tirsdag den 26. juli 2011
søndag den 24. juli 2011
Norsk terror og holbergsk logik
Af Jesper M. Rosenløv
Det har været forfærdende at følge begivenhederne i Norge i disse dage. Den feje og barbariske skændselsgerning, der blev udført i Oslo og på Utøya af Anders Behring Breivik kan kun fylde ethvert normalt tænkende menneske med væmmelse og afsky. 86 unge mennesker mistede livet på Utøya og 7 som følge af terrorbombningen i Oslo. Disse mennesker og deres pårørende fortjener at blive mindet og behandlet med respekt.
Desto større er overraskelsen og væmmelsen, når vi er vidner til, at medier, debattører og politikere forsøger at udnytte denne tragedie og dens ofre til en politisk manifestation. Der gik under 24 timer fra forbrydelsen til, at venstrefløjen herhjemme forsøgte at slå politisk plat på tragedien. Ofrene var endnu ikke lagt i jorden, før de blev udvalgt til at spille en rolle i venstrefløjens politiske cirkus.
Som Uriasposten allerede har dokumenteret, står diverse medier ikke tilbage for at anvende stærkt politiserende ”eksperter”. Og i deres forhippelse på at få skabt ”en dansk forbindelse” fik DR2 endda forvekslet Breivik med ”Fjordman” (læs mere her). Pinligt!
De politicerende mediers vinkling af tragedien taler også for sig selv, når det f.eks. blev fremhævet, at der i Breiviks manifest, 2083 – A European Declaration of Independence, udtaltes en positiv vurdering af den danske regerings og Anders Fogh Rasmussens optræden i Muhammedsagen (s.347-8) samt om Morten Messerschmitts modstand mod sharialoven og EU-kommissionens holdning til sharia i Europa (s. 317, 596). Formålet med at fremhæve dette er naturligvis, at spinde en ende over det forhold, at Breivik på disse punkter synes at dele holdninger med danske borgerlige politikere. Og i forlængelse heraf er associationstrickets logik vel at antyde, at hvis man deler Foghs eller Messerschmidts holdninger mht. Muhammedkrisen eller Sharia, ja, så er man en potentiel Breivik. De burde skamme sig.
De venstredrejede debattørers udgydelser og de politicerende mediers vinkling af tragedien står alt i alt i dæmoniseringens tegn. Nu skal alt konservativt og patriotisk lægges for had. Hvor usmageligt og utroværdigt - men desværre forudsigeligt.
Det kommer derfor sikkert ubelejligt for venstrefløjen, at lange passager af Breiviks manifest var et afskrift af den amerikanske terrorist Ted Kaczynskis manifest Industrial Society and Its Future fra 1995 (The Unabomber's Manifesto) – et manifest, hvis tankegods kategoriseres som anarcho-primitivisme. Kaczynski kritiserede især ”the leftist psychology” (de afsnit Breivik især har kopieret) samt den moderne civilisation og teknologi. Visse af Kaczynskis skrifter blev trykt i det anarkistiske tidsskrift Green Anarchy. Så hvornår kaster pressen sig mon over anarkisterne?
Breiviks mentale univers er i det hele taget (ikke overraskende) bizart. Han kalder sig ganske vist kulturkonservativ og konservativ revolutionær og forsøger at hente legitimitet for sin udåd fra en konservativ og national kritik af masseindvandring og multikultur.
Men hans selvopfattelse og inspirationskilder kommer vel bedst til udryk i hans titulatur i indledningen af sit manifest: Justiciar Knight Commander for Knights Templar Europe and one of several leaders of the National and pan-European Patriotic Resistance Movement. Hans "mytologiske" univers kredser i det hele taget mest omkring en dyrkelse af tempelriddere og frimurersymbolik. Se f.eks. hans propaganda-video. Gad vide, hvornår pressen kaster sig over frimurerne.
Han anser Japan og Sydkorea som idealer, men citerer til tider Mao med anerkendelse. Dertil kommer en sær og selvopfundet ”kristen” jihadisme, hvor der loves en belønning i ”Kingdom of Heaven”, hvis man udlever sit martyrium. Han beundrer derfor ikke overraskende de muslimske jihadisters mentale styrke og motivation og hylder i højere grad en paneuropæisk nationalisme end egentlig fædrelandskærlighed.
Se, dette alt dette hokus pokus har intet med nationalkonservatismen i den aktuelle danske debat at gøre. Hvis venstrefløjen skal have deres associationstrick til at gå op, må det derfor blive ud fra en ren holbergsk logik: Morlille kan ikke flyve. En sten kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten... Vorherre til hest.
Det har været forfærdende at følge begivenhederne i Norge i disse dage. Den feje og barbariske skændselsgerning, der blev udført i Oslo og på Utøya af Anders Behring Breivik kan kun fylde ethvert normalt tænkende menneske med væmmelse og afsky. 86 unge mennesker mistede livet på Utøya og 7 som følge af terrorbombningen i Oslo. Disse mennesker og deres pårørende fortjener at blive mindet og behandlet med respekt.
Desto større er overraskelsen og væmmelsen, når vi er vidner til, at medier, debattører og politikere forsøger at udnytte denne tragedie og dens ofre til en politisk manifestation. Der gik under 24 timer fra forbrydelsen til, at venstrefløjen herhjemme forsøgte at slå politisk plat på tragedien. Ofrene var endnu ikke lagt i jorden, før de blev udvalgt til at spille en rolle i venstrefløjens politiske cirkus.
Som Uriasposten allerede har dokumenteret, står diverse medier ikke tilbage for at anvende stærkt politiserende ”eksperter”. Og i deres forhippelse på at få skabt ”en dansk forbindelse” fik DR2 endda forvekslet Breivik med ”Fjordman” (læs mere her). Pinligt!
De politicerende mediers vinkling af tragedien taler også for sig selv, når det f.eks. blev fremhævet, at der i Breiviks manifest, 2083 – A European Declaration of Independence, udtaltes en positiv vurdering af den danske regerings og Anders Fogh Rasmussens optræden i Muhammedsagen (s.347-8) samt om Morten Messerschmitts modstand mod sharialoven og EU-kommissionens holdning til sharia i Europa (s. 317, 596). Formålet med at fremhæve dette er naturligvis, at spinde en ende over det forhold, at Breivik på disse punkter synes at dele holdninger med danske borgerlige politikere. Og i forlængelse heraf er associationstrickets logik vel at antyde, at hvis man deler Foghs eller Messerschmidts holdninger mht. Muhammedkrisen eller Sharia, ja, så er man en potentiel Breivik. De burde skamme sig.
De venstredrejede debattørers udgydelser og de politicerende mediers vinkling af tragedien står alt i alt i dæmoniseringens tegn. Nu skal alt konservativt og patriotisk lægges for had. Hvor usmageligt og utroværdigt - men desværre forudsigeligt.
Det kommer derfor sikkert ubelejligt for venstrefløjen, at lange passager af Breiviks manifest var et afskrift af den amerikanske terrorist Ted Kaczynskis manifest Industrial Society and Its Future fra 1995 (The Unabomber's Manifesto) – et manifest, hvis tankegods kategoriseres som anarcho-primitivisme. Kaczynski kritiserede især ”the leftist psychology” (de afsnit Breivik især har kopieret) samt den moderne civilisation og teknologi. Visse af Kaczynskis skrifter blev trykt i det anarkistiske tidsskrift Green Anarchy. Så hvornår kaster pressen sig mon over anarkisterne?
Breiviks mentale univers er i det hele taget (ikke overraskende) bizart. Han kalder sig ganske vist kulturkonservativ og konservativ revolutionær og forsøger at hente legitimitet for sin udåd fra en konservativ og national kritik af masseindvandring og multikultur.
Men hans selvopfattelse og inspirationskilder kommer vel bedst til udryk i hans titulatur i indledningen af sit manifest: Justiciar Knight Commander for Knights Templar Europe and one of several leaders of the National and pan-European Patriotic Resistance Movement. Hans "mytologiske" univers kredser i det hele taget mest omkring en dyrkelse af tempelriddere og frimurersymbolik. Se f.eks. hans propaganda-video. Gad vide, hvornår pressen kaster sig over frimurerne.
Han anser Japan og Sydkorea som idealer, men citerer til tider Mao med anerkendelse. Dertil kommer en sær og selvopfundet ”kristen” jihadisme, hvor der loves en belønning i ”Kingdom of Heaven”, hvis man udlever sit martyrium. Han beundrer derfor ikke overraskende de muslimske jihadisters mentale styrke og motivation og hylder i højere grad en paneuropæisk nationalisme end egentlig fædrelandskærlighed.
Se, dette alt dette hokus pokus har intet med nationalkonservatismen i den aktuelle danske debat at gøre. Hvis venstrefløjen skal have deres associationstrick til at gå op, må det derfor blive ud fra en ren holbergsk logik: Morlille kan ikke flyve. En sten kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten... Vorherre til hest.
mandag den 18. oktober 2010
Den danske udlændingepolitik er brudt sammen
Af Jesper M. Rosenløv
I en ny artikel skrevet til Tidsskriftet NOMOS, viser Morten Uhrskov Jensen, at den danske udlændingepolitik er brudt sammen. Stramningerne i udlændingepolitikken i form af f.eks. 24-årsregel og tilknytningskrav, som VKO har gennemført siden 2002, kan nemt omgås - og bliver det.
En rapport fra oktober 2009 udarbejdet af SFI (Det nationale forskningscenter for velfærd – tidligere Socialforskningsinstituttet) viser nemlig, at indvandrere fra tredjelande trods regeringens forsøg på at hindre netop dette, stadig henter deres ægtefæller i oprindelseslandet. Med andre ord: kædevandringerne fortsætter med uformindsket styrke!
Årsagen skal findes i EU´s opholdsdirektiv fra 2003, der bl.a. resulterede i Metock-dommen i 2008. Opholdsdirektivet er et resultat af EU’s krav om fri bevægelighed inden for EU’s grænser – en hjørnesten i gennemførelsen af det indre marked. Som Uhrskov skriver:
”Opholdsdirektivet vurderes af EU-kommissionen og EU-domstolen at være en central forudsætning for etablering af et indre marked, der var grundtanken bag Rom-traktaten fra 1957. Det danske retsforbehold gælder derfor ikke i denne relation, da opbygningen af det indre marked i EU antages at have en højere prioritet end retsforbeholdet og noget, som ingen medlemslande kan undslå sig.”
Uhrskov illustrer i sin artikel, hvorledes netop disse EU-regler kan og bliver brugt til at hente ægtefæller til Danmark fra tredjelande.
Det er skræmmende og sørgelig læsning. Ikke mindst fordi regeringen og støttepartiet, Dansk Folkeparti, stadig bryster sig af at føre ”en stram, men fair indvandringspolitik”.
Sandheden er, at EU reelt har umuliggjort, at Danmark kan føre en selvstændig og stram udlændingepolitik. Og fra 2014 er det helt slut. Da træder det såkaldte Stockholm-program nemlig i kraft. Dermed overgår beslutningerne på flygtninge-/indvandrerområdet helt til EU’s organer.
De to EU-begejstrede regeringspartier, V og K, ved selvfølgelig alt dette. Men de vælger ikke overraskende ikke at gøre noget.
Mere skuffende – og på grænsen til det bedrageriske – er det imidlertid, at det parti, der har slået sig op på at være garanten for en stram dansk udlændingepolitik, nemlig Dansk Folkeparti, heller ikke løfter en finger.
Fra velunderrettet kilde vides det, at toppen i Dansk Folkeparti, er ganske klar over, hvorledes tingenes tilstand er!
Man ved, at udlændingepolitikken er brudt sammen – og man kender naturligvis også årsagen: EU-reglerne. Alligevel vælger man intet at gøre. Hvorfor?
Kalkulen i DF-toppen er givet denne: Vi kan nok intet gøre ved EU-reglerne. Desuden ønsker vi at komme med i regeringen efter næste valg. Derfor gælder det for alt i verden om at lægge EU-striden med V og K død.
Med andre ord – DF-toppen lugter ministerposter og vælger derfor at se igennem fingre med sammenbruddet på udlændingeområdet, da dette uundgåeligt vil føre frem til en diskussion om helt centrale dele af Danmarks forhold til EU. En diskussion DF for alt i verden vil undgå at tage med V og K netop nu.
Dermed står vi – det danske folk – i en situation, hvor DF totalt har svigtet det mandat, danske vælgere har givet partiet. Man foregiver at være ”strammere”, men i virkeligheden er DF nu en del af problemet. Og når dette svigt reelt er et svigt af folk og fædreland, kan man håbe, at folkets og historiens dom bliver hård over DF og deres levebrødspolitikere.
Intet under, at Uhrskov valgte at forlade Dansk Folkeparti, som han meddelte I DR2 Deadline igår.
Desuden er det glædeligt, at Dansk Samling nu (efter mange års dvale som græsrodsforening) har besluttet sig for at igangsætte den proces, der skal til for at stille op til folketingsvalg.
I en ny artikel skrevet til Tidsskriftet NOMOS, viser Morten Uhrskov Jensen, at den danske udlændingepolitik er brudt sammen. Stramningerne i udlændingepolitikken i form af f.eks. 24-årsregel og tilknytningskrav, som VKO har gennemført siden 2002, kan nemt omgås - og bliver det.
En rapport fra oktober 2009 udarbejdet af SFI (Det nationale forskningscenter for velfærd – tidligere Socialforskningsinstituttet) viser nemlig, at indvandrere fra tredjelande trods regeringens forsøg på at hindre netop dette, stadig henter deres ægtefæller i oprindelseslandet. Med andre ord: kædevandringerne fortsætter med uformindsket styrke!
Årsagen skal findes i EU´s opholdsdirektiv fra 2003, der bl.a. resulterede i Metock-dommen i 2008. Opholdsdirektivet er et resultat af EU’s krav om fri bevægelighed inden for EU’s grænser – en hjørnesten i gennemførelsen af det indre marked. Som Uhrskov skriver:
”Opholdsdirektivet vurderes af EU-kommissionen og EU-domstolen at være en central forudsætning for etablering af et indre marked, der var grundtanken bag Rom-traktaten fra 1957. Det danske retsforbehold gælder derfor ikke i denne relation, da opbygningen af det indre marked i EU antages at have en højere prioritet end retsforbeholdet og noget, som ingen medlemslande kan undslå sig.”
Uhrskov illustrer i sin artikel, hvorledes netop disse EU-regler kan og bliver brugt til at hente ægtefæller til Danmark fra tredjelande.
Det er skræmmende og sørgelig læsning. Ikke mindst fordi regeringen og støttepartiet, Dansk Folkeparti, stadig bryster sig af at føre ”en stram, men fair indvandringspolitik”.
Sandheden er, at EU reelt har umuliggjort, at Danmark kan føre en selvstændig og stram udlændingepolitik. Og fra 2014 er det helt slut. Da træder det såkaldte Stockholm-program nemlig i kraft. Dermed overgår beslutningerne på flygtninge-/indvandrerområdet helt til EU’s organer.
De to EU-begejstrede regeringspartier, V og K, ved selvfølgelig alt dette. Men de vælger ikke overraskende ikke at gøre noget.
Mere skuffende – og på grænsen til det bedrageriske – er det imidlertid, at det parti, der har slået sig op på at være garanten for en stram dansk udlændingepolitik, nemlig Dansk Folkeparti, heller ikke løfter en finger.
Fra velunderrettet kilde vides det, at toppen i Dansk Folkeparti, er ganske klar over, hvorledes tingenes tilstand er!
Man ved, at udlændingepolitikken er brudt sammen – og man kender naturligvis også årsagen: EU-reglerne. Alligevel vælger man intet at gøre. Hvorfor?
Kalkulen i DF-toppen er givet denne: Vi kan nok intet gøre ved EU-reglerne. Desuden ønsker vi at komme med i regeringen efter næste valg. Derfor gælder det for alt i verden om at lægge EU-striden med V og K død.
Med andre ord – DF-toppen lugter ministerposter og vælger derfor at se igennem fingre med sammenbruddet på udlændingeområdet, da dette uundgåeligt vil føre frem til en diskussion om helt centrale dele af Danmarks forhold til EU. En diskussion DF for alt i verden vil undgå at tage med V og K netop nu.
Dermed står vi – det danske folk – i en situation, hvor DF totalt har svigtet det mandat, danske vælgere har givet partiet. Man foregiver at være ”strammere”, men i virkeligheden er DF nu en del af problemet. Og når dette svigt reelt er et svigt af folk og fædreland, kan man håbe, at folkets og historiens dom bliver hård over DF og deres levebrødspolitikere.
Intet under, at Uhrskov valgte at forlade Dansk Folkeparti, som han meddelte I DR2 Deadline igår.
Desuden er det glædeligt, at Dansk Samling nu (efter mange års dvale som græsrodsforening) har besluttet sig for at igangsætte den proces, der skal til for at stille op til folketingsvalg.
fredag den 24. september 2010
Dumme, men gode
Af Thomas Helbig Hansen
Det kunne se ud som et paradoks: Jo mere vi taler om viden og uddannelse som nøglen til fremtidig velfærd, jo dummere bliver vi.
Tag blot dette eksempel fra en dansk arbejdsplads i mediebranchen.
Her sidder tre unge mennesker i starten af 20'erne og snakker hyggeligt i en pause, og pludselig siger den ene: 'Hvorfor er det i grunden helligdag på lørdag?' En længere pause efterfølges af et bud fra een af kammeraterne: 'Er det ikke den dér grundlovsdag?' Ny pause, og så: 'Jamen, den plejer da ikke at falde på en lørdag, gør den?' 'Næ', lyder svaret, 'det er vist den samme dato hvert år.'
Hvis disse brave unge mennesker har problemer med at identificere d. 5. juni, hvor stor er så sandsynligheden for, at de overhovedet ved hvad Grundloven er for en størrelse? Og kan man videre regne med, at eksempelvis årstallene 1658, 1864 og 1901 siger dem nogetsomhelst?
Uanset hvad har Dansk Folkeparti nu sat sig for at gøre noget. Partiet vil afsætte 10 årlige millioner kr. på finansloven til at bygge et nationalt videnscenter for historie og kulturarvsformidling i Jelling. Det lyder umiddelbart som et nødvendigt og billigt initiativ (de 10 millioner kr. svarer ca. til det beløb, som Københavns Kommune spenderer på at mandsopdække en (1) enkelt ungdomskriminel pr. år). Det er da tilsyneladende heller ikke beløbet, der er den største trussel mod projektet. Den kommer tværtimod fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der ikke er begejstret for forslaget. Som han siger til Kristeligt Dagblad: 'Desuden vil det kræve en afgrænsning af dansk kultur. Jeg tvivler for eksempel på, at Dansk Folkeparti og jeg har samme definition. Jeg synes, at den barmhjertige samaritaner er en del af min kulturarv. Jeg ved ikke, om det er en del af DF's.'
Ifølge lærerformanden er der altså slet ikke tale om noget paradoks: Undervisningen af de opvoksende generationer har ikke primært til formål at gøre os kloge; vigtigere er det, at vi er gode. Lad os håbe, at vi kan leve af det fremover.
Det kunne se ud som et paradoks: Jo mere vi taler om viden og uddannelse som nøglen til fremtidig velfærd, jo dummere bliver vi.
Tag blot dette eksempel fra en dansk arbejdsplads i mediebranchen.
Her sidder tre unge mennesker i starten af 20'erne og snakker hyggeligt i en pause, og pludselig siger den ene: 'Hvorfor er det i grunden helligdag på lørdag?' En længere pause efterfølges af et bud fra een af kammeraterne: 'Er det ikke den dér grundlovsdag?' Ny pause, og så: 'Jamen, den plejer da ikke at falde på en lørdag, gør den?' 'Næ', lyder svaret, 'det er vist den samme dato hvert år.'
Hvis disse brave unge mennesker har problemer med at identificere d. 5. juni, hvor stor er så sandsynligheden for, at de overhovedet ved hvad Grundloven er for en størrelse? Og kan man videre regne med, at eksempelvis årstallene 1658, 1864 og 1901 siger dem nogetsomhelst?
Uanset hvad har Dansk Folkeparti nu sat sig for at gøre noget. Partiet vil afsætte 10 årlige millioner kr. på finansloven til at bygge et nationalt videnscenter for historie og kulturarvsformidling i Jelling. Det lyder umiddelbart som et nødvendigt og billigt initiativ (de 10 millioner kr. svarer ca. til det beløb, som Københavns Kommune spenderer på at mandsopdække en (1) enkelt ungdomskriminel pr. år). Det er da tilsyneladende heller ikke beløbet, der er den største trussel mod projektet. Den kommer tværtimod fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der ikke er begejstret for forslaget. Som han siger til Kristeligt Dagblad: 'Desuden vil det kræve en afgrænsning af dansk kultur. Jeg tvivler for eksempel på, at Dansk Folkeparti og jeg har samme definition. Jeg synes, at den barmhjertige samaritaner er en del af min kulturarv. Jeg ved ikke, om det er en del af DF's.'
Ifølge lærerformanden er der altså slet ikke tale om noget paradoks: Undervisningen af de opvoksende generationer har ikke primært til formål at gøre os kloge; vigtigere er det, at vi er gode. Lad os håbe, at vi kan leve af det fremover.
onsdag den 15. september 2010
Kram en muslim
Af Thomas Helbig Hansen
Kathrine Lilleør opfordrer i Berlingske Tidende til, at vi allesammen hver især krammer en muslim d. 11/9. Hvis man hører til i den generte kategori kan et håndtryk dog også gøre det.
Jamen, hvor er det dog en storartet idé! Lad os starte med at give hånden til Asmaa Abdol Hamid. Eller hvad med at kravle ind i teltet til den arabiske husmor, der krabber formummet rundt i det offentlige rum. Det skal nok skabe en bølge af interkulturel forståelse. For slet ikke at tale om forældremøderne på Holbergskolen: Her vil de muslimske mødre formentlig stå i kø for at deltage ved udsigten til at møde en hærskare af kristne, hvide mænd med åbne arme.
I stedet for dette klodsede forsøg på organiseret blufærdighedskrænkelse kunne vi naturligvis også vælge at bruge årsdagen for angrebet i New York helt anderledes. Nemlig til at reflektere over een af de mest sejlivede myter og mantraer i den offentlige debat: At flertallet af muslimer er moderate og venligtsindede, og bare ønsker at leve i fred og fordragelighed med os andre. For hvad ved vi nemlig om det? Intet som helst. Det så ofte og højt besungne skel mellem de 'rabiate' hhv. de 'moderate' muslimer findes først og fremmest i vore hoveder. At vi i Vesten har opfundet begrebet 'islamisme' for at isolere de grimme ting i islam ændrer jo ikke på, at den 'gode' hhv. den 'onde' muslim har præcis det samme udgangspunkt: Koranen.
Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en syndflod af krammere vil kunne få hin enkelte muslim til et øjeblik at glemme den hellige bogs krigeriske tale, men nogen langtidsholdbar virkning skal vi nok ikke håbe på.
Kathrine Lilleør opfordrer i Berlingske Tidende til, at vi allesammen hver især krammer en muslim d. 11/9. Hvis man hører til i den generte kategori kan et håndtryk dog også gøre det.
Jamen, hvor er det dog en storartet idé! Lad os starte med at give hånden til Asmaa Abdol Hamid. Eller hvad med at kravle ind i teltet til den arabiske husmor, der krabber formummet rundt i det offentlige rum. Det skal nok skabe en bølge af interkulturel forståelse. For slet ikke at tale om forældremøderne på Holbergskolen: Her vil de muslimske mødre formentlig stå i kø for at deltage ved udsigten til at møde en hærskare af kristne, hvide mænd med åbne arme.
I stedet for dette klodsede forsøg på organiseret blufærdighedskrænkelse kunne vi naturligvis også vælge at bruge årsdagen for angrebet i New York helt anderledes. Nemlig til at reflektere over een af de mest sejlivede myter og mantraer i den offentlige debat: At flertallet af muslimer er moderate og venligtsindede, og bare ønsker at leve i fred og fordragelighed med os andre. For hvad ved vi nemlig om det? Intet som helst. Det så ofte og højt besungne skel mellem de 'rabiate' hhv. de 'moderate' muslimer findes først og fremmest i vore hoveder. At vi i Vesten har opfundet begrebet 'islamisme' for at isolere de grimme ting i islam ændrer jo ikke på, at den 'gode' hhv. den 'onde' muslim har præcis det samme udgangspunkt: Koranen.
Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en syndflod af krammere vil kunne få hin enkelte muslim til et øjeblik at glemme den hellige bogs krigeriske tale, men nogen langtidsholdbar virkning skal vi nok ikke håbe på.
søndag den 12. september 2010
Obskurantismens sejrsmarch
Af Thomas Helbig Hansen.
På listen over væsener, der ifølge islam er inferiøre/urene, finder vi - udover grisen og det kristne menneske - hunden. Den sandhed har en række blinde englændere nu måttet sande på den hårde måde. For godt nok er det i landet på den anden side af Nordsøen forbudt at diskriminere handicappede, men alligevel oplever flere og flere blinde, at de og deres førehunde bliver nægtet adgang til taxaer og busser. Kristeligt Dagblad beretter bl.a. om den 73-årige George Herridge, der blev bedt om at forlade en bybus, fordi en flok muslimske skolebørn skreg op ved synet af hans labrador. Og en talsmand for det britiske blindesamfund fortæller i samme artikel, hvordan en muslimsk taxachauffør blev gal, da hun forsøgte at stige ind i hans taxa med sin hund - for nu blev han nødt til at køre hjem og vaske sig.
Man forbløffes til stadighed over denne tilbagestående slavementalitet, der i eet og alt bøjer sig for 1400 år gamle og absurde regler. Men mest af alt er det forbløffende og bekymrende, at vi i Vesten tilsyneladende intet modtræk har imod obskurantismen.
Hvordan kan de muslimske skoleelevers religiøst betingede hundefrygt blive styrende for reglerne i den kollektive trafik i et vestligt land? Og hvad kommer den muslimske taxachaufførs private religion passageren ved?
Eksemplerne illustrerer endnu engang den simple sandhed, at dagens altoverskyggende problem ikke er islams styrke men Vestens svaghed.
På listen over væsener, der ifølge islam er inferiøre/urene, finder vi - udover grisen og det kristne menneske - hunden. Den sandhed har en række blinde englændere nu måttet sande på den hårde måde. For godt nok er det i landet på den anden side af Nordsøen forbudt at diskriminere handicappede, men alligevel oplever flere og flere blinde, at de og deres førehunde bliver nægtet adgang til taxaer og busser. Kristeligt Dagblad beretter bl.a. om den 73-årige George Herridge, der blev bedt om at forlade en bybus, fordi en flok muslimske skolebørn skreg op ved synet af hans labrador. Og en talsmand for det britiske blindesamfund fortæller i samme artikel, hvordan en muslimsk taxachauffør blev gal, da hun forsøgte at stige ind i hans taxa med sin hund - for nu blev han nødt til at køre hjem og vaske sig.
Man forbløffes til stadighed over denne tilbagestående slavementalitet, der i eet og alt bøjer sig for 1400 år gamle og absurde regler. Men mest af alt er det forbløffende og bekymrende, at vi i Vesten tilsyneladende intet modtræk har imod obskurantismen.
Hvordan kan de muslimske skoleelevers religiøst betingede hundefrygt blive styrende for reglerne i den kollektive trafik i et vestligt land? Og hvad kommer den muslimske taxachaufførs private religion passageren ved?
Eksemplerne illustrerer endnu engang den simple sandhed, at dagens altoverskyggende problem ikke er islams styrke men Vestens svaghed.
onsdag den 1. september 2010
Sognepræst Axel Bang: Tale ved alsangsstævne i Ålborg, 13. august 1940
Vi danske, vi er et meget skeptisk folkefærd. Og det er forresten også kommet til orde i anledning af vore alsangsaftener. Hvad kan det nytte og stå og synge? For så vidt har skeptikerne jo ret. Sang alene, det går det ikke. Men vi ejer alligevel i den rette fædrelandssang en vældig værdi. Den skaber nemlig forbindelse til folkets fortid. Den taler til os om, hvad vi skal i dag. Og den styrker vort håb til fremtiden. Det er rigtigt nok, der er også meget uægte guld i de fædrelandssange, vi har sunget her i Danmark. Men i stormtider, der blæser alt det undervægtige bort som avner og kernen lever. Sådan er der også i det, vi har sunget om vort lands fortid mangt og meget, som ikke er i stand til at bestå for sandhedens dom. Men dog, så er der i vor fædrelandssange så meget, der minder os om, at vi er et folk med en tusindårig historie, et folk som har fostret sønner og døtre, som har ristet deres navne ind i historiens liv. Vi ejer et sprog, der er formet gennem tiderne både af menigmand og af skjald. Og det evner at udtrykke vort inderste selv. Vi bor i et land, hvis bløde linjer gennem tusind år har formet vort folkesind. Til dette folk, dette sprog, dette land, der knyttes vi i den ægte, sunde og sande fædrelandssang. Men fædrelandssangen taler også til os om, hvad vi skal i dag. ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man evner”, sagde en god dansk mand engang. Og det er det syn, der som en vajende fane skal løftes over os, når vi synger Danmarks sange. Sangene om pligt, sange om troskab, sangene om offer, sangene om udholdenhed og sangene om kærlighed. Den danske sang styrker også vort håb til fremtiden, sandt sangen ikke blot er udtryk for lyrisk stemning, men også er udtryk for en vilje. ”Mig fryder din ros, din ære. Mig knuger din sorg, dit savn. Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn.” Sådan står der i en af vore kønneste fædrelandssange. Og synger vi det med sandhed, så er det Danmarks krav, som mødes med vor vilje. Og hvor der er vilje, der er der håb. Så vil vi da også i aften synge vort lands sange med god samvittighed.
Abonner på:
Opslag (Atom)
