske gloser (Weekendavisen 12. december) eller til direkte at kalde mig nazisympatisør. Han synes at ville gøre ingen af delene.

Det ærgrer mig noget, at Jens-Martin Eriksen ikke vil lege med. Jeg så ellers for mig, at det omsider var muligt at diskutere teserne i Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog Adskillelsens politik. Jeg tog fejl. Hverken Stjernfelt eller Eriksen orker tilsyneladende at spille bold med dem, som er deres primære modstandere, nemlig dem til højre. Og det er da egentlig mærkeligt, når vi nu har noget at sige om deres bog. Vi kunne f.eks. beskylde dens overordnede tese for at være noget makværk, idet den kun bygger på forfatternes forestillinger om verdens ideelle beskaffenhed, ikke om verdens faktiske tilstand. Men det er svært for os at skabe en debat om ovenstående, idet Stjernfelt og Eriksen synes at have det bedst, når de har uhindret adgang til Weekendavisens spalter, samtidig med at de ikke behøver at besvære sig med gendrivelsens svære kunst. Måtte Stjernfelt og Eriksen også fremover have held med deres forehavende. En vis skadefryd må dog være mig forundt, når jeg konstaterer, at Stjernfelt og Eriksen således ikke ønsker eller evner at deltage i debatten, andet end som udråbere af det sidste nye fra den kulturneutrale front.

DR: Muslimer sikrer julen

Af Jesper M. Rosenløv

DR Nyhederne på P2 kunne denne juledag kl. 11 bringe en rigtig feel-good-historie. Det var nærmest muslimerne i landet, der sikrede, at danskerne kunne fejre juleaften. For mens danskerne gerne ville være hjemme sammen med familien, så tog muslimerne gerne vagterne denne aften rundt omkring på de danske arbejdspladser. Det var f.eks. fortrinsvis muslimer, der kørte taxa julenat.

Er det ikke bare godt! Nu er der altså hele to gode grunde til den muslimske masseindvandring. Den nærorientalske og muslimske kulturberigelse hviler nu på to søjler:

1) Opskriften på kebab
2) Taxa juleaften.

Måske skulle det tilføjes, at andre muslimer i Gellerup også var med til at sikre julefreden. Jyllandsposten skriver, at fem store vinduer i Gellerup Kirke blev smadret midt under julegudstjenesten tilbage i 2004. Der var sandsynligvis tale om særdeles kraftige kanonslag, der blev bragt til sprængning tæt på kirken.

Siden har man under gudstjenesterne oplevet indbrud i biler tilhørende kirkens gæster, og i løbet af 2008 har der været fem indbrud i kirkens lokaler.

Og tirsdag i sidste uge brød ukendte gerningsmænd så ind i kirken og forsøgte at påsætte en brand ved at fyre op under en dug i menighedslokalet. (Gad vide hvorledes mediernes reaktion ville være, hvis en moske led samme skæbne?)

Kirken er nu sikret med indbrudsalarm – MEN samtidig har kirken fået to muslimske vagter, der sørger for ro. Vagterne ”nyder respekt fra områdets unge ballademagere”, lyder det. Så de er åbenbart de helt rigtige til opgaven. Jo, vi har skam meget at takke muslimerne for…Glædelig jul.

Om en spasmager

Af Morten Uhrskov Jensen

Herunder følger så mit svar til Jens-Martin Eriksen, som det stod at læse i Weekendavisen tirsdag den 23. december. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at han mener, at vi er rigtig slemme, og jeg vil sådan håbe, at hans natur går over hans optugtelse, så vi - Eriksen og jeg - kunne tage en holmgang i retten. Som jeg skriver, tror jeg dog ikke rigtig på det. Jeg er bange for, at han mangler karakter og, hvad ved jeg, måske penge.

Om antydninger

I et slet skrevet essay (WA 12-12) – tungt sprog samt unødvendig brug af fremmedord for at stive sig af – viser Jens-Martin Eriksen sin begejstring for bestemte tyske gloser. Sympathisanten, Aktivisten, Machtergreifung og Dolchstoss bliver det til. Alle ordene anvendes som markører for danskere, der politisk definerer sig som nationalkonservative. Som redaktør af det nationalkonservative tidsskrift Nomos er jeg en af de udvalgte.
Fik læseren mon de rette associationer? Det vil jeg tro. Ved hjælp af antydningens beskidte kunst får JME stemplet nationalkonservative som tilhængere af støvletrampende ideologier.
Jeg synes, JME skulle gøre én af to ting: han kan uforbeholdent undskylde, at det gik helt galt for ham, da han skrev bemeldte essay, eller han kan beskylde f.eks. mig personligt for at nære nazisympatier. I det sidste tilfælde kan jeg så trække ham i retten og få ham dømt for bagvaskelse.
Jeg tror, at JME er for ussel til at gøre nogen af delene. Jeg tror, han foretrækker også i fremtiden at benytte sig af en underlødig sprogbrug. Der findes en vending, som lyder sådan her: »og præsten hævede stemmen, idet argumentationen var svag«. Den passer godt på JME (og på Frederik Stjernfelt, når de to skriver bøger sammen som Adskillelsens politik). De er politisk uenige med folk på højrefløjen. Ergo må disse indirekte karakteriseres som fascistoide, men det bliver netop altid ved antydningerne. O tempora, o mores, hvilken intellektuel stand, vi har i dette land.

...Og sidste nyt fra Gyldendal

Af Jesper M. Rosenløv

Så er den her – Gyldendals nye tilbudsoversigt til gymnasieskolernes fagudvalg. Her kan landets fagudvalg få et overblik over Gyldendals nye fagbøger til undervisningen i gymnasiet og på HF.

Til samfundsfag tilbydes:

Den arabiske verden. Baggrund – mangfoldighed – perspektiv. Forfatterne er (naturligvis) Jørgen Bæk Simonsen og Birgitte Rahbæk.

Desuden:

Menneskerettigheder, demokrati og retssamfund, forfattet af Anette Faye Jacobsen. Forsiden er prydet med et billede af knælende fanger på Guantanamo-basen. Sådan!

Det er godt at vide, at den danske gymnasieungdom har nogle ordentlige fagbøger med den rette vinkel på samfundsdebatten…

Sidste nyt fra højrekulturalismen

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenstående var mit oprindelige svar til Jens-Martin Eriksen i anledning af hans essay i Weekendavisen den 12. december. Det blev skønnet at være for langt, og derfor bringer Weekendavisen tirsdag den 23. december et kort indlæg af mig, hvor jeg udelukkende kommenterer den del af Jens-Martin Eriksens essay, der handler om at karakterisere nationalkonservative som brune i kanten eller det, der er værre.

Fra den højrekulturalistiske fløj

WA bragte den 12. december et essay af forfatteren Jens-Martin Eriksen (JME) i kultursektionen med titlen »Payback time«. Som i bogen Adskillelsens politik, som JME har skrevet sammen med Frederik Stjernfelt, identificerer han tre fronter på den hjemlige politiske scene, nemlig venstre- og højrekulturalismen og så den tredje position, som JME (og Stjernfelt) står på.
Jeg er selv en af højrekulturalisterne (jeg ville aldrig selv anvende den betegnelse om mit eget ståsted, men jeg går i det følgende med på spøgen), og det nationalkonservative tidsskrift Nomos, som jeg er redaktør af, nævnes eksplicit i essayet. Jeg har endvidere med interesse læst Stjernefelt og Eriksens bog og vil på denne baggrund give mit besyv med, men først en sproglig bemærkning.
JME synes at have en forkærlighed for tyske gloser. Ordene Sympathisanten og Aktivisten bruges et antal gange om de passive henholdsvis de aktive højrekulturalister. Derudover optræder begreberne Machtergreifung og Dolchstoss en enkelt gang hver, også i forbindelse med højrekulturalisterne. De to sidste termer forbindes helt entydigt med nazismen, selv om dolkestødslegenden havde tag i flere tyskere end de nazistiske af slagsen. JME´s hensigt er derfor tydelig. Højrekulturalister skal kædes sammen med en bevægelse, som har begået unævnelige forbrydelser. Jeg skal ikke optræde fornærmet, da JME´s slet skjulte bagvaskelse er en kendt del af det spil, der spilles i vor tid. Jeg konstaterer blot, at smædeordene også her klæber til afsenderen og ikke til modtageren.

Så til min egen position som højrekulturalist. Det er korrekt, at jeg tillægger kulturen i bred betydning en overordentlig stor betydning for dannelsen af identitet hos mennesker. Et menneske – lad os sige en vesterlænding – kan godt aktivt vælge at forlade sin kultur og blive f.eks. muslim eller kosmopolit, men min påstand er, at det vil kun de færreste gøre. At JME teoretisk har ret i, at kultur ikke er en for én gang fastlåst ting, ændrer i praksis ikke en tøddel ved, at det overvældende flertal af mennesker identificerer sig med den kultur, de er født ind i. Stjernfelt og Eriksen postulerer gentagne gange i Adskillelsens politik, at kulturbegrebet er plastisk, men de gør intet forsøg på at vise, at det også forholder sig sådan i virkeligheden. Deres position er i bedste (eller værste) franske oplysningsstil, at vi ved fornuften og kun den kan tænke mennesket universelt og ikke partikulært.
Ud fra den her skitserede position er det logisk, at jeg finder den store og voksende, især muslimske, indvandring til Europa stærkt bekymrende. Den er for mig at se potentielt katastrofal, og det ville være tåbeligt ikke at operere med muligheden af et fuldstændigt sammenbrud af den europæiske, vestlige kultur. I hvert fald står det klart, at indvandringen til Europa over de seneste årtier har været i alt væsentligt negativ. Ghettodannelser, kriminalitet og særkrav fra først og fremmest muslimske grupper er realiteter, der burde overtyde europæerne om, at den førte politik har været en ulykke. Det burde derfor også være indlysende, at nærmest enhver indvandring fra tredjeverdenslande – og igen: især muslimske lande – skal stoppes så hurtigt som muligt. Derefter bør en kontant assimilationspolitik iværksættes, så det bliver muligt at indoptage de mange millioner muslimer, der i dag ikke ønsker denne tilpasning. Jeg vil gerne diskutere indholdet af en sådan assimilationspolitik, men da dette ville være mindst et essay i sig selv, skal jeg indskrænke mig til at nævne, at et stop for religiøse særkrav i sig selv ville gavne betydeligt.

Jeg har fundet stor fornøjelse af at læse JME´e hudfletning af venstrekulturalisterne. Som JME skriver, så har »De venstrekulturalistiske intellektuelle og især forfattere…udtømt deres lager af ammunition«. Og det er jo sandt. Ingen position er vel i dag mere håbløs end venstrefløjens kulturrelativisme. Fra Jørgen Bæk Simonsen over Institut for Menneskerettigheder og til Tøger Seidenfaden hersker en blindhed over for de fænomener, vi er vidner til, og som i historiebøgerne vil blive beskrevet med undren. Synspunkterne på denne fløj er så blottet for logik og sund fornuft, så de til fulde bekræfter George Orwells sentens om, at »Man skal være intellektuel for at tro på noget sådant, intet almindeligt menneske ville være så tåbeligt«. Hvad angår disse afsnit, har JME og jeg intet udestående med hinanden.

Det har vi derimod, når det kommer til spørgsmålet om befolkningens holdning. Jeg håber og tror, at JME har ret i, at flertallet af den danske befolkning støtter sig til højre- snarere end til venstrekulturalisterne. Og hvorfor mon flertallet gør det? Det kunne jo være, fordi flertallet kan se, at kulturer ikke er plastiske, men er grundet i sæder og skikke og uudtalte holdninger, som måske nok er svære at definere, men som næsten er så meget desto mere en realitet. Det kunne være, at der er noget virkelig virkeligt, som større og større dele af befolkningen oplever i deres dagligdag, nemlig fremmedgørelsen i egne boligområder og lokalområder samt fornemmelsen af en trussel mod eksistensen. JME synes derimod at mene, at bedre forklaringer – mere ren fornuft – kunne have afværget miseren. Vanskeligheden er blot, at JME synes at forudsætte, at der ikke ville være noget problem, hvis de korrekte universalistiske holdninger gennemsyrede den danske og den europæiske debat. Men det forudsætter, at disse holdninger kan tvinges igennem uden at overveje, om den muslimske indvandring i sig selv udgør et problem.

Og så er vi fremme ved min sidste indvending. I JME´s essay og i Adskillelsens politik fremgår det ikke én eneste gang, at der har været overvejelser om de konkrete virkninger af den muslimske indvandring. Hver gang Jens-Martin Eriksen eller Frederik Stjernfelt skriver eller udtaler sig, sker det uden referencer til faktisk indtrufne begivenheder. Det synes ikke at interessere JME eller Stjernfelt, hvordan den for nærværende danske og europæiske udlændingepolitik fungerer. Det interesserer ikke at undersøge, hvilke virkninger der kan iagttages i lokalområder og i forholdet til tillid mellem borgerne. Den tredje position – den absolutte oplysningstanke – synes at være indifferent over for de faktisk indtrufne begivenheder, men bekymrer sig så meget desto mere om sit teoretiske udgangspunkt, som så til gengæld ophøjes til noget ikke-diskuterbart, til noget hinsidigt.

Kaj Munk: Om pacifisme (1943)

[Kaj Munks svar på henvendelse fra Elsebet Kieler vedrørende den kristnes pligt til at overholde det femte bud om ikke at slå ihjel]

Vedersø 3/6 '43

Kære Frøken Elsebet

Brænd al den litteratur – den er så ligegyldig i øjeblikket, eller en klods om benet – og lær at bruge et maskingevær. Det er Kristi mening, at man skal hjælpe enker og faderløse, og det kan man bl.a. ved at skyde røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke kristendom at lade andre tage forsvarskamp og kval på sig og selv sidde og gå op i nirvana. Det er opium og lastefuldhed. Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.

Deres hengivne
Kaj Munk

[Påførte efterskrifter:]

Den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværd. Ja, netop! Godt også Kristi folk kan bruge sværdet.

Vås at gemme Guds ord i hjertet. Guds ord skal ikke gemmes. Leve Absalon!

- Fra J. Kieler: Hvorfor gjorde I det? Personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning. Kbh. 1993

Flere citater fra besættelsestiden

Konklusion: Ingen argumenter for multikulturen

Af Jesper M. Rosenløv

Som det fremgår af indlægget nedenfor, har Kasper Støvring og Morten Ebbe Juul Nielsen netop udgivet antologien, Den Borgerlige orden. Jeg har selv haft den ære at bidrage til værket. Mit bidrag bærer titlen, ”Længe leve mangfoldigheden? – Betragtninger angående multikulturen”. Heri opridser jeg en række forhold, der illustrerer kulturens betydning for identitet og fællesskaber samt for disse fællesskabers sammenhængskraft (social kapital). Bl.a. med reference til sociologiske undersøgelser foretaget af f.eks. R.D. Putnam og A. Alesina (bare for at nævne nogle få) påvises det blandt andet, at monokulturelle samfund, set i forhold til multikulturelle samfund, bygger på en højere grad af tillid mellem borgerne og større tillid til de fælles institutioner (der dermed er mere funktionsdygtige). Desuden viser adskillige internationale undersøgelser, at monokulturelle samfund er rigere, mindre korrupte, politisk stabile og mere succesfulde m.h.t. udviklingen af demokrati. Disse kendsgerninger gennemgås på 20 sider og den afsluttende bemærkning lyder: ” Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet. Men egentlig burde man jo afkræve multikulturalisterne klare svar på, hvad de i grunden forestiller sig af fordele ved en multikulturel udvikling. Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne med hensyn til multikulturens pludselige fremtidige velsignelser. Hvorfor skal vi opgive et kulturelt homogent samfund, når det tydeligvis indebærer så mange fordele?”

Det sidste var jo tænkt som en provokation og i forbindelse med anmeldelserne af bogen kunne det jo så have været interessant, hvis nogle havde taget handsken op og fremkommet med nogle saglige argumenter for multikulturen. I skrivende stund er dette imidlertid endnu ikke sket. Og jeg tænker mit.

D. 10 november anmeldte Mikael Bonde Nielsen bogen på netavisen 180 Grader. Denne netavis har jo defineret sig selv som borgerlig. Og for folkene bag avisen betyder borgerlighed liberalisme og dyrkelse af det frit i luften svævende individ, der ikke kan forpligtes på nogle former for fællesskab – heller ikke når det gælder et kulturelt eller nationalt fællesskab. Og denne drengerøvsliberalisme mærker man da også tydeligt bag Mikael Bonde Nielsens kommentarer. Jeg vil dog begrænse mig til hans kommentar til mit bidrag. Han skriver: ”For Jesper M. Rosenløv er monokulturen ligefrem så attråværdig, at der ikke behøver argumenteres nærmere for den: "Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne ...". Ærgerligt, for vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab, der binder repræsentanter for ungdomshusmiljøet sammen med repræsentanter fra Faderhuset? Skal vi blot betragte det som lange haler i en ellers leverpostejgrå normalfordeling, som er tætpakket med mennesker, der hedder Jensen?”
Se dette er jo særdeles afslørende. Manden har tydeligvis slet ikke læst mit bidrag, men kun konklusionen. ”Vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab…”. Jamen for f…., det er jo det de foregående 19 sider handler om. Læs dem dog! Når Mikael Bonde Nielsen så endvidere når frem til den sære konklusion, at Kasper Støvrings bidrag, der handler om sammenhængskraft, skulle stå i modsætning til det jeg fremfører ( ”[det] står unægtelig i skarp kontrast til Rosenløvs etnisk-homogene fangelejr”), så må konklusionen vist være klar: badutspringer! Er det virkelig standarden på 180 Grader? Sørgeligt. Og til sidst – måske kunne man vende Bonde Nielsens perfiditet om og spørge – hvem er det egentlig, der repræsenterer en fangelejr-tænkning? Den, der vil forsvare danskernes ret til kulturel overlevelse og naturlig selvudvikling eller den, der vil påtvinge dem en indvandring/multikultur, som de ikke ønsker?
Mindre overrasket var jeg over anmeldelsen i Information, 15. november. Her omtaler David Rehling mit bidrag under overskriften ”De 'forkerte' danskere”. Rehling skriver: ”Den danske kultur kan selvsagt også søges afgrænset ved at modstille den til 'de fremmedes'. I sit indlæg trækker historikeren Jesper M. Rosenløv rodfrugter op af Dansk Folkepartis baghave. Han finder intet positivt i ord som "mangfoldighed," "multikultur" og "multikulturalisme". Og han undsiger, at man skulle blive dansk af at få dansk statsborgerskab: "Uanset hvor mange gange medierne omtaler de folk, som ønsker at blive evakueret fra deres ferie i Libanon, som danskere, så véd de fleste etniske danskere sandsynligvis godt, hvad der tales om. Nemlig at det ikke er andre etniske danskere som dem selv, men folk, der blot har dansk statsborgerskab, hvilket er noget ganske andet. 'Dansker' er i den gængse forståelse nemlig en betegnelse for en etnisk eller national identitet, der intet har med statsborgerskab eller farven på ens pas at gøre. Det er ikke en af 'os', men en af 'dem', vil de fleste vel tænke, når de hører begrebet dansker anvendt 'forkert' i medierne." Det vil næppe være en overraskelse for læseren, når Rosenløv senere i sin tekst når til konklusionen: "Det er især den muslimske indvandring, der udgør et problem." Og videre: "Desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet."
Is that it? Man mærker jo Rehlings uvilje og ubehag, men reelt har han jo intet selv at byde på. Kun sin syrlighed. Men ok – vi har jo her i NOMOS-redaktionen tidligere set, at manden ikke kan læse indenad. Da han skulle kommentere NOMOS’ hjemmeside for et stykke tid siden, fik han det jo til, at den redaktionelle linje afspejlede en dyrkelse af den uhæmmede egoisme, selvom det tydeligvis siges, at den konservative vinkel netop er det stik modsatte. Tsk tsk. Måske klog af skade, vælger Rehling blot at citere denne gang. Han ved, hvor galt det kan gå, når han forsøger at referere tanker, der ligger lidt ved siden af Informations verdenssyn. Under alle omstændigheder finder vi heller ikke her en substantiel imødegåelse af mit forsvar for monokulturen.

I Kristeligt Dagblad anmeldte Henrik Jensen bogen den 22. november. Om mit bidrag skriver han: “Jesper M. Rosenløvs kritik af multikulturalismen har gode pointer, men bliver skinger i sit noget viljesprægede forsvar for "monokulturen", som den sjovt nok kaldes. Han kan have ret i, at "den kulturelle dannelse er et eksistensvilkår, der gør sig gældende inden for alle menneskelige fællesskaber". Det er der mange, der burde skrive sig bag ørerne i disse år, hvor allehånde utopiske forestillinger om bløde og lækre former for multikulturalisme trives. Problemet er, at i et humanistisk perspektiv forbliver babelstårnet utopien, men den babelske forvirring bemægtiger sig virkeligheden.” I forlængelse af denne kommentar kan man ligeledes inddrage Henrik Gade Jensens i Jyllandsposten den 25. november. Her står der: “Historikeren Jesper Rosenløv kritiserer berettiget multikulturalismen, men alternativet kommer til at virke klaustrofobisk.”
Nu kan jeg jo af gode grunde ikke fremdrage noget forsvar for multikulturen af disse to anmelderes kommentarer. De synes grundlæggende at være enige med mig. Men at mit forsvar for monokulturen skulle være ”skingert” og ”klaustrofobisk”, forstår jeg ikke og jeg bliver en smule forstemt over, at borgerlige kommentatorer føler sig ”kaldet” til at påstå dette. Det er skuffende. Jeg fremkommer med en række betragtninger på baggrund af en række kendsgerninger. Fremlæggelse af kendsgerninger kan umuligt være skingert. Mine betragtninger kan være det. Men hvad er det, jeg siger? Jeg siger jo ikke, at jeg med ”monokultur” forstår et samfund uden kulturelle mindretal. Dem kan der i et vist omfang være plads til. Men vi må v.h.a. af en stram udlændingepolitik værne om en dansk kernekultur, der sætter dagsordenen i Danmark og som disse mindretal på visse punkter må indordne sig under. Det synes jeg ikke er klaustrofobisk, men sund borgerlig fornuft, som ingen af anmelderne synes at have noget at sætte op imod. Exit multikulturalismen.

Adskillelsens politik

af Morten Uhrskov Jensen

I næste nummer af Nomos er der en længere anmeldelse af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog "Adskillelsens politik", forfattet af undertegnede. Bogen kan med væsentlige forbehold anbefales. Forfatterne forsøger en tredje position midt imellem Tøger Seidenfaden og Nomos, og det er altså ikke nogen helt nem opgave. Nedenstående er afslutningen på min anmeldelse.

Kristendom

Når islam ikke kan skelnes fra kristendom (eller fra noget som helst andet religiøst fænomen for den sags skyld), kan kristendom selvsagt ikke skelnes fra islam. Stjernfelt skriver på s.230, at »hvis den grasserende religiøse genortodoksificering i både islam og kristendom har baggrund i en reaktion mod den liberale rettighedskultur…ja, så er multikulturalismen jo som aktør en del af problemet«. Det er bestemt en overvejelse værd, hvor meget kristendommen på det symbolske plan skal spille i menneskers daglige gøren og laden, men igen er det unuanceret ud i det groteske at sammenstille de to fænomener, som var de ens. Måtte jeg sagtmodigt anbefale forfatterne f.eks. at opsøge hjemmesiden www.religionofpeace.com, og de vil dér finde en opgørelse over, hvor mange terrorangreb der er blevet udført i islams navn siden den 11. september 2001. Forfatterne vil modsvarende få vanskeligheder med at finde oplysninger om tilsvarende forbrydelser begået i kristendommens navn. Der var for en del år siden i USA en abortmodstander, der skød og dræbte en abortlæge. Forbryderen blev behørigt og retmæssigt straffet. Derudover tvivler jeg på, at Stjernfelt og Eriksen kan finde eksempler, der på nogen måde kan retfærdiggøre deres hævdelse af paritet imellem islam og kristendom, når det kommer til viljen til at bruge vold. At der så på nogle områder finder en eller anden grad af »genkristning« sted, vil jeg ikke bestride, men det er blot nærliggende at se en sådan »vækkelse« som først og fremmest affødt af truslen fra islam og ikke som en »grasserende genortodoksificering i både islam og kristendom«.
På s.373f citerer forfatterne fra Gamle Testamente for at vise, at også andre skrifter end Koranen indeholder barbariske bud om den rette handlemåde. Da forfatterne (på s.374) når frem til Det nye Testamente, må de imidlertid lade sig nøje med en lignelse, »der kan tolkes som en legitimation for inkvisition mod de, der forsager Jesus Kristus«. Problemet er blot, at der skal opbydes mere end almindelig god vilje for at lade lignelsen om Vintræet fra Johannesevangeliet blive til en blodtørstig fordring om mord på anderledes tænkende. Med risiko for at blive kaldt perfid vil jeg hævde, at Stjernfelt og Eriksen har været rigtig kede af ikke at kunne finde noget mere hårdtslående materiale i Nye Testamente. Forfatternes aversion mod alt, der hedder religion, illustreres allertydeligst her, hvor man som læser forbløffes over, at Stjernfelt og Eriksen åbenbart selv mener, at de har sat alle ikke-rationalisterne på plads.


Et par mellemspil under bæltestedet

Sagligt set springer kæden helt af for forfatterne, når de på s.281 sammenstiller Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup. Det hedder her, at »Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål – hvor omfattende en politisk rolle deres to »kulturer« skal ende med at spille«. Kan forfatterne godtgøre med ét eneste eksempel, at Søren Krarup har sat spørgsmålstegn ved den demokratiske styreform i Danmark? Kan forfatterne omvendt være et sekund i tvivl om, at Asmaa Abdol-Hamid ved ikke længere at ville give mænd hånden utvetydigt har inddelt menneskene i de rene og de urene, i de rigtige og de forkerte mennesker?
Helt tilsvarende kalder forfatterne forfatter og journalist Helle Merete Brix og islamisten Omar Bakri Muhammad for »homologe« (af samme slags) partnere. Den første har i skrift og tale advokeret for en sekulær og demokratisk samfundsorden, mens den anden for nogle år siden udtalte, at islams sorte fane ville komme til at veje over Downing Street. Den første er fortaler for retsstaten, den anden for teokratiet. Jeg fristes til at opfordre Stjernfelt og Eriksen til at læse på lektien.


Om hvem det er, der tror på skæbnen

I mit sidste punkt vil jeg vende tilbage til det med aktørerne contra strukturerne. Der er ingen tvivl om, at jeg hælder en hel del til det strukturelle, når vi taler om kulturens betydning. Modsat mener Stjernfelt og Eriksen, at kulturer er i høj grad plastiske, og at menneskers handlinger bestemmes af snart sagt alt muligt andet end kulturen. Når det kommer til at forstå den udvikling, som den vestlige verden gennemløber i disse år, er det imidlertid Stjernfelt og Eriksen, der bliver fatalister, så det forslår. Intetsteds på de mange sider gør forfatterne sig nogen tanker om de konsekvenser, som især en række europæiske lande har måttet erfare som følge af ikke mindst den muslimske indvandring gennem de seneste årtier. Konsekvenser som grov og hastigt stigende kriminalitet, religiøs fanatisme helt overvejende udøvet af muslimer samt en tiltagende fremmedgørelse af de dårligst stillede europæere i kraft af segregeringen af deres lokalsamfund lades aldeles ufortalt af Stjernfelt og Eriksen. Det er, som om det ikke vedrører dem, som om der blot er tale om krusninger på en overflade, forfatterne derfor ikke finder det værd at bruge deres tid på.
Hvis man som jeg mener, at de europæiske lande er på en potentiel katastrofekurs, og at udstikkelsen af denne kurs har bund i forkerte politiske beslutninger, så frigøres et potentiale for politisk handling og for en erkendelse af, at der kan føres en anderledes politik. Så bliver det pludselig muligt helt eller næsten at standse indvandringen fra tredjeverdenslande/muslimske lande til Europa, og så begynder de ansvarlige politikere (med et garanteret meget stort vælgerflertal bag sig) at formulere en assimilationspolitik i forhold til de indvandrere, der allerede er kommet til Europa, og den opsplitning af kontinentet mellem indbyrdes stridende kulturer på de samme territorier, som vil være en stensikker følge af at lade stå til, vil blive bragt til standsning.
Det er således ikke uden munterhed, at jeg kan slutte af med at fastslå (Adskillelsens politiks ubetvivlelige kvaliteter til trods), at Stjernfelt og Eriksen på et helt afgørende område – i høj grad også i forhold til deres egen oplysningsposition – bliver lige præcis så deterministiske, som de ellers har gjort sig så store anstrengelser for at vise, at alle de andre er.

Den borgerlige orden

Af Kasper Støvring

Jeg har netop udgivet antologien Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur sammen med Morten Ebbe Juul Nielsen. Her lidt fra indledningen:

"Denne bogs tilblivelseshistorie er måske symptomatisk for noget af det, vi som redaktører håber bogen udtrykker. Nogenlunde sideløbende har vi, på meget forskellige måder, udviklet borgerlige tanker på universitet og i den offentlige debat, og vi har været engagerede i miljøer, der forsker i kultur og kulturbegrebet. Ingen af os har oplevet den til hetz grænsende marginalisering, som borgerlige akademikere og intellektuelle fra generationen før os efter alt at dømme led under i tiden omkring halvfjerdserne.

Selvom det ville være løgn at sige, at det ligefrem er comme il faut at bekende sig til borgerlige tanker på landets universiteter og i det, man med fare for manglende præcision kan kalde ”toneangivende kredse” i landets kulturliv, så er borgerlige synspunkter dog blevet en naturlig del af ideernes flora og fauna bemeldte steder, og ikke noget der anses som decideret artsfremmed, som noget der kun kan trives som ugræs i forstæderne og på landet. Sagt på en anden måde: der har været et forsigtigt holdnings- og stemningsmæssigt ”borgerligt tøbrud” over de seneste ti-tyve år, og vi er som redaktører og bidragsydere i høj grad børn af denne mentale klimaforandring.

Vi har altså ikke følt os som hverken usselt undertrykte eller heroiske martyrer, men blot som borgerligt orienterede i et relativt venstreorienteret miljø. Derfor var det ikke unaturligt, at vore veje krydsedes, og at vi efter et stykke tid begyndte at brygge på ideen om en saglig, åben og udadvendt bog om borgerlig kultur. For selvom vi ikke har følt os som marginaliserede, har vi dog begge oplevet en form for underskud, nemlig et underskud af borgerlig (selv)bevidsthed og (selv)forståelse vedrørende netop kulturen og kulturens betydning. I dette forord vil vi gerne prøve at forklare, hvad vi ønsker med denne bog, og hvorfor ”borgerlig kultur” er et relevant emne at tage op i denne form.

Den borgerlige orden – tanker om borgerlighed og kultur samler en række artikler af yngre borgerlige skribenter med markante meninger og en velfunderet viden om både borgerlighed og kultur. Udgangspunktet for bogen er den opfattelse, at borgerligheden – som den har udspillet sig politisk og i en vis gad også intellektuelt de sidste årtier – har manglet en dybere refleksion over det kulturelle grundlag for overhovedet at have en borgerlig orden baseret på frihed, lighed for loven, tillid og velstand. Debatten og det politiske arbejde har været alt for fokuseret på praktiske og dagsaktuelle problemer, oftest med et snævert økonomisk eller teknisk og administrativt perspektiv.

Årsagerne til denne borgerlige manko på kulturdebattens konto er flere. Liberalt orienterede tenderer til at skyde kulturelle spørgsmål fra sig, eller snarere anse dem for at høre hjemme i et snævert ikke-offentligt, strengt personligt og i sidste ende subjektivistisk regi. Kulturelle idealer og ideer anses som blotte præferencer, overfladefænomener, der kan anskueliggøres og behandles på lige fod med valget mellem to mærker kaffebønner.

Konservativt orienterede har ikke sådanne kvababbelser vedrørende kulturspørgsmålenes offentlige karakter, men tenderer omvendt til en tilbageholdenhed med at sætte ord på de ideer og værdier, de mener gør sig gældende i kulturen, og til at udvise en skepsis vedrørende betimeligheden af at diskutere, snarere end blot forudsætte, kulturelle idealer. Derudover er kulturspørgsmål i sig selv vanskeligt at håndtere – for venstreorienterede såvel som for borgerlige. Det skyldes måske, at der er et gran sandhed i både den liberales og den konservatives tilbageholdenhed i forhold til at gøre kultur til genstand for offentlig, rationel diskussion: da kultur ikke kan forstås som noget af den enkelte uafhængigt, er der et subjektivistisk element i kultur; og da kultur er en form for baggrundsfigur eller nødvendig forudsætning, på baggrund af hvilken vi handler og tænker, er kultur i en vis forstand ”uudsigelig.” Med fare for at udsætte os selv og vores bidragsydere for en boomerang: borgerlige har ikke været gode eller modige nok til, på trods af disse vanskeligheder, at formulere tanker om kultur og kulturens rolle i en borgerlig optik."

Fatma Five - Allah For En

"Humor er overvindelsen af fortvivlelsen med muntre midler"
- Werner Finck

Fatma Five - Allah For En

Se den her

Obama

Af Jesper M. Rosenløv

Barack Obama bliver USAs næste præsident. De danske medier flyder i disse dage over i lovprisninger – ja, de er nærmest gået i selvsving. Og var det ikke for disse overgearede og teenageagtige ytringer, der strømmer ud af munden på forskellige kendisser og ellers fattede journalister, kunne man vel trække på skuldrene og tænke nå, ja – det jo amerikanernes valg.

Men det kan man bare ikke. Ikke fordi man nødvendigvis mener, at Obama vil være en katastrofe for USA og resten af den vestlige verden. Jeg afprøvede for sjov en test på Berlingske.dk, der viste, at jeg overraskende nok var 67% enig med Obama og 70% enig med McCain. Selvom sådanne tests måske mere er ment som spøg end alvor, afspejler resultatet nok alligevel, at meningsforskellene mellem de to kandidater er begrænsede i et større perspektiv.

Alligevel er der er flere ting, der er særdeles problematiske ved Obamas sejr og den måde denne sejr bliver udlagt og brugt på.

For det første kunne man pege på mediernes totale mangel på objektivitet og kritiske sans omkring den netop overståede valgkamp. Der har ingen grænser været for, hvor meget feel-good-stemning man har forsøgt at opbygge omkring Obama-skikkelsen og hvor megen mistro, man har mødt republikanerne med. Man skal både være blind, døv og ubegavet, hvis man ikke har lagt mærke til denne ulige fordeling af mediernes sympati. Dette er særligt problematisk, når man tænker på DRs og TV2s public service-rolle som objektive nyhedsformidlere.

Der blev f.eks. konstant talt om jordskredssejr – og det på trods af, at det aldeles ikke var tilfældet. Obama havde ført den dyreste valgkamp nogensinde (så meget for, at republikanerne vinder, fordi de støttes af ”de rige”) og medierne bar ham frem på deres hænder. Alligevel ender valgresultatet med, at McCain får over 46% af stemmerne! Obama vandt en komfortabel sejr talt i valgmænd – jovist, men slet ikke enestående. Ronald Reagans genvalg i 1984, George Bush 'den ældre's valgsejr i 1988 og Bill Clintons sejre i 1992 og 1996 gav alle en langt større margin i valgmandskollegiet. Endvidere vandt Obama jo heller ikke det nødvendige flertal til at få den fulde kontrol med Kongressen.

Men da Obamas sejr var en kendsgerning kunne man slet ikke modstå fristelsen og litervis af vand blev hældt ud ad ørene, spandevis af sentimentalt pladder om, hvor dejligt det hele nu bare var. Verden ville nu blive et bedre sted for alle og bla bla bla. Der var pinligt. Ikke at Obama havde vundet, men at medierne i den grad mistede fatningen. Jeg måtte virkelig krumme tæer over Thomas Falbe, Ulla Therkelsen, Krasnik, Poul Erik Skammelsen. Nej, nej, nej – hvor uværdigt. [Se Kim Møllers gennemgang af valgaftenen på Uriasposten.dk.]

Et anden problematisk forhold omkring dækningen af valgkampen var brugen af race-spørgsmålet. Ustandseligt opdrages vi til at se bort fra race, når vi skal leve og forstå vores menneskelige tilværelse. Fint nok – men hvorfor bliver de danske medier så ved med at spille racekortet? Under hele valgkampen virkede det faktisk som om, at Ulla Therkelsen og Co. var mere optaget af Obamas race end amerikanerne var. Hvis der skal foretages et opgør med racetænkningen, bør Obamas race vel ikke hives frem som noget særligt kvalificerende ved manden. Egentlig tror jeg, at Therkelsens lillepige-fascination af Obamas race er udtryk for en udbredt provinsiel indstilling inden for dansk journalistik. Forestilling om, at USA's sorte befolkning (der udgør omkring 15%) dagligt udsættes for voldelige overgreb i bomuldsmarkerne spøger i baggrunden – og derfor var det bare SÅ godt, at Obama vandt. Suk...

For det tredje – enhver fornuftig borgerlig må da få kvalme over at høre om alle de kulturradikale kendissers rørstrømske politiske bekendelser og deres idolisering af Obama. Jeg læste, at bl.a. smørtenoren, Michael Carøe, var valfartet til Chicago for at overvære den store begivenhed. Michael Carøe! – manden, der under en forestilling kaldte Pia Kjærsgaard, der sad blandt publikum, for ”en skide hjemmehjælper”. Joh, Carøe er fan af Obama, der hjælper den lille mand og de undertrykte. Carøe vil også gerne være folkets ven – bare ikke dem, der er inde for hjemmeplejen.

Egentlig er det jo komisk at se denne pludseligt opståede amerikanisme udfolde sig i ellers antiamerikanske kredse. Jeg har som borgerlig altid sat min lid til USA, når det gjaldt kampen mod kommunismen og nu den islamistiske terror. Jeg har også respekteret, at amerikanerne indrettede deres samfund ud fra de traditioner, de mente var deres. Men jeg har aldrig set det amerikanske samfund som noget, der var værd at efterligne eller som en model for det danske samfund. Jeg har ikke haft meget til overs for venstrefløjens antiamerikanisme, men samtidig haft en vis skepsis m.h.t. ”the American way” – hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg har boet der. Det er derfor pudsigt nu at blive overhalet indenom i af socialdemokrater, SF’ere og radikale i proamerikanske tilkendegivelser. Nu skal vi alle pludselig lære af USA.

En fordel ved Obamas sejr er trods alt, at vi vel nu bliver fri for den evige kritik af USA. Fra 2009 kan venstrefløjen ikke længere kritisere den amerikanske udenrigspolitik – for det ville jo være det samme som at kritisere…. Obama (ham der jo er sort!) …. Ja, det bliver underholdende, hvis Obama begynder at presse Pakistan og Iran med magtanvendelse. Hvad vil de indædte USA-kritikere så gøre?

Men her er vi så ved det sidste (og mest afgørende) problem ved Obamas sejr. Alt det ovenstående var trods alt blot irritation over journalister og fladpandede humanister. Tænker vi sikkerhedspolitisk bliver sagen langt mere alvorlig for os alle.

Vesten og Danmark har brug for en stærk amerikansk præsident, der ikke fører en appeasement-politik overfor islamisterne. Det ville være en katastrofe af Chamberlainske dimensioner. Og grunden til, at jeg ikke ville have stemt på manden er, at jeg tvivler på, at han er hård nok. Er han realpolitiker nok til at føre den rette magtpolitik? Det har han ganske vist forsikret de amerikanske vælgere om, at han er. Han står for en hårdere linje i Afghanistan og overfor Pakistan. Han vil ikke acceptere, at Iran får atomvåben o.s.v. Men når det kommer til stykket…? Her ville jeg være mere tryg ved McCain og republikanerne. Et faresignal er det under alle omstændigheder, at f.eks. Venezuelas Hugo Chavez glæder sig over Obamas sejr. Castro og HAMAS håbede også på Obama. Det siger næsten alt. Men vi må se…

Afsløring: Radikale Scavenius med i nazistisk forening!

Af Jesper M. Rosenløv

D. 3-10-2008 kunne Weekendavisen afsløre en nedslående nyhed. Den folkekære tegner og satiriker Storm P. havde under besættelsen været medlem af en forening ved navn Nordisk Selskab/Nordische Gesellschaft. Denne forening var blevet oprettet i 1921 for at fremme Hansestædernes økonomiske og kulturelle betydning i Østersøområdet. Men fra 1933 blev foreningen gradvist overtaget af nazisterne og eksponerede herefter åbenlyst den nazistiske ideologi i Tyskland og bl.a. Danmark v.h.a. artikler, foredrag, stævner, film osv. Storm P. var blevet medlem af foreningen i 1930’erne og på trods af den tyske besættelse forblev han medlem frem til 1944 – ja, han var endda den i Danmark, der bidrog med det højeste kontingent!

Foreløbigt kan vi kun gisne om Storm P.s motiver. Men Lasse Olufson (der er den, der i sit kandidatspeciale indenfor Musikvidenskab har påpeget det sære medlemskab) siger til Weekendavisen, at mange musikere givet har været medlemmer af foreningen for at ”blive eksponeret på det tyske marked snarere end af ideologiske årsager. Det samme gælder udøvende fra andre kunstarter dog med undtagelse af forfattere og foredragsholdere, som generelt var mere politiserende.” Hvilken kategori af medlemmer vi skal placere Storm P. i tør jeg ikke sige. Men som direktøren for Storm P.-museet, Jens Bing, gør opmærksom på (Weekendavisen 17-10-08) tryktes Storm P.s tegninger i tyske aviser, længe inden nazismen havde manifesteret sig. ”Det gælder også for Nordische Gesellschafts talerør af skiftende navne, hvor hans tegneserie En underlig mand optrådte i hvert fald siden 1930.”

Nyheden om Storm P.s. medlemskab har nu cirkuleret i de danske aviser et par ugers tid. Og i modsætning til afsløringer vedrørende forskellige kunstneres gøren og laden på den ekstreme venstrefløj under Den Kolde Krig, er Storm P.-historien noget, der vækker forundring og beklagelse.

Dette misforhold er dog langt fra det mest interessante ved denne historie. For i den oprindelige artikel i Weekendavisen fik vi efter min mening en langt mere hårrejsende og sensationel oplysning. Den danske udenrigsminister fra juli 1940 til november 1942 samt stats- og udenrigsminister fra november 1942 til 29. august 1943, den RADIKALE, Erik Scavenius, var medlem af selv samme forening!!

Denne oplysning har ingen i pressen dog hæftet sig ved. Mens det har vakt opsigt og diskussion, at tegneren Storm P. var medlem af den nazistiske forening, er der åbenbart ingen, der løfter et øjenbryn over, at selveste den danske udenrigs- og statsminister ligeledes var medlem af denne naziforening.

Og så netop Scavnenius, der af Danmarks Radio portrætteres som én af ”de store danskere”, fordi han v.h.a. sin samarbejdspolitik ”reddede” Danmark igennem besættelsen og som af historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch fremstilles som en stakkels misforstået helt. Hvor komisk!

Når det gælder eftertidens dom gør to forhold endda historien værre for Scavenius end for Storm P.

1) Storm P. kan, som det er fremgået, have haft et økonomisk motiv for sit medlemskab. Han publicerede trods alt sine tegninger i tyske tidsskrifter og var afhængig af gode kontakter. Hvor usympatisk denne leflen for tyskerne end er, så står den jo slet ikke mål med, at en dansk politiker og minister lader sig indrullere i en nazistisk propagandaforening. Hvad er lige præcis Scavenius’ undskyldning for at være med her? Havde han ligesom de førnævnte forfattere og foredragsholdere også et politiserende ærinde? Anså han det for sin opgave at bidrage til det nordiske/ariske menneskes racemæssige og åndelige genfødsel? Tjah, det må han jo have gjort. Det er jo ikke sådan, at tyskerne har tvunget staklen ind i foreningen – i så fald burde vi vel finde mange flere danske politikere og ministre som medlemmer, den dag listen bliver offentliggjort. Intet tyder dog på, at der har været andre prominente politikere på listen, der i sin helhed stadig er hemmelig. Da foreningens danske afdeling blev nedlagt i marts 1945, blev medlemslisten gemt af en sekretær og videregivet til dagbladet Information. Og i dagene fra 27. november til 1. december 1945 offentliggjorde Information flere af navnene på listen. Det er derfor, vi overhovedet kender og kan omtale nogle af dem i dag. Og Scavenius synes at være den eneste store politiske ”skalp”. Havde der været flere, havde Information givet omtalt dem allerede i den første artikel. Her skriver avisen: ”Denne Liste indeholder en forunderlig Blanding af Navne: Hipomænd, tyske Nazister, ellers velagtede Bankdirektører og fremtrædende Forretningsmænd mellem hinanden. En Del har meldt sig ind allerede adskillige Aar før Krigen, og dem ser vi gerne bort fra, selvom det f.eks. nok kan forundre en og anden, hvad en saa udpræget Kunstner som Robert Storm Petersen har kunnet finde af 'Kultur' at udveksle med det nazistiske Tyskland. At en Del danske Firmaer og Institutioner før Krigen har set en vis forretningsmæssig Interesse i at støtte et i hvert Fald til Ydret uskadeligt Foretagende som 'Nordische Gesellschaft' - lad ogsaa det være. En beskeden Del af dem sprang fra den 29. august, men resten, derimellem naturligvis Scavenius og Chr. H. Olesen betalte Kontingent til det sidste.”
Fra 1. december 1945 indstiller Information imidlertid afsløringerne af navnene på listen. Herefter bliver listen hemmeligstemplet og er i dag klassificeret som ”ikke tilgængelig” i Rigsarkivet.

2) Men citatet fra Information afslører altså endnu en uheldig omstændighed m.h.t. Scavenius’ medlemskab. End ikke efter 29. august 1943 melder manden sig ud! Storm P. melder sig trods alt ud i 1944. Men ikke Scavenius – han ”betalte Kontingent til det sidste”.

Denne afsløring giver mildest talt endnu en brik til forståelsen af den ivrige samarbejdspolitiker, Erik Scavenius – medlem af Det Radikale Venstre og det nazistiske Nordische Gesellschaft.

Modstanden starter her...

Af Jesper M. Rosenløv

Jeg vil påstå, at danskerne altid har haft en vis evne til at tage gas på opstyltede autoriteter – særligt de autoriteter, der efter danskernes mening uberettiget trænger sig på og kræver respekt uden at have gjort sig fortjent til det. Latterliggørelsen af den tyske besættelsesmagt 1940-45 kan i historiens lys ganske vist ikke måle sig med den væbnede modstandskamp – naturligvis ikke. Men alligevel gav det et moralsk rygstød i den bredere befolkning, når folk eksempelvis smykkede sig med Christian d.10.s monogram eller røde, hvide og blå farver. Dette var et indforstået signal til hinanden om, at man støttede kongen og de allierede og ikke tyskerne. En måde hvorpå man –dansker til dansker - kunne kommunikere en stillingstagen uden om censuren.

En lignende form for symbolsk modstand benyttede Junibevægelsen, da den for nogle år tilbage fremstillede grønne plastiketuier, som man kunne sætte sit pas ind i, hvis man var træt af at se på sit nye rødbedefarvede EU-pas. Etuiet var på forsiden en gengivelse af det gamle danske pas og på bagsiden stod der ”Pas på Danmark”. Herligt!

I det hele taget er tiden måske inde til at tage den symbolske modstand op igen, nu hvor det bliver mere og mere klart, at EU agter at optræde som en form for besættelsesmagt, der vil sidde den demokratiske proces i Danmark overhørig. Min dag var derfor reddet, da jeg i Sorø-posten læste, at nogle spøgefugle havde anbragt en dukke forestillende en EU-dommer på byens torv. Normalt er pladsen smykket af en statue af Frederik d.7., der i sin hånd fremstækker en bogrulle med Grundloven.

I øjeblikket er statuen dog til renovering, hvorfor soklen har stået tom et stykke tid. Lige indtil nogle altså i stedet placerede en dukke med rødt EU-dommerkostume og hammer. På et skilt stod der: ”Frederik d. 7.s Grundlov og Folkestyret er væk – EU-domstolens tyranner gi´r os istedet smæk”.

Jamen, til det kan man jo bare sige – lad modstanden begynde!

Borgerlige bør forkaste EU

Af Kasper Støvring

Jeg har i dag en kronik om EU og nationalstaten i Berlingske Tidende. Her et uddrag:

”Skandalen vedrørende EF-Domstolens underkendelse af den danske udlændingepolitik afslører EU-projektets fatale underminering af nationalstaten. Set fra et borgerligt synspunkt er sagen så alvorlig, at EU bør forkastes som et ideologisk projekt. Det vil sige et projekt, der lader Domstolen politisere og giver dens kendelser forrang for politiske beslutninger i de nationale parlamenter.

Juridiske eksperter og abstrakte konventioner har med andre ord større betydning end folkevalgte politikere og nationale forfatninger. Jura erstatter demokrati. Følgen er, at en bureaukratisk institution nedbryder den eneste form for loyalitet, der kan skabe et levende demokrati og et stærkt retssamfund. Nemlig den nationale.

[…]

Vi ved fra adskillige undersøgelser, at danskerne har stor tillid til hinanden og en meget positiv national identitet. De opfatter sig først og fremmest som danskere, ikke som europæere eller »verdensborgere«. Men den nationale identitet er ikke faldet ned fra himlen. Den er ikke bare deklareret, ligesom den forfatnings­patriotisme, som EU bygger på. Den er derimod historisk fremvokset gennem konkret samliv.

Dette første persons flertal – »vi« danskere – hænger sammen med en identifikation med fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat. Den nationale identitet er med andre ord grundlaget for en stærk medborgerlig loyalitet, hvoraf et stabilt og åbent samfund kan vokse frem. Danskere er loyale over for deres landsmænd, ikke over for tyskere, italienere eller franskmænd. Det samme gælder naturligvis for andre nationer.

Ydermere gør nationalstatens territoriale jurisdiktion borgerne lovlydige. Som borgere i en stat, der er funderet i nationen, bliver vi i meget høj grad stemte til at adlyde lovene. For vi opfatter dem som »vores« love, der gælder på det territorium, vi bebor. Det er jo ikke nok at udstede lovene; lovene skal også efterleves. Men dette elementære forhold tager EU-systemet slet ikke hensyn til. Man overvejer ikke, hvordan man skal få borgerne til at respektere lovene og yde de pligter, der er prisen for at nyde rettighederne.

Hvordan rettighederne skal sikres og loven håndhæves, er tilsvarende et forhold, som fortalerne for EU aldrig har gjort sig klart. EU-bureaukraterne nøjes med at tale om lovene og fortsætter med at udvide listen over rettigheder i alenlange traktater. Byrden falder nemlig ikke tilbage på EU, men på nationalstaterne, der skal håndhæve loven og sikre rettighederne.

[…]

På især tre områder er EU en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur.

For det første fører forsøget på at strække jurisdiktionen ud over nationalstatens grænser til et forfald i ansvarligheden. For den eurokratiske elite – dommerne og ministrene – er ikke som de nationale parlamentarikere ansvarlig over for folket; folket har ikke valgt eliten ind og kan vanskeligt stille den til regnskab: Folket kan ikke afsætte eliten ved frie valg. Det er en af grundene til, at der findes udbredt korruption i transnationale institutioner.

Dertil kommer, at nationalstater nu bombarderes af love, der kommer udefra. Men borgerne har ikke mulighed for at afvise disse love, ligesom lovgiverne ikke kan holdes direkte ansvarlige af borgerne.

For det andet er national sammenhængskraft overhovedet ikke et anliggende for EU-eliten; den tager alene hensyn til nogle overordnede rettigheder. En transnational forsamling som EU er ikke loyal over for folket, ja, bryder sig måske slet ikke om det. Desuden arbejder den kun hen mod ét mål: den stadig tættere integration i Europas Forenede Stater. Den søger ikke at vedligeholde smidige tillidskulturer eller forsone forskellige interesser for at gøre borgerne i stand til at leve i fred med hinanden.

Faktisk skaber EU ved brug af den politiserende Domstol en retstilstand, der går stik imod et meget stort flertal af de danske borgeres interesse. Nemlig at fastholde en stram udlændingepolitik. Det siger sig selv, at hvis denne politik undermineres, vil det skade den danske tillidskultur. Det vil ydermere afsløre, at selv en borgerlig regering ikke er nogen garant for hverken en fast udlændingepolitik, nationalstatens suverænitet eller national sammenhængskraft.

Den tredje trussel fra EU er en trussel mod selve de borgerlige frihedsrettigheder. De sikres jo ikke ved at blive erklæret, men ved at blive gennemtvunget. Det forudsætter netop en demokratisk retsstat samt et civilt retssamfund og dermed en fælles loyalitet og en fælles lydighed over for loven.

Hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensidighed, der binder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden. De EU-tilhængere, der forfægter en transnational styreform, har i virkeligheden aldrig forklaret, hvordan den slags politiske loyaliteter kan tilvejebringes uden for nationalstaten. For alene nationalstaten er bundet sammen i kraft af medborgerlige dyder.

[…]”

Ormetunge-prisen 2008 overrakt i Statsministeriet

Med stor stolthed kunne Tidsskriftet NOMOS i går overrække Grima Ormetunge-prisen i Statsministeriet. Fra redaktionen var Morten Uhrskov Jensen og Jesper M. Rosenløv mødt op for at overrække prisen. I forbindelse med prisen blev der overrakt et billede af Babelstårnet smykket med EU-logo samt et diplom.

Vi blev venligt modtaget og vi kunne mærke, at prisen lunede helt ind i ministeriets gange. Medarbejderne var tydeligvis stolte af statsministeren og vi må da også sige, at danskerne vel sjældent har haft en statsminister, der var mere engageret i arbejdet med at få Danmark nedlagt så hurtigt som muligt og overdraget mest mulig magt til EU. En hel unik indsats fra Anders Fogh Rasmussens side – og det endda helt uden at spørge befolkningen! Denne kombination af fifleri, udemokratisk sindelag og antidansk virksomhed gør Anders Fogh Rasmussen til en værdig modtager af Ormetunge-prisen. Til lykke igen, Anders!

Ormetunge-prisen 2008

Statsminister Anders Fogh Rasmussen tildeles

ORMETUNGE-PRISEN 2008

Ved tidsskriftet NOMOS’ høstmøde tildelte de fremmødte ved afstemning Grima Ormetunge-prisen til:

• Statsminister Anders Fogh Rasmussen •

Med prisen følger diplom samt billede af Babelstårnet smykket med EU-logo.
Dette vil blive forsøgt overrakt statsministeren i Statsministeriet
Fredag d. 17. oktober 2008, kl. 13.00

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har med sit ihærdige arbejde for at gøre Lissabon-traktaten til gældende lov i Danmark søgt at indskrænke Danmarks selvstændighed. Idet Lissabon-traktaten på omkring 50 nye områder afskaffer Danmarks vetoret i Ministerrådet, officielt gør dansk ret underordnet EU-retten og dertil giver EU-domstolen en række nye områder, den kan bestemme over, ved at føje det såkaldte Charter for grundlæggende rettigheder til traktaten, må det fastslås, at statsministerens indsats for at indskrænke Danmarks selvstændighed må siges at være overordentlig nidkær.
Dertil kommer, at statsministeren sideløbende med sin egen og regeringens tilslutning til Lissabon-traktaten har omgået sit eget løfte om at sætte traktatens indhold til folkeafstemning. Lissabon-traktaten har nemlig grundlæggende det samme indhold som EU-forfatningen. For at citere Valery Giscard d’Estaing, der var formand for EU’s forfatningskonvent: »Lissabon-traktaten er den samme som EU’s kuldsejlede forfatning. Formen er bare ændret for at undgå folkeafstemninger«.
Denne EU-forfatning havde statsministeren lovet de danske vælgere, at de ville få lov at tage direkte stilling til ved en folkeafstemning; et løfte, der naturligvis også burde have omfattet den i indholdet næsten sammenfaldende Lissabon-traktat. Men statsministeren har ikke holdt dette løfte og har dermed ikke blot søgt at indskrænke det danske folks ret til at bestemme i eget land, men også dets ret til selv at tage stilling til, om dette nu er ret og rimeligt.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har dermed til fulde gjort sig fortjent til modtagelse af Grima Ormetunge-prisen (jf. fundats nedenfor).
I øvrigt var foreslået følgende kandidater til prisen 2008: Bestyrelsesformand Niels Due Jensen (Grundfos) for sin altid store beredvillighed til at tale for en tilpasning af den danske inden- og udenrigspolitik til islamistiske krav samt studerende Anders Bøtter for initiativet Undskyld, Muhammed. Et stærkt kandidatfelt, hvorfor Tidsskriftet NOMOS ønsker statsministeren hjertelig »tillykke« med prisen.

Om Ormetunge-prisen

Grima Ormetunge-prisen går til en person, der gennem sit virke har gjort sit yderste for at undergrave Danmarks suverænitet og overlevelse som selvstændig kulturnation og hjemland for det danske folk. Der lægges vægt på: Benægtelse af danskernes naturlige arveret til Danmark, af de for danskerne skadelige virkninger af den nyere tids indvandring af kulturfremmede samt af EU-projektets nedbrydelse af dansk suverænitet. Et aktivt virke i ord og gerning for at øge indvandringen og EU-integrationen vil ligeledes blive anset positivt, når det gælder bedømmelsen af kandidaters egnethed til modtagelse af prisen. Desuden vægtes bevidst nedgørelse af det danske folk, dets historie, sædvaner og kultur.

Prisen er opkaldt efter karakteren i J.R.R. Tolkiens fortælling, Ringenes Herre, Grima Wormtongue – altså Grima Orme- eller Slangetunge.

Læs mere om prisen på: www.nomos-dk.dk/Ormetunge-prisen.htm
Læs mere om tidsskriftet: www.nomos-dk.dk/Tidsskrift.htm

Boykort Durban II-konferencen

Af Kasper Støvring

På FN's Durban II-konference til april næste år vil islamister arbejde for at kriminalisere islamkritik. I sin ellers udmærkede dobbeltkronik i Jyllands-Posten den 10/10 og 11/10 opfordrer Asger Aamund derfor til, at vi deltager i konferencen og »slår i bordet« for frihedsrettighederne. Den »dårligste« løsning vil være at deltage og »i bedste Solana EU-stil bøje nakken.« Den »næstdårligste« løsning vil være at blive væk.

Jeg vil mene, at denne næstdårligste løsning er den rigtigste. For hvem er dette »vi,« der skal slå i bordet? Det er den danske stat og dermed udenrigsminister Per Stig Møller - og dermed EU. Og det er et problem.

Som Aamund mener heller ikke udenrigsministeren, at Danmark bør boykotte konferencen. Det til trods for, at den første konference i Durban i 2001 var gennemsyret af en skandaløs, hadefuld anti-vestlig og antisemitisk retorik. Konferencen viste de værste sider ved FN, der risikerer helt at miste legitimitet, hvis Durban II gennemføres.

EU udvandrede imidlertid ikke fra konferencen, hvilket ministeren ser som noget godt. For dermed blev der forhandlet »et mere balanceret slutdokument på plads,« som ministeren har skrevet (Berlingske Tidende 28/9). Men netop derved kompromitterer EU sig selv.

For når vi har at gøre med diktaturstater, der kræver indskrænkning af ytringsfriheden og forbud mod religionskritik, skal vi ikke søge et »afbalanceret« resultat. Vi skal ikke svække frihedsrettighederne for at mødes med islamisterne et sted på midten. De skal derimod totalafvises gennem en boykot. En boykot er derfor ikke resignation, men at stå fast på frihedsrettighederne.

Omvurdering af alle værdier

Med Durban II er der tale om en gennemført omvurdering af alle værdier: FN blev engang oprettet med henblik på at beskytte menneskets værdighed og som et værn mod overgreb som dem, nazisterne stod for. Men institutionen er nu ved at blive et fristed for denne verdens totalitære stater som dem, der også står bag konferencen. Det gælder Libyen og Iran, men også bl.a. Saudi-Arabien og Sudan, og disse stater er ofte bakket op af den islamiske organisation OIC.

Disse stater slår hårdt ned på Vesten, men de kritiserer ikke sig selv. Nej, resten af verden er ofre for Vestens undertrykkelse.

Den planlagte konference er netop udtryk for radikale anti-vestlige holdninger krydret med et stærkt had til Israel og gedigen anti-semitisme. I videre forstand vidner konferencen om FN's stadigt mere korrupte karakter. Ikke blot økonomisk, men også moralsk.

Ordene misbruges

FN er ellers ideelt et sted, hvor man fører dialog med dem, man er uenige med. FN er også et forum, der ideelt bekæmper racisme.

Men sagen er, at det, der foregår i FN's menneskerettighedsråd, der planlægger konferencen, er en nivellering af nogle plusord til et lavpunkt, hvor disse ord ikke længere betyder noget.

Det er, hvad der sker, når en række totalitære stater misbruger ord som anti-racisme til at tjene deres egne interesser. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde religionskritik, og det vil i virkeligheden sige islamkritik. Det kaldes bare »racisme« og progromer mod »minoriteter.«

Det viser også noget om islamisternes taktik, der efterhånden er blevet velkendt: De bruger de plusord, de fleste er trygge ved: demokrati, tolerance, anti-diskrimination, anti-kolonialisme, anti-chauvinisme, anti-islamofobi, ja, fortsæt selv rækken - men med en helt anden betydning og formål. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden og fremme anti-demokratiske dagsordener.

I FN's menneskerettighedsråd forvandles rettigheder til krav. Bl.a. krav om, at Vesten yder kompensation for fortidige overgreb. Rettighederne udvandes, gradbøjes og bruges som magtpolitiske instrumenter. Ikke som midler til selvransagelse (f.eks. burde de muslimske stater kaste et blik på forholdene for de kristne mindretal i f.eks. Mellemøsten og Sudan), eller som et middel til at forhindre gentagelse af fortidens forbrydelser.

I bund og grund er der tale om begrebsskænding: Et begreb, f.eks. nazisme, antisemitisme, holocaust eller racisme, som dækker over historiske forbrydelser, bruges strategisk og magtpolitisk for at fremme antidemokratiske dagsordener.

Forhånelse

Det er en skændsel og forhånelse af historiens virkelige ofre, som EU og Danmark ikke bør legitimere ved at deltage i Durban II.

Udenrigsministeren vil gennem EU arbejde for grundlæggende værdier. Men hvor stærk er EU? Og kan vi stole på EU? Man kan tvivle, når man husker, hvordan EU agerede under Muhammed-krisen. Her var EU også tæt på at indskrænke ytringsfriheden ved at ”afbalancere” den i forhold til islamistiske trusler og krav om respekt for religiøse dogmer.

I den komité, ”Beskyt menneskerettighederne”, jeg sidder med i, opfordrer vi derfor til boykot for ikke at risikere at bøje nakken. Læs mere på hjemmesiden www.durban2.dk.

(Bragt i Jyllands-Posten den 14. oktober 2008)

EU underminerer demokratiet

Af Kasper Støvring

Overskriften på dette indlæg er ikke original. Dansk Folkeparti og dele af venstrefløjen har gentaget det gang på gang. Det er straks sjældnere at høre det fra borgerlig, konservativ side – og det er derfra, jeg vil betragte EU i det følgende. Mit håb er dermed også at kunne anslå en lidt anden type kritik.

Anledningen er naturligvis EF-Domstolens aktuelle kendelser, der river grunden bort under den danske udlændingepolitik. Domstolen anvender som bekendt en ”dynamisk” fortolkning af EU-retten. Men det er reelt politikerne, der har tildelt Domstolen store muligheder for at nå til afgørelser med enorme konsekvenser af politisk art. Denne mulighed udnytter Domstolen bare på en meget markant måde. Den ideologiske hensigt er at forstærke ”den stadig tættere integration” i et overnationalt EU på bekostning af den demokratiske beslutningsproces i nationalstaterne.

Der er kort sagt principielle spørgsmål på spil. Et af dem omhandler afpolitiseringen af demokratiet. F.eks. skal indvandringens negative indvirkning på den nationale samhørighed ikke længere være at betragte som et problem for de folkevalgte politikere. Det skal derimod ”løses” gennem henvisninger til abstrakte konventioner om menneskerettigheder.

Med andre ord: Politiske problemer overlades til eksperter i menneskerettigheder. Kontroversiel politik bliver en sag, ikke for folkevalgte politikere, men for internationale organer og jurister. Når politikere lægger sig i ly bag kendelser fra EF-Domstolen, bunder det i, at de ikke udviser noget egentligt politisk lederskab.

Overhovedet er den politiske apati iøjnefaldende. Det gælder pro-EU-partierne, især i oppositionen (og her især hos De Radikale), men desværre også hos borgerlige. De politiske partier proklamerer i bund og grund, at der ikke findes noget alternativ til den europæiske integrationsproces, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale samhørighed eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU.

Det er kritisabelt, at borgerlige ikke er mere afvisende over for EU’s politiseren gennem domstolene. For det har skadelige konsekvenser for hele befolkningen og det politiske system. Men hvorfor bør så kun eller især borgerlige partier og politikere afvise EU som et ideologisk projekt? Fordi EU er blevet et redskab for de partier, især De Radikale, der ikke formår at mobilisere en folkelig opposition mod den borgerlige regering, særligt dens udlændingepolitik. Derfor bruger de EU som en rambuk eller en trojansk hest til at ødelægge regeringens politik – og derfor må regeringen afvise EU.

Konsekvensen af EU’s dominans er, at den politiske offentlighed bliver stadig mere irrelevant, fordi der ikke er reelle alternativer at vælge imellem eller noget alternativ til EF-Domstolen, som politikken angiveligt er underkastet. Følgelig burde den vigtigste politiske konfrontation mellem oppositionen og den borgerlige regering finde sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer, der fortolker og håndhæver konventionerne om universelle menneskerettigheder. Men det kræver selvfølgelig, at de borgerlige partier bliver langt mere skeptiske, hvis ikke afvisende over for EU.

Hvis de politiske konflikter og valgmuligheder, dvs. den ægte demokratiske pluralisme, forsvinder, bliver den offentlige politiske kultur irrelevant. Den jura-baserede post-politik baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der ikke er forskel på partierne og reelle alternativer til konsensus.

Risikoen er, at vælgerne gribes af politikerlede og magtesløshed med faldende valgdeltagelse til følge. Og som vi har set i de seneste årtier, fører en lidenskabsløs konsensusorienteret politik – ”nødvendighedens politik”, der blev talt så meget om før 2001, hvor politikken kom tilbage og udlændingeloven opstrammet – til befolkningens dalende engagement i fælles anliggender.

Borgerlige politikere må derfor give folk et håb og en selvbestemmelse i forhold til den internationale udvikling, som juridiske eksperter ellers belærer dem om, at de ikke har indflydelse på. Magten til at beslutte må gives tilbage fra eliten til folket.

Her står vi ikke helt magtesløse. For truslerne mod nationalstaten, demokratiet og den nationale sammenhængskraft skyldes i virkeligheden en svaghed, der gør sig gældende hos de folkevalgte politikere. Netop dem, der har ratificeret traktater og indgået bindende aftaler, der – viser det sig nu – har medført betydelige afgivelser af suverænitet.

Men svaghed kan afløses af en stærk insisteren på retten til at bestemme i vores eget land. Det kræver, at borgerlige afviser EU-projektet i sin politisk-ideologiske form. Specifikt må EF-Domstolens kendelser afvises eller ignoreres. Danmark er i forvejen duks, når det gælder om at efterleve kendelser. Det behøver ikke at være sådan. Den tyske kansler Angela Merkel har taget en sådan politisk kamp imod Domstolen, for hun tager ”nærhedsprincippet” om national selvbestemmelse alvorligt. Men danske politikere synes at bøje nakken.

Alternativt må man på sigt overveje at udtræde af EU, hvis den ideologiske konstruktion videreudbygges. Hvad det tyder på. Vi må i stedet indgå bilaterale aftaler med andre suveræne stater, med hvem vi historisk deler et værdifællesskab med. Forholdet mellem borgerne vil således ikke blive reguleret af direktiver og kendelser fra EU.

I det hele taget vil konventioner således blive afløst af historiske loyaliteter mellem borgerne i de europæiske stater, så de nationale parlamenter genvinder deres magt. Demokratisk politik vil erstatte den afpolitisering, der fremføres af EF-dommerne gennem deres aktivistiske juridiske fortolkning af konventionerne.

Under alle omstændigheder må den transationale lovgivning vige og underkendes. Skulle det være så svært? EU har jo ingen magtmidler. EU er blot en parasit på de nationale loyaliteter, ja, EU-institutionen afhænger af det, som den vil destruere. Nemlig den nationale suverænitet, som alene har folkelig legitimitet.

Høstmødet i WA

I dagens Weekendavisen er der en længere artikel af Johs Lynge om Nomos’ netop overståede Høstmøde (se også Snaphanens artikel). Her et uddrag:

”I Borgerforeningens Hus i Nyborg holder man sig til højskolesangbogens nationalromantiske og sen-symbolistiske indslag som Grundtvig, Garff og Holstein leverer dem.

Sidstnævntes simple efterårsode »Det lysner over agres felt« får lov at afrunde Høstmødet, som den årlige åbne forsamling for Nomos -interesserede hedder. Og et kig ud ad patriciervinduerne i det stateligt indrettede borgerhus, hvorigennem septembersolens stråler trænger ind, akkompagnerer fint fællessangen fra den halvtreds mand store forsamling.

Men der er ikke meget, der lysner for Danmark, Europa og den vesterlandske civilisation at dømme efter diskussionerne oven på de fire foredrag, der udgør dagens program. Konklusionen er kort fortalt, at vi igennem de sidste små hundrede år med det, der i Nomos -optikken hedder den europæiske borgerkrig (de to verdenskrige), den kulturelle frisætning som 68 medførte, EU-systemets fremfærd og indvandringen fra den islamiske verden, har kastet os ud i det ene hasarderede eksistentielle eksperiment efter det andet. Som Romerriget i sidste ende gik under, hvorefter fårene græssede rundt på ruinerne af Forum Romanum i de mørke århundreder i den sene oldtid, således kan Vesten også vise sig for svag til at modstå presset fra den islamiske verden.

Hjulpet på vej af Vestens egne ideologiske patologier i form af multikultur-radikalisme og relativisme og naivistisk engagement i overnationale organer som EU, FN og Europarådet et cetera. Med andre ord en stort orkestreret opdatering af den omstridte historiefilosof Oswald Spenglers teori fra 20rnes Tyskland om Vestens selvdestruktion, som han fremsatte i mammutværket »Aftenlandets Undergang«.

[…]

Katrine Winkel Holm […] sparker første foredragsdiskussion i gang med et angreb på gæsteforedragsholderens »islamblindhed«. Foredragsholderens navn er Ole Birk Olesen, kendt for som chefredaktør at have lanceret den erklæret liberalistiske netavis 180 Grader og for at have forfattet debatbogen »Tabersamfundet« - ikke møntet på de muslimske samfund men derimod på den skandinaviske velfærdsstat. Som borgerlig debattør af liberal observans ligger det ikke Ole Birk Olesen på sinde at forhindre opførelse af moskeer og lukke grænserne hermetisk for islamisk indvandring, hvilket blandt andet kalder Tomas Kierstein på banen. Som formand for den den lokalpolitiske liste Århus mod Moskeen, Tidehvervstilhænger og bestyrelsesmedlem i Den Danske Forening, har han den principielle opfattelse, at rettigheder er til for at beskytte individet. Eftersom islam ikke respekterer individets frihed - for eksempel i forhold til frafald og ægteskab - kan islam heller ikke operere frit under henvisning til religionsfriheden, lyder argumentet. Ole Birk Olesen når ikke til enighed med forsamlingen. Nok erklærer han sig som kulturkonservativ, når det kommer til hans eget syn på for eksempel familieværdierne. Men vigtigst for ham er alligevel friheden til at kunne råde over eget liv og ejendom, og her må hensynet til samfundets etniske og kulturelle homogenitet vige en omgang.

[…]

Nomos-redaktøren Morten Uhrskov Jensen[s] […] værk Et delt folk - dansk udlændingepolitik 1983-2008, udkom for et par måneder siden. Bogen vakte en del debat, som Uhrskov samler op på i sit foredrag på Nomos ' høstmøde, der ikke er uden redundans fra det foredrag samme Uhrskov holdt på Tidehvervs sommermøde i juni om samme emne.

Den store skurk i åbenbaringen er i den Uhrskovske udlægning Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Som daværende formand for Dansk Flygtningehjælp stod han fadder til den liberalisering af den danske udlændingepolitik, som et alternativt flertal bestående af De Radikale, Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj fik trumfet igennem på trods af borgerlig modstand. Så Gammeltoft-Hansen har man ikke meget at takke for i Nomos . Heller ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen eller industrialisten Niels Due Jensen har man meget tilovers for.

Deres respektive ageren i forbindelse med henholdsvis ratifikationen af Lissabon-traktaten og Muhammed-krisen, indbragte dem i hvert fald en tvivlsom hæder på høstmødet i Nyborg.

[…]

At Fogh Rasmussen og Due Jensen ikke er de eneste landsmænd, man foragter i Nomos , kan man forvisse sig om ved at besøge netværkets hjemmeside, der blandt meget andet også byder på en eksorbitant citatkompilering af fædrelandsfornægtende udsagn fra den danske kulturdebat gennem de sidste mange år. Her er folk som Johannes Sløk, Leif Bork Hansen, Paprika Steen, Carsten Jensen, Georg Metz og Tøger Seidenfaden repræsenteret. Alle sammen under den litterære etikette Antenora hentet fra Dantes digre digterværk Den Guddommelige Komedie. Antenora er den anden afdeling af det dybeste helvede, hvor fædrelandsforræderne straffes - opkaldt efter trojanerfyrsten Antenor, som hjalp grækerne med råd og dåd imod Troja.

[…]

Et nyt indspark venter, når debatantologien Den borgerlige orden udkommer i slutningen af oktober måned på Gyldendal. Den redigerer Kasper Støvring nemlig sammen med Morten Ebbe Juhl Nielsen. Og borgerlig orden er faktisk et meget godt synonym for det oldgræske begreb Nomos, hvis nogen skulle grunde over etymologien i det udtryk.

[…]

Replik til Thomas Christiansen

Af Kasper Støvring

I Danmark har borgerne stor tillid til hinanden, de er tilfredse med livet, stolte over at være danskere, og de er åbne over for det internationale. Der hersker desuden en høj grad af fordragelighed i landet, som kulturelt set er ret homogent, og staten fungerer effektivt og stort set uden korruption. I min artikel (Politiken den 13. september) skrev jeg derfor, at det må være en politisk opgave, ikke mindst for De Konservative, at bevare denne nationale sammenhængskraft. Heraf nødvendigheden af en ”national konservatisme”.

I ph.d. Thomas Christiansens (TC) lange indlæg (Politiken den 17. september) kan man imidlertid læse, at der i mellemkrigstidens totalitære bevægelser fandtes radikale nationalister, der kaldte sig nationalkonservative. Altså er også nutidens nationalkonservatisme svanger med totalitarisme. TC maner en teaterdæmon frem, som han så let som ingenting kan plaffe ned. Han minder om den type akademiker, der har forlæst sig på en bestemt periodes ideologi, som han så ser over alt i nutiden. Mange af hans argumenter imod den nationale konservatisme, jeg skrev om, er derfor slet ikke argumenter, men rene associationstricks. Også Mussolini talte om nationalkonservatisme: Guilty by association!

Lad os se på de lidt mere saglige indvendinger. TC skriver, at nationalstaten er en relativ ung politisk konstruktion. Det er jeg udmærket klar over. Men det har bare ingen betydning for mit argument: at nationalstaten er den mest stabile og legitime statskonstruktion. Jeg vil derimod mene, at nationen er langt ældre og ikke en ”konstruktion”.

For det andet spørger TC, hvad vi skal stille op med stater, der ikke er funderet i én nation. Det var slet ikke mit ærinde at svare på det. Mit indlæg drejede sig alene om den danske nation og stat, og det havde desuden et aktuelt og ikke et historisk sigte. Men skal jeg nu svare kort, vil jeg sige, at disse stater er i den ulykkelige situation, at sammenhængskraften er meget svag. De eneste to stater i Europa, hvor nationaliseringsprocessen ikke er foregået nogenlunde succesfuldt er Belgien og Schweiz. Men den ene stat er ved at falde fra hinanden, og den anden hænger kun sammen i kraft af opdelingen af nationerne i de såkaldte kantoner. Nationalstater skaber fred og stabilitet. Multikulturelle og multinationale stater skaber konflikter.

For det tredje misforstår TC (med vilje?) den konservative tanke om mennesket som et risikabelt væsen. Den indebærer netop ikke, at ”den gode stat” skal afrette mennesker, men at staten må være udstyret med magtdelingsmekanismer. Ellers vil mennesker øve ondt igennem den. I øvrigt er det ikke menneskers ondskab, men deres selvretfærdighed, man skal frygte. Og TC virker i sit syn på de onde nationalt sindede mennesker ikke så lidt farisæisk.

For det fjerde opfordres jeg til at konkretisere, hvilke ”repressalier”, der skal være imod dem, der ikke vil assimileres (et andet, men mere kontroversielt ord for vellykket integration). Ja, først og fremmest ville det hjælpe, hvis vi viste stolthed over vores kultur og dømte dem, der ikke vil gøre en indsats for at være en del af nationen. Vi kunne kræve noget mere i stedet for at ydmyge indvandrere med medlidenhed over deres angivelige offerstatus. Vi kunne på forskellig måde opfordre fremmede til at assimilere sig, fordi vores kultur har noget godt at byde på, og det ville hjælpe dem at blive en del af den. Vi kunne overbevise dem om, at de bør lære sproget, kende omgangsformerne, melde sig ind i foreningslivet og gifte sig ind i danske familier, fordi de kun således effektivt kan være en del af samfundet. At være dansker skal være noget, man er nødsaget til, når man bor i landet. Integrationspligt, kunne man kalde det.

TC glemmer vist, at assimilation faktisk allerede er en del af politikken. Indfødsret afhænger af den, og der findes særlige tilknytningskrav. Man taler ligeledes om asylansøgere med ”integrationspotentiale”. I min artikel skrev jeg, at De Konservative bør skærpe politikken, lade indvandringen og integrationen afhænge af kultur og standse den multikulturalistiske politik. Så kommer assimilationen helt af sig selv uden de ”repressalier”, som TC fablede om i sit indlæg.

Bragt i Politiken den 28. september