NOMOSBLOG

Any double standards?

2011-07-26T08:49:00.000-07:00

Their victims don't care about motives

Norsk terror og holbergsk logik

2011-07-24T12:13:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Det har været forfærdende at følge begivenhederne i Norge i disse dage. Den feje og barbariske skændselsgerning, der blev udført i Oslo og på Utøya af Anders Behring Breivik kan kun fylde ethvert normalt tænkende menneske med væmmelse og afsky. 86 unge mennesker mistede livet på Utøya og 7 som følge af terrorbombningen i Oslo. Disse mennesker og deres pårørende fortjener at blive mindet og behandlet med respekt.

Desto større er overraskelsen og væmmelsen, når vi er vidner til, at medier, debattører og politikere forsøger at udnytte denne tragedie og dens ofre til en politisk manifestation. Der gik under 24 timer fra forbrydelsen til, at venstrefløjen herhjemme forsøgte at slå politisk plat på tragedien. Ofrene var endnu ikke lagt i jorden, før de blev udvalgt til at spille en rolle i venstrefløjens politiske cirkus.

Som Uriasposten allerede har dokumenteret, står diverse medier ikke tilbage for at anvende stærkt politiserende ”eksperter”. Og i deres forhippelse på at få skabt ”en dansk forbindelse” fik DR2 endda forvekslet Breivik med ”Fjordman” (læs mere her). Pinligt!

De politicerende mediers vinkling af tragedien taler også for sig selv, når det f.eks. blev fremhævet, at der i Breiviks manifest, 2083 – A European Declaration of Independence, udtaltes en positiv vurdering af den danske regerings og Anders Fogh Rasmussens optræden i Muhammedsagen (s.347-8) samt om Morten Messerschmitts modstand mod sharialoven og EU-kommissionens holdning til sharia i Europa (s. 317, 596). Formålet med at fremhæve dette er naturligvis, at spinde en ende over det forhold, at Breivik på disse punkter synes at dele holdninger med danske borgerlige politikere. Og i forlængelse heraf er associationstrickets logik vel at antyde, at hvis man deler Foghs eller Messerschmidts holdninger mht. Muhammedkrisen eller Sharia, ja, så er man en potentiel Breivik. De burde skamme sig.

De venstredrejede debattørers udgydelser og de politicerende mediers vinkling af tragedien står alt i alt i dæmoniseringens tegn. Nu skal alt konservativt og patriotisk lægges for had. Hvor usmageligt og utroværdigt - men desværre forudsigeligt.

Det kommer derfor sikkert ubelejligt for venstrefløjen, at lange passager af Breiviks manifest var et afskrift af den amerikanske terrorist Ted Kaczynskis manifest Industrial Society and Its Future fra 1995 (The Unabomber's Manifesto) – et manifest, hvis tankegods kategoriseres som anarcho-primitivisme. Kaczynski kritiserede især ”the leftist psychology” (de afsnit Breivik især har kopieret) samt den moderne civilisation og teknologi. Visse af Kaczynskis skrifter blev trykt i det anarkistiske tidsskrift Green Anarchy. Så hvornår kaster pressen sig mon over anarkisterne?

Breiviks mentale univers er i det hele taget (ikke overraskende) bizart. Han kalder sig ganske vist kulturkonservativ og konservativ revolutionær og forsøger at hente legitimitet for sin udåd fra en konservativ og national kritik af masseindvandring og multikultur.

Men hans selvopfattelse og inspirationskilder kommer vel bedst til udryk i hans titulatur i indledningen af sit manifest: Justiciar Knight Commander for Knights Templar Europe and one of several leaders of the National and pan-European Patriotic Resistance Movement. Hans "mytologiske" univers kredser i det hele taget mest omkring en dyrkelse af tempelriddere og frimurersymbolik. Se f.eks. hans propaganda-video. Gad vide, hvornår pressen kaster sig over frimurerne.

Han anser Japan og Sydkorea som idealer, men citerer til tider Mao med anerkendelse. Dertil kommer en sær og selvopfundet ”kristen” jihadisme, hvor der loves en belønning i ”Kingdom of Heaven”, hvis man udlever sit martyrium. Han beundrer derfor ikke overraskende de muslimske jihadisters mentale styrke og motivation og hylder i højere grad en paneuropæisk nationalisme end egentlig fædrelandskærlighed.

Se, dette alt dette hokus pokus har intet med nationalkonservatismen i den aktuelle danske debat at gøre. Hvis venstrefløjen skal have deres associationstrick til at gå op, må det derfor blive ud fra en ren holbergsk logik: Morlille kan ikke flyve. En sten kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten... Vorherre til hest.

Den danske udlændingepolitik er brudt sammen

2010-10-18T07:04:00.001-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

I en ny artikel skrevet til Tidsskriftet NOMOS, viser Morten Uhrskov Jensen, at den danske udlændingepolitik er brudt sammen. Stramningerne i udlændingepolitikken i form af f.eks. 24-årsregel og tilknytningskrav, som VKO har gennemført siden 2002, kan nemt omgås - og bliver det.

En rapport fra oktober 2009 udarbejdet af SFI (Det nationale forskningscenter for velfærd – tidligere Socialforskningsinstituttet) viser nemlig, at indvandrere fra tredjelande trods regeringens forsøg på at hindre netop dette, stadig henter deres ægtefæller i oprindelseslandet. Med andre ord: kædevandringerne fortsætter med uformindsket styrke!

Årsagen skal findes i EU´s opholdsdirektiv fra 2003, der bl.a. resulterede i Metock-dommen i 2008. Opholdsdirektivet er et resultat af EU’s krav om fri bevægelighed inden for EU’s grænser – en hjørnesten i gennemførelsen af det indre marked. Som Uhrskov skriver:

”Opholdsdirektivet vurderes af EU-kommissionen og EU-domstolen at være en central forudsætning for etablering af et indre marked, der var grundtanken bag Rom-traktaten fra 1957. Det danske retsforbehold gælder derfor ikke i denne relation, da opbygningen af det indre marked i EU antages at have en højere prioritet end retsforbeholdet og noget, som ingen medlemslande kan undslå sig.”

Uhrskov illustrer i sin artikel, hvorledes netop disse EU-regler kan og bliver brugt til at hente ægtefæller til Danmark fra tredjelande.

Det er skræmmende og sørgelig læsning. Ikke mindst fordi regeringen og støttepartiet, Dansk Folkeparti, stadig bryster sig af at føre ”en stram, men fair indvandringspolitik”.

Sandheden er, at EU reelt har umuliggjort, at Danmark kan føre en selvstændig og stram udlændingepolitik. Og fra 2014 er det helt slut. Da træder det såkaldte Stockholm-program nemlig i kraft. Dermed overgår beslutningerne på flygtninge-/indvandrerområdet helt til EU’s organer.

De to EU-begejstrede regeringspartier, V og K, ved selvfølgelig alt dette. Men de vælger ikke overraskende ikke at gøre noget.

Mere skuffende – og på grænsen til det bedrageriske – er det imidlertid, at det parti, der har slået sig op på at være garanten for en stram dansk udlændingepolitik, nemlig Dansk Folkeparti, heller ikke løfter en finger.

Fra velunderrettet kilde vides det, at toppen i Dansk Folkeparti, er ganske klar over, hvorledes tingenes tilstand er!

Man ved, at udlændingepolitikken er brudt sammen – og man kender naturligvis også årsagen: EU-reglerne. Alligevel vælger man intet at gøre. Hvorfor?

Kalkulen i DF-toppen er givet denne: Vi kan nok intet gøre ved EU-reglerne. Desuden ønsker vi at komme med i regeringen efter næste valg. Derfor gælder det for alt i verden om at lægge EU-striden med V og K død.

Med andre ord – DF-toppen lugter ministerposter og vælger derfor at se igennem fingre med sammenbruddet på udlændingeområdet, da dette uundgåeligt vil føre frem til en diskussion om helt centrale dele af Danmarks forhold til EU. En diskussion DF for alt i verden vil undgå at tage med V og K netop nu.

Dermed står vi – det danske folk – i en situation, hvor DF totalt har svigtet det mandat, danske vælgere har givet partiet. Man foregiver at være ”strammere”, men i virkeligheden er DF nu en del af problemet. Og når dette svigt reelt er et svigt af folk og fædreland, kan man håbe, at folkets og historiens dom bliver hård over DF og deres levebrødspolitikere.

Intet under, at Uhrskov valgte at forlade Dansk Folkeparti, som han meddelte I DR2 Deadline igår.

Desuden er det glædeligt, at Dansk Samling nu (efter mange års dvale som græsrodsforening) har besluttet sig for at igangsætte den proces, der skal til for at stille op til folketingsvalg.

Dumme, men gode

2010-09-24T13:17:00.000-07:00

Af Thomas Helbig Hansen

Det kunne se ud som et paradoks: Jo mere vi taler om viden og uddannelse som nøglen til fremtidig velfærd, jo dummere bliver vi.
Tag blot dette eksempel fra en dansk arbejdsplads i mediebranchen.
Her sidder tre unge mennesker i starten af 20'erne og snakker hyggeligt i en pause, og pludselig siger den ene: 'Hvorfor er det i grunden helligdag på lørdag?' En længere pause efterfølges af et bud fra een af kammeraterne: 'Er det ikke den dér grundlovsdag?' Ny pause, og så: 'Jamen, den plejer da ikke at falde på en lørdag, gør den?' 'Næ', lyder svaret, 'det er vist den samme dato hvert år.'
Hvis disse brave unge mennesker har problemer med at identificere d. 5. juni, hvor stor er så sandsynligheden for, at de overhovedet ved hvad Grundloven er for en størrelse? Og kan man videre regne med, at eksempelvis årstallene 1658, 1864 og 1901 siger dem nogetsomhelst?
Uanset hvad har Dansk Folkeparti nu sat sig for at gøre noget. Partiet vil afsætte 10 årlige millioner kr. på finansloven til at bygge et nationalt videnscenter for historie og kulturarvsformidling i Jelling. Det lyder umiddelbart som et nødvendigt og billigt initiativ (de 10 millioner kr. svarer ca. til det beløb, som Københavns Kommune spenderer på at mandsopdække en (1) enkelt ungdomskriminel pr. år). Det er da tilsyneladende heller ikke beløbet, der er den største trussel mod projektet. Den kommer tværtimod fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der ikke er begejstret for forslaget. Som han siger til Kristeligt Dagblad: 'Desuden vil det kræve en afgrænsning af dansk kultur. Jeg tvivler for eksempel på, at Dansk Folkeparti og jeg har samme definition. Jeg synes, at den barmhjertige samaritaner er en del af min kulturarv. Jeg ved ikke, om det er en del af DF's.'
Ifølge lærerformanden er der altså slet ikke tale om noget paradoks: Undervisningen af de opvoksende generationer har ikke primært til formål at gøre os kloge; vigtigere er det, at vi er gode. Lad os håbe, at vi kan leve af det fremover.

Kram en muslim

2010-09-15T01:51:00.001-07:00

Af Thomas Helbig Hansen

Kathrine Lilleør opfordrer i Berlingske Tidende til, at vi allesammen hver især krammer en muslim d. 11/9. Hvis man hører til i den generte kategori kan et håndtryk dog også gøre det.
Jamen, hvor er det dog en storartet idé! Lad os starte med at give hånden til Asmaa Abdol Hamid. Eller hvad med at kravle ind i teltet til den arabiske husmor, der krabber formummet rundt i det offentlige rum. Det skal nok skabe en bølge af interkulturel forståelse. For slet ikke at tale om forældremøderne på Holbergskolen: Her vil de muslimske mødre formentlig stå i kø for at deltage ved udsigten til at møde en hærskare af kristne, hvide mænd med åbne arme.

I stedet for dette klodsede forsøg på organiseret blufærdighedskrænkelse kunne vi naturligvis også vælge at bruge årsdagen for angrebet i New York helt anderledes. Nemlig til at reflektere over een af de mest sejlivede myter og mantraer i den offentlige debat: At flertallet af muslimer er moderate og venligtsindede, og bare ønsker at leve i fred og fordragelighed med os andre. For hvad ved vi nemlig om det? Intet som helst. Det så ofte og højt besungne skel mellem de 'rabiate' hhv. de 'moderate' muslimer findes først og fremmest i vore hoveder. At vi i Vesten har opfundet begrebet 'islamisme' for at isolere de grimme ting i islam ændrer jo ikke på, at den 'gode' hhv. den 'onde' muslim har præcis det samme udgangspunkt: Koranen.

Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en syndflod af krammere vil kunne få hin enkelte muslim til et øjeblik at glemme den hellige bogs krigeriske tale, men nogen langtidsholdbar virkning skal vi nok ikke håbe på.

Obskurantismens sejrsmarch

2010-09-12T06:38:00.000-07:00

Af Thomas Helbig Hansen.

På listen over væsener, der ifølge islam er inferiøre/urene, finder vi - udover grisen og det kristne menneske - hunden. Den sandhed har en række blinde englændere nu måttet sande på den hårde måde. For godt nok er det i landet på den anden side af Nordsøen forbudt at diskriminere handicappede, men alligevel oplever flere og flere blinde, at de og deres førehunde bliver nægtet adgang til taxaer og busser. Kristeligt Dagblad beretter bl.a. om den 73-årige George Herridge, der blev bedt om at forlade en bybus, fordi en flok muslimske skolebørn skreg op ved synet af hans labrador. Og en talsmand for det britiske blindesamfund fortæller i samme artikel, hvordan en muslimsk taxachauffør blev gal, da hun forsøgte at stige ind i hans taxa med sin hund - for nu blev han nødt til at køre hjem og vaske sig.
Man forbløffes til stadighed over denne tilbagestående slavementalitet, der i eet og alt bøjer sig for 1400 år gamle og absurde regler. Men mest af alt er det forbløffende og bekymrende, at vi i Vesten tilsyneladende intet modtræk har imod obskurantismen.
Hvordan kan de muslimske skoleelevers religiøst betingede hundefrygt blive styrende for reglerne i den kollektive trafik i et vestligt land? Og hvad kommer den muslimske taxachaufførs private religion passageren ved?
Eksemplerne illustrerer endnu engang den simple sandhed, at dagens altoverskyggende problem ikke er islams styrke men Vestens svaghed.

Sognepræst Axel Bang: Tale ved alsangsstævne i Ålborg, 13. august 1940

2010-09-01T13:45:00.000-07:00

Vi danske, vi er et meget skeptisk folkefærd. Og det er forresten også kommet til orde i anledning af vore alsangsaftener. Hvad kan det nytte og stå og synge? For så vidt har skeptikerne jo ret. Sang alene, det går det ikke. Men vi ejer alligevel i den rette fædrelandssang en vældig værdi. Den skaber nemlig forbindelse til folkets fortid. Den taler til os om, hvad vi skal i dag. Og den styrker vort håb til fremtiden. Det er rigtigt nok, der er også meget uægte guld i de fædrelandssange, vi har sunget her i Danmark. Men i stormtider, der blæser alt det undervægtige bort som avner og kernen lever. Sådan er der også i det, vi har sunget om vort lands fortid mangt og meget, som ikke er i stand til at bestå for sandhedens dom. Men dog, så er der i vor fædrelandssange så meget, der minder os om, at vi er et folk med en tusindårig historie, et folk som har fostret sønner og døtre, som har ristet deres navne ind i historiens liv. Vi ejer et sprog, der er formet gennem tiderne både af menigmand og af skjald. Og det evner at udtrykke vort inderste selv. Vi bor i et land, hvis bløde linjer gennem tusind år har formet vort folkesind. Til dette folk, dette sprog, dette land, der knyttes vi i den ægte, sunde og sande fædrelandssang. Men fædrelandssangen taler også til os om, hvad vi skal i dag. ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man evner”, sagde en god dansk mand engang. Og det er det syn, der som en vajende fane skal løftes over os, når vi synger Danmarks sange. Sangene om pligt, sange om troskab, sangene om offer, sangene om udholdenhed og sangene om kærlighed. Den danske sang styrker også vort håb til fremtiden, sandt sangen ikke blot er udtryk for lyrisk stemning, men også er udtryk for en vilje. ”Mig fryder din ros, din ære. Mig knuger din sorg, dit savn. Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn.” Sådan står der i en af vore kønneste fædrelandssange. Og synger vi det med sandhed, så er det Danmarks krav, som mødes med vor vilje. Og hvor der er vilje, der er der håb. Så vil vi da også i aften synge vort lands sange med god samvittighed.

En milepæl for integrationen?

2010-08-22T02:13:00.000-07:00

Af Thomas Helbig Hansen

Den skulle være god nok: Nu virker integrationen. Det skriver ihvertfald Berlingske Tidende lørdag.
Baggrunden for den stort opsatte forsideartikel er, at andelen af unge indvandrerkvinder i alderen 20-24 år, der går i gang med en videregående uddannelse, er oppe på imponerende 39% - et helt %-point højere end danske piger i samme aldersgruppe.
I sin begejstring over de flotte tal glemmer Berlingske Tidende imidlertid, at vi hertillands har indrettet os med den såkaldte 24-årsregel. Een af effekterne skulle bl.a. være, at de unge udenlandske damer venter med at gifte sig til de fylder - surprise, surprise - 24 år. Og i mellemtiden kan de jo så passende slå tiden ihjel med at boge den.
Hvorvidt pigerne fuldfører deres uddannelse for slet ikke at tale om hvorvidt de bliver hjemmegående husmødre straks efter kandidatfesten, melder historien ikke noget om.
Det kunne Berlingske passende sætte sig for at undersøge, og det ville i sandhed være en milepæl. For journalistikken.

Den konservative krise - og Danmarks

2010-08-07T13:00:00.000-07:00

Af Thomas Helbig Hansen

At de konservative er i dyb krise er en gammel nyhed.
Det er imidlertid som om krisen er særlig slem for øjeblikket, hvor Naser Khader er stort set ene om at udtale sig på partiets vegne.
Dette dybt, dybt forvirrede menneske, der på sin rundtur mellem partierne altså nu er havnet hos de konservative, udtaler sig hver dag i samtlige medier om stort og småt. Hidtil har han kæmpet for Lene Espersens ære, men siden i mandags har han dels kritiseret Dansk Folkepartis forslag om at bremse indvandring fra den tredje verden, dels kommenteret det skammelige sagsanlæg mod Lars Hedegaard.
Sagerne burde være konservative mærkesager: Værn af nationen samt beskyttelsen af ytringsfriheden. Khader taler imidlertid til fordel for indvandring fra den tredje verden og gradbøjer i tilgift Hedegaards ytringsfrihed.
Dermed forstærkes ikke bare indtrykket af et parti, der har overladt konservatismen til DF og selv ligner en dårlig kopi af Det radikale Venstre.
Samtidig bliver den konservative krise også et godt billede på Danmarks krise.
Tænk, at man i det 21. århundrede skal opleve en muslim fra Syrien gøre sig til dommer over, hvem vi skal give adgang til Danmark samt hvad vi må hhv. ikke må sige i vort eget land.
Det vækker mindelser om Glistrups herostratisk berømte forslag om at lade dansk forsvar erstatte af en telefonsvarer, der på russisk siger: 'Vi overgiver os!'

Mugge og Uffe del 1

2010-06-28T00:13:00.001-07:00

Dansk imam kobler islam og ghetto-vold

2010-06-25T22:09:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Gang på gang belæres den danske befolkning om, at den vold, der udspiller sig i storbyernes ghettokvarterer, intet har med islam at gøre. Vold og uro i disse områder har deres årsag i sociale problemer, hører vi. Der er tale om ”utilpassede unge”, der grundet et afvisende dansk samfund føler sig holdt udenfor og i modsætning til samfundet. De føler frustration og reagerer derfor til tider voldsomt, lyder det.

Hvis dette er forklaringen – og der absolut ingen kulturelle årsager er til de voldelige uroligheder, vi ser rundt om i Danmark – så kan det jo undre, at den danske imam, Abdul Wahid Petersen, føler sig kaldet til at blande sig i sagen om den lukkede Netto-butik på Nørrebro. Hvorfor pokker skal en imam blande sig i den sag? Hvorfor skal der blandes religion ind i en sag, der jo slet ikke bunder i religiøse eller kulturelle spørgsmål?

Men Abdul Wahid Petersen må åbenbart anse det for gavnligt, at netop han blander sig. Han må åbenbart nyde en særlig status i de miljøer, hvori volden udspringer. Og hvorfor nyder han den status? Tjah, det må vel være i kraft af sin funktion som imam. Det må være Petersens logik. Men denne logik afslører i så fald, at der alligevel er en kobling mellem religionen og graden af voldsudøvelse. Hvis en imam kan have indflydelse på hvilket omfang, der udøves ghetto-vold og terror mod danske butikker på Nørrebro, ja så har Petersen foretaget en interessant kobling. Der er åbenbart imamens ”go” eller ”no-go”, der er med til at afgøre, hvor sindssygt disse "unge" opfører sig.

Ved at gøre sig til mægler på baggrund af sin religiøse autoritet, har Wahid Petersen afsløret mere om ghettovoldens årsager, end han sikkert selv bryder sig om. Vi andre kan blot tænke: hvor interessant!

De spiller jo for deres land…

2010-06-20T14:24:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Det er noget af en nedtur, det franske landshold i øjeblikket oplever ved VM. Under kampen mod Mexico, som Frankrig tabte med 2-0, var kommentatorerne ganske forbavsede over den ligegyldighed de franske spillere lagde for dagen. Der var ingen gnist, energi eller motivation, lød det gang på gang.

DR-Sportens Martin Laursen udtrykte sig nogenlunde således: De virker nærmest ligeglade… Men de spiller altså for deres land… Alle disse stjernespillere har haft stor succes i deres klubber, men virker altså ikke opsatte til dette her… Man bør altid kunne finde motivation, når man spiller for sit land, men de virker ligeglade.

I dagene efter kampen har holdet nærmest været i oprør. En af profilerne, Anelka, er sendt hjem og resten af truppen strejkede fra træningen søndag.

Til det svenske nyhedsbureau TT udtaler den tidligere svenske landsholdsprofil, Ralf Edström, at de franske spillere er forkælede møgunder, der tjener så mange penge, at de tror, at de kan gøre, hvad de har lyst til. ”Man kan ikke reagere sådan. Er man utilfreds, tager man det op efter VM. De spiller for deres land og burde have en form for stolthed”, siger Edström.

Lad os lige se Frankrigs holdopstilling til Mexico-kampen:

Hugo Lloris
Bacary Sagna
William Gallas
Eric Abidal
Patrice Evra
Jeremy Toulalan
Abou Diaby
Sidney Govou
Franck Ribery
Florent Malouda
Nicolas Anelka

Hele Frankrigs trup ser således ud:

Målmænd: Hugo Lloris (Lyon), Steven Mandanda (Marsielle), Cedric Carrasso (Bordeaux)
Forsvar: Patrice Evra (Manchester United), Eric Abidal (Barcelona)
William Gallas (Arsenal), Sebastien Squillaci (Sevilla), Bacary Sagna (Arsenal), Anthony Reveillere (Lyon)
Marc Planus (Bordeaux), Gael Clichy (Arsenal)
Midtbane: Alou Diarra (Bordeaux), Lassana Diarra (Real Madrid), Jeremy Toulalan (Lyon), Franck Ribery (Bayern München), Yoann Gourcuff (Bordeaux), Florent Malouda (Chelsea), Abou Diaby (Arsenal)
Angreb: Thierry Henry (Barcelona), Nicolas Anelka (Chelsea), Djibril Cisse (Panathinaikos), Sidney Govou (Lyon), Mathieu Valbuena (Marsielle), Andre-Pierre Gignac (Toulouse)

Alt i alt - stjernespillere fra Europas storklubber. Alligevel kan de altså ikke få det til at fungere på banen. Ingen motivation. Det er da mærkeligt...

I øvrigt - se disse link ;-)

Zlatan gider ikke Sveriges landhold længere

Aslak Nore: Det danske landshold er fremmedfjendtligt

Dansk Folkepartis svigt og Dansk Samlings møde på Hvidsten kro

2010-06-11T00:24:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Dansk Folkeparti synes at have tabt pusten. Vi må efterhånden erkende, at partiet ikke har været i stand til at standse regeringens forsøg på at indlemme Danmark yderligere i Den Europæiske Unionen. Dansk Folkeparti valgte således at acceptere, at Lissabon-traktaten blev listet igennem i 2008 uden folkeafstemning.

Ethvert ansvarligt nationalt parti ville naturligvis have gjort dette til et kabinetsspørgsmål og aldrig have valgt at stille sine mandater til rådighed for en regering, der gennemførte en så nedrig, udemokratisk og fædrelandsfjendtlig politik. Men det har Dansk Folkeparti gjort - og gør det stadig! Et historisk svigt af dimensioner i forhold til den politik, partiet ellers er blevet valgt til at forsvare.

For at gøre ondt værre, er der en del, der tyder på, at partiet heller ikke længere er i stand til at håndhæve den stramme udlændingepolitik, der ligeledes er en mærkesag for partiet, og som vel har været hovedårsagen til at mange danskere har sat deres kryds ved partiet. I stedet for at standse den reelle tilstrømning til landet, synes partiets politik i stedet at være at genere de mennesker, der kommer hertil mest muligt for derved at score billige points. Sørgeligt.

Men heldigvis er der da stadig bevægelser, der holder fanen og principperne højt. Foreningen Dansk Samling afholder således et interessant møde på Hvidsten Kro d. 22. august i anledning af 67-året for Augustoprøret. Måske fædrelandskærlige kræfter burde lægge deres kræfter her i stedet for i Dansk Folkeparti?

Møde på Hvidsten kro
Emne: Danmark og EU

Dansk Samling afholder et offentligt møde på Hvidsten Kro søndag den 22. august 2010 fra kl. 11:00 til kl. 16:00.

Mødet forløber således:
- Højtidelighed ved mindestenen for Hvidsten-gruppen kl. 11:00 med kransenedlæggelse.
- Spisning på Hvidsten Kro kl. 12:00.

Derefter taler
- Kasper Støvring – ph.d og post. doc.-stipendiat ved Syddansk Universitet, forfatter bl.a. til bogen Sammenhængskraft
- Thorkil Sohn – cand. jur. og tidligere efterskoleforstander, medlem af Dansk Samling og medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU
- Adam Wagner – landsformand for Dansk Samling, mag. art. i historie
Debat fra kl. 15:00

Afslutning kl. 16:00

Vi vil naturligvis synge danske fædrelandssange under mødet.
Den fælles spisning på Hvidsten Kro koster kr. 220 pr. person, prisen indbefatter en kroanretning med en øl samt kaffe.
Dansk Samling arrangerer gratis bilkørsel fra og til Randers Banegård før og efter mødet efter aftale.

Tilmelding gerne snart, men senest den 7. august 2010 til
Dansk Samling v/Erik Dyring-Olsen
Før 1. juli:Urtevangen 23, 8920 Randers NV
Efter 1. juli: Gl. Hadsundvej 24 A, 8900 Randers C
E-post: dyro@ email.dk telefon: 86439188

Det er 4. gang vi afholder nationale møder tæt på den 29. august i Hvidsten. Vi gør det igen på en smuk og god måde.

Erdogan sætter ny standard

2010-03-19T00:04:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Måske kan vi i Danmark - og i Europa i det hele taget - alligevel lære noget af den tyrkiske leder, Tayyib Erdogan! Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle sige det. Men måske kunne man ligefrem kalde det, som Erdogan nu byder ind med, for en kulturel berigelse. Ikke mindre end en kulturel berigelse, kære læser. Endelig, endelig, endelig kan vi give Vestager, Søvndal og de andre ret, når de påstår, at vi kan lære så meget af de mellemøstlige kulturer. For det, Tyrkiets leder nu kommer med, kan da kun være en berigelse af det mellemfolkelige samkvem – en ny glimrende standard for behandlingen af folk, der ikke har statsborgerskab i de lande, de opholder sig i.

Som protest mod Sveriges anerkendelse af nedslagtningen af godt 1 million armeniere under Første Verdenskrig som folkemord vil Erdogan nemlig nu sende de armeniere, der opholder sig i Tyrkiet uden at have tyrkisk statsborgerskab, ud af landet. For som Erdogan ifølge DR Nyheder erklærer: ”… jeg kan blive nødt til at sende dem ud. De er ikke mine borgere og jeg behøver ikke at beholde dem i mit land.”

Jamen, kære læser – det er da et fremragende princip, som Erdogan her knæsætter! Jeg synes da, man burde overveje, om ikke vi kunne gøre noget af det samme. De tyrkere, der opholder sig i Danmark og som ikke har dansk statsborgerskab – eller som har dobbelt statsborgerskab, og altså har beholdt deres tyrkiske statsborgerskab i strid med dansk lov – har vi vel så heller ingen pligt til at holde på. I øvrigt - gad vide, om det ville kunne mærkes på bundlinjen i de danske budgetter og størrelsen af de sociale udgifter, hvis disse fik en envejsbillet hjem til Tyrkiet?

Jeg ville naturligvis aldrig, ALDRIG, selv have opdaget denne mulighed, når det gælder gangbare optioner i en nations udlændingepolitik. Tro mig. Og var jeg i mit stille sind kommet frem til en sådan overvejelse – ja, så havde jeg i hvert fald aldrig nogen sinde turdet tage emnet repatriering af udenlandske statsborgere op. For jeg ved jo, hvor kede af det nogle meningsdannere på venstrefløjen ville blive.

Men det var jo før Erdogan viste vejen. Nu ser jeg pludselig den danske udlændingepolitik i et helt nyt lys. Sløret er revet fra mine øjne. Tak Erdogan!

Gymnasiegrundbog: DF = Intolerance, Enhedslisten = Tolerance

2010-03-17T08:47:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

For et stykke tid siden bragte jeg historien om den stærkt politisk manipulerende lærebog Medborgerskab – fra teori til praksis, skrevet af Helle Hinge. Bogen er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen. Men det er naturligvis ikke kun på landets lærerseminarier, man ser fagbøger med en slet skjult politisk dagsorden. Grundbøger, der bruges til undervisning på landets gymnasier, kan naturligvis også være med. Herunder en figur, der skal illustrere den gamle og nye højre-venstrefløjsskala i dansk politik. Bogen hedder Demokrati, magt og politik i Danmark og er skrevet af Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard. Den bruges ofte på både B og C-niveau i samfundsfag.

Skulle landets gymnasieelever være i tvivl om, at Dansk Folkeparti er selve indbegrebet af intolerance, så er de det vist ikke efter gennemlæsning af denne ”grundbog”. Det er godt, at vore gymnasieelever får en sober, objektiv og neutral undervisning i samfundsfag. En undervisning, der naturligvis loyalt gengiver de forskellige partiers synspunkter…

Nå, men lad os finde trøst i Grundtvigs ord:

Hvad er da tolerance i nutidens sprog? Er det ikke en neutralitet i den åndelige verden, er det ikke en ligegyldighed for meninger, som angår menneskets højeste anliggender, en ligegyldighed, der forbyder at hade og afsky og fordømme hvilken som helst mening, det måtte være? At tolerance må være dette, når den, som hader og afskyer og fordømmer en mening, uden videre skal kaldes intolerant, og at man således har stemplet mænds adfærd uden hensyn til, hvad meninger det var, det er lige så vist [...] Man ser da let, at vi her som altid kommer til at spørge: er godt og ondt, sandhed og løgn uforsonlige modsætninger? Thi er de det, da kan det dog i grunden ingen tvivl være underkastet, om godt skal hade ondt, om sandhed skal hade løgn, ligesom det er åbenbart, at det onde må hade det gode, at løgn må hade sandhed; forskellen er kun den, at det godes og sandhedens intolerance er god og lovlig, det ondes og løgnens derimod syndig og ond, ja synden og løgnen selv [...] Hvad jeg vil vinde ved denne udvikling, er blot, at man ej, hyllet i dunkle begreber, skal anse det for noget ondt at være intolerant, før man har undersøgt mod hvad, eller lovprise tolerance, som jo kan være det skændigste forræderi mod sandheden og menneskeslægten.

Opdatering 19-2-10: Jeg er blivet oplyst om, at bogen bruges på niveau A og B

Mefisto

2010-03-03T09:52:00.000-08:00

Fra Coma

APOLOGETIKEN

2010-02-27T10:21:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Fint og morsomt indlæg af Mikael Jalving på JP-blog om Politikens undskyldning for genoptrykningen af Muhammedtegningerne. Jalving foreslår, at avisen omdøbes til APOLOTIKEN. Jeg synes dog, man bør anerkende, at avisen har præsteret meget andet end denne undskyldning i tidens løb. Avisens forsvar for islamiseringen af Vesten og Islam som sådan kommer efter min mening bedre frem ved at omdøbe avisen til APOLOGETIKEN. Det nye logo og slogan kunne passende se således ud:

Men OK - Jalvings bud er også godt - derfor også et udkast med udgangspunkt i hans idé - Vælg selv kære læser:

Nigel Farage giver van Rompoy tørt på

2010-02-25T02:09:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

De britiske EU-modtandere kan nu noget, som ikke mange andre kan. Nemlig give korte og ganske fremragende og mindeværdige indlæg i EU-parlamentet, hvor tingene kort og effektivt bliver sat på plads. Vi har tidligere set den konservative Daniel Hennan folde sig ud. I går var det så UKIPs Nigel Farage, der slog hovedet på sømmet overfor EUs præsident Herman van Rompoy.

Se tale her

Udskrift: We were told, that when we had a president we would see a giant global political figure. The man would be the political leader for 500 million people! The man would represent all of us, on the world stage. The man whose job is so important that, you of course, is paid more than president Obama. Well I’m afraid all we got was you… And I’m sorry but that performance earlier that you gave, and I don't want to be rude, but, but, you know really… You have the charisma of a damp rag and the appearance of a low-grade bank clerk and the question I want to ask – that we all want to ask is: 'Who are you? I'd never heard of you. Nobody in Europe have ever heard of you. I would like to ask you president: “Who voted for you? And what mechanism – oh I know democracy is not popular with you lot! – and what mechanism do the peoples of Europe have to remove you? Is this European democracy? Well, I sense though that you’re competent and capable and dangerous. I have no doubt that it is your intention to be the quiet assassin of European democracy and of European nation states. You appear to have a loathing for the very concept of the existence of nation states. Perhaps that’s because you come from Belgium, which of course is pretty much a non-country. But since you took over, we have seen Greece reduced to nothing more than a protectorate. Sir, you have no legitimacy in this job at all – and I can say with confidence that I can speak on behalf of the majority of British people in saying that we don't know you, we don't want you, and the sooner you are put out to grass, the better.

Thank you, EU!

2010-02-09T00:48:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenøv

Sagen i sin banale enkelthed: Der er flertal i det danske folketing mod kødklister i de fødevarer, der sælges i danske butikker. Men EU har nu ved en flertalsafgørelse godkendt kødklister i fødevarer.

De principielle spørgsmål er så: 1) Hvem bestemmer? 2) Kan vi, som vi gang på gang er blevet lovet, opretholde vore skrappere krav til fødevarer og miljø?

Svarene er nu klare og entydige: 1) EU bestemmer alt uanset, hvad et demokratisk valgt folketing i Danmark måtte mene. 2) Nej, vi kan ikke opretholde en særlovgivning med skrappere krav.

Tak, så ved vi det. Det var jo lakmusprøven m.h.t. magtforholdet mellem EU og det danske folketing.

Næste gang ryger vores udlændingepolitik (Metoc-dommen), vores indretning af arbejdsmarkedet (Vaxholm-dommen) osv., osv.

Farvel nærhedsprincip, farvel national suverænitet, farvel folkestyre. Vi er færdige…

Politiken: EU tillader kødklister
Politiken: EU vil presse klisterkød i halsen på Danmark

Venstrefløjens loonier marcherer

2010-02-07T01:15:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Terrorangrebet d.11. september 2001 gør ondt på venstrefløjen. Denne frygtelige begivenhed, hvorunder tusinder af mennesker mistede livet, er svær at håndtere for dem. Hvorfor? De omkomne var jo amerikanere – og desuden amerikanere, der arbejdede i den internationale finansverden. Med andre ord – onde mennesker. Og hvem slog disse onde mennesker ihjel? Islamistiske terrorister - jovist, men jo altså derfor også muslimer. Og således per definition undertrykte stakler, der har krav på sympati.

Men mord er trods alt mord. Det er dog alligevel en meget bitter pille at sluge, at de, der har solet sig i venstrefløjens sympati, skulle stå bag en så frygtelig handling. Dette skaber mental og emotionel dissonans, og det har siden 2001 rumlet inde i hovedet på den venstreorienterede. Rumle, rumle. Men heldigvis er der en løsning. Hvad nu, hvis det i virkeligheden var de onde, der slog sig selv ihjel? Hvad nu, hvis det var regeringen i Washington, der selv var ansvarlig for terrorangrebet? Bingo! Lettelsens suk går gennem venstrefløjen.

Ifølge Politiken i dag træder en gruppe af kendisser nu frem med krav om at få undersøgt, om terrorangrebet i virkeligheden skyldtes et regeringskomplot. Blandt disse finder vi skuespiller Jesper Klein (naturligvis), skuespiller Flemming Jensen (naturligvis), Gasolin'-guitarist Franz Beckerlee (naturligvis), bassist Peter Ingemann (NATURLIGVIS), præst Flemming Pless (NAAAATUUUURLIGVIS!!!)

Aner man et mønster? Ja, det gør man. Venstrefløjens sædvanlige loonier. Men det burde nu stå ethvert fornuftigt tænkende menneske klart, hvor langt ude på overdrevet disse mennesker er. At de offentligt står frem og skilter med deres vanvittige verdenssyn, kan måske undre. Men ved den vanvittige, at han gør noget vanvittigt?

I sin substans er konspirationsteorierne omkring d. 11.september akkurat lige så vanvittige som teorierne omkring Apollo 11s månelanding og benægtelsen af holocaust, som Irans præsident jo i disse år gør sig til talsmand for. Men Irans præsident er jo muslim, og derfor har han for venstrefløjens loonier ret til at blive taget seriøst. Så måske varer det ikke længe, før Jesper Klein og co. også stiller krav om en undersøgelse af, om det nu virkeligt kan passe, at det var nazisterne, der stod bag holocaust. Rumle, rumle. Måske var det i virkeligheden jøderne selv, der stod bag - for at skabe basis for imperialistiske fremstød i Mellemøsten… Ja, hvor for ikke?

Findes der overhovedet konspirationsteorier, der trods alt er for vanvittige for venstrefløjens loonier? Jeg begynder at tvivle. For nogle uger siden fremkom Venezuelas Hugo Chavez med den skingrende sindssyge påstand, at det faktisk var USA, der havde forårsaget jordskælvet på Haiti vha. underjordiske prøvesprængninger. Ja, det er en spændende tid, vi lever i.

Under halvmånen

2010-02-05T05:10:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Nyt kildearkiv på NOMOS' hjemmeside

Fra introduktionen

UNDER HALVMÅNEN

Kildearkiv til belysning af muslimsk herredømme over ikke-muslimer gennem historien

Det er blevet god tone at fremhæve Islam som fredens og tolerancens religion. De muslimske erobringer fra 600-tallet og frem fremstilles ofte som værende foregået i respekt for de oprindelige folks religion og sædvaner – det være sig i Mellemøsten, Nordafrika, Spanien, Lilleasien og på Balkan. Gang på gang tegnes et billede af f.eks. kristnes og jøders levevilkår i disse erobrede muslimske områder som havende været ganske tålelige. Denne gængse fremstilling findes i bl.a. akademisk litteratur, i skolebøger beregnet til både børne- og ungdomsuddannelser samt i historiske dokumentarudsendelser. De ikke-muslimske grupperinger blev respekteret som ”Bogens folk” , og fik derfor af de muslimske erobrere lov til at beholde deres religion og helligsteder mod en ubetydelig betaling af en særlig kopskat, lyder det.

Disse skildringer tjener ofte som et idealbillede på tolerance, gensidig dialog og kulturudveksling mellem jøder, kristne og muslimer – skildringer, der endog fremholdes som idealer for skabelsen af multikulturelle samfund i vor egen tid. Desuden fremstilles den påståede muslimske tolerance gerne som noget, der i samtiden stod i skærende kontrast til de forhold, der gjorde sig gældende for ikke-kristne i de områder, der var behersket af kristne. Modsat de muslimske herskere var de kristne særdeles intolerante, lyder det ofte med en slet skjult snert af vestligt kulturelt selvhad.

I dette kildearkiv vil vi forsøge at sætte fokus på denne idealiserede fremstilling af de muslimske erobringer og det muslimske herredømme over ikke-muslimer – fra erobringernes start frem til i dag. Som det med al tydelighed fremgår af kilderne, holder glansbilledet nemlig ikke. F.eks. viser den ovenfornævnte ”ubetydelige” kopskat sig generelt snarere at kunne sammenlignes med beskyttelsespenge som grupperinger af ikke-muslimske andenrangsborgere (dhimmier) afpresses af en fjendtligt indstillet muslimsk øvrighed for at undgå de allerværste chikanerier, vold og undertrykkelse. At denne beskyttelse dog ofte var så som så, og at den altid – alt efter herskernes religiøse luner – kunne ophæves og afløses af diskrimination, forfølgelse og mord fremgår af kilderne.

Den kendsgerning, at det muslimske herredømme fremviser talrige eksempler på intolerance, diskrimination, forfølgelse og folkemord skal dog ikke tjene til at skjule det faktum, at sådanne forfølgelser ligeledes er foregået i kristne områder. Men formidlingen kilder, der ofte overses (eller fravælges) i dag, kan forhåbentligt være med til at nuancere det historiske billede af de religiøse konflikter, der har udspillet sig bl.a. mellem jøder, kristne og muslimer. Dermed er der måske skabt en bredere basis for indsigt i religiøs fanatisme i det hele taget.

Kilderne er i første omgang primært ordnet geografisk efter lande / områder. I de enkelte geografiske undergrupper er kilderne ordnet kronologisk.

NOMOS modtager gerne materiale fra læserne

Mytedræberne på TV 2 News

2010-02-02T02:44:00.000-08:00

Det var ganske surrealistisk at høre indslaget om indvandrerkvinders jobfrekvens på TV2 News 2. feb. 2010. Budskabet var ganske klart: Indvandrerkvinder er ikke mere arbejdsløse end danske kvinder. Det er en myte. Faktisk viser en ny rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at indvandrerkvinder siger ja-tak til flere jobtilbud fra arbejdsformidlingen end danskerne gør, lød det. Kom ikke her!

I studiet kunne Jan Rasmussen for København Kommunes jobformidling bekræfte dette billede.

Men samtidig fik vi fra Jan Rasmussen en (noget selvmodsigende) beskrivelse af den store indsats som Københavns Kommune havde måttet iværksætte og målrette mod netop indvandrerkvinderne. Man havde f.eks. fremskyndet jobtilbuddene til netop disse, man havde oprettet særlige sprogkurser, der sigtede på arbejdsmarkedet, og man havde lavet en særlig ordning for mødre, idet indvandrerkvinder ofte havde mange børn.

Overvej dette nærmere et øjeblik, kære læser… Er nyheden så ikke nærmere denne: Indvandrerkvinderne finder ikke selv et job. Kun med en stor, målrettet - og for skatteborgerne bekostningsfuld – indsats fra arbejdsformidlingen, kommer indvandrerkvinderne op på niveau med de danske kvinder?

Jo, det er vel egentlig essensen, hvis man tænker det igennem. Men det er givet en forkert vinkling for TV 2 News af netop dette emne. Ak ja…

Bring out the gimp!

2010-01-26T06:43:00.001-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

I et interview i Berlingske Tidende giver den franske kvinderetsforkæmper, Elisabeth Badinter, en interessant (anderledes) årsagsforklaring på muslimske kvinders tildækning:

»Jeg mener, det er en pervers attitude. De piger, der frivilligt bærer burka, ønsker ikke, at jeg ser deres ansigt, men de ser mit ansigt, de ser mig. Det er et voyeuristisk problemkompleks, for man har stor magt over andre, når man kan se folk, uden at de kan se en.

Den minimale forudsætning for socialt liv, for menneskelige relationer, er at jeg kan se dig, og at du kan se mig. Jeg ser i deres attitude en pervers voyeurisme og ekshibitionisme, for hvis en helt tildækket kvinde spadserer på gaden, ser hele gaden kun på hende. Jeg er overbevist om, at de finder en nydelse deri.«

Jeg ved ikke... Man kunne jo lige så godt få fornemmelsen af et eller andet forskruet sadomasochistisk element. Det kunne lede tanken hen på en bestemt scene i filmen Pulp Fiction: ”Bring out the gimp!”

Set i det lys får det lidt bedagede religionsvidenskabelige begreb "fetischisme" en helt ny og måske aktuel betydning. Er Islam en fetisch-religion? Døm selv:

Labour søgte bevidst at skabe masseindvandring

2010-01-23T05:27:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

The Telegraph bragte for et stykke tid siden historien om en ganske opsigtvækkende afsløring i britisk politik. Den store stigning i antallet af indvandrere over det sidste årti skyldes til dels en bevidst politisk dagsorden hos Labour.

Konspirationsteori? Nej, desværre. At det forholder sig således, bevidnes af Andrew Neather, en tidligere rådgiver for Tony Blair, Jack Straw og David Blunkett. Ifølge Neather forsøgte ministre at ændre landet radikalt og skabe et ”sandt multikulturelt samfund” for at kunne udstille højrefløjens holdninger til dette - underforstået højrefløjens politisk ukorrekte holdninger. Man ønskede "to rub the Right's nose in diversity". Derfor gennemførte man bevidst fra 2000/2001 en slappere indvandringspolitik for at “åbne Storbritannien for masseindvandring”. 2,3 millioner er kommet til landet på den konto, anslås det!

Det var naturligvis ikke Neathers ønske at skabe opsigt m.h.t. denne udmelding, da han tilbage i oktober kom med et længere lallende forsvar for multikulturalismen i The Evening Standard. Men det kom han vist til.

Neather løfter også sløret for, at Labour ikke turde drøfte deres politik åbent, da man var bange for reaktionen blandt partiets egne kernevælgere. "But ministers wouldn't talk about it. In part they probably realised the conservatism of their core voters: while ministers might have been passionately in favour of a more diverse society, it wasn't necessarily a debate they wanted to have in working men's clubs in Sheffield or Sunderland." Lyder det bekendt?

Gad vide om vi her har at gøre med et generelt træk ved venstrefløjen i disse år? At øge indvandringen mest muligt – og helst fra kulturfremmede egne af verden – synes i hvert fald at være en hjertesag for mange. Det kan jo undre, når vi ser de massive problemer dette afstedkommer. Men i denne historie har vi måske en af forklaringerne på, hvorfor det er så attraktivt for visse partier.

Grima Ormetunge-prisen 2009

2010-01-15T23:44:00.000-08:00

Sognepræst Per Ramsdal tildeles Grima Ormetunge-prisen 2009

Der var aldrig rigtig spænding om udfaldet, da årets Grima Ormetunge-pris skulle uddeles for anden gang. Per Ramsdal fra Brorsons Kirke på Nørrebro lever på fornem vis op til flere af de kriterier, der lægges vægt på, når prismodtageren skal findes.

»BENÆGTELSE af danskernes naturlige arveret til Danmark« og af de for Danmark og danskerne skadelige virkninger af den nyere tids indvandring af kulturfremmede«. Med sit ihærdige forsøg på at underminere en i forvejen vakkelvorn dansk flygtningelov har Per Ramsdal vist sig at være fuldt på højde med personligheder som f.eks. Morten Kjærum, Ole Espersen og Eva Smith, når det gjaldt om at gøre Danmark til et blot beboet område.

Per Ramsdal har således ydet »ET AKTIVT VIRKE i ord og gerning for at øge indvandringen«. Resultatet af en eventuel politisk kapitulation på baggrund af Per Ramsdals pression ville have betydet, at Danmark i de kommende år måtte imødese en stærkt stigende strøm af asylansøgere.

Nomos vil derfor gerne ønske Per Ramsdal et stort tillykke med prisen, som han har gjort så meget for at opnå.

Præmie og diplom vil blive overrakt Per Ramsdal ved først givne lejlighed. Vi vil følge op på dette her på bloggen

Deadline: Uhrkov om den brune kunst

2010-01-15T01:30:00.000-08:00

NOMOS' redaktør, Morten Uhrskov Jensen, var den 13. januar i DR Deadline og debatterede den nye "brune kunst". Se debatten her.

Helle Hinges og Gyldendals rablerier

2010-01-14T03:48:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Et eksempel på, hvor fordrejet et udgangspunkt for undervisning en lærebog kan give, er Helle Hinges bog Medborgerskab - fra teori til praksis (2008) et perfekt eksempel på. I denne bog, der er beregnet til faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen, går det helt helt galt. Bogen er fuld af venstrefløjsfloskler, dæmonisering af højrefløjen, myter, stråmænd, konspirationsteorier og direkte faktuelle fejl.

BT bragte i går en historien om bogen. Journalisten Peter Astrup havde samlet en række citater fra bogen, og at den er politiserende og manipulerende fremgår med al tydelighed af disse. Højrefløjen ønsker kun hvide mennesker i Danmark, muslimer diskrimineres konstant, fordi børnene klipper julepynt i folkeskolen og fordi Danmark har en folkekirke og bla bla bla. Vi ved jo, at disse holdninger findes blandt loonierne på den yderste venstrefløj, men at de ligefrem bliver præsenteret på den måde i en lærebog overrasker vel de fleste.

Jeg underviser selv i KLM, hvorfor jeg har anvendt Hinges bog. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, men da jeg overtog holdet fra en kollega, var bogen allerede indkøbt af de studerende som grundbog.

De ting, Astrup har fundet frem, er meget betegnende for hele bogens tone. Dog overså han i første omgang en af hendes værste perfiditeter. På side 69-70 forklarer hun, hvad assimilation, segregation og integration er. Da hun kommer til segregation, skriver hun: ”En anden strategi er segregationspolitik, som går ud på at adskille indvandrere og flygtninge fra resten af befolkningen. To forskellige eksempler på ufrivillig segregation er apartheid i Sydafrika og de danske asylcentre.” Sådan! Ingen nuancering, ingen neutral modificering af denne påstand, som man vel ellers kunne forvente sig i en lærebog. På BTs hjemmeside gengives denne historie i dag.

Faktuelle fejl
Men ikke nok med det – bogen er også fyldt med ”oplysninger”, der er direkte usande.
Tag f.eks. s.14 – Her fortæller hun, at Norge opnåede selvstændighed i 1814 efter en frihedskamp mod den danske stat. For det første blev Norge ikke frit, men knyttet til Sverige helt frem til 1905. Og hvad er det lige for en frihedskamp, Norge skulle have kæmpet mod den danske stat op til 1814? Man forestiller sig guerillakrigere i de norske fjelde kæmpende mod den danske besættelsesmagt. Helt forrykt.

En anden sjov røverhistorie har hun på side 38. Her fortæller hun for det første, at man i romerriget brugte slaver i krige. Det er forkert. Kun frie borgere deltog – og der var oprindeligt et stramt formuekrav m.h.t. optagelse i den romerske hær. For det andet – og langt værre (morsommere) - fortæller hun, at romerne efter nedkæmpelsen af Spartacusopstanden forhørte de tilfangetagne oprørere, for at finde ud af hvem af dem, der var Spartacus. Da Spartacus rejser sig og siger: ”Jeg er Spartacus”, rejser de andre slaver sig og siger det samme, for at beskytte Spartacus. Herefter bliver de alle henrettet. Til din oplysning, kære læser, findes denne historie ikke i de antikke kilder. Hvor har kvindemennesket så historien fra? Svar: Jo, hun har det fra Kubricks film Spartacus! Det siger lidt om den faglige lødighed i den bog.

Jeg udtaler mig om bogen i dagens udgave af BT (ikke online). Hinge svarer, at det med Spartacus ”også står andre steder”. Do! Hvor? Og gad vide om ikke de steder, hun tænker på er internettet eller lignende. Tsk tsk…

M.h.t. den fremtidige brug af bogen - Selvfølgelig skal den ikke forbydes i undervisningen som Dansk Folkeparti forslår. Det er jo tåbeligt. Man kan jo ikke forbyde, at visse bøger tages op i undervisningen. Helle Hinges bog er en dårlig og underlødig lærebog. Derfor bruger jeg den ikke mere. Jeg håber også mange af mine kollegaer vil være meget forsigtige m.h.t. brugen af denne bog. Men man kunne vel forestille sig, at den kunne inddrages i undervisningen som skrækeksempel på forsøg på manipulation, indoktrinering og misopfattelser af historiske begivenheder. Jeg bruger selv Spartacus-eksemplet, når jeg underviser i romersk historie. Det viser, hvor stor en del af vores historiske bevidsthed, der er skabt af Hollywood. At man kan finde et sådan eksempel i en lærebog skrevet af en seminarielektor fra Zahles, vækker stor morskab blandt mine studerende. Desuden er bogen jo også et glimrende eksempel på, at dumhed, uvidenhed og ekstremisme ofte går hånd i hånd. Nej, lad os endelig beholde den bog – kæle for den, tage den frem i ny og næ, og grine sammen.

Lærebog - debatbog?
Det er dog sikkert ikke denne brug af lærebogen, Gyldendal havde tænkt sig, da de gik med til at udgive det makværk. Bogen er udkommet som del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Den bærer desuden undertitlen "Fra teori til praksis". Hvad siger det lige om genren? Signalerer dette ikke objektiv, nøgtern og neutral fremstilling af bogens emner? Jo! Og derfor kan Helle Hinge ikke undskylde sig med, at hun slet ikke har skrevet en lærebog, men en debatbog, som hun gør i Kristeligt Dagblad i dag. Problemet er jo ikke, at Hinge har holdninger, hvor tåbelige de end er. Problemet er, at hendes lærebog er et subjektivt partsindlæg med en masse faktuelle fejl. Man må da forvente sig af en lærebog, at den f.eks. gengiver de forskellige holdninger til politiske emner objektivt og loyalt uden at fordreje og konstruere stråmænd for at sætte sine politiske modstandere i et dårligere lys. Det forventer læseren/den lærerstuderende da med god grund. Men denne øvelse behersker Hinge simpelthen ikke. Derfor burde bogen, som lærebog, vel have været udsat en stærk redaktionel omarbejdning og korrektion for at leve op til genren og blive en del af ”Gyldendals lærerbibliotek”. Der må derfor sidde nogle rundt om på Gyldendals redaktionsgange med gevaldigt røde ører. Hvem har været den faglige koordinator bag den udgivelse? Per Fibæk Laursen og Hans Jørgen Kristensen, burde I ikke have jeres skolepenge tilbage? Skandale! Vidner det om, at man på Gyldendal kan få udgivet hvad som helst som lærebog – det argeste lort – bare manuskriptet indeholder de rigtige holdninger? Og er det også grunden til, at ingen andre seminarielærere har set noget problem i denne lærebog, der udkom tilbage i 2008?

Desværre kunne dette sidste vidne om en dybereliggende krise, når det gælder seminariernes og folkeskolens lærerstab. Æder man denne politisering råt? Bakker man den i virkeligheden op? Hvis det er tilfældet, er vi nok mange, der vil overveje, om folkeskolen er det rette sted, når det kommer til vore børns undervisning og dannelse. Der eksisterer jo heldigvis privat- og friskoler, der hviler på andre værdier. Hvis det er Helle Hinges principper, der bliver de fremherskende i folkeskolen, vil jeg, når den tid kommer, tage min lille søn i hånden og sige. "Kom, min dreng, vi går igen".

Vellykket høstmøde

2009-10-06T05:53:00.000-07:00

Billeder fra et vellykket og interessant Høstmøde, 2009

Vi takker foredragsholderne og de fremmødte for deltagelsen, for de mange gode spørgsmål og for en interessant debat.

PS: Desværre glemte vi at holde afstemning om - og derfor også at uddele - den årlige Grima Ormetungepris. [Læs mere]

De nominerede for 2009 var Georg Metz, Per Ramsdal og Morten Østergaard.

Vi modtager dog gerne tilbagemeldinger fra vore læsere nedenstående e-mail.

nomos@nomos-dk.dk

Ud fra disse vil redaktionen udpege den lykkelige vinder og uddele prisen i slutningen af året.

NOMOS' Høstmøde 2009

2009-08-03T07:00:00.000-07:00

Høstmøde 2009

Så er det igen blevet tid at invitere til Nomos’ årlige Høstmøde i Nyborg med foredrag, debat og fælles middag. I år foregår det:

Den 26. september kl. 9.30 til 16.30

Foredragsholderne er i år:

Forfatter og kommentator Ralf Pittelkow, der med udgangspunkt i sin bog Mit liv som dansker vil fortælle om udviklingen i Danmark gennem de seneste årtier.

Journaliststuderende Thomas Bolding Hansen, der afdækker de reelle tal for kriminaliteten blandt indvandrere fra tredjeverdenslande i Danmark.

Tidligere redaktør af Nomos Adam Wagner, der med baggrund i sin magisterkonferens vil fortælle om dansk identitet i middelalderen.

Igen i år vil mødet blive afholdt i:
Borgerforeningens Hus, Nørrevoldgade 63, 5800 Nyborg.

Prisen er 300 kr., der dækker brød og kaffe ved ankomst, stor buffet til frokost samt kaffe og kage om eftermiddagen.

Tilmelding: Ingeborg Uhrskov Jensen, tlf. 22576591, e-mail ingeborguhrskov@gmail.com
Indbetaling kan ske på én af følgende tre måder:

a) Indbetaling via bank (Frørup Andelskasse), reg.nr. 5960, kontonr. 8028045 (husk at angive navn(e)),
b) Indbetaling via girokort på +73, +88989988,
c) Betaling på stedet, men da kun kontant.

Vel mødt

NB! Vi opfordrer deltagere, der ønsker at spise med, til inden arrangementet at indbetale ovennævnte beløb på følgende konto: Reg.nr. 5960 Kontonr. 8028045. Betaling kan også foretages under arrangementet, men da kun kontant.

Radikal politiker var KGBs nyttige idiot

2009-07-18T11:44:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Viborg Stifts Folkeblad bragte den 6. juli historien om den radikale politiker Meta Ditzel, der i 1970’erne og 80’erne spredte sovjetisk propaganda i Danmark. Som Lars Norup skriver: ”En af de mere effektive personer til spredning af sovjetisk propaganda i Danmark under den kolde krig, var den radikale politiker, tidligere viceskoleinspektør i Viborg, Meta Ditzel, der døde i 1999. Det fremgår af et større afsnit om Meta Ditzels KGB-kontakter, som er trykt i den rapport om den danske efterretningstjeneste PET, som for nylig blev offentliggjort.”

I PET-rapporten lyder der:

----------------------------------

Meta Ditzel (1910-1999) var en af de radikales mest engagerede fredsaktivister. Hun var viceskoleinspektør i Viborg, medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Kvindeforbund, medlem af de radikales hovedbestyrelse og medlem af Folketinget fra 1968 til 1975.

PET blev opmærksom på hende i 1969, da hun deltog i Østersøugerne og blev medlem af Selskabet Danmark-DDR, og hun blev samme år registreret i tjenesten. De følgende år fulgte PET Ditzels involvering i den østlige fredskampagne: Hun besøgte i 1971 Sovjetunionen som medlem af Demokratisk Kvindeforbund i Danmark, året efter deltog hun i en frokost for Demokratisk Kvindeforbund på den sovjetiske ambassade, og i 1973 deltog hun i det kommunistisk dominerede World Peace Council’s (WPC’s) konference i Moskva. I 1974 deltog hun i WPC’s rådsmøde i Sofia, hvor det blev besluttet at oprette en dansk underafdeling. Det blev til Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK), og i 1977 blev Ditzel formand for organisationens midtjyske afdeling.

SAK var Sovjetunionens vigtigste instrument til at påvirke de danske fredsbevægelser, og Ditzel var således dybt involveret i den østlige påvirkningskampagne i Danmark.

I juli 1976 opdagede PET, at Meta Ditzel havde kontakt til 3. sekretær ved den sovjetiske ambassade, Stanislav I. Tjebotok, der var identificeret som KGB-officer. PET holdt deres næste møde, der foregik på Københavns Hovedbanegård, under observation, og tjenestens medarbejdere iagttog, at Ditzel gav Tjebotok en stor kuvert, som ifølge PET’s oplysninger indeholdt en erklæring fra det sidste WPC-møde. PET noterede flere møder mellem de to, og da Tjebotok rejste hjem i 1977, blev kontakten overtaget af den nye 3. sekretær, Vadim I. Tjernyj, der også var identificeret KGB-officer. Tjernyj besøgte Ditzel flere gange på hendes bopæl i Viborg, og på turene forsøgte han at ryste eventuelle forfølgere af sig. I 1979 blev kontakten overtaget af endnu en 3. sekretær og KGB-officer, Vladimir Merkulov, der også anvendte konspirative metoder under besøgene i Viborg.

I 1977 modtog PET oplysninger fra Gordijevskij, som gav tjenesten et indblik i KGB’s planer med Ditzel. Hun var klassificeret som ”objekt rasrabotki”, en fortrolig kontakt, der var under dybt studium og var blevet tildelt dæknavnet Dana. Gordijevskij beskrev hende som en ”typisk naiv” fredsforkæmper, der var blevet vundet over med blomster og komplimenter. Hendes sovjetiske føringsofficer havde ikke afsløret, at han arbejdede for KGB. Residenturet skulle have benyttet Ditzel til sammen med sine meningsfæller at oprette Samarbejdskomiteen i 1974, og efterfølgende blev hun anvendt til at holde KGB orienteret om Samarbejdskomiteens aktiviteter og til at udsprede sovjetiske synspunkter.

Hun skulle således være blevet inspireret af KGB-officererne til via Samarbejdskomiteen at iværksætte kampagnen mod neutronbomben og til at påvirke regeringen til at støtte en succesfyldt afslutning på 3. afdeling af CSCE-forhandlingerne.

Den radikale politiker skulle ifølge residenturets oplysninger også have benyttet sig af sovjetiske ”teser” i forbindelse med debatten om krydsermissiler, afspænding og nedrustning, og hun havde sendt et brev til den amerikanske præsidentfrue Rosalyn Carter, som residenturet havde lavet udkast til, og som indeholdt en kritik af USA’s overtrædelse af menneskerettighederne.

PET havde således god grund til at holde øje med den radikale politiker, som den sovjetiske efterretningstjeneste forsøgte at bruge til at fremføre sovjetiske synspunkter i den sikkerhedspolitiske debat.

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, da kampagnen mod NATO’s dobbeltbeslutning blev intensiveret, bemærkede PET, at Meta Ditzels engagement i Samarbejdskomiteen blev dybere. Hun blev valgt til komiteens ledelse i 1980, og hun fungerede som dirigent på komiteens landsstævne i 1981.

Hendes tid som KGB-kontakt var imidlertid ved at rinde ud. Ifølge residenturet ”svævede” studiet af hende, efter hun havde forladt Folketinget i 1975 og trukket sig delvis ud af politik.

Omkring 1980 fandt det sidste konstaterede møde mellem Ditzel og Merkulov sted, og i kølvandet på Arne Herløv Petersen-sagen (hvor Merkulov blev udvist) bragte pressen i 1982 en historie om, at hun under en køretur med Tjebotok havde forsøgt at ryste de forfølgende politifolk af sig.

I 1983 oplyste Gordijevskij, at KGB havde besluttet at droppe kontakten til Meta Ditzel efter anholdelsen af Arne Herløv Petersen i 1981, idet man frygtede, at PET let ville kunne afsløre kontakten.

Hvordan skal man vurdere Meta Ditzels kontakt til KGB? En PET-medarbejder, der udarbejdede en notits på baggrund af PET’s egen overvågning og Gordijevskijs oplysninger, satte på den ene side med god grund spørgsmålstegn ved residenturets påstand om, at det havde benyttet hende til at oprette Samarbejdskomiteen i 1974. Det kunne være et eksempel på, at residenturet overdrev dets resultater over for Centeret i Moskva.

På den anden side mente medarbejderen, at KGB havde haft ”uhyggeligt let spil” med den radikale politiker, der blev betegnet som ”ualmindelig naiv” men samtidig ”fantastisk effektiv” i fredsarbejdet. Der er ingen tvivl om, at Meta Ditzel var motiveret af en idealistisk kamp for freden. I den forbindelse var hun villig til at samarbejde med kommunisterne og gøre sig til talerør for nogle af deres sikkerhedspolitiske synspunkter.

Det skal imidlertid understreges, at hendes indflydelse antagelig var begrænset: Samarbejdskomiteen mødte ofte kritik fra andre fredsaktivister på grund af dens prosovjetiske linje, og den påvirkningsoperation, som residenturet åbenbart var mest stolt over, brevet til Rosalyn Carter, kan næppe betegnes som en operation, der slog alvorlige revner i den vestlige alliance.

---------------------------
Overrasket? Betegnelsen ”ualmindelig naiv” eller ”nyttig idiot” bør vel stå tatoveret i panden på enhver radikal politiker – men alligevel. En ”typisk naiv” fredsforkæmper – det bekræfter jo blot det, vi på højrefløjen hele tiden har påstået om fredsbevægelsen: Nyttige idioter, der gik en totalitær magts ærinde.

Det er også sjovt som historien gentager sig med de radikale. Scavenius og samarbejdspolitikken, Meta Ditzel og KGB, Elsebeth Gerner Nielsen med tørklæde. Der er vel næppe noget parti, der gennem tiden har stillet sig mere beredvilligt an, når det gjaldt om at slutte trop med Danmarks fjender. Der findes vel næppe noget parti, der så konsekvent har arbejdet på nedlæggelsen af den danske nation.

Scavenius: Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister

2009-07-04T02:56:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Det vakte en del opsigt, da det i oktober 2008 kom frem, at den folkekære Storm P. i 30’erne og 40’erne havde været med i foreningen Nordische Gesellschaft, der syntes at have haft en tæt forbindelse til det nazistiske Tyskland. Som jeg fremførte dengang her på bloggen, undrede det mig egentligt, at det på den ene side vakte enorm debat, at Storm P. var medlem af denne forening frem til 1944, mens ingen så meget som løftede et øjenbryn over, at landets tidligere udenrigs- og statsminister, Erik Scavenius, helt frem til befrielsen i 1945 var medlem af selv samme forening. En underlig disproportion, må man sige.

I det det hele taget må den forstående og tolerante imødekommenhed, som mange historikere og meningsdannere lægger for dagen, når de skal bedømme Scavenius’ handlinger under besættelsen, undre. Ofte lyder bedømmelsen, at Scavenius var en realistisk og dygtig politiker, der takket være en veltilrettelagt samarbejdspolitik fik Danmark igennem de mørke år, uden vi oplevede de store ulykker. Den radikale statsmand er derfor i manges øjne ligefrem en helt, hvorfor Danmarks Radio da også for nogle år siden ligefrem kunne lave en portrætudsendelse om ham i serien ”Store danskere”.

Vellidt har Scavenius dog aldrig været blandt modstandsfolkene, der havde et klart blik for, hvad Scavenius i virkeligheden var. Nemlig en medløber. En kynisk beregnende medløber, hvis handlinger grænsede til landsforræderi. Men deres bitterhed og hårde bedømmelse havde man ikke brug for, da myterne om den vellykkede samarbejdspolitik skulle opbygges. Myter som mange danskere efter krigen givet hoppede med på i mangel på bedre. Bortset fra modstandsfolkene havde danskerne ganske vist ikke udrettet noget heroisk i den væbnede kamp mod nazismen, men vi havde takket være bl.a. Scavenius været heroisk snedige og kommet igennem det hele med skindet på næsen, synes den selvtilfredse analyse at lyde. Bravo!

At dette i virkeligheden var et moralsk svigt, og at samarbejdspolitikken bestemt ikke var med til at sikre demokratiet, var en alt for ubehagelig konklusion. Derfor vakte det opsigt – ja, ligefrem vrede – da denne ubehagelige konklusion for første gang blev sagt højt fra officielt hold, idet statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 og igen i 2005 i forbindelse med markeringen af 5. maj udtalte sin hårde, men berettigede, vurdering af samarbejdspolitikken. Havde alle nationer handlet som Danmark, havde Hitler og nazismen sejret, lød det fra Fogh. Adskillige historikere var bestemt ikke begejstret for denne vurdering. Hvor vovede han?

Men det var jo netop dette forløb (at nazisterne ville vinde krigen) som Stauning og Scavenius arbejdede ud fra - og var helt indforstået med. De havde en særlig betegnelse for dette nye tysk og nazistisk dominerede Europa – ”Nyordningen”. Denne nyordning var de og mange andre samarbejdspolitikere overbevist om måtte komme, og her gjaldt det om, at Danmark fandt sin plads uden for megen tumult.

Man kunne måske påstå, at dette trods alt var en realistisk vurdering på det givne tidspunkt og det eneste Danmark kunne gøre. Men andre små landes handlinger vidner dog om noget andet. Holland, Belgien og Norge drog helt anderledes konklusioner. Ja, ville nogle sige, men de betalte også prisen – bombede byer og deporterede jøder. I Danmark kunne vi trods alt beskytte vores civile mod terrorbombning og vore jødiske landsmænd mod overgreb. Dermed åbner man så også for accept af stort set alt, hvis blot en overlegen aggressor truer med vold.

Og dermed – havde alle handlet som Danmark, ville nazisterne have vundet og derefter alligevel påbegyndt nazificeringen af de besatte lande. Stauning og Scavenius udtalte ganske vist, at Danmark inden for Nyordningen burde kunne bevare sin suverænitet og sit demokrati. Som Scavenius siger det i sin tiltrædelsestale i 1940 (den famøse 8.-juli-erklæring): ”Ved de store tyske sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.” På den anden side, fortsætter han, stoler det danske folk på, at det vil ”kunne bevare sin selvstændighed” og ”finde forståelse for sin egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale udvikling”.

I marts 1941 udtaler Stauning noget af det samme. I 1941 sporede man en voksende modvilje overfor samarbejdspolitikken i befolkningen. På denne baggrund holdt statsminister Stauning d. 8. marts 1941 en tale i Studenterforeningen i København, hvor han bl.a. sagde: ”Denne tilpasning til livet i det nye Europa behøver ikke at berøre landenes nationale forhold, medens den muligvis kan nødvendiggøre visse ændringer i de erhvervspolitiske forhold. De enkelte lande kan bestå, landenes forfatninger kan blive bestående. Sprog og nationale indretninger kan bestå, og folket skal ikke foretage nogen åndelig og politisk omstilling, da dette ikke blot vil være ufornødent, men skadeligt for det samarbejde, der vil være en grundpille i det europæiske samfund. […] Personligt tror jeg altså ikke på store ændringer i det Europa, som er i færd med at danne sig. Derimod tror jeg på forsikringen om frihed og uafhængighed for Danmark, en af Europas ældste nationer, jeg tror på bevarelsen af vort sprog, af konge, flag og forfatning, og det vil være en styrke i troen herpå, når vi til sin tid frit indlader os i de forhandlinger om overenskomst, som tiden vil kræve. Vi har hidtil lykkeligt undgået sådanne ulykker, som andre har måttet lide under, og det gælder da om at fastholde den politik, som kan føre uskadt igennem tidens brænding ind i den nye tid, som venter os. Vi skal desværre nok igennem en lang og hård tid; men holder det danske folk sammen, vil folket også komme igennem en sådan tid - blot vi har udsigten til at bevare dansk selvstændighed. [...] For den danske befolkning vil det fremdeles være af afgørende vigtighed, at ro og orden bevares. Og så håber jeg i øvrigt, at vi vil komme gennem tidens vanskeligheder, og at vi igen oplever Danmark frit og selvstændigt.”

Dette er altså, hvad landets statsminister Stauning siger til det danske folk: Vær ikke bekymrede. Når tyskerne har vundet krigen, vil der komme en nyordning, hvor han håber, at vi stort set vil kunne vende tilbage til tiden før besættelsen.

At dette i bedste fald er himmelråbende naivt - eller i værste fald bliver sagt mod bedre vidende (og dermed løgn) - vidner den fortrolige korrespondance mellem den tyske besættelsesmagt i Danmark og ledelsen i Berlin om. F.eks. da man i slutningen af juni 1940 står overfor en regeringsomdannelse i Danmark (skabelsen af Samlingsregeringen), skriver den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark (dvs. den øverst ansvarlige tyske embedsmand i landet), C. von Renthe-Fink til Berlin, at man bør vente med at danne en nazistisk regering. Nazisterne står stadigt for svagt i Danmark. Men ved at lade danskerne fortsætte med at styre landet i en periode, vil man kunne vinde tid, indtil nazisterne er klar til en magtovertagelse: ”Efter min opfattelse skal vi ved dannelsen af den nye regering indtage en afventende holdning, da vi jo til enhver tid er i stand til at få en regering, som ikke passer os, til at falde, og de danske nationalsocialister får således lejlighed og tid til at udbygge deres position i landet" [20. juni 1940]. Nogle dage efter tilføjer han: ”Den nye tid banker dog stadig mere indtrængende på Danmarks dør, og det er vel egentlig mere et spørgsmål om tid, hvornår også her den tilpasning foretages, der følger af det nationalsocialistiske Tysklands militære og politiske sejr over Vestens demokratier og af de nye ideers magt." [28. juni 1940]

Med andre ord – nej, Danmark ville ikke have fået lov til at beholde sin selvstændighed eller sit demokrati, og de danske jøder ville før eller siden også her være blevet indfanget og sendt i kz-lejre. Samarbejdspolitikkens logik var således ganske på linje med appeasement-politikken. Som Churchill udtrykte det: Man fodrer krokodillen og håber på, at den vil æde én selv som den sidste. Og sådan ville det være endt – Danmark ville måske først være blevet ”ædt” som den sidste, men vi ville være blevet ædt under alle omstændigheder.

At der var nye tider på vej, det gik Stauning og Scavenius under alle omstændigheder ud fra. Og det var nu ikke helt dårligt, erklærede de offentligt. Der var faktisk ting i den nazistiske Nyordning af Europa, man kunne bruge til noget, mente de begge.

I ovennævnte tale til studenterforeningen siger Stauning ligeledes: ”Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig nyordning, men efter en blivende europæisk nyordning, der skal være rådende ud i fremtiden. Denne nyordning vil kræve et samarbejde inden for Europa, og linjen vil være den fra Tyskland kendte planøkonomi, der sikkert rummer betydelige fordele frem for den planløshed, som har været rådende hidtil som bestanddele af det liberalistiske samfund, der i udpræget grad bygger på egoismen - altså erhvervs- og samfundsegoisme.
Den tyske planøkonomi kan tænkes praktiseret gennem overenskomster mellem de enkelte lande og Tyskland, rimeligvis langtrækkende overenskomster, som bestemmer, at man aftager tyske råstoffer og industriprodukter imod til gengæld at levere landbrugsprodukter og andre varer, som det bliver tilladt de enkelte lande at producere. Der tænkes sikkert på en arbejdsdeling i Europa, og for så vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri anledning til indsigelser. Meningen vil være at give Tyskland og de med Tyskland samarbejdende lande forøgede produktions- og omsætningsmuligheder. Arbejdsdelingen og en fornuftig ordnet produktion og omsætning vil gøre dette Europa meget stærkt overfor blokade og vil også kunne fremme en højnelse af levevilkårene.
I denne planøkonomi vil man sikkert kræve gennemført en moderne produktionsordning både i Tyskland og i de samarbejdende lande, ligesom en ensartethed med hensyn til prisniveau og valutaforhold vil blive tilstræbt, og en fælles kreditgivning mellem landene vil sikkert også blive etableret.
Naturligvis kan en sådan udvikling nødvendiggøre ændringer i de tilvante forhold, men det kan ikke være afgørende, og jeg ser det i hvert fald som opgaver, vi stilles overfor, og som skal løses.
Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den tilpasning, jeg her har antydet, når tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogle måske vil synes.
Det er en udvikling, som kræves, og det er usundt og uklogt at vende sig imod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver."

Når man læser disse ord, overraskes man for det første over, hvor langt Stauning faktisk går i den vision, som han skitserer for de danske tilhørere. Dertil kommer, at han faktisk angiver den nazistiske planøkonomi som en fornuftig politisk ordning, som det danske Socialdemokrati har mange ideologiske lighedspunkter med, når det gælder den økonomiske politik. At disse planøkonomiske visioner ikke adskiller sig fra, hvad Radikale og Socialdemokrater tidligere har udviklet, kan man forvisse sig om, hvis man læser den radikale, Ove Rodes, såkaldte ”Gimletale” fra 1916. Heri tales der ligeledes om liberalismens planløshed, der skulle afløses af en ny gylden epoke med et nyt økonomisk system, der var under opbygning – et system, der yderligere fik vind i sejlene under krisen i 30’erne og som Stauning altså i 1941 anser for repræsenteret i den nazistiske planøkonomi. Det, der sker nu, er altså helt naturligt – det er udviklingen, som Stauning også siger. Interessant er det ligeledes, at Staunings vision om, hvordan Danmarks samarbejde med Tyskland skal forme sig, ligger fint i tråd med de retningslinjer for den tyske udenrigspolitik, som Hitler allerede i 1937 opridser. Ifølge det såkaldte ”Hossbach-notat” opridsede Hitler dette år sine planer for skabelsen af det tyske Lebensraum og påpegede samtidig, at Tyskland på længere sigt ville have problemer med at opnå autarki (være selvforsynende) m.h.t. bl.a. levnedsmidler. Dette er jo et militær-strategisk problem. Men her er den danske landbrugsproduktion jo et kærkomment supplement. Dette påpeger Stauning jo også, idet kan siger, at den nye ordning ”vil gøre dette Europa meget stærkt overfor blokade”. Fra hvem – ja, England selvfølgelig.

Det andet, der springer i øjnene, er, at Staunings argumentation på næsten uhyggelig vis er identisk med de paroler om den uundgåelige udvikling, som diverse politikere fremfører i dag, når det gælder Danmarks indlemmelse i Den Europæiske Union. Ak, ja - den famøse ”udvikling” som danskerne også i dag bare må lære at acceptere.

Men stop, ville nogle sige. Disse erklæringer og offentlige taler, som Stauning og Scavenius kommer med, kan jo ikke tages som udtryk for, hvad de dybest set selv følte og mente. Det, de sagde, var jo noget besættelsesmagten havde tvunget dem til at sige. For at opretholde samarbejdspolitikken (der jo hævdes at være den bedst mulige løsning for Danmark i den given situation) blev de nødt til at fyre disse floskler af offentligt. Men det er jo kun udadtil – indadtil mente de ganske sikkert noget helt andet.

Til det må man bare sige – nej, det gjorde de faktisk ikke. I hvert fald ikke, når det gælder Scavenius. Indadtil under forhandlingerne i Samlingsregeringen kørte Scavenius’ argumentation på fuldstændig de samme præmisser. Overfor sine kollegaer i Samlingsregeringen og Samarbejdsudvalget (Ni-mandsudvalget) blev der, når han forsøgte at overtale sine kollegaer til at følge hans aktive samarbejdslinje, ikke sparet på floskler om Nyordningen, de nye tider og udviklingen, som danskerne blev nødt til at acceptere. Der er således ikke en diskrepans mellem det Scavenius erklærer udadtil og det han siger under de fortrolige forhandlinger i Samlingsregeringen.

Hvor ved vi så det fra? Ja, bl.a. fra en kilde, der ikke umiddelbart kan siges at være ondt stemt mod Scavenius - nemlig hans tidligere partifælde og tidligere udenrigsminister P. Munch. Munch var som bekendt radikal udenrigsminister op til besættelsen 9. april. Som følge af besættelsen måtte han i juli 1940 gå af og overlade udenrigsministerposten til den tidligere partifælde, Scavenius (jf. 8-juli-erklæringen ovenfor). Munch fortsatte dog med at være en centralt placeret politisk skikkelse, der deltog i flere vigtige møder, drøftelser og beslutninger. Han foretog løbende optegnelser over sine oplevelser under de politiske forhandlinger krigen igennem. Disse ofte noget noteagtige optegnelser udkom mellem 1959 og 1967. Hvorfor disse erindringer ikke indgår i den offentlige debat, når det gælder bedømmelsen af Scavenius’ handlinger, holdninger og motiver, ved jeg ikke. Men de er særdeles afslørende, så måske derfor...

Vil man have et indblik i Scavenius’ gøren og laden under de mange tilspidsede situationer er Munchs erindringer ikke et dårligt sted at starte. Læs f.eks. kapitlet om perioden juni-november 1941 (s.158ff. i bnd. 7), og det vil løbe én koldt ned ad ryggen. Herefter kan man vist ikke længere være i tvivl om, hvor langt Scavenius gik i samarbejdspolitikken - og var villig til at gå! Jeg bringer herunder en række uddrag fra dette kapitel.

Først et par indledende bemærkninger. Fra 27. juni 1941 opstår der nye gnidninger i Samlingsregeringen. Det er tydeligt fra Munchs erindringer, at der bestemt ikke (som mange Scavenius-venlige historikere hævder) herskede konsensus i Samlingsregeringen m.h.t. Scavenius’ linje overfor tyskerne. Særligt Venstre og de konservative er efter en noget passiv og sløv start begyndt at slå sig gevaldigt tøjret. Og i juni er den så gal igen. Tyskerne kræver, at de må hverve frivillige i Danmark til krigen på Østfronten – enten via de danske nazister (dvs. til det allerede eksisterende Regiment Nordland) og/eller via oprettelsen af et nyt dansk frikorps ledet af danske officerer. Dette bekymrer regeringen, der ønsker at holde Danmark neutralt og uden for krigshandlingerne. Men efter tysk pres oprettes Frikorps Danmark 28. juni. Hvervningen til korpset foregår i høj grad via de danske nazister. Det vækker imidlertid harme i Samlingsregeringen, at Scavenius uden at rådføre sig eller forhandle med Samarbejdsudvalget ligefrem havde givet ordre til, at nazistisk hvervningspropaganda for frikorpset kunne oplæses i den danske radio.
Om et møde 30. juni 1941 mellem centrale ministre og politikere, men uden Scavenius, skriver Munch:

"Statsministeren [Stauning] havde støttet Scavenius’ afvisende holdning over for forhandling med Nimandsudvalget [Samarbejdsudvalget].
Kraft [Ole Bjørn Kraft, konservativ leder. Medlem af Samarbejdsudvalget] var meget skuffet derved. Det stred mod det grundlag på hvilket udvalget var skabt. Man måtte overveje hele udvalgets stilling, hvis det kun skulle bruges til at tage medansvar for beslutninger, der var trufne i forvejen.
Alsing Andersen [socialdemokrat. Forsvarsminister 9. april. Fra feb. 1941 partiformand] var enig med Kraft derom. I [udenrigs]ministeriet har man imidlertid ment, at man måtte være mere klar over egen stilling, før man kom til udvalget. Scavenius havde uden forhandling med andre givet ordre til radioen om hvervningsmeddelelserne [dvs. opfordringer til at melde sig til Frikorps Danmark]. Kongen havde klaget derover i statsrådet i går, men Scavenius havde påtaget sig ansvaret. Der lå nu planer om, at sådanne vigtige beslutninger skal forelægges statsrådet. […]
Stensballe [medlem af Samarbejdsudvalget for Venstre] understregede, at udvalget efter aftalerne havde ret til at være med i overvejelserne før større beslutninger.
Oluf Pedersen [medlem af Samarbejdsudvalget for Retsforbundet] var enig med Kraft og Alsing Andersen. Der var særlig forbitrelse over radioen. Kunne man ikke snart undvære Scavenius? Han mente, at det kunne være lettere end før [at afskedige Scavenius], da tyskerne mere nu end før var interesserede i at vinde sympati i Danmark. […]
Elgaard [folketingsmedlem for Venstre] udviklede, at der i Jylland var fuldstændigt raseri over radioen; man spurgte om tyskerne havde overtaget regeringen eller radioen. Han var enig med de andre. Regeringen kan vel ikke fatte mod til at forbyde hvervningerne. Både regeringen og rigsdagens stilling over for befolkningen svækkes meget. […]
[D. 31. juni, 1941] Kl. 14.15 havde udvalget møde igen, og Scavenius var nu til stede. Alsing Andersen spurgte om hvervningen […]
- Scavenius: Situationen medfører, at hvervningen får en anden karakter. Vi er nødt til at vise sympati for Finland, og vise, at vi ikke er ligegyldige for kampen mod bolsjevismen. Der er nu ”Nordland” og ”Frikorps Danmark”. De vil næppe få stor tilslutning, måske 200 hver […]
- Alsing Andersen: Har tyskerne stillet sig bag hvervningen?
- Scavenius: Ja, i høj grad, radiomeddelelserne [var] efter tysk ønske. […]
- Elgaard: Hvervningen indskrænkes vel så til det, nazisterne foretager? Intet ophidser som radiooplæsningerne. […] Holder publiceringen i radioen nu op?
- Scavenius tror det ikke.
- Alsing Andersen: Det [den nazistiske hvervningspropaganda i radioen] hindrer heldigvis, at der melder sig et nævneværdigt tal.
- Scavenius: Ja, De siger heldigvis. Det værste er, hvis der kommer et brud, hvor alt det, der hidtil har repræsenteret Danmark, skubbes til side. Stemningerne er skærpede nu som i fjor, da Frankrig blev besat. Sympatien for Finland er åbenbart forsvundet, efter at det er kommet sammen med det eneste land, der kan forsvare det. Det danske folk stiller sig vedblivende afvisende over for den nyordning, der må komme.
- Kraft: Man kunne ikke vente, at danske let skulle træde ind ved siden af tyske soldater. […]
- Elgaard: [Jeg] har ikke bebrejdet udenrigsministeren hans opfattelse af Nyordningen. Men det, der volder vanskelighed, er, at tyskerne vil benytte besættelsen til at øve åndelig tvang mod det danske folk. Det skaber reaktionsbevægelse. Det er regeringens opgave at forklare tyskerne, at det skader.
- Scavenius: Tyskernes tankegang er forskellig fra vor. De midler til tilnærmelse, de anvender, passer ikke for os. Det er ikke muligt at få dem til at forstå det. De tror nu, vel med urette, at der er en lejlighed til at vinde stemningen. Det tragiske er, at det ikke er muligt for de to folk at nærme sig hinanden. Tyskerne tror stadig, at det er nogle ledere, der er i vejen; derfor de stadige krav om, at den ene eller anden skal fjernes. De forstår ikke, at "lederne" kun er ekko af befolkningen. De har andre erfaringer andre steder. Der er ført utallige samtaler herom, men uden resultat. Målet er at føre så meget som muligt af det nuværende Danmark over i Nyordningen. I Norge er der nærmest en art borgerkrig. Tyskerne er bundet til at understøtte det lille parti, de benytter. [dvs. Quislings nazister].
- Elgaard: Tyskerne burde kunne forstå. Men folk spørger: Forlader tyskerne siden Danmark?
- Scavenius: Ikke så længe der er krig. Bagefter ingen grund til at blive her. Men samarbejdet kræver efter tysk opfattelse en vis fælles grundstemning. Stemningen her er forværret. […]

[D. 4. juli] Jørgen Jørgensen [radikalt medlem af regeringen (undervisningsminister] [havde] en samtale med Scavenius, vist i anledning af radiomeddelelserne om frikorpset. Scavenius klagede der stærkt over sin stilling; han havde sagt Stauning, at han måtte tænke på en efterfølger; det hele gik ham på nerverne: den stadige uenighed i ministeriet, folks opfattelse af ham; han havde hørt en forbipasserende sige: der bor han oppe, landsforræderen. Kongen havde sagt til ham: Kunne De aldrig tænke Dem at sige nej til tyskerne? Det skulle han lade sig byde af en sådan monark. […]

[D. 5. juli afholder chefen for udenrigsministeriets pressebureau, K. Eskelund, der leder statsreguleringen af indholdet i dagspresse og radio, pressemøde. Ved mødet opfordres journalister og presse til at være positive overfor de tyske hvervningsforsøg. Efterfølgende optages indlæg i aviserne, hvori chefen for Frikorps Danmark, C. P. Kryssing, kritiserer demokratiet. Dette vækker ny uro i samlingsregeringen. D. 7 juli afholdes der ministermøde, hvor man ud over dette ligeledes skal drøfte en erklæring, der giver de rette instanser de nødvendige retningslinjer og beføjelser i forbindelse med oprettelsen af frikorpset.]

Ved mødet sagde Alsing Andersen, at man gerne ville have oplysning om de sidste begivenheder i hvervningspørgsmålet, om hvorledes aviserne var blevne tvungne til at tage Kryssings udtalelser, og hvorvidt man kunne gå ud fra, at aktionen nu snart var forbi.
- Scavenius: Nej, det er den ikke. Men drømmetilstanden vil snart være forbi. Baggrunden er tyskernes ønske om at stå som førere for hele Europa mod bosjevikkerne. Derfor korps de forskellige steder. De havde dog ikke ønsket aktiv deltagelse. De ønskede her kun, at der intet skulle ske, der modvirkede hvervningen. Dertil hørte også, at pressen stillede sig forstående. Han citerede optegnelser om den tankegang, Renthe-Fink havde udviklet, og et særligt memorandum om frikorpsene. De ønskede lettelser for dem, der ønskede at indtræde. […]. Han [Renthe-Fink] var på det rene med, at befolkningens stemning ikke var velvillig, men det måtte være den politiske ledelses [den danske regerings] sag at skabe forståelse. […]
- Alsing Andersen spurgte, om Kryssings udtalelser var krævet optaget uændret; han havde angrebet demokratiet og dermed den regering, der havde givet pressen besked om at tage udtalelserne.
- Scavenius: Det hele vanskeliggøres ved, at tyskerne har overladt det [hvervningen] til nationalsocialisterne. Scavenius' bestræbelser er gået ud på, at man ikke skulle kunne sige, at regeringen lagde hindringer i vejen.
- Kraft: Når pressen kaldtes op og fik ordre til positiv stilling, måtte man kunne forlange, at Kryssing ikke benyttede lejligheden til angreb på det bestående demokratiske styre. […]
Kraft forklarede, at den erklæring, der undertegnes [af regeringen for at igangsætte frikorpsets oprettelse], gælder både ”Frikorps Danmark” og ”Nordland”. Deltagere i ”Nordland” har den opgave siden at vende tilbage til Danmark for at udbrede germansk [nazistisk] tankegang. Det er meget, at den danske regering kan acceptere dette. […] Kraft ser anderledes end udenrigsministeren på det hele. Men når man nu gik ind i forhandlingerne, måtte man da i det mindste kunne øve en vis kontrol med det hele.
- Scavenius: Så var man jo blot blevet draget ind i mere.
- Kraft: Det er ikke rigtigt, at regeringen har stillet sig passivt. Den anbefaler hvervningen, påvirker pressen. […]
- Alsing Andersen: Det er dog meget, at de [de frivillige] skal love at komme hjem for at støtte Frits Clausen.
- Scavenius: Det vil jo alt sammen komme til at ligge helt anderledes, så det ingen betydning har. Det er jo givet, at de arbejder på at skaffe sig tilhængere her.
- Kraft: Det kan ikke være vor opgave at lette det.
- Scavenius: Ja, hvorfor ikke. Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister.
- Oluf Pedersen: Det værste er, at de kommer hjem forpligtede til at optræde mod Danmark.
- Scavenius: Ikke mod Danmark, men for at lære Danmark at forstå det nye.
- Oluf Pedersen: Regeringen bliver jo latterlig, når den skal virke for folk, der bekæmper den.
- Scavenius: Der er brug for en regering, der ikke er bange for at være upopulær.
- A. M. Hansen [radikalt medlem af Samarbejdsudvalget] udtalte sig meget stærkt derimod. Det vigtigste er dog at bevare den nationale styrke i folket, hvorledes det så i øvrigt går.
- Scavenius: Det er en kimære [et fantasifoster]. En regering, der ikke kan samarbejde med tyskerne, vil fremkalde en tvangsregering.
- A. M. Hansen udtalte sig meget stærkt om det nationale sammenhold og hensynet til sønderjyderne. De havde dog hævdet sig under tyskerne.
- Scavenius: Danskheden kunne ikke være bevaret i Sønderjylland, hvis tyskerne havde anvendt nutidens metoder.
- Oluf Pedersen: Disse metoder er anvendt i Norge. Norskheden er ikke ødelagt.
- Kraft: Fører alt dette ikke til Danmarks deltagelse på tysk side?
- Scavenius: Jo længere den nedbrydende proces kan udsættes, desto bedre. Meget ville have været bedre, hvis politikerne havde haft mod til at gå mod folkestemningerne.
- Alsing Andersen: Der er en stor forskel mellem udenrigsministerens opfattelse og næsten alle andres.
- Scavenius: Spørgsmålet er, om vi vil have brud eller forståelse.
- Alsing Andersen: Ingen ønsker brud, men derfor kan man godt vise en fasthed. Det er uheldigt, hvis tyskerne får det indtryk, at man altid straks giver efter.
- Scavenius: Ja, hvad er der egentlig sket? Alt det tyskerne har forsøgt her, er strandet. Det er bedre at lade det strande på de faktiske forhold end på regeringens nej.
- Kraft: Man hjælper nationalsocialisterne til en oppustning.
- Scavenius: Hvis det overhovedet kunne tænkes, at der regeredes med forstand, måtte man ønske, at talrige officerer, der ikke var nationalsocialister, meldte sig. De antityske stemninger er en fare for staten.
- Oluf Pedersen: Man behøver dog hverken at være tyskvenlig eller tyskfjendtlig. Stemningen mod Tyskland bliver dårligere, fordi der stadig presses på.
- Scavenius: Ja.
- Oluf Pedersen: Man kan da ikke ønske, at stemningen bliver tyskvenlig.
- Scavenius: Jo!
- A. M. Hansen: Det, der kræves, er ro.
- Alsing Andersen: Tyskerne misbruger situationen over for os.
- Scavenius citerer erklæringen af 8. juli 1940 og den nye erklæring [om støtten til kampen mod bolsjevismen, jf. nedenfor]. De er afgivet for at beskytte Danmark.
- Alsing Andersen erkender, at man ikke kunne stille sig i vejen for hvervningen; der er ingen modstand mod et rimeligt samarbejde. Men der kan ind i de erklæringer ikke lægges en forpligtelse til jubel og begejstring. Det er umuligt at tilvejebringe en sådan stemning.
- Scavenius erindrer om Renthe-Finks udtalelse om ledelsens opgaver [om at skabe den rette forståelse/stemning i befolkningen, jf. ovenfor]
- A. M. Hansen: Det vil sige, at vi ikke deltager i krigen, men alligevel skal deltage.
- Alsing Andersen: Hvis der ikke melder sig nok, kan der vel komme krav om, at regeringen skal udstede en proklamation om at melde sig. Hvor meget af det, der kræves, er Renthe-Finks egne påfund.
- Scavenius fortæller, at han i går har haft besøg af en tysk propagandaleder. Denne var ganske enig i, at propaganda kun kunne føre i til noget, når der var sangbund. Så vidt jeg [Munch] forstod havde Scavenius bagefter sagt dette til Renthe-Fink, men fået svaret: Ja, men hvad siger han [propagandalederen], når han kommer hjem [til Berlin]. Man må huske, hvilken betydning et despoti har for personerne. Det var anderledes i Rantzaus [tidligere tysk diplomat tid]; med ham kunne man træffe aftaler. Vi lever nu i den dynamiske tidsalder. Despoti og demokrati følger ikke de samme love. Vurderingen afhænger af, om det hele er forbigående, eller der skabes et varigt nyt Europa.
- Alsing Andersen: Man må anvende en blanding af eftergivenhed og modstand.
- Scavenius: Ja, eftergivenhed i de store spørgsmål af europæisk karakter, modstand i enkeltheder som orloven for de tjenstgørende [i frikorpset] og lignende. Han tror ikke, at en politik efter stemninger er mulig. […]
Efter at Scavenius var gået, forklarede Stensballe, at spørgsmålet jo skulle drøftes i ministeriet i morgen. Alle var lige betænkelige ved Scavenius. […]

I de følgende dage fortsætter uenighederne. Scavenius truer med at træde tilbage. Det er ikke første gang han truer med dette. F.eks. da tyskerne d. 22. juni 1941 påbegyndte deres angreb på Sovjetunionen og krævede, at Danmark nu erklærede sin sympati for ”hele Europas sag”, som Tyskland og andre lande kæmpede for. Scavenius var villig til at efterkomme de tyske krav, men hans formulering af denne sympatierklæring skabte splid i Samlingsregeringen, hvor særligt de konservative og Venstre var imod ”ideologiske” formuleringer, der kunne ændre Danmarks neutrale stilling. I erklæringen lød det bl.a.: [Krigen mod Sovjetunionen] er en kamp mod en magt, der gennem en årrække har betydet en trussel mod de nordiske staters velfærd og trivsel. […] Denne gang fører Finland ikke sin kamp alene, men sammen med de europæiske lande kæmper det under tysk førerskab for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. […] Der er en fælles europæisk interesse i dette opgør. […] Nu som før deltager Danmark ikke i dette krigeriske opgør, men ud fra denne fælles europæiske interesse kan udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark.
Da man ikke ville godtage især det sidste afsnit truede Scavenius med at gå af. Men da man frygtede den tyske reaktion på Scavenius’ eventuelle afgang, accepteredes udtalelsen modvilligt. Erklæringen blev godt modtaget af tyskerne, der anså Scavenius for en vigtig garant for den danske samarbejdspolitik.

Læser man Munchs erindringer, er man ikke i tvivl om, at Scavenius bruger truslen om sin egen afgang som pressionsmiddel overfor resten af regeringen for at få sin linje igennem. Man da han atter i juli i forbindelse med sagerne omkring frikorpset truer med dette, er man indstillet på, at lade ham gå af. Og som det fremgår, er man (selv langt ind i socialdemokratiets og de radikales rækker) betænkelig ved ham. Men da man pludselig erfarer, at tyskerne vil opfatte det som en fjendtlig handling, hvis Scavenius må forlade regeringen, ser man sig atter nødsaget til alligevel at overtale Scavenius til at blive som udenrigsminister og gå ind på hans linje. Både sagt ligeud og mellem linjerne kan man se, at Munch mistænker Scavenius for at være den, der bag kulisserne står bag det forhold, at oplysningen om, at tyskerne ville se negativt på Scavenius’ afgang, kommer regeringsmedlemmerne for øre. Scavenius er således slet ikke interesseret i at gå af - men bluffer for at få sin meget aktive samarbejdslinje igennem.

Munchs erindringer kan naturligvis ikke stå alene og må også vurderes kildekritisk (hvad har han hørt, fra hvem, hvornår etc.). Alligevel tegner der sig et interessant billede og en række temaer, der burde undersøges nærmere. For det første er Scavenius’ udtalelser ganske horrible (”Det var lettere, hvis vi kunne kalde os nationalsocialister” etc.). Man spørger sig – hvor langt var den mand villig til at gå? For det andet ser man, at der som sagt bestemt ikke herskede konsensus omkring Scavenius’ linje. For det tredje fornemmer man et alternativ til det samarbejde med tyskerne Scavenius stod for – nemlig en villighed til at føre en meget mere passiv og tilbageholdende linje end den aktive linje som Scavenius førte. For det fjerde ser vi Scavenius få sin linje igennem ved true sine kollegaer med sin egen afgang - og dermed indirekte med en hævnaktion fra tysk side!

Og endelig er det da interessant, at det i det ovenstående netop er den konservative Ole Bjørn Kraft, der er bekymret for demokratiet og står fast på at forsvare dette mod nazismen - og ikke Scavenius, der nærmest trækker på skuldrene. Kraft er jo ellers visse historikeres yndlingsoffer, når man skal påpege, hvor fascistisk inficeret de konservative var i 30’erne. I bogen Fascismen : Historie - Lære – Lov (1932) tog han således ikke i tilstrækkelig grad afstand fra fascismen – en nærmest uoprettelig helligbrøde. Og som det fremgår af det nye historiesite www.danmarkshistorien.dk (udarbejdet af Aarhus universitet!), bør man bebrejde Kraft, at han ved fremlæggelsen af loven, der forbød kommunistpartiet (august 1941), ”var den eneste fra de større partier, der kom med denne længere argumentation for lovforslaget”. Ja, socialdemokraten Alsing Andersens indlæg er kortere – Krafts er længere. So what? Måske nagede lovforslaget Kraft mere end Alsing Andersen? Men det folkene bag sitet vil signalere, er man ikke i tvivl om. Kraft var en skidt fyr.

Men som det fremgår af ovenstående uddrag, er det Kraft, der træder kraftigst op mod Scavenius og forsvarer demokratiet. Grænsen var ved at være nået – det mente Scavenius tydeligvis ikke. Og det er jo interessant.

Interessant sejr for den borgerlige EU-modstand

2009-06-08T05:15:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Det gik jo hen og blev en helt tilfredsstillende valgaften i går. Den nye tronfølgelov blev vedtaget – og dermed gik venstrefløjens plan om en langt mere omfattende grundlovsændring i vasken.

Derudover blev det over hele Europa til sejr for den borgerlige EU-modstand. Spørgsmålet er nu om denne sejr kan omsættes til konkrete politiske tiltag, der kan modvirke EU-statsdannelsen.

Herhjemme sikrede Morten Messerschmidt Dansk Folkeparti en fordobling af stemmerne. Jeg vil tro, at han bliver én af topscorerne, når de personlige stemmer bliver talt op. Det lover godt.

Rundt om i Europa måtte socialisterne indkassere den ene syngende lussing efter den anden. I Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien vandt de borgerlige markant frem. Men det var ikke nødvendigvis de EU-positive partier, der indkasserede hele gevinsten af socialisternes deroute. Det var i høj grad også den borgerlige EU-modstand, der vandt terræn.

Mest markant er udviklingen i Storbritannien. EU-valget her og dets efterspil, kan gå hen og vende op og ned på mange ting.

I sig selv er det historisk, at den konservative leder, David Cameron, nu endelig har draget den logiske konsekvens af de britiske konservatives EU-skepsis og har meddelt, at hans parti i EU-parlamentet vil bryde ud af den konservative EU-positive EPP-gruppe for at danne en helt ny EU-skeptisk gruppe.

EU-kritikerne (medregnet de konservative) gik således i Storbritannien fire mandater frem. United Kingdom Independence Party (UKIP), som mange havde spået en snarlig opløsning, gik overraskende et mandat frem og har nu med sine 13 mandater i parlamentet ligeså mange som Labour. Faktisk nåede UKIP et større antal stemmer end Labour og er dermed Storbritanniens andenstørste parti! Denne sejr for EU-skeptikerne og modstanderne i Storbritannien vil givet give Cameron blod på tanden, når det gælder om at få gennemført en folkeafstemning om Lissabon-traktaten – en afstemning, som højst sandsynligt vil ende med et nej.

Ser man på EU-parlamentets sammensætning, sad der før valget to grupper, der kæmpede for nationernes selvbestemmelsesret og mod yderlige europæisk integration. Nationernes Europa (UEN-gruppen) talte bl.a. det polske konservative ”Lov og Orden”-parti, det italienske separatist-parti, Lega Nord og Dansk Folkeparti. Desuden var der Gruppen for Uafhængighed og Demokrati (IND/DEM), der bl.a. talte det britiske UKIP.

Samlet gik disse grupper et mandat frem og tæller nu 46 medlemmer.

Men den mest dramatiske og perspektivrige udvikling skete i gruppen af parlamentsmedlemmer, der står uden for grupperne. Denne gruppe var (og er) en særdeles broget skare, men talte ligeledes en række EU-modstandere som f.eks. det franske Front National med Le Pen i spidsen. Denne gruppe udgjorde tidligere 30 parlamentsmedlemmer, men efter valget er de oppe på 47 medlemmer. Tæller man de britiske konservatives 25 mandater med, er gruppen dog oppe på hele 72 medlemmer, hvoraf mange altså er EU-skeptikere eller EU-modstandere.

Problemet er dog, at ”gruppen”, som det ser ud nu, tæller meget forskellige partier og medlemmer. Fra de britiske konservative, over Geert Wilders’ Frihedsparti til yderligtgående (nærmest militante) nationalister fra Ungarn og Rumænien – samt British National Party (BNP), hvis partiprogram dårligt kan tolkes som andet end racistisk. Det er derfor utænkeligt, at gode nationalkonservative eller nationalliberale kan samarbejde med disse fascistoide eller direkte racistiske partier.

Et springende punkt er, om David Cameron holder ord, og danner en ny konservativ/borgerlig EU-skeptisk gruppe. Cameron har været under kraftig kritik for at ville tage dette skridt, og mange vil sikkert forsøge at overtale briterne til at blive i EPP-gruppen.

Men lad os lege med tanken og forudsætte at de britiske konservative bryder ud og danner kernen i en ny EU-skeptisk gruppe. I så fald ville der være en god mulighed for at samle en del andre parlamentsmedlemmer fra UEN- og IND/DEM-gruppen og fra dem, der står uden for grupperne i denne nye gruppe. Cameron skulle allerede have diskuteret dette med det polske ”Lov og Orden”-parti og de tjekkiske konservative. Men derudover kunne Lega Nord, Geerts Wilders' parti samt det østrigske Frihedsparti vel også inddrages. Det samme gælder de to danskere fra Dansk Folkeparti.

Tilsammen udgør UEN-gruppen, IND/DEM-gruppen og de, der står uden for grupperne, 118 parlamentsmedlemmer. Mon ikke det skulle være muligt ud af disse at samle så mange gode og fornuftige folk, at en ny EU-skeptisk gruppe af konservative/borgerlige kan gå hen og blive parlamentets tredjestørste gruppe?

Det yderste venstre har 34 medlemmer. De grønne (hvor SF sidder) har 50 medlemmer. De liberale (hvor Venstre sidder) har 84, mens socialisterne (hvor Socialdemokratiet sidder) har 183, mens den konservative EPP-gruppe har 264 medlemmer.

Det ville være et stærkt signal, hvis man kunne samle en stærk EU-skeptisk, konservativ/borgerlig gruppe i parlamentet. Det ville give en helt ny platform for den borgerlige EU-modstand og forhåbentligt skabe momentum, der kunne gå hen og blive en alvorlig udfordring til ja-partiernes antinationale kurs.

Derfor har Danmark ingen Zlatan...

2009-06-07T04:55:00.000-07:00

SVERIGE: 0 – DANMARK: 1

DERFOR HAR DANMARK INGEN ZLATAN!

STEM JA!

2009-06-05T19:07:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

I morgen skal vi stemme om en ændring af tronfølgeloven – en ændring, der har den hensigt at ligestille kønnene m.h.t. arveretten til den danske trone. Hvorfor? Således at det danske kongehus kommer til at afspejle de forhold, der bør gøre sig gældende i det moderne danske samfund, lyder det. Naturligvis må jeg som konservativ afvise dette argument som noget pjat. Som jeg hørte en ældre herre, der blev interviewet på tv, udtrykke det: ”Kongehuset er jo hamrende gammeldags… og det skal det blive ved med at være”. Det er jo så sandt, som det er sagt.

Kongehuset bygger på tradition og hævdvunden skik. Selvom jeg absolut ikke er imod ligestilling mellem kønnene i det danske samfund, så er det, der tilfældigvis har vundet indpas af nutidige modestrømninger jo fuldstændig ligegyldigt i sammenhæng med kongehuset. Hvad nyt, smarte projektmagere kan hitte på, er traditionen netop hævet over. Bevarelsen af kongehuset er i sig selv et oprør mod ”nutidens absolutte dominans”, for at bruge et udtryk af Botho Strauss. Derfor er det budskab, som den fladpandede statsfinansierede propaganda-film, der ruller hen over de danske tv-skærme i den bedste sendetid, ramt helt ved siden af.

Men, men, men – alligevel, kære læser, vil jeg opfordre dig til at stemme ja til ændringen. Der er vigtigere ting end det danske kongehus på spil. Nemlig den danske grundlov og Danmark.

Læg mærke til, hvor ærgerlige de radikale, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet samt de mest globaliseringsliderlige borgerlige var, da Anders Fogh Rasmussen gik i gang med den lange proces, det er at få ændret tronfølgeloven og dermed Grundloven. Læg f.eks. mærke til, at en mere end sædvanlig tvær Marianne Jelved for nyligt sagde, at hun overvejede at stemme blankt. Det samme har Margrete Auken udtalt. Hvorfor? Fordi det er svært, at få ændret Grundloven – meget svært. Lad mig uddybe.

En grundlovsændring kræver, at to på hinanden følgende folketing skal vedtage en evt. ændring ved et kvalificeret flertal (2/3 af de afgivne stemmer). Herefter skal der være folkeafstemning, hvor et flertal på minimum 40% af de stemmeberettigede skal sige ja. Herefter skal der i et nyt folketing atter være et kvalificeret flertal.

Dette er jo noget rigtig møg, når man som de ovennævnte næsten ikke kan vente med at få has på Grundloven. Grundloven står nemlig i vejen for, at Danmark kan indlemmes i Europas Forende Stater. Desuden er det besværligt at få indskrevet alverdens menneskerettigheder, der f.eks. kan gøre det umuligt for os at opretholde en stram udlændingepolitik. Netop p.g.a. Grundloven er der grænser for, hvor megen dansk suverænitet, der kan afgives uden at spørge den besværlige danske befolkning. O.s.v. o.s.v.

Derfor vil de af med Grundloven. Og det hurtigst muligt. Grundloven garanterer nemlig Danmarks eksistens på danskernes præmisser. Og hvis der er noget disse politikere frygter, så er det at blive lukket inde i et ”rum”, hvor de er alene med den danske befolkning.

Fra deres synspunkt var det derfor en alvorlig fejl, da Fogh udskilte spørgsmålet om tronfølgen for at lave en separat grundlovsændring m.h.t. dette spørgsmål. Hvorfor? Fordi deres håb netop var, at bruge tronfølgespørgsmålet til at få en langt mere omfattende ændring af Grundloven igennem. De havde set for sig, at de royale danskere, ville være totalt forblindede af de blodige uretfærdigheder omkring kønsdiskrimineringen, der eksisterer i kongehuset. Ændringen af tronfølgeloven var således deres løftestang til at få langt mere skæbnesvangre grundlovsændringer igennem. Ændringer, som de håbede på, at danskerne ikke ville lægge så meget mærke til, hvis hele grundlovsdiskussionen kom til at handle om kongehuset og ligestilling. Den plan gik i vasken, da Fogh igangsatte sit forsøg på alene at få ændret tronfølgeloven.

Men nu vejres der morgenluft. Med et nej til den nye tronfølgelov, vil de på et senere tidspunkt igen have denne trumf i ærmet, når der skal fifles med Grundloven.

DERFOR: Har man Danmarks selvstændighed kær, og vil man beskytte den grundlov, der værner om Danmark, så bør man stemme ja til den nye tronfølgelov i morgen – også selvom de popsmarte ligestillingsargumenter skurer i de konservative ører.

Traditioner og kongehuset er vigtigt – men der er noget, der vigtigere end dette - Danmarks frihed er vigtigere.

Til "Initiativet til støtte for afviste irakiske asylansøgere"

2009-05-26T21:28:00.000-07:00

Kære Alle

Undertegnede har modtaget en mail, som åbenbart cirkulerer på nettet for øjeblikket, med opfordring til at støtte den aktuelle ”kirkeaktion” i Brorsonskirken på Nørrebro til fordel de 282 afviste irakiske asylansøgeres krav om asyl/opholdstilladelse i Danmark. Aktionen, der angiveligt har været nøje planlagt igennem flere måneder, plæderer for, at der vedtages en særlov i lighed med den særlov fra 1992, som gav asyl til 420 afviste palæstinensere efter en tilsvarende kirkeaktion, hvor 78 palæstinensere i månedsvis havde besat bl.a. Blågårds Kirke.

Selv om vi er klar over, at støtteaktionen er sat i værk ud fra de smukkeste medmenneskelige motiver, vil vi alligevel tillade os at pege på nogle meget ubehagelige dilemmaer og langsigtede konsekvenser, som en eventuel vedtagelse af en ny særlov vil medføre.

Som bekendt har samtlige af de afviste irakiske asylansøgere for længst fået deres sag individuelt og omhyggeligt behandlet efter gældende dansk (og international) ret og er ikke fundet berettigede til asyl i Danmark. Den afgørelse har disse irakere så ikke villet respektere, og de har fundet støtte blandt en kreds af mennesker, som øjensynlig er uenige i den officielle danske flygtninge- og asylpolitik med tilhørende lovgivning, og som - med deres aktioner - har sigtet på at omstøde de danske myndigheders afgørelse. Kort sagt de afviste asylansøgere er blevet en brik i et indenrigspolitisk spil om udlændingepolitikken.

Med den nylige hjemsendelsesaftale er klokken så faldet i slag ikke blot for de afviste asylansøgere, men også for deres støttegrupper, som nu må se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig. Det falske håb, som støtteaktionerne så tankeløst har indgivet asylansøgerne, har forhindret disse familier i at handle i overensstemmelse med realiteterne og tage ansvar for deres egen situation ved i god ro og orden at indstille sig på et liv i deres eget hjemland. I stedet er disse ulykkelige irakiske familiers ulovlige ophold i Danmark blevet ganske unødigt forlænget med de omkostninger det har indebåret. Kirkeaktionen vil kun forværre deres sørgelige situation.

Alle fornuftige mennesker ved naturligvis godt, at den ene ”særlov” efter den anden ikke er nogen farbar vej for et demokratisk retssamfund, fordi tæppet dermed vil blive trukket fuldstændig væk under den myndighed, som er garanten for, at et retssamfund kan fungere. Derfor har støttegrupperne formentlig også suppleret deres argumentation med at henvise til forskellige internationale konventioner: Børnekonventionen, FNs anbefalinger, Amnesty International, ja, sågar Udenrigsministeriets rejsevejledning for danskere, som angiveligt skulle sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de danske myndigheders beslutning om hjemsendelsen af de afviste asylansøgere. Hermed forsøger man i virkeligheden at flytte hele flygtningespørgsmålet bort fra den politiske arena og ind under en slags overordnet universel rettighedstænkning, som til hver en tid kan trumfe demokratisk og national vedtaget flygtningelovgivning. Bortset fra at tankegangen er umiskendelig totalitær og antidemokratisk, så umuliggør den også enhver fremtidig flygtningelovgivning og lægger i det hele taget en bombe under nationalstaternes selvbestemmelsesret m.h.t. hvem, der kan få tilladelse til at bo inden for deres grænser. Konsekvensen skal man være ualmindelig blind for ikke at få øje på.

Jamen hvad med medmenneskeligheden? Har vi da intet lært af jødernes fortvivlede situation under nazismen og den skammelige flygtningepolitik, som mange nationalstater den gang håndhævede så rethaverisk med katastrofale følger for de afviste jødiske asylsøgere? Er situationen ikke fuldstændig den samme for de afviste irakere? Nej, situationen er ikke den samme. Der er ikke tale om, at der finder et folkemord sted på muslimer p g a deres religion eller race i Irak. At danskere ikke anbefales at rejse til Irak hænger - foruden den urolige situation med sporadiske terrorbombninger og den voldelighed, som desværre kendetegner muslimske samfund i disse år - sammen med at udlændinge (af gode grunde) generelt ikke er særlig velsete i Irak, og at kristne i særdeleshed forfølges. Når millioner af irakere kan leve deres liv i Irak, så kan vores afviste asylansøgere naturligvis også. I modsat fald skulle samtlige andre millioner af irakere også have ret til asyl i Danmark. Der er ingen af de irakiske asylansøgere, der har godtgjort, at de er personligt forfulgte.

Men nu har disse irakere jo opholdt sig så længe i Danmark, siges det, er det så ikke uanstændigt at sende dem tilbage efter alle disse år? Nogle af dem skulle angiveligt end ikke tale arabisk mere. Her er vi ved et kernespørgsmål, nemlig om voksne menneskers – også asylansøgeres – personlige ansvar for egne beslutninger og deres konsekvenser. Disse irakere har meget længe vidst, at de ikke havde lovlig hjemmel for asyl i Danmark. Det har de så på eget ansvar nægtet at tage for gode varer med de følger det har kostet ikke mindst deres børn. Ved at støtte disse irakere i deres ulovlige krav om asyl, har de forskellige støttegrupper samtidigt givet dem medløb i, at de er uretfærdigt behandlede ofre. Er der noget der er degraderende for menneskelig selvrespekt, så er det at komme til at opfatte sig selv som offer. At evne at bøje sig for realiteter, også de meget ubehagelige, uden at forfalde til offerrollens drømmerier hører med til det voksne menneskes allervigtigste kompetencer og værdighed. På en mærkelig måde ligner de to grupper hinanden, både asylansøgere og støttegrupperne lider øjensynlig af alvorlig ”Wirklichkeitsverlust” og grænseløshed, hvor den ene part har fået bildt den anden - alt for villige - part ind, at grænser ikke er virkelige og love kan omgøres, når bare man benægter og protesterer længe nok.

Til sidst et par bemærkninger om konsekvenserne af den såkaldte ”Palæstinenserlov” af 3. marts 1992. Ud af de 420 palæstinensere som fik tilkendt asyl fik 321 personer opholdstilladelse. Iflg. en opgørelse fra 2003 var 135 af de 321 personer blevet dømt for kriminalitet, svarende til 42 %. 238 personer, svarende til 74 %, var på en eller anden form for overførselsindkomst. Af de 110 børn, som er født af de 321 palæstinensere, havde 56 % været involveret i kriminalitet i flg. en opgørelse fra 2005. Ydermere viste det sig hurtigt efter Palæstinenserlovens vedtagelse, at flere hundrede havde opnået flygtningestatus på falsk baggrund, idet de i årevis forud for lovens vedtagelse var rejst på ferie i Libanon.

Den særlov har således været en meget dyr historie for de danske skatteydere. Ikke noget der ligefrem kalder på en gentagelse. Med mindre det er velfærdsstatens endeligt man ønsker. Det har vi ikke hørt noget om, at støttegrupperne har på programmet.

Som det fremgår af ovenstående kan grænseløs godhed sommetider have nogle utilsigtede onde konsekvenser. Vore politikere er valgt til at gennemtænke de langsigtede følger af den politik, der skal føres, og de skal på befolkningens vegne være i stand til - på trods af pressionsgruppers kortsigtede følelsesmæssige engagement i en sag - at turde træffe ubehagelige beslutninger, som kan virke umenneskelige, men er nødvendige af hensyn til almenvellet. Havde Churchill ikke vovet at tage ansvar for nogle meget onde beslutninger i en ond tid havde konsekvenserne for Europas skæbne været katastrofale. Lad os håbe, at vi stadig har politikere af den kaliber. Det ville være et ironisk resultat af den flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951 på baggrund af de forfærdelige erfaringer – især for jødernes vedkommende - under 2. Verdenskrig, at Europa måske igen havner i kaos og opløsning, denne gang på grund af en helt ukontrollabel flygtninge- og indvandrerstrøm med ret til endeløse familiesammenføringer, som vi af lutter godhed og angst for gentagelse af fortidens synder ikke evner at sætte grænser for.

Kirsten Sarauw, præst, forfatter og psykoterapeut
Kai Sørlander, filosof og forfatter
Torben Snarup Hansen, historiker
Lone Nørgaard, lektor, cand.mag

Aktuelt (1-5-09)

2009-05-01T08:08:00.000-07:00

Robert Ellis (The Guardian, d. 29. April 2009): Tackling the Turkish taboo. Public discussion of the Armenian genocide is still risky, but signs that Ankara is softening its stance are encouraging. [Læs]

Phyllis Chesler: Woman’s Inhumanity to Woman, Jihadic Style. President Obama, Please Read This. [Læs]

Richard Pendlebury (Daily Mail, d. 30. April 2009): The Muslim cleric who blames British mosques for the 7/7 bombings, says multiculturalism is a disaster and would throw Islamic fanatics out. [Læs]

Blogs på JP

2009-04-07T12:55:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

Overtegnede blogger også i den nærmeste fremtid på JP. Læs mere på http://jp.dk/blogs/ hvor man også kan finde folk som Henrik Gade Jensen, Mikael Jalving, Naser Khader og Morten Uhrskov.

Konservativ EU-modstand

2009-03-26T09:41:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

EU-valget nærmer sig. Og når man nu ikke kan få en eneste hjemlig dansk konservativ til at ytre bare ét kritisk ord om den organisation, der om nogen søger at nedlægge Danmark hurtigst muligt, er det jo helt rart, at englænderne har nogle stærke konservative EU-modstandere, man kan lytte til i stedet.

Jeg kendte ikke Daniel Hannan før i dag, da jeg blev gjort opmærksom på en tale, han havde holdt i EU-parlamentet i forgårs, men som allerede lå på youtube.

D. 24. marts besøgte den britiske premierminister Europaparlamentet og fik i den grad kam til sit hår. Daniel Hannan fik ikke kun fyret noget af en bredside af mod Gordon Brown, men ligeledes mod ”europæiske politikere, der siger ét i parlamentet og noget andet til deres befolkninger”. Hør Hannans svada mod Gordon Brown: The devalued Prime Minister of a devalued Government.

I modsætning til de danske såkaldte konservative i Det Konservative Folkeparti, har de engelske konservative en sund EU-skepsis, og Daniel Hannan synes at være en af de stærkeste røster - en mand, der tør tage ord som ”at redde den europæiske civilisation” i sin mund. Hør hans lykønskning til Irland (Well done, Ireland), da irerne havde stemt nej til den europæiske forfatning (på EU-lingo: Lissabon-traktaten). Se også: Daniel Hannan on pushing through aspects of the Lisbon Treaty despite Ireland's No.

Som enhver, der ikke er totalt politisk tunghør, ved, er EU i gang med at udvikle sig til en statsdannelse. En statsdannelse, der vil komme til at ophæve de gamle nationalstaters selvstændighed. Denne udvikling (som EU naturligvis nægter) vil man for alt i verden hindre befolkningerne i at tage stilling til. Samtidig ønsker EU f.eks. folkelig selvbestemmelsesret for Tibet. Hykleriet er til at tage at føle på. Hør: EU hypocrisy over national self-determination

Det ser ud som om, at Hannan, der vist er én af de få i EU-parlamentet, der citerer Edmund Burke, virkelig formår at provokere EU-politikerne. Se: The last days of democracy?

Daniel Hannan opsummerer: An alternative view of the European Union

Andre godbider:

- Da Tjekkiets Vaclav Klaus for nyligt besøgte parlamentet udvandrede adskillige parlamentsmedlemmer, da Klaus begyndte at være for kritisk mod EU. Se børnehaven her (Hør hele Klaus’ tankevækkende tale her: del 1 - del 2 - del 3).

Om denne manglende vilje fra EU-politikernes side til at lytte til andres holdninger, se: Daniel Defending Democracy in Brussels

- Om EU’s kontrol over landenes indvandringspolitik: Brussels seeks to control immigration policy

- Hvad betyder menneskerettigheder, når man i EU ikke respekterer demokratiet? EU: human rights are not in danger, democracy is! Anden version: Daniel Hannan on the Charter of Fundamental Rights

- Om EU-propaganda og den orwellske måde, EU søger at sløre dette: How the EU pays to lobby itself

- Om Hugo Chavez’ Venezuela: Daniel Hannan on the threat of Venezuela's decline into a dictatorship

Imperiet slår igen

2009-03-24T08:55:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

1.

I den strøm af floskuløs retorik, der skyller ud af fortalerne for Den Europæiske Union, skurrer især udtrykket ”fredens Europa” i ørerne.

Vi hører, at EU skal befri europæerne fra den aggressive selvhævdelse, militarisme og chauvinisme, som forårsagede to verdenskrige i det tyvende århundrede. Hvad var årsagen? Såmænd stater båret af en nationalistisk ideologi.

Så med realiseringen af det europæiske unionsprojekt vil vi endelig få bugt med nationalismen og med tiden også med nationalstaterne – hvorefter det utopiske ”fredens Europa” vil vise sig.

Et nærmere blik på den europæiske historie i det tyvende århundrede viser imidlertid et andet billede. Det var ikke nationalstaterne – altså stater forankret i en kulturel og etnisk homogen nation – der forårsagede og stadig forårsager ustabilitet og konflikter.

Det var tværtimod imperier, dvs. multikulturelle stater som det Østrigsk-Ungarske monarki, det Ottomanske imperium og siden Sovjetunionen (ligesom Nazi-Tyskland ikke var et nationalistisk, men et imperialistisk projekt, et ”Tredje Rige”). Multikulturelle stater er altid svangre med konflikter, fordi de hylder illusionen om, at vidt forskellige kulturer uproblematisk kan trives inden for samme jurisdiktion.

Den fred, vi har opnået i Europa efter Anden Verdenskrig skyldes således, at vi har fået etableret kulturelt homogene nationalstater. Det skyldes ikke den europæiske unionsproces.

De lande, hvor nationsopbygningen ikke er lykkedes, er bl.a. Belgien og Schweiz: Det første land er ved at falde fra hinanden, og det andet land er kun stabilt, fordi man har opdelt kulturerne – nationerne – i de såkaldte kantoner med hver deres relative selvstyre.

Balkan var et ekstremt eksempel på den skæbne, en multikulturel stat – i dette tilfælde Jugoslavien – kan vente, ligesom den dystopiske Sovjetunion var et vidnesbyrd om det barbari, der følger af imperiale forhåbninger.

2.

Og nu vil man så altså igen sætte sine utopiske forhåbninger til et nyt imperialt projekt – EU.

Det har medført en alvorlig situation i dagens Europa, hvor nationalstaterne er ved at miste kontrollen over lovgivningen (Metock-dommen ophæver f.eks. udlændingepolitikken) og dermed er ved at miste effektiv suverænitet.

De nationale parlamenter er forpligtede på at gennemføre kendelser fra en domstol, som folket ikke har styr på. Konsekvensen er, at folkestyret opløses. Folket har ikke valgt dommerne ind og kan ikke afsætte dem igen ved frie valg. Det samme gælder kommissærerne. EU’s afgørende repræsentanter er derfor usårlige over for kritik og har følgelig for vane med at ignorere den.

EU’s første grundlæggere, som Jean Monnet, var slået af rædslerne i de to verdenskrige og nærede derfor en ambition om at skabe et Europas Forenede Stater som betingelse for en permanent fred.

Målet var og er altså at samle kontinentet i et nyt imperium, der har uddrevet nationalismens spøgelse ved i stigende grad at ødelægge nationalstaterne. Metoden til at skabe denne transnationale stat er at holde endemålet skjult så længe som muligt og trin for trin lade ”den stadigt tættere integration” fortsætte.

Dette ideal om et fredeligt Europa står i modsætning til en mere realistisk opfattelse, der er baseret på princippet om magtbalance. Ud fra dette princip bør kontinentet opdeles i nationer, der balancerer hinanden og dermed skaber fred.

3.

Den overbevisning: at grobunden for konflikter skyldes nationalstater og ikke imperier, og at midlet til at skabe en varig fred er at opbygge et Europas Forenede Stater er absurd og rent negativ.

Nationalstaterne afvises, fordi de angiveligt er aggressive. Men fortalerne for EU giver ingen overbevisende grunde til at tro, at transnationale stater vil blive bedre. Tværtimod viser historisk viden om den mest krigsførende stat i den seneste tid, Sovjetunionen, det modsatte. Men det ignoreres, at Sovjet var et regulært imperium, der blot arvede og skærpede de ambitioner, der kendtes fra det kejserlige Rusland.
Hvor er vi så nu? Vi er dér, hvor et uansvarligt, eurokratisk bureaukrati råder over et kontinent, hvis nationer bliver berøvet sine traditionelle loyaliteter og historiske bånd.

De europæiske borgere gøres magtesløse af en styreform, som samtidigt afviser at tage fat på de reelle problemer, der tegner sig for Europas fremtid i form af bl.a. demografisk forfald, uønsket indvandring og trusler mod de vestlige frihedsrettigheder.

EU har svækket myndighederne i de europæiske regeringer og erstattet den med en myndighed uden folkelig legitimitet. Ja, de europæiske institutioner er ikke blot uansvarlige, de bruger også formuer på at opretholde og udvide sig selv.

Dertil kommer, at de forfører borgerne med fantasiprojekter om fredens Europa og producerer endeløse og dybt skadelige love, forordninger og direktiver, som nationalstaterne er forpligtede på at gennemføre – selv om det er til stor skade for dem selv og i sidste instans kan betyde deres egen undergang.

Men EU er fortsat immun over for ethvert forsøg fra borgerne og staterne på at modsætte sig projektet.

Problemet er, at de kosmopolitiske idealer, som EU bygger på, kun deles af en lille elite. De vil aldrig kunne sive ned i almindelige menneskers kultur. Desuden har disse idealer, når de udmøntes i transnationale institutioner, en iboende tendens til at degenerere til den form for korrupt og dybt anti-demokratiske bureaukratisme, som FN og EU repræsenterer.

4.

En nationalstat bygger på en nation. Det siger sig selv. Altså et kollektivt ”vi”, som et imperium aldrig vil kunne konstruere. Altså et fællesskab af fremmede mennesker, der er bundet sammen i kraft af en fælles kultur og tilhørsforhold til et hjemland, ”vores” land.

Men er de europæiske borgere stadig i stand til at svare på spørgsmålet: hvem er ”vi”? Mange er tavse, for kollektiv, national identitetsfølelse er forbudt område.

Nationale følelser sorterer nemlig under den stadigt voksende kategori af forbudte lidenskaber, som i EU-retten går under navnet ”racisme og fremmedhad”. Udtryk for nationale følelser vil EU med tiden gøre til egentlige forbrydelser; staterne vil blive i stand til og endda forpligtede på at udlevere deres egne borgere til retsforfølgelse ved den europæiske domstol (At det ikke er så fjern en fremtid, kan man bl.a. læse hos juristen Jacob Mchangama i denne kommentar ”EU’s snigangreb på ytringsfriheden”.)

Alt sammen fordi EU er et imperialt projekt om at udbrede fred ud fra en opfattelse af, at nationalstaten kun spreder vold. Nationalstaten skal derfor undermineres.

Men ufred og sammenbrud af EU-projektet vil følge i dens sted. For intet imperium har i længden formået at bestå. Inden det bryder sammen, kan det dog gå endog meget galt.

Assimilation - igen

2009-03-14T06:32:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

Jeg har tidligere behandlet emnet assimilation, en politisk praksis, der bør erstatte en totalt fejlslagen integration (statistisk dokumentation viser det) og en opfattelse af, at dansk kultur skal integreres med fremmede kulturer og danne et slags tredje standpunkt. En smeltedigel.

Men hvad betyder ret beset assimilation, og hvilke forhold skal være til stede, før vi kan sige, at assimilation lykkes? Hvad afhænger en vellykket assimilation af?

Vi kan opstille en række punkter og her bl.a. trække på erfaringerne fra bosætter- eller nybyggerlandet USA, som bl.a. Samuel Huntington har skrevet om:

Invandrere bør beherske det danske sprog. Efter maksimum tre generationer bør indvandrerne ikke længere tale deres oprindelige modersmål, og der bør ikke ydes statslig opbakning til tosprogethed.

Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af slægten, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed.

Indvandrere bør være villige til at kæmpe for landet i krisetider og udvise loyalitet over for den danske nation og stat. Tværnational loyalitet og dobbelt statsborgerskab bør ikke kunne forekomme.

Indvandrere bør geografisk spredes over hele landet. Altså det modsatte af ghetto-dannelse.

Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset.

Indvandrere bør være villige til selv at bære de byrder og den risici og usikkerhed, der er forbundet med indvandring. Staten skal kun i undtagelsestilfælde, f.eks. i nød af arbejdskraft, direkte støtte indvandringen.

Indvandrere bør have et stærkt ønske om at blive danskere, og de bør på forskellig måde forledes, presses og opfordres til at blive som danskerne: vi har noget godt at tilbyde.

Hvis indvandrere ikke vil omvende sig til den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning bør være langt lettere og hyppigere.

Indvandrere bør komme fra mange forskellige lande. Det bør ikke være som hidtil, hvor indvandrere fra Mellemøsten har været overrepræsenteret.

Masseindvandring bør ikke finde sted, tværtimod bør der være perioder uden indvandring og perioder med reduktion i indvandringen for lettere at kunne assimilere de allerede tilkomne.

Staten bør sortere ved grænsen ved at vurdere indvandrernes uddannelsesmæssige, faglige og kulturelle forudsætninger for at kunne assimileres.

Assimilation afhænger også i høj grad af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og udtrykker deres positive følelse af at være danske; identiteten som et folk skal forsvares som noget positivt, og der skal være aktiviteter, foreninger, institutioner og politiske initiativer, der kan fremme assimilationen, så at indvandrere gøres til danskere.

Endelig: Alt dette lykkes ikke uden et stop for politisk særbehandling af indvandrerkulturer.

Historisk løgn og politisk propaganda på videnskab.dk

2009-03-13T03:45:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Vi har hørt den før. ”Danskheden er kun 200 år gammel.” – ”Den blev opfundet engang i slutningen af 1700-tallet / starten af 1800-tallet, det var en ganske ny måde at anskue stat og identitet på”, og bla bla bla. Men lige meget hvor mange gange Uffe Østergaard eller andre har gentaget denne løgn, så er og bliver det en løgn. Så enkelt kan det siges. Østergaard fremførte teorien tilbage i 80’erne og 90’erne. Han baserede hele sin påstand på, hvad historikere i andre europæiske lande var kommet frem til m.h.t. national bevidsthed i deres lande samt på marxistiske teorier om borgerskabets ideologiske sejr i netop 17-1800-tallet. Og når det forholdt sig sådan og sådan i f.eks. Frankrig, og når verdenshistorien ifølge marxismen forløb sådan og sådan, så måtte alt dette sikkert også gøre sig gældende i Danmark. Og vupti – danskheden er en moderne opfindelse. "Se bare, hvor glade romantikerne i 1800-tallet er for folk, sprog og fædreland."
Men efterfølgende har flere forskere peget på, at national bevidsthed rundt om i Europa absolut ikke var noget nyt - og at en sådan gjorde sig gældende lang tid før den franske revolution og romantikken. Og når det kommer til Danmark, kan man ligeledes finde tonsvis af eksempler på en tidlig dansk identitetsdyrkelse.

Men flere historikere må åbenbart stadig lide af en særlig form for nærsynethed, der gør det umuligt for dem at se, at en dansk national bevidsthed ikke først blev opfundet engang i 1800-tallet, men på baggrund af utallige kilder tydeligvis kan spores tilbage til middelalderen. Dette kan man forvisse sig om, hvis man ellers gad læse kilder. Og man skulle jo tro, at det med kilderne er noget, der ligger lige for, når det er historikere, der foretager analyserne. Men når det gælder netop dette emne, skal de ikke nyde noget af kilderne. Nej, den samme gamle ammestuehistorie bliver trukket frem og støvet af gang på gang.

Årsagen til dette er naturligvis en slet skjult politisk dagsorden. Hvis man kan dekonstruere danskheden og dens ælde, kan man måske overbevise omverdenen om, at den er noget unaturligt og konstrueret, der lige så let i dag kan omdefineres og gøres mere politisk tidssvarende og mere åben overfor det multikulturelle, EU o.s.v.. Kort sagt: ved at gøre danskheden til ingenting, kan man få danskerne til at favne alting – og det er netop formålet.

Men den nationale bevidsthed og danskheden er nu engang gammel. Eksemplerne på selvbevidst og stolt dyrkelse af dansk gruppeidentitet, sprogligt fællesskab, historie og kultur ses som sagt allerede i tidlig middelalder.

Vi har på NOMOS’ hjemmeside samlet adskillige eksempler under det emne, der hedder Skræp. [Se kilderne her. Læs mere om Skræp her.]

Som det fremgår er eksemplerne før 1700-tallet overvældende. Tag f.eks. Sven Aggesen, der skriver en Danmarkshistorie i 1180’erne. Heri sætter han gang på gang danskernes kamp for deres frihed op imod tyskernes erobringstrang. Han skriver bl.a. om sagnet om Uffe hin Spage: ”Da nu rygtet om denne hans skrøbelighed [den danske kong Vermunds] havde bredt sig vidt omkring til egnene hinsides Elben, bovnede det tyske hovmod [Teotonica superbia] op i sin opblæstheds svulst [elationis turgiditate], eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne grænser, og kejseren opæggede sit vanvids raseri mod danerne [Dani], da han havde fået udsigt til at vinde sig et nyt scepter ved at erhverve sig danernes kongerige [Danorum regnum]."

I denne farens stund beretter Aggesen om kongesønnen Uffe, der udbryder: "Lad ikke udæskernes trusler røre os; thi den tyske hovenhed er det væsen [conditio] medfødt [innatus], at de praler med svulst i ord og forstår at kyse klenmodige og svage folk [pusillanimes et imbecilles] med truslers blæst [...] for at jeg endog [...] ene mand kan gå i døden for vort rige [pro regno] [...] Og idet han således stod ene mand som sejrherre over to, aftvættede han på såre glimrende måde den vanrysplet, der for mange tider siden var sat på danerne [Dani]. Tyskerne [Alamanni] måtte med beskæmmelsens blu, og efter at deres truslers svulne hovenhed var slået ned, vandre tilbage med deres egne til deres eget [cum propriis ad propria] [...]”

Om den senere dronning Tyre (Thyra) skriver han: ”Således opførte hun da først af alle hint såre herlige værk, som i senere tider altid har ydet de ligesom ved et hegn omgærdede daner [Dani] det sikreste værn mod tyskernes raseri [teotonica rabies] [...] og således gjorde en kvindes snedighed den tyske opblæsthed [Teotonica turgiditas] til spot. Men da så [...] det snildt anlagte værks bygning var fuldendt [...], gav de det såre herlige værk navn og kaldte det Danavirke [Danavyrki], fordi det var blevet udført og fuldendt ved danernes sved [Danorum sudor]; og dronningen ved hvis fremragende snildhed danernes frihed [libertas Danorum] er bleven vunden for alle tider, kaldte de, åbenbart ikke ufortjent, men fuldt ud med rette, "Tyre, Danmarks Pryd".
Ifølge Aggesen siger Tyre til de tyske udsendinge: "Og for nu at slutte med et kort fyndord så vil jeg øjeblikkelig frigøre danerne [Dani] for skattepligtens trældomsåg [a tributarie seruitutis iugo], idet jeg aldeles ikke vil vise eder [tyske udsendinge] nogen underkastelsens ærbødighed” [...] Hun havde anset det for bedre at frikøbe hele riget [regnum] for trældom ved nogle få menneskers død end at trælle sig til døde for udlændinge [quam extraneis ad interstinctionem famulari]."

Hvem kan være i tvivl om Aggesens dansk-nationale tendens? Lidt senere end Aggesen skriver Saxo sin Danmarkshistorie (omkr. 1208) ud fra præcis samme dansk-nationale grundholdning. F.eks. bruger Saxo en beretning om sagnhelten Starkad til at kritisere sin egen tids tendens til at forfalde til udenlandske og udanske skikke. Da Starkad ser, hvordan tingene forholder sig på kong Ingjalds gård bliver han godt sur: ”Den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville han [Starkad] under ingen omstændigheder forfalde til. [...] For han ville ikke lade sig inficere af udenlandske lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for nymodens forgudelse af ganen. [...] [Ingjald] kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed, der overgik alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia]. Det var ikke så få overdådige madvarer, der strømmede fra Tysklands slampøl [ex cuius sentina] ned i halsen på vores fædreland [patria nostra]. [...]. Derfra kom den løsslupne opførsel, der ligger så langt fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sådan har vores område [regio nostra], der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer [a finitimis]

Sådan – tydeligere kan man vist ikke sige det. I dag ville Saxo givet blive kaldt provinsiel klaphatdansker. (Om dansk identitet i den tidlige middelalder, læs bl.a. Adam Wagners artikel her)

Lad os gå lidt længere frem i tid. Uanset hvad Niels Ebbesens hensigter og motiver var, da han dræbte den holstenske grev Gert, blev han i sin samtid set som en dansk frihedshelt. Som det lyder i et klosterskrift fra 1340’erne: ”Alle danske sjæle [danorum mentes] love den dag / Et tusind, tre hundrede og fyrretyve, / Da slangen segned for løvens slag, / Da Niels Ebbesen tog grev Gert af live.”

Der er flere beretninger med samme tendens fra perioden. (Se også: Anders Leegaard Knudsen: ”Interessen for den danske fortid omkring 1300. En middelalderlig dansk nationalisme.” Historisk Tidsskrift, 2000 (100:1) s.1-32.)

Hopper vi frem til 1400-tallet er der et interessant vidnesbyrd om, at nationale kendetegn som sprog og sædvaner bruges som argument for, hvor grænsen for det danske område bør gå i Sønderjylland. Se f.eks. disse stormænds erklæring vedr. Sønderjyllands stilling fra 1421: ”Jylland i riget Danmark [...] kalder man dobbelt, nemlig Sønderjylland og Nørrejylland, [...] skønt det dog alt sammen kun er ét land og ét sprog. [...] Hvis nogen derimod ville sige, at det ikke skulle være ret, så vises det af følgende: [...] For det første, så har det førnævnte Sønderjylland og indbyggerne af samme land, såvel som i Nørrejylland, dansk ret, og har altid haft det siden den tid, da den danske ret først blev sat. Det andet er, at alle gamle privilegier og friheder, som Guds huse har eller har haft, som for det første domkirkerne i Slesvig, Ribe og Haderslev, og alle klostre [...] i det samme land, [...] dem har alle konger i det samme land udstedt og seglfæstet. Item, for det tredje, så ved man godt skellet mellem landet Holsten og det førnævnte Land, og det samme skel skiller riget Danmark og landet Holsten. Item, for det fjerde, så er det almindeligste sprog endnu den dag i dag dansk i det førstnævnte Sønderjylland såvel som i Nørrejylland.”

Vi ser her en tydelig vægtning af sproget som en markør for danskhed og dermed riget Danmarks naturlige grænser. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne slet ikke kunne tænke på dette tidspunkt.

Lad os også se på et eksempel fra 1500-tallet. I 1534 var munken Poul Helgesen fortvivlet over den rasende borgerkrig (Grevens fejde). Og på trods af religiøse modsætninger mellem katolikker og protestanter formanede han sine landsmænd til at slutte fred med hinanden. Han skriver bl.a. ”Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår [den kristne tro] og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår; dersom vi ikke snarligt gør ét, men herefter bide og slide hverandre som vi begyndt har, da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres, hvilket os alle fravender den mægtige, evige og gode Gud, som råder og regerer alting nu altid og evindeligt - Amen."

Her en tydelig vægtning af afstamning og kulturelle sædvaner som en markør for danskhed. Sådan burde man ifølge dekonstruktivisterne heller ikke kunne tænke på dette tidspunkt.
Jeg kan heller ikke dy mig for at fremhæve Anders Sørensen Vedel. Denne ”renæssancens Grundtvig”, som jeg vil kalde ham, må udgøre et stort problem for dekonstruktivisternes teori. Vedel oversatte Saxos krønike til dansk og indsamlede de danske folkeviser – begge ting ud fra et klart nationalt motiv. I fortalen til sin Saxo-oversættelse fra 1575 takker han Peder Oxe for støtte til projektet. Dermed har han vist ”sin kærlighed til sit kære fæderneland, at vi danske kunne få at læse, det som udlændigske have nu læst udi mange år, om de gamle danske mænds ærlige manddommelige gerninger.”

Det er også interessant at se i Vedels register. Her finder man f.eks. følgende opslagsemner: Danske mænds sæder, Danske jomfruers tugtighed, Danske mænds mod, Danske mænd holde ord og ære, Danske fly ikke gerne, Danske mænds trohjertighed.

I 1581 skriver han i en anden udgivelse (Om den danske krønike at beskrive) i fortalen om fædreland og pligt. Her et lille uddrag (læs resten her): ”Hver elsker sit fæderneland - Endog at hver den som skikker sig vel, og lever med Gud og æren, finder for sig et fæderneland, ihvorsomhelst han forårsages at komme hen i verden. Dog er det alligevel af naturen medgivet, at hvert menneske elsker mere det land, som han er født og bårn udi, end et fremmed land, som han rejser ikkun en gang igennem, eller dvæler ikkun en kort tid eller og ellers kan høre noget tales derom.
Thi det hænger så hårdt udi hu og hjertet, at på det sted som man er avlet, har der sine forfædre og afkom, er der opfødt under samme lands skik og vis, gjort sig der første kendskab og venskab med mange, og haft der den tugtemester, den fyrste og øvrighed, den hulde og gunstige ven, og sådant mere være kan.

Da han i 1591 udgiver sin Folkevisebog skriver han i fortalen: ”Dersom ingen anden årsag var til at læse disse gamle poetiske digte, var denne ene noksom: for sprogets skyld, det er, for de herlige gamle, danske gloser og ord, for hin skønne sprog og runde tale og for den artige komposits og digt i sig selv.”

I 1600-tallet er der også gang i forvaret for det danske sprog. Således skriver præsten og sprogmanden Søren Poulsen Gotlænder Judichær i 1668: ”Hvo sit eget modersmål ikke højt agter, han burde med rådne æg af hans fæderneland ad udjages, og aldrig burde så værdig at agtes, at han en dansk skulle kaldes. [...] Thi vi er jo alle af naturen dertil forpligtede, at vi skulle vort eget modersmål ære og højt agte, som andre nationer ved deres gøre og gjort haver.

Tsk tsk – sådan en kultur-racist!

Thomas Kingo byder også ind i kulturkampen. Han roser i 1681 dronning Charlotte Amalie for at have lært sig det danske sprog – og det manglede også bare, for der er så mange ved hoffet, der ikke kan tale dansk. Og det er Kingo sur over: ”Enten det nu er vort gode gamle danske sprogs skæbne, at det skal agtes hånt om af dem, som vi agter højt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstå det), at det er et vadmels sprog, og derfor gid ej taget på deres silketunger, det lader jeg stå ved sit værd denne gang. Og som jeg, for min ringhed og det pund mig er betroet, tragter efter at lægge tilbørlig værd på vort kære og ældgamle moders sprog, sær udi i åndelige sange, og sær udi i andre måder, som tiden, næst Guds hjælp, skal udvise, så haver jeg taget mig den allerunderdanigste tillid, at jeg denne mit Åndelige Synge-Kors anden part landets moder, Eders. Majest. min allernådigste dronning ville tilskrive, til et udødeligt minde for efterkommere hvor berømmelig og dane-kær en dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste tegn, at jeg udi alt det jeg formår, og udi hjertens ydmygste bønner er og bliver Eders. Majest. allerunderdanigste tjenere og hjertelige forbedere hos Gud.

Ak ja – dette er kun et lille udpluk. Der er mange mange flere kilder på Skræp, der viser en sådan dyrkelse af danske skikke (kulturelle markører), dansk sprog og folket på et tidligt tidstpunkt – alle sammen ting, der ifølge dekonstruktivisterne først burde dukke op i folks bevidsthed i 1700-tallet. Exit dekonstruktivisterne.

Det er egentligt et stykke tid siden, man sidst har hørt f.eks. Uffe Østergaard fremføre den dekonstruktivistiske kliché om danskhedens ringe ælde. Måske har han indset, at teorien halter gevaldigt.

Men så er der da heldigvis andre, der kan tage over. På videnskab.dk kan man 6. marts læse en artikel med den bombastiske overskrift: ”Danskhed er en moderne opfindelse”. Det er ph.d.-stipendiat, Rasmus Glenthøj, der angiveligt skulle komme til denne konklusion med den samme gamle historie, der går på krykker i Århus. Utroligt, men sandt. Vi hører i artiklen (der er skrevet af Irene Berg Sørensen) om, at det først var for 200 år siden, at en dansker var en, der var født i Danmark, talte dansk og dyrkede dansk kultur. Det var i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at man begyndte at gøre sig tanker om national identitet – det var først her, at historien, sproget og folket fik en central betydning. Sproget havde ikke været en vigtig markør tidligere osv. osv.

Alt sammen vrøvl.

Videnskab.dk præsenterer sig som Danmarks forskningsportal, der ”leverer stof med substans og troværdighed”. Vi må bare konstatere - nej, det gør videnskab.dk så ikke.

Nomos - moral som styringsmiddel

2009-03-12T03:42:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

NOMOS – det er navnet på det konservative tidsskrift, som denne blog er opkaldt efter. Redaktørerne definerer Nomos således i tidsskriftets første nummer:

”Det oldgræske begreb nomos dækker ud over betydningerne græsgang, distrikt, lov og orden ligeledes alt tilskrevet, overdraget og fastsat vha. sædvaner, skik og brug. Man kunne sige alle anordninger, der ved tradition og kultur omgiver et fællesskab af mennesker og således sammenbinder dem i et kulturelt fællesskab.”

Nomos er på sin vis indbegrebet af det gode samfund, dvs. et normativt integreret samfund, hvor mennesker styrer sig selv og hinanden i kraft af moral.

Imidlertid er det moderne samfund på mange måder præget af en moralkrise, fordi der ikke er udviklet en ny moral til erstatning for den udlevede afkaldsmoral, der prægede de gamle før-moderne samfund. Der er i vor tid opstået en konflikt mellem samfundets moralske krav og individets lyster, der ofte forekommer amoralske.

Vidnesbyrd om moralkrisen er mange, og jeg skal i et efterfølgende indlæg komme nærmere ind herpå. Men ifølge mange konservative kulturkritikere kunne man alene henvise til almindelige forfaldstendenser som:

Stigning i asocial adfærd (kriminalitet, hærværk, stofmisbrug, vold); opløsning af familien (skilsmisser, fødsel uden for ægteskab, teenage graviditeter, familier med kun en forælder); forfald i social kapital, f.eks. fald i medlemskab af frivillige foreninger og den mistillid, der følger med; svækkelse af arbejdsmoralen, selvisk hedonisme, modvilje mod faglig læring, lav fødselsrate, stigning af sagsanlæg og så videre.

Liberalister vil hyppigt henvise til velfærdsstatens skyld i de sociale patologier. Men disse patologier er ikke kun et dansk fænomen, men et vestligt (faktisk er Danmark på visse punkter langt bedre stillet end andre vestlige lande). Dertil kommer, at der er mange andre teser, der kunne forklare normopløsningen:

68’ernes svækkelse af omgangsformerne, kulturradikalismens frigørelsesprojekt og den svækkelse af autoriteten, der fandt sted, da de unge mænd vendte hjem fra skyttegravene efter den første verdenskrig. Det er den tese, som historikeren Henrik Jensen har fremført.

Opgaven, som mange konservative med forkærlighed har kastet sig over, er at finde ud af, hvornår og under hvilke betingelser Nomos, dvs. et normativt integreret samfund eksisterer – og hvornår og hvorfor det begynder at opløses.

De moralske normer har umiddelbar magt, når de føles forankret i tilværelsens væsen: det er helligbrøde at overtræde dem. Normerne er indbegrebet af tingenes natur, og det er i sidste instans grundlagt på religionen. Religionen indstifter uproblematisk en højere mening, der kommer til syne i universets orden; den gældende samfundsorden er forankret i den universelle orden. I de kristne århundreder er individet formet ud fra de mål og værdier, som fællesskabet sanktionerer som hellige. Henrik Jensen har skrevet herom i Ofrets århundrede (1998), kapitel 3, om nomos, den nedarvede normdannelse i traditionalistiske samfund, som begynder at opløses i oplysningstiden.

Men det er kun det nære samfund, der således effektivt kan styres af moralske normer. En art moralsk krise bliver dermed synlig i eksistensen af de mange lovbestemmelser og det store bureaukrati, der præger det moderne samfund i modsætning til det nære samfund. Nødvendigheden af de mange ”kunstige” love i det moderne samfund skyldes den lange afstand mellem myndighederne og samfundets medlemmer.

At kun mindre samfund moralsk set hænger godt sammen er udtryk for en kommunitaristisk moralopfattelse, der skal ses i sammenhæng med en opfattelse af, at ”det materielle fremskridt har undergravet de gamle moralforestillinger, der byggede på afsavn”, som Villy Sørensen engang skrev.

Hvordan ser de gamle moralforestillinger ud? De er først og fremmest baserede på pligt og afkald. En samfundsmoral tjener både til at holde asociale lyster nede og holde mennesker oppe ved at give deres tilværelse mening. Og mening har tilværelsen netop, når mennesket føler sig i overensstemmelse med tilværelsens væsen, med samfundet eller en gruppe og dens fælles sæder, skikke og opgaver.

Når samfundsmoralske værdier er midler til at opretholde en bestemt form for samfundsliv, er de i praksis og per definition konservative. Det gamle, klassiske moralkompleks – der var indrettet efter respekt for ejendom, patriarkalsk autoritetstro, arbejdsomhed, forbud og afholdenhed – foreskrev det enkelte individ en fast plads i det sociale fællesskab og gjorde den nødtvungen for at sikre samfundets, “knaphedssamfundets”, fortsatte beståen.

Dette moralkompleks gav altså med magt en ubarmhjertig tilværelse en vis moralsk mening og formål. Samfundsmoralen tjener i den forstand til at regulere driftstilskyndelserne og fordømme de ”naturlige laster”.

I fattige samfund var der tvingende grunde til at føre et nøjsomt liv, hvorfor de herskende normer gjorde dét til en moralsk præstation. De pligter, som moralen og loven påbyder individet at gøre – det er før rettighederne bliver den nye ”religion” – indlæres på rygmarven. Og det er forbundet med skam, misbilligelse og helligbrøde at afvige fra normerne; at overtræde dem er direkte forbundet med sanktioner, med afstraffelse.

Det lyder som ensretning gennem tvang. Men pointen er, som Henrik Jensen skriver i Ofrets århundrede og Det faderløse samfund (2006), at det kun føles som ensretning, hvis internaliseringen, altså den normative integration, ikke fungerer ordentlig.

Ved at identificere sig med fællesskabet underkaster individet sig dets konventioner, og det føles frivilligt, fordi integrationen fungerer. Så har det nedarvede, klassiske moralkompleks netop karakter af individets egne meninger, som det så at sige af egen vilje overtager, indlærer og lader sig socialisere ind i. Jf. også den engelske filosof Philip Rieffs essaysamling The Feeling Intellect (1990) og The Triumph of the Therapeutic (1966) om nomiseringen af samfundet ved hjælp af autoritative ordensstiftende forbud, ritualer og sædvaner.

Sådan var det i det traditionelle samfund før oplysningstiden, og rudimenter af denne normative integration findes endnu i det moderne samfund i det tyvende århundrede.

Men når det materielle fremskridtet gør de gamle laster acceptable i en grad, så selv dødssynderne bliver almindelig levemåde, får den enkelte også et større rum for sin udfoldelse; moralske traditioner mister deres autoritet, og det kommer til den konflikt mellem samfundets moralske krav og individets amoralske lyster, som Freud skrev om i sin variation over oplysningens dialektik:

”[…] prisen for kulturfremskridtet bliver betalt med lykketabet ved forøgelsen af skyldfølelsen.” Sigmund Freud: Kulturens byrde (1927), s. 76.

Dermed havner vi i den historiske krisesituation, som konservative gerne tager udgangspunkt i: Den gamle afsavnsmoral er undergravet, og økonomien i det moderne ”overflodssamfund” kræver stigende forbrug. Igen med Villy Sørensens ord:

”Den gamle kristeligt begrundede moral har mistet sin magt over sindene, dog har den moralske ’frigjorthed’ stadig karakter af reaktion imod gamle normer, der ikke er blevet afløst af nye. Følelsen af formålsløshed, af meningsløshed er stærkere udtalt.” (Oprør fra midten, s. 82).

Uhrskov på JP

2009-03-12T01:41:00.000-07:00

NOMOS’ egen Morten Uhrskov Jensen blogger nu på Jyllands-Posten. Tillykke med det. Vi håber, at du stadig kommer her forbi en gang imellem. Her lidt fra den første blogpostering, helt i Mortens ånd, ”Vesterlandets undergang?”:

”[…] På trods af at den vestlige verden fortsat er alle andre kulturer økonomisk og derfor militært overlegen, insisterer vi på at tillade fortsat muslimsk masseindvandring, skønt enhver udstyret med almindelig sund fornuft kan se, at det fører os ud i en stedse værre eksistenskamp. Plager Fanden os, kunne man spørge. Hvorfor har vi overgivet os til en kulturrelativisme, hvorefter vi bilder os ind, at blot vi udjævner alle skel, så forsvinder forskellene? Hvorfor er den vestlige verden udartet til at tro, at den kan overleve ved at bilde sig selv ind, at alt er lige, eller alternativt, at stort set alle nytilkomne af hjertet ville indse, at vores måde at leve på var den eneste rigtige?
Lige dele selvopgivelse og stupid arrogance har vel så nogenlunde bragt os dér, hvor vi er nu. For at begynde med det sidste så har vi en nærmest infantil tro på, at vi kan bringe de universelle menneskerettigheders lykke til alle folkeslagene, hvad enten vi er pacifister eller tilhængere af krig i Irak og Afghanistan. Samtidig tror vi hjemme at bringe harmoni ved at fornægte vor egen arv og ved i stigende grad at give efter for særkrav fremsat af religiøse grupper, der udgør antitesen til det vestlige.

Jeg skal ikke forudskikke, hvordan det ender, men må blot sande, at vi lever i mærkelige og sære tider.”

Scruton om den nye og gamle humanisme

2009-03-11T02:37:00.000-07:00

Den engelske filosof Roger Scruton har skrevet en række anbefalelsesværdige artikler i The American Spectator. Her et uddrag fra den seneste artikel The New Humanism:

”[…]

The British Humanist Association is currently running a campaign against religious faith. It has bought advertising space on our city buses, which now patrol the streets declaring that "There probably is no God; so stop worrying and enjoy life." My parents would have been appalled at such a declaration. From a true premise, they would have said, it derives a false and pernicious conclusion. Had they wished to announce their beliefs—and it was part of their humanism to think that you don't announce your beliefs but live them—they would have expressed them thus: "There probably is no God; so start worrying, and remember that self-discipline is up to you." The British Humanist Association sees nothing wrong with the reference to enjoyment; it seems to have no consciousness of what is clearly announced between the lines of the text, namely that there are no ideals higher than pleasure. Its publications imply that there is only one thing that stands between man and his happiness, and that is the belief in God. Take that belief away, and we can run out into the garden of permissions, picking the fruit that we wrongly thought to have been forbidden. The humanists I knew as a young man would have reacted with disgust at this hedonistic message, and at a philosophy that aims to dispense with God without also aiming to replace Him.

BUT THE BUS adverts fit the spirit of modern Britain, and not even the Muslims complain about them. One Christian bus driver has refused to drive his bus, and a few hundred people have written to the Advertising Standards Council, which has rejected their complaint, but that is as far as the protests have gone. When, in the light of this advertising campaign, I look back at the humanist movement that I encountered as an adolescent, one thing above all strikes me: that the old humanism was not about deconstructing God; it was about constructing man. It was a positive movement, devoted to seeking things worthy of emulation and sacrifice, even if there is no God to promote them. Its principal fear was that, deprived of religious belief, people would let go of their ideals. Hence it urgently sought a new basis for moral restraint in the idea of human dignity.

The old humanism was not a pleasure-seeking, still less a pleasure-loving philosophy. It took its inspiration from Enlightenment philosophers, from Milton, Blake, and D. H. Lawrence, and from the legacy of Western art. The humanist who most influenced me at Cambridge believed that in no works had humanity been more blessed by true ideals than in the St. Matthew Passion of Bach and the Tristan und Isolde of Wagner, the one a work of Christian devotion, the other a work that makes no mention of God or gods, but simply dwells on the exalted nature of erotic love when tied to mutual sacrifice. Although I was skeptical toward that kind of humanism, I never doubted its nobility of purpose. It was devoted to exalting the human person above the human animal, and moral discipline above random appetite. It saw art, music, and literature not simply as pleasures, but as sources of spiritual strength. And it took the same view of religion. Humanists of the old school were not believers. The ability to question, to doubt, to live in perpetual uncertainty, they thought, is one of the noble endowments of the human intellect. But they respected religion and studied it for the moral and spiritual truths that could outlive the God who once promoted them.

Observing the new humanism from my old perspective I am struck not only by its lack of positive belief, but also by its need to compensate for this lack by antagonism toward an imagined enemy. I say "imagined," since it is obvious that religion is a declining force in Britain. There is no need to consult the pronouncements of the Archbishop of Canterbury: the response to the bus campaign abundantly proves the point. But a weak enemy is precisely what these negative philosophies require. Like so many modern ideologies, the new humanism seeks to define itself through what it is against rather than what it is for. It is for nothing, or at any rate for nothing in particular. Ever since the Enlightenment there has been a tendency to adopt this negative approach to the human condition, rather than to live out the exacting demands of the Enlightenment morality, which tells us to take responsibility for ourselves and to cease our snivelling. Having shaken off their shackles and discovered that they have not obtained contentment, human beings have a lamentable tendency to believe that they are victims of some alien force, be it aristocracy, the bourgeoisie, capitalism, the priesthood, or simply the belief in God. And the feeling arises that they need only destroy this alien force, and happiness will be served up on a plate, in a garden of pleasures. That, in my view, is why the Enlightenment, which promised the reign of freedom and justice, issued in an unending series of wars.

[…]”

Hvis det er fakta, så benægter a fakta

2009-03-06T15:26:00.000-08:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenfor følger det indlæg, jeg håber at få optaget i Weekendavisen førstkommende fredag.

Jeg læste med interesse Anne Knudsens leder Undtagelsestilstand i WA 6. marts. Lederen er værd at beskæftige sig med, fordi den på glimrende vis illustrerer, hvordan kultureliten må slå knuder på sig selv i disse tider, hvor materialiseringen af det multikulturelle samfund åbenbarer sig. Med ironisk distance karakteriserer Anne Knudsen muslimske gangstere som »oplevelseslystne unge«, der ikke er blevet taget tilstrækkelig hånd om. Anne Knudsen funderer over, hvorfor det er gået så galt, og hun konstaterer, at der nok ikke er blevet gjort »nævneværdigt for at påvirke familiernes normer i retning af voksen ansvarlighed«. Hun er ret sikker på, at det ikke skyldes, at der er »indvandrergrupper, som det er meget, meget sværere at påvirke, end man skulle forestille sig«.

Det skriver Anne Knudsen faktisk. At hun stadig hælder til, at den muslimske masseindvandring burde kunne blive en succeshistorie så nogenlunde gnidningsfrit. Om blot man var lidt mere konsekvent og ligesom belærte indvandrerne om voksen ansvarlighed. Jeg tør tilnærmelsesvis garantere, at Anne Knudsen i de kommende år må slå endnu flere knuder på sig selv, ifald hun agter at forsvare den position, hun har indtaget i mere end ti år.

Lad mig afslutningsvis citere WAs chefredaktør fra den 14. april 1997. Her talte hun ved en demonstration på Rådhuspladsen vendt imod Ekstra Bladets kampagner, der forsøgte at oplyse danskerne om konsekvenserne af den førte udlændingepolitik. Hun sagde, at »Det provokerer mig, at avisen laver en kampagne, der forsøger at bilde folk ind, at deres naboer er racister. For det er alle dem, der ikke selv har erfaringer med fremmede, der risikerer at sluge dette billede råt«. Omsorgen for danskerne var således ikke til at tage fejl af, og vi må håbe, at danskerne efter at have haft yderligere 12 år til at erfare kulturberigelsen har sandet visdommen i chefredaktørens ord.

Og lige til allersidst: tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet Sven Ove Gade skrev i en klumme i Jyllands-Posten for nogle år siden, at Anne Knudsen ved omtalte demonstration afbrændte et eksemplar af Ekstra Bladet. Jeg har ikke selv kunnet finde dokumentation for denne hændelse. Jeg skal derfor høre Anne Knudsen, om hun kan be- eller afkræfte, at hun foretog denne moderne form for bogafbrænding.

Om et institut og dets opgaver

2009-02-12T15:34:00.000-08:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenunder følger min artikel, som den er blevet trykt i Tidehverv i februar. Jeg prøvede at sende den som kronikforslag til Politiken og Weekendavisen, desværre uden held.

Det er kommet mig for øre, at lektor i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jonas Christoffersen er blevet udnævnt til ny direktør for Institut for Menneskerettigheder efter Morten Kjærums afgang. Morten Kjærum er avanceret til posten som direktør for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, som tidligere gik under det mere mundrette navn Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad.

Jeg vil gerne ønske Jonas Christoffersen til lykke med udnævnelsen og tilføje, at han har en tung arv at løfte efter sin forgænger. At dømme efter hans mange indlæg i især Weekendavisen er jeg dog ikke i tvivl om, at han kan gøre det. Og så alligevel. Det er ikke en hr. hvemsomhelst, han efterfølger. Morten Kjærum nåede at optræde på den danske scene i mere end to årtier, først som asylchef for Dansk Flygtningehjælp, siden som direktør for Center for Menneskerettigheder, fra 2002 Institut for Menneskerettigheder. I al den tid var Morten Kjærum en ubønhørlig revser af samtlige siddende regeringers politik på udlændingeområdet. Det var noget trygt og velkendt, når Morten Kjærum tonede frem på skærmen og udtalte, at Danmark mindst bevægede sig på kanten af alverdens konventioner og moralsk var skredet så langt ud til højre, så det kun lige akkurat overlodes til seeren at gætte, hvor riget var på vej hen. Eksemplerne er talløse, men gribende var det, da Morten Kjærum den 17. januar 2000 til BT udtalte, at »Menneskerettighederne er til for at beskytte de allersvageste. Voldsofre hører selvfølgelig også til de svage, men deres rettigheder er der så mange, der tager sig af. Vi behøver ikke at rende efter ulveflokken«. Morten Kjærums svar blev givet, fordi journalisten tillod sig at spørge om, hvorfor Center for Menneskerettigheder aldrig beskæftigede sig med ofrene for grov kriminalitet forøvet af udlændinge, men i stedet ihærdigt fastholdt, at det burde være noget nær umuligt at udvise mennesker, der havde haft bopæl i Danmark i en årrække, også selv om disse ikke var danske statsborgere og altså havde begået grov kriminalitet.

Så arven er tung, men selvfølgelig ikke umulig at løfte. Jeg tillader mig dog at give den nyudnævnte direktør et par gode råd med på vejen. Seks i alt er det blevet til, og de følger her:

For det første er det vigtigt, at Jonas Christoffersen fortsat bagatelliserer overgreb på danskere – ikke mindst grov vold og voldtægt – når overgrebene er forøvet af udlændinge, og disse står i fare for at blive udvist. Den nye direktør kan selvfølgelig godt udtrykke en personlig medfølelse (selv om dette ville være et nybrud i forhold til Morten Kjærums tid) med ofrene, men han skal skynde sig at slå fast, at det i virkeligheden ikke handler om kriminalitet og de mennesker, den rammer, men om de menneskerettigheder, som uvægerligt hele tiden er ved at blive krænket, når de danske domstole måtte overveje (efter mange trakasserier; dommere kommer jo, som de er flest, fra det samme segment som Jonas Christoffersen) at udvise en udlænding, der har begået grov kriminalitet. Han skal understrege, at de kriminelle udlændinge reelt er endnu svagere end de mennesker, som de har slået til lirekassemænd, idet de jo ikke er danske statsborgere og derfor risikerer en dobbeltstraf, hvis domstolen fastsætter, at de skal udvises efter endt afsoning. Her kræves ind imellem en vis stamina. Den nye direktør skal med andre ord have is i maven og med rolig mimik og stemmeføring kunne afvise alle urimelige indvendinger fremsat af pårørende, populistiske politikere eller en sensationslysten presse.
Alene det at Jonas Christoffersen er blevet udnævnt, tyder dog heldigvis på, at han kan stå distancen. Et særkende for den klasse, han tilhører, er nemlig, at dens repræsentanter ikke under nogen omstændigheder er til fals for sådan noget som folkestemningen, ej heller selv om denne folkestemning gennem årtier har manifesteret sig i et markant ønske om flere udvisningsdomme ved grov kriminalitet. Det har vel egentlig altid kendetegnet overklassen, at den med ro i sindet kunne tilbagevise eventuelle krav fra de lavere klasser, og jeg er sikker på, at Jonas Christoffersen ikke vil vise sig at være en undtagelse.

For det andet er det vigtigt, at Institut for Menneskerettigheder udbygger og forstærker sin indsats mod den institutionelle og strukturelle racisme. Hvis læseren i sin vankundighed for sig selv må indrømme, at det aldrig har stået ham eller hende helt klart, hvad disse begreber dækker over, skal det være tilgivet. Det er sådan set en del af pointen. Lad mig dog forsøge kort alligevel. Den institutionelle racisme er den, hvorefter f.eks. politiet eller den kommunale forvaltning har nogle uerkendte fordomme over for mennesker af anden oprindelse end dansk. Begrebets proselytter vil i reglen hævde, at det ofte har noget at gøre med hudfarve. I hvert fald betyder det, at etniske minoriteter bliver bedømt strengere end danskere, og at de følgelig lukkes ude fra uddannelser og jobs, til hvilke de egentlig er kvalificeret.
Det er jo galt nok. Men den strukturelle racisme er dog værre. Den gennemsyrer nemlig hele Danmark og alle danskerne (i en bredere betydning alle vesterlændinge og hele den vestlige verden). Ifølge den er et meget stort flertal af danskere, alle frivillige sammenslutninger og i det hele taget alle steder, hvor danskere mødes og udveksler relationer, betændte af fordomme og stereotypificering (jo, det hedder det faktisk), så mennesker af anden etnisk herkomst effektivt forhindres i at deltage. Danskerne ved det mange gange ikke selv, men den er god nok.

Læseren bedes bemærke, hvor fremragende tænkt disse to begreber faktisk er. De er et studie i ukonkrethed, og de er følgelig altomfattende og derfor umulige at gøre op med, især da de som nævnt er i høj grad uerkendte. Men godt er det at tænke på, at nogen ved, at de er der alligevel og derfor må bekæmpes af al magt. Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheder bør i endnu højere grad, end tilfældet allerede er, gøre sig til fyrtårnet for den oplysthed, der påtager sig det utaknemmelige slid at besidde en særlig indsigt og en særlig sprogbrug, der har som sit mål at omkalfatre Danmark og danskerne. Da den institutionelle og strukturelle racisme jo dog for størstedelen er netop uerkendt, bør instituttet derfor arbejde på at få indført f.eks. positiv særbehandling (USA har haft en helt fantastisk succes desangående, hvilket vi alle ved), langt strengere straffe til diskoteksejere, der tillader sig at diskriminere imellem, hvem de lukker ind i etablissementet, en hel del flere begrænsninger af ytringsfriheden, og læseren kan selv fortsætte listen. Der er tale om en i høj grad uopdyrket mark, og Jonas Christoffersen bør kende sin besøgelsestid.

Når Institut for Menneskerettigheder beskyldes for at hylde et ideal, der er abstraheret fra virkeligheden, og at instituttets anbefalinger og irettesættelser af de politiske beslutninger reelt er lig med et ønske om fortsat muslimsk masseindvandring, så må Jonas Christoffersen stå fast. Han bør i stil med sin forgænger fremhæve, at opretholdelsen af de universelle menneskerettigheder er et naturligt led i en historisk udvikling, der går mange år tilbage, til tiden efter den anden verdenskrig, til den første verdenskrig og endelig til oplysningstiden og den franske revolution. Herefter er de universelle menneskerettigheder blot en naturlig konsekvens af især det 20. århundredes ulykker. Instituttet og Jonas Christoffersen må for Guds skyld ikke begynde at overveje, om de universelle menneskerettigheder er udledt af den mest rabiate del af den franske oplysningstradition, som den er formuleret af Rousseau og Voltaire. Og om den engelsk-skotske-amerikanske moderate oplysning måske ville have et ord at sige med på vejen. I valget mellem den absolutte og den gradvise eller relative ret må Jonas Christoffersen ikke ryste på hånden. Han må fastholde, at menneskerettighederne er noget helt særegent, noget hævet over tid og rum, idet de omfatter alle på alle steder og til alle tider og mindst af alt respekterer grænser og spørgsmålet om, hvem der har magten til at definere virkeligheden på et givent territorium. Menneskerettighederne må være hinsides det dennesidige og alligevel omslutte det dennesidige i sin totalitet. Samtidig skal Jonas Christoffersen altså fastholde, at menneskerettighederne er groet naturligt frem af det forgangne, og at det ville være at bryde med den historiske nødvendighed, hvis man gjorde dem relative og ikke absolutte. Det er ikke nogen helt let øvelse, men holder Jonas Christoffersen tungen lige i munden, skulle det ikke være umuligt.

For det fjerde bør Jonas Christoffersen vie et særligt kapitel til spørgsmålet om, hvad Danmark og danskerne er. Han bør insistere på, at danskheden og Danmark er en konstruktion, der blev skabt i første halvdel af det nittende århundrede og vel reelt først efter 1864, hvor Danmark mistede Sønderjylland. Det bør for så vidt ikke være noget problem for ham og instituttet. En hærskare af historikere, sociologer, antropologer og lignende lærde mennesker vil bekræfte ham i, at den såkaldt danske identitet allerhøjst er 200 år gammel. I omtrent fire årtier har det været god latin at forsikre danskerne om, at deres følelse af identitet var noget kunstigt tilegnet, bestemt af nogle tilfældige daværende magtforhold, hvorfor det ganske logisk vil være muligt at dekonstruere denne identitet og konstruere en ny, der retter sig mod EU, mod det globale og mod den muslimske indvandring.
Jonas Christoffersen bør dog være opmærksom på, at misliebige personer kan anfægte dette synspunkt og hævde, at Danmark og dansk identitet er langt ældre, og at det derfor ikke er lige gyldigt, hvem der har rettigheder til at komme til og opholde sig i Danmark. De kunne finde på at fremdrage historiske kilder, hvor Saxo fortæller, at han vil skrive danernes historie, de kunne finde på at nævne Poul Helgesen, reformkatolikken, der i 1534 prøvede at afværge borgerkrigen ved at henvise til, at »vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår«, og de kunne finde på at nævne snaphanernes stædige forsøg på at blive underlagt den svenske trone efter 1658, hvor Danmark tabte Skånelandene.
Sådanne forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved Institut for Menneskerettigheders mission bør Jonas Christoffersen se stort på. Bliver han ligefrem presset, må han alliere sig med de ovennævnte historikere og andre, der – skønt de formentlig ikke har læst de pågældende kilder – vil forsikre ham og offentligheden om, at de slet ikke betyder noget, men at de blot skal ses som led i en magtkamp, og at Danmark og danskerne dengang i virkeligheden var splittet i stænder, der ikke havde mere til fælles, end Jonas Christoffersen har med en dansker på overførselsindkomst, der bor i Gellerupparken.

For det femte må Jonas Christoffersen være bevidst om, at menneskerettighederne ikke er statiske, men uafladeligt må udbygges. En selvstændig opgave for Institut for Menneskerettigheder må derfor være stedse at udfinde nye rettigheder, der kan tilkomme dem, instituttet har fundet værdige. Her skal især nævnes to typer af rettigheder: sociale rettigheder og retten til ikke at blive krænket. De sociale rettigheder har et enormt potentiale for sig. I stedet for at indskrænke sig til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed mv. må Jonas Christoffersen slå på, at f.eks. retten til en bolig, retten til arbejde, retten til grønne områder og retten til kunstnydelse (den sidste fremgår allerede af FN´s menneskerettighedserklæring) bør være umistelige dele af alle borgeres rettigheder. Jonas Christoffersen skal samtidig huske på at indskærpe, at alle disse rettigheder – som altid er dynamiske, og som derfor altid skal udvides – er helt naturlige og indgår i den smukke række af rettigheder, som filosofisk anlagte mennesker har udtænkt gennem tiden. Retten til ikke at blive krænket er om muligt endnu mere indlysende og må betyde, at hvor ytringsfrihed og krænkelsesfrihed står over for hinanden, da må ytringsfriheden vige, hver gang.

For det sjette og sidste må Jonas Christoffersen fastholde og udbygge det synspunkt, at menneskerettigheder ikke besluttes af borgerne, men af eksperter. Jonas Christoffersen må nå det stykke vej, hans forgænger ikke nåede, og få knæsat det princip, at rigtige politiske beslutninger ikke bestemmes ud fra flertallet via det repræsentative demokrati, men i kraft af indsigtsfulde personer som Jonas Christoffersen og institutioner som Institut for Menneskerettigheder. Dette punkt er helt afgørende, da det – om det fuldbyrdes – effektivt vil sætte en stopper for den pinlige situation, der kan opstå, når det danske eller et hvilket som helst andet folk finder på at stemme forkert, og altså finder på at stemme på personer eller partier, der ikke deltager i Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheders vision om det samfund, hvor de universelle menneskerettigheder og kun de hersker.

Lægger Jonas Christoffersen sig ovenstående på sinde, er jeg overbevist om, at han – som sin forgænger Morten Kjærum – vil indlægge sig en plads i danmarkshistorien.

Hitler om Islam

2009-02-09T02:51:00.000-08:00

Med 1930’ernes tysk-arabiske alliance (hvor stormuftien af Jerusalem, Amin el-Husseini, havde tætte forbindelser til de nazistiske spidser) in mente - og med heilende Hamas-tilhængere i de københavnske gader frisk på nethinden (jf. indlæg nedenfor), er nedenstående citat fra Albert Speers erindringer vel interessant:

Speer: ”Hvordan Hitler forestillede sig en statskirke, kunne man slutte af en fortælling, han ofte vendte tilbage til, og som han havde hørt af en delegation af arabere: Da muhammedanerne – sådan forklarede gæsterne – i det 8. århundrede ville trænge frem til Mellemeuropa via Frankrig, blev de slået tilbage ved slaget ved Poitiers. Hvis de havde vundet dette slag, ville verden i dag have været muhammedansk, for de ville dermed have pånødet de germanske folk en religion, der ved sin lære: at udbrede troen med sværdet og tvinge alle folkeslag under denne tro, var som skabt for germanerne. Som følge af erobrernes racemæssige underlegenhed ville disse ikke i længden have kunnet hævde sig mod de i landets barskere natur opvoksede og stærkere indbyggere, hvorfor til sidst ikke araberne, men muhammedaniserede germanere ville være stået i spidsen for dette islamiske verdensrige!
Hitler plejede at slutte denne fortælling med følgende betragtning: ’Vi har i det hele taget det uheld, at vi har en forkert religion. Hvorfor har vi ikke japanernes – de, der betragter offeret for fædrelandet som det højeste? Også den muhammedanske religion ville være langt bedre egnet for os end kristendommen med dennes slappe tolerance’.”

[Fra Albert Speer: Erindringer 1933-1945. (Kbh.) Schønberg 2003, s.89. Se ligeledes : Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina. Informations Forlag 2008]

Kierstein: Åbent brev til ministeren

2009-02-06T08:21:00.000-08:00

Vi har modtaget nedenstående åbne brev fra Tomas Kierstein til justistsministeren. Vi behøver vel næppe bemærke, at ministeren ikke har svaret, og at ingen aviser har haft lyst til at trykke brevet. Derfor bringes det her.

Vedr. ytringer, fremsat ved demonstrationer i København

Kære Brian Mikkelsen

Danske borgere har i de seneste par dage oplevet, hvorledes folkevalgte og topfolk i politiet billedligt talt har stået i kø for at udtrykke fordømmelse af udtalelser, som en menig politibetjent påstås at være fremkommet med under en demonstration mod Israels intervention i Gaza.

På den baggrund undrer det, at de samme politikere og topfolk fra politietaten ikke har reageret i synderlig grad på de udtalelser, der faldt ved en anden demonstration få dage før den ovennævnte.

Jeg var selv i selskab med bl.a formanden for Trykkefrihedsselskabet, Hr. Lars Hedegaard, til stede ved sidstnævnte demonstration, der afholdtes på Rådhuspladsen i København, den 10. januar i år. Den var foranlediget af Dansk Zionistforbund til støtte for Israels ret til selvforsvar.

Under demonstrationen havde en gruppe moddemonstranter taget opstilling på den anden side af sporvejenes bygning ved Rådhuspladsen. Vi var i første omgang uvidende om det - men ikke længe.

Pludselig dukkede en ung svensk blogger, Ted Ekeroth, op, og fortalte, at han netop havde filmet en gruppe moddemonstranter, der bl.a heilede og udslyngede forbandelser imod demokratiet, imod Danmark og imod jøderne som folkegruppe. Desuden fremkom gruppen med direkte opfordringer til drab på jøder.

Videoen af disse hændelser, der nogle dage senere bragtes i DR-TVs program "Aftenshowet", kan endvidere ses på følgende internetlænke:

http://tedekeroth.wordpress.com/2009/01/11/fredsmanifestation-vs-hatpropaganda/

Jeg vil derfor gerne spørge Dem:

Kan De give mig en forklaring på diskrepansen mellem det engagement, som udvises af folkevalgte og topfolk i politietaten i de to ovennævnte forskellige - men dog principielt forbundne sager om ytringer?

Hvordan kan man undgå at få en alarmerende fornemmelse: En måske-fornærmelse, udslynget af en politibetjent under en ophedet situation, anskues tilsyneladende som en alvorligere forseelse og en større trussel end klart dokumenterede, grove ulovlige opfordringer til mord på baggrund af etnicitet og religiøs overbevisning?

Sidstnævnte opfordringer var endda garneret med en hilsen, som de truende formodentlig næppe har lært at kende gennem et studie af Roms historie, men snarere fra praksis inden for det nazistiske voldsregimente.

Jeg vil tillade mig at uddybe spørgsmålet ved at referere til et brev, som en af mine forgængere, på Den Danske Forenings formandspost, foreningens nuværende juridiske konsulent, jur.dr. Ole Hasselbalch, skrev til Deres partifælle, tidl. Statsminister Poul Schlüter i 1991.
Deri advarede Hasselbalch mod de forventelige følger af den udlændingepolitik, som den daværende borgerlige regering førte.

Når man læser dette brev - som Poul Schlüter i øvrigt valgte at ignorere totalt - kan man ikke finde én forudsigelse fra Hasselbalch, som ikke nu er blevet overhalet i overmål af begivenhederne.

Hvordan tror De, det påvirker almindelige danskere at betragte myndighedernes ejendommelige prioriteringer i denne situation?

Hvilke konsekvenser tror De, det vil have, hvis der breder sig den opfattelse, at myndighederne er mere optagede af kammertoneproblemer end af regulære mordtrusler og antisemitisme og at man ikke skal forvente beskyttelse mod vold og trusler. Kan det mon ikke føre til, at borgerne begynder at overveje, hvorledes de så selv kan beskytte familien?

Kan De, hr. justitsminister, fortælle mig, hvornår myndighedstopfigurer glemte, at statens voldsmonopol bygger på en byttehandel: Borgerne deponerer deres ret til selvforsvar, mod at staten beskytter dem.

Alene deri består jo den moralske ret til dette monopol. Øvrigheden har ingen moralsk ret til at indgå selvmordspagter på vore vegne. Hverken som individer eller som nation. At gøre det er at pervertere det demokratiske mandat.

Afslutningsvis:
Hvordan føles det (det er jo moderne at spørge alle herom) at få netop ovennævnte spørgsmål fra en forening, som "anstændige borgerlige" igennem snart 22 år har søgt at stemple med slet skjulte referencer til nazisme og fascisme?

Jeg forventer intet svar. Jeg er i det hele taget blevet nøjsom i mine forventninger til jer, de folkevalgte.

Men det ville glæde mig, hvis De overrasker mig - gerne med et rigtigt menneskesvar fra én dansker til en anden - uden spindoktorers mellemkomst og brug af de standardsvar, Deres embedsværk har forsynet Dem med.

Bedste hilsener
Tomas Kierstein,
formand for Den Danske Forening

Om at være konservativ

2009-01-30T14:36:00.000-08:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Hvorfor bliver man ikke liberal eller socialist? Spørgsmålet er i hvert fald en overvejelse værd. Man kan faktisk påstå, at tilværelsen bliver lettere, om man tilhører en af de to retninger. Det skal ikke misforstås. Der skulle nødig være tale om klynk. Klynk er noget skidt. Til en start bliver man ynket, og hen ad vejen bliver man blot ynkelig. Men man kan dog misunde de liberalistiske og socialistiske tankesystemer for at besidde en vidunderlig simpelhed. Alting bliver så uhyre enkelt, når man først har besluttet sig for at tilslutte sig det ene eller det andet. Og omvendt så meget mere bøvlet, skulle man alligevel bestemme sig for at kalde sig konservativ. Lad mig i det følgende forsøge at forklare nogle grundlæggende træk ved de tre positioner og deres stillingtagen til spørgsmålene om mennesket, samfundet og staten og i sidste ende til deres evne til at skabe kredit eller debet på kontoen. Da jeg kalder mig konservativ, er slutresultatet på sin vis givet på forhånd, men tillad dog muligheden af at sandsynliggøre påstanden om, at den konservative tanke ved vejens ende er den mest gangbare. Den er ikke den mest spændende og derfor heller ikke den mest intellektuelt udfordrende, men det gør den måske netop så meget desto mere holdbar.

Mennesket er som væsen i både liberalismen og socialismen fornuftigt og derfor stærkt. Mennesket er derfor ikke på forhånd bundet af noget hverken uden for eller inden for det selv, det lade sig være en gud eller en biologi, der pålægger det bindinger. Når liberale og socialister ikke kan døje hinanden, skyldes det således ikke deres grundlæggende forestilling om mennesket, men kun deres syn på dette menneskes forhold til andre mennesker. For den liberale er mennesket pr. natur et individuelt væsen, og da det er stærkt, kan det bedst realisere sig selv, hvis det overlades til sig selv.
Socialisten vil på den anden side hævde, at mennesket er et kollektivt væsen, der kun kan handle sammen med andre. Frigørelsen finder først sted, når mennesket lærer, at det kun når sand indsigt, når det sammen med andre danner fællesskaber, der derefter handler.
Heroverfor står den konservative, som ser med skepsis på menneskets iboende fornuft, hvad enten denne finder sted individuelt eller kollektivt. Mennesket kan ind imellem, måske ligefrem ofte, handle rationelt og godt, både alene og sammen med andre, men samtidig er der skjulte kræfter, der trækker i en anden retning. Der er i mennesket, samtidig med dets evne til at gøre godt, en ofte skrækindjagende evne til at forvolde ondt, og det igen både alene og i fællesskab. Mennesket er derfor hverken eller, det er både godt og ondt, og det kan ikke på forhånd afgøres, hvorvidt det gode eller det onde fremtræder individuelt eller kollektivt. Den konservative vil oven i købet ofte gå så langt som til at hævde, at det i reglen er netop fornuftigst at se mennesket som ondt, da der derved frembringes en evne til ikke at lade sig narre af blændværk. Den grundlæggende tilstand af mangelfuldhed hos mennesket kan ikke ændres uanset omstændighederne, og hverken samfundet eller staten – eller for den sags skyld markedet – kan derfor frelse mennesket.

Samfundet eksisterer ikke i den liberale tankeorden. Samfundet er kun summen af de individer, der er i det. Af samme grund bør samfundet også kun bestå af frivillige fællesskaber. Alt hvad der rækker ud over disse, er et overgreb, idet det ikke nødvendigvis accepteres af alle individerne.
For socialisten befinder samfundet sig i en stadig konflikt. Der findes stridende grupper i samfundet imellem dem, der har, og dem, der ikke har. Opgaven må således bestå i at samle de individer, der ikke har, så de kan indtage deres retmæssige position i samfundet.
Og igen er det mindre simpelt for den konservative. Her tænkes individerne både individuelt og kollektivt, og det samlede antal individer ses derfor både som alene og som en del af et hele, der måske nok kan være svært at få øje på, men som ikke derfor i sin uudtalthed skal overses. Tilsammen er samfundet altså mere end blot enkeltindividerne, og der er i heldigste fald snarere tale om det, som den engelske, konservative filosof Roger Scruton har kaldt »a community of strangers«. Dette fællesskab af fremmede må støtte sig til en række normer og skikke, der ikke er udtrykkeligt udtalte, men som gør det muligt at orientere sig gennem livet. Mennesket lever her i en bunden frihed, da den utøjlede frihed får mennesket til at opføre sig asocialt over for sine medmennesker.

Staten er for den liberale et onde, som skal begrænses mest muligt. Da individet er stærkt, bør staten holde sig væk i det størst mulige omfang. Statens opgave indskrænkes således til opretholdelsen af lov og orden, og indblanding derudover vil principielt ses som et onde, der har til hensigt at udvide statens magt på individernes bekostning.
For socialisten (jeg ser her bort fra Karl Marx´ fantasterier om statens hendøen) er staten et redskab til at frigøre individerne, i praksis den eller de grupper, der bliver forfordelt af det hidtidige styre. Statens mål må derfor være at blive så stor som muligt, da den kun herved kan realisere den omfordeling, der er nødvendig for at inddæmme de individer, der ikke arbejder i fællesskabets interesse.
Og atter må den konservative opponere og sige, at det ikke er tilrådeligt at gøre staten hverken for lille eller for stor. Bliver den for lille, svigter den dem, der ikke har tilstrækkelige evner til eller mulighed for at opretholde en fuldgyldig tilværelse som medlemmer af samfundet. Bliver den for stor, kvæler den de individer, der ønsker at skabe noget for sig selv og samfundet; den kvæler den vidunderlige stædighed, der kendetegner mennesket, hvad enten det så udfører sine handlinger i egeninteresse eller af uegennyttige grunde.

Så langt, så godt. Når nu konservatismen tilbyder et væsentlig mere nuanceret bud end de to andre tankesystemer, hvordan kan det så være, at det konservative står så svagt, som tilfældet er? Forklaringen skal, så vidt jeg kan se, søges i det forhold, at konservatismen ikke appellerer til den mennesketype, som er blevet forsøgt frembragt i de sidste i hvert fald fyrre år, formentlig også længere end det. Denne mennesketype har enten været formet af 1970´ernes socialisme eller af 1980´ernes liberalisme. Og især har den været formet af en søgen væk fra et realistisk, konservativt menneskesyn. Det hævdes, at mennesket er et i grunden grænseløst væsen, som kan alt, hvis blot det får lov, det være sig individuelt eller kollektivt. Denne forklaring har insisteret på, at mennesket ingen begrænsninger har, når bare det erkender sit sande jeg. Denne appel er uden tvivl attraktiv for mennesket, som derved ser sig selv som universets ubestridte centrum. Den vestlige tanke ser ikke længere menneskets begrænsninger, men kun dets ubundne muligheder i en verden, hvor alt kan lade sig gøre.

Og så giver spørgsmålet om kredit eller debet sig selv. Når socialismen, inkarneret i socialdemokratismen, får lov at tage over, så trækkes der alvorligt på kontoen. Så bliver mennesket til et artsvæsen i stedet for et åndsvæsen. Og så bliver de materielle behov, defineret og administreret af staten, til det eneste bærende. Så bliver det saliggørende at kunne aflæse indekset for ulighed og at få denne ulighed længere ned, koste hvad det koste vil. Så underordnes mennesket en utopi, og resultatet bliver derefter.
Når liberalismen har fat i den lange ende, bliver menneskene til for markedets skyld og ikke omvendt. Så vil alt, der umiddelbart gavner markedet, være gud, og så vil kulturen i almindelighed og menneskene i særdeleshed blive taberne. Også her kan overtrækket være betydeligt.
Og så ender vi med det eneste realistiske alternativ, det, der i reglen opretholder og ind imellem endda sætter ind på den fælles konto, så der er noget at tage af, også i dårlige tider. Den konservative tanke tager udgangspunkt i mennesket, som det ser ud i virkeligheden, og ikke, som de to ideologiske tankesystemer, socialisme og liberalisme, i, hvordan mennesket burde være. Resultatet – som aldrig er endeligt – kan synes lidt kedeligt, men det er til gengæld en del mere holdbart.

Folkestyre eller domstolsstyre?

2009-01-23T15:21:00.000-08:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Da de tretten tidligere kolonier, der skulle komme til at danne grundlaget for den statsdannelse, vi kender som USA, i 1783 gennem krig havde erhvervet deres uafhængighed fra Storbritannien, opstod et større spektakel. De sejrende amerikanere var nemlig langt fra enige om, hvilken udformning det nye lands forfatning skulle have. Der var dem, der ønskede, at båndene mellem stater som Massachusetts, New York og Virginia skulle være så løse, så centralmagten ville være næsten ikke-eksisterende. Og så var der dem, der mente, at en relativ stærk føderal stat var en nødvendighed, hvis ikke det enestående eksperiment, der var tale om, skulle blive af kort varighed.
Føderalisterne endte med at vinde, og centralregeringen i Washington D.C. har siden da i betydelig grad udstrakt sin magt til flere og flere områder. Samtidig skulle det i 1780´erne besluttes, hvor stor en rolle den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt burde spille. Resultatet blev det berømte Checks and Balances, hvor de tre magter holdt hinanden i skak, og hvor derfor den dømmende magt i form af Højesteret, The Supreme Court, fik et stort ord med på vejen. At unionens Højesteret kunne underkende ikke mindst delstaternes love som forfatningsstridige, gav altså en ikke-folkevalgt institution stor indflydelse. Dette var en følge af den skepsis, som en række førende amerikanere med Alexander Hamilton i spidsen nærede over for et for vidtgående folkestyre. Alexander Hamilton var konservativ ind til roden, og han frygtede, at en dygtig demagog kunne vinde præsidentembedet og føre landet i ulykke, uden at der var nogen instans, der lovligt kunne gribe ind. Man skal her huske på, at der virkelig var tale om noget næsten uprøvet, nemlig demokrati i stor målestok, hvor en langt større del af befolkningen (den mandlige) kunne stemme, også sammenlignet med Storbritannien og dette lands lange parlamentariske tradition.
Når Højesteret i USA derfor spiller en alt andet end tilbagetrukken rolle, skyldes det altså oprindelig en konservativ bekymring for alt for hastige forandringer.

Meget anderledes gik det umiddelbart i Danmark i 1849, hvor vi fik Grundloven, der afsluttede næsten 200 års enevælde. Det er aldrig blevet bestridt, at den danske højesteret kan erklære lovgivning i strid med Grundloven, men hidtil har Højesteret kun udøvet denne beføjelse i forbindelse med Tvindsagen i 1999. Et bud på hvorfor det har forholdt sig sådan, skal ikke søges i politisk radikalisme, men det modsatte. På papiret frem til 1953 og i praksis frem til 1901 kunne den næsten pr. definition mest konservative af alle institutioner, kongehuset i skikkelse af majestæten, nemlig udpege og afskedige regeringen, som monarken fandt det passende. Der var med andre ord ikke brug for en højesteret til at omstøde lovgivning, der blev anset for forfatningsstridig. Efter parlamentarismens indførelse i 1901 – hvorefter regeringen skal gå af, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig – er denne tradition fortsat, og Højesteret blander sig ikke i politik.

Og her skal så indskydes en vigtig mellemregning. Alexander Hamilton tog, i hvert fald på lang sigt, fejl. Ved begyndelsen af det 21. århundrede er det ikke folket, der er radikaliseret. Snarere er det sådan, at de forskellige folk i de vestlige lande er bærere af den konservative tanke, der tilsiger, at forandringer skal ske gradvist og ikke komme som en tyv om natten. Man kan derfor, hvis man har en tendens i retning af det konservative, det velprøvede, sige, at den danske ordning, hvor Højesteret ligger i skyggen af den lovgivende magt, er en god vej at betræde, hvis man ikke ønsker radikale ændringer af det bestående.
Omvendt forholder det sig i dag med det, man kan kalde eliterne, her under den juridiske elite. Hvor befolkningernes flertal er forsigtige og skeptiske, er eliterne i stigende grad løsrevet fra den konservative tanke at bevare det bestående. Når det kommer til spørgsmål om EU eller indvandringen fra den tredje verden til Europa (og USA), er det store flertal af eliterne radikaliserede, og de ønsker hastige forandringer, dvs. et mere føderalt Europa og en stor og stigende indvandring fra især muslimske lande. Man behøver ikke at blive herved. Også i forhold til retspolitikken, uddannelsespolitikken og bistandspolitikken har eliterne gennem de seneste i hvert fald fyrre år fjernet sig mere og mere fra den almindelige befolkning. Og på alle områderne gælder det, at eliterne ønsker eksperimenter afprøvet og pengestrømme kanaliseret til de projekter, som har det til fælles, at de er tænkt teoretisk og ikke behøver at have stået erfaringens prøve.

I lyset af EF-domstolens afgørelser fra i sommers, der reelt har undermineret den danske udlændingepolitik, er ovenstående værd at lægge mærke til. Og i lyset af hjemlige aktivistiske institutioner og forskere ved universiteterne er det her beskrevne endnu mere værd at lægge sig på sinde.
Hvis man sætter de meningsdannende eliter til at udgøre fem procent af befolkningen, så er det ikke for meget at hævde, at deres indflydelse langt overstiger deres numeriske antal. Og når man dertil ligger, at eliterne – de radikaliserede – mere eller mindre systematisk har fjernet sig fra befolkningerne – de konservative – så er der lagt op til en magtkamp, som skal finde en vinder, eller i det mindste en part, som kan tvinge væsentlige dele af sin vilje igennem.

Ingen politisk doktrin er perfekt. Endvidere kan doktriner skifte betydning og kan blive radikale eller konservative, hvis forholdene i øvrigt ændrer sig. Når jeg forsvarer det folkelige flertals ret til at afgøre, hvad der er op og ned, gør jeg det ikke, fordi jeg bilder mig ind, at folkets flertal er ufejlbarligt. Det kan sagtens gøre forkert, så sandt som mennesket, konservativt anskuet, er et netop højst fejlbarligt væsen. Men er man enig i de præmisser, der her er opstillet, så bliver det afgørende, om man tænker radikalt eller konservativt.

Tænker man radikalt, ønsker man større beføjelser til den danske højesteret og til EF-domstolen. Så ved man godt, at man vil få mere end svært ved at gennemtrumfe sin vilje i det parlamentariske, politiske system. Det vil i fremtiden blive kun vanskeligere at overbevise de europæiske befolkninger om, at de skal give afkald på den suverænitet, de har nydt i kraft af deres nationalstater, for i stedet at overlade magten til et EU, som stort set ingen kan identificere sig med. Og det vil blive endda sværere at overbevise de europæiske befolkninger om, at fortsat masseindvandring fra den tredje verden fører til andet end forfærdende kriminalitet og en fremmedgørelse i egne lokalområder, i sidste ende en trussel mod eksistensen.
Tænker man radikalt, vil man affærdige disse bekymringer. Man vil dybest set være ligeglad med de skæbner, der må betale prisen for opløsningen af den europæiske kulturarv. Det vil man, fordi man teoretisk har udtænkt noget langt bedre, nemlig nationalstaternes afvikling og det multikulturelle samfunds kommen. Og til at realisere denne utopi behøver man domstolene.

Tænker man konservativt, vil man insistere på, at kun ved mådehold og en fastholden af det mindre onde kan man skabe tålelige samfund. Man vil derfor afvise, at dansk suverænitet skal afvikles til fordel for beslutninger truffet af ikke-folkevalgte dommere ved EF-domstolen. Man ved her, at den danske suverænitet har bestået historiens prøve, og at det vil være at spille hasard i løbet af kort tid at afvikle denne.
Tænker man konservativt, vil man være dybt bekymret over en udvikling, hvor Europa går imod en stigende islamisering, og man vil hævde, at flertallets vilje – som den kommer til udtryk ved holdningen i de europæiske befolkninger til islam – må være afgørende for, hvor kontinentet bevæger sig hen. Skal Europa eksperimentere med sin eksistens, eller skal Europa fastholde, hvad det har været gennem 1.500 år, afgørende præget af kristendommen og af de mange folkeslag, der bebor vores del af verden?

Da Norge ophørte at være et vestligt land

2009-01-17T12:56:00.000-08:00

af Morten Uhrskov Jensen

Nedenfor følger min kronik fra Fyens Stiftstidende den 9. januar.

Hvis man generaliserer den menneskelige tilværelse ned til blot fire kategorier, så kan det gøres sådan her. Først har vi mennesket, dernæst familien/klanen/slægten, så kommer nationen og til slut religionen. Det er værd at lægge mærke til, at denne firdeling ofte optræder parvis, forstået på den måde, at en kultur eller civilisation i bredeste forstand vil lægge vægten på to af kategorierne og betone de to andre mindre. De to kategorier, der understreges kraftigst, vil så også nyde en juridisk beskyttelse, som ikke bliver de to sidste til del.
Den vestlige kultur har igennem århundreder gennemgået en udvikling, hvor nationen, men især individet, er kommet til at få en stadig mere fremtrædende placering. For en gammel nationalstat som Danmark kan det måske lyde mærkeligt, men sandheden er den, at det langt fra har været nogen selvfølge i det meste af Europa. Man behøver blot at tænke på stater som Tjekkiet, Slovakiet og på nationerne i det tidligere Jugoslavien såsom Kroatien og Slovenien.
At individerne med de demokratiske forfatninger i Europa fra 1800-tallet og frem har erhvervet en række individuelle, retslige garantier, er vist hævet over enhver tvivl. Tilbageskridtene under det 20. århundredes ulykker har været betydelige, men set over en periode på ca. 200 år har resultatet været flere garantier til individerne, ikke færre. I takt med denne forståelse af individ og nation som beskyttelsesværdige findes der derfor en række paragraffer – enten direkte i forfatningerne eller i de almindelige love – der gør det muligt at sikre individer og nation mod overgreb. For at tage den sidste først beskytter staten sig selv ved at henvise til statens sikkerhed, hvis enkeltpersoner eller grupper truer statens fundament. Og det er værd at lægge mærke til, at denne sikkerhed ikke reelt er statens, men de borgeres, der lever på statens territorium. Da staten nemlig i de vestlige lande er legitim gennem den styreform, den demokratiske, som sikrer borgerne mulighed for indflydelse, bliver statens sikkerhed også til de individers sikkerhed, som ikke truer staten, men er loyale over for den.
Individerne er både sikret gennem frihedsrettighederne, såsom forsamlings- og foreningsfriheden, men individerne er tillige sikret mod ærekrænkende udtalelser rettet mod dem af andre borgere, der uretmæssigt gennem skrift eller tale forsøger at karakterisere enkeltpersoner med betegnelser, der må formodes at nedsætte deres omdømme i offentligheden. Det er nedsættende at blive kaldt fascist, nazist eller racist, hvis man ikke er det, og domstolene vil (med den katastrofale undtagelse i 2003 ved Højesterets kendelse i sagen Pia Kjærsgaard mod Karen Sunds) dømme den person, der uretmæssigt har ytret noget sådant om en anden.

Derimod nyder hverken familien/klanen/slægten eller religionen nogen særlig retslig beskyttelse. Det gør de ikke, fordi der her er tale om grupper eller ideer og ikke individer eller den nation, som individet bebor. Det er hidtil i stigende grad blevet en vestlig tanke, at grupper og ideer ikke kan påregne særskilt beskyttelse, da det netop af hensyn til individerne og nationen må være muligt, også særdeles hårdhændet, at kritisere strukturer, som tilfældet kan være i familien/klanen/slægten, eller tankesystemer, som disse kan blive praktiseret inden for religioner. Og det er ikke tilfældigt, når nu vægten lægges på individ og nation. Disse kan nemlig potentielt trues af f.eks. klanstrukturer, der ikke anerkender individernes ret til selvbestemmelse, og religionen kan potentielt true staten (og derved individerne), hvis en specifik religion fordrer en særlig ikke-demokratisk måde at indrette samfundet på.
Der kan derfor ikke være tale om et tag-selv-bord. Enten beskyttes individerne og staten, eller også trues disse af familiens/klanens/slægtens og religionens krav om tilsidesættelse af individernes rettigheder og af statens ret til at beskytte de individer, der er loyale over for den demokratiske samfundsorden. Anerkendes familiens/klanens/slægtens og religionens særlige krav på retslig beskyttelse, så eroderes den legitime stat, og så eroderes de individuelle rettigheder.

Alt dette er aldeles banalt, eller det burde i det mindste være det. Når det er nødvendigt at genopfriske disse helt afgørende forudsætninger for det vestlige demokrati, så er det takket være den norske regering og (ser det ud til i skrivende stund) det norske Storting.
På den norske regerings hjemmeside, www.regjeringen.no, fremgår det, at regeringen er ved at lægge sidste hånd på et lovforslag, der effektivt vil gøre op med den vestlige måde at tænke individ og nation på. Da regeringen råder over et flertal bestående af mandaterne fra Arbeiderpartiet, Socialistisk Venstreparti og Senterpartiet, må det forventes, at loven går igennem. Resultatet af loven vil være skrækindjagende og vil effektivt kvæle kritik af især religioners struktur og ønsker om at præge samfundet. Samtidig vil individets retsbeskyttelse mod ærekrænkende udtalelser ophæves fuldstændigt, og det vil herefter være muligt at kalde en hvilken som helst enkeltperson hvad som helst.

Under overskriften »Ytringsfriheten styrkes – straff for ærekrænkelser oppheves« står der (min oversættelse), at »regeringen går ind for at ophæve straffebestemmelserne mod ærekrænkelse i forslaget til ny straffelov. – Vi må reagere med andre sanktioner end straf mod ærekrænkelser«. Justitsminister Knut Storberget udtaler videre, at de fleste strafpådragende ytringer i fremtiden vil blive dækket af anden lovgivning, såsom bestemmelserne om »hadefulde ytringer«. Under dette skin hævder justitsministeren altså, at personer, der beskyldes for f.eks. fascisme, nazisme eller racisme, vil være beskyttet »af anden lovgivning«. Det kræver kun ringe fantasi at se for sig, at personer, der mener at se racisme alle vegne, vil hævde, at deres offer skam er racist, blot i en definition, som de selv og deres meningsfæller har udtænkt. Den danske Højesterets dårlige jura fra 2003 førte trods alt ikke med sig en afskaffelse af ærekrænkelse, da der blot var tale om en ringe dom. Den norske regering derimod er klar til at tage skridtet fuldt ud og lovliggøre ulovligheden, nemlig at krænke en specifik enkeltperson på dennes ære.

Men det bliver endnu mere muntert. Under overskriften »Bedre vern mot hatefulle ytringer« kundgør regeringen, at den »vil udvide strafbarheden om hadefulde ytringer således, at den omfatter kvalificerede angreb på religion eller livssyn. – Vi får et bedre værn mod stærkt krænkende ytringer, samtidig med at hensynet til ytringsfriheden bliver varetaget«. Og der argumenteres videre således: »Et straffeansvar, som værner forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, kan afværge alvorlige konflikter i samfundet. Mange kan opleve sådanne angreb krænkende«.

Den norske regering har hermed forladt den vestlige måde at tænke på. I fremtiden bliver det i Norge strafbart at angribe tankesystemer, som religion er. Og individet, som måtte ønske at kritisere ideer udsprunget af bestemte opfattelser om samfundets indretning, kan følgelig få en dom for, at han eller hun har overtrådt landets lov. Individet kan nok så meget forsvare sig med, at det ønskede at kritisere en bestemt idé om at indrette samfundet ikke-demokratisk. Det er alt sammen lige meget. Individet har ikke længere denne ret, men må tie med forhold, der kan bringe både individet og nationen i fare. Nationen, fordi den så ikke længere kan beskytte de loyale borgere, og individet, fordi dette kan risikere at miste sine rettigheder, skulle en alternativ ikke-demokratisk samfundsorden få vind i sejlene. En samfundsorden, hvor individet ikke længere har de rettigheder, som den vestlige kultur har skabt for sig selv gennem de sidste ca. 200 år.

Det norske Storting er på vej til at vedtage en lov, der effektivt gør det klart, at landet har tænkt sig at forlade den vestlige tanke og i stedet at styre hen imod et samfund, der i bedste fald kan ses som et eksperiment, i værste fald som et mareridt for de individer, der må udholde at leve under en samfundsorden, hvor nationen har glemt, hvorfor den er en nation, og hvad det vil koste at have en sådan glemsomhed.

Kulturkampen er ved at blive til virkelighed

2009-01-15T05:38:00.001-08:00

Uddrag fra Søren Krarup: "Et godt år", Tidehverv, Nr. 1, januar, 2009, s.1-2.

http://tidehverv.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=789

[…]

Der sker noget i Danmark. Der har fundet en kulturkamp sted. Den udfolder sig fortsat. Det tegner til et godt år.
*
Også selv om Systemskiftet af 2001 er ved at blive rullet tilbage og den politiske dagsorden mister sin friskhed og substans. Vores statsministers udvikling er i mine øjne en sørgelig historie. Dette dygtige, karakterfulde menneske, som i sin nytårstale 2002 proklamerede kulturkampen som det egentligt afgørende, hvis udfald ville være bestemmende for Danmarks fremtid, antager i stadigt stigende grad skikkelse af en ordinær politiker, som ikke er bundet af andet end karriere og succes. Jeg troede, han var bundet af Danmarks skæbne og dansk kulturs eksistens. Jeg troede derfor, at han i virkeligheden var skeptisk over for EU og havde hjertet med i Muhammedkrisens opgør med islamisme og lovreligiøs fundamentalisme. Jeg troede, det var kristendom og danskhed, der var hans uopgivelige udgangspunkt - selv om jeg havde forståelse for, at en statsminister ikke kan handle og tale på samme måde som os andre.
Men meget tyder på, at jeg tog fejl. Meget i det forløbne år peger på, at Systemskiftets friskhed er i aftagende og ved at blive afløst af det velkendte fedteri for medier og meningsmålinger og det politisk korrekte. En "grøn" statsminister - det var ikke det, vi forventede. En EU-taktiker, som synes at vente på lejligheden til at lokke sit folk ind i den overnationale gummicelle og nægte danskerne mulighed for at stemme nej til gummicellen. En Anders Fogh Rasmussen med flere, for hvem intet er vigtigere end partiet og det taktiske spil på Christiansborg og i Bruxelles.
Det var ikke dette, der lå i det så optimistisk proklamerede Systemskifte, og samtidig med, at denne udvikling sætter min politiske naivitet i perspektiv, tegner de opmuntrende oplevelser i Aalborg og Aarhus og andetsteds et billede af en ikke-politisk bevægelse, som i anden og også dybere forstand betegner et systemskifte. I åndelig henseende, i folkelig og kulturel forstand, en problemstilling, der ikke henholder sig til mandater og succes, en national, ja eksistentiel selvbesindelse, som gør kristendom og danskhed til andet og mere end et slagord.
Det er denne bevægelse, der varsler et godt år. Og som jeg altså møder stadigt flere udtryk for. Jeg læser f.eks. med megen glæde, hvad tidsskriftet Nomos skriver, ligesom det er opmuntrende at deltage i de møder, Nomos arrangerer, og høre de selvstændige og uortodokse indlæg og foredrag. Her tænkes der nyt. Her bliver gamle problemstillinger brudt op. Morten Uhrskov Jensen og hans medarbejdere gør et godt arbejde, der er så fornyende, at der må være øren for det i Aalborg og Aarhus.
Jeg vil anbefale Nomos, næste gang jeg kommer dér.
*
Et nyt skud på det folkeligt-kulturelle træ, som lykkeligvis synes at slå rod på vore universiteter, er det netop udkomne blad Critique, som nogle studenter i Aarhus har startet. Jeg vil anbefale bladet på det bedste. Det udgives af studenter, der kalder sig konservative, og den konservatisme, som Critique står for, er ikke politisk i dårlig forstand, men søger mod det principielle eller grundlæggende.

[…]

Den sidste udgivelse, der skal omtales i denne sammenhæng, er bogen "Den borgerlige Orden", som udkom på Gyldendal for et par måneder siden, og hvor undertitlen "Tanker om borgerlighed og kultur" ikke er tomme ord. For der er både tænksomhed, omtanke og sans for, hvad kultur og borgerlighed egentlig er, i denne bog, som således føjer sig ind i en voksende bevægelse i nutiden, og bogen fortjener en grundig anmeldelse. Den vil den også få. Her skal der kun peges på, hvorledes en kulturkamp er i gang og fører til initiativer og bøger, som sætter en ny problemstilling ved at gøre det evigt aktuelle, for så vidt det konservative, nyt og uafviseligt.
Lad os glæde os over det! Lad os i det politiske systemskiftes forfald glæde os over det åndelige og kulturelle systemskifte, som ingen kan være blind for. Kulturkampen er faktisk ved at blive til virkelighed. Man møder den overalt - også i Aalborg og Aarhus.
Den lover os et godt år.

Venstrefløjen og Krystalnatten

2009-01-11T03:10:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Igennem en årrække har den yderste venstrefløj brugt Krystalnatten (d. 9. november) til at markere deres utilfredshed med den danske udlændingepolitik. Under paroler som ”Ja til solidaritet, nej til racisme og fremmedhad” har foreninger med tilknytning til det autonome miljø (f.eks. Foreningen Demos) skamreddet denne tragiske mindedag for egen vindings skyld. Venstrefløjens kamp mod regeringens udlændingepolitik skulle således ses i lyset af en historisk kamp mod nazismen.

Men hvor hult og hyklerisk disse kredses anvendelse af Krystalnatten i virkeligheden er, viser sig netop nu. Det selv samme autonome miljø ses således i disse dage hånd i hånd med stærkt racistiske antisemitter i demonstrationer mod Israels ret til at forsvare sig mod Hamas’ terror.

At der eksisterer varme følelser mellem ledende palæstinensiske kredse og den nazistiske ideologi er ikke noget nyt. Allerede i 1930’erne eksisterede der en tysk-arabiske alliance, hvor stormuftien af Jerusalem, Amin el-Husseini, havde tætte forbindelser til de nazistiske spidser som f.eks Heinrich Himmler (se f.eks. Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina. Informations Forlag 2008).

I de muslimske lande i dag publiceres der nærmest dagligt grove antisemitiske karikaturer i statslige medier. Adolf Hitlers Mein Kampf går som varmt brød ligesom det gamle antisemitiske smædeskrift Zion Vises Protokoller. Sidstnævnte er i 2002 endda blevet anvendt som grundlag for antisemitisk tv-serie i fyrre afsnit produceret i Ægypten.

Denne racisme og sympatien for nazismen kommer ligeledes bevidst til udtryk ved de muslimske gruppers anvendelse af den gamle nazihilsen – den fremstrakte højre arm.

Denne hilsen blev brugt ved en anti-israelsk demonstration så sent som i går her i Danmark. En større forsamling havde samlet sig på Rådhuspladsen i København til støtte for staten Israel. Disse blev dog mødt af grupper af Hamas-sympatisører, der brugte lejligheden til at heile hen mod forsamlingen, der talte adskillige jøder.

(Fra Snaphanen, der ligeledes har en videosekvens)

Man må jo håbe, at Dokumentation og Rådgivningscentret er opmærksomme på disse tendenser. En ting står i hvert fald fast efter disse optrin. Den yderste venstrefløj, der i denne tid hellere end gerne slutter sig sammen med nazistiske palæstinensere, har nu mistet enhver moralsk ret til på noget tidspunkt at anvende Krystalnatten til noget som helst. Hykleriet er afsløret. Føj!

Huntingtons konservatisme

2009-01-04T12:02:00.000-08:00

Af Kasper Støvring

Blandt de mere absurde fortolkninger af nyligt afdøde Samuel Huntingtons politiske ståsted hører den, at den fokætrede politolog skulle være en slags godfather for neo-konservatismen og således billige Irakkrigen. Hvis man altså forstår krigen som et forsøg på at indføre de ”universelle” værdier om demokrati og menenskerettigheder i et land med en helt anden kultur end den vestlige.
Huntington var tværtimod klassisk konservativ. Det fremgår allerede af hans paradigme om civilisationernes sammenstød, der selvfølgelig stadig har relevans som en forklaring på konflikterne efter den kolde krig. Det gælder især de to bærende teser. For det første, at de vigtigste konflikter i verden ikke er ideologiske, men kulturelle. Og for det andet, at modernisering ikke medfører vestliggørelse, men tværtimod revitalisering af partikulære kulturelle identiteter.
Clash-paradigmet indebærer også et relevant konservativt budskab, som jeg i det følgende vil reflektere over i anledning af Huntingtons død. Nemlig at vi indenrigspolitisk afviser multikulturalismen, der forener en utopisk idé om kulturel sameksistens med en dekonstruktion af den historisk fremvoksede kernekultur, der bærer de vestlige nationer (selv om multikulturalismen er en vestlig opfindelse, er den en anti-vestlig ideologi).
Samtidig bør vi udenrigspolitisk besinde os på verdens multipolære karakter. For at sige det populært: Vi bør være multikulturelle ude og nationale hjemme.
Især Irakkrigen har vendt universalismens drøm om demokrati til et mareridt for Vesten. Irakkrigen startede som en sikkerhedspolitisk intervention, men udviklede sig siden til et universalistisk demokratiprojekt. Dette mislykkede forsøg på at demokratisere Irak kalder på selverkendelse og selvbesindelse. For de demokratiske værdier er måske nok universelle i den forstand, at de principielt kan udbredes til hele kloden. Men omvendt må vi erkende, at de kulturelle forhindringer er så enorme, at vi gør bedst i at vågne af den feberhede drøm at demokratisere fremmede lande.
Det er klart at se, hvorfor denne drøm er opstået: Da Muren faldt i 1989, vandt demokratiet, sagde man. Derfor var man animeret af oplysningstidens idé om, at demokratiet var universelt i den forstand, at det lod sig udbrede til hele verden; det udsprang ikke af en partikulær kultur. Krigen på Balkan havde desuden vist, at man med succes kunne intervenere militært ud fra moralske idealer.
Herfra drog man en generel lære: det måtte jo også gælde i Irak. Men det var naivt. At man tog fejl skyldtes kort sagt, at man var til fals for idealisme. Det er ikke de politiske realister, men de utålmodige idealister, der nu må komme til besindelse.
Forskellen mellem neo-konservative og klassisk konservative som Huntington kan vise noget vigtigt om Irakkrigen som et demokratiprojekt – og om grænserne for dette projekt. De neo-konservative, der lagde planen for den amerikansk ledede intervention, er netop en slags utålmodige sjæle. De betoner på aktivistisk vis universalismen, imens de klassisk konservative besinder sig på de særlige kulturelle forudsætninger for demokratiet.
Neo-konservative er opflammet af det, idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz i en anden sammenhæng har kaldt ”den historiske passion”. Denne passion begyndte at brænde igennem i oplysningstiden, og den lærer, at alt, hvad der er vigtigt i livet, er historisk. Som Schanz gør opmærksom på, betyder det historiske ikke bare menneskeskabt forandring, men det, der altid kan være et projekt for menneskelig skaben.
Historie blev dermed et fremtidsanliggende, hvilket var tydeligst hos Karl Marx, der mente, at fremtiden kunne skabes ved den rette brug af fornuften. De neo-konservative forkæmpere for demokratiet er, skønt aldeles kritiske over for marxismen, på en måde elever af Marx. De er grebet af det ideal, at det liberale demokrati ganske vist historisk har rødder i en bestemt grund, nemlig den vestlige kultur, men at demokratiets frø sagtens kan plantes i fremmed jord og spire frem, så det med tiden vil blomstre så frodigt som i Vesten. De demokratiske friheds- og lighedsprincipper opfattes netop som universelle.
Som hos gamle Marx og hans endnu ældre læremester den tyske filosof Hegel gælder det om at udgrunde historiens lovmæssigheder. Og har man først opdaget den historiske logik, så ser man sig også i stand til at forklare, hvorfor demokratiet vil vinde stadig større udbredelse, efterhånden som historien skrider frem.
Dét var som bekendt Fukuyamas tese efter Murens fald. De neo-konservative går et skridt videre og stiller sig selv i historiens tjeneste. De arbejder aktivt med på demokratiets udbredelse på basis af en “missionær entusiasme”.
En konsekvens af den historiske passion er forkastelse af traditioner. Hvorfor? Fordi kulturelle traditioner udgør forhindringer for ønsket om at indrette historien som et bevidst menneskeligt projekt.
Det gælder også det irakiske demokratiprojekt, der er blevet lanceret med det afslørende slagord nation building – som om man kan bygge nationer, ligesom man kan bygge broer, veje og dæmninger. Men nationer er ikke bevidste konstruktioner rejst af sociale ingeniører. De er derimod historisk fremvoksede kulturfællesskaber.
At traditioner kan udgøre forhindringer for demokratiets virkeliggørelse er oplagt. Demokrati kan vanskeligt indføres i en kultur, hvor der er tradition for fundamentalistisk dyrkelse af religionen; hvor der er et fatalistisk syn på skæbnen; hvor der er et ortodokst syn på uddannelse; hvor arbejde opfattes som et onde; hvor korruption tolereres; hvor man primært er loyal over for familien, stammen eller klanen, og hvor fremmede omfattes med mistillid; hvor der er en stærk autoritetstro, og hvor magten er centraliseret og udøves vilkårligt. Og så videre.
I Irak hersker mange af disse traditioner, og derfor må neo-konservatismen tage form af en radikal ideologi: Den gamle samfundsindretning må smides på historiens mødding, for at det nye samfund kan vokse frem.
Nu vil den opmærksomme læser tænke, at en sådan radikal konservatisme i grunden er en selvmodsigelse. Konservatismen er jo anti-revolutionær og anti-utopisk, for så vidt som den ønsker at bevare det givne.
Men sådan ser det slet ikke ud for de neo-konservative. De ønsker at skabe det bevaringsværdige, netop fordi også de vil bevare de gamle værdier og den gamle orden, som de kender fra deres egen kultur. Når de neo-konservative ønsker en aktiv indgriben over for de despotiske regimer, så er der tale om en abstrakt form for fremskridtsoptimisme. De forestiller sig, at noget radikalt anderledes i fremtiden vil vise sig i kraft af denne i grunden idealistiske utopi om genskabelse.
Her er det, at klassisk konservative må mane til besindelse på, at der er grænser for demokratiprojektet, for menneskers evne til at manipulere med og bemestre dets omgivelser. Heraf følger opgøret med traditionshadet og den historiske passion, altså med dogmet om, at alt, hvad der er vigtigt i livet, er historisk. Det gamle er ikke noget, der endegyldigt kan lægges bag, og vores tid adskiller sig ikke skarpt fra tidligere tider. Tværtimod lever tidligere tiders forestillinger videre i os. Tilsvarende er traditioner ikke blot snærende bånd, men er med til at give livet mening.
Hvilke politiske konsekvenser har det? Klassisk konservative afviser en aktivistisk udenrigspolitik og besinder sig i stedet på realismen. Akkurat ligesom Huntington. Realismen foreskriver, at nationer må gøre, hvad der er i deres interesse og overlade andre nationer til deres egen skæbne.
Men dertil må man ganske vist tilføje, at det ikke altid er i egen nationale interesse at overlade andre til deres skæbne. Når islamiske terrorister har haft held med deres destruktive forehavender, skyldes det netop, at vi i Vesten først sent efter Murens fald har erkendt, at vi stadig har fjender, og at de næres af fejlslagne stater.
Fjender må bekæmpes, af og til med magt, blot ligger der heri ikke et entydigt svar på, om det var en klog beslutning at intervenere i Irak. Men et bestemt motiv bag interventionen burde kunne bakkes op af både konservative og neo-konservative: at det var i de vestlige nationers sikkerhedspolitiske interesse.
De konservative og neo-konservative adskiller sig altså ikke i synet på anvendelsen af magt for at forsvare nationen. De ser først og fremmest forskelligt på ideen om, at oplysningens værdier er universelle og potentielt universaliserbare. Det troede også Hegel og Marx.
Men konservative har altid været tilbøjelige til at mene, at disse værdier netop er bundet til en bestemt kulturel horisont. De vestlige værdier og demokratiske institutioner er biprodukter af en særlig kristen kultur. Som sådanne vil de vanskeligt, og måske aldrig, slå rod i ikke-kristne kulturer.
Der vil i hvert fald blive tale om et helt andet form for demokrati, sådan som vi for nylig har været vidne til i Det Palæstinensiske Selvstyre og i Irak. Med det frie valg følger her afviklingen af den liberal-demokratiske frihed.
Konservative vil gang på gang understrege, at det sekulære, liberale demokratis historiske oprindelse ligger i kristendommen. Det moderne demokrati er simpelthen en sekulær udgave af den kristne doktrin om menneskets universelle værdighed. Altså det, der i dag opfattes i ikke-religiøse termer som menneskets rettigheder.
Denne rent historiske forklaring kan der måske nok være enighed om blandt konservative og neo-konservative. Men det afgørende stridspunkt, som vi hele tiden går ud fra – og hele tiden vender tilbage til – er altså striden om, hvor vidt de vestlige værdier er universelle. Eller om de blot på dette givne tidspunkt i historien nyder udbredelse i en kultur, der måske kun midlertidig står stærkt i verden.
Ifølge denne konservative opfattelse kan vi ikke sige noget endegyldigt om, hvordan fremtiden vil se ud, for historien er som helhed en åben og uforudsigelig proces. Det er ikke historien, men snarere den stærke tro på universalismen, der er ved at nå sin afslutning.

(Det ovenstående bygger på min artikel ”Universalismens afslutning?” i Morten Uhrskov Jensen (red.): Jorden tro (2007)).

En smule kamp, måske?

2008-12-31T18:20:00.000-08:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Jeg udfordrede i Weekendavisen den 23. december Jens-Martin Eriksen til enten at beklage sin brug af tyske gloser (Weekendavisen 12. december) eller til direkte at kalde mig nazisympatisør. Han synes at ville gøre ingen af delene.

Det ærgrer mig noget, at Jens-Martin Eriksen ikke vil lege med. Jeg så ellers for mig, at det omsider var muligt at diskutere teserne i Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog Adskillelsens politik. Jeg tog fejl. Hverken Stjernfelt eller Eriksen orker tilsyneladende at spille bold med dem, som er deres primære modstandere, nemlig dem til højre. Og det er da egentlig mærkeligt, når vi nu har noget at sige om deres bog. Vi kunne f.eks. beskylde dens overordnede tese for at være noget makværk, idet den kun bygger på forfatternes forestillinger om verdens ideelle beskaffenhed, ikke om verdens faktiske tilstand. Men det er svært for os at skabe en debat om ovenstående, idet Stjernfelt og Eriksen synes at have det bedst, når de har uhindret adgang til Weekendavisens spalter, samtidig med at de ikke behøver at besvære sig med gendrivelsens svære kunst. Måtte Stjernfelt og Eriksen også fremover have held med deres forehavende. En vis skadefryd må dog være mig forundt, når jeg konstaterer, at Stjernfelt og Eriksen således ikke ønsker eller evner at deltage i debatten, andet end som udråbere af det sidste nye fra den kulturneutrale front.

DR: Muslimer sikrer julen

2008-12-25T03:14:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

DR Nyhederne på P2 kunne denne juledag kl. 11 bringe en rigtig feel-good-historie. Det var nærmest muslimerne i landet, der sikrede, at danskerne kunne fejre juleaften. For mens danskerne gerne ville være hjemme sammen med familien, så tog muslimerne gerne vagterne denne aften rundt omkring på de danske arbejdspladser. Det var f.eks. fortrinsvis muslimer, der kørte taxa julenat.

Er det ikke bare godt! Nu er der altså hele to gode grunde til den muslimske masseindvandring. Den nærorientalske og muslimske kulturberigelse hviler nu på to søjler:

1) Opskriften på kebab
2) Taxa juleaften.

Måske skulle det tilføjes, at andre muslimer i Gellerup også var med til at sikre julefreden. Jyllandsposten skriver, at fem store vinduer i Gellerup Kirke blev smadret midt under julegudstjenesten tilbage i 2004. Der var sandsynligvis tale om særdeles kraftige kanonslag, der blev bragt til sprængning tæt på kirken.

Siden har man under gudstjenesterne oplevet indbrud i biler tilhørende kirkens gæster, og i løbet af 2008 har der været fem indbrud i kirkens lokaler.

Og tirsdag i sidste uge brød ukendte gerningsmænd så ind i kirken og forsøgte at påsætte en brand ved at fyre op under en dug i menighedslokalet. (Gad vide hvorledes mediernes reaktion ville være, hvis en moske led samme skæbne?)

Kirken er nu sikret med indbrudsalarm – MEN samtidig har kirken fået to muslimske vagter, der sørger for ro. Vagterne ”nyder respekt fra områdets unge ballademagere”, lyder det. Så de er åbenbart de helt rigtige til opgaven. Jo, vi har skam meget at takke muslimerne for…Glædelig jul.

Om en spasmager

2008-12-23T15:49:00.000-08:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Herunder følger så mit svar til Jens-Martin Eriksen, som det stod at læse i Weekendavisen tirsdag den 23. december. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at han mener, at vi er rigtig slemme, og jeg vil sådan håbe, at hans natur går over hans optugtelse, så vi - Eriksen og jeg - kunne tage en holmgang i retten. Som jeg skriver, tror jeg dog ikke rigtig på det. Jeg er bange for, at han mangler karakter og, hvad ved jeg, måske penge.

Om antydninger

I et slet skrevet essay (WA 12-12) – tungt sprog samt unødvendig brug af fremmedord for at stive sig af – viser Jens-Martin Eriksen sin begejstring for bestemte tyske gloser. Sympathisanten, Aktivisten, Machtergreifung og Dolchstoss bliver det til. Alle ordene anvendes som markører for danskere, der politisk definerer sig som nationalkonservative. Som redaktør af det nationalkonservative tidsskrift Nomos er jeg en af de udvalgte.
Fik læseren mon de rette associationer? Det vil jeg tro. Ved hjælp af antydningens beskidte kunst får JME stemplet nationalkonservative som tilhængere af støvletrampende ideologier.
Jeg synes, JME skulle gøre én af to ting: han kan uforbeholdent undskylde, at det gik helt galt for ham, da han skrev bemeldte essay, eller han kan beskylde f.eks. mig personligt for at nære nazisympatier. I det sidste tilfælde kan jeg så trække ham i retten og få ham dømt for bagvaskelse.
Jeg tror, at JME er for ussel til at gøre nogen af delene. Jeg tror, han foretrækker også i fremtiden at benytte sig af en underlødig sprogbrug. Der findes en vending, som lyder sådan her: »og præsten hævede stemmen, idet argumentationen var svag«. Den passer godt på JME (og på Frederik Stjernfelt, når de to skriver bøger sammen som Adskillelsens politik). De er politisk uenige med folk på højrefløjen. Ergo må disse indirekte karakteriseres som fascistoide, men det bliver netop altid ved antydningerne. O tempora, o mores, hvilken intellektuel stand, vi har i dette land.

...Og sidste nyt fra Gyldendal

2008-12-22T06:50:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Så er den her – Gyldendals nye tilbudsoversigt til gymnasieskolernes fagudvalg. Her kan landets fagudvalg få et overblik over Gyldendals nye fagbøger til undervisningen i gymnasiet og på HF.

Til samfundsfag tilbydes:

Den arabiske verden. Baggrund – mangfoldighed – perspektiv. Forfatterne er (naturligvis) Jørgen Bæk Simonsen og Birgitte Rahbæk.

Desuden:

Menneskerettigheder, demokrati og retssamfund, forfattet af Anette Faye Jacobsen. Forsiden er prydet med et billede af knælende fanger på Guantanamo-basen. Sådan!

Det er godt at vide, at den danske gymnasieungdom har nogle ordentlige fagbøger med den rette vinkel på samfundsdebatten…

Sidste nyt fra højrekulturalismen

2008-12-17T11:32:00.000-08:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenstående var mit oprindelige svar til Jens-Martin Eriksen i anledning af hans essay i Weekendavisen den 12. december. Det blev skønnet at være for langt, og derfor bringer Weekendavisen tirsdag den 23. december et kort indlæg af mig, hvor jeg udelukkende kommenterer den del af Jens-Martin Eriksens essay, der handler om at karakterisere nationalkonservative som brune i kanten eller det, der er værre.

Fra den højrekulturalistiske fløj

WA bragte den 12. december et essay af forfatteren Jens-Martin Eriksen (JME) i kultursektionen med titlen »Payback time«. Som i bogen Adskillelsens politik, som JME har skrevet sammen med Frederik Stjernfelt, identificerer han tre fronter på den hjemlige politiske scene, nemlig venstre- og højrekulturalismen og så den tredje position, som JME (og Stjernfelt) står på.
Jeg er selv en af højrekulturalisterne (jeg ville aldrig selv anvende den betegnelse om mit eget ståsted, men jeg går i det følgende med på spøgen), og det nationalkonservative tidsskrift Nomos, som jeg er redaktør af, nævnes eksplicit i essayet. Jeg har endvidere med interesse læst Stjernefelt og Eriksens bog og vil på denne baggrund give mit besyv med, men først en sproglig bemærkning.
JME synes at have en forkærlighed for tyske gloser. Ordene Sympathisanten og Aktivisten bruges et antal gange om de passive henholdsvis de aktive højrekulturalister. Derudover optræder begreberne Machtergreifung og Dolchstoss en enkelt gang hver, også i forbindelse med højrekulturalisterne. De to sidste termer forbindes helt entydigt med nazismen, selv om dolkestødslegenden havde tag i flere tyskere end de nazistiske af slagsen. JME´s hensigt er derfor tydelig. Højrekulturalister skal kædes sammen med en bevægelse, som har begået unævnelige forbrydelser. Jeg skal ikke optræde fornærmet, da JME´s slet skjulte bagvaskelse er en kendt del af det spil, der spilles i vor tid. Jeg konstaterer blot, at smædeordene også her klæber til afsenderen og ikke til modtageren.

Så til min egen position som højrekulturalist. Det er korrekt, at jeg tillægger kulturen i bred betydning en overordentlig stor betydning for dannelsen af identitet hos mennesker. Et menneske – lad os sige en vesterlænding – kan godt aktivt vælge at forlade sin kultur og blive f.eks. muslim eller kosmopolit, men min påstand er, at det vil kun de færreste gøre. At JME teoretisk har ret i, at kultur ikke er en for én gang fastlåst ting, ændrer i praksis ikke en tøddel ved, at det overvældende flertal af mennesker identificerer sig med den kultur, de er født ind i. Stjernfelt og Eriksen postulerer gentagne gange i Adskillelsens politik, at kulturbegrebet er plastisk, men de gør intet forsøg på at vise, at det også forholder sig sådan i virkeligheden. Deres position er i bedste (eller værste) franske oplysningsstil, at vi ved fornuften og kun den kan tænke mennesket universelt og ikke partikulært.
Ud fra den her skitserede position er det logisk, at jeg finder den store og voksende, især muslimske, indvandring til Europa stærkt bekymrende. Den er for mig at se potentielt katastrofal, og det ville være tåbeligt ikke at operere med muligheden af et fuldstændigt sammenbrud af den europæiske, vestlige kultur. I hvert fald står det klart, at indvandringen til Europa over de seneste årtier har været i alt væsentligt negativ. Ghettodannelser, kriminalitet og særkrav fra først og fremmest muslimske grupper er realiteter, der burde overtyde europæerne om, at den førte politik har været en ulykke. Det burde derfor også være indlysende, at nærmest enhver indvandring fra tredjeverdenslande – og igen: især muslimske lande – skal stoppes så hurtigt som muligt. Derefter bør en kontant assimilationspolitik iværksættes, så det bliver muligt at indoptage de mange millioner muslimer, der i dag ikke ønsker denne tilpasning. Jeg vil gerne diskutere indholdet af en sådan assimilationspolitik, men da dette ville være mindst et essay i sig selv, skal jeg indskrænke mig til at nævne, at et stop for religiøse særkrav i sig selv ville gavne betydeligt.

Jeg har fundet stor fornøjelse af at læse JME´e hudfletning af venstrekulturalisterne. Som JME skriver, så har »De venstrekulturalistiske intellektuelle og især forfattere…udtømt deres lager af ammunition«. Og det er jo sandt. Ingen position er vel i dag mere håbløs end venstrefløjens kulturrelativisme. Fra Jørgen Bæk Simonsen over Institut for Menneskerettigheder og til Tøger Seidenfaden hersker en blindhed over for de fænomener, vi er vidner til, og som i historiebøgerne vil blive beskrevet med undren. Synspunkterne på denne fløj er så blottet for logik og sund fornuft, så de til fulde bekræfter George Orwells sentens om, at »Man skal være intellektuel for at tro på noget sådant, intet almindeligt menneske ville være så tåbeligt«. Hvad angår disse afsnit, har JME og jeg intet udestående med hinanden.

Det har vi derimod, når det kommer til spørgsmålet om befolkningens holdning. Jeg håber og tror, at JME har ret i, at flertallet af den danske befolkning støtter sig til højre- snarere end til venstrekulturalisterne. Og hvorfor mon flertallet gør det? Det kunne jo være, fordi flertallet kan se, at kulturer ikke er plastiske, men er grundet i sæder og skikke og uudtalte holdninger, som måske nok er svære at definere, men som næsten er så meget desto mere en realitet. Det kunne være, at der er noget virkelig virkeligt, som større og større dele af befolkningen oplever i deres dagligdag, nemlig fremmedgørelsen i egne boligområder og lokalområder samt fornemmelsen af en trussel mod eksistensen. JME synes derimod at mene, at bedre forklaringer – mere ren fornuft – kunne have afværget miseren. Vanskeligheden er blot, at JME synes at forudsætte, at der ikke ville være noget problem, hvis de korrekte universalistiske holdninger gennemsyrede den danske og den europæiske debat. Men det forudsætter, at disse holdninger kan tvinges igennem uden at overveje, om den muslimske indvandring i sig selv udgør et problem.

Og så er vi fremme ved min sidste indvending. I JME´s essay og i Adskillelsens politik fremgår det ikke én eneste gang, at der har været overvejelser om de konkrete virkninger af den muslimske indvandring. Hver gang Jens-Martin Eriksen eller Frederik Stjernfelt skriver eller udtaler sig, sker det uden referencer til faktisk indtrufne begivenheder. Det synes ikke at interessere JME eller Stjernfelt, hvordan den for nærværende danske og europæiske udlændingepolitik fungerer. Det interesserer ikke at undersøge, hvilke virkninger der kan iagttages i lokalområder og i forholdet til tillid mellem borgerne. Den tredje position – den absolutte oplysningstanke – synes at være indifferent over for de faktisk indtrufne begivenheder, men bekymrer sig så meget desto mere om sit teoretiske udgangspunkt, som så til gengæld ophøjes til noget ikke-diskuterbart, til noget hinsidigt.

Kaj Munk: Om pacifisme (1943)

2008-12-13T02:13:00.000-08:00

[Kaj Munks svar på henvendelse fra Elsebet Kieler vedrørende den kristnes pligt til at overholde det femte bud om ikke at slå ihjel]

Vedersø 3/6 '43

Kære Frøken Elsebet

Brænd al den litteratur – den er så ligegyldig i øjeblikket, eller en klods om benet – og lær at bruge et maskingevær. Det er Kristi mening, at man skal hjælpe enker og faderløse, og det kan man bl.a. ved at skyde røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke kristendom at lade andre tage forsvarskamp og kval på sig og selv sidde og gå op i nirvana. Det er opium og lastefuldhed. Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.

Deres hengivne
Kaj Munk

[Påførte efterskrifter:]

Den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværd. Ja, netop! Godt også Kristi folk kan bruge sværdet.

Vås at gemme Guds ord i hjertet. Guds ord skal ikke gemmes. Leve Absalon!

- Fra J. Kieler: Hvorfor gjorde I det? Personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning. Kbh. 1993

Flere citater fra besættelsestiden

Konklusion: Ingen argumenter for multikulturen

2008-12-05T10:46:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Som det fremgår af indlægget nedenfor, har Kasper Støvring og Morten Ebbe Juul Nielsen netop udgivet antologien, Den Borgerlige orden. Jeg har selv haft den ære at bidrage til værket. Mit bidrag bærer titlen, ”Længe leve mangfoldigheden? – Betragtninger angående multikulturen”. Heri opridser jeg en række forhold, der illustrerer kulturens betydning for identitet og fællesskaber samt for disse fællesskabers sammenhængskraft (social kapital). Bl.a. med reference til sociologiske undersøgelser foretaget af f.eks. R.D. Putnam og A. Alesina (bare for at nævne nogle få) påvises det blandt andet, at monokulturelle samfund, set i forhold til multikulturelle samfund, bygger på en højere grad af tillid mellem borgerne og større tillid til de fælles institutioner (der dermed er mere funktionsdygtige). Desuden viser adskillige internationale undersøgelser, at monokulturelle samfund er rigere, mindre korrupte, politisk stabile og mere succesfulde m.h.t. udviklingen af demokrati. Disse kendsgerninger gennemgås på 20 sider og den afsluttende bemærkning lyder: ” Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet. Men egentlig burde man jo afkræve multikulturalisterne klare svar på, hvad de i grunden forestiller sig af fordele ved en multikulturel udvikling. Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne med hensyn til multikulturens pludselige fremtidige velsignelser. Hvorfor skal vi opgive et kulturelt homogent samfund, når det tydeligvis indebærer så mange fordele?”

Det sidste var jo tænkt som en provokation og i forbindelse med anmeldelserne af bogen kunne det jo så have været interessant, hvis nogle havde taget handsken op og fremkommet med nogle saglige argumenter for multikulturen. I skrivende stund er dette imidlertid endnu ikke sket. Og jeg tænker mit.

D. 10 november anmeldte Mikael Bonde Nielsen bogen på netavisen 180 Grader. Denne netavis har jo defineret sig selv som borgerlig. Og for folkene bag avisen betyder borgerlighed liberalisme og dyrkelse af det frit i luften svævende individ, der ikke kan forpligtes på nogle former for fællesskab – heller ikke når det gælder et kulturelt eller nationalt fællesskab. Og denne drengerøvsliberalisme mærker man da også tydeligt bag Mikael Bonde Nielsens kommentarer. Jeg vil dog begrænse mig til hans kommentar til mit bidrag. Han skriver: ”For Jesper M. Rosenløv er monokulturen ligefrem så attråværdig, at der ikke behøver argumenteres nærmere for den: "Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne ...". Ærgerligt, for vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab, der binder repræsentanter for ungdomshusmiljøet sammen med repræsentanter fra Faderhuset? Skal vi blot betragte det som lange haler i en ellers leverpostejgrå normalfordeling, som er tætpakket med mennesker, der hedder Jensen?”
Se dette er jo særdeles afslørende. Manden har tydeligvis slet ikke læst mit bidrag, men kun konklusionen. ”Vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab…”. Jamen for f…., det er jo det de foregående 19 sider handler om. Læs dem dog! Når Mikael Bonde Nielsen så endvidere når frem til den sære konklusion, at Kasper Støvrings bidrag, der handler om sammenhængskraft, skulle stå i modsætning til det jeg fremfører ( ”[det] står unægtelig i skarp kontrast til Rosenløvs etnisk-homogene fangelejr”), så må konklusionen vist være klar: badutspringer! Er det virkelig standarden på 180 Grader? Sørgeligt. Og til sidst – måske kunne man vende Bonde Nielsens perfiditet om og spørge – hvem er det egentlig, der repræsenterer en fangelejr-tænkning? Den, der vil forsvare danskernes ret til kulturel overlevelse og naturlig selvudvikling eller den, der vil påtvinge dem en indvandring/multikultur, som de ikke ønsker?
Mindre overrasket var jeg over anmeldelsen i Information, 15. november. Her omtaler David Rehling mit bidrag under overskriften ”De 'forkerte' danskere”. Rehling skriver: ”Den danske kultur kan selvsagt også søges afgrænset ved at modstille den til 'de fremmedes'. I sit indlæg trækker historikeren Jesper M. Rosenløv rodfrugter op af Dansk Folkepartis baghave. Han finder intet positivt i ord som "mangfoldighed," "multikultur" og "multikulturalisme". Og han undsiger, at man skulle blive dansk af at få dansk statsborgerskab: "Uanset hvor mange gange medierne omtaler de folk, som ønsker at blive evakueret fra deres ferie i Libanon, som danskere, så véd de fleste etniske danskere sandsynligvis godt, hvad der tales om. Nemlig at det ikke er andre etniske danskere som dem selv, men folk, der blot har dansk statsborgerskab, hvilket er noget ganske andet. 'Dansker' er i den gængse forståelse nemlig en betegnelse for en etnisk eller national identitet, der intet har med statsborgerskab eller farven på ens pas at gøre. Det er ikke en af 'os', men en af 'dem', vil de fleste vel tænke, når de hører begrebet dansker anvendt 'forkert' i medierne." Det vil næppe være en overraskelse for læseren, når Rosenløv senere i sin tekst når til konklusionen: "Det er især den muslimske indvandring, der udgør et problem." Og videre: "Desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet."
Is that it? Man mærker jo Rehlings uvilje og ubehag, men reelt har han jo intet selv at byde på. Kun sin syrlighed. Men ok – vi har jo her i NOMOS-redaktionen tidligere set, at manden ikke kan læse indenad. Da han skulle kommentere NOMOS’ hjemmeside for et stykke tid siden, fik han det jo til, at den redaktionelle linje afspejlede en dyrkelse af den uhæmmede egoisme, selvom det tydeligvis siges, at den konservative vinkel netop er det stik modsatte. Tsk tsk. Måske klog af skade, vælger Rehling blot at citere denne gang. Han ved, hvor galt det kan gå, når han forsøger at referere tanker, der ligger lidt ved siden af Informations verdenssyn. Under alle omstændigheder finder vi heller ikke her en substantiel imødegåelse af mit forsvar for monokulturen.

I Kristeligt Dagblad anmeldte Henrik Jensen bogen den 22. november. Om mit bidrag skriver han: “Jesper M. Rosenløvs kritik af multikulturalismen har gode pointer, men bliver skinger i sit noget viljesprægede forsvar for "monokulturen", som den sjovt nok kaldes. Han kan have ret i, at "den kulturelle dannelse er et eksistensvilkår, der gør sig gældende inden for alle menneskelige fællesskaber". Det er der mange, der burde skrive sig bag ørerne i disse år, hvor allehånde utopiske forestillinger om bløde og lækre former for multikulturalisme trives. Problemet er, at i et humanistisk perspektiv forbliver babelstårnet utopien, men den babelske forvirring bemægtiger sig virkeligheden.” I forlængelse af denne kommentar kan man ligeledes inddrage Henrik Gade Jensens i Jyllandsposten den 25. november. Her står der: “Historikeren Jesper Rosenløv kritiserer berettiget multikulturalismen, men alternativet kommer til at virke klaustrofobisk.”
Nu kan jeg jo af gode grunde ikke fremdrage noget forsvar for multikulturen af disse to anmelderes kommentarer. De synes grundlæggende at være enige med mig. Men at mit forsvar for monokulturen skulle være ”skingert” og ”klaustrofobisk”, forstår jeg ikke og jeg bliver en smule forstemt over, at borgerlige kommentatorer føler sig ”kaldet” til at påstå dette. Det er skuffende. Jeg fremkommer med en række betragtninger på baggrund af en række kendsgerninger. Fremlæggelse af kendsgerninger kan umuligt være skingert. Mine betragtninger kan være det. Men hvad er det, jeg siger? Jeg siger jo ikke, at jeg med ”monokultur” forstår et samfund uden kulturelle mindretal. Dem kan der i et vist omfang være plads til. Men vi må v.h.a. af en stram udlændingepolitik værne om en dansk kernekultur, der sætter dagsordenen i Danmark og som disse mindretal på visse punkter må indordne sig under. Det synes jeg ikke er klaustrofobisk, men sund borgerlig fornuft, som ingen af anmelderne synes at have noget at sætte op imod. Exit multikulturalismen.

Adskillelsens politik

2008-12-01T14:14:00.000-08:00

af Morten Uhrskov Jensen

I næste nummer af Nomos er der en længere anmeldelse af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog "Adskillelsens politik", forfattet af undertegnede. Bogen kan med væsentlige forbehold anbefales. Forfatterne forsøger en tredje position midt imellem Tøger Seidenfaden og Nomos, og det er altså ikke nogen helt nem opgave. Nedenstående er afslutningen på min anmeldelse.

Kristendom

Når islam ikke kan skelnes fra kristendom (eller fra noget som helst andet religiøst fænomen for den sags skyld), kan kristendom selvsagt ikke skelnes fra islam. Stjernfelt skriver på s.230, at »hvis den grasserende religiøse genortodoksificering i både islam og kristendom har baggrund i en reaktion mod den liberale rettighedskultur…ja, så er multikulturalismen jo som aktør en del af problemet«. Det er bestemt en overvejelse værd, hvor meget kristendommen på det symbolske plan skal spille i menneskers daglige gøren og laden, men igen er det unuanceret ud i det groteske at sammenstille de to fænomener, som var de ens. Måtte jeg sagtmodigt anbefale forfatterne f.eks. at opsøge hjemmesiden www.religionofpeace.com, og de vil dér finde en opgørelse over, hvor mange terrorangreb der er blevet udført i islams navn siden den 11. september 2001. Forfatterne vil modsvarende få vanskeligheder med at finde oplysninger om tilsvarende forbrydelser begået i kristendommens navn. Der var for en del år siden i USA en abortmodstander, der skød og dræbte en abortlæge. Forbryderen blev behørigt og retmæssigt straffet. Derudover tvivler jeg på, at Stjernfelt og Eriksen kan finde eksempler, der på nogen måde kan retfærdiggøre deres hævdelse af paritet imellem islam og kristendom, når det kommer til viljen til at bruge vold. At der så på nogle områder finder en eller anden grad af »genkristning« sted, vil jeg ikke bestride, men det er blot nærliggende at se en sådan »vækkelse« som først og fremmest affødt af truslen fra islam og ikke som en »grasserende genortodoksificering i både islam og kristendom«.
På s.373f citerer forfatterne fra Gamle Testamente for at vise, at også andre skrifter end Koranen indeholder barbariske bud om den rette handlemåde. Da forfatterne (på s.374) når frem til Det nye Testamente, må de imidlertid lade sig nøje med en lignelse, »der kan tolkes som en legitimation for inkvisition mod de, der forsager Jesus Kristus«. Problemet er blot, at der skal opbydes mere end almindelig god vilje for at lade lignelsen om Vintræet fra Johannesevangeliet blive til en blodtørstig fordring om mord på anderledes tænkende. Med risiko for at blive kaldt perfid vil jeg hævde, at Stjernfelt og Eriksen har været rigtig kede af ikke at kunne finde noget mere hårdtslående materiale i Nye Testamente. Forfatternes aversion mod alt, der hedder religion, illustreres allertydeligst her, hvor man som læser forbløffes over, at Stjernfelt og Eriksen åbenbart selv mener, at de har sat alle ikke-rationalisterne på plads.

Et par mellemspil under bæltestedet

Sagligt set springer kæden helt af for forfatterne, når de på s.281 sammenstiller Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup. Det hedder her, at »Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål – hvor omfattende en politisk rolle deres to »kulturer« skal ende med at spille«. Kan forfatterne godtgøre med ét eneste eksempel, at Søren Krarup har sat spørgsmålstegn ved den demokratiske styreform i Danmark? Kan forfatterne omvendt være et sekund i tvivl om, at Asmaa Abdol-Hamid ved ikke længere at ville give mænd hånden utvetydigt har inddelt menneskene i de rene og de urene, i de rigtige og de forkerte mennesker?
Helt tilsvarende kalder forfatterne forfatter og journalist Helle Merete Brix og islamisten Omar Bakri Muhammad for »homologe« (af samme slags) partnere. Den første har i skrift og tale advokeret for en sekulær og demokratisk samfundsorden, mens den anden for nogle år siden udtalte, at islams sorte fane ville komme til at veje over Downing Street. Den første er fortaler for retsstaten, den anden for teokratiet. Jeg fristes til at opfordre Stjernfelt og Eriksen til at læse på lektien.

Om hvem det er, der tror på skæbnen

I mit sidste punkt vil jeg vende tilbage til det med aktørerne contra strukturerne. Der er ingen tvivl om, at jeg hælder en hel del til det strukturelle, når vi taler om kulturens betydning. Modsat mener Stjernfelt og Eriksen, at kulturer er i høj grad plastiske, og at menneskers handlinger bestemmes af snart sagt alt muligt andet end kulturen. Når det kommer til at forstå den udvikling, som den vestlige verden gennemløber i disse år, er det imidlertid Stjernfelt og Eriksen, der bliver fatalister, så det forslår. Intetsteds på de mange sider gør forfatterne sig nogen tanker om de konsekvenser, som især en række europæiske lande har måttet erfare som følge af ikke mindst den muslimske indvandring gennem de seneste årtier. Konsekvenser som grov og hastigt stigende kriminalitet, religiøs fanatisme helt overvejende udøvet af muslimer samt en tiltagende fremmedgørelse af de dårligst stillede europæere i kraft af segregeringen af deres lokalsamfund lades aldeles ufortalt af Stjernfelt og Eriksen. Det er, som om det ikke vedrører dem, som om der blot er tale om krusninger på en overflade, forfatterne derfor ikke finder det værd at bruge deres tid på.
Hvis man som jeg mener, at de europæiske lande er på en potentiel katastrofekurs, og at udstikkelsen af denne kurs har bund i forkerte politiske beslutninger, så frigøres et potentiale for politisk handling og for en erkendelse af, at der kan føres en anderledes politik. Så bliver det pludselig muligt helt eller næsten at standse indvandringen fra tredjeverdenslande/muslimske lande til Europa, og så begynder de ansvarlige politikere (med et garanteret meget stort vælgerflertal bag sig) at formulere en assimilationspolitik i forhold til de indvandrere, der allerede er kommet til Europa, og den opsplitning af kontinentet mellem indbyrdes stridende kulturer på de samme territorier, som vil være en stensikker følge af at lade stå til, vil blive bragt til standsning.
Det er således ikke uden munterhed, at jeg kan slutte af med at fastslå (Adskillelsens politiks ubetvivlelige kvaliteter til trods), at Stjernfelt og Eriksen på et helt afgørende område – i høj grad også i forhold til deres egen oplysningsposition – bliver lige præcis så deterministiske, som de ellers har gjort sig så store anstrengelser for at vise, at alle de andre er.

Den borgerlige orden

2008-11-12T06:12:00.000-08:00

Af Kasper Støvring

Jeg har netop udgivet antologien Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur sammen med Morten Ebbe Juul Nielsen. Her lidt fra indledningen:

"Denne bogs tilblivelseshistorie er måske symptomatisk for noget af det, vi som redaktører håber bogen udtrykker. Nogenlunde sideløbende har vi, på meget forskellige måder, udviklet borgerlige tanker på universitet og i den offentlige debat, og vi har været engagerede i miljøer, der forsker i kultur og kulturbegrebet. Ingen af os har oplevet den til hetz grænsende marginalisering, som borgerlige akademikere og intellektuelle fra generationen før os efter alt at dømme led under i tiden omkring halvfjerdserne.

Selvom det ville være løgn at sige, at det ligefrem er comme il faut at bekende sig til borgerlige tanker på landets universiteter og i det, man med fare for manglende præcision kan kalde ”toneangivende kredse” i landets kulturliv, så er borgerlige synspunkter dog blevet en naturlig del af ideernes flora og fauna bemeldte steder, og ikke noget der anses som decideret artsfremmed, som noget der kun kan trives som ugræs i forstæderne og på landet. Sagt på en anden måde: der har været et forsigtigt holdnings- og stemningsmæssigt ”borgerligt tøbrud” over de seneste ti-tyve år, og vi er som redaktører og bidragsydere i høj grad børn af denne mentale klimaforandring.

Vi har altså ikke følt os som hverken usselt undertrykte eller heroiske martyrer, men blot som borgerligt orienterede i et relativt venstreorienteret miljø. Derfor var det ikke unaturligt, at vore veje krydsedes, og at vi efter et stykke tid begyndte at brygge på ideen om en saglig, åben og udadvendt bog om borgerlig kultur. For selvom vi ikke har følt os som marginaliserede, har vi dog begge oplevet en form for underskud, nemlig et underskud af borgerlig (selv)bevidsthed og (selv)forståelse vedrørende netop kulturen og kulturens betydning. I dette forord vil vi gerne prøve at forklare, hvad vi ønsker med denne bog, og hvorfor ”borgerlig kultur” er et relevant emne at tage op i denne form.

Den borgerlige orden – tanker om borgerlighed og kultur samler en række artikler af yngre borgerlige skribenter med markante meninger og en velfunderet viden om både borgerlighed og kultur. Udgangspunktet for bogen er den opfattelse, at borgerligheden – som den har udspillet sig politisk og i en vis gad også intellektuelt de sidste årtier – har manglet en dybere refleksion over det kulturelle grundlag for overhovedet at have en borgerlig orden baseret på frihed, lighed for loven, tillid og velstand. Debatten og det politiske arbejde har været alt for fokuseret på praktiske og dagsaktuelle problemer, oftest med et snævert økonomisk eller teknisk og administrativt perspektiv.

Årsagerne til denne borgerlige manko på kulturdebattens konto er flere. Liberalt orienterede tenderer til at skyde kulturelle spørgsmål fra sig, eller snarere anse dem for at høre hjemme i et snævert ikke-offentligt, strengt personligt og i sidste ende subjektivistisk regi. Kulturelle idealer og ideer anses som blotte præferencer, overfladefænomener, der kan anskueliggøres og behandles på lige fod med valget mellem to mærker kaffebønner.

Konservativt orienterede har ikke sådanne kvababbelser vedrørende kulturspørgsmålenes offentlige karakter, men tenderer omvendt til en tilbageholdenhed med at sætte ord på de ideer og værdier, de mener gør sig gældende i kulturen, og til at udvise en skepsis vedrørende betimeligheden af at diskutere, snarere end blot forudsætte, kulturelle idealer. Derudover er kulturspørgsmål i sig selv vanskeligt at håndtere – for venstreorienterede såvel som for borgerlige. Det skyldes måske, at der er et gran sandhed i både den liberales og den konservatives tilbageholdenhed i forhold til at gøre kultur til genstand for offentlig, rationel diskussion: da kultur ikke kan forstås som noget af den enkelte uafhængigt, er der et subjektivistisk element i kultur; og da kultur er en form for baggrundsfigur eller nødvendig forudsætning, på baggrund af hvilken vi handler og tænker, er kultur i en vis forstand ”uudsigelig.” Med fare for at udsætte os selv og vores bidragsydere for en boomerang: borgerlige har ikke været gode eller modige nok til, på trods af disse vanskeligheder, at formulere tanker om kultur og kulturens rolle i en borgerlig optik."

Fatma Five - Allah For En

2008-11-08T13:25:00.000-08:00

"Humor er overvindelsen af fortvivlelsen med muntre midler"
- Werner Finck

Fatma Five - Allah For En

Se den her

Obama

2008-11-06T06:43:00.000-08:00

Af Jesper M. Rosenløv

Barack Obama bliver USAs næste præsident. De danske medier flyder i disse dage over i lovprisninger – ja, de er nærmest gået i selvsving. Og var det ikke for disse overgearede og teenageagtige ytringer, der strømmer ud af munden på forskellige kendisser og ellers fattede journalister, kunne man vel trække på skuldrene og tænke nå, ja – det jo amerikanernes valg.

Men det kan man bare ikke. Ikke fordi man nødvendigvis mener, at Obama vil være en katastrofe for USA og resten af den vestlige verden. Jeg afprøvede for sjov en test på Berlingske.dk, der viste, at jeg overraskende nok var 67% enig med Obama og 70% enig med McCain. Selvom sådanne tests måske mere er ment som spøg end alvor, afspejler resultatet nok alligevel, at meningsforskellene mellem de to kandidater er begrænsede i et større perspektiv.

Alligevel er der er flere ting, der er særdeles problematiske ved Obamas sejr og den måde denne sejr bliver udlagt og brugt på.

For det første kunne man pege på mediernes totale mangel på objektivitet og kritiske sans omkring den netop overståede valgkamp. Der har ingen grænser været for, hvor meget feel-good-stemning man har forsøgt at opbygge omkring Obama-skikkelsen og hvor megen mistro, man har mødt republikanerne med. Man skal både være blind, døv og ubegavet, hvis man ikke har lagt mærke til denne ulige fordeling af mediernes sympati. Dette er særligt problematisk, når man tænker på DRs og TV2s public service-rolle som objektive nyhedsformidlere.

Der blev f.eks. konstant talt om jordskredssejr – og det på trods af, at det aldeles ikke var tilfældet. Obama havde ført den dyreste valgkamp nogensinde (så meget for, at republikanerne vinder, fordi de støttes af ”de rige”) og medierne bar ham frem på deres hænder. Alligevel ender valgresultatet med, at McCain får over 46% af stemmerne! Obama vandt en komfortabel sejr talt i valgmænd – jovist, men slet ikke enestående. Ronald Reagans genvalg i 1984, George Bush 'den ældre's valgsejr i 1988 og Bill Clintons sejre i 1992 og 1996 gav alle en langt større margin i valgmandskollegiet. Endvidere vandt Obama jo heller ikke det nødvendige flertal til at få den fulde kontrol med Kongressen.

Men da Obamas sejr var en kendsgerning kunne man slet ikke modstå fristelsen og litervis af vand blev hældt ud ad ørene, spandevis af sentimentalt pladder om, hvor dejligt det hele nu bare var. Verden ville nu blive et bedre sted for alle og bla bla bla. Der var pinligt. Ikke at Obama havde vundet, men at medierne i den grad mistede fatningen. Jeg måtte virkelig krumme tæer over Thomas Falbe, Ulla Therkelsen, Krasnik, Poul Erik Skammelsen. Nej, nej, nej – hvor uværdigt. [Se Kim Møllers gennemgang af valgaftenen på Uriasposten.dk.]

Et anden problematisk forhold omkring dækningen af valgkampen var brugen af race-spørgsmålet. Ustandseligt opdrages vi til at se bort fra race, når vi skal leve og forstå vores menneskelige tilværelse. Fint nok – men hvorfor bliver de danske medier så ved med at spille racekortet? Under hele valgkampen virkede det faktisk som om, at Ulla Therkelsen og Co. var mere optaget af Obamas race end amerikanerne var. Hvis der skal foretages et opgør med racetænkningen, bør Obamas race vel ikke hives frem som noget særligt kvalificerende ved manden. Egentlig tror jeg, at Therkelsens lillepige-fascination af Obamas race er udtryk for en udbredt provinsiel indstilling inden for dansk journalistik. Forestilling om, at USA's sorte befolkning (der udgør omkring 15%) dagligt udsættes for voldelige overgreb i bomuldsmarkerne spøger i baggrunden – og derfor var det bare SÅ godt, at Obama vandt. Suk...

For det tredje – enhver fornuftig borgerlig må da få kvalme over at høre om alle de kulturradikale kendissers rørstrømske politiske bekendelser og deres idolisering af Obama. Jeg læste, at bl.a. smørtenoren, Michael Carøe, var valfartet til Chicago for at overvære den store begivenhed. Michael Carøe! – manden, der under en forestilling kaldte Pia Kjærsgaard, der sad blandt publikum, for ”en skide hjemmehjælper”. Joh, Carøe er fan af Obama, der hjælper den lille mand og de undertrykte. Carøe vil også gerne være folkets ven – bare ikke dem, der er inde for hjemmeplejen.

Egentlig er det jo komisk at se denne pludseligt opståede amerikanisme udfolde sig i ellers antiamerikanske kredse. Jeg har som borgerlig altid sat min lid til USA, når det gjaldt kampen mod kommunismen og nu den islamistiske terror. Jeg har også respekteret, at amerikanerne indrettede deres samfund ud fra de traditioner, de mente var deres. Men jeg har aldrig set det amerikanske samfund som noget, der var værd at efterligne eller som en model for det danske samfund. Jeg har ikke haft meget til overs for venstrefløjens antiamerikanisme, men samtidig haft en vis skepsis m.h.t. ”the American way” – hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg har boet der. Det er derfor pudsigt nu at blive overhalet indenom i af socialdemokrater, SF’ere og radikale i proamerikanske tilkendegivelser. Nu skal vi alle pludselig lære af USA.

En fordel ved Obamas sejr er trods alt, at vi vel nu bliver fri for den evige kritik af USA. Fra 2009 kan venstrefløjen ikke længere kritisere den amerikanske udenrigspolitik – for det ville jo være det samme som at kritisere…. Obama (ham der jo er sort!) …. Ja, det bliver underholdende, hvis Obama begynder at presse Pakistan og Iran med magtanvendelse. Hvad vil de indædte USA-kritikere så gøre?

Men her er vi så ved det sidste (og mest afgørende) problem ved Obamas sejr. Alt det ovenstående var trods alt blot irritation over journalister og fladpandede humanister. Tænker vi sikkerhedspolitisk bliver sagen langt mere alvorlig for os alle.

Vesten og Danmark har brug for en stærk amerikansk præsident, der ikke fører en appeasement-politik overfor islamisterne. Det ville være en katastrofe af Chamberlainske dimensioner. Og grunden til, at jeg ikke ville have stemt på manden er, at jeg tvivler på, at han er hård nok. Er han realpolitiker nok til at føre den rette magtpolitik? Det har han ganske vist forsikret de amerikanske vælgere om, at han er. Han står for en hårdere linje i Afghanistan og overfor Pakistan. Han vil ikke acceptere, at Iran får atomvåben o.s.v. Men når det kommer til stykket…? Her ville jeg være mere tryg ved McCain og republikanerne. Et faresignal er det under alle omstændigheder, at f.eks. Venezuelas Hugo Chavez glæder sig over Obamas sejr. Castro og HAMAS håbede også på Obama. Det siger næsten alt. Men vi må se…

Afsløring: Radikale Scavenius med i nazistisk forening!

2008-10-26T07:07:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

D. 3-10-2008 kunne Weekendavisen afsløre en nedslående nyhed. Den folkekære tegner og satiriker Storm P. havde under besættelsen været medlem af en forening ved navn Nordisk Selskab/Nordische Gesellschaft. Denne forening var blevet oprettet i 1921 for at fremme Hansestædernes økonomiske og kulturelle betydning i Østersøområdet. Men fra 1933 blev foreningen gradvist overtaget af nazisterne og eksponerede herefter åbenlyst den nazistiske ideologi i Tyskland og bl.a. Danmark v.h.a. artikler, foredrag, stævner, film osv. Storm P. var blevet medlem af foreningen i 1930’erne og på trods af den tyske besættelse forblev han medlem frem til 1944 – ja, han var endda den i Danmark, der bidrog med det højeste kontingent!

Foreløbigt kan vi kun gisne om Storm P.s motiver. Men Lasse Olufson (der er den, der i sit kandidatspeciale indenfor Musikvidenskab har påpeget det sære medlemskab) siger til Weekendavisen, at mange musikere givet har været medlemmer af foreningen for at ”blive eksponeret på det tyske marked snarere end af ideologiske årsager. Det samme gælder udøvende fra andre kunstarter dog med undtagelse af forfattere og foredragsholdere, som generelt var mere politiserende.” Hvilken kategori af medlemmer vi skal placere Storm P. i tør jeg ikke sige. Men som direktøren for Storm P.-museet, Jens Bing, gør opmærksom på (Weekendavisen 17-10-08) tryktes Storm P.s tegninger i tyske aviser, længe inden nazismen havde manifesteret sig. ”Det gælder også for Nordische Gesellschafts talerør af skiftende navne, hvor hans tegneserie En underlig mand optrådte i hvert fald siden 1930.”

Nyheden om Storm P.s. medlemskab har nu cirkuleret i de danske aviser et par ugers tid. Og i modsætning til afsløringer vedrørende forskellige kunstneres gøren og laden på den ekstreme venstrefløj under Den Kolde Krig, er Storm P.-historien noget, der vækker forundring og beklagelse.

Dette misforhold er dog langt fra det mest interessante ved denne historie. For i den oprindelige artikel i Weekendavisen fik vi efter min mening en langt mere hårrejsende og sensationel oplysning. Den danske udenrigsminister fra juli 1940 til november 1942 samt stats- og udenrigsminister fra november 1942 til 29. august 1943, den RADIKALE, Erik Scavenius, var medlem af selv samme forening!!

Denne oplysning har ingen i pressen dog hæftet sig ved. Mens det har vakt opsigt og diskussion, at tegneren Storm P. var medlem af den nazistiske forening, er der åbenbart ingen, der løfter et øjenbryn over, at selveste den danske udenrigs- og statsminister ligeledes var medlem af denne naziforening.

Og så netop Scavnenius, der af Danmarks Radio portrætteres som én af ”de store danskere”, fordi han v.h.a. sin samarbejdspolitik ”reddede” Danmark igennem besættelsen og som af historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch fremstilles som en stakkels misforstået helt. Hvor komisk!

Når det gælder eftertidens dom gør to forhold endda historien værre for Scavenius end for Storm P.

1) Storm P. kan, som det er fremgået, have haft et økonomisk motiv for sit medlemskab. Han publicerede trods alt sine tegninger i tyske tidsskrifter og var afhængig af gode kontakter. Hvor usympatisk denne leflen for tyskerne end er, så står den jo slet ikke mål med, at en dansk politiker og minister lader sig indrullere i en nazistisk propagandaforening. Hvad er lige præcis Scavenius’ undskyldning for at være med her? Havde han ligesom de førnævnte forfattere og foredragsholdere også et politiserende ærinde? Anså han det for sin opgave at bidrage til det nordiske/ariske menneskes racemæssige og åndelige genfødsel? Tjah, det må han jo have gjort. Det er jo ikke sådan, at tyskerne har tvunget staklen ind i foreningen – i så fald burde vi vel finde mange flere danske politikere og ministre som medlemmer, den dag listen bliver offentliggjort. Intet tyder dog på, at der har været andre prominente politikere på listen, der i sin helhed stadig er hemmelig. Da foreningens danske afdeling blev nedlagt i marts 1945, blev medlemslisten gemt af en sekretær og videregivet til dagbladet Information. Og i dagene fra 27. november til 1. december 1945 offentliggjorde Information flere af navnene på listen. Det er derfor, vi overhovedet kender og kan omtale nogle af dem i dag. Og Scavenius synes at være den eneste store politiske ”skalp”. Havde der været flere, havde Information givet omtalt dem allerede i den første artikel. Her skriver avisen: ”Denne Liste indeholder en forunderlig Blanding af Navne: Hipomænd, tyske Nazister, ellers velagtede Bankdirektører og fremtrædende Forretningsmænd mellem hinanden. En Del har meldt sig ind allerede adskillige Aar før Krigen, og dem ser vi gerne bort fra, selvom det f.eks. nok kan forundre en og anden, hvad en saa udpræget Kunstner som Robert Storm Petersen har kunnet finde af 'Kultur' at udveksle med det nazistiske Tyskland. At en Del danske Firmaer og Institutioner før Krigen har set en vis forretningsmæssig Interesse i at støtte et i hvert Fald til Ydret uskadeligt Foretagende som 'Nordische Gesellschaft' - lad ogsaa det være. En beskeden Del af dem sprang fra den 29. august, men resten, derimellem naturligvis Scavenius og Chr. H. Olesen betalte Kontingent til det sidste.”
Fra 1. december 1945 indstiller Information imidlertid afsløringerne af navnene på listen. Herefter bliver listen hemmeligstemplet og er i dag klassificeret som ”ikke tilgængelig” i Rigsarkivet.

2) Men citatet fra Information afslører altså endnu en uheldig omstændighed m.h.t. Scavenius’ medlemskab. End ikke efter 29. august 1943 melder manden sig ud! Storm P. melder sig trods alt ud i 1944. Men ikke Scavenius – han ”betalte Kontingent til det sidste”.

Denne afsløring giver mildest talt endnu en brik til forståelsen af den ivrige samarbejdspolitiker, Erik Scavenius – medlem af Det Radikale Venstre og det nazistiske Nordische Gesellschaft.

Modstanden starter her...

2008-10-23T01:31:00.000-07:00

Af Jesper M. Rosenløv

Jeg vil påstå, at danskerne altid har haft en vis evne til at tage gas på opstyltede autoriteter – særligt de autoriteter, der efter danskernes mening uberettiget trænger sig på og kræver respekt uden at have gjort sig fortjent til det. Latterliggørelsen af den tyske besættelsesmagt 1940-45 kan i historiens lys ganske vist ikke måle sig med den væbnede modstandskamp – naturligvis ikke. Men alligevel gav det et moralsk rygstød i den bredere befolkning, når folk eksempelvis smykkede sig med Christian d.10.s monogram eller røde, hvide og blå farver. Dette var et indforstået signal til hinanden om, at man støttede kongen og de allierede og ikke tyskerne. En måde hvorpå man –dansker til dansker - kunne kommunikere en stillingstagen uden om censuren.

En lignende form for symbolsk modstand benyttede Junibevægelsen, da den for nogle år tilbage fremstillede grønne plastiketuier, som man kunne sætte sit pas ind i, hvis man var træt af at se på sit nye rødbedefarvede EU-pas. Etuiet var på forsiden en gengivelse af det gamle danske pas og på bagsiden stod der ”Pas på Danmark”. Herligt!

I det hele taget er tiden måske inde til at tage den symbolske modstand op igen, nu hvor det bliver mere og mere klart, at EU agter at optræde som en form for besættelsesmagt, der vil sidde den demokratiske proces i Danmark overhørig. Min dag var derfor reddet, da jeg i Sorø-posten læste, at nogle spøgefugle havde anbragt en dukke forestillende en EU-dommer på byens torv. Normalt er pladsen smykket af en statue af Frederik d.7., der i sin hånd fremstækker en bogrulle med Grundloven.

I øjeblikket er statuen dog til renovering, hvorfor soklen har stået tom et stykke tid. Lige indtil nogle altså i stedet placerede en dukke med rødt EU-dommerkostume og hammer. På et skilt stod der: ”Frederik d. 7.s Grundlov og Folkestyret er væk – EU-domstolens tyranner gi´r os istedet smæk”.

Jamen, til det kan man jo bare sige – lad modstanden begynde!

Borgerlige bør forkaste EU

2008-10-21T06:18:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

Jeg har i dag en kronik om EU og nationalstaten i Berlingske Tidende. Her et uddrag:

”Skandalen vedrørende EF-Domstolens underkendelse af den danske udlændingepolitik afslører EU-projektets fatale underminering af nationalstaten. Set fra et borgerligt synspunkt er sagen så alvorlig, at EU bør forkastes som et ideologisk projekt. Det vil sige et projekt, der lader Domstolen politisere og giver dens kendelser forrang for politiske beslutninger i de nationale parlamenter.

Juridiske eksperter og abstrakte konventioner har med andre ord større betydning end folkevalgte politikere og nationale forfatninger. Jura erstatter demokrati. Følgen er, at en bureaukratisk institution nedbryder den eneste form for loyalitet, der kan skabe et levende demokrati og et stærkt retssamfund. Nemlig den nationale.

[…]

Vi ved fra adskillige undersøgelser, at danskerne har stor tillid til hinanden og en meget positiv national identitet. De opfatter sig først og fremmest som danskere, ikke som europæere eller »verdensborgere«. Men den nationale identitet er ikke faldet ned fra himlen. Den er ikke bare deklareret, ligesom den forfatningspatriotisme, som EU bygger på. Den er derimod historisk fremvokset gennem konkret samliv.

Dette første persons flertal – »vi« danskere – hænger sammen med en identifikation med fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat. Den nationale identitet er med andre ord grundlaget for en stærk medborgerlig loyalitet, hvoraf et stabilt og åbent samfund kan vokse frem. Danskere er loyale over for deres landsmænd, ikke over for tyskere, italienere eller franskmænd. Det samme gælder naturligvis for andre nationer.

Ydermere gør nationalstatens territoriale jurisdiktion borgerne lovlydige. Som borgere i en stat, der er funderet i nationen, bliver vi i meget høj grad stemte til at adlyde lovene. For vi opfatter dem som »vores« love, der gælder på det territorium, vi bebor. Det er jo ikke nok at udstede lovene; lovene skal også efterleves. Men dette elementære forhold tager EU-systemet slet ikke hensyn til. Man overvejer ikke, hvordan man skal få borgerne til at respektere lovene og yde de pligter, der er prisen for at nyde rettighederne.

Hvordan rettighederne skal sikres og loven håndhæves, er tilsvarende et forhold, som fortalerne for EU aldrig har gjort sig klart. EU-bureaukraterne nøjes med at tale om lovene og fortsætter med at udvide listen over rettigheder i alenlange traktater. Byrden falder nemlig ikke tilbage på EU, men på nationalstaterne, der skal håndhæve loven og sikre rettighederne.

[…]

På især tre områder er EU en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur.

For det første fører forsøget på at strække jurisdiktionen ud over nationalstatens grænser til et forfald i ansvarligheden. For den eurokratiske elite – dommerne og ministrene – er ikke som de nationale parlamentarikere ansvarlig over for folket; folket har ikke valgt eliten ind og kan vanskeligt stille den til regnskab: Folket kan ikke afsætte eliten ved frie valg. Det er en af grundene til, at der findes udbredt korruption i transnationale institutioner.

Dertil kommer, at nationalstater nu bombarderes af love, der kommer udefra. Men borgerne har ikke mulighed for at afvise disse love, ligesom lovgiverne ikke kan holdes direkte ansvarlige af borgerne.

For det andet er national sammenhængskraft overhovedet ikke et anliggende for EU-eliten; den tager alene hensyn til nogle overordnede rettigheder. En transnational forsamling som EU er ikke loyal over for folket, ja, bryder sig måske slet ikke om det. Desuden arbejder den kun hen mod ét mål: den stadig tættere integration i Europas Forenede Stater. Den søger ikke at vedligeholde smidige tillidskulturer eller forsone forskellige interesser for at gøre borgerne i stand til at leve i fred med hinanden.

Faktisk skaber EU ved brug af den politiserende Domstol en retstilstand, der går stik imod et meget stort flertal af de danske borgeres interesse. Nemlig at fastholde en stram udlændingepolitik. Det siger sig selv, at hvis denne politik undermineres, vil det skade den danske tillidskultur. Det vil ydermere afsløre, at selv en borgerlig regering ikke er nogen garant for hverken en fast udlændingepolitik, nationalstatens suverænitet eller national sammenhængskraft.

Den tredje trussel fra EU er en trussel mod selve de borgerlige frihedsrettigheder. De sikres jo ikke ved at blive erklæret, men ved at blive gennemtvunget. Det forudsætter netop en demokratisk retsstat samt et civilt retssamfund og dermed en fælles loyalitet og en fælles lydighed over for loven.

Hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensidighed, der binder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden. De EU-tilhængere, der forfægter en transnational styreform, har i virkeligheden aldrig forklaret, hvordan den slags politiske loyaliteter kan tilvejebringes uden for nationalstaten. For alene nationalstaten er bundet sammen i kraft af medborgerlige dyder.

[…]”

Ormetunge-prisen 2008 overrakt i Statsministeriet

2008-10-18T03:40:00.000-07:00

Med stor stolthed kunne Tidsskriftet NOMOS i går overrække Grima Ormetunge-prisen i Statsministeriet. Fra redaktionen var Morten Uhrskov Jensen og Jesper M. Rosenløv mødt op for at overrække prisen. I forbindelse med prisen blev der overrakt et billede af Babelstårnet smykket med EU-logo samt et diplom.

Vi blev venligt modtaget og vi kunne mærke, at prisen lunede helt ind i ministeriets gange. Medarbejderne var tydeligvis stolte af statsministeren og vi må da også sige, at danskerne vel sjældent har haft en statsminister, der var mere engageret i arbejdet med at få Danmark nedlagt så hurtigt som muligt og overdraget mest mulig magt til EU. En hel unik indsats fra Anders Fogh Rasmussens side – og det endda helt uden at spørge befolkningen! Denne kombination af fifleri, udemokratisk sindelag og antidansk virksomhed gør Anders Fogh Rasmussen til en værdig modtager af Ormetunge-prisen. Til lykke igen, Anders!

Ormetunge-prisen 2008

2008-10-16T05:29:00.000-07:00

Statsminister Anders Fogh Rasmussen tildeles

ORMETUNGE-PRISEN 2008

Ved tidsskriftet NOMOS’ høstmøde tildelte de fremmødte ved afstemning Grima Ormetunge-prisen til:

• Statsminister Anders Fogh Rasmussen •

Med prisen følger diplom samt billede af Babelstårnet smykket med EU-logo.
Dette vil blive forsøgt overrakt statsministeren i Statsministeriet
Fredag d. 17. oktober 2008, kl. 13.00

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har med sit ihærdige arbejde for at gøre Lissabon-traktaten til gældende lov i Danmark søgt at indskrænke Danmarks selvstændighed. Idet Lissabon-traktaten på omkring 50 nye områder afskaffer Danmarks vetoret i Ministerrådet, officielt gør dansk ret underordnet EU-retten og dertil giver EU-domstolen en række nye områder, den kan bestemme over, ved at føje det såkaldte Charter for grundlæggende rettigheder til traktaten, må det fastslås, at statsministerens indsats for at indskrænke Danmarks selvstændighed må siges at være overordentlig nidkær.
Dertil kommer, at statsministeren sideløbende med sin egen og regeringens tilslutning til Lissabon-traktaten har omgået sit eget løfte om at sætte traktatens indhold til folkeafstemning. Lissabon-traktaten har nemlig grundlæggende det samme indhold som EU-forfatningen. For at citere Valery Giscard d’Estaing, der var formand for EU’s forfatningskonvent: »Lissabon-traktaten er den samme som EU’s kuldsejlede forfatning. Formen er bare ændret for at undgå folkeafstemninger«.
Denne EU-forfatning havde statsministeren lovet de danske vælgere, at de ville få lov at tage direkte stilling til ved en folkeafstemning; et løfte, der naturligvis også burde have omfattet den i indholdet næsten sammenfaldende Lissabon-traktat. Men statsministeren har ikke holdt dette løfte og har dermed ikke blot søgt at indskrænke det danske folks ret til at bestemme i eget land, men også dets ret til selv at tage stilling til, om dette nu er ret og rimeligt.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har dermed til fulde gjort sig fortjent til modtagelse af Grima Ormetunge-prisen (jf. fundats nedenfor).
I øvrigt var foreslået følgende kandidater til prisen 2008: Bestyrelsesformand Niels Due Jensen (Grundfos) for sin altid store beredvillighed til at tale for en tilpasning af den danske inden- og udenrigspolitik til islamistiske krav samt studerende Anders Bøtter for initiativet Undskyld, Muhammed. Et stærkt kandidatfelt, hvorfor Tidsskriftet NOMOS ønsker statsministeren hjertelig »tillykke« med prisen.

Om Ormetunge-prisen

Grima Ormetunge-prisen går til en person, der gennem sit virke har gjort sit yderste for at undergrave Danmarks suverænitet og overlevelse som selvstændig kulturnation og hjemland for det danske folk. Der lægges vægt på: Benægtelse af danskernes naturlige arveret til Danmark, af de for danskerne skadelige virkninger af den nyere tids indvandring af kulturfremmede samt af EU-projektets nedbrydelse af dansk suverænitet. Et aktivt virke i ord og gerning for at øge indvandringen og EU-integrationen vil ligeledes blive anset positivt, når det gælder bedømmelsen af kandidaters egnethed til modtagelse af prisen. Desuden vægtes bevidst nedgørelse af det danske folk, dets historie, sædvaner og kultur.

Prisen er opkaldt efter karakteren i J.R.R. Tolkiens fortælling, Ringenes Herre, Grima Wormtongue – altså Grima Orme- eller Slangetunge.

Læs mere om prisen på: www.nomos-dk.dk/Ormetunge-prisen.htm
Læs mere om tidsskriftet: www.nomos-dk.dk/Tidsskrift.htm

Boykort Durban II-konferencen

2008-10-14T11:22:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

På FN's Durban II-konference til april næste år vil islamister arbejde for at kriminalisere islamkritik. I sin ellers udmærkede dobbeltkronik i Jyllands-Posten den 10/10 og 11/10 opfordrer Asger Aamund derfor til, at vi deltager i konferencen og »slår i bordet« for frihedsrettighederne. Den »dårligste« løsning vil være at deltage og »i bedste Solana EU-stil bøje nakken.« Den »næstdårligste« løsning vil være at blive væk.

Jeg vil mene, at denne næstdårligste løsning er den rigtigste. For hvem er dette »vi,« der skal slå i bordet? Det er den danske stat og dermed udenrigsminister Per Stig Møller - og dermed EU. Og det er et problem.

Som Aamund mener heller ikke udenrigsministeren, at Danmark bør boykotte konferencen. Det til trods for, at den første konference i Durban i 2001 var gennemsyret af en skandaløs, hadefuld anti-vestlig og antisemitisk retorik. Konferencen viste de værste sider ved FN, der risikerer helt at miste legitimitet, hvis Durban II gennemføres.

EU udvandrede imidlertid ikke fra konferencen, hvilket ministeren ser som noget godt. For dermed blev der forhandlet »et mere balanceret slutdokument på plads,« som ministeren har skrevet (Berlingske Tidende 28/9). Men netop derved kompromitterer EU sig selv.

For når vi har at gøre med diktaturstater, der kræver indskrænkning af ytringsfriheden og forbud mod religionskritik, skal vi ikke søge et »afbalanceret« resultat. Vi skal ikke svække frihedsrettighederne for at mødes med islamisterne et sted på midten. De skal derimod totalafvises gennem en boykot. En boykot er derfor ikke resignation, men at stå fast på frihedsrettighederne.

Omvurdering af alle værdier

Med Durban II er der tale om en gennemført omvurdering af alle værdier: FN blev engang oprettet med henblik på at beskytte menneskets værdighed og som et værn mod overgreb som dem, nazisterne stod for. Men institutionen er nu ved at blive et fristed for denne verdens totalitære stater som dem, der også står bag konferencen. Det gælder Libyen og Iran, men også bl.a. Saudi-Arabien og Sudan, og disse stater er ofte bakket op af den islamiske organisation OIC.

Disse stater slår hårdt ned på Vesten, men de kritiserer ikke sig selv. Nej, resten af verden er ofre for Vestens undertrykkelse.

Den planlagte konference er netop udtryk for radikale anti-vestlige holdninger krydret med et stærkt had til Israel og gedigen anti-semitisme. I videre forstand vidner konferencen om FN's stadigt mere korrupte karakter. Ikke blot økonomisk, men også moralsk.

Ordene misbruges

FN er ellers ideelt et sted, hvor man fører dialog med dem, man er uenige med. FN er også et forum, der ideelt bekæmper racisme.

Men sagen er, at det, der foregår i FN's menneskerettighedsråd, der planlægger konferencen, er en nivellering af nogle plusord til et lavpunkt, hvor disse ord ikke længere betyder noget.

Det er, hvad der sker, når en række totalitære stater misbruger ord som anti-racisme til at tjene deres egne interesser. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde religionskritik, og det vil i virkeligheden sige islamkritik. Det kaldes bare »racisme« og progromer mod »minoriteter.«

Det viser også noget om islamisternes taktik, der efterhånden er blevet velkendt: De bruger de plusord, de fleste er trygge ved: demokrati, tolerance, anti-diskrimination, anti-kolonialisme, anti-chauvinisme, anti-islamofobi, ja, fortsæt selv rækken - men med en helt anden betydning og formål. Nemlig at indskrænke ytringsfriheden og fremme anti-demokratiske dagsordener.

I FN's menneskerettighedsråd forvandles rettigheder til krav. Bl.a. krav om, at Vesten yder kompensation for fortidige overgreb. Rettighederne udvandes, gradbøjes og bruges som magtpolitiske instrumenter. Ikke som midler til selvransagelse (f.eks. burde de muslimske stater kaste et blik på forholdene for de kristne mindretal i f.eks. Mellemøsten og Sudan), eller som et middel til at forhindre gentagelse af fortidens forbrydelser.

I bund og grund er der tale om begrebsskænding: Et begreb, f.eks. nazisme, antisemitisme, holocaust eller racisme, som dækker over historiske forbrydelser, bruges strategisk og magtpolitisk for at fremme antidemokratiske dagsordener.

Forhånelse

Det er en skændsel og forhånelse af historiens virkelige ofre, som EU og Danmark ikke bør legitimere ved at deltage i Durban II.

Udenrigsministeren vil gennem EU arbejde for grundlæggende værdier. Men hvor stærk er EU? Og kan vi stole på EU? Man kan tvivle, når man husker, hvordan EU agerede under Muhammed-krisen. Her var EU også tæt på at indskrænke ytringsfriheden ved at ”afbalancere” den i forhold til islamistiske trusler og krav om respekt for religiøse dogmer.

I den komité, ”Beskyt menneskerettighederne”, jeg sidder med i, opfordrer vi derfor til boykot for ikke at risikere at bøje nakken. Læs mere på hjemmesiden www.durban2.dk.

(Bragt i Jyllands-Posten den 14. oktober 2008)

EU underminerer demokratiet

2008-10-09T11:42:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

Overskriften på dette indlæg er ikke original. Dansk Folkeparti og dele af venstrefløjen har gentaget det gang på gang. Det er straks sjældnere at høre det fra borgerlig, konservativ side – og det er derfra, jeg vil betragte EU i det følgende. Mit håb er dermed også at kunne anslå en lidt anden type kritik.

Anledningen er naturligvis EF-Domstolens aktuelle kendelser, der river grunden bort under den danske udlændingepolitik. Domstolen anvender som bekendt en ”dynamisk” fortolkning af EU-retten. Men det er reelt politikerne, der har tildelt Domstolen store muligheder for at nå til afgørelser med enorme konsekvenser af politisk art. Denne mulighed udnytter Domstolen bare på en meget markant måde. Den ideologiske hensigt er at forstærke ”den stadig tættere integration” i et overnationalt EU på bekostning af den demokratiske beslutningsproces i nationalstaterne.

Der er kort sagt principielle spørgsmål på spil. Et af dem omhandler afpolitiseringen af demokratiet. F.eks. skal indvandringens negative indvirkning på den nationale samhørighed ikke længere være at betragte som et problem for de folkevalgte politikere. Det skal derimod ”løses” gennem henvisninger til abstrakte konventioner om menneskerettigheder.

Med andre ord: Politiske problemer overlades til eksperter i menneskerettigheder. Kontroversiel politik bliver en sag, ikke for folkevalgte politikere, men for internationale organer og jurister. Når politikere lægger sig i ly bag kendelser fra EF-Domstolen, bunder det i, at de ikke udviser noget egentligt politisk lederskab.

Overhovedet er den politiske apati iøjnefaldende. Det gælder pro-EU-partierne, især i oppositionen (og her især hos De Radikale), men desværre også hos borgerlige. De politiske partier proklamerer i bund og grund, at der ikke findes noget alternativ til den europæiske integrationsproces, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale samhørighed eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU.

Det er kritisabelt, at borgerlige ikke er mere afvisende over for EU’s politiseren gennem domstolene. For det har skadelige konsekvenser for hele befolkningen og det politiske system. Men hvorfor bør så kun eller især borgerlige partier og politikere afvise EU som et ideologisk projekt? Fordi EU er blevet et redskab for de partier, især De Radikale, der ikke formår at mobilisere en folkelig opposition mod den borgerlige regering, særligt dens udlændingepolitik. Derfor bruger de EU som en rambuk eller en trojansk hest til at ødelægge regeringens politik – og derfor må regeringen afvise EU.

Konsekvensen af EU’s dominans er, at den politiske offentlighed bliver stadig mere irrelevant, fordi der ikke er reelle alternativer at vælge imellem eller noget alternativ til EF-Domstolen, som politikken angiveligt er underkastet. Følgelig burde den vigtigste politiske konfrontation mellem oppositionen og den borgerlige regering finde sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer, der fortolker og håndhæver konventionerne om universelle menneskerettigheder. Men det kræver selvfølgelig, at de borgerlige partier bliver langt mere skeptiske, hvis ikke afvisende over for EU.

Hvis de politiske konflikter og valgmuligheder, dvs. den ægte demokratiske pluralisme, forsvinder, bliver den offentlige politiske kultur irrelevant. Den jura-baserede post-politik baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der ikke er forskel på partierne og reelle alternativer til konsensus.

Risikoen er, at vælgerne gribes af politikerlede og magtesløshed med faldende valgdeltagelse til følge. Og som vi har set i de seneste årtier, fører en lidenskabsløs konsensusorienteret politik – ”nødvendighedens politik”, der blev talt så meget om før 2001, hvor politikken kom tilbage og udlændingeloven opstrammet – til befolkningens dalende engagement i fælles anliggender.

Borgerlige politikere må derfor give folk et håb og en selvbestemmelse i forhold til den internationale udvikling, som juridiske eksperter ellers belærer dem om, at de ikke har indflydelse på. Magten til at beslutte må gives tilbage fra eliten til folket.

Her står vi ikke helt magtesløse. For truslerne mod nationalstaten, demokratiet og den nationale sammenhængskraft skyldes i virkeligheden en svaghed, der gør sig gældende hos de folkevalgte politikere. Netop dem, der har ratificeret traktater og indgået bindende aftaler, der – viser det sig nu – har medført betydelige afgivelser af suverænitet.

Men svaghed kan afløses af en stærk insisteren på retten til at bestemme i vores eget land. Det kræver, at borgerlige afviser EU-projektet i sin politisk-ideologiske form. Specifikt må EF-Domstolens kendelser afvises eller ignoreres. Danmark er i forvejen duks, når det gælder om at efterleve kendelser. Det behøver ikke at være sådan. Den tyske kansler Angela Merkel har taget en sådan politisk kamp imod Domstolen, for hun tager ”nærhedsprincippet” om national selvbestemmelse alvorligt. Men danske politikere synes at bøje nakken.

Alternativt må man på sigt overveje at udtræde af EU, hvis den ideologiske konstruktion videreudbygges. Hvad det tyder på. Vi må i stedet indgå bilaterale aftaler med andre suveræne stater, med hvem vi historisk deler et værdifællesskab med. Forholdet mellem borgerne vil således ikke blive reguleret af direktiver og kendelser fra EU.

I det hele taget vil konventioner således blive afløst af historiske loyaliteter mellem borgerne i de europæiske stater, så de nationale parlamenter genvinder deres magt. Demokratisk politik vil erstatte den afpolitisering, der fremføres af EF-dommerne gennem deres aktivistiske juridiske fortolkning af konventionerne.

Under alle omstændigheder må den transationale lovgivning vige og underkendes. Skulle det være så svært? EU har jo ingen magtmidler. EU er blot en parasit på de nationale loyaliteter, ja, EU-institutionen afhænger af det, som den vil destruere. Nemlig den nationale suverænitet, som alene har folkelig legitimitet.

Høstmødet i WA

2008-10-03T04:42:00.000-07:00

I dagens Weekendavisen er der en længere artikel af Johs Lynge om Nomos’ netop overståede Høstmøde (se også Snaphanens artikel). Her et uddrag:

”I Borgerforeningens Hus i Nyborg holder man sig til højskolesangbogens nationalromantiske og sen-symbolistiske indslag som Grundtvig, Garff og Holstein leverer dem.

Sidstnævntes simple efterårsode »Det lysner over agres felt« får lov at afrunde Høstmødet, som den årlige åbne forsamling for Nomos -interesserede hedder. Og et kig ud ad patriciervinduerne i det stateligt indrettede borgerhus, hvorigennem septembersolens stråler trænger ind, akkompagnerer fint fællessangen fra den halvtreds mand store forsamling.

Men der er ikke meget, der lysner for Danmark, Europa og den vesterlandske civilisation at dømme efter diskussionerne oven på de fire foredrag, der udgør dagens program. Konklusionen er kort fortalt, at vi igennem de sidste små hundrede år med det, der i Nomos -optikken hedder den europæiske borgerkrig (de to verdenskrige), den kulturelle frisætning som 68 medførte, EU-systemets fremfærd og indvandringen fra den islamiske verden, har kastet os ud i det ene hasarderede eksistentielle eksperiment efter det andet. Som Romerriget i sidste ende gik under, hvorefter fårene græssede rundt på ruinerne af Forum Romanum i de mørke århundreder i den sene oldtid, således kan Vesten også vise sig for svag til at modstå presset fra den islamiske verden.

Hjulpet på vej af Vestens egne ideologiske patologier i form af multikultur-radikalisme og relativisme og naivistisk engagement i overnationale organer som EU, FN og Europarådet et cetera. Med andre ord en stort orkestreret opdatering af den omstridte historiefilosof Oswald Spenglers teori fra 20rnes Tyskland om Vestens selvdestruktion, som han fremsatte i mammutværket »Aftenlandets Undergang«.

[…]

Katrine Winkel Holm […] sparker første foredragsdiskussion i gang med et angreb på gæsteforedragsholderens »islamblindhed«. Foredragsholderens navn er Ole Birk Olesen, kendt for som chefredaktør at have lanceret den erklæret liberalistiske netavis 180 Grader og for at have forfattet debatbogen »Tabersamfundet« - ikke møntet på de muslimske samfund men derimod på den skandinaviske velfærdsstat. Som borgerlig debattør af liberal observans ligger det ikke Ole Birk Olesen på sinde at forhindre opførelse af moskeer og lukke grænserne hermetisk for islamisk indvandring, hvilket blandt andet kalder Tomas Kierstein på banen. Som formand for den den lokalpolitiske liste Århus mod Moskeen, Tidehvervstilhænger og bestyrelsesmedlem i Den Danske Forening, har han den principielle opfattelse, at rettigheder er til for at beskytte individet. Eftersom islam ikke respekterer individets frihed - for eksempel i forhold til frafald og ægteskab - kan islam heller ikke operere frit under henvisning til religionsfriheden, lyder argumentet. Ole Birk Olesen når ikke til enighed med forsamlingen. Nok erklærer han sig som kulturkonservativ, når det kommer til hans eget syn på for eksempel familieværdierne. Men vigtigst for ham er alligevel friheden til at kunne råde over eget liv og ejendom, og her må hensynet til samfundets etniske og kulturelle homogenitet vige en omgang.

[…]

Nomos-redaktøren Morten Uhrskov Jensen[s] […] værk Et delt folk - dansk udlændingepolitik 1983-2008, udkom for et par måneder siden. Bogen vakte en del debat, som Uhrskov samler op på i sit foredrag på Nomos ' høstmøde, der ikke er uden redundans fra det foredrag samme Uhrskov holdt på Tidehvervs sommermøde i juni om samme emne.

Den store skurk i åbenbaringen er i den Uhrskovske udlægning Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Som daværende formand for Dansk Flygtningehjælp stod han fadder til den liberalisering af den danske udlændingepolitik, som et alternativt flertal bestående af De Radikale, Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj fik trumfet igennem på trods af borgerlig modstand. Så Gammeltoft-Hansen har man ikke meget at takke for i Nomos . Heller ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen eller industrialisten Niels Due Jensen har man meget tilovers for.

Deres respektive ageren i forbindelse med henholdsvis ratifikationen af Lissabon-traktaten og Muhammed-krisen, indbragte dem i hvert fald en tvivlsom hæder på høstmødet i Nyborg.

[…]

At Fogh Rasmussen og Due Jensen ikke er de eneste landsmænd, man foragter i Nomos , kan man forvisse sig om ved at besøge netværkets hjemmeside, der blandt meget andet også byder på en eksorbitant citatkompilering af fædrelandsfornægtende udsagn fra den danske kulturdebat gennem de sidste mange år. Her er folk som Johannes Sløk, Leif Bork Hansen, Paprika Steen, Carsten Jensen, Georg Metz og Tøger Seidenfaden repræsenteret. Alle sammen under den litterære etikette Antenora hentet fra Dantes digre digterværk Den Guddommelige Komedie. Antenora er den anden afdeling af det dybeste helvede, hvor fædrelandsforræderne straffes - opkaldt efter trojanerfyrsten Antenor, som hjalp grækerne med råd og dåd imod Troja.

[…]

Et nyt indspark venter, når debatantologien Den borgerlige orden udkommer i slutningen af oktober måned på Gyldendal. Den redigerer Kasper Støvring nemlig sammen med Morten Ebbe Juhl Nielsen. Og borgerlig orden er faktisk et meget godt synonym for det oldgræske begreb Nomos, hvis nogen skulle grunde over etymologien i det udtryk.

[…]

Replik til Thomas Christiansen

2008-09-29T14:39:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

I Danmark har borgerne stor tillid til hinanden, de er tilfredse med livet, stolte over at være danskere, og de er åbne over for det internationale. Der hersker desuden en høj grad af fordragelighed i landet, som kulturelt set er ret homogent, og staten fungerer effektivt og stort set uden korruption. I min artikel (Politiken den 13. september) skrev jeg derfor, at det må være en politisk opgave, ikke mindst for De Konservative, at bevare denne nationale sammenhængskraft. Heraf nødvendigheden af en ”national konservatisme”.

I ph.d. Thomas Christiansens (TC) lange indlæg (Politiken den 17. september) kan man imidlertid læse, at der i mellemkrigstidens totalitære bevægelser fandtes radikale nationalister, der kaldte sig nationalkonservative. Altså er også nutidens nationalkonservatisme svanger med totalitarisme. TC maner en teaterdæmon frem, som han så let som ingenting kan plaffe ned. Han minder om den type akademiker, der har forlæst sig på en bestemt periodes ideologi, som han så ser over alt i nutiden. Mange af hans argumenter imod den nationale konservatisme, jeg skrev om, er derfor slet ikke argumenter, men rene associationstricks. Også Mussolini talte om nationalkonservatisme: Guilty by association!

Lad os se på de lidt mere saglige indvendinger. TC skriver, at nationalstaten er en relativ ung politisk konstruktion. Det er jeg udmærket klar over. Men det har bare ingen betydning for mit argument: at nationalstaten er den mest stabile og legitime statskonstruktion. Jeg vil derimod mene, at nationen er langt ældre og ikke en ”konstruktion”.

For det andet spørger TC, hvad vi skal stille op med stater, der ikke er funderet i én nation. Det var slet ikke mit ærinde at svare på det. Mit indlæg drejede sig alene om den danske nation og stat, og det havde desuden et aktuelt og ikke et historisk sigte. Men skal jeg nu svare kort, vil jeg sige, at disse stater er i den ulykkelige situation, at sammenhængskraften er meget svag. De eneste to stater i Europa, hvor nationaliseringsprocessen ikke er foregået nogenlunde succesfuldt er Belgien og Schweiz. Men den ene stat er ved at falde fra hinanden, og den anden hænger kun sammen i kraft af opdelingen af nationerne i de såkaldte kantoner. Nationalstater skaber fred og stabilitet. Multikulturelle og multinationale stater skaber konflikter.

For det tredje misforstår TC (med vilje?) den konservative tanke om mennesket som et risikabelt væsen. Den indebærer netop ikke, at ”den gode stat” skal afrette mennesker, men at staten må være udstyret med magtdelingsmekanismer. Ellers vil mennesker øve ondt igennem den. I øvrigt er det ikke menneskers ondskab, men deres selvretfærdighed, man skal frygte. Og TC virker i sit syn på de onde nationalt sindede mennesker ikke så lidt farisæisk.

For det fjerde opfordres jeg til at konkretisere, hvilke ”repressalier”, der skal være imod dem, der ikke vil assimileres (et andet, men mere kontroversielt ord for vellykket integration). Ja, først og fremmest ville det hjælpe, hvis vi viste stolthed over vores kultur og dømte dem, der ikke vil gøre en indsats for at være en del af nationen. Vi kunne kræve noget mere i stedet for at ydmyge indvandrere med medlidenhed over deres angivelige offerstatus. Vi kunne på forskellig måde opfordre fremmede til at assimilere sig, fordi vores kultur har noget godt at byde på, og det ville hjælpe dem at blive en del af den. Vi kunne overbevise dem om, at de bør lære sproget, kende omgangsformerne, melde sig ind i foreningslivet og gifte sig ind i danske familier, fordi de kun således effektivt kan være en del af samfundet. At være dansker skal være noget, man er nødsaget til, når man bor i landet. Integrationspligt, kunne man kalde det.

TC glemmer vist, at assimilation faktisk allerede er en del af politikken. Indfødsret afhænger af den, og der findes særlige tilknytningskrav. Man taler ligeledes om asylansøgere med ”integrationspotentiale”. I min artikel skrev jeg, at De Konservative bør skærpe politikken, lade indvandringen og integrationen afhænge af kultur og standse den multikulturalistiske politik. Så kommer assimilationen helt af sig selv uden de ”repressalier”, som TC fablede om i sit indlæg.

Bragt i Politiken den 28. september

Om at gøre i egen rede

2008-09-18T15:12:00.000-07:00

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenstående kommentar blev ikke optaget i Kristeligt Dagblad. Det var jeg da ked af, idet Preben Brandt ville have haft godt af at konfronteres med en anden udlægning - den virkeligt-virkelige - end den vittighed af en konstruktion, som han diverterede Kristeligt Dagblads læsere med hin dag.

Skulle nogen af denne blogs læsere støde på Preben Brandt, må de gerne hilse og sige, at tilbudet om en direkte debat står ved magt. Emnet er ganske vist for alvorligt til at grine af, men det ville dog more mig at klæde en mand af, som i forvejen ikke har noget tøj på.

"Fredag den 22. august bragte Kristeligt Dagblad en artikel, »Grønlændere udsat for minoritetschikane«. Under læsningen kom det til at stå klart, at her var endnu et eksempel på en person, der finder det opportunt at udtale sig stærkt nedladende om sine landsmænd. Når udtalelserne så oven i købet fremsættes af en mand, der i egen forståelse taler de dårligst stilledes sag, bliver hykleriet til at tage og føle på.

Historien er kendt. 10 grønlandske familier er fraflyttet Gellerupparken i Århus på grund af vold og trusler om vold forøvet og fremsat af muslimer sammesteds. Kendsgerningerne er afskyvækkende, og retningen er ikke til at tage fejl af. I disse år får Danmark i stigende omfang boligområder, hvor den muslimske majoritet terroriserer de tilbageværende minoriteter til at underkaste sig de normer, der sættes af det muslimske majoritetssamfund, eller de tvinges til at søge andre steder hen. Denne realitet fik følgende ord med på vejen af Preben Brandt, speciallæge i psykiatri og formand for Rådet for socialt udsatte: »De svage grupper i samfundet vil altid forsøge at finde nogen, der er endnu svagere. Eksemplet fra Århus viser, at en gruppe unge indvandrere føler sig overset og trådt på af for eksempel bedrestillede danskere og derfor i afmagt reagerer over for endnu dårligere stillede, i dette tilfælde grønlænderne. Det er en dominoeffekt: Hvis vi behandler nogen skidt, behandler de andre skidt«.
Udtalelsen er en udsøgt hån mod den danske befolkning, der igennem 25 år forgæves har forsøgt at holde trit med en udlændingepolitik og en tilstrømning, der var gået amok. Resultatet er stedse alvorligere kulturkonflikter, som vi altså har set det i Gellerupparken.

Det er mur- og nagelfast, at de danskere, der har betalt (og betaler) prisen for den danske elites syner om det multikulturelle samfund, har været de dårligst stillede. De danskere (i det konkrete tilfælde grønlændere), der af økonomiske grunde har været henvist til de sociale boligbyggerier, har på krop og sjæl fået at mærke, at den danske elite ikke var tilfreds med blot at være en dansk elite, men i stedet følte sig kaldet til at omskabe Danmark i sit eget billede. Og skabelsen af dette billede betød, at det var bydende nødvendigt at åbne landets grænser for mennesker fra den tredje verden, først og fremmest muslimer. Da det samtidig forholdt sig så bekvemt, så det ikke var selv samme elite, der måtte bære byrderne af indvandringen, så var alt jo godt, sikkert også for Preben Brandt. Men de socialt og økonomisk ringest stillede danskere kom i sandhed til at mærke, at de havde fået barskere herrer. Således kunne Preben Brandt og den øvre middelklasse nyde den frugt, der i sig bærer selvgodheden og den selvsmagende og omkostningsfrie humanisme. Udgifterne væltedes over på underklassen, en underklasse, den velstillede middelklasse alligevel helst spotter for dens bondskhed og uvidenhed.

Preben Brandt er en hykler. I egen selvforståelse er han uden tvivl et velmenende menneske, der arbejder for, at flere midler skal tilflyde de dårligst stillede. Men ingen kan blæse og have mel i munden på samme tid. Når Preben Brandt vælger i realiteten at undskylde de utilgivelige og i forhold til Danmark og danskerne kulturfjendtlige handlinger, der har fundet sted i Gellerupparken, så har han valgt side. Så ved de dårligst stillede danskere, at han har valgt dem fra. Så kan han være nok så meget formand for Rådet for socialt udsatte. Det nytter alt sammen ikke noget. Han har valgt at placere sig sammen med resten af den elite, som har øvet så megen uoprettelig skade for Danmark, men først og fremmest for de danskere, hvis sag han Gud hjælpe mig hævder at tale.
For at omskrive ovenstående citat af Preben Brandt, så kunne det i stedet hedde, at »en stor gruppe danskere er igennem 25 år blevet trådt på af selvretfærdige danskere fra den øvre middelklasse«.

Til slut skal lyde en opfordring til Preben Brandt. Jeg går ud fra, at han mener at vide noget om de dårligst stillede i Danmark. Jeg mener tilsvarende at vide noget om den førte danske udlændingepolitik i perioden 1983-2008, herunder dens konsekvenser. Jeg deltager gerne i et debatmøde med Preben Brandt. Så kan vi jo hver især fremlægge vores syn på de dårligst stillede og på årsagerne hertil."

Assimilation

2008-09-17T08:14:00.000-07:00

Af Kasper Støvring

Flere og flere meningsdannere og politikere er begyndt at bruge det ord, som hidtil har været tabu: assimilation. Den fejlslagne integration af indvandrere fra især den muslimske kultur har nødvendiggjort assimilation, som Venstres Søren Pind – der for tiden oplever sin finest hour – har skrevet. Men ordet klinger hårdt, selv om man sagtens kan lancere en blød udgave. Det har bl.a. lektor Michael Böss gjort i en kronik for nylig.

Assimilation skal ikke foregå ved hjælp af tvang, mindre kan udmærket gøre det. F.eks. ved hjælp af kritik, ved at stå fast på vores kultur, ved at vise, at vi har noget positivt at tilbyde og ved at byde fremmede velkommen i vores kultur. Det kræver bare, at man som fremmede selv vil høre til, at man føler noget for landet og opfatter kulturen som værdifuld. Hvorfor skulle man ellers ønske at bosætte sig i landet? Ud over selvfølgelig at nyde de materielle goder, og i den forstand er velfærdsstaten meget skadelig: Det er muligt at nyde rettigheder uden at yde (ret mange) pligter.

Med assimilation til landets kernekultur frigøres indvandrernes loyalitet fra deres slægtskabs- og trosforhold og rettes mod sådan noget som hjemlandet (Danmark, ikke f.eks. Tyrkiet), sproget, traditionerne, kulturen og fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat.

Desuden kræver assimilation et stop for positiv særbehandling. Muslimer skal som jøder og alle andre – selvfølgelig – have frihed til at dyrke deres tro. Der er religionsfrihed her i landet, men ikke religiøs ligestilling. Og endelig kræver assimilation en restriktiv indvandringspolitik. Det må være muligt at sortere ved grænserne.

Vi bliver nødt til at fastslå, at der ikke er problemer med indvandrere som sådan, som jeg har stillet tingene op. Men kun med muslimer (igen: ikke alle). F.eks. har chilenerne villigt assimileret sig til dansk kultur, de elsker sangene, måden at leve på, de har lært sproget, osv. Paula Larrain, selv chilensk indvandrer, har skrevet om det.

Man kunne også nævne polakkerne og ungarerne. Men hvad med jøderne? De hives jo altid frem, når man taler om assimilation som et bevis på, at integration sagtens kan lade sig gøre uden assimilation. Det er rigtigt, at mange jøder ikke er assimilerede i streng forstand. Men alligevel trives de fint med ”os” og ”vi” med ”dem” (jeg sætter disse ord i undrende gåseøjne).

Det synes altså nødvendigt at opstille nogle betingelser for assimilation og nogle betingelser, der gør det muligt at leve med ikke-assimilerede kulturelle grupper.

For det første kulturens karakter: Hvor meget ligner den danskernes kultur?

For det andet hastigheden af indvandringen: Masseindvandring hæmmer assimilation.

For det tredje omfanget: Vi kan vanskeligt hjælpe alt for mange.

For det fjerde det kulturelle særpræg: Bidrager kulturens medlemmer positivt til værtslandets kultur i form af f.eks. viden og velstand?

For det femte holdningen til det omgivende samfund: Kan kulturens medlemmer i længden leve med status som minoritet eller vil de kræve stadig mere særbehandling og i sidste ende løsrivelse?

For det sjette loyaliteten: Den tværnationale religiøse loyalitet, der for muslimernes vedkommende er rettet mod den såkaldte Umma, strider direkte imod den nationale loyalitet.

Klanernes kamp

2008-09-15T13:23:00.000-07:00

af Tomas Kierstein

Klanernes kamp

Den 8. september hørte jeg i radioen Københavns politidirektør, Hanne Bech-Hansen, forklare, at man, i forbindelse med kampene mellem indvandrerbander og rockere, påtænker at benytte den såkaldte rockerlov fra 1996. Samtidig indrømmede hun dog, at det var en meget speget affære.

Det er det, fordi den ene part i de opgør, der menes at ligge til grund for skudepisoderne, nemlig bander af unge med indvandrerbaggrund, ikke er organiserede på samme måde som deres formodede modstandere; Hells Angels og støttegruppen AK81.

»Man kan jo...,« som politidirektøren bemærkede »...ikke begynde at sætte folk ud fra lejligheder i Tingbjerg og på Bispebjerg.«

Nej, det kan ordensmagten naturligvis ikke. Og, kan man tilføje; rockerloven var og er da i sig selv overhovedet tvivlsom, set ud fra en almindelig retsstatsopfattelse.

Men, problemet er, at en retsstat er afhængig af en generel tilstand i dens jurisdiktion, som ikke er til stede længere, og ikke har været det i en årrække.

Da retssstaten var intakt i Danmark, hvilede den på to grundpiller:

1) At langt den overvejende del af os danskere, i store træk, var så nogenlunde enige om, hvad der var op og ned, ret og rimeligt. Yderligere, at denne opfattelse var så fælles, at det ikke var nødvendigt at gennemgå den i detaljen hele tiden. Der var med andre ord sæder og skikke, der tilsammen udgjorde en sædelighed.

2) At en dansk borger, fra landskabslovenes indførelse i middelalderen, var og blev synonym med den enkelte person, og ikke med de klaner, som før 1241 var samfundets grundpiller..

Skudepisoderne blotlægger den kendsgerning, at disse to grundpiller ikke længere står!

Den opfattelse af ret, som gennem de seneste 25-30 år har været toneangivende, er opfattelsen af ret som et abstrakt, universelt og tidløst begreb, der er fuldkommen renset for enhver tilknytning til tradition og sædvane.

Traditionen og sædvanen er tværtimod blevet lagt for had og latterliggjort ved enhver given lejlighed og er blevet erstattet af rene ideologiske besværgelser.

Dette sammenbrud i sædeligheden er baggrunden, grundskaden, bag de skyderier, som nu fylder medierne flere gange om måneden.

De unge med indvandrerbaggrund er i vore gader på grund af dette sammenbrud. Ingen øvrighed i et samfund, hvor sædeligheden er nogenlunde intakt, ville være uansvarlig nok til at åbne for en indvandring i den skala, vi har været vidne til, uden først metodisk og samvittighedsfuldt at sætte sig grundigt ind i, hvilken tradition, hvilken retsopfattelse de potentielle indvandrere repræsenterer.

Var sædeligheden intakt, ville fænomenet rockere enten ikke eksistere, eller blot (som det faktisk oprindeligt gjorde) udgøre en lille og ret uskadelig kuriositet, en ungdomskultur, hvor unge, som de altid har gjort, kunne udleve deres generelle, men normalt forbigående, lede ved os andre gamle fjolser - indtil de selv blev en af os.

Det samfund, der har dannet grobund for de to fænomener, der nu strides med våben, har nemlig ingen selvrespekt, hvorfor det ikke kan aftvinge nogen respekt fra andre. Det har dyrket en nærmest institutionaliseret æresløshed, hvor sædelige betragtninger, om hvordan man agerer på det personlige plan, og hvad man skylder troskab, er blevet erstattet af luftige, abstrakte betragtninger om, hvor gode vi alle sammen skal være ved hinanden.

De unge indvandreres reaktion kunne enhver, der havde gidet studere deres kulturs historie og sædelige tradition, have forudsagt.

Rockernes reaktion er i mine øjne obskurantistisk, og jeg sympatiserer ikke med den. Men, jeg kan udmærket forstå mekanismen bag. Jeg kan udmærket sætte mig ind i den afgrundsdybe foragt, som man kan komme til at føle for et system, der ikke engang vil være sig selv bekendt som autoritet, og endnu mindre som forkæmper for det folk og den kontinuitet, som rettelig burde være dets hele formål.

Derfor er det overhovedet ikke mærkeligt, at disse to grupper, som på hver deres måde er et produkt af et system i sædeligt forfald, har nogle helt centrale fællesnævnere:

Deres begrebsverden er knyttet med dobbeltimplikation til deres grupper. Nytte, skade, ære og vanære ses ud fra den betragtning. Vanæres et medlem, vanæres gruppen. Vanæres gruppen, vanæres hvert enkelt medlem.

At sammenligne indvandrerbanderne og rockerne med gængse kriminelle er absurd. Ingen af de to grupperinger er uden retsopfattelse. Tværtimod har de rigide interne regler, der håndhæves med en konsekvens, som forkæmpere for lov og orden vel egentlig må misunde dem på den moderne stats vegne.

De er ikke lovløse. De har derimod en anden lov end retsstatens, og de står som grupper, og ikke som enkeltpersoner, over for både hinanden og statsmagten:

Begge grupperinger er simpelthen klaner!

Som sådan udgør de i den aktuelle strid intet mindre end to stridende hære, der hver især repræsenterer deres eget veldefinerede og klare nej til den retstradition, som vort samfund hviler på.

De beskytter deres gruppes interesser, anseelse og retsopfattelse gennem væbnet kamp. Det svarer ret godt til definitionen på militærets opgave i en stat.

Derfor er de egentlig paramilitære grupper, der udkæmper en lavintens borgerkrig på dansk territorium!

Over for den udfordring står statsmagten og dens repræsentanter skidt rustet!

Hvordan skal et politisk miljø, der er præget af afstrakt rettighedstænkning, i samarbejde med de institutioner, hvis ledere gennem 30 år villigt har implementeret deres påfund, kunne løse dette selvskabte problem. Altså, med mindre de åbent vedgår at have dummet sig radikalt.

Skyderierne forholder sig til de seneste årtiers politiske diskurs, som feber forholder sig til lungebetændelse. De er symptomer på en underliggende patologi, der er blevet påtvunget os danskere.

Hvad i alverden bevæggrundene hos de enkelte politikere og ideologer har været, vil jeg lade det være op til fagpsykologer at gisne om.

De midler, de har brugt, har imidlertid været tydelige: Defamering af enhver, der advarede om udviklingens konsekvenser, præferabelt ved hjælp af stempler, der antydede, at disse formastelige var enten ubegavede, ondskabsfulde og bagstræberiske, eller led af en kombination af disse karakteristika.

Det skal blive en ganske artig, omend temmelig nervepirrende, forestilling at bivåne politikernes og de håndhævende myndigheders mode- og tonebevidste lederes forsøg på at løse problemerne. Det bliver ikke uden underholdningsværdi at høre dem forsøge at overbevise os om, at de kan beskytte os uden at gå på kompromis med de store ord og det fede flæsk, der har flydt dem ud af munden igennem tre årtier.

Jeg levner ikke systemet mange chancer. Over for grupper, der lever og ånder for deres ære, og som er parate til både at dø og dræbe for den, er odds ikke gode for et system, hvis hele vision for samfundet mere eller mindre kan opsummeres med en linie fra John Lennons sukkersøde og sentimentale dagdrømmersang »Imagine«:

»Nothing to kill or die for...!«

Til slut kan man jo også begynde at overveje, hvad der vil ske, hvis vi andre, der er og har været tåbelige nok til at tro, at systemet kan og vil beskytte os, begynder at bygge vore egne strukturer og håndhæve vore egne regler. Hvorfor nemlig betale beskyttelsespenge i form af skat, hvis man ikke får varen leveret?

Man kan bare opskalere den aktuelle konflikt, for det er faktisk den erkendelse, der driver de unge, der nu tilslutter sig voldsparate højreradikale bevægelser og/eller rockernes støttegrupper.