Til "Initiativet til støtte for afviste irakiske asylansøgere"

Kære Alle

Undertegnede har modtaget en mail, som åbenbart cirkulerer på nettet for øjeblikket, med opfordring til at støtte den aktuelle ”kirkeaktion” i Brorsonskirken på Nørrebro til fordel de 282 afviste irakiske asylansøgeres krav om asyl/opholdstilladelse i Danmark. Aktionen, der angiveligt har været nøje planlagt igennem flere måneder, plæderer for, at der vedtages en særlov i lighed med den særlov fra 1992, som gav asyl til 420 afviste palæstinensere efter en tilsvarende kirkeaktion, hvor 78 palæstinensere i månedsvis havde besat bl.a. Blågårds Kirke.

Selv om vi er klar over, at støtteaktionen er sat i værk ud fra de smukkeste medmenneskelige motiver, vil vi alligevel tillade os at pege på nogle meget ubehagelige dilemmaer og langsigtede konsekvenser, som en eventuel vedtagelse af en ny særlov vil medføre.

Som bekendt har samtlige af de afviste irakiske asylansøgere for længst fået deres sag individuelt og omhyggeligt behandlet efter gældende dansk (og international) ret og er ikke fundet berettigede til asyl i Danmark. Den afgørelse har disse irakere så ikke villet respektere, og de har fundet støtte blandt en kreds af mennesker, som øjensynlig er uenige i den officielle danske flygtninge- og asylpolitik med tilhørende lovgivning, og som - med deres aktioner - har sigtet på at omstøde de danske myndigheders afgørelse. Kort sagt de afviste asylansøgere er blevet en brik i et indenrigspolitisk spil om udlændingepolitikken.

Med den nylige hjemsendelsesaftale er klokken så faldet i slag ikke blot for de afviste asylansøgere, men også for deres støttegrupper, som nu må se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig. Det falske håb, som støtteaktionerne så tankeløst har indgivet asylansøgerne, har forhindret disse familier i at handle i overensstemmelse med realiteterne og tage ansvar for deres egen situation ved i god ro og orden at indstille sig på et liv i deres eget hjemland. I stedet er disse ulykkelige irakiske familiers ulovlige ophold i Danmark blevet ganske unødigt forlænget med de omkostninger det har indebåret. Kirkeaktionen vil kun forværre deres sørgelige situation.

Alle fornuftige mennesker ved naturligvis godt, at den ene ”særlov” efter den anden ikke er nogen farbar vej for et demokratisk retssamfund, fordi tæppet dermed vil blive trukket fuldstændig væk under den myndighed, som er garanten for, at et retssamfund kan fungere. Derfor har støttegrupperne formentlig også suppleret deres argumentation med at henvise til forskellige internationale konventioner: Børnekonventionen, FNs anbefalinger, Amnesty International, ja, sågar Udenrigsministeriets rejsevejledning for danskere, som angiveligt skulle sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de danske myndigheders beslutning om hjemsendelsen af de afviste asylansøgere. Hermed forsøger man i virkeligheden at flytte hele flygtningespørgsmålet bort fra den politiske arena og ind under en slags overordnet universel rettighedstænkning, som til hver en tid kan trumfe demokratisk og national vedtaget flygtningelovgivning. Bortset fra at tankegangen er umiskendelig totalitær og antidemokratisk, så umuliggør den også enhver fremtidig flygtningelovgivning og lægger i det hele taget en bombe under nationalstaternes selvbestemmelsesret m.h.t. hvem, der kan få tilladelse til at bo inden for deres grænser. Konsekvensen skal man være ualmindelig blind for ikke at få øje på.

Jamen hvad med medmenneskeligheden? Har vi da intet lært af jødernes fortvivlede situation under nazismen og den skammelige flygtningepolitik, som mange nationalstater den gang håndhævede så rethaverisk med katastrofale følger for de afviste jødiske asylsøgere? Er situationen ikke fuldstændig den samme for de afviste irakere? Nej, situationen er ikke den samme. Der er ikke tale om, at der finder et folkemord sted på muslimer p g a deres religion eller race i Irak. At danskere ikke anbefales at rejse til Irak hænger - foruden den urolige situation med sporadiske terrorbombninger og den voldelighed, som desværre kendetegner muslimske samfund i disse år - sammen med at udlændinge (af gode grunde) generelt ikke er særlig velsete i Irak, og at kristne i særdeleshed forfølges. Når millioner af irakere kan leve deres liv i Irak, så kan vores afviste asylansøgere naturligvis også. I modsat fald skulle samtlige andre millioner af irakere også have ret til asyl i Danmark. Der er ingen af de irakiske asylansøgere, der har godtgjort, at de er personligt forfulgte.

Men nu har disse irakere jo opholdt sig så længe i Danmark, siges det, er det så ikke uanstændigt at sende dem tilbage efter alle disse år? Nogle af dem skulle angiveligt end ikke tale arabisk mere. Her er vi ved et kernespørgsmål, nemlig om voksne menneskers – også asylansøgeres – personlige ansvar for egne beslutninger og deres konsekvenser. Disse irakere har meget længe vidst, at de ikke havde lovlig hjemmel for asyl i Danmark. Det har de så på eget ansvar nægtet at tage for gode varer med de følger det har kostet ikke mindst deres børn. Ved at støtte disse irakere i deres ulovlige krav om asyl, har de forskellige støttegrupper samtidigt givet dem medløb i, at de er uretfærdigt behandlede ofre. Er der noget der er degraderende for menneskelig selvrespekt, så er det at komme til at opfatte sig selv som offer. At evne at bøje sig for realiteter, også de meget ubehagelige, uden at forfalde til offerrollens drømmerier hører med til det voksne menneskes allervigtigste kompetencer og værdighed. På en mærkelig måde ligner de to grupper hinanden, både asylansøgere og støttegrupperne lider øjensynlig af alvorlig ”Wirklichkeitsverlust” og grænseløshed, hvor den ene part har fået bildt den anden - alt for villige - part ind, at grænser ikke er virkelige og love kan omgøres, når bare man benægter og protesterer længe nok.

Til sidst et par bemærkninger om konsekvenserne af den såkaldte ”Palæstinenserlov” af 3. marts 1992. Ud af de 420 palæstinensere som fik tilkendt asyl fik 321 personer opholdstilladelse. Iflg. en opgørelse fra 2003 var 135 af de 321 personer blevet dømt for kriminalitet, svarende til 42 %. 238 personer, svarende til 74 %, var på en eller anden form for overførselsindkomst. Af de 110 børn, som er født af de 321 palæstinensere, havde 56 % været involveret i kriminalitet i flg. en opgørelse fra 2005. Ydermere viste det sig hurtigt efter Palæstinenserlovens vedtagelse, at flere hundrede havde opnået flygtningestatus på falsk baggrund, idet de i årevis forud for lovens vedtagelse var rejst på ferie i Libanon.

Den særlov har således været en meget dyr historie for de danske skatteydere. Ikke noget der ligefrem kalder på en gentagelse. Med mindre det er velfærdsstatens endeligt man ønsker. Det har vi ikke hørt noget om, at støttegrupperne har på programmet.

Som det fremgår af ovenstående kan grænseløs godhed sommetider have nogle utilsigtede onde konsekvenser. Vore politikere er valgt til at gennemtænke de langsigtede følger af den politik, der skal føres, og de skal på befolkningens vegne være i stand til - på trods af pressionsgruppers kortsigtede følelsesmæssige engagement i en sag - at turde træffe ubehagelige beslutninger, som kan virke umenneskelige, men er nødvendige af hensyn til almenvellet. Havde Churchill ikke vovet at tage ansvar for nogle meget onde beslutninger i en ond tid havde konsekvenserne for Europas skæbne været katastrofale. Lad os håbe, at vi stadig har politikere af den kaliber. Det ville være et ironisk resultat af den flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951 på baggrund af de forfærdelige erfaringer – især for jødernes vedkommende - under 2. Verdenskrig, at Europa måske igen havner i kaos og opløsning, denne gang på grund af en helt ukontrollabel flygtninge- og indvandrerstrøm med ret til endeløse familiesammenføringer, som vi af lutter godhed og angst for gentagelse af fortidens synder ikke evner at sætte grænser for.

Kirsten Sarauw, præst, forfatter og psykoterapeut
Kai Sørlander, filosof og forfatter
Torben Snarup Hansen, historiker
Lone Nørgaard, lektor, cand.mag

Aktuelt (1-5-09)

Robert Ellis (The Guardian, d. 29. April 2009): Tackling the Turkish taboo. Public discussion of the Armenian genocide is still risky, but signs that Ankara is softening its stance are encouraging. [Læs]


Phyllis Chesler: Woman’s Inhumanity to Woman, Jihadic Style. President Obama, Please Read This. [Læs]


Richard Pendlebury (Daily Mail, d. 30. April 2009): The Muslim cleric who blames British mosques for the 7/7 bombings, says multiculturalism is a disaster and would throw Islamic fanatics out. [Læs]